En ganske alm. dag – om kulturberigelse, MR-scanning, og andre anekdoter….

Idag oprandt dagen. Efter i to år at have gået rundt og spekuleret over, hvorfor jeg aldrig blev scannet efter overfaldet, som iøvrigt uopklaret er blevet lagt på is, da polititiet har vigtigere ting at foretage sig (e.g. lege skraldemænd for regeringen), blev det nu endelig tid til en tur i MR scanneren. Således spændt stod jeg op kl. 8 i morges og begav mig mod Glostrup Amtssygehus. På vejen i S-toget læste jeg i avisen om en dansker, som tilsyneladende mente, at det var på sin plads at kulturberige en pakistansk indvandrer ved at smadre hans ansigt i dennes lejlighed i Lyngby, og derefter gå tur med sit hårdt sårede offer igennem Lyngbys gader, som en anden SS-bøddel. Resultat, den stakkels fyr ligger i koma på Rigshospitalets traumecenter og risikerer at miste synet på begge øjne efter svære skader på begge øjenæbler… Men bilafbrændinger på Nørrebro ér åbenbart vigtigere end voldelige overfald på indvandrere… Mere om dette her og her.

Ankomst til Glostrup Amtssygehus kl. ca. 10.30. Jeg bevæger mig op til radiologisk afd. Her mødes jeg af en vældig flink kaukasisk indvandrer (ret skal være ret), som forklarer mig, at jeg skal smide alle metalgenstande osv… Herefter bliver jeg lagt på en slæde og får høreværn på. De giver mig endda ekstra høreværn, fordi de ved fra journalen, at jeg er støjfølsom (meget betænksomt). De spørger, om jeg ligger godt og fører derefter en maske ned over mit ansigt (føler mig som manden med jernmasken). Nu er tiden kommet. 30 minutter i helvede. Føj, hvor den larmer. Mit hoved føltes som, at det skulle sprænges trods de ekstra høreværn, og nu ved jeg præcis, hvordan det må føles at vågne op i en kiste og være levende begravet. Dog fik jeg hele tiden beroligende stemmer udefra…
Efter de 30 min var gået, blev jeg hevet ud igen. Jeg var nu godt svimmel, havde tindrende hovedpine og følte mig absolut utilpas…. Så jeg fik, trods kolosalt tidspres på afdelingen, lov at blive siddende lidt, imens de snakkede med mig. Det var rart. Mødet med Radiologisk afd. på Glostrup var trods helvedesmaskinen en god oplevelse.
På vej ud var jeg stadigvæk svimmel. Følte mig utilpas og ‘væk’. Men jeg skulle jo hjem, og jeg piber ikke om, at jeg vil have taxa eller lign… Nå, jeg fik under telefonsamtale med et familiemedlem klaret mig ned til ringvejen. Her er der et krydsningsfelt med hul i midterrabatten, så cyklister og fodgængere kan komme over til hospitalet. Jeg krydsede første spor uden problemer. Ved andet spor stod jeg og ventede lidt indtil der var et par hundrede meter til nærmeste bil, en varevogn… Jeg begyndte at gå; men har nok været lidt usikker på benene. Anyways, jeg går, varebilen nærmer sig. Jeg kigger på den. Han kigger sikkert på mig. Nu ved jeg ikke hvad idioten tænkte på. Måske jeg skulle kulturberiges eller noget; men ihvertfald er der hele to vejbaner at køre i og ingen andre biler på siden af ham. Han kunne således sagtens skifte vejbane. I stedet vælger han at speede op og køre direkte imod mig med hornet i bund – til stor forskrækkelse for en kvinde, som sad i en bil og så det hele, var han mindre end en halv meter fra at ramme mig. Hun rystede på hovedet… og kiggede nærmest undskyldende på mig, selv om det ikke var hende, som begik nogen fejl… Så er det, jeg spørger…

Ved et sygehus, hvor mennesker, som må formodes at være syge, skal krydse en vej, kan det da være meningen, at man skal gå med et kæmpe advarselsskilt, hvor der står: “JEG ER SYG, SKÅN MIG!”?! Manden kørte som en vanvittig, og jeg er overbevist om, at en fartkontrol ville have kostet minimum et par klip i kortet. På vej videre ned mod stationen tænkte jeg på vores nationalhymne… dog med en lille, men signifikant ændring i teksten..

Der VAR et yndigt land
Det stod med brede bøge…  syng selv videre.