Læreren som forsvandt…

I undervisningsministeriet er man gået bort fra den gode gamle embedsmandspraksis om, at embedsmænd skal udgøres af de bedste fagfolk på det område, som ministeriet repræsenterer. Nu udgøres embedsmændene i undervisningsministeriet istedet af økonomer, jurister og cand. polit’er. Det skriver dagens kronikør, tidl. undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen, i Jyllandsposten: http://jp.dk/morgenavisen/meninger/article1218988.ece

Der mangler sammenhængskraft i skoleverdenen, når skolerne ikke længere har deres egne faggrupper eller til og med relevant og på uddannelsesområdet uddannet personale repræsenteret i det ministerie, som er sat til at værne om -og være garant for -gode uddannelser i Danmark.
Det er desværre ikke første gang, at vi ser den nuværende regering prioritere økonomer frem for fagfolk. Hele sundhedsområdet er eksempelvis gennemsyret af det samme kyniske forhold til økonomi frem for faglig kunnen.
I kronikken skriver ABJ endvidere, at skolerne unddrages den inspiration man ellers ville kunne hente, hvis embedsmændene i ministeriet ifølge en ellers lang dansk tradition udgjordes af de bedste fagfolk på området, som ministeriet varetager, ligesom ministeriet uden de nødvendige kompetente fagfolk ikke længere er istand til at forstå indholdet af de tilbagemeldinger, som man i stigende grad forlanger fra lærere og skolebestyrelser rundt omkring i landet. Så er det jo ikke så mærkeligt, at reformen af eksempelvis læreruddannelsen med nye linjefag og meget andet trues af en total skævvridning grundet ministeriel inkompetence.
Når nye lederstillinger i ministeriet opslås, er de traditionelle faggrupper udelukket fra at søge, da man i ministeriet lægger vægt på politisk og økonomisk uddannelsesbaggrund og tæft. Således er en af Berthel Haarders mest betroede emdbedsmænd og rådgivere, eller vicesheriffer (se billedserie), ikke som man umiddelbart skulle tro en af de bedste og mest kompetente fagfolk på uddannelsesområdet, men cand.scient.pol. Peter Grønnegaard, som tidligere har været ansat som kontorchef for Det Kongelige Teaters budget- og planlægningskontor. Politik og økonomi synes at veje tungere, når man skal ansætte ledende embedsmænd i ministeriet. Der er nemlig ingen krav om hverken faglig eller praktisk erfaring fra uddannelsesområdet. Den praktiske konsekvens af dette synes at levne uddannelsesinstitutionerne i en helt håbløs situation, for hvordan i alhimlensvideverden skal de dog komme igennem med deres budskaber i et ministerium, hvor situationen er som følger: “Når der er referat hos ministeren, stedet, hvor embedsmænd møder ministeren og diskuterer skoleadministration og skolepolitik, og hvor lovforslag gennemgås, ligesom bekendtgørelser og cirkulærer forelægges, sker det nu, uden at der er folk til stede, der har hentet deres kvalifikationer som undervisere, skoleledere eller rektorer. De kender ikke skolens hverdag.”

Kronikøren i Jyllandsposten slutter med flg. afskedssalut til Berthel Haarder: “Undervisningsminister Bertel Haarder siger til Folkeskolen: »Jeg er imod djøf’icering.« Hvilken konsekvens vil det have for fremtidens personalepolitik i hans ministerium?”

Undervisningsministerens egen inkompetence skriger jo ligefrem til himlen om at udfri ham fra disse jordiske pinsler og alene overlade kirkeministeriet til hans himmelflugt fra betydningen af hans egne handlinger, som den minister, der om nogen burde være garant for en god og velfungerende uddannelsessektor i Danmark. Sandheden er jo nok desværre den, at placeringen af Berthel Haarder på den post er nøje tilrettelagt og en af regeringen velovervejet tillidserklæring til Berthel Haarder om, at han med næb og klør vil forhindre, at der nogensinde skulle komme smagsdommere og fagfolk ind og blande sig i hvordan Danmarks ungdom skal uddannes.

Gud bevare Danmark! Nogen skal jo gøre det.