Kilde: http://politiken.dk/debat/ECE1518695/politikendk-skaber-nye-rammer-for-serioes-netdebat/

Here is some of what I wrote in an international discussion group on the topic of schizophrenia and psychosis related to Breivik being diagnosed with schizophrenia:

One of the big problems with diagnoses in Psychiatry as I see it is the weight we put on symptoms and how we define ‘normal’ and thus deviation from ‘normal’. We even try to lace it with a cultural understanding of what ‘normal’ is but that only goes to further proof of how far out the whole concept of ‘normal’ is.

There are several people in the Right Wing environment in Europe that think of themselves and their loosely connected organizations as a continuation of the Knights Templar and it is a clever marketing trick that seeks to legalize their political purposes and let their violent fractions work behind the scenes. Breivik is not alone with that. From my (up until recently) active engagement in the blog environment I have often run into people identifying the self-constructed idea of a conflict between Western European democracy and muslim refugees/immigrants as a holy war and at least up until Breiviks actions many home pages from Right Wing groups had signature pictures like the Templar cross in various forms and sought to justify the use of the term war and warfare by writing articles linking the clashes between muslims and Western society to The Crusades and the Templar orders. So if Breivik is delusional about this then he is not alone. Breivik did not work in “splendid isolation” when it comes to spreading propaganda about the “War between Islam and Western democracy” and he is certainly not alone with regards to identifying socialists as traitors to the Western democracy. The degree of organization behind this is massive on the internet but very hard to pin down as the people behind the public home pages make a great effort as to appear only superficially acquainted with the organizations behind them. They go so far as to take a stance against violence though they indirectly and directly incite hatred and aggression. So we are dealing with layers upon layers upon layers of networks like we recently saw in Germany when a coincidence led to the revelation of several tactical murders by German neonazis with ties as deep as to politicians, the police and the intelligence service. Are they insane too?

Breivik may be suffering from megalomania but I would be very careful as to judge his actions as results of an isolated human being having delusions about society. In that case I can mention that I have several times been confronted with blogs where quite a few different people have written that they want to treat socialists as traitors that should be executed. When it comes to carrying out the deed into action then Breivik is comparable to the suicide-bombers or terrorists that commit crimes like this. Others may have more skills in asserting such a personality but I would think that the key word here would be that they are so filled with ideology or dogma that they themselves become a tool for a greater purpose. You don’t have to be insane to do that. In fact I would consider this closer connected to the Large-group psychodynamics of Volkan and Varvin but held in closer circles of the far Right Wing movements. We have to be careful though because Breivik opened a can of worms that have been working with great secrecy and we would be damned foolish to assume that they are isolated people that are not organized with ties even to the far Right Wing political parties and movements. Breivik may stand alone with his actions but the ideology is spreading like plague these days. Just look at commentators on News articles on the internet. The language and polarized thinking of these organizations is spreading even to the language of common ‘normal’ people with families and children. It is hard to imagine that such an ideology of warfare spreading by the clever use of manipulative wording and marginalization of ethnic and religious groups by use of the internet is not organized.

I just as recently as today read several comments from different people on a Danish news paper article articulating that Breivik was wrong in his actions but spot on in terms of his writings about Islam and socialists. Frightening!  So Breiviks thoughts are considered sane and rational by many people here in Scandinavia even though they distance themselves from his actions. In other words… We are NOT dealing with a case of a single person going insane. We are dealing with organizations operating covertly trying to generate mass-hysteria and they have been so successful that they have their own representation in the political system of several European countries.

We cannot excuse Breiviks actions with him being insane or disturbed. We have to acknowledge that flirting with fascism as a political power factor – such as we have numerous examples of in Europe both in Norway, Denmark, Sweden, Holland, France, Switzerland, Italy, Hungary, Germany and so forth – is going to create a moral foundation for people like Breivik to take all the mainstream political hate speech to the next level in sub society organizations that work through terror. It is a dyadic connection to the political mothership where the political establishment are sweet-talking the general population while underneath at the sub levels the extremists will try to terrorize people into place. A formula that has a long and bloody history.

http://www.zubairbutthussain.dk/

Karen Jespersen har sandelig ikke glemt sine socialistiske rødder, når det gælder om, hvem som skal betale regningen; men selv om KJ tidligere har forsøgt at gemme sig bag jerntæppet og en påtaget kamp for feministiske værdier, så har hun efter min mening aldrig været socialist. Om KJ’s sande væsen kunne man med rette bruge udtrykket: “Vis mig din mand, så skal jeg fortælle dig, hvem du er”.

Støttegruppen er blevet kritiseret for kun at ville føre denne sag pga. personlige aversioner mod Karen Jespersen og for at forsøge at underminere en injurielovgivning, som efter sigende fungerer perle perfektum participium. Mit svar til dette er, at jeg gerne ser en differentiering af injurielovgivningen i forhold til, hvad en minister kan dække sig ind under i ‘embeds medfør’. Selvfølgelig skal der være en høj grad af frihed til, at politikere skal kunne ytre sig; men vi må også kunne forvente, at den lovgivning, som gælder for almindelige mennesker, også skal gælde for politikere. Hvis jeg begår injurier imod et andet menneske og vedkommende beslutter sig for at anlægge sag, så er der ingen, som dækker mine sagsomkostninger. Sådan må det også være for politikere, hvis der skal være nogen ligevægt i magtforholdet. Egentlig ser jeg hellere, at en borger kan få fri process og at mulighederne lempes her frem for at politikerne skal have indskrænket deres ytringsfrihed.

Hvis mine skattekroner skal betale Karen Jespersens sagsomkostninger i en injuriesag, så synes jeg i den grad også, at det er rimeligt, at mine skattekroner kan benyttes til at dække sagsomkostningerne for den, som hun har forbrudt sig imod. Den holdning vil jeg have uanset om det var Karen Jespersen eller Villy Søvndahl eller George Bush eller Barrack Obama, som var minister. Partifarven og personlige aversioner er mig inderligt ligegyldigt i den sammenhæng.

Jeg er ikke utilfreds med, at ministres ytringsfrihed nyder en særlig beskyttelse. Men for at kunne have den beskyttelse må man som modydelse forvente, at de lever op til en højere grad af ansvarlighed både i deres udtalelser og adfærd i embeds medfør. Alt andet ville være totalt urimeligt. Derfor ville det også være rimeligt, at det er lettere for den enkelte borger at føre sag mod en minister, hvis der forefindes retslig usikkerhed om, hvorvidt denne har levet op til det ansvar, som følger med embedet. Det skal være lettere for den enkelte at få fri proces til at føre en sag mod en minister, som kan godkendes af retten (dvs. at der er et grundlag for et søgsmål, som kan afprøves i retten). Jeg siger ikke, at man blot skal have fri proces til at anklage en minister for hvad som helst.

Jeg går ind for personlig frihed og det frie valg – for alle!

Følgende konklusion kan drages i denne debat, som raser over det ganske land:

• A) Der er intet hold i påstanden om, at muslimer tvinger danskere til at spise halalkød.
• B) Der er intet hold i påstanden om, at halalslagtede dyr lider mere end ikke-halalslagtede dyr.
• C) Det er virksomhederne og producenterne, som alene bestemmer, om noget skal slagtes efter halalmetoden.
• D) Der mangler muligvis i flere tilfælde en klar og tydelig mærkning, som man som forbruger så kan gøre virksomhederne opmærksom på, at man gerne ser gennemført.
• E) Et vist segment af DDR-tilhængere vil gerne have gennemført et af staten påtvunget krav om, at en vis andel slagtede dyr ikke må være halalslagtede, og at alle slagtede dyr skal mærkes efter, om de er halalslagtede.

Samtidig må man sige, at holdningen til, at dyret angiveligt skulle dø øjeblikkeligt ved skydning med boltpistol, er noget af en fordom. Læs blot her:

En stikprøveundersøgelse foretaget på Daka af KU-Life i sommeren 2010 viste, at 39 pct. af alle kalve og ni pct. af alle køer ikke var afblødt efter at være blevet skudt med boltpistol.

Når dyret skydes med boltpistol, er det reelt kun bedøvet. Derfor skal halspulsåren skæres over med en skarp slagtekniv straks efter, dyret er skudt, så det afbløder, og man er sikker på, døden indtræder.
Dette kan eventuelt gøres udendørs over en rist. ”Da der er en risiko for, at dyret liver op igen, efter det er skudt med boltpistolen, er dette meget angribeligt rent dyrevelfærds- og dyreværnsmæssigt. Derfor skal der styr på det nu,” lyder det fra Peder Philipp. http://www.landbrugsinfo.dk/

Sådan foregår halalslagtning

Ifølge dansk lovgivning skal alle slagtedyr, der skal aflives, bedøves inden de afblødes.

Derfor bedøves dyrene ved både almindelig slagtning og halalslagtning med en boltpistol på danske slagterier. Forskellen er, at boltpistolen, som bruges ved halalslagtning, ikke går igennem hjernen, som den gør ved den traditionelle slagtning. Dyret bliver dog slået bevidstløs ved begge metoder. Under halalslagtningen siges der endvidere en bøn af en muslim.
Ved både den traditionelle slagtning og ved halalslagtning skæres halsen over på dyret efterfølgende.”

Kilde: Fødevarestyrelsen

For alternative betydninger, se Humanisme (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Humanisme)

Humanisme kan mindst have tre betydninger:

• En tidlig borgerlig kulturel/filosofisk opfattelse, der sætter mennesket i centrum. Interessen for det antikke Grækenlands sprog, litteratur, kunst og kultur blev genoptaget, og humanisternes holdninger stod i opposition til den strenge middelalderskolastik og kirken. Et af formålene med deres ideologi var at vænne folk til at bruge deres egen fornuft og ikke blot rette sig efter autoritetsbestemte dogmer: respekten for individet blev øget i betydelig grad. Det sanselige blev sat i fokus, og humanisterne gik imod alle asketiske idealer.

I denne betydning kan udtrykket siges at stå i modsætning til religion. Nogle ateister foretrækker at betegne sig selv som humanister.

• En medmenneskelig holdning, der viser respekt for hvert enkelt medmenneske.
• En kulturel bevægelse i renæssancen, som var påvirket af antikken.
• Kan være en politisk ideologi. Minoritetspartiets og Det Humanistiske Parti (DHP)’s holdninger bygger på humanisme, altså menneskelig omtanke.

Humanisme kan forklares:

• Humanismen er en bred kategori af såkaldt aktive etiske filosofier. Humanismen søger at bekræfte alle menneskers værdi og værdighed og evne til at skelne mellem rigtigt og forkert. Netop forskellen mellem rigtigt og forkert bedømmes ud fra universelle menneskesyn – rationalismen for eksempel.

Humanismen er en del af en større gruppe filosofiske verdenssyn.

• Humanismen medfører en forpligtelse i søgen efter sandhed og moralitet gennem menneskelige metoder. Ved at fokusere på den frie vilje afviser humanismen transcendentale retfærdiggørelser, som fx troen på skæbne, guder, det overnaturlige eller religiøst oprundne tekster.

• Humanister endosserer/godkender universel moralitet baseret på sammenfald og fællesnævnere i den menneskelige natur og fortæller, at løsninger på vores sociale og kulturelle problemer ikke kan være snævertsynede og bundne af provinsielle sognedistrikter.

http://da.wikipedia.org/wiki/Humanisme

An article in The New York Times reflects upon a psychiatrist lamenting on the fact that he can no longer do Talk-therapy with his patients as it is by large no longer covered by health insurances in the US. (see link here: http://www.nytimes.com). But this is not all. To put another nail in the coffin of psychoanalytic psychotherapy:

A 2005 government survey found that just 11 percent of psychiatrists provided talk therapy to all patients, a share that had been falling for years and has most likely fallen more since.

However Michael J. Owen, member if the DSM5 Work Group on Psychotic Disorders have been part of writing an article where it is evident that the glass-house is tumbling down in terms of genetic medical research into psychosis and schizophrenia but is it too little too late? I will reflect on this in this article which is written from the perspective of being an Occupational Therapy student who also happens to be a member of ISPS (The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses). As Owen, et. al. writes in their new article in The British Journal of Psychiatry:

“In particular the evidence from family, twin and adoption studies has suggested that schizophrenia is not merely highly heritable, but that there exists a specificity of genetic risk with respect to other major psychiatric syndromes. However, recent findings pose severe challenges to this view, and suggest that schizophrenia might more usefully be seen as a member of a much wider group of overlapping syndromes to which neurodevelopmental abnormalities contribute, and which are not restricted to psychotic, or even psychiatric, disorders.”

I have been part of coining a term for this kind of writing. In Future Science we call such language for ‘the backwards gallop’. Imagine a knight in shiny armor riding his horse. He is shaking his head violently in total denial while the horse is galloping backwards. He is trying to fend off any obstacles but he cannot see them as there is a clear schism in the direction of attention between himself and the backwards galloping. Salvation comes from insight, not from trying to fit reality to your own purpose. I do not mean to make it laughable or to mock the authors of the article as I believe it is a serious article. However I do believe that there is a case of denial in terms of it being late and the magnitude of neglect towards the whole psychosocial approach – which has been existing for many centuries. So it is, as if the Roman nobles are indeed falling on their swords.  I would believe the process of change would require the noblemen to actually publicly appreciate ‘the other side’ (for lack of better words) rather than to try and re-fit their old dogma into a new frame claiming they always had the right answers and that it is only minor adjustments to what they already knew. That is how I interpret this article. Everyone is of course entitled to learn from ones ‘mistakes’ (or claims based on assumptions caused by lack of evidence) but I do think that in order to do that you have to come to terms with it as being faulty or insufficient in the first place. Did they realize that earlier assumptions were splitting psychiatry in two?

“Aetiological research, including genetics, should now end its exclusive love affair with DSM and ICD categories. The goal now must be to relate research on aetiology and pathogenesis to specific psychopathological syndromes and phenotypes defined by studies of cognition and neuroimaging, and to place these in a developmental context.”

I think there is a song-text by Alanis Morissette that goes along the lines of: “Isn’t it ironic”. If you want to really change things you have to start with the language… As the late Lars Thorgaard was such a brilliant mind for seeing this in terms of medical terminology being obstacles in itself for recovery I might point to his work rather than getting myself wound into an explanation that I might not yet have thought thoroughly through. However I can say that I have written on this in a project about the theoretical terminology used in Palliative Care at an earlier time. I believe the same critique can be directed towards psychiatry. If you want patients to understand you have to start with something they can understand and relate to. My point is that this starts already when someone writes down theory, thesis and research articles because this is what is going to form the language that is used in praxis too. And certainly the internal language between psychiatrists themselves is going to affect the attitude towards clients.

“Recent findings suggest that we now need to go further and view the functional psychoses as members of a group of related and overlapping syndromes that result in part from a combination of genetic and environmental effects on brain development and that are associated with specific and general impairments of cognitive function.”

Too little too late? Why do I find Cullbergs description of psychosis as similar to crisis reaction much more valid and generally valuable for the patient? The whole problem of course from my point of view is that DSM and ICD are reflecting onto other branches (like OT) effectively preventing us from taking a holistic approach to our work with the patients. Also I would like to point out that this article might be seen as revolutionary internally (in the psychiatrist world-wide community), but is it really? Or is it just the shortest step possible when it could have been a series of giant steps (to use a Coltrane term). If non-medical staff like OT’s (see the mail about Drugs and psychotherapy) are required to ask that managers would hire psychiatrists with a psychoanalytic or psycho-social approach then we would have to be able to point to a bigger population than 11%  of psychiatrists and that requires a change in the ranks of psychiatrists. Otherwise we will not be taken serious. It is a major breakthrough when the major UK centre for genetic research admits ‘we were wrong’, but in order for that to even make a ripple in the surface out where the patients are treated in day-to-day praxis the language will have to follow through in order to change the general attitude and THEN – then we can start to ask the management to follow through on psycho-social long term person-centered mental health care which would be in concordance with Occupational Science and Occupational Therapy. What we are facing here is the general extinction of psychoanalytic psychotherapy approaches while everyone is suddenly coming to realize that it was the better approach. In praxis it may be too late before the ripples hit the shore.

I hope I do not come through as overly provocative.

References:

Michael J. Owen, PhD FRCPsych, Michael C. O’Donovan, PhD FRCPsych, Anita Thapar, PhD FRCPsych andNicholas Craddock, PhD FRCPsych (2011). Neurodevelopmental hypothesis of schizophrenia. http://bjp.rcpsych.org/cgi/content/full/198/3/173

For the magnitude of this scientific revolution contrast this article from Sept 2005 by the same authors:

M.J. Owen, N. Craddock and M.C. O’Donovan (2005). Schizophrenia: genes at last? Department of Psychological Medicine, Wales College of Medicine, Cardiff University, Henry Wellcome Building, Heath Park, Cardiff, UK, CF14. http://tinyurl.com/5wx2vex

Genetic epidemiological studies suggest that individual variation in susceptibility to schizophrenia is largely genetic, reflecting alleles of moderate to small effect in multiple genes. Molecular genetic studies have identified several potential regions of linkage and two associated chromosomal abnormalities, and evidence is accumulating in favour of several positional candidate genes….

Wake-up call for British psychiatry

http://bjp.rcpsych.org/cgi/content/abstract/193/1/6

See the full text of the abstract and note the polarised assertion that the

Nu kommer så en henvisning til en artikel i New York Times om, hvor galt det kan gå, hvis man lader de frie markedskræfter styre sådan noget som psykiatrien: http://www.nytimes.com

Psykiatrien bliver indskrænket til sessions af 15 minutters varighed, hvis eneste formål er at justere patientens medicin. Dette på trods af at man ved, at samtaleterapi virker bedre end medicin.

Det oprindelige indlæg:

JNR d. 2. marts kl. 11:37: “Nogen burde skrive et indlæg her, som ligesom samler op på oplevelsen af at blogge på TV2 og så deres autoritære STASI(host-host undskyld) kundeservice-tjeneste, som betjener sig af stikkere, har virkelig dårlig kontakt med brugerne og fremdeles bidrager til at stedet bliver én stor kaotisk børnehave, hvor TV2-support sidder lige i centrum som den nok mest ubehjælpsomme, kejtede og uduelige selvbestaltede børnehavepædagog, som har eksisteret inden for medieverdenen til dato. SKAM JER!”

JNR: “Og NEJ!!! Jeg synes IKKE godt om TV2 NET Kundeservice!”

JNR: “Ude til højre på TV2′s blogside står der: Del dine oplevelser, få meget feedback, del dine billeder. Opret en blog! Lige det her med billeder vil jeg kraftigt fraråde, da TV2 tidligere har misbrugt en bloggers billeder uden at akkreditere fotografen.”

Idag fik jeg så svar fra TV2 Kundeservice, idet en medarbejder skrev flg. stave- og tegnsætningsmæssige katastrofe af en kommentar til mig:

TV2 Kundeservice: “Hej Jens Jeg må indrømme, at jeg ikke synes det er særlig konstruktivt, at vælge denne form og skrive i den tone, men omvendt forstår jeg også frustrationen. Når vi modererer blog.tv2.dk, så sender vi ikke forklaringer ud til anmelderen, derfor kan det være svært at forstå hvorfor/hvornår vi moderer. Jeg tager naturligvis kritikken til efterretning, da det er vores mål at vise, at vi rent faktisk har en stram, men retfærdig modereringsstil. Ang. fejlen med 1234 – ja, den fejl har vi beklaget og sagen er også løst. Så vidt jeg er orienteret, så er det et enestående tilfælde. Jeg vil i øvrigt også gerne, venligt, minde dig om, at du benytter en gratis tjeneste, som der er mange andre af på nettet, eksempelvis wordpress.com, eller posterous.com.”

Til dette svar skrev jeg følgende:

JNR: “Først og fremmest henvender jeg mig til jer her, da det er komplet umuligt at få jer i tale på jeres egen blog eller via andre kontakt-former i det hele taget. I giver hverken begrundelser for sletninger, karantæner eller nogen som helst anden moderation, som I foretager med undtagelse lige af, at I en gang imellem skriver i en kommentar, hvorfor den er blevet slettet. Det er uigennemskueligt og umuligt for brugerne at følge med i. Derudover er det da interessant, at I reklamerer for jeres egen blog på jeres egen hjemmeside og opfordrer folk til at oprette en blog på TV2 NET. Når I så modtager konstruktiv kritik herinde, så opfordrer I til, at jeres brugere søger andre græsgange… Meget morsomt! Betragt det her som en bruger, der egentlig er glad for konceptet bag TV2 blog, men som ønsker sig en bedre brugeroplevelse. Det kan I vel for helvede ikke benægte at have et klart og tydeligt ansvar for, eller?

Hvis det er jeres mål at vise, at I har en stram, men retfærdig moderationsstil, så fejler I markant på jeres oplysning til brugerne. Jeg tror ikke, at jeg kender én eneste blogger på tværs af politiske holdninger på TV2 blog, som er tilfreds med jeres håndtering af de regler, som I selv har udstukket. Jeres tekniske løsninger lader virkelig også meget tilbage at ønske! For at opsummere: Det, I foretager jer af moderation på bloggen, er både uigennemskueligt, urimeligt, småligt og decideret fejlbehæftet i forhold til de regler, som I selv har udstukket for adfærd på bloggen. Derudover bærer moderationen i den grad præg af den enkelte supporters personlige aversioner og i helt urimelig grad baseres al jeres moderation på anmeldelser, hvilket er at opfordre til en stikkerkultur. Når man så ved, at I ikke overhovedet kigger på en generel håndhævelse af jeres regler udenom deciderede anmeldelser, så bliver det KUN det, der bliver anmeldt, som I tager hånd om. Derved skævvrider I totalt moderationen af bloggen med den konsekvens, at der ikke er en kæft, som aner, hvad der er tilladt om mandagen og hvad der er tilladt om tirsdagen. Det er helt urimeligt overfor brugerne og noget af det mest elendige kundeservice, som jeg har set fra noget firma overhovedet i dette land.”

Her indsætter jeg så en kommentar fra mit indlæg af igår på TV2 blog: “TV2 blog foregår i en form for second-life univers eftersom vi er fysiske væsener, som sidder og skriver i et metafysisk univers(*)(**). Mit argument er, at den psykiske påvirkning fra det metafysiske univers er reel og kan have svære konsekvenser udenfor det metafysiske univers (altså i vores virkelige virkelighed). Når man så bliver udsat for overgreb i dette metafysiske univers, som i deres essens er meget lig STASIs metoder, så kan det altså have alvorlige psykiske konsekvenser, hvis man ikke er i stand til at adskille virkeligheden fra den metafysiske virkelighed. JA, det ér sgu’ skræmmende, at en stor medievirksomhed tager den slags metoder i brug overfor kunderne! Nu kunne man så blot hævde, at folk er fri til at vælge TV2 fra, hvis de ikke har lyst til at fortsætte interaktionen med dette monstrum; men det er lidt svært som nytilkommen interesseret og nysgerrig at danne sig et reelt billede af TV2 og TV2 kundeservice, når deres facebook profiler flyder over med selviscenesatte og skamrosende reklamefremstød! Når fælden er klappet, er det jo ikke sikkert, at alle mennesker har viljestyrken til at finde vejen ud igen uden at få nogle alvorlige sår på sjælen med på vejen. Så jeg vil ligesom Mogens (i skikkelse af Jan Monrad) sige: “Det vil jeg eddermame godt advare imod, det vil jeg!”.

(*) “Det psykofysiske problem er en af de store filosofiske diskussioner under metafysikkens område. Problemet angår spørgsmålene: Hvad er forholdet imellem sjælen og legemet, og hvilken af de to er den mest grundlæggende? Det kaldes derfor også sjæl-legeme problemet.” http://da.wikipedia.org/wiki/Psykofysiske_…

(**) Jeg bruger bevidst betegnelsen det metafysiske univers om bloggen i den betydning, at det er noget, som ligger uden for vores fysiske rækkevidde og potentielt transcenderer vores erkendelse af dets påvirknings kraft både fysisk og psykisk; men som af en eller anden grund betragtes som noget fysisk håndgribeligt i den forstand, at vores forestillinger om andre i dette metafysiske univers ofte kommer til at styre vores opfattelse af disse mennesker – selv efter at have mødt dem fysisk.”

Efterfølgende skrev jeg denne kommentar lidet vidende, hvor lidt det skulle vise sig at holde stik. “Men jeg er da glad for, at I vælger at indgå i en dialog her frem for at slette det. Det viser dog en lidt anden side af jer end den, som man kender fra den envejskommunikation, som I leverer i form af usynlige sletninger, karantæner, hvor brugere simpelthen blot ‘forsvinder’ fra TV2 blog uden at have nogen mulighed for at forklare sig endsige forsvare sig. Det er her, jeg finder den relevante sammenligning med DDR metoder eftersom I rent faktisk (se ovenstående kommentar om det metafysiske univers) påvirker virkelige mennesker bag skærmen med jeres måde at agere på. Rent psykologisk er det, I har gang i, virkelig usselt!!”

Her henviste jeg så til et indlæg af Polysl, hvor han gør TV2 opmærksomme på deres tekniske problemer med mails som sendes ud om, at brugere har overtrådt TV2′s retningslinjer, hvis de sletter en kommentar på egen blog. http://blog-dyn.tv2.dk/polysl/entry395725.html?ss

Hvad der sidenhen skete er ikke blot hovedrystende, men decideret samme procedure, som TV2 tidligere har anvendt over for andre bloggere, nemlig en direkte og svinsk beskyldning imod mig for at markere, at jeg ikke skal komme og tro, at jeg er noget – og vel sagtens for at intimidere mig til ikke at fortsætte, da det så ligesom ligger i luften, at min TV2 blogidentitet hives frem med eksempler, som TV2 hiver ud af kontekst for at demonstrere enkeltstående brud på retningslinjerne.

TV 2 Kundeservice skrev: “Hej igen Nu vil jeg ikke gå i detaljer med hensyn til din personlige sag, den synes jeg vi skal tage over privat mailkorrespondance, men taget i betragtning hvor mange gange du har overtrådt vores retningslinjer, synes jeg at din kritik er misvisende. Teknik og ressourcer mhp. moderering. Det er korrekt, at teknikken halter, og at vi ikke har ressourcer til at sende begrundede svar ud til alle. Som sagt, det er en gratis tjeneste – vi gør hvad vi kan for at moderere retfærdigt, på trods af at vi af og til skal ind og fjerne personfnidder, i en debat med hundredevis af indlæg. Jeg synes at jeg har svaret din kritik, så godt som jeg kan, uden at gå i detaljer. Hvis du har flere spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig tilkundeservice@tv2.dk ATT: Kundeservicechef. Herefter sørger jeg for, at du får svar direkte.”

Jeg skrev efterfølgende tilbage, at jeg ikke er bekendt med, at jeg har nogen ‘personlig sag’ liggende hos TV2 Kundeservice og at jeg syntes, at medarbejderen ved kundeservice skulle lade være med at lyve om, hvorvidt jeg ‘mange gange’ har overtrådt TV2′s retningslinjer. Det gør sig jo ikke blot gældende for mig, men for adskillige andre, som heller ikke kan finde hverken hoved eller hale i, hvorvidt TV2′s retningslinjer håndhæves eller ej – og når debatten bliver ophedet, så kan der sagtens falde nogle hårde ord. Jeg synes i det hele taget, at det er noget svineri at komme med skjulte trusler om, at ville ‘gå i detaljer’, når man allerede har trukket sådan en beskyldning frem uden at have til hensigt at dokumentere den. Jeg mener således ikke, at jeg har nogen advarsler fra TV2 – jeg er i hvert fald ikke blevet gjort bekendt med det – og jeg mener heller ikke, at jeg overtræder retningslinjerne mere end så mange andre. Nu er hele baduljen imidlertid slettet fra TV2 Kundeservices Facebook profil og jeg er blevet bannet fra at skrive kommentarer der. Adfærden er set praktiseret overfor adskillige bloggere på TV2 i forbindelse med klager over TV2′s blogmoderation.

Nu er der så kommet et efterspil pr. e-mail. Jeg er blevet truet af en TV2 medarbejder til at holde min kæft.

“Hej Jens

Jeg har valgt at fjerne dit indlæg på facebook, da det ikke er konstruktivt for andre brugere, og fordi det indebar en personlig sag mellem dig, og os. Jeg synes ærlig talt ikke, at der er hold i det du skriver — du har modtaget advarsler fra os og fået indlæg slettet. Hvis du overtræder vores retningslinjer igen, ser jeg mig nødsaget til at udelukke dig permanent fra tv2.dk.

Med venlig hilsen

Thomas Andersen (Alias Captain Awesome, *fnis*)

BSc in Business Administration and Law
Kundeservicesupervisor
Rugaardsvej 25 – 5100 Odense C.”

Jeg vil gerne vide, hvilke retningslinjer, jeg har overtrådt, hvilke advarsler har jeg fået/liggende hos TV2, da jeg ikke har fået nogen advarsler… Og hvilke retningslinjer, som jeg bryder ved at forholde mig kritisk til TV2 Kundeservice på facebook???? Og jeg mener stadig ikke at have nogen personlig sag med TV2 eller TV2 Kundeservice. Så hvilket mellemværende der hentydes til er i hvert fald ikke noget, som jeg er blevet gjort bekendt med.

Det er da ufatteligt. Du skriver om sandheden? Sandheden er, at Lars Hedegaard er en ussel løgnhals! Sandheden er, at danske mænd begår 2.5 gange flere incestovergreb end indvandrere med muslimsk baggrund. Faktisk så er det jo netop IKKE “præcis som i dommen over Jesper Langballe”. Kære Katrine Winkel Holm, du laver altså her en overspringshandling med tredobbelt lutz, halvanden skrige og tyskerspring. Det er selve generaliseringen i Lars Hedegaards udtalelser, som viser, hvilken løgner han er: http://www.dr.dk/P1/Detektor/Udsendelser/2…

Katrine Winkel Holm: “Ville Lars Hedegaard være blevet frikendt, hvis han havde været en helt ukendt mand? Ville han have undgået det statslige racisme-stempel, hvis han ikke havde haft indflydelsesrige, internationale venner, der kunne skrive klummer og kommentarer i hans forsvar? Mit gæt er nej. Præmisserne for gårsdagens frifindelse er nemlig kuldegysende: ”Retten finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den befolkningsgruppe, som udtalelserne vedrører, og således er omfattet af straffelovens §266b, stk. 1.” Retten slår altså fast, at sandheden og friheden må vige for hensynet til krænkede følelser, præcis som i dommen over Jesper Langballe, der fastsatte, at det er strafbart at udtale, at ”der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre”. Selv om det er sandt. Sandheden er kriminel – i hvert fald nogle gange.” http://www.sappho.dk/v.htm

http://www.dr.dk/NR/rdonlyres/6A641210-A0C…

Ifølge artiklen er der taget højde for mørketal – og hvis du er i tvivl fortsat, så kan jeg garantere dig for, at der også eksisterer mørketal for etnisk danske familier. Det er ligeså meget tabu her, som det er i andre kulturer.

Jeg kan ikke finde ud af, om du er bundnaiv eller blot snotdum. Du har sikkert en romantisk forestilling om danske familier, når det gælder ikke at lukke øjnene for blodskam, men du lader dig velvilligt bedrage af den forestilling. Det ville faktisk være ønskværdigt, hvis I derude på den yderste højrefløj ville forholde jer til, når I tager fejl, så ville man kunne tage jer mere alvorligt. Men fejl og selverkendelse er jo ikke-eksisterende for jer. Fejl projiceres uden videre reflektion over på de selvindbildte fjender. Resultat: En masse støj og ikke så fandens meget konstruktivt udbytte og jeres udsagn står jo ikke til debat, når I, som du Katrine Winkel Holm, påberåber jer, at have patent på sandheden, selv når statistik taler jer midt imod. Det er både naivt, fejt, dumt og ensporet ikke at ville indrømme endsige erkende for sig selv, når man tager fejl – og det er også farligt. Specielt når man sidder som overeksponeret opinionsdanner og nedkommer med hypede one-liners og overskrifter, som mildest talt savner enhver form for nuancering.

En god start for Hedegaard kunne jo være med sin nyvundne sejr for ‘ytringsfriheden’ at gå ud og beklage sine løgnehistorier omkring blodskam. Men hvad sker der i stedet? Jo, Katrine Winkel Holm skriver et fordømmende indlæg om hele den danske dommerstand og retsvæsen, hvor hun tager patent på sandheden, som altså er en løgn. Kan du ikke selv se problemet, Katrine Winkel Holm?

Det ender jo nok med, at Lars Hedegaard får kors og bånd og stjerner på; men så bliver Pittelkow bare misundelig – og så ved man jo aldrig om kone vandrer tilbage til VS.

Faktisk er det jo sådan, at blodskam er en synd i Islam. Hvis vi nu skal holde os til emnet. Derudover er undertrykkelse af små piger noget helt andet og det må henføres under en anden diskussion. Kort kan dog siges, at jeg ikke går ind for undertrykkelse og bortgiftning af små piger. De muslimer, som jeg kender, går heller ikke ind for det. Men der er mange muslimer, som har den tradition og det skal der naturligvis gøres op med.

Islamic

The Quran gives specific rules regarding incest, which prohibit a man from marrying or having sexual relationships with:

• his father’s wife (his mother,[72] or stepmother[73]), his mother-in-law, a woman from whom he has nursed,[72]
• either parent’s sister (aunt),[73]
• his sister, his half sister, a woman who has nursed from the same woman as he, his sister-in-law (while still married to her sister),[72]
• his niece (child of sibling),[72]
• his daughter, his stepdaughter (if the marriage to her mother had been consummated), his daughter-in-law.[72]

The main differences (apart from relationships between a man and his daughter) are:

In the Torah but not the Qur’an:

• wife’s granddaughter

In the Qur’an but not the Torah:

• a woman from whom he has nursed
• a woman who has nursed from the same woman as he
• niece

A Hadith also prohibits marriage to a woman and her parent’s sister at the same time.[74] The same applies for a woman with the male counterparts to the aforementioned.

http://en.wikipedia.org/wiki/Incest

Så med andre ord lyver Lars Hedegaard, når han udlægger, at blodskam er sanktioneret i Islam.

Og så et lille P.S. Katrine Winkel Holm: Det er sygt sygt sygt! at ville blande religion ind i public service som om, at religion definerer vores kulturarv. Grotesk! Man kan godt fornemme, at du, Katrine Winkel Holm, sidder i DR’s bestyrelse – og er blevet placeret der ud fra værdipolitiske hensyn frem for mediepolitiske.

http://pol.dk

Samtidig føres der en politik i Danmark, hvor man i jagten på ‘indvandrere’ og flygtninge har nedprioriteret psykiatrien og retorisk fra politisk side udtalt kritik af PTSD-diagnosen, som jo netop er en lidelse, som hjemvendte soldater har pådraget sig i lighed med mange flygtninge. Politikerne har svært ved at sluge den kamel og spytte den ud samtidig. Derfor holder man fast ved den psykiatri-kritiske retorik og nedskæringerne – uanset at det altså i ligeså høj grad skader soldaterveteraner, som det skader de flygtninge, som man på yderst kynisk vis ønskede at skade fra starten.

Læs mere her: http://blog.tv2.dk/kystfiskeren/entry374679.html

Det, jeg er citeret for, står at læse i min profil her på wordpress. Der står:

Citat Humanisten på blog.tv2.dk: Humanisten skrev flg., efter at jeg havde fortalt om min rumænske kæreste. Citat Humanisten: “Snowtiger, min kæreste er bedre end din…
Hun er jurist og ikke impoteret fra udlandet,,, særligt et fatttig land for de elsker en mere, fordi de mangler Mammut.
Hvad står sådan en rumænsk pige i idag ?”

Tror nu han mente importeret… Men den slags svineri fra erklærede DF’ere er simpelthen uacceptabelt i min verden. Jeg vil bekæmpe det til den dag, jeg stiller træskoene.

Der er altså ikke tale om, hvis man ellers kan læse og forstå konteksten, at jeg vil bekæmpe alle, som stemmer på DF, men blot ganske enkelt, at jeg vil bekæmpe den slags racistiske påstande. Det vil jeg i øvrigt gøre uanset om de fremsættes af en erklæret DF’er eller SF’er eller tivoligarden eller…

Ærlig talt, så synes jeg, at manipulationerne kommer lidt for langt ud, når man bevidst vælger at sløre konteksten for at give et andet indtryk end det, der står at læse i min profil.

Indledningen er god nok for Brian, Kristian og Peter. På overfladen ser det ud som om, at danskerne ønsker strengere straffe, men at dette skyldes en himmelråbende uvidenhed ude i den brede befolkning synes at være gået direkte henover hovedet på politikerne. Et velklingende og let genkendeligt ultimatum, som vi kender det fra både medier, blogs og den offentlige politisk korrekte mening er, at »De kriminelle griner af vores ‘bløde’ hippie-retssystem, når de går ud gennem porten efter at have fedet sig op på borgernes regning med TV og computer i mindre end det halve af den tid de var blevet idømt som straf, og direkte tilbage til deres kriminelle løbebane med mord, voldtægt og overfald på sagesløse borgere.«

At dette er en fordom, som i høj grad både KAN og BØR punkteres kan vi konstatere i det følgende:

I 2005 begyndte et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.

En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.

Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.

Et af de direkte problemer med at spærre folk inde i et anseligt antal år uden kontakt med omverdenen er, at det eksempelvis går ud over deres børn. I aftes på DR2 kunne man således se et kort program om en institution under kriminalforsorgen - Engelsborg, hvor et forsøg med at opretholde fangers kontakt med deres familie viser en hårdtslående empiri bag det faktum, at isolation af kriminelle fra omverdenen ikke er gavnligt for samfundet. Tværtimod viser den forskning, man har bedrevet på bl.a. Engelsborg, at langt færre af de indsatte, som får dette tilbud falder tilbage i kriminalitet i forhold til indsatte i traditionelle fængsler. En anden direkte effekt af indsatserne på Engelsborg ser vi ved, at børnene af de kriminelle ved kontakt med deres forældre i fængslet bliver mindre udsatte for selv at falde ind i en kriminel løbebane. Altså det stik modsatte af det skræmmebillede, som man prøver at male i medier og blandt politikere.

Om Engelsborg:

http://www.pensionengelsborg.dk/

Inden for aktivitetsforskning taler man om ‘occupational deprivation’ eller aktivitetsberøvelse i traditionelle fængsler. Men dette er man tilsyneladende godt igang med at gøre op med inden for den danske kriminalforsorg og tak og lov for det. Det er jo naturligvis også svært for politikerne at vedblive med at argumentere for strengere straffe, når vi har et velfungerende system, hvor frem for alt langsigtede løsningsmodeller igangsat så langt tilbage som i 70′erne nu viser, at indespærring og isolation hæmmer resocialisering og fratager de indsatte det personlige ansvar. Det skal stoppe, fordi det splitter familierne og medfører at børnene må trækkes med en mur af tung social arv, som berøver dem muligheden for at begå sig det omkringliggende samfund.

Derfor er det også med en vis hovedrysten, at vi igen og igen og igen ser Brian Mikkelsen og proselytterne fra DF, venstre og socialdemokratiet fremtone i diverse medier kraftigt agiterende for strengere straffe og mere konsekvens. Er der ikke pustet nok af varm luft i den ballon endnu?

Det vi behøver er flere steder som Engelsborg. Steder hvor mennesker bliver rehabiliteret og kan indgå i samfundet igen efter udstået straf – frem for alt for børnenes skyld og for de fremtidige generationer. Vi behøver ikke skræmmekampagner og amerikanske tilstande, hvor der oprettes ghettoer for dømte kriminelle, fordi der føres offentligt tilgængelige registre over, hvor straffede kriminelle bosætter sig efter udstået straf. At udstøde mennesker fra samfundet hjælper ikke til at nedbringe kriminaliteten – tværtimod.

Jeg vil opfordre Brian Mikkelsen til i stedet for at lade sine handlinger som minister styre af følelsesporno og selvretfærdig værdikamp så at lytte til den fagkundskab, som faktisk påviser igen og igen, hvad der er det rigtige at gøre. Derefter bør han gøre det til sin pligt at gå ud og OPLYSE befolkningen om dette.

Og de uvidende borgere behøver ikke at frygte, at de kriminelle forældre forsvinder fra institutioner som Engelsborg, for ifølge Inge Halmø, som er socialrådgiver i kriminalforsorgen, opbygger børnenes tilstedeværelse en usynlig mur, som er langt højere end noget, som man ville være i stand til at bygge af sten.

Her er et par citater fra en af de hidtil mest udførlige rapporter om danskernes syn på straf:

Tabellerne på s. 374-375 giver et MEGET klart billede… Læs selv. Teksten kan du læse her:

»Man kan sige, at det ville være helt i overensstemmelse med den danske befolknings holdninger til, hvordan der bør straffes – den danske befolknings konkrete retsfølelse – at gøre som man gjorde i (Vest)tyskland i 1969, hvor man som tidligere nævnt radikalt reducerede brugen af ubetingede frihedsstraffe under et halvt år og erstattede dem med straffe i frihed.Det er klart, at en så forholdsvis radikal ændring af det danske straffesystem forudsætter en række overvejelser baseret også på andre hensyn end befolkningens retsfølelse, uanset at denne ellers i vore dage synes at blive tillagt overordentlig stor betydning.«

»Af fokusgruppemøderne fremgik det, at den store tilbageholdenhed i befolkningen over for at anvende ubetinget frihedsstraf først og fremmest beroede på to forhold. Til trods for, at alle sagerne drejede sig om alvorlige kriminelle handlinger, så syntes man – alt taget i betragtning omkring selve handlingen, gerningspersonen og offeret – ikke, at der var tale om så alvorlig kriminalitet, at man skulle reagere over for gerningspersonen med en så alvorlig straf som at berøve denne friheden i en periode. Det uacceptable i det, gerningspersonen havde foretaget sig, skulle markeres, syntes man, og der skulle sendes et signal såvel til ham som til alle andre om det uacceptable i at begå vold osv., men at gøre det ved at spærre ham inde, mente de fleste ville være en overreaktion. De begrundelser, man gav, var ikke, at man havde en eller anden form for medlidenhed med gerningspersonen, eller at man syntes, det ville være synd for ham, men at det ville være ude af proportioner. Det ville være uretfærdigt. For det andet var det de flestes opfattelse, at et fængselsophold ville være mere skadeligt end gavnligt. Gang på gang blev det fremhævet, når fængsel blev diskuteret, at dette ville skade især familie- og arbejdsforhold og øge risikoen for, at gerningspersonen på ny ville begå kriminalitet. Også fængslet som en mulig “kriminalitetsskole” blev fremhævet af mange. Den mulige gevinst ved fængslet, der – specielt af hensyn til offeret – kunne være i, at omgivelserne var fri for at skulle møde ham på gaden el.lign., så længe han sad inde, blev kun sjældent nævnt, og i så fald typisk imødegået med, at de straffe, der kunne komme på tale, var så korte, at gerningspersonen alligevel hurtigt var ude igen. Såvel de generalpræventive som de individualpræventive virkninger af den radikalt mindskede brug af korte frihedsstraffe i (Vest)tyskland er blevet belyst. Det har vist sig, at tilbagefaldet til ny kriminalitet var større for dem, der afsonede en kort frihedsstraf, end for dem, der fik en bøde.191Endvidere har man ikke kunnet spore nogen effekt på kriminalitetsudviklingen som sådan,hvorfor det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en negativ generalpræventiv effekt.192

De gennemførte undersøgelser viser ikke alene noget om, i hvilken udstrækning befolkningen synes eller ikke-synes, der skal anvendes ubetinget frihedsstraf, men også hvor strengt eller mildt man i det hele taget ville dømme set i forhold til retspraksis. Der viste sig her at være en massiv og konsekvent tendens til at dømme mildere end praksis i sager om alvorlig kriminalitet, så skulle man følge befolkningens retsfølelse, skulle man over en bred kam nedgradere straffene for de forbrydelser, der nu straffes med en ubetinget frihedsstraf på op til et halvt år.

I tillæg til spørgsmålet om strafniveauet kommer spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem, hvordan de forskellige former for kriminalitet bør straffes, dvs. proportionalitetsspørgsmålet. I figur 8.10 er andelen af befolkningen, der personligt mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf (den informerede retsfølelse) sat i forhold til retspraksis for de syv sager. Grundlaget for angivelse af retspraksis er oplysningerne i tabel 8.5 og for befolkningens holdninger tabel 8.31.«

S. 369 »Den store uvidenhed og de fejlagtige billeder af, hvordan der ved domstolene i Danmark straffes for alvorlig kriminalitet, burde der gøres noget ved. At straffe er i sig selv en alvorlig sag og at gøre det i form af at berøve mennesker deres frihed er det i særdeleshed. Omfanget af og karakteren af så alvorlige indgreb bør befolkningen kende til. I et demokratisk og humanistisk orienteret samfund må en viden herom være en vigtig værdi i sig selv, uanset om denne viden så indvirker på ens holdning til, hvordan der skal straffes. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og andre, der har tilgang til den viden og de informationer, det drejer sig om, synes her at stå over for en opgave, som nærmest ikke forsøges løftet overhovedet på indeværende tidspunkt. Orienteringer om strafudmåling, domspraksis mv., således som de forefindes nu, er næsten udelukkende rettet mod det juridiske system internt og til en vis grad det politiske system, men ikke mod befolkningen. Det er naturligvis svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt systematisk at øge befolkningens viden om konkret retspraksis, når det ikke drejer sig om de deciderede “takstområder” som f.eks. hastighedsoverskridelser på vejene o.lign. På mange områder kan det jo være svært nok selv for en kyndig jurist at vurdere, hvad retspraksis er. Det er forståeligt, at man kan være bange for at “popularisere” et så komplekst område, som strafudmåling kan være.182 Det er imidlertid svært at se, at dette skulle kunne undskylde, at man på mange områder stort intet foretager sig med henblik på systematisk at oplyse befolkningen om retspraksis, men “overlader” det til de spektakulære mediereportager, der er stærkt medvirkende til at forvride befolkningens indtryk og opfattelse af, hvordan “almindelige” og “dagligdags” sager pådømmes.«

»Hvis man på baggrund af undersøgelsens resultater skulle tage konsekvensen af befolkningens syn på, hvordan der bør straffes for alvorlig kriminalitet, kunne man sige, at man som hovedregel helt burde ophøre med at idømme korte ubetingede frihedsstraffe (op til 3 måneder) og i væsentligt omfang tillige ubetingede frihedsstraffe mellem 3 måneder og et halvt år, dvs. hovedparten af de ubetingede frihedsstraffe, der i det hele taget i dag idømmes ved danske domstole, og — igen som hovedregel — erstatte disse med alternativer i frihed. I tabel 8.32 gives en oversigt over, hvad de gennemførte undersøgelser faktisk har vist med hensyn til, om et flertal eller et mindretal af de danske vælgere mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf, og i tabel 8.33 er dette suppleret med hypoteser om eller ”prognoser” for, hvordan befolkningsflertallets holdninger vil være i de ikke undersøgte situationer.

Disse prognoser er dels baseret på analogi og sammenligning med lignende sager, hvor befolkningens reaktioner kendes, og dels på erfaringerne fra, hvad det betyder at skulle forholde sig til en ”rigtig” retssag og gennemføre en ”rigtig” votering (den konkrete retsfølelse)

sammenlignet med blot at skulle forholde sig til en opsummeret sag (den informerede retsfølelse). På grund af konsistensen i den gennemførte undersøgelses resultater og resultaternes konsistens med andre undersøgelser gennemført i ind- og udland kan ”prognoserne” betragtes som meget sikre.«

Konklusionen på rapporten siger utvetydigt følgende:

s385

Reparative sanktioner dækker et bredere felt end restorative sanktioner. Reparative sanktioner er sanktioner, der tilsigter at reparere på de skader, der er sket eller som konstateres i forbindelse med kriminalitet. De indbefatter således de restorative sanktioner, der kan siges at tilsigte at reparere skaderne på offeret og samfundet, men omfatter også ”reparation” af eventuelle ”skader”, som er sket på eller er konstateret hos gerningspersonen, dvs. primært behandling. Det viste sig, at to ud af tre — altså de fleste — personligt mente, at en reparativ sanktion burde være en del af eller hele sanktionen, jf. figur 8.19 (ved førstegangskriminalitet). Samtidig var det kun godt hver tredje, der mente, at domstolene ville anvende en sådan sanktion, og kun 43 pct. der mente, at folk i almindelighed ville gøre det. Igen opfattede man sig således også her som afvigende og i mindretal i forhold til domstole og folk flest. Såvel spørgeskemaundersøgelserne som fokusgruppeinterviewene viste, at så snart folk er vidne til potentielle eller faktiske problemer hos eller ved gerningspersonen som eksempelvis misbrugsproblemer eller problemer med at styre temperamentet, så er man meget orienteret mod at i hvert fald en del af sanktionen skal omfatte en eller anden form for behandling. Fokusgruppeinterviewene viste dog også, at der var grænser for, hvornår man syntes behandling burde være en central del af sanktionen. Ved kriminalitet, som man anså for meget alvorlig, mente man typisk ikke, at behandling kunne/skulle være den eneste sanktion, ligesom man ved kriminalitet, som man ikke så så alvorligt på, mente, at behandling her kunne være en overreaktion og virke som en for hård og uretfærdig straf.«

»Generelt kan det konkluderes, at befolkningens holdninger i sine tendenser ikke blot trækker i en mildere retning i forhold til retspraksis, men også i anden retning med hensyn til, hvad der skal være straffens formål/funktion og dens indhold. Skal man følge danskernes retsfølelse anno 2006 i sager om alvorlig kriminalitet, skal man ikke kun erstatte de korte og kortere ubetingede frihedsstraffe med betingede frihedsstraffe og bøder, men i betydelig udstrækning alle de i straffelovens forstand almindelige straffe med restorative og reparative sanktioner.« (se figur s. 386).When people are made aware about the range of community sentences and the services and programmes that support them, they overcome any initial scepticism and are supportive of the principles that they stand for. In particular people recognise:

• The futility of recycling people trough the prison system
• The need for people to break the cycle of crime
• The importance of victims having a central role and an opportunity to participate if they wish
• The need for offenders to face up to the impact of the crimes
• The importance of making amends and paying back to society

Det kan i hvert konkluderes, at store dele af den danske befolkning ikke blot lægger op til, at den alvorlige kriminalitet bør straffes på andre måder, end tilfældet er nu — men også af andre grunde end dem, der er de fremherskende. I disse måder og disse grunde ligger endvidere indbygget, at der kan udformes strukturer, hvor en større del af befolkningen inddrages i det strafferetlige systems virksomhed med den mulighed dette kan give for at mindske risikoen for, at der (påny) opstår diskrepans mellem befolkningens retsfølelse på den ene side og retspraksis på den anden.

Hvilken interessant samfundsmæssig debat og udvikling, der kunne komme ud af dette, hvis man som igangsættende grundlag herfor drog omsorg for, at befolkningen fik kendskab til, hvordan der faktisk straffes, og hvordan straffene faktisk fuldbyrdes i Danmark, og derved bl.a. fik udryddet eller i hvert fald reduceret myterne om de blødsødne domstole og den hævntørstige dansker.«

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2009/10/07085400.htm

http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-26114299.html

Hvis der er noget, som er politisk korrekt på bloggen og internetfora generelt, så er det da netop at svine muslimer og socialister så meget som overhovedet muligt og helst kalde begge grupper for nazister og kommunister på samme tid.

Nu er jeg hverken kommunist, nazist, politisk korrekt eller muslim og altså heller ikke kulturrelativist… Men lad os da lige kigge på, hvad kulturrelativisme egentlig er for en størrelse…

Mange bruger hjemmestrikkede definitioner på begrebet, såsom:

»kulturrelativister: Det er personer som dagligt kommer med kritik af den siddende regering (når den er borgerlig), det er personer som selv synes de har den rigtige mening og at vi selvfølgelig har plads til multikultur, forskellighed, tolerance o.a. uden at kigge kritisk på den aktuelle udviklingen af de større og større forskelle og kløfter der bygges og graves i vesten mellem minoriteter og det fastboende folk.«

eller:

»Kulturrelatisme eller opfattelse dækker over stort set alle lige fra neo-konservative til anarkister, men idag i den daglige debat bruges den tit og ofte om intelektuelle, kunstnere og andre kultur personer som ukritiskt og uasagligt bringer læserbreve, blogs, debatter og interviews om den siddende regering, men allermest på den mangelende tolerance deres hang til globalisering og retorikken i selve debatten uden sagligt at tage stilling til de aktuelle begivenheder.«

Jeg betragter disse definitioner på ordet kulturrelativisme som en fallacy. Der er mange, som er kritiske over for den siddende regering, positive overfor globalisering og som ikke er kulturrelativister af den grund.

Imidlertid findes der andre definitioner end folks hjemmestrikkede af slagsen… Denne er fra Den Store Danske:

kulturrelativisme, »kulturopfattelse, der betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående iagttager har. Som en af de første satte den amerikanske antropolog M.J. Herskovits (1895-1963) i 1950′erne indholdet og følgerne af en kulturrelativistisk opfattelse til diskussion. Til følgerne hører bl.a., at alle kulturmønstre anses for ligeværdige, og at der ikke kan opstilles fælles værdier for alle kulturer. Dette sidste punkt blev brugt til en kritik af menneskerettighedsdoktrinen for netop at indeholde et sæt værdier, der tillagdes universel gyldighed, men som af mange blev anset som vestligt inspirerede.

Den kulturrelativistiske synsmåde fandt især grobund inden for antropologien og blev det metodiske udgangspunkt for studiet af fremmede kulturer. Kulturrelativismen vandt dog også mere almen udbredelse, ikke mindst fordi den var et opgør med fremherskende etnocentriske holdninger, hvor ens egen kultur opfattedes som bedre og rigtigere end andres.

Kritikken af kulturrelativismen har især drejet sig om dens implicitte accept af alle slags sociale og kulturelle fænomener, uanset om disse fænomener er til skade for nogle medlemmer af den kultur, hvori de forekommer. Desuden kan en kulturrelativistisk synsmåde bruges til at afvise udefra kommende initiativer med henvisning til, at de bygger på manglende indsigt og derfor blot er udtryk for kulturimperialistisk indblanding. En anden væsentlig kritik angår kulturrelativismens forudsætning, at medlemmerne af en kultur stort set alle deler dens værdigrundlag. Ikke mindst denne synsmåde samt kulturrelativismens vanskelighed ved at forholde sig til den kendsgerning, at kulturer ikke er statiske, men ændrer sig over tid, udgør svagheden i det grundlag, kulturrelativismen bygger på.«-Citat slut.

Hvis jeg skal starte med mig selv, så anser jeg f.eks. ikke kulturmønstre som ligeværdige (jf. Den Store Danske). Desuden mener jeg sagtens, at der kan opstilles fælles værdier for forskellige kulturer. Dette bringer mig meget langt væk fra at være kulturrelativist.

Til gengæld ser jeg ofte de, som beskylder andre for at være kulturrelativister blive meget korte for hovedet, når de hyklerisk beskriver, at man skam ikke må tro, at man er mere end nogen andre… Disse mennesker stiller sig op som dommere over, at man endelig skal være lige ifølge janteloven og at ingen må skille sig ud. Er disse selvbestaltede dommere i virkeligheden kulturrelativister med speciale i janteloven?

I bloguniverset betragter jeg det som et kvalitetsstempel at:

• -Man kan argumentere for sit synspunkt
• -Man kan dokumentere sine påstande
• -Man forsøger at forholde sig nogenlunde objektivt til sandhed og løgn
• -Man kan omgås hinanden
• -Man kan leve med, at andre har en anden opfattelse

En anden skriver: »Folk har så travlt med at nedvurdere DF vælgere istedet for at spørge sig selv, hvorfor der er så mange som sætter krydset der? Selvindsigt er en svær ting.«

Og en tredje skriver: »Tænk, hvor mange der ikke vil sige, hvem de stemmer på pga. ordet “racist”«

Jeg regner ikke alle DF’ere for at være racister. Men man sætter sig selv i bås med racister ved at sætte sit kryds ud for DF, fordi man så støtter den førte politik. Som sagt betyder det ikke, at den individuelle DF-vælger er racist – ligesom ikke al kritik rettet mod DF nødvendigvis spejler alle individuelle DF’eres holdninger, men den af partiet førte politik. I så fald burde du vel som DF-vælger ikke bekymre dig om det, men snarere bekymre dig om, hvorfor DF bliver kritiseret for at være racister. Både Messerschmidt og Kjærsgaard har domstolenes ord for, at de er racister.

Hvis man ikke selv er racist, så er man ikke racist. Hvis man kommer fra mellemøsten, men ikke er talebaner, så er man ikke talebaner. Hvis man er muslim, men ikke støtter, at kvinder skal gå med burka, så er man muslim, men imod burka. Stigmatisering er en kedelig ting; men man kommer ikke stigmatiseringen til livs, hvis man går og gemmer sig, fordi man ikke tør stå ved, hvem man er. Sværere er det altså heller ikke. Hvis det skal kunne lade sig gøre at ændre på DF eller for så vidt yderligtgående muslimer, så skal kampen først og fremmest kæmpes indefra. Stigmatisering udefra, som den DF leverer mod muslimer – hjælper IKKE til at løse problemet internt. Det hjælper heller ikke til at få smidt racisterne ud af DF, hvis man udefra stigmatiserer alle, som stemmer DF, som racister.

I de sidste 8 år er grøfterne blevet gravet dybere og mudderkastningen er desværre blevet mere omfattende. Dette skyldes efter min mening bl.a., at Pia Kjærsgaard har haft stor succes med at selviscenesætte sig i offer-rollen – som offer for den selvsamme stigmatisering, som hun selv er bannerfører for – og dét endda på vegne af hele Danmark. Ulv i fåreklæder…

Hvis folk, som stemmer DF, er kede af at blive sat i bås med racister, så ville det vel være på sin plads at tage et opgør internt og bl.a. smide et par af lederfigurerne på porten – eller helt enkelt overveje at skabe et nyt parti, hvor racisme ikke står højest på den interne dagsorden.

Ved I hvad? Ligeså træt Henrik er af at blive stigmatiseret som racist – ligeså træt er jeg af, at Pia Kjærsgaard tager mig til indtægt for sine racistiske holdninger, når hun udtrykker sig med: “Danskerne mener…” Gu’ gør de ej! Der er måske 15% af danskerne, som mener… Men stigmatiseringen overlever, for Pia Kjærsgaard har jo sagt, at “Danskerne mener”, og det har hun patent på?

Tak for oplægget Henrik! Det er en spændende debat – for der er næsten ingen, som kan sige sig helt fri for at stigmatisere andre mennesker, når man snakker politik i den samfundsstruktur, som vi har. Men man kan gøre meget for at forsøge at undgå en generaliserende stigmatisering og i stedet prøve at betragte mennesket, som et individ med egne forudsætninger, tanker og mål.

Min opfordring til DF’ere, som er trætte af stigmatiseringen er, at I skulle tage og gå i rette med jeres folkevalgte politikere. Fortæl dem hvorfor – og hvad det er, I er uenige i mht. den førte politik. Lad nu være med bare at sidde på hænderne og tænke – ah, jeg tør ikke stå frem…

Det koster naturligvis skattekroner, men den form for kassetænkning er desværre symptomatisk for store dele af den danske befolkning og politikere – for i stedet for at kigge på, hvad det samlet set koster et samfund at have syge mennesker gående rundt, så kigger man kun på, om der er røde tal på bundlinjen i hver enkelt kasse for sig – for UHA DA nej – tænk hvis det gennem en samlet opgørelse viser sig, hvor mange penge samfundet som helhed (og altså også den 1/5 som bærer den økonomiske byrde) ville kunne spare ved at bruge skattekroner på at arbejde forebyggende og skabe en bedre almen sundhedstilstand på alle områder. Så kunne det jo på lang sigt være, at den økonomisk bærende del af befolkningen kommer til at bestå af MERE END 1/5 af befolkningen. UHAUHADA – men den misundelse, som den borgerlige del af befolkningen (inkl. mange S-vælgere) disker op med, er simpelthen afskyelig i forhold til bæredygtig langsigtet udvikling. Man vil hellere have mere til sig selv på kort sigt end man vil have involveret en større del af befolkningen i at skabe langsigtede forudsætninger for, atalle kan få mere til sig selv.

In the words of the 20th-century British publisher, socialist, and humanitarian Sir Victor Gollancz (1893—1967): ”The plain fact is that we are starving people, not deliberately in the sense that we want them to die, but willfully in the sense that we prefer their death to our own inconvenience” (1946, p. 192).

Det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv. Formynderiet over for – og umyndiggørelsen af de svagest stillede har aldrig været større end i de forløbne 8 år. Og hvad skal det tjene? Tilsyneladende ikke til andet end, at lovgiverne kan stikke de penge, som tjenes ved formynderiet og umyndiggørelsen, direkte i egen og egne rækkers lommer. Og så tillader de sig ovenikøbet ivrigt at deltage i – og konstant hælde benzin på det bål af misundelse, som udgør værdikampen, og som det er lykkedes dem at instigere i deres undersåtter over for alle de svagest stillede, som skulle udleve den skam at ‘få noget’ af samfundet uden at levere 10 gange så meget i modydelse. Det er en afskyelig småborgerlig og patetisk holdning til sine medmennesker.

Og de virkelige syndere er hr. – og fru Danmark, som lader sig trække rundt ved næsen af den misundelsesværdikamp, som i teorien er rettet imod pamperi og magtfuldkommenhed, men som alene går ud over de svageste og hjælper til at sikre de siddende magthavere endnu mere pamperi og magtfuldkommenhed end man i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at nogen anden regering skulle have sluppet afsted med. Og grådigheden fra magthaverne vil ingen ende tage – tag blog magtcentraliseringen i de sidste 8 år som et udmærket eksempel. Magten ligger idag næsten fuldstændigt hos regeringen – kommunerne har intet at skulle have sagt. Alligevel er det kommunerne, regionerne, skolerne, embedsmændene, sygeplejerskerne, pædagogerne og alle andre offentligt ansatte, som det lykkes regeringen at få de småborgerlige perfide vælgere til at skyde skylden på. For misundelsen skal jo rettes imod alle, som råder over skatteindtægter (såvel forvaltning som individ) - bortset fra regeringen.

Denne misundelsespolitik er ikke sund for hverken individ eller gruppe. World’s Population Equal to 100 People

Ordforklaring: formynderi sb. itk. tilsidesættelse af nogens ret til at træffe selvstændige beslutninger ud fra en bedrevidende mening om hvad der er i vedkommendes interesse.

ICF, international klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand: http://www.marselisborgcentret.dk/forskning-udvikling/icf/

http://snetiger.wordpress.com/2008/01/05/usmageligt-af-dansk-folkeparti/

Citat John Andersen: “Nu kan SIADs medlemmer så ikke mere nøjes med at lege med tanken om at nakkeskyde sine politiske modstandere, som et tidligere medlem en Hr. Henrik Gøtke udtrykte sig på for os andre lidt ”bramfrie” og overraskende facon. Næh, nu skal der noget mere ”effektivt” til, og som Birgit Berglov berettede om i en tidlige kommentar, så er Anders Gravers jo med rigelig dokumentation i ryggen afsløret som fuldgyldigt medlem af en gruppe på Facebook, som ønskede udrensning af 150 millioner muslimer. Intet mindre! Hvorfor være smålig.”

Marianne M. Rosengren Pacarada:

Lidt fakta til Gravers vedr. det tidligere Jugoslavien:

Tito førte sit diktatur via en skræmmeretorik, som gik ud på, hvad den ene enklave kunne finde på at gøre ved den anden enklave, hvis han ikke var der til at passe på dem. Han fjernede kritkere, så illusionen fik lov til at køre, for frygten og manipulationen var hans eneste middel til magt.

Anders Gravers:

Det var jo lige det jeg skrev til Ørum.

Med hensyn til om jeg kan genkende det, ja det kan jeg. Sovjetunionen var en sådan konstruktion, der skulle fjerne nationalfølelsen hos de forskellige folkeslag – men som kun virker så lang tid, der er en jernhånd der styrer .

Megen elendighed var undgået, hvis man ikke havde forsøgt at lave disse konstruktioner som i Jugoslavien og Sovjetunionen hvor man samlerfolkeslag under ét. Det burde vi have lært af. Lad os komme ud af EU.

Citat P.H. Bering: »Men der er også en del (muslimer, red.), vi absolut ikke kan have her, hvis udviklingen ikke skal løbe løbsk på lidt længere sigt. For et nyt Balkan, med racekrige – ikke mindst de fremmede indbyrdes – vil betyde endnu større personlige tragedier end repatriering vil gøre det.«

Kære Anders og P.H. Bering… Er I løgnere eller blot umådeligt uvidende? (svar udbedes)

For Serbernes vedkommende går det skam meget længere tilbage end Sovjettisk indflydelse. Læs du blot med her:

Serbia’s Nazi Past and the Holocaust of Jews
WEDNESDAY, 06 MAY 2009 16:54

Chetnik commander Draza Mihailovich collaborated with Nazis in World War II and assisted in the destruction of Jews in the Holocaust.

Source: Mindstream: A Monthly Jewish Review November 1992. Volume XXXVIII No.8. “Holocaust History Misappropriated”

By Dr. Philip J. Cohen

In conjunction with the war in former Yugoslavia, Serbia has undertaken a campaign to persuade the Jewish community of Serbian friendship for Jews. This same campaign portrays Croats as a common threat to both Jews and Serbs, in an attempt to gain Jewish sympathy and support at a time when most nations have isolated Serbia as a Balkan pariah.

However, even as Serbia courts Jewish public opinion, their propagandists conceal a history of well-ingrained antisemitism, which continues unabated in 1992. To make their case, Serbs portray themselves as victims in the Second World War, but conceal the systematic genocide that Serbs had committed against several peoples including the Jews. Thus Serbs have usurped as propaganda the Holocaust that occurred in neighbouring Croatia and Bosnia, but do not give an honest accounting of the Holocaust as it occurred in Serbia.

During four centuries of Ottoman rule in the Balkans, the Jewish communities of Serbia enjoyed religious tolerance, internal autonomy, and equality before the law, that ended with the breakup of the Ottoman Empire and the emergence of the Serbian state. Soon after a Serbian insurrection against Turkish rule in 1804, Jews were expelled from the interior of Serbia and prohibited from residing outside of Belgrade. In 1856 and 1861, Jews were further prohibited from travel for the purpose of trade. In official correspondence from the late 19th century, British diplomats detailed the cruel treatment of the Jews of Serbia, which they attributed to religious fanaticism, commercial rivalries, and the belief that Jews were the secret agents of the Turks. Article 23 of the Serbian constitution granted equality to every citizen but Article 132 forbade Jews the right of domicile. The Treaty of Berlin 1878, which formally established the Serbian state, accorded political and civil equality to the Jews of Serbia, but the Serbian Parliament resisted abolishing restrictive decrees for another 11 years. Although the legal status of the Jewish community subsequently improved, the view of Jews as an alien presence persisted.

Although Serbian historians contend that the persecution of the Jews of Serbia was entirely the responsibility of Germans and began only with the German occupation, this is self- serving fiction. Fully six months before the Nazi invasion of Yugoslavia, Serbia had issued legislation restricting Jewish participation in the economy and university enrolment. One year later on 22 October 1941, the rabidly antisemitic “Grand Anti-Masonic Exhibit” opened in occupied Belgrade, funded by the city of Belgrade. The central theme was an alleged Jewish- Communist-Masonic plot for world domination. Newspapers such as Obnova (Renewal) and Nasa Borba (Our Struggle) praised this exhibit, proclaiming that Jews were the ancient enemies of the Serbian people and that Serbs should not wait for the Germans to begin the extermination of the Jews. A few months later, Serbian authorities issued postage stamps commemorating the opening of this popular exhibit. These stamps, which juxtaposed Jewish and Serbian symbols (but did not contain Nazi symbols), portrayed Judaism as the source of world evil and advocated the humiliation and violent subjugation of Jews.

Serbia as well as neighboring Croatia was under Axis occupation during the Second World War. Although the efficient destruction of Serbian Jewry in the first two years of German occupation has been well documented by respected sources, the extent to which Serbia actively collaborated in that destruction has been less recognized. The Serbian government under General Milan Nedic worked closely with local Naziofficials in making Belgrade the first “Judenfrei” city of Europe. As late as 19 September 1943, Nedic made an official visit to Adolf Hitler, Serbs in Berlin advanced the idea that the Serbs were the “Ubermenchen” (master race) of the Slavs.

Although the Serbian version of history portrays wartime Serbia as a helpless, occupied territory, Serbian newspapers of the period offer a portrait of intensive collaboration. In November 1941, Mihajlo Olcan, a
minister in Nedic’s government boasted that “Serbia has been allowed what no other occupied country has been allowed and that is to establish law and order with its own armed forces”. Indeed, with Nazi blessings, Nedic established the Serbian State Guard, numbering about 20,000, compared to the 3,400 German police in Serbia. Recruiting advertisements for the Serb police force specified that “applicants must have no Jewish or Gypsy blood”. Nedic’s second in command was Dimitrije Ljotic, founder of the Serbian Fascist Party and the principal Fascist ideologist of Serbia. Ljotic organized the Serbian Volunteers Corps, whose primary function was rounding up Jews, Gypsies, and partisans for execution. Serbian citizens and police received cash bounties for the capture and delivery of Jews.

The Serbian Orthodox Church openly collaborated with the Nazis, and many priests publicly defended the persecution of the Jews. On 13 August 1941, approximately 500 distinguished Serbs signed “An Appeal to the Serbian Nation”, which called for loyalty to the occupying Nazis. The first three signers were bishops of the Serbian Orthodox Church. On 30 January 1942, Metropolitan Josif, the acting head of the Holy Synod of the Serbian Orthodox Church, officially prohibited conversions of Jews to Serbian Orthodoxy, thereby blocking a means of saving Jewish lives. At a public rally, after the government minister Olcan “thanked God that the enormously powerful fist of Germany had not come down upon the head of the Serbian nation” but instead “upon the heads of the Jews in our midst”, the speaker of these words was then blessed by a high-ranking Serbian Orthodox priest.

A most striking example of Serbian antisemitism combined with historical revisionism is the case of Bishop Nikolaj Velimirovic (1880-1956), revered as one of the most influential church leaders and ideologists after Saint Sava, founder of the Serbian Orthodox Church. To Serbs, Bishop Velimirovic
was a martyr who survived torture in the Dachau prison camp. In truth he was brought to Dachau (as were other prominent European clergy), because the Nazis believed he could be useful for propaganda. There he spent approximately two months as an “Ehrenhaftling” (honour prisoner) in a special section, dining on the same food as the German officers, living in private quarters, and making excursions into town under German escort. From Dachau, this venerated priest endorsed the Holocaust:

“Europe is presently the main battlefield of the Jew and his father, the devil, against the heavenly Father and his only begotten Son… (Jews) first need to become legally equal with Christians in order to repress Christianity next, turn Christians into atheist, and step on their necks. All the modern European slogans have been made up by Jews, the crucifiers of Christ: democracy, strikes, socialism atheism, tolerance of all religions, pacifism, universal revolution, capitalism and communism… All this has been done with the intention to eliminate Christ… You should think about this, my Serbian brethren, and correspondingly correct your thoughts, desires and acts.” (Bishop Nikolaj Velimirovic: Addresses to the Serbian People–Through the Prison Window. Himmelsthur, Germany: Serbian Orthodox Eparchy for Western Europe, 1985, pp. 161-162).

Despite Serbian claims to the contrary, Germans were not alone in killing the Jews of Serbia. The long concealed Historical Archives in Belgrade reveal that Banjica, a concentration camp located in Belgrade, was primarily staffed by Serbs. Funding for the conversion of the former barracks of the Serbian 18th infantry division to a concentration, came from the municipal budget of Belgrade. The camp was divided into German and Serbian sections. From Banjica there survive death lists written entirely in Serbian in the
Cyrillic alphabet. At least 23,697 victims passed through the Serbian section of this camp. Many were Jews, including at least 798 children, of whom at least 120 were shot by Serbian guards. The use of mobile gassing vans by Nazis in Serbia for the extermination of Jewish women and children has been well documented. It is less appreciated, however, that a Serbian business firm had contracted with the Gestapo to purchase these same victims cloths, which sometimes contained hidden money or jewelry in the linings. In August 1942, following the virtual liquidation of Serbia’s Jews, Nedic’s government attempted to claim all Jewish property for the Serbian state. In the same month, Dr. Harald Turner; the chief of the Nazi civil administration of Serbia, boasted that Serbia was the only country in which the “Jewish question” was solved. Turner himself attributed this “success” to Serbian help. Thus, 94 percent of Serbia’s 16,000 Jews were exterminated, with the considerable cooperation of the Serbian government, the Serbian Orthodox Church, the Serbian State Guard, the Serbian police and the Serbian
public.

Today, many Serbs proudly cite the Chetniks as a resistance force and even claim that the Chetniks were somehow allied with the United States during the Second World War, but this is simply historical revisionism. According to the Encyclopedia of the Holocaust, Chetnik resistance against the Nazis came to a complete stop as early as the end of 1941. Thereafter, the Chetnik resistance actively collaborated with the both Nazis and Fascists, and for this reason Jewish fighters found it necessary to abandon the Chetniks, in favour of Tito’s Partisans. In reality, the Chetniks, dedicated primarily to the restoration of the Serbian throne and territorial expansion of the Serbian state, were the moral counterpart of Croatia’s Ustatsha. Both were quintessentially genocidal; the Chetniks committed systematic genocide against Muslims, who, for nearly all of 500 years had lived peacefully with the Sephardic Jewish community. Under explicit orders from their leader Draze Mihajlovic, the Chetniks attempted to depopulate Serbia, Bosnia-Herzegovina, and Croatia of all non- Serbs and in the process, massacred most of the 86,000 to 103,000 Muslims who perished during the war.

For years, the Serbian dominated Belgrade government has supported and trained PLO terrorists. Immediately after the murder of Leon Klinghoffer aboard the Achille Lauro in 1985, the terrorist mastermind Abu Abbas was welcomed in Belgrade. Since the late 1980′s, Abu-Nidal has maintained a large terrorist infrastructure in Yugoslavia, in coordination with Libyan, Iraqi, and Yugoslav intelligence services. During the 1991 Persian Gulf War, as Iraqi missiles landed in Israel, Belgrade supported its ally Iraq. Support of anti-Israel terrorism may be a consequence of support for nonaligned Arab states, rather than an expression of anti-Jewish sentiment.

Although the Jewish community of Serbia is not currently experiencing persecution, overt expressions of Serbian antisemitism do surface in such mainstream institutions as the Serbian Orthodox Church and the official news media. The 15 January 1992 issue of the official publication of the Serbian Orthodox Church, Pravoslavlje (Orthodoxy), carried an article entitled, “Jews Crucify Christ Again.” In this polemic, “treacherous” and “surreptitious” Israeli politicians were said to be constrained from expressing their “pathological” hatred of Christians openly because “they know that Christian countries gave them the state.” Allegedly, nuns are so frequently beaten in Israel, that one nun was actually “happy, because they only spit in her face.” Only weeks later, when Russia extended diplomatic recognition to the former Yugoslav republics of Croatia and Slovenia, the official Yugoslav (Serbian perspective) news agency Tanjug blamed “a Jewish conspiracy” against Serbia, hauntingly reminiscent of the theme of the 1941 anti-Masonic exhibit.

The essential strategy of Serbian propaganda is to portray the spiritual kinship between Jews and Serbs as victims of the Holocaust and endangered by Croats. This concept is disseminated through the Serbian-Jewish Friendship Society, founded in Belgrade in 1988 and supported by the Serbian government. In January and February 1992, Dr. Klara Mandic, the secretary-general and principal voice of this organization, syndicated a chilling article in the North American Jewish press. This article alleged that Ankica Konjuh, an elderly Jewish woman, was tortured and murdered by “Croat extremists” in September 1991. However, even as she released this story to the press, Dr. Mandic knew that Ankica Konjuh was neither a Jew nor could have been killed by Croats. Bona-fide witnesses have testified that Ankica Konjuh, a 67 year-old Croat, was one of 240 civilians massacred by Serbian forces after the last Croat defenders were driven from the region. Moreover on 23 December 1991, the Federation of Jewish Communities of Yugoslavia met in Belgrade and demanded in writing that Dr. Mandic cease and desist misrepresenting Ankica Konjuh as the first Jewish victim of the war. Nevertheless, in late February 1992, when Dr. Mandic lectured at the Hillel House of George Washington University in Washington, D.C., she provided the rabbi with a copy of that misleading article, delivered without further comment. It is noteworthy that this speaking engagement was part of a tour arranged by Wise Communications, a Washington-based public relations firm representing the Serbian oil company Jugopetrol, a thinly veiled proxy for the Communist Belgrade government. Beginning with the proposition that antisemitism has never existed in Serbia, Dr. Mandic portrayed Croatia as preparing to repeat the Holocaust. She claimed to be a “Jewish leader,” although Jews are distinctly absent from her constituency. Less than half a dozen Jews are actual members of her society of several thousand. She introduced herself as an “eyewitness” speaking on behalf of Croatian Jews, although since the war began, she has had no contact with any of the nine Jewish communities of Croatia. When Dr. Mandic was asked to comment on Serbian (Yugoslav Army) shelling of the synagogue of Dubrovnik, the second oldest surviving synagogue in Europe, she denied that the synagogue had ever been damaged at all. Meanwhile, the attack has been well documented by the Jewish community of Dubrovnik and the World Monument Fund.

Jewish sensitivity to the Holocaust is similarly exploited by the Jewish-Serbian Friendship Society of America (Granada Hills, California), an offshoot of Dr. Mandic’s organization. Its newsletter equates the Jewish and Serbian positions during World War II, both as victims of Croats, but fails to mention Serbian complicity in the Holocaust, Serbian collaboration with the Nazis, and Serbian genocide against Croats, Gypsies, and Muslims. It warns of an imminent Holocaust being initiated in Croatia. A contrasting portrayal of Croatia, however, emerges from a spectrum of Croatian Jews, American Jews who have visited Croatia, and international Jewish agencies monitoring events on site. All concur that there is no state-sponsored antisemitism in Croatia; the rights of the Jewish minority are respected; and antisemitic incidents are virtually unknown. Thus, only a few dozen of the 2,000 Jews of Croatia have chosen to emigrate to Israel since the war began.

Serbia of today and Germany in World War II offer striking parallels. In 1991, Vojislav Seselj, a member of the Serbian Parliament and leader of the Serbian irregulars who call themselves Chetniks, declared, “We want no one else on our territory and we will fight for our true borders. The Croats must either move or die.” Croats in Serbian conquered regions are forced to wear red-and-white armbands, analogous to the yellow armbands worn by Jews in Serbia during the Holocaust. The stated purpose of the expulsion of
Muslims and Croats from captured regions is “ethnic cleansing.” The indigenous non-Serbian populations of the invaded territories are being driven from their homes, exterminated, or imprisoned in concentration camps, to create regions of Serbian ethnic purity. Jewish community centres, synagogues, and cemeteries have been damaged and destroyed by characteristically indiscriminate Serbian artillery attacks. To all of this, the Jewish-Serbian Friendship Society has remained conspicuously silent.

Belgrade has promoted the myth of Serbian kinship with the Jews as fellow victims of Nazi oppression, while concealing the true extent of Serbian collaboration with the Nazis. It is ironic that Serbia is now seeking Jewish support for a war in which both the idealogy and methodology so tragically echo nazism. The European Community, the Helsinki Commission, the United Nations, and the United States have all condemned Serbia as the aggressor. Western diplomats have characterized the current Serbian regime as “a lying, terrorist criminal organization.” Serbia, however, claims to be the victim and campaigns for Jewish sympathy and support, exploiting the powerful symbolism of the Holocaust. Serbia’s professed solicitude for the Jewish people must be reexamined.

Serbias-nazi-past-and-the-holocaust-of-jews

Citat Anders Gravers: »Her er en film der ca. viser hvornår islam overtager Europa hvis vi ikke gør noget:

Farvel Europa«

Filmens slutcitat vækker meget ubehagelige minder “This is a call for action”… Skal denne form for “action” bestå i etnisk udrensning??

P.H. Bering synes at give et clue:

Citat P.H. Bering: »Derfor bør hele det vanvittige projekt med asylcentre afsluttes. De, der maser sig ind på os, må ikke anbringes i asylcentre – alene navnet asylcenter giver jo den fremmede håb om at kunne blive her. De bør interneres i afsondrede flygtningelejre under forhold, som ikke frister dem til at komme. Skal nogen hjælpes må det ske i hjemlandene og gennem pres på de lokale regeringer. ///////////////////////////// HAN«

Hvordan vil hr. P.H. Bering skabe værre forhold i en dansk flygtningelejr, end de forhold, som visse flygtninge allerede kommer fra? Vil SIAD beskyde dem med artilleri? Sprede landminer inden de kommer? Skal de udsultes og arbejdes ihjel?

Og hvordan ser P.H. Bering på Sandholmlejren. Det er da ihvertfald ikke noget sted, hvor flygtninge får håb om en bedre fremtid…

Blækket nåede dårligt, at blive tørt efter skatteministerens Grundlovsbrud, før den næste skandale kom frem.

Kleptokraten og ”fadbamsen” Lars Løkke Rasmussen kom for guderne må vide hvilken gang ud i et politisk stormvejr, som viser regeringens lave (eller ingen) moral. Denne gang kan man læse følgende i den landsdækkende presse:

(citat) ”I statsminister Lars Løkke Rasmussens tid som sundhedsminister er de private hospitaler blevet forgyldt med lukrative aftaler på det offentlige sundhedsvæsens bekostning. Det er hovedlinjen i et udkast til en såkaldt beretning fra Rigsrevisionen med titlen ‘Pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse’, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af. I beretningen giver Rigsrevisionen den samlede vurdering, ‘at der ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til pris og kvalitet i tilrettelæggelsen af det offentlige sygehusvæsens køb af private sundhedsydelser’, og at ‘aftalerne med de private sygehuse, der skal sikre borgernes udvidede frie sygehusvalg, ikke er indgået under hensyn til pris og kvalitet’.” (citat slut)

De kloge politikere står i kø med udtalelser:

(citat) ”Henrik Sass Larsen, S: Et decideret misbrug af skattekroner. Oppositionen, der længe har beskyldt VK-regeringen for at lade amterne og senere regionerne betale overpriser, ser revisionsrapporten som et bevis på, at de har ret. Det er meget, meget tæt på at være bevidst svindel med offentlige midler. Det er ikke skatteyderne eller patienterne, man har taget hensyn til, det er en ideologi«, siger han til Jyllands-Posten. (citat slut)

(citat) SF: Han bør trække sig som statsminister. SFs sundhedsordfører Jonas Dahl siger til Ritzau, at han anser sagen for så alvorlig, at hvis Rigsrevisionens konklusion står til troende, så ‘bør Lars Løkke trække sig som statsminister’. (citat slut)

Og så er der én, som slet ikke aner hvad han taler om. Politisk ordfører Peter Christensen (V) skælder ud på Rigsrevisionen.

(citat) ”Jeg undrer mig meget over Rigsrevisionens konklusioner. De er enormt politiserende, og jeg er temmelig overrasket over, at Rigsrevisionen påtager sig en rolle som overdommer for Folketinget,” (citat slut)

Se, nu har ”tågehornet” Christensen ikke læst på lektien før han går i breschen for endnu en tvivlsom politisk handling regeringen og Lars Løkke har foretaget.

Til ære for dem, som i lighed med Christensen ikke aner, hvad de taler om, er her en kort gennemgang af Stats- og Rigsrevisionen.
(citat) ”Rigsrevisionen rapporterer beretninger og notater til Statsrevisorerne. Statsrevisorerne er 6 politikere, der er udpeget af Folketingets partier. De er valgt for en 4 års periode uafhængigt af folketingsvalg. De mødes ca. 1 gang om måneden. Statsrevisorerne er de eneste, der kan bede Rigsrevisionen om at undersøge et område. Det er også Statsrevisorerne, som udtaler kritik af ministerier og styrelser på baggrund af Rigsrevisionens beretninger og notater.” (citat slut)

Statsrevisorkollegiet består af:

• Formand Peder Larsen ( SF)
• Næstformand Henrik Thorup (DF)
• Helge Adam Møller (K)
• Svend Erik Hovmand (V)
• Mogens Lykketoft (S)
• Manu Sareen (RV)

(citat) ”For at beskytte borgerne og undgå misbrug har man uafhængige instanser til at føre tilsyn med myndighedernes arbejde. Stats- og rigsrevisionen har til opgave at føre tilsyn med statens budget og regnskab. Rigsrevisionen kontrollerer statens regnskab og budget samt alle de institutioner, som har modtaget penge fra staten. Hvis Rigsrevisionen finder fejl eller vurderer, at pengene ikke er benyttet hensigtsmæssigt, sender den besked til statsrevisorerne. Rigsrevisionen er et uafhængigt organ. Statsrevisionen kan herefter bede myndighederne om en forklaring på sagen og udtale sig om om ønskede initiativer.” (citat slut)

Ovenstående dokumenterer, at Peter Christensen ikke aner hvad han taler om, når han forsøger, at så tvivl om Rigsrevisionens uvildige undersøgelse. Unge Christensen er åbenbart ikke klar over, at blandt revisorerne er mindst én fra ”sort stue”, som er enig i kritikken, hvis vi taler om en afstemningsprocedure. Selvfølgelig ved vi, at det er et meget brugt trick hver gang regeringen bliver ”taget med bukserne nede”. Og det er efterhånden dagligdags. Det er altid de andre. Selvfedmen kender ingen grænser!
Jeg spørger efterhånden mig selv om hvor mange tvivlsomme og fordækte handlinger befolkningen vil og skal finde sig i fra en særdeles anløben regering, som aldrig har set lige i Danmarkshistorien.
Er danskerne virkeligt blevet så tåbelige, at de i deres egen selvfedme vil acceptere disse kloninge af Al Capone’s Chicago i 1930’erne? Men selvfølgelig – så længe Dansk Folkeparti, som heller ikke har respekt for hverken Grundlov og ordentlig moral holder hånden under disse tvivlsomme politikere, så hænger vi på dem frem til næste valg!

Tillæg til indlægget:

Sjovt nok – da jeg for nogle måneder siden skrev præcis samme konklusioner, som rigsrevisionen nu har draget, til næstformand for patientforeningen (err patientforvirringen) Villy Oravecz Christensen, fik jeg at vide, at jeg var en jubelidiot, som ikke havde forstand på sundhedspolitik… hvorefter han lukkede sin TV2 blog, fordi han ikke havde tid til at besvare tåbelige spørgsmål.

Fra Politiken 20/3-2009

(Citat): Ifølge en ny analyse, som Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har gennemført på Lægeforeningens initiativ, har privathospitalerne nydt godt af en overbetaling på mellem 10 og 20 procent for de omkring 200.000 patienter, de siden 2002 har behandlet på det offentliges regning.

I 2008 behandlede de private aktører patienter for 1,2 mia. kr. via det udvidede frie sygehusvalg. Hvis den betaling var 10 procent for høj, svarer overbetalingen i kolde kontanter til 120 mio. kr.

Mod intentionen
Med 20 procents overbetaling er beløbet 240 mio. kr.

»Det er de offentlige sygehuse, der har betalt den ekstra regning. Og når man betaler for meget, så får man reelt mindre sundhed for de penge, samfundet har til rådighed. Det er stik modsat den intention, alle har for sundhedsvæsenet, om mest mulig sundhed for pengene«, siger DSI-direktør Jes Søgaard.

At der er sket en massiv forgyldning af privathospitalerne, bekræftes også i et nyt speciale fra Copenhagen Business School.

Her konkluderer Bjørn Langbakke og Karin Lornsen, at privathospitalerne årligt får en overpris på omkring 200 millioner kroner for de patienter, som de overtager fra det offentlige… (Citat slut).

Så kan man jo i sit stille sind spekulere over, hvor meget det har kostet samfundet over en samlet periode på 8 år. Er det for lavt sat at gætte på mere end en milliard kroner? Et beløb der er kanaliseret over uden at skatteborgerne reelt har fået noget ekstra for det de sidste 8 år…

Tænk hvad man kunne have fået for en milliard kroner… I danmark koster en ny hofte 40- 60.000 kr. Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at stille til formanden for patientforeningen Villy Oravecz Christensen…

En MR scanner koster ca. 15 mill. kroner. For 1 milliard kroner kunne man have opsat 66 MR scannere på landets hospitalsafdelinger. Hvor meget tror du lige, at det ville have nedbragt ventelisterne på eksempelvis kræftområdet, hjernescanninger, osv…? »Antallet af CT-scannere og MR-scannere i forhold til indbyggerantallet ligger betydelig lavere i Danmark end i Sverige (5). Danmark er nu i gang med en kraftig udbygning, men det vil naturligvis først have effekt om nogle år.«

En udbygning, som man kunne have brugt 1 milliard kroner på… 1 milliard kroner, som er forsvundet i den blå luft i løbet af de sidste 8 år…

http://www.ugeskriftet.dk/portal/

Kommentar af Kristian Risager Larsen skrevet tirsdag d. 24. marts kl. 00:00

DRG-taksten er en gennemsnitstakst for en operation. Lad os sige vi har en knæoperation, hvor DRG-taksten er 15.000 kr. En sund og rask studerende, der har fået en sportsskade, koster reelt 10.000 kr at operere, mens en diabetesramt ældre reelt koster 20.000 kr at operere (Det vil være en såkaldt risikopatient).
Ingen danske privathospitaler har intensivkapacitet, og derfor kan de ikke tage imod risikopatienterne. De får dog udbetalt 95% af DRG-taksten for hver patient de tager, dvs. 14.250 kr., men da de ikke kan tage risikopatienter må deres gennemsnitlige udgifter altså være lavere. Lad os sige at privathospitalerne kan tage patienter der reelt koster mellem 10.000 og 16.000 kr at operere – og at deres gennemsnitsudgift er 13.000. Det giver (med denne eksempelberegning) 1250 til at putte lige ned i lommen (Privathospitalerne har dog også nogle udgifter, de offentlige sygehuse ikke har, fx lønsumsudgift og udgifter ved at eje/leje deres ejendomme).
Argumentet vil være at det ikke er forsvarligt at operere en risikopatient når man ikke har intensivkapacitet (læs også hvad der sker når det går galt!) – men omvendt er der heller ikke noget incitament for at privathospitalerne udbygger og får intensivkapacitet – for det er her, de urentable patienter befinder sig.
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090319/AAS/916958046/1002

»Lars Løkke startede privatiseringen af sundhedssystemet, da han blev sundheds- og indenrigsminister i 2001. Dengang var der frit valg mellem de offentlige sygehuse og få non-profit specialklinikker, kun omkring 25.000 havde en privat sundhedsforsikring og ventelisterne var lige så lange som i dag.«
http://www.stiftenblog.dk/showpost.asp?bid=2672&pid=14457

Institutionen för hälsa, vård och samhälle
Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi

Litteraturstudie

Adress: Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi, box 157, S-221 00 Lund

2009-29-03

Abstrakt

Dette litteraturstudie er baseret på tre videnskablige artiker som beskriver forskellige etiske aspekter på aktivitet inden for aktivitetsforskningen. I resultatet fremkom det, at de etiske aspekter occupational justice, ‘ecopations’ og occupational deprivation beskriver tre forskellige retninger inden for aktivitetsvidenskaben, som tager udleder at etiske aspekter er vigtige for daglig aktivitet og sundhed i fremtiden.

Abstract

This litterature study is based on three scientific articles which describes some different ethical aspects on activity in occupational science. The result shows that the ethical aspects occupational justice, ecopations and occupational deprivation describes three different directions in occupational science which conveys that ethical aspects are important for daily activity and well-being now and in the future.

Adress: Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi, box 157, S-221 00 Lund

Baggrund

Formålet med ergoterapi er at muliggøre meningsfuld aktivitet og delagtighed i hverdagslivet gennem at forebygge og afhjælpe aktivitets- og delagtighedsproblematikker. Mennesket er i sin natur indstillet til at være aktivt. Aktivitet er grundlæggende for alles liv. Sygdom kan påvirke vores evne til at gøre ting, som er vigtige for os og på den måde mindske vor sundhedstilstand og følelse af velbefindende (Finlay, 2004). Aktivitet defineres gennem arbejde, fritid og egenomsorg; men for at tydeliggøre en aktivitets sande natur er det vigtigt for os at forstå dens mening for det enkelte menneske. Aktivitet kan da ses som en individuel dynamisk interaktion mellem person, aktivitet og miljø præget af konkrete og selvbelønnende værdidimensioner (Persson, Erlandsson, Eklund & Iwarsson, 2001), som for eksempel kunne være løn, påskønnelse, tilfredsstillelse eller deltagelse i aktiviteter, som definerer samhørighed i forhold til samfundet, specifikke grupper og andet. Interessen for sociopolitiske problemstillinger i samfundet omkring funktionsnedsætning har som naturlig konsekvens øget, f.eks. spørgsmål om retfærdighed.

Ifølge det svenske ergoterapeutprogram skal aktivitetsvidenskab give grundlag for forståelse af aktiviteters betydning for menneskets sundhed og udvikling, for hendes forudsætninger for deltagelse i samfundet og for arbejde med støttende miljøer for aktivitet og sundhed. Med aktivitetsvidenskab menes, at udførelse af aktivitet, evne og kompetence er et resultat af en dynamisk udveksling mellem individet og omgivelserne (Christiansen & Townsend, 2004). Aktivitetsvidenskaben har bl.a. til formål at frembringe kundskab om hvordan deltagelse i aktiviteter former identiteten og hvordan mennesket både på mikro-, meso- og makroniveau, for eksempel individuelt, i grupper eller på samfundsniveau, anvender sig af forskellige etiske koder inden for aktivitet for at møde de krav, som findes i den kultur og det samfund, som det lever i. Aktivitetsvidenskaben har som grundlag et holistisk perspektiv (Wilcock, 2006), hvor forbindelsen mellem aktivitet og sundhed studeres; men for at forstå, hvad der er sundt udfra et samfundsperspektiv må vi også undersøge visse etiske koder, som mere og mere har fået plads inden for aktivitetsforskningen siden årtusindskiftet.

Etik er den gren af filosofi, som beskæftiger sig med problemstillinger omkring moralske fænomener, herunder “moralvidenskab, som undersøger de moralske fænomeners psykologiske, biologiske og historiske grundvalg” (Grøn, Husted, Lübcke, Rasmussen, Sandøe, Stefansen & Bengtsson, 1988). Moralfilosofiske værdinormer, som hidrører helt tilbage fra det gamle Grækenland, er en opsætning af principper om, hvordan man bør agere, men kan også tage form af målsætninger, som er værdifulde at efterstræbe. Visse støtter op om det bestående system, medens andre gør op med det gældende system og forsøger at løfte en anden moralsk tankegang i stedet. Ifølge Jansen (2000) befinder vi os i en omstillingsfase fra den teknologiske cyklus, som begyndte efter 2. Verdenskrig og sluttede omkring 1995. Sådanne cykler udspiller sig i udviklingskurver, som kaldes S-kurver. Når man har nået toppen af en S-kurve kan samfundsformen ikke længere videreudvikles. Den kan enten stagnere eller noget nyt kan tage over. Ofte er det sådan, at de, som har levet og åndet med den gamle samfundsstruktur, vægrer sig ved at gøre noget nyt og da er det andre som må tage over. I et afsnit af den danske historiske TV-serie ‘Krøniken‘ ser man et eksempel på dette der hvor sønnen til en fremgangsrig industrileder imod sin fars vilje starter sin egen virksomhed, med det formål at producere TV-apparater. Han foretager en s.k. kopernikansk vending, hvilket er at udvikle noget nyt baseret på antagelser, som går imod tidligere teorier (Grøn et. al., 1988). At vi befinder os i en sådan omstillingsfase forklarer noget af den aktuelle turbulens, fordi man, grundet angsten for at tabe det man har, ikke tør at agere med visioner og optimisme (Jansen, 2000). Men uanset om vi vil det eller ej, så er vi på vej ind i en ny cyklus – det post-industrielle eller kognitive samfund (Jansen, 2000).

For ergoterapeuter, som er vel indsatte i – eller forsker inden for aktivitetsvidenskab – kan denne anvendes for at udvikle metoder, som kan støtte mennesker i en forandringsproces, samt danne en kundskabsbase for at finde veje og muligheder til at arbejde forebyggende (Persson & Erlandsson, 2006). Hver dag ser vi skræmmende eksempler på overgreb, vold, trusler, mord, krig, forurening både lokalt og globalt, som forhindrer støstedelen af verdens befolkning i at udføre meningsfulde aktiviteter – selv om vi har adgang til nyheder om begivenheder i samme sekund, som de foregår. Hvordan kan vi – som ergoterapeuter – arbejde på at forebygge sådanne begivenheder? ‘Enablement‘ og fremme af denne evne og at muliggøre aktivitet inden for alle aspekter af samfundet bliver mere og mere central inden for ergoterapi (Kronenberg, Algado & Pollack, 2005). Idéen til dette arbejde fremkom, da forfatteren studerede, hvordan forskning inden for sociologi og filosofi arbejder problemstillinger, som er interessante ud fra et aktivitetsvidenskabeligt perspektiv. I den her rapport vil jeg tage rede på nogle etiske aspekter, som kan beskrives som styrende for aktivitetsmønstre, og som behandles inden for aktivitetsvidenskaben.

Formål

Formålet med dette studie er inden for rammerne af aktivitetsvidenskaben at beskrive nogle etiske aspekters betydning for aktivitet ud fra et individ- og samfundsperspektiv eksemplificeret i tre udvalgte artikler.

Resultat

Beskrivelse af nogle etiske aspekter på aktivitetsvidenskab

Artikelen om occupational justice (aktivitetsretfærdighed) tager udgangspunkt i en række workshops med ergoterapeuter, hvor de når frem til problemstillingen: “How do occupational therapists work for justice?” Formålet med artikelen er at stimulere til en debat om, hvordan man kan fremme aktivitetsretfærdighed både for individer og hele samfundet. Yderligere udgår de fra både vestlige og østlige principper for, hvad som er underliggende værdier i samfundet. Townsend och Wilcock (2004) lægger nogle underkategorier ind under det etiske aspekt retfærdighed: Occupational alienation (aktivitetsfremmedgørelse) beskrives som langvarig isolation, “disconnectedness”, tomhed, brist på identitetsfølelse, meningsløshed og et begrænset eller indelukket udtryk af “spirit”. Occupational deprivation (aktivitetsberøvelse) beskrives som en tilstand af langvarig udelukkelse fra deltagelse i nødvendige eller meningsfulde aktiviteter på grund af faktorer, som ligger uden for individets egen kontrol. Occupational marginalization (aktivitetsmarginalisering) opererer i det skjulte på mikroniveau. Som en hovedkraft for uretfærdighed hindrer denne tilstand mennesket i selv at træffe beslutninger og foretage valg i sit hverdagsliv. Occupational imbalance (aktivitetsubalance) relaterer sig til ligeværdige rettigheder til arbejde og løn, samt tilgang til aktiviteter, som kan fremme sundhed og deltagelse i sociale aktiviteter på alle niveauer. Systematisk forskelsbehandling er også en del af aktivitetsubalance og kan for eksempel forekomme inden for familie, samfund eller nationalt (Townsend & Wilcock, 2004). Det hævdes at retfærdighed er en implicit basis for ergoterapeutisk aktivitetsfokuseret og klientcentreret arbejde, hvor aktivitet er den praktiske forholdsregel, som mennesket anvender for at muliggøre sin egen autoritet, kontrol og frihed til at foretage selvstændige valg (Townsend & Wilcock, 2004). Essentielt for fremme af sundhed, “well-being” og social medregning inden for forskellige kontekstuelle faktorer bliver da deltagelse gennem aktiviteter. Forfatterne påstår endvidere at ergoterapi som profession har som formål at vende sig mod uretfærdige aktivitetsforhold, fordi ergoterapeuters primære interessegrupper findes blandt de, som er sårbare overfor uretfærdighed.

Persson og Erlandssons (2002) artikel tager udgangspunkt i en diskussion af de etiske aspekter, som ligger implicit nedarvet i aktivitetsrepertoiret i det post-industrielle samfund. Formålet med artikelen er at begynde en debat omkring de etiske aspekter, som har været af betydning for menneskelig adfærd i de vestlige samfund hidtil, samt give forslag på et alternativt eko-etisk (eco-ethical) perspektiverende moralsk tankesæt i forhold til aktivitet (Persson & Erlandsson, 2002). Artikelen beskriver i en kortfattet gennemgang af den vestlige udviklingshistorie fra Plato over Aristoteles, kristen moral, “truth”, intellektuel dyd, reduktionisme, Nietzsche, Marx og utilitarismen et eko-filosofisk perspektiv hentet fra den polske professor, Skolimowski. I artikelen beskrives en underliggende etisk kode, som kaldes for maskin-etik (the ethics of the machine). hvor den vestlige tendens til at dominere og udnytte naturen leder til behov for kontrol, som leder til behov for manipulation, som leder til effektivitet, konkurrence og i sidste led aggression. Dette har skabt en set hensynsløse etiske normer, som styrer hele vores civilisation. Persson og Erlandsson (2002) beskriver herefter, hvordan det moderne individs adfærd afslører en sådan implicit maskin-etik. Gennem henvisninger til tidsstudier redegøres for hvordan kontrol over tid har spillet en vigtig rolle siden starten på industrisamfundet. Hvordan kontrollen har udviklet sig til manipulation og tidseffektivitet, samt hvordan det endda har spredt sig til menneskets fritid og søvnmønster og til sidst til en konkurrence på tid, hvor man konstant er ‘på’ eller online. Konsekvensen er, at mennesket endda er begyndt at konkurrere med maskiner om hvor effektivt det kan udføre opgaver. Mere arbejde inden for samme tidsrum kombineret med flere opgaver på samme tid (multi-tasking) leder til stillesiddende, minimum af fritid og brist på pauser eller tid til refleksion. For at forebygge dette foreslås en ny etisk basis for aktivitetsudøvelse baseret på eko-etik, som tager udgangspunkt i en holistisk opfattelse af verden som forfatterne kalder for ‘ecopations’. Eko-etik baserer sig på på postmoderne medfødte eller intuitive moralbegreber, hvor verden betragtes som noget helligt. I stedet for at kontrollere og styre verden skal vi være dens beskyttere. Første skridt er at agere med hensynsfuldhed, som leder til ansvarlighed, som leder til enkelthed, som gennem respekt for andre leder til mangfoldighed. Sidste skridt i den eko-etiske kausalkæde er retfærdighed for alle verdens skabninger. Inden for aktivitetsvidenskab identificerer man ifølge Persson og Erlandsson (2002) udførelse (doing) som en etisk og eksistentielt holdbar forudsætning for menneskelig aktivitet.

Whitefords (2000) artikel handler om et etisk aspekt som kaldes occupational deprivation (aktivitetsberøvelse). Det beskrives som en tilstand, hvor en person eller grupper ikke har mulighed for at udføre aktiviteter, som bringer mening og sammenhæng i deres liv på grund af ydre faktorer (Whiteford, 2000). Formålet med artikelen er at beskrive og forklare nærmere hvad aktivitetsberøvelse er, samt hvordan den påvirker det moderne menneske og samfund. Som underkategorier til aktivitetsberøvelse findes to andre begreber: Occupational disruption (aktivitetsbortfald) som kan beskrives som en midlertidig tilstand, for eksempel en sygdom, som kan helbredes. Occupational dysfunktion (aktivitetsdysfunktion) er en tilstand, hvor man har mistet visse af sin medfødte evner til aktivitetsudførelse. Aktivitetsberøvelse udskiller sig fra aktivitetsbortfald eftersom det kan være en langvarig tilstand, som opfattes som fjendtlig, for eksempel krig. For at få en forståelse af, hvad aktivitetsberøvelse er, gives der i artikelen nogle eksempler på både klassisk og moderne aktivitetsberøvelse. Et klassisk eksempel kan være berøvelse af frihed til egne valg som følge af erobringer og krig. Den moderne aktivitetsberøvelse an tage en række forskellige former. Den teknologiske udvikling har gjort at mange mannesker, som tidligere har haft en plads i samfundet, ikke længere har mulighed for at finde arbejde. De, som findes tilbage på arbejdsmarkedet, må for sin del arbejde hurtigere, hvilket ifølge Whiteford (2000) fører til noget som benævnes – maldistributed labour (fejldistribueret arbejde). Eftersom også penge har betydning for vores valgmuligheder i fritiden, kan arbejdsløshed i den vestlige kultur lede til marginalisering og aktivitetsbortfald i hele menneskets aktivitetsspektrum → aktivitetsberøvelse. Foruden arbejdsløse og fattige, som er sårbare over for aktivitetsberøvelse nævnes også (etniske) minoritetsgrupper, kvinder, flygtninge, krigsfanger og fængslede. Aktivitetsberøvelse kan have en langvarig og ødelæggende effekt selv i tiden efter, at man igen har fået mulighed for at udføre meningsfulde og lønsomme aktiviteter (Whiteford, 2000). Udfra forfatterens erfaring i arbejdet med fængselsindsatte giver artikelen en skitse af hvordan tidsanvendelse, identitet, følelse af effektivitet og selvværd påvirkes af formindskede muligheder til at sysselsætte sig med meningsfulde aktiviteter. Whiteford beskriver aktivitetsberøvelse som et dehumaniserende fænomen (Whiteford, 2000).

Sammenfatning af artiklerne

Resultatet af studiet viser, at selv om de forskellige forfattere kommer fra hver sin verdensdel og har forskellige kulturelle baggrunde, så findes der en fælles etisk kerne i deres artikler. Målet for alle tre artikler fremstår som, att mennesket gennem gensidig respekt og respekt for den natur, som man lever i, skal opnå en sygdomsforebyggende balance i livet, hvor der findes retfærdige muligheder for at udføre meningsfulde og lønsomme aktiviteter. Det som føjer artiklerne sammen er deres filosofiske udgangspunkt i etiske overvejelser om, hvad der er retfærdigt og som peger pangt ind i fremtidige politiske problemstillinger.

Townsend og Wilcocks (2004) målsætninger er ikke nødvendigvis at skabe ligeværdighed eller at gå imod en hierakisk samfundsstruktur, men mere at skabe opmærksomhed omkring den uretfærdighed, som fastholdes, når deltagelse i aktivitet bliver udelukket, begrænset, forbudt, opløst, fremmedgjort, marginaliseret, u-udviklet, udnyttet eller på andra måder indskrænket. For at styrke denne sammenhæng indfører de i stedet det etiske begreb retfærdighed, som i et ergoterapeutisk perspektiv bliver til aktivitetsretfærdighed (occupational justice). Det ses også gennem at Townsend og Wilcock (2004) har aktivitetsretfærdighed som stående øverst i et hierakisk ordnet system med de fire underkategorier aktivitetsfremmedgørelse, aktivitetsberøvelse, aktivitetsmarginalisering og aktivitetsubalance. Whiteford (2000) tager i lighed med Townsend og Wilcock (2004) det etiske begreb aktivitetsberøvelse op, men med sine egne underkategorier aktivitetsbortfald og aktivitetsdysfunktion. Et sådant hierakisk system er et eksempel på at forfatterne beskriver de etiske aspekter ud fra deres samtid, men uden at skabe noget nyt. Persson og Erlandsson (2002) beskriver som modsats med ‘ecopations’ en flad struktur, hvor “personal organism”, “human environment” og “planet” har lige stor betydning. Dette som reaktion på dele af den vestlige udviklingshistorie og det, som kaldes for maskin-etik, hvor de vil fremføre, at vi skal stimuleres til at vælge aktiviteter, som skaber et samfund med en tydelig etisk ansvarlighed, som de også mener er sundhedsfremmende. Dette ansvarstagende aktivitetsmønster kalder de for ‘ecopations’ og det kan anvendes som en slags livsguide for det enkelte individ, såvel som for grupper og hele samfund (Persson & Erlandsson, 2002). Med udviklingen af dette etiske aspekt forsøger forfatterne at skabe en helt ny fremtidsorienteret måde at tænke på, som går imod samtidens hierakisk opbyggede samfundsstruktur. Whiteford (2000) er den eneste, som har et etisk hovedaspekt, som er negativt for den menneskelige sundhed og når det gælder om, hvad man kan forbedre, henvises til Townsend og Wilcocks (2004) etiske aspekt aktivitetsretfærdighed.

Fremtidsperspektivet

Whiteford (2000) mener, at der behøves foranstaltninger på et bredere aktivitetsperspektiv både på socialt og kulturelt niveau i samfundet og der behøves inklusion af aktivitetsretfærdighed for at mobilisere politiske, økonomiske og sociale ressourcer til at skabe ligeværdige rettigheder i forhold til at udføre meningsfulde aktiviteter i sit eget miljø, medens Townsend og Wilcock (2004) vil have fokus på aktivitet, “enabling” og retfærdighed inden for uddannelse og forskning, samt en moralvidenskabelig basis for behandling gennem aktivitet. Internationalt såvel som nationalt at arbejde for at betænke forskellige vestlige og østlige kulturelle tolkninger af aktivitet, “enablement” og retfærdighed. Persson og Erlandsson (2002) vil have mere fokus på solidaritet og individuel frihed frem for egennyttighed – for at opnå en større sammenhæng og mening. Problemstillinger som øget stress og sygdom, øget social uretfærdighed kommer til at opstå og vil påvirke menneskers daglige aktivitetsvalg og bliver dermed af ergoterapeutisk interesse. Disse problemer ser vi allerede talrige eksempler på og fremover tror forfatterne att dette kommer til at øges og da bliver mennesker, som lever under maskin-etik, i behov for livsstilsforandringer. Ergoterapeuten kan da bidrage med ‘ecopations’, som bl.a. består af “single-tasking”, samarbejde og økologisk retfærdighed (se bilag 1). I tabel 2 findes en sammenfatning af artiklernes formål, metode, udvalg og evidensniveau.

Diskussion

Metodediskussion

Er samfundets underliggende maskin-etik i virkeligheden årsag til at kvalitative studier bedømmes til at have lavere evidensniveau end kvantitative studier?

Eftersom alle tre artikler er kvalitative debatartikler kan man ikke anvende Oxford-skalaen til at gradere evidensniveau. Taylor (2007) skriver at debatindlæg har det laveste evidensniveau. Inden for kvalitativ forskning anvender man sig af nogle forskellige kvalitative ansatser. Relevant for artiklerne i mit udvalg er Grounded Theory og fenomenologi.

I Persson og Erlandssons (2002) artikel udvikles en teori, som kobler eko-filosofisk tankegang med aktivitetsvidenskab. I litteraturstudiet analyseres dataindsamlingen af empirisk forskning og jævnføres med historiske data. Det teoretiske ræsonnement går ud på at udvikle en ny teori. Denne metode Grounded Theory har det højeste evidensniveau blandt de kvalitative studier. Strategien udgår fra en induktiv proces, hvor man for at kunne forklare og forstå et fænomen undersøger tankekonstruktioner, begreber, sammenhænge og principper (DePoy & Gitlin, 1999). I både Townsend og Wilcocks (2004) artikel, samt Whitefords (2000) anvendes fænomenologiske problemstillinger, samt observation og erfaring fra praktisk ergoterapeutisk arbejde til at beskrive de samfundsstrukturer, som påvirker livsvilkårene for mennesker i verden, hvor fokus ligger på studiet af hverdagsoplevelser og tolkningen af deres betydning (DePoy & Gitlin, 1999). Dette for at frembringe en generaliserbarhed i de forskellige begreber, som kan defineres som universel på alle niveauer – selv makroniveau. Townsend og Wilcock (2004) anvender i tilgift fokusgrupper som underlag for deres udvikling af- og ræsonnement omkring begrebet occupational justice, hvilket i fænomenologisk terminologi kaldes at anvende informanter (DePoy & Gitlin, 1999).

Ifølge American Psychological Association (Apa, 2006) er det bekymringsvækkende hvis evidensbaseret praksis bliver misbrugt til, gennem ensidigt fokus på visse studier og behandlingsformer, som anses indeholde høj evidens, at berettige restriktiv tilgang til pleje og behandling. De nuværende evidenshierakier med randomiserede kvantitative test, som hidrører fra det biomekaniske paradigme tilgodeser i det store hele den medicinske praksis og ikke nødvendigvis kompleks klinisk praksis inden for rehabilitering (Wilkins et. al., 2001). Det hævdes i stedet at forskellige typer af forskningsdesign både kvantitative og kvalitative tilsammen gør forskningen som helhed bedre tilpasset til at besvare multifaceterede problemstillinger og derigennem medvirker til at styrke evidensbaseret praksis (Greenberg & Newman, 1996). Eftersom artiklerne i nærværende studie alle er publiceret i videnskabelige tidsskrifter og desuden grunder sig på empirisk forskning anses derfor, at deres evidensniveau er højt, selv om det ikke betragtes som sådan inden for Oxford-kriterierne.

Resultatdiskussion

Ergoterapeuters klient-centrerede arbejde bliver ofte underkendt af politiske- og økonomiske prioriteringer (Wilkins, Pollock, Rochon & Law, 2001), men skal ergoterapeuten egentlig føje sig under et system, som kan betegnes som aktivitetsuretfærdigt for ergoterapeuters praktiske arbejde?

Fælles for artiklerne er Townsends og Wilcocks (2004) beskrivelse, hvor det hævdes at retfærdighed, som er et etisk, moralsk og civilt begreb hidrørende fra Platos filosofiske værk: “The Republic” 360 BCE (Taylor, 1997), er en implicit basis for ergoterapeutisk aktivitetsfokuseret og klientcentreret arbejde, hvor aktivitet er den praktiske foranstaltning, som mennesket anvender til at muliggøre sin egen autoritet, kontrol og frihed til at foretage selvstændige valg. Ifølge Skolimowski (1981) adskiller Plato ikke de moralske begreber “The Good”, “The Truthful” og “The Beautiful”. Det gør derimod Aristoteles, hvilket leder til at “The Truth” er blevet en dominerede del af den vestlige udviklingshistorie medens “The Beautiful” og “The Good” står i skyggen. Han plæderer for, at arven fra Aristoteles leder til at videnskaben domineres af et mekanisk paradigme, som siden præges af reduktionisme og utilitarisme, hvilket i sin tur skaber et samfund af umættelige egennyttige konsumenter, som ødelægger både deres eget indre liv, samt naturens ressourcer (Persson & Erlandsson, 2002). Eftersom det post-industrielle samfund ikke længere har behov for alt det som produceres, bliver valgmulighederne meningsløse og fører kun til overproduktion på bekostning af det økologiske system. Siden sygdom kan påvirke vores evne til at gøre ting, som er vigtige for os og således mindsker vores almene sundhedstilstand og følelser af velbefindende (Finlay, 2004), virker det som om, at man inden for aktivitetsvidenskaben vil se til at forebygge gennem at stimulere til at ergoterapeuter tænker på sygdomsbehandling og sundhed ud fra et top-down perspektiv og hvorfor det er vigtigt at have opmærksomheden på muligheden for at indgå i værdibaserede og meningsfulde aktiviteter (Townsend & Wilcock, 2004; Persson & Erlandsson, 2002; Whiteford, 2000). Det burde være en menneskeret i det post-industrielle samfund.

Den kopernikanske revolution (Grøn et. al., 1988; Jansen, 2000) består i, at man breder aktivitetsforskningen ud fra en reduktionistisk medicinsk behandlingsmetode og i stedet optager etiske begreber fra for eksempel filosofi og sociologi, som kan åbne aktivitetsforskningen ud mod hele sit potentiale i forhold til mennesket i samfundet. Den måde at betragte mennesket på virker både befriende og æggende og det er forfatterens håb, at den kommer til at indtage en vigtig plads i samfundet fremover. Så grundlæggende, som det virker, når man først læser om aktivitetsretfærdighed og ‘ecopations’, er det virkelig et godt argument at tage med i bagagen, når man som praktiserende ergoterapeut skal møde og informere politikere og andre i samfundet. At styrke at samfundet i sin helhed kan drage stor nytte af at ændre på de etiske aspekter, som er i spil.

Forfatterne er medvidende om, at det ikke bliver nogen let sag; men disse artikler og aktivitetsforskningen i det hele taget kan hjælpe til at forbedre på den situation vi har i verden p.t. Fra ergoterapeuter som praktiserer og forsker inden for psykiatri ved vi, at det at finde mening og værdi i aktivitet er en vital del af ‘overcoming and becoming’. Et citat fra Persson og Erlandssons (2002) artikel:

“This standpoint (of post-modern morality) may be viewed as a reaction to some aspects of the crisis of Modernity. Postmodern morality, according to Bauman (1993) is duty-free, inborn, intuitively felt and individually experienced, in contrast to the collectively expected moral duties of Modernity, constructed by institutions of expertise.“

Karakteristisk ved den hierakiske organisation, som nævnes i citatet ovenfor, versus den flade værdibaserede styrelsesform og organisation: I pyramideorganisationen består ledelse i at få gennemført ting gennem andre mennesker. Direktionen træffer beslutninger (inden for de af bestyrelsen fastsatte rammer), og medarbejderne udfører opgaver, som dikteres fra toppen og nedefter i systemet. Når ‘andre’ har truffet beslutning om, hvad ‘den enkelte’ skal gøre, så har den enkelte heller ikke ansvar for ‘konsekvenserne’. De seneste årtiers til stadighed større pyramideorganisationer har sat ansvarsfriheden i system’. Flere organisatoriske niveauer → mere diffus ansvarsplacering → mindre skyldighed. Dette observeres for eksempel inden for sundhedsvæsenet. Den flade kompetencebaserede organisation er til gengæld selvstyrende og selvregulerende. I princippet kan man sige, at ledelsen har to opgaver. At sætte realistiske mål og at sætte en ramme inden for hvilken disse mål skal nås. Alle som arbejder under ledelsen har derimod metodefrihed og kan arbejde som de vil, så længe de holder sig inden for den besluttede ramme og løser opgaverne uden, at det bliver på bekostning af andre. Dette korrelerer meget godt med den ergoterapeutiske relation med patienten, hvor denne altså ikke er i behov af en chef, som udstikker ordrer, men derimod en coach. En flad organisationsstruktur skulle kunne forhindre situationer som idag kan forekomme, hvor ergoterapeuter på grund af organisationsformen forhindres i at have et aktivitetsperspektiv i sine behandlinger. Derfor er egentlig ergoterapeuten med støtte i aktivitetsforskningen den som bedst egner sig til at styrke, hvorfor det er nødvendigt at genindføre ansvar, såvel som i betydningen selvstændighed og indflydelse, som i betydningen skyldighed for resultater. Der hvor ansvarsfrihed ødelægger evnen til at bedømme vil man i stedet for at have en hierakisk struktur, hvor sagkundskab og magt er vigtigere end ligeværdige rettigheder, løfte frem en mere flad samfundsstruktur, hvor det enkelte menneskes samlede kompetencer har lige stor ret som andres og hvor sagkundskaben indtager en naturlig plads som vidensudveksling. Den grundlæggende forskel mellem ultrastabile netværk og topstyrede organisation er den reelle uddelegering af beslutningsret og resultatansvar. Et ultrastabilt netværk er en organisationsform, hvor deltagerne drages til ansvar og kun kan drages til ansvar for aftalte resultater, mens alle i den topstyrede organisation er ansvarsfri, fordi beslutningsret og resultatansvar er adskilt.

Ordet ‘etik’ har sin oprindelse i to nært beslægtede græske ord: Èthos og êthos. Èthos (græsk) betyder sæder, sædvane eller den uskrevne lov êthos (græsk) betyder standpunkt, indstilling eller sindelag Ofte sammenblandes ordet etik med ordet moral, der stammer fra latin. Moral (latin) betyder skik, brug eller sædvane. Som det ses, ligger de to begreber moral og etik særdeles tæt op ad hinanden, og det kan derfor være svært at skelne mellem dem. De synes at sige noget om det samme, – hvad de da også gør, omend på forskelligt niveau. Inden for etikken har man vedtaget en praktisk skelnen mellem de to begreber: Begrebet ‘moral’ betegner det konkrete menneske, dets holdninger og dets praktiske handlen. Begrebet ‘etik’ står for den filosofiske/teoretiske vurdering af menneskelige værdier og handlinger samt deres begrundelser. En etisk vurdering er således filosofiske overvejelser over moralske handlinger, der angiver hvorledes man bør handle i forskellige situationer. Den etiske vurdering udmøntes i et normsæt, en etik, der baserer sig på en given religions/ideologis/kulturs forestillinger om hvad der forstås ved ‘det gode liv’, samt hvilke værdier og normer der er acceptable. Etik kan med andre ord defineres som moralens teori og moral som etikkens praksis. Her har vi været på en samfundsmæssig ørkenvandring gennem snart 10-15 år i både det politiske liv såvel som i mange danske virksomheder. Så lad os ENDELIG få gennemført ett nyt princip i virksomheder og samfundsstrukturer: pandekageflade organisationer – så vil vi se kreativitet, virkelyst, ansvarlighed og aktiv deltagelse – og vel at bemærke i fin respekt for den enkeltes moralbegreber og værdisæt. Men man kan ikke lovgive om moral og etik, for tolkningen  af disse begreber er et individuelt anliggende. Man kan derimod opbygge en ‘kultur’, som fremmer en ønsket moral og etik.

Konklusion

Dette litteraturstudie har gennemgået videnskabelige artikler, som beskriver forskellige etiske aspekter på aktivitet inden for aktivitetsforskningen. I resultatet fremkom det hvordan forskellige etiske aspekter kan hjælpe til med at forklare, hvordan samfundsstrukturers underliggende etiske og moralske værdier kan lede til både sundhed og sygdomstilstande for det enkelte individ. ICF er et socialpolitisk værktøj til planering af social tryghed, erstatningssystemer og for udformning og implementering af politik (WHO, 2001). Det samme kan man sige om de etiske aspekter inden for aktivitetsvidenskaben, som i sin natur er sundheds- og aktivitetsrelaterede begreber. Disse kan anvendes i forebyggende formål inden for områder såsom arbejdsliv, uddannelse, økonomi, socialpolitik og ved udvikling af almen lovgivning og miljøtilpasninger. De kan endda ophøjes til standardregler for at tilsikre mennesker delagtighed og ligeværdighed.

Derigennem tager aktivitetsvidenskaben et “Giant Step” i forsøget på at løfte forebyggende arbejde gennem menneskelige rettigheder ind i fremtiden. Sammenblandingen af etiske aspekter hentet fra moralfilosofi og ergoterapi har plads i den fremtidige aktivitetsforskning og det aktive arbejde – hvis ikke det allerede naturligt er på vej i den retning.

Til sidst nogle diskussionsspørgsmål, som er relevante for den fremtidige aktivitetsforskning og ergoterapi: Hvordan ser man videre inden for aktivitetsvidenskaben på de etiske aspekter med særskilt fokus på de menneskelige rettigheder i samfundet? Hvordan kan man definere og implementere etiske aspekter inden for fremtidens ergoterapi? Skal vi have industriel- / maskin-etik, kognitiv etik, ‘ecopations’, occupational justice eller noget helt andet som basis for den nye samfundsudvikling?

Litteraturliste

APA Presidential Task Force on Evidence-based Practice (2006). Evidence-based Practice in Psychology. American Psychologist, Vol. 61, No. 4, 271–285.

Christiansen, C. H., & Townsend, E. A. (Red.) (2004). Introduction to occupation: The art and science of living. Upper Saddle River, NJ: Pearson Education.

DePoy, E. & Gitlin, L.N. (1999). Forskning: En introduktion. Lund: Studentlitteratur.

Finlay, L. (2004). The Practice of Psychosocial Occupational Therapy. ( 3rd ed.). Cheltenham: Nelson Thornes Ltd.

Fisher, A. & Nyman, A. (FSA 2007). OTIPM: En Modell För Ett Professionellt Resonemang Som Främjar Bästa Praxis I Arbetsterapi. Nacka: Förbundet Sveriges Arbetsterapeuter.

Greenberg, L. S., & Newman, F. L. (1996). An approach to psychotherapy change process research: Introduction to the special section. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 64, 435– 438.

Grøn, A., Husted, J., Lübcke, P., Rasmussen, S.A., Sandøe, P., Stefansen, N.C., Bengtsson, J (1988). Filosofilexikonet. Filosoffer och filosofiska begrepp från A till Ö. Stockholm: Bokförlaget Forum AB.

Jansen, T.B. (2000). Danmark om ti år – ti brikker til et nyt billede. Vejle: Kroghs Forlag.

Kronenberg F., Algado, S.S., Pollard, N. (2005). Occupational Therapy without borders: Learning From The Spirits Of The Survivors. Italy: Elsevier, Churchill, Livingstone.

Law, M., Baum, C., & Dunn, W. (2001). Measuring occupational performance. Supporting best practice in occupational therapy. Thorofare: Slack.

Persson, D., Erlandsson, L-K. (2006). aktivitetsvetenskap – gödning eller gift för arbetsterapi? Tidsskriften Arbetsterapeuten. 4, 4.

Persson, D., Erlandsson, L.K. (2002). Time to Reevaluate the Machine Society: Post-industrial Ethics from an Occupational Perspective. Journal of Occupational Science, 9 (2): p. 93-99.

Persson, D., Erlandsson, L-K., Eklund, M. & Iwarsson, S. (2001). Value dimensions, meaning and complexity in human occupation – A tentative structure for analysis. Scandinavian Journal of Occupational Therapy. 8 (1), 7-18.

Skolimowski, H. (1981). Eco-philosophy: Designing new tactics for living. Salem: Maron Boyars Publ.

Taylor, C.C.W. (1997). From the Beginning to Plato: Routledge History of Philosophy Volume 1. London: Routledge.

Taylor, C. M. (2007). Evidence-based Practice for Occupational Therapists. (2.ed.). Oxford: Blackwell Publishing.

Townsend, E. (Ed.). (2002). Enabling Occupation: An Occupational Therapy Perspective. (2nd ed.). Ottawa: Canadian Association of Occupational Therapists.

Townsend E., Wilcock A. (2004). Occupational Justice and Client-Centered practice: A dialogue in progress. The Canadian Journal of Occupational Therapy. Apr;71(2):75-87.

Whiteford, G. (2000). Occupational Deprivation: Global Challenge in the New Millenium. British Journal of Occupational Therapy. 63 (5), 200-204.

Wilcock, A. (2006). An Occupational Perspective on Health. (2nd ed.). SLACK Incorporated.

Wilkins S., Pollock N., Rochon S., Law M. (2001) Implementing client-centered practice: Why is it so difficult? Canadian Journal of Occupational Therapy. 68 (2): 70-85.

WHO. (2001). Klassifikation av funktionstillstånd, funktionshinder och hälsa (svensk övers. Socialstyrelsen). Stockholm: Socialstyrelsen.

Bilag 1: (Persson & Erlandsson, 2002)

Consequences of Applying Machine-ethical or Eco-ethical Perspectives of Occupation, Considering Personal Organism, Human Environment and Planet:

Machine-ethical occupation

-Relying on control, manipulation, effectiveness, competition and aggression

Personal organism: (Multi-tasking)

• Risking stress, burnout and disease
• accelerated occupational tempo
• fast, shallow and non-reflective actions motivated by economic and other extrinsic rewards
• imbalance in everyday occupational repertoire jeopardising play, recreation and physical mobilisation
• loss of coherent meaning

Human environment: (Competition)

• success at the expense of others
• risking a decreased well-being of others
• monopolising behaviour limits other people’s possibilities
• large-scale urban concentration is preferred to maximise economic effectiveness and profits

Planet: (Materialism)

• consumerism, overuse of planet ‘s resources
• products used are chosen for their effectiveness only, little or no regard with health, environmental hazard, soil exhaustion, pollution or animal suffering and extermination of species
• low interest in participating in actions for global justice

Eco-ethical occupation (Ecopation)

-Relying on reverence, responsibility, simplicity, multiplicity and justice

Personal organism: (Single-tasking)

• preventing stress, burnout and disease
• slower occupational tempo
• reflective actions directed by self-reward and the demands of the occupation, rather than a time-schedule
• balance in everyday occupational repertoire
• increased play, recreation and physical mobilisation
• increased coherence and meaning

Human Environment: (Co-operation)

• success through collaboration with others
• performing actions that increase well-being of others is experienced as self-rewarding
• encouraging multiplicity and non-monopolising behaviour against others
• small-scale natural contexts and simpler living is preferred

Planet: (Ecology)

• A “to be and to do” rather than “to have” behaviour economises planet’s resources
• gentleness in interactions towards the “more-than-human” environment
• products used are chosen from eco-ethical considerations, i.e. not causing animal suffering, not hazarding environment, possibility for recycling etc.
• participation in actions for global justice

Vores statsminister er en heldig mand. Gennem flere dage har et muligt tyrkisk veto, mod hans udnævnelse til Nato’s nye generalsekretær, svirret i luften. Nærværende skribent fandt endda, at der helt sikkert ville blive nedlagt et veto. Dette med udgangspunkt i tyrkernes særlige krav om enten en betingelsesløs undskyldning for hans optræden under Muhamed krisen eller alternativt en lukning af den kurdiske TV station ROJ. Det første kunne udelukkes pga af Anders Fogh’s helt særlige personlige integritet og karakterfasthed. Det andet fordi det ville stå i åbenlys modstrid med hele dagsordenen for Muhamned krisen – den særlige danske ytringsfrihed – som Anders Fogh under hele krisen valgte og stå vagt om. Ytringsfriheden skulle i hvertfald ikke beklikkes under hans vagt.

Og så kommer i dag dette helt fantastiske sammentræf – kort tid efter tyrkerne annoncerer deres støtte til Anders Fogh – fortæller en tyrkisk avis om en mulig lukning af TV stationen ROJ, to danske statsadvokater befinder sig i Ankarra med henblik på at få efterforske og indsamle materiale der muliggør en lukning. Anklagemyndigheden i Danmark skynder sig dog at udsende følgende meddelelse:

Besøget er dog på ingen måde kommet i stand på grund af statsministerens mulige kandidatur til posten som generalsekretær i Nato, forsikrer statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Der er altså i følge myndighederne tale om et sammetræf af omstændigheder. Vores statsminister er godt nok en heldig mand. En skeptiker som nærværende skribent ville måske nok mene at dette heldige sammentræf næsten er for godt til at være sandt. Og måske vil samme skeptiker begynde at overveje om der virkelig er en lukning på vej. Er en hurtig inddragelse af sendetilladelsen, og en langvarig retssag for at få den tilbage en mulighed? Og hvis det sker hvad betyder det så for Venstre og Anders Fogh. Jeg kender ihvertfald en i Venstre der lige nu må koldsvede ved tanken om dette mulige overgreb på ytringsfriheden:

• Den kommende næstformand Kristian Jensen kan i disse timer ikke have det særlig godt.

Hvem husker ikke hans nådesløse angreb på Grundfoss ejeren Niels Due Jensen under Muhamed krisen – hvor Kristian Jensen slog fast at denne Niels Due havde valgt at sætte virksomhedshensyn over ytringsfrihed. Dette i et svovlende personligt angreb på Niels Due Jensen.

• Hvordan vil unge Kristian Jensen angribe denne gang?

For her er der jo tale om, at måske har selve landets statsminister valgt at sætte personlig vinding over ytringsfriheden. Niels Due Jensen handlede trods alt på virksomhedens vegne – Anders Fogh gør det muligvis på egne vegne. Dette må udløse et ragnerok i Venstre hvad enten nogen går til angreb eller ej. Ellers vil partiet stå tilbage lige så degenereret af magten som statsministeren. Her vil være stof til utallige blogs om Venstres fald fra magtens tinder.

Jeg tilslutter mig tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen og siger: Et tilfældigt sammentræf? Jeg er målløs.

Nu har jeg jo i nogen tid efterhånden fulgt- og deltaget aktivt i debatten rundt omkring. Her skal ikke falde nogen dom over nogen – og jeg erkender endda selv at være forfaldet til brug af dele af denne adfærd i pressede situationer. Så her kommer nogle selvudviklede principper for kunsten at galopere baglæns.

Den personlige (selvretfærdige):

• Efter at være taget i at lyve, bortforklare eller manipulere ses disciplinen baglæns galop ofte anvendt i et forsøg på at backtracke sig tilbage gennem historien for at slette eller manipulere med sine tidligere statements, så de passer til de nuværende. Stilen er let genkendelig på sin selvfornægtende karakter. Ridderen ses skuende fremad rystende vildt på hovedet, imens hesten galoperer baglæns. Alle forhindringer på vejen fornægtes, da man jo ikke kan se dem. Selv efter ridderen ligger i svinestien og roder rundt benægtes fortsat ivrigt.

Den beskyttende (selvpromoverende):

• Efter at andre (muligvis folk, som man ser op til) er blevet taget i at lyve, bortforklare eller manipulere ses disciplinen baglæns galop ofte anvendt i et forsøg på at backtracke tilbage i historien for at vise, hvor klog man selv er – og hvor dumme andre mennesker er, når de ikke kan forstå, at verden kun kan forstås og opleves på én måde, samt at svinestien stinker af lort, fordi alle de andre svin skider, imens ridderen selv ikke bidrager med andet end duften af roser og lavendel. Stilen genkendes ved, at hesten galoperer baglæns, imens ridderen forsøger at kigge bagud over skulderen for at finde nogle, som man kan lægge skylden på; men eftersom rustningen forhindrer et bredere udsyn observeres retningen direkte mod svinestiens mest mudrede område ikke.

Den visionære (navlebeskuende):

• Denne særlige form for baglæns galop viser sig ved, at ridderen sidder omvendt på hesten, som galoperer baglæns uden at flytte sig ud af stedet. Ridderen forsøger at fremskrive og spå om fremtiden ud fra oplysninger, som han tror uafhængige; men som viser sig at hidrøre fra hans egen og andres samtid. I stedet for at være visionær får denne disciplin den konsekvens, at ridderen bliver ligeså indbildsk og selvfed, som de svin, han forsøger at lægge afstand til.

Den gangbare (målsøgende):

• Formen karakteriseres ved, at ridder og hest står stille - ridderen ved siden af hesten – og skuer fremad. Ridderen forestiller sig et mål for fremtiden og derefter, hvordan man kan ride baglæns i etaper tilbage fra målet og hen imod udgangspunktet i en bred vifte af mulige veje. Omtanke og kundskab lægges til grund for tilrettelæggelsen af det baglæns ridt, hvor mulige forhindringer tages med i overvejelserne således, at man kan reagere adækvat på uforudsete forhindringer. Da selve ridtet foregår parallelt med den baglæns galop, som ligger i en tankeproces, bliver første etape således også fremadrettet, selv om man i tankerne bevæger sig baglæns. Dette har som fordel, at de visuospatiale funktioner fungerer uafhængigt af tankeprocessen, og således bliver ridderen mindre tilbøjelig til forvirring og papegøjeplapren – ligesom ændringer i omgivelserne nøje kan indregnes inden påbegyndelsen af næste etape.

Da jeg ikke er god til at tegne, må I selv danne jeres egne indre billeder. God fornøjelse.

• Take Our Poll

Dansk Folkeparti: Dyrt bekendtskab for egne vælgere!

Julemanden Tom: ”Kære børn. I år har jeg rystet sækken. Derfor er der flere gaver i år end sidste år og nogle får flere julegaver og ingen får færre. Lyder det ikke godt?”

Børnene: ”Jo, du er fantastisk. Som både julemand, Gud og tryllekunstner i Cirkus Arena i én og samme person”.

Moderen, hviskende til fætter Tom: ”Det er da dyrt, hvordan kan det lade sig gøre?”

“Jeg har lånt i banken”, svarede Tom.

”Jamen, lånet skal betales tilbage”, replicerede moderen.

”Nemlig”, svarede Tom, ”og derfor skal vi efter jul spare. Der bliver ingen fællestur i Tivoli 1. maj og fødselsdagsgaverne bliver inddraget. Men det opdager børnene ikke før det er for sent”.

Den skattereform, som med mindst mulig margin vedtages i Folketinget en af de nærmeste dage, kan anskues fra mange vinkler. Man kan iagttage selve forløbet og spillet uden for rampelyset, selve indholdet af aftalen og det som forties, man kan beregne hvordan store beløb omfordeles og endelig kan man tillade sig at stille spørgsmålet: Har vi den presse vi fortjener? Uanset hvilken vinkel man anvender, bliver resultatet det samme; det bliver en dyr fornøjelse for de små i samfundet og reel information om reformens konsekvenser er lav.

Løgnen om forhandlingsforløbet

Hverken Løkke, Kjærsgaard eller Fogh taler sandt, når de siger, at de var interesserede i et bredt forlig. Det er pærenemt at finde dokumentation for det udsagn. Fogh stillede tre uspiselige krav for at få lov til at medvirke i forhandlinger, lige før de gik i gang. Regeringen krævede

1. at oppositionen skulle acceptere at skattestoppet fortsætter,
2. at oppositionen skulle acceptere en massiv underfinansiering af skattereformen (som er blevet større i det endelige forlig), hvilket medfører enten lavere offentlig service eller højere betaling for offentlig service (som specielt rammer de familier med de laveste indkomster) og
3. at oppositionen skulle acceptere at forhandlinger kun måtte vare i 2 dage (efter at Skattekommissionen havde anvendt 390 dage og regeringen selv havde brugt 24 dage, inkl. 7 dages skiferie).  På en skattereform, som skatteminister Kristian Jensen har kaldt den største i nyere politisk historie!

Tre krav, som nøje var udvalgt for at få oppositionen til at hoppe af.

Hvilket også fremgår af følgende artikel, offentliggjort i JP onsdag den 25. februar:

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1613188.ece

Pengene er der ikke: Underfinansiering

Da man gik ind til forhandlingsbordet i sidste uge, viste regeringens egne beregninger, at deres udspil var underfinansieret med 13 milliarder i 2010. Det er en kendt sag, at underfinansiering altid betales af de dårligst stillede – arbejdsløse, pensionister og de lavest lønnede på arbejdsmarkedet – i form af øget betaling af eller reduktion i offentlige ydelser.  Efter at oppositionen havde forladt forhandlingsbordet, kom DF – partiet, som ihærdigt påstår (når mikrofonerne er åbne), at de varetager de svagestes sag – til fadet. Med deres aftryk på skattereformen, er underfinansieringen vokset markant. Igen til skade for de dårligst stillede. Som også påpeget af Carsten Koch. Man behøver ikke være professor i nationaløkonomi for at kunne regne det ud. Her er de store linjer:

Omfordeling af personskatter – en omvendt Robin Hood

Der er ingen grund til at klandre DF for bortfaldet i mellemskatten. Det var kommet – uanset, hvem der havde indgået aftalen.

Det er også korrekt, at procentsatserne for topskat ikke blev sat ned (fra 15 % til 13,5 %), hvorved underfinansieringen blev formindsket.

Dette opvejes dog, (til fulde og meget, meget mere) ved ekstraordinært at hæve grænsen for topskat – den er sat op til hele 390.000 i 2010 og videre op til 410.000 i 2011.  Med øget underfinansiering til følge.

Bemærk: Det er med dette kneb lykkedes DF at flytte skattegevinsten fra de allerrigeste til de næstmest rige.  Ikke til dem der skulle være deres påståede kærnevælgere i bunden af indtægtspyramiden.

Jamen så er der kompenseret for de mest udsatte lavindkomster ved lavere procentsats i bundskatten og højere bundgrænse, ikke sandt?

Nej. For de reduktioner i procenten for bundskat og forhøjet bundfradrag er ikke eksplicit forbeholdt lavindkomster. Dem får alle!

Med reformen er det med andre ord lykkedes DF at give de velstillede højere bundfradrag, lavere bundskat, fjernet mellemskat og – gennem et markant løft af grænserne mellem bund- og topskat – lavere skat på den sidst tjente krone. Og inklusiv en grøn ”lige-til-at-grine-af- tyrolerhat check” og et miljøelement uden visioner samt et ekstra fradrag på kr. 1000, der sammenlagt får underfinansieringen til at vokse med adskillige milliarder, er det hele særdeles asocialt. Lægger man dertil, at der i planen er indbygget nogle løse forhåbninger om ’dynamiske effekter’ (at skattelettelserne vil skabe øget forbrugslyst og dermed bedre beskæftigelse og større skatteindtægter), hvilket er særdeles tvivlsomt under frygt og mismod i en økonomisk recession, kan det ikke blive værre. Underskuddet på statsbudgettet bliver gigantisk.

Hvem var det nu, DF påstod, de varetog interesserne for?

Beskæftigelsen

Regeringen påstår, at effekten af den gennemførte skattereform vil skabe 19.000 flere arbejdspladser. Indtil nu har det ikke været muligt at finde én ædru økonom, der mener at effekten kommer over ca. 6.000. Og da arbejdsløsheden i forvejen, med regeringens passivitet, vil vokse til langt over 100.000 i indeværende år, vil det blive svært overhovedet at registrere beskæftigelseseffekten af den nye skattereform. Men det lægger DF så gerne navn og stemmer til.

Hvad kunne de 13 milliarder ikke have skabt af reel nytteværdi? Ved at være brugt til investeringer i infrastruktur, bedre bygninger og alternativ energi – med både direkte effekt på beskæftigelse, højere udnyttelse af produktionsapparatet, bedre indtjening i virksomhederne og langsigtet styrkelse af konkurrencekraften.

Danmark var det land i Europa, som først blev ramt af recession. Vi er det sidste land til at reagere på det.

Vækstpakken er udeblevet og erstattet med sølle 2 milliarder kr. skjult inde i skattereformen. Nu er mulighederne spildt! Med velvillig assistance fra DF.

Persongalleriet

Lars Løkke har 2 belastende karaktertræk – han er arrogant og løgnagtig. Det er ikke i selv diskvalificerende i det politiske liv. Med mindre gud og hvermand kan se det. Og, desværre for ham - det kan de! Hans kynisme er som JR i Dallas og så klodset og gennemskuelig, at selv en døv og blind DF-vælger kan sanse det. At påstå, at ”..det er beklageligt at S og SF har valgt at forlade forhandlingsbordet…”, når man ved, at Løkke reelt slet ikke inviterede dem, falder den kvikke replik tilbage på ham selv. Han bliver aldrig statsminister. For han har allerede demonstreret, at han ikke kan eller vil det brede samarbejde.

Pia Kjærsgaard har ikke brikkerne på øverste etage til at beregne, hvad skattereformen betyder. Heller ikke dét er for så vidt diskvalificerende. Hun er taktiker mere end strateg, og man behøver ikke hive hende frem i rampelyset ved enhver given lejlighed. Det er derfor uforståeligt, at partiet gør det, når emnet er ’statens indtægter og udgifter, samt skatten’. Hvorfor lader man hende, med det vanlige mopsede udtryk i hele åsynet, udtale ”at hun da ikke kan forstå, hvorfor oppositionen er fornærmet og gået fra forhandlingerne, så vi skal sidde her helt alene tilbage..” ? En sætning hun med garanti har fået mediemanuduktion i, og som er ren cover my ass fortrængningsmekanik. Formålet med udtalelsen er alene at forsøge at give politiske partier, som for længst er stået af, skylden for, at DF har indgået en håbløs aftale. En aftale, der i længden ikke kan skjule, at deres egne vælgere, når skattereformens konsekvenser bliver landskendt, er taberne.

Tilmed topper hun tåbelighederne ved at sige ”at skattepakken er en fordel for alle danskere… det har regeringen lovet…og hvis det ikke passer, må det være deres ansvar”. Hallo! Sidder et parti til forhandlinger på andres ansvar eller sidder de der på eget ansvar?

Hvis skattereformen ikke passede DF, kunne de da bare selv have forladt forhandlingsbordet, for oppositionen var allerede gået og flertallet forsvundet. Der var derfor enten slet ikke blevet nogen skattereform eller kommet en helt ny forhandlingsrunde.

Helle Thorning, Villy Søvndal og Margrethe Vestager gjorde imidlertid det eneste rigtige. Hvorfor medvirke til madlavningen, når maden er fordærvet, kokken er syg, gryderne uhygiejniske og komfuret er defekt.

Så er der Danmarks svar på Andy Warhols ’15 microseconds of fame’, Anders Samuelsen, sponsoreret af Saxo Bank (med en aftale, som næppe bliver fornyet). Hans eneste berettigelse for at optræde i forhandlingerne er vel, at selv en dårlig forestilling har brug for en pauseklovn. Når han alligevel skal nævnes her, er det fordi han er fortrinlig til dokumentation af regeringens og DF’s nøje planlagte komplot mod S+SF+RV:

Hvordan kan Samuelsen have en berettigelse ved forhandlingsbordet, når man ved, at hans skattepolitiske holdninger er så fjernt fra Dansk Folkepartis officielle holdning, man kan komme? Og når man ved, hans stemme ikke er udslagsgivende? (Han tabte så sutten lørdag. Måske opdagede han, at Superligaen var startet på ny og havde andre og bedre ting at bruge tiden til?).

Pressen og interessegrupper udgør også en bestanddel i meningsdannelsen. Er det kun mig der synes, at medierne generelt har behandlet skattereformen meget pop-smart? Har DR og TV2 fremlagt konsekvenser for den enkelte borger og husstand på eksemplificerende, pædagogisk vis? Hvor mange dagblade har – for det er jo deres opgave at påvise forskellen mellem hvad der bliver sagt & lovet og hvad der bliver gjort – påvist forskellen mellem ord og handling?

Tilføjelse:

»Medierne har med deres etniske retorik et ubehageligt medansvar for den aktuelle vold i København. Hvad med at tage et ansvar?«

Denne tankevækkende kronik er skrevet af en medstuderende ved Lunds Universitet. Læs mere her: http://politiken.dk/debat/kroniker/article663588.ece

Synes du, at medierne er sig deres ansvar bevidst, når man tænker på den seneste tids dækning af bandekrig og skatteforlig ?

© Jens N. Roved (billedet).

Det kuriøse ved Darwin – her i tiden for hans 200 års fødselsdag – er vel, at han mig bekendt aldrig har taget stilling til, om der eksisterer en universel ikke-menneskeskabt gud. Samme må vel siges om Einstein. Og det er disse to, som profileres vidt og bredt hver eneste gang en stærkt troende ateist skal ud og vise flaget. Jow jow – man har virkeligt forfinet den hæderkronede gamle offerdans ‘at træde rundt i spinaten’. I den værdikamp som skal forestille at være imellem tro vs. ikke-tro er Darwin således et umådeligt ringe kort at spille. Om Agnosticisme kan man sige mange ting; men at det skulle være en gren af ateisme eller en gren af teisme er godt nok en påstand, som vidner om en ufattelig åndsfraværende idioti.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg: http://blog-dyn.tv2.dk/confucius/

Selvironi er en evne, som er guld værd at besidde. Desværre er der rigtig mange mennesker, som ikke kan gennemskue selvironi endsige ironi. Disse mennesker har ofte et sort-hvidt syn på tilværelsen.

Men nu skal det handle om kap. XV, Fra Helvedes Blækhus.

Introduktion: En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales “patienten”) bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel “Fangegarn”, som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke ‘farer’, han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter min mening simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er “Fjenden” Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som ‘Vor Fader dernede’.
Kap. XV.

Kære Malurt!

Jeg havde naturligvis bemærket, at menneskene havde en rolig periode i deres europæiske krig (Anden Verdenskrig, red .) – som de i deres naivitet kalder »Krigen« ! – og jeg er ikke overrasket over, at der er en tilsvarende  rolig periode i patientens ængstelse. Skal vi opmuntre dette, eller skal vi bibeholde hans ængstelse? Både forpint frygt og dum selvtillid er ønskværdige sindstilstande. Det valg, vi må træffe mellem dem, fremkalder vigtige problemer.

Menneskene lever i tiden, men vor FJENDE har bestemt, at de skal leve i evigheden. Derfor tror jeg nok, at han hovedsagelig vil have, at de skal give agt på to ting, evigheden selv og det punkt af tiden, som de kalder nuet. For nuet er det punkt, hvor tiden berører evigheden. Nuet, og kun nuet, oplever menneskene på samme måde, som vor FJENDE oplever virkeligheden som helhed; kun i det skænkes dem frihed og virkelighed. Han vil derfor have, at de altid er optaget enten af evigheden (hvilket betyder at være optaget af ham) eller af nuet – enten grunder over deres evige forening med eller adskillelse fra ham eller også adlyder samvittighedens stemme i nuet, bærer nuets kors, tager imod den nåde, som skænkes dem i nuet, siger tak for den glæde, de har i nuet.

Vor sag er det at få ham bort fra evigheden og fra nuet. Med dette mål i sigte frister vi somme tider et menneske (for eksempel en enke eller en lærd mand) til at leve i fortiden. Men dette er kun af begrænset betydning, for de har en vis virkelig kunskab om fortiden, og den har en ganske bestemt natur og ligner for så vidt evigheden. Det er meget bedre at få dem til at leve i fremtiden. En biologisk nødvendighed gør, at alle deres lidenskaber allerede peger i den retning, så tanken om fremtiden tænder håb og frygt. Og så er der også den ting ved det, at fremtiden er ukendt for dem, så at vi ved at få dem til at tænke på den får dem til at tænke på noget uvirkeligt. Kort sagt, fremtiden er det, der allermindst ligner evigheden. Det er den mest udpræget timelige del af tiden – for fortiden er frossen og flyder ikke længere, og nuet er helt gennemlyst af evighedens stråler. Det er derfor, vi har søgt at fremme alle disse tankesystemer som f.eks. den skabende udvikling, den videnskabelige humanisme eller kommunismen, som retter menneskers følelser mod fremtiden, der er det inderste i timeligheden. Heraf følger, at næsten alle synder har deres rod i fremtiden. Taknemmelighed skuer tilbage til fortiden, og kærlighed ser til nutiden; Frygt, begærlighed, begær og ærgerrighed skuer fremad. Tro ikke, at begær er en undtagelse.Når øjeblikkets nydelse indtræder, tilhører synden (som alene interesserer os) allerede fortiden. Nydelsen er netop den del af processen, som vi beklager, og som vi ville afskaffe, hvis vi kunne det uden at gå glip af synden; Nydelsen er den del, FJENDEN bidrager med, og som derfor opleves i et nu. Synden, som er vort bidrag, skuede fremad.

Ganske vist vil FJENDEN også have mennesker til at tænke på fremtiden – akkurat så meget, som det er nødvendigt for nu at planlægge de retfærdige og menneskekærlige handlinger, som sandsynligvis vil være deres pligt i morgen. Pligten til at planlægge morgendagens arbejde er den pligt, der påhviler mennesket i dag; skønt den arbejder med materieale der er lånt fra fremtiden, tilhører den pligt, som alle pligter, nuet. Dette her er ikke hårkløveri. FJENDEN vil ikke have, at mennesker skal give fremtiden deres hjerte, vil ikke have, at de skal samle sig skatte der. Men det vil vi. Hans ideal er et menneske, som, når han har arbejdet hele dagen for sine efterkommeres skyld (hvis det er hans kald), slår det hele ud af tankerne, lægger resultatet i Guds hånd og så straks er så tålmodig og taknemmelig, som det øjeblik, han netop gennemlever, kræver af ham. Men vi ønsker et menneske, som fremtiden rider som en mare – jaget af syner af en himmel eller et helvede på jord, der er umiddelbart forestående – rede til at bryde FJENDENS bud i nuet, hvis vi kan få ham til at tro, at han derved kan komme i denne himmel eller undslippe dette helvede – et menneske, hvis tro er afhængig af, om de planer lykkes eller mislykkes, hvis slutresultater han ikke vil opleve. Vi ønsker en hel race, der stadig søger at nå en fjern, fjern regnbue, som aldrig er ærlig eller venlig eller lykkelig nu, men som altid bare bruger enhver gave, der skænkes dem i nuet, som brænde på fremtidens alter.

Deraf følger i almindelighed – og alt andet lige – at det er bedre for din patient, at han fyldes med ængstelse eller håb (det er omtrent lige meget hvilken af delene) i anledning af denne krig, end han lever i nuet. Men udtrykket »at leve i nuet« er tvetydigt. Det kan beskrive en proces, som virkelig har lige så meget med fremtiden at gøre som ængstelsen selv. Det kan være, at din mand ingen bekymringer gør sig for fremtiden, ikke fordi han er optaget af nuet, men fordi han har bildt sig selv ind, at fremtiden vil blive behagelig. Så længe hans ro i virkeligheden er sådan beskaffen, vil den ikke gøre os nogen gavn, fordi an bare oplever den ene skuffelse efter den anden, og han derfor bliver mere utålmodig, når hans falske forhåbninger bliver knust. Hvis han på den anden side er klar over, at det er noget rædselsfuldt, der venter ham, og han beder om de dyder, der kan sætte ham i stand til at møde det, og han imidlertid beskæftiger sig med nuet, fordi dér og kun dér bor al pligt, al nåde, al kundskab og al glæde – ja, så er hans tilstand i allerhøjeste grad i uoverensstemmelse med vore ønsker, og vi må straks gå til angreb. På dette punkt har vort filosofiske våben – anvendelsen af de rette ord og talemåder – igen gjort god fyldest; prøv med ordet »selvtilfredshed«. Men naturligvis er det højst sandsynligt, at han ikke »lever i nuet« af nogen af disse grunde, men simpelthen, fordi han har et godt helbred og er glad for sit arbejde. I så fald er fænomenet helt naturligt. Alligevel ville jeg få det til at høre op, hvis jeg var dig. Der er ikke noget naturligt fænomen, der virkelig er til gunst for os. Og for resten – hvorfor skulle dog den skabning være lykkelig?

Din hengivne Onkel

Fangegarn

Goebbels båltale:

»Mod Klassekamp og materialisme, for folkefællseskab og idealistisk livsholdning! Jeg overgiver Marx’ og Kautskys skrifter til flammerne!

Mod dekadence og moralsk forfald! For tugt og gode sæder i familie og stat! Jeg overgiver Heinrich Manns, Ernst Gläsers og Erich Kästners skrifter til flammerne.

Jeg overgiver til flammerne jøden Sigmund Freuds skrifter på grund af utugt og bagtalelse af den tyske folkesjæl!

Mod litterært forræderi over for soldaterne fra første verdenskrig, for folkets opdragelse i værneviljens ånd! Jeg overgiver Erich Maria Remarques skrifter til flammerne!

Mod frækhed og anmaselse, for agtelse og ærefrygt, for den udødelige tyske folkeånd! Opslug flamme også Tucholskys og Ossietzskys skrifter!«

Da bålet er brændt ned sluttes der med afsyngelsen af Horst Wesselsangen, hvorpå Goebbels med et citat af Ulrich von Hutten råber: »Oh, århundrede, oh videnskaber! Det er en lyst at leve!«

Thomas Mann (1933)

»Den der brænder bøger – brænder mennesker næste gang!«

Han fik ret, alt for meget ret!

Arbejderne og fagforeningerne havde været nyttige idioter i forhold til at bringe Hitler til magten. Hans manipulation og ‘forræderi’ imod nogle af de socialistiske værdier, som han havde skabt sig et valgbart navn på, kom for alvor til udtryk i 1933 og frem, hvor flygtninge fra Hitlers Tyskland – jøder, sigøjnere, kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk – søgte asyl i Danmark, med risiko for at blive sendt tilbage over den danske grænse til bødlerne, som grinende ventede på den anden side. Hvis man skal bedømme Hitler, så kan jeg tidligt i hans karriere se en dygtig manipulator, som udtrykte en masse socialistiske tanker blandet med racehad. Men i hans handlinger levnes ikke nogen tvivl om hans højreorienterede fascistiske status. Opgøret med venstrefløjen, som i store dele havde sørget for hans flertal, skete prompte efter hans magtovertagelse og viser, at han ikke et sekund havde gjort sig nogle illusioner om at skabe en socialistisk stat. Frem for alt skal historien bedømme Hitler på hans excellente evner udi manipulation og demagogik. Han fik lullet en hel venstrefløj ind i hovedløs tilbedelse, og da han overtog magten, var det for sent for dem. De endte for manges vedkommende deres dage i KZ-lejre.

Nazisterne anvendte kun ordet socialister i deres navn for, at det skulle være mere spiseligt for omverdenen. Der var aldrig skyggen af socialisme over nazisterne. Tværtimod!

Det samme gælder i dag for VU i Århus’ nye venner, nynazisterne. De hader demokratiet.

Hvis vi vender tilbage til Rigsdagsvalget i 1932. Der tabte nazisterne ca. 2 mill. stemmer. SPD og KPD var i fællesskab stærkere. Samme år blev der ifølge ‘Rote Hilfe’ skudt 81 arbejdere af politiet og 139 af SA og SS. Der blev indledt retsforfølgelser af ikke mindre end 133.000 antifascister. Så sent som i januar 1933 fonyer KPD sit tilbud af 20. juli 1932 til SPD og fagforeningerne om en enhedsfront. Forslaget afvises!

Lad mig slutte dette indlæg med kilden til Thomas Manns ord fra 1933.

Dort wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am Ende Menschen (Der, hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker) Heinrich Heine (1797-1856), 1821 Sentensen stammer fra den tyske forfatter Heinrich Heine Almansor. Eine Tragödie vers 243-244; værket blev skrevet 1820-1822 med et første tryk i 1821.

Baggrundsmateriale: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry226261.html

Jeg kan godt forstå kritik af Hamas. Men det løser ikke så meget. Situationen er sådan idag, så hverken Hamas eller Israel kan komme udenom at måtte forholde sig til hinanden, hvis man vil skabe fred – og tro mig – det ér og bør være i Israels interesse.

Jeg var til foredrag med Michael Irving Jensen i aftes. Meget spændende og virkelig grundig gennemgang af PLO og Hamas og hvorfor Hamas er blevet så stærke. Her kommer et par hurtige notater.

Folk i palæstina havde intet til overs for det muslimske broderskab før Hamas kom til. Palæstinenserne har ikke nogen længere historie med religiøs fanatisme. Det er et modefænomen, som er opstået siden 1988. Grunden til Hamas’ success er, at PLO altid har haft deres rødder uden for palæstina, hvorimod Hamas har deres rødder i de besatte områder. Hamas har ikke vundet deres sejre på terror. De har vundet deres sejre, fordi de er opstået i de besatte områder – det er det muslimske broderskab, som har koblet sig på Hamas, ikke omvendt. PLO og Fatahs hykleri kan ses igennem, at de bygger luksusvillaer til sig selv, imens Hamas befinder sig der, hvor palæstinenserne er – i flygtningenlejrene. Derfor har Hamas vundet. Det er også derfor, at PLO/Fatah afskyr Hamas. Hamas ville slet ikke have eksisteret, havde det ikke været for PLO’s distance til folket.

Problemet for Hamas er imidlertid, at Hamas vil miste hele deres religiøse grundlag, hvis man går på kompromis med et charter, hvor man har skrevet, at det, som står, er Guds vilje. Det er et charter, som reelt forhindrer Hamas i officielt at se realiteterne i øjnene. Derfor biiver Hamas nødt til at finde smuthuller – og det er et problem for Hamas, som begynder at se realiteterne i øjnene. Israel ophører ikke med at eksistere. Præcis ligesådan måtte PLO tidligere se Pan-arabismen gå i vasken i 1967. Man kan argumentere for, at Hamas gennemgår den samme udvikling som PLO har måttet gennemgå, blot en årrække senere.

Og han har ret. Det største æselspark til Hamas er, at de har malet sig op i et religiøst hjørne, hvor de i deres charter har skrevet, at det er Guds ord, at landet tilhører palæstinenserne. Så er det jo lidt svært for Hamas bagefter at gå ud og sige, at man alligevel godt vil anerkende Israel. Hamas kan til gengæld godt med ryggen fri erklære en de facto våbenhvile, som så kan fornyes i det uendelige og ligeledes de facto erklære Israels eksistens, hvilket så også kan fornyes i det uendelige. Derfor har Hamas været nødt til ‘de facto’ at anerkende Israels eksistens for at kunne blive taget alvorligt. Men det er ris til deres egen røv, at de har skrevet et charter, som reelt modsiger den realpolitik, som de i de kommende år bliver nødt til at føre.

Hvis man vil Hamas til livs, så kommer man det kun gennem at skabe fred. På sigt og i den nærmeste fremtid vil der være flere palæstinensere i Israel end der vil være Jøder. Man kan ikke bekæmpe Hamas uden, at tage hensyn til den sociale og historiske kontekst i hvilken sådan organisation har fået fodfæste?

Michael Irving Jensen havde en ret interessant holdning i aftes også. Han mener, at Hamas er et modefænomen, som vil forsvinde med tiden.

Lad mig citere min gode ven Don Salvatore: »Det håber jeg egentligt. Men jeg tror som sådan heller ikke, de har en fremtid, hvis ikke de nedtoner krigslysten og viser vilje til en fredelig løsning. For jeg tror da ikke palæstinenserne vil finde sig i det for evigt. Så ja… Det er nok helt rigtigt at kalde dem et modefænomen, og hvis ikke de vil forsvinde i glemslen er de nød til at ændre på sig.«

Dette var de meget korte noter. Jeg skriver 2. års projekt for tiden, så det kniber lidt med tiden til at gennemlytte hele mit materiale, ligesom billederne også må lade vente på sig.

Lad os alle på denne dag mindes holocaust. Hvert år den 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag – den officielle danske mindes- og mærkedag for Holocaust og andre folkedrab.

http://www.diis.dk/sw12806.asp

Nu er jeg sådan lidt … , så nu skal I få en godnathistorie. Nu skal man så ringes op flere gange om dagen for at blive udsat for telefontrusler fra en… …n, der ville sikre sig, at jeg var ‘hjemme’. Ubehagelig fætter. Jeg formoder, at det denne gang relaterer sig til nogle af de højreorienterede skvatnakker, som jeg har omtalt på mit indlæg om kulturberigelse; men det er naturligvis ren spekulation for nuværende. Det vil tiden vise. På avisen.dk er mit privatliv OG krafteddeme også min brors privatliv uddannelse, erhverv og adresse blevet blandet ind i debatten om mødet med MiD. På TV2 blog er jeg også blevet udsat for en slet skjult trussel:

»39. gilgameesh 19-01-2009 17:49Rapportér/anmeld

Snowtiger……
Véd du at du ved at lefle for bl.a Muslimer I Dialog, forkaster demokratiet?
MID er en underafdeling af Det muslinske Broderskab, en organisation der vil omstyrte demokratiet.
Izlamismens nyttige idioter skal bekæmpes med alle mulige midler, det gælder også DIG…. FEAR THE DAY WHEN EUROPE RISE AGAINST IZLAMOFASCISM BRAINDAMAGE.
Modsat Europas jøder ønsker izlamofasisterne ikke at blive en del af den europæiske kultur.. Så derfor hører de ikke til i den vestlige verden. Og de hjælpes på vej af fascister som dig der hader frihed, demokrati og den vestlige verden…«

Jeg er tidligere blevet udsat for chikane, så det er jeg på ingen måde nervøs for. Men jeg synes, at det er både barnligt og dumt. Sjovt nok er der ingen af de muslimer, som jeg har været i dialog med, som udsætter andre for den slags. Hvorfor sker den slags altid, når man forholder sig kritisk til yderligtgående højreorienterede?

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry255029.html

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry256934.html

Why stand on a silent platform? Fight the war, fuck the norm

England: Gerald Kaufmann Jewish MP denounces Israel as warcriminals and fools.

(Endnu en sag, som de danske medier har snorksovet over).

Nidal Abu Arif:

»Det, som har irriteret mig mest ved demonstrationerne i Danmark på det sidste, er, at det er vores ansvar – og også mit ansvar – hvis jeg ser en ung mand begynde at brænde det israelske flag, at stoppe ham. Ikke for Israels skyld, men for Palæstinas skyld. Lad ham ikke få hans 5 minutters eller 5 sekunders berømmelse i fjernsynet på vores bekostning. Stop ham, men gør det for Palæstinas skyld, fordi det har intet formål. Folk i Gaza er holdt op med at brænde det israelske flag. Hvis vi står i en demonstration i Danmark, og der er en der råber ‘khaebar khaebar’ – Stop ham – fortæl ham, ‘hvad har du gang i? Ved du, hvad Khaebar det er? Ved du, hvad det hentyder til? Ved du, hvilken betydning det har? Ved du, hvilket signal det sender?’ Hvis du finder en, som har det der Hamas pandebånd på, så spørg ham: ‘Hvad laver du her? Rejs til Gaza. Fjern det banner. Du ligner sådan en militant person, som måske har det bedre dernede.’ Og jeg er sikker på, at de folk, som render rundt og laver ballade, hvis de havde været i Gaza – og man har set dem også i 2006 – Hvis de havde boet i Gaza, så ville de have råbt om hjælp. Evakuér os! Det skete i 2006. Alle palæstinensere, som har været på ferie i Libanon, har råbt til den danske stat – ‘Evakuér os, vi vil væk herfra’. Så det er jeres ansvar – også at skrive til de organisationer, som arrangerer demonstrationer. Skriv til dem, at de hjælper ikke Palæstina på den her måde. Hvis I vil arrangere en demonstration, så gør det ordentligt – og vigtigst af alt – at I er klar over og ved, at I har kontrol over demonstrationen. Det er meget vigtigt. Men husk også at udbrede budskabet. Hvis du finder en under en demonstration, som har et skilt eller som har en davidsstjerne med nazi-tegn, så fjern det. Folk kan ikke forstå det. Det sender forkerte signaler, og I vil ikke finde forståelse blandt danskere på den måde. Det tjener ikke noget formål.«

»I skal ikke være bekymrede for min familie i Gaza. De har det efter omstændighederne godt. Det kan ikke blive meget værre end det, der sker lige nu – selv hvis de skulle blive ramt. Sådan er det i Gaza. Når man lever i Gaza, så tænker man altid på det værste, men håber på det bedste. Vi skal tænke på hele Gazas befolkning og på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe folk i Gaza ved at fortælle deres historie. Jeg er måske ikke den bedste til at formidle budskabet, for jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan min familie lever i Gaza. Det er næsten ubeskriveligt, hvordan deres situation er. Lad os håbe på, at det snart er ovre, og lad os håbe på, at det aldrig vil gentage sig igen, hverken i Israel, Palæstina eller for den sags skyld noget andet sted i verden.«

Zaki Youssef (som havde besøgt Vestbredden):

»Det var rigtig inspirerende at møde de her mennesker i Jenin, som var vokset op med massakren i Jenin og set halvdelen af deres familie blive slået ihjel. De var overhovedet ikke aggressive mennesker. De var virkelig varme og store mennesker og givende og gavmilde. Det var der, vi mødte de dejligste mennesker. Jo værre de havde haft det, jo stærkere følte man nærmest, at de var, og jo mindre behov havde de for at vise, at de var nogle hårde hunde. Alle dem, som vi ser gå rundt på gaden og spiller hard-core her i Danmark, sådan noget så jeg slet ikke dernede. Slet ikke. Tværtimod – alle de, som havde siddet 7 år i israelske fængsler og blevet tortureret og jeg ved ikke hvad. Det var de dejligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det, synes jeg, er meget godt lige at tænke over.«

Muslimer i Dialog: http://www.m-i-d.dk/default.asp?side=aktiviteter&id=148

P.S.: Noget af det, som de begge prioriterede, var, at konflikten ikke er religiøs eller handler om religion. Det er ikke en kamp imellem muslimer og jøder. Det er først og fremmest en politisk konflikt. Næste møde vil være d. 26/1-2009. Tankevækkende at ikke ét eneste af de store medier var til stede ved et møde, hvor muslimer inviterede til dialog!

Update:

Det hjælper naturligvis ikke på dialogen, at danske soldater indgår i racistiske netværk og ej heller, at politiet optræder med racistiske udtalelser imod demonstranter. Begge grupper burde som professionelle holde sig langt væk fra den slags. Der er ingen undskyldning for, at en professionel politimand bruger udtryk som ‘perker’. En politimand skal holde sig hævet over det niveau.

250 killed, more than 500 injured – about 368 of them seriously. Approximately 80% of the civilians are women and children.

Tonight I will light candles for the innocent civilians butchered by Israel. There is NO excuse for killing more than 200 civilians. It is Mass Murder.

A Danish racist wrote on TV2.dk that »14. zorro15 27-12-2008 19:26 #13...Mass murder? So what, it is palestinians….«

I wonder if the general Danish population and the Israeli is turning into a racist non-thinking mob, who are cheering on even Mass Murderers only 70 years after another fascist regime split their own people up and put them in concentration-camps only to kill them – women and children first. Whatever Hamas or some palestinians do or call on people to do, it does not justify Israel committing genocide. In North Ireland they still say: »Do you remember Bloody Sunday«, This is Sunday Bloody Sunday on replay! Think about this. What if the names of the innocent civilian who died today in Gaza were to be remembered and there were made songs about them – songs that would be sung in the whole world. There were killed a lot more in Gaza today than on that dreadful Bloody Sunday.

Jeg vil tænde lys for de dræbte i aften. At slå mere end 200 civile ihjel er der simpelthen INGEN undskyldning for. Det er massemord.

Her er, hvad en dansk racist skrev som svar: »#13…Massemord? So what, det er palæstinensere….«

Hvor har vi mon set en opdeling i over- og undermennesker før? Er der nogen, som er i tvivl om, at racismen har godt tag i danskerne?