Er der en forskel på æresdrab og jalousimord?
Jeg mener, at det psykologiske motiv er det samme: »Jeg gør det her for at tvinge dig til at rette ind. Hvis du ikke retter ind, så slår jeg dig ihjel«. Det gælder for både jalousimord og æresdrab. I begge tilfælde er der tale om en objektivisering (tingsliggørelse) af kvinden. Reglen for den, som begår jalousimord er, at »hun SKAL leve med mig, ellers må hun dø«, hvor reglen for æresdrab er, at »hun SKAL leve med den, som gruppen bestemmer sig for, ellers må hun dø«. Hvad er den psykologiske forskel?
Hvis man skal tale om en forskel på æresdrab og jalousimord, så må det være, at æresdrab er funderet i gruppepsykologisk pres, imens jalousimord som oftest er et resultat af et indre psykologisk pres. I begge tilfælde udløses drabet af, at kvinden bryder de regler, som individet/gruppen har sat op. Disse regler er lige devaluerende i forhold til kvinden. De er resultatet af en sygelig udlevelse af tanken om, at ville det bedste for kvinden. Udsprunget af narcissistisk omnipotente tanker, som i bund og grund er egocentriske. Normalt vil de kortikale funktioner dæmpe disse egocentriske tankemønstre; men for individet/gruppen, som har psykiske problemstillinger med i bagagen, vil de tværtimod i bevidstheden udmønte sig i ønsket om at ville det bedste for andre. Gruppen/individet er ikke istand til at identificere de negative tanker. Drabet udløses således af, at kvinden ikke vil gøre »det bedste« for gruppen/individet.
Selv i vores danske samfund har vi at gøre med en udpræget objectivisering af kvinder. For andre indlæg om psykologi se her:
Generelt om psykologi kan man sige, at en samtale som den her løftede noget af sløret for, hvad det handler om:
Soes-t: En tolkning som jeg synes der er belæg for når man tager i betragtning at pigen lige har fået udslettet sine forældre under et Sovjetisk luftangreb på landsbyen.
Snowtiger: Det kan der være noget om. Men hun er smuk på billedet og det var egentlig alt hvad jeg skrev i #23. Skønhed kan også udtrykkes gennem sorg og smerte.
Soes-t: Ja, skønhed kan også udtrykkes gennem sorg og smerte. Skønhed er hævet over både sorg og glæde. I billedkunsten finder man da også temaet sorg i mange smukke fremstillinger. Jeg er enig med dig. Jeg tænkte mere på tolkningen af udtrykket i hendes skønne, smukke øjne, som jeg også synes virker frygtsomme. Man kan selvfølgelig påpege, at jeg kender til hendes frygtelige situation.
Snowtiger: Det var der jeg ville hen. Når man kender (for)historien, så ser man ikke længere objektivt på billedet. Men eksisterer der overhovedet objektivitet?
Soes-t: Ville netop have været mit spørgsmål. Man har jo et liv af erfaringer og oplevelser, som på en eller anden måde skaber associationer, der påvirker vurderinger, tolkninger og dømmekraft; tror/tænker jeg. Men det ved du en del mere om end jeg (jf. dit interesseområde psykologien). Så svaret er nej, der findes ikke objektivitet, og derfor kunne man sige til enhver, at de blot er under den ene eller anden påvirkning (bevidst som ubevidst) f.eks. at de kender forhistorien. Det vigtige er vel at være (blive) opmærksom på det.
Snowtiger: Jeg er meget enig med dig langt henad vejen, og det, du skriver, er meget velformuleret og godt. Jeg vil sige, at selv om man tilstræber objektivitet, vil man altid være subjektivt farvet. Det ubevidste spiller altid ind. Jeg vil dog lige bemærke, at der findes jo generelle objektive opfattelser, som eksempelvis at en stol er en stol. Denne ‘fælles virkelighed’ overlapper og eksisterer side om side med den subjektive. Winnicott arbejder med begrebet »transitional space«, som ligger imellem den indre virkelighed og den ydre »fælles virkelighed«. Det er f.eks. her han anbringer leg, dagdrømme, kunst og religion. Det er et område, hvor vi kan mødes om, at ting ikke på forhånd er veldefinerede. Hvor vi kan manipulere med vores opfattelse af grænsen imellem det indre og det ydre. Winnicott bruger som eksempel historien med barnet, hvis bamse det ene øjeblik er en del af barnet selv og det næste øjeblik er den en ‘mor’, som trøster. Fra starten er dette space meget smalt defineret; men breder sig livet igennem ud og bliver større og større. Denne legeplads er med til at udvikle, hvordan vi opfatter virkeligheden. En dialog som denne finder eksempelvis sted i dette felt. Colin James har skrevet en artikel i 1980, som hedder »Transitional Phenomena and the Matrix in Group Psychotherapy«, hvor han netop ud fra Winnicott går videre over i det gruppeanalytiske.
Om kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs Livshistorie, Piv Kvinde og “Large-group Psychodynamics and Massive Violence”
Om massepsykose, Ebony & Ivory
Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik
Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne
Om Primary Objectification og Projektiv identifikation
Om basale hjernefunktioner: Læs Reptilhjernen, hjerneforskning, seneste nyt fra hjerneforskningen og Hukommelsen
Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP
Angela Douglas om The Matrix
