Et tilfældigt sammentræf…
Tillad mig at reklamere for en blog på TV2, som har skrevet nærværende indlæg, som jeg har lånt her og hvis vid, jeg har stor respekt for: http://blog-dyn.tv2.dk/pelecanus/
Vores statsminister er en heldig mand. Gennem flere dage har et muligt tyrkisk veto, mod hans udnævnelse til Nato’s nye generalsekretær, svirret i luften. Nærværende skribent fandt endda, at der helt sikkert ville blive nedlagt et veto. Dette med udgangspunkt i tyrkernes særlige krav om enten en betingelsesløs undskyldning for hans optræden under Muhamed krisen eller alternativt en lukning af den kurdiske TV station ROJ. Det første kunne udelukkes pga af Anders Fogh’s helt særlige personlige integritet og karakterfasthed. Det andet fordi det ville stå i åbenlys modstrid med hele dagsordenen for Muhamned krisen – den særlige danske ytringsfrihed – som Anders Fogh under hele krisen valgte og stå vagt om. Ytringsfriheden skulle i hvertfald ikke beklikkes under hans vagt.
Og så kommer i dag dette helt fantastiske sammentræf – kort tid efter tyrkerne annoncerer deres støtte til Anders Fogh – fortæller en tyrkisk avis om en mulig lukning af TV stationen ROJ, to danske statsadvokater befinder sig i Ankarra med henblik på at få efterforske og indsamle materiale der muliggør en lukning. Anklagemyndigheden i Danmark skynder sig dog at udsende følgende meddelelse:
Besøget er dog på ingen måde kommet i stand på grund af statsministerens mulige kandidatur til posten som generalsekretær i Nato, forsikrer statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
Der er altså i følge myndighederne tale om et sammetræf af omstændigheder. Vores statsminister er godt nok en heldig mand. En skeptiker som nærværende skribent ville måske nok mene at dette heldige sammentræf næsten er for godt til at være sandt. Og måske vil samme skeptiker begynde at overveje om der virkelig er en lukning på vej. Er en hurtig inddragelse af sendetilladelsen, og en langvarig retssag for at få den tilbage en mulighed? Og hvis det sker hvad betyder det så for Venstre og Anders Fogh. Jeg kender ihvertfald en i Venstre der lige nu må koldsvede ved tanken om dette mulige overgreb på ytringsfriheden:
- Den kommende næstformand Kristian Jensen kan i disse timer ikke have det særlig godt.
Hvem husker ikke hans nådesløse angreb på Grundfoss ejeren Niels Due Jensen under Muhamed krisen – hvor Kristian Jensen slog fast at denne Niels Due havde valgt at sætte virksomhedshensyn over ytringsfrihed. Dette i et svovlende personligt angreb på Niels Due Jensen.
- Hvordan vil unge Kristian Jensen angribe denne gang?
For her er der jo tale om, at måske har selve landets statsminister valgt at sætte personlig vinding over ytringsfriheden. Niels Due Jensen handlede trods alt på virksomhedens vegne – Anders Fogh gør det muligvis på egne vegne. Dette må udløse et ragnerok i Venstre hvad enten nogen går til angreb eller ej. Ellers vil partiet stå tilbage lige så degenereret af magten som statsministeren. Her vil være stof til utallige blogs om Venstres fald fra magtens tinder.
Jeg tilslutter mig tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen og siger: Et tilfældigt sammentræf? Jeg er målløs.