Snakken går om højere straffe…

Hvis der var nogen, som ikke havde bemærket det endnu, så har vi fået en ny justitsminister – og som justitsminister er han om muligt mere uduelig end som kulturminister og her går han godt i spænd med Thulesen-Dahl og Skaarup. I det følgende henvises til citaterne nedenfor fra rapporten om danskernes syn på straf.

Indledningen er god nok for Brian, Kristian og Peter. På overfladen ser det ud som om, at danskerne ønsker strengere straffe, men at dette skyldes en himmelråbende uvidenhed ude i den brede befolkning synes at være gået direkte henover hovedet på politikerne. Et velklingende og let genkendeligt ultimatum, som vi kender det fra både medier, blogs og den offentlige politisk korrekte mening er, at »De kriminelle griner af vores ‘bløde’ hippie-retssystem, når de går ud gennem porten efter at have fedet sig op på borgernes regning med TV og computer i mindre end det halve af den tid de var blevet idømt som straf, og direkte tilbage til deres kriminelle løbebane med mord, voldtægt og overfald på sagesløse borgere.«

At dette er en fordom, som i høj grad både KAN og BØR punkteres kan vi konstatere i det følgende:

I 2005 begyndte et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.

En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.

Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.

Et af de direkte problemer med at spærre folk inde i et anseligt antal år uden kontakt med omverdenen er, at det eksempelvis går ud over deres børn. I aftes på DR2 kunne man således se et kort program om en institution under kriminalforsorgen - Engelsborg, hvor et forsøg med at opretholde fangers kontakt med deres familie viser en hårdtslående empiri bag det faktum, at isolation af kriminelle fra omverdenen ikke er gavnligt for samfundet. Tværtimod viser den forskning, man har bedrevet på bl.a. Engelsborg, at langt færre af de indsatte, som får dette tilbud falder tilbage i kriminalitet i forhold til indsatte i traditionelle fængsler. En anden direkte effekt af indsatserne på Engelsborg ser vi ved, at børnene af de kriminelle ved kontakt med deres forældre i fængslet bliver mindre udsatte for selv at falde ind i en kriminel løbebane. Altså det stik modsatte af det skræmmebillede, som man prøver at male i medier og blandt politikere.

Om Engelsborg:

http://www.pensionengelsborg.dk/

Inden for aktivitetsforskning taler man om ‘occupational deprivation’ eller aktivitetsberøvelse i traditionelle fængsler. Men dette er man tilsyneladende godt igang med at gøre op med inden for den danske kriminalforsorg og tak og lov for det. Det er jo naturligvis også svært for politikerne at vedblive med at argumentere for strengere straffe, når vi har et velfungerende system, hvor frem for alt langsigtede løsningsmodeller igangsat så langt tilbage som i 70′erne nu viser, at indespærring og isolation hæmmer resocialisering og fratager de indsatte det personlige ansvar. Det skal stoppe, fordi det splitter familierne og medfører at børnene må trækkes med en mur af tung social arv, som berøver dem muligheden for at begå sig det omkringliggende samfund.

Derfor er det også med en vis hovedrysten, at vi igen og igen og igen ser Brian Mikkelsen og proselytterne fra DF, venstre og socialdemokratiet fremtone i diverse medier kraftigt agiterende for strengere straffe og mere konsekvens. Er der ikke pustet nok af varm luft i den ballon endnu?

Det vi behøver er flere steder som Engelsborg. Steder hvor mennesker bliver rehabiliteret og kan indgå i samfundet igen efter udstået straf – frem for alt for børnenes skyld og for de fremtidige generationer. Vi behøver ikke skræmmekampagner og amerikanske tilstande, hvor der oprettes ghettoer for dømte kriminelle, fordi der føres offentligt tilgængelige registre over, hvor straffede kriminelle bosætter sig efter udstået straf. At udstøde mennesker fra samfundet hjælper ikke til at nedbringe kriminaliteten – tværtimod.

Jeg vil opfordre Brian Mikkelsen til i stedet for at lade sine handlinger som minister styre af følelsesporno og selvretfærdig værdikamp så at lytte til den fagkundskab, som faktisk påviser igen og igen, hvad der er det rigtige at gøre. Derefter bør han gøre det til sin pligt at gå ud og OPLYSE befolkningen om dette.

Og de uvidende borgere behøver ikke at frygte, at de kriminelle forældre forsvinder fra institutioner som Engelsborg, for ifølge Inge Halmø, som er socialrådgiver i kriminalforsorgen, opbygger børnenes tilstedeværelse en usynlig mur, som er langt højere end noget, som man ville være i stand til at bygge af sten.

Her er et par citater fra en af de hidtil mest udførlige rapporter om danskernes syn på straf:

Tabellerne på s. 374-375 giver et MEGET klart billede… Læs selv. Teksten kan du læse her:

»Man kan sige, at det ville være helt i overensstemmelse med den danske befolknings holdninger til, hvordan der bør straffes – den danske befolknings konkrete retsfølelse – at gøre som man gjorde i (Vest)tyskland i 1969, hvor man som tidligere nævnt radikalt reducerede brugen af ubetingede frihedsstraffe under et halvt år og erstattede dem med straffe i frihed.Det er klart, at en så forholdsvis radikal ændring af det danske straffesystem forudsætter en række overvejelser baseret også på andre hensyn end befolkningens retsfølelse, uanset at denne ellers i vore dage synes at blive tillagt overordentlig stor betydning.«

»Af fokusgruppemøderne fremgik det, at den store tilbageholdenhed i befolkningen over for at anvende ubetinget frihedsstraf først og fremmest beroede på to forhold. Til trods for, at alle sagerne drejede sig om alvorlige kriminelle handlinger, så syntes man – alt taget i betragtning omkring selve handlingen, gerningspersonen og offeret – ikke, at der var tale om så alvorlig kriminalitet, at man skulle reagere over for gerningspersonen med en så alvorlig straf som at berøve denne friheden i en periode. Det uacceptable i det, gerningspersonen havde foretaget sig, skulle markeres, syntes man, og der skulle sendes et signal såvel til ham som til alle andre om det uacceptable i at begå vold osv., men at gøre det ved at spærre ham inde, mente de fleste ville være en overreaktion. De begrundelser, man gav, var ikke, at man havde en eller anden form for medlidenhed med gerningspersonen, eller at man syntes, det ville være synd for ham, men at det ville være ude af proportioner. Det ville være uretfærdigt. For det andet var det de flestes opfattelse, at et fængselsophold ville være mere skadeligt end gavnligt. Gang på gang blev det fremhævet, når fængsel blev diskuteret, at dette ville skade især familie- og arbejdsforhold og øge risikoen for, at gerningspersonen på ny ville begå kriminalitet. Også fængslet som en mulig “kriminalitetsskole” blev fremhævet af mange. Den mulige gevinst ved fængslet, der – specielt af hensyn til offeret – kunne være i, at omgivelserne var fri for at skulle møde ham på gaden el.lign., så længe han sad inde, blev kun sjældent nævnt, og i så fald typisk imødegået med, at de straffe, der kunne komme på tale, var så korte, at gerningspersonen alligevel hurtigt var ude igen. Såvel de generalpræventive som de individualpræventive virkninger af den radikalt mindskede brug af korte frihedsstraffe i (Vest)tyskland er blevet belyst. Det har vist sig, at tilbagefaldet til ny kriminalitet var større for dem, der afsonede en kort frihedsstraf, end for dem, der fik en bøde.191Endvidere har man ikke kunnet spore nogen effekt på kriminalitetsudviklingen som sådan,hvorfor det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en negativ generalpræventiv effekt.192

De gennemførte undersøgelser viser ikke alene noget om, i hvilken udstrækning befolkningen synes eller ikke-synes, der skal anvendes ubetinget frihedsstraf, men også hvor strengt eller mildt man i det hele taget ville dømme set i forhold til retspraksis. Der viste sig her at være en massiv og konsekvent tendens til at dømme mildere end praksis i sager om alvorlig kriminalitet, så skulle man følge befolkningens retsfølelse, skulle man over en bred kam nedgradere straffene for de forbrydelser, der nu straffes med en ubetinget frihedsstraf på op til et halvt år.

I tillæg til spørgsmålet om strafniveauet kommer spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem, hvordan de forskellige former for kriminalitet bør straffes, dvs. proportionalitetsspørgsmålet. I figur 8.10 er andelen af befolkningen, der personligt mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf (den informerede retsfølelse) sat i forhold til retspraksis for de syv sager. Grundlaget for angivelse af retspraksis er oplysningerne i tabel 8.5 og for befolkningens holdninger tabel 8.31.«

S. 369 »Den store uvidenhed og de fejlagtige billeder af, hvordan der ved domstolene i Danmark straffes for alvorlig kriminalitet, burde der gøres noget ved. At straffe er i sig selv en alvorlig sag og at gøre det i form af at berøve mennesker deres frihed er det i særdeleshed. Omfanget af og karakteren af så alvorlige indgreb bør befolkningen kende til. I et demokratisk og humanistisk orienteret samfund må en viden herom være en vigtig værdi i sig selv, uanset om denne viden så indvirker på ens holdning til, hvordan der skal straffes. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og andre, der har tilgang til den viden og de informationer, det drejer sig om, synes her at stå over for en opgave, som nærmest ikke forsøges løftet overhovedet på indeværende tidspunkt. Orienteringer om strafudmåling, domspraksis mv., således som de forefindes nu, er næsten udelukkende rettet mod det juridiske system internt og til en vis grad det politiske system, men ikke mod befolkningen. Det er naturligvis svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt systematisk at øge befolkningens viden om konkret retspraksis, når det ikke drejer sig om de deciderede “takstområder” som f.eks. hastighedsoverskridelser på vejene o.lign. På mange områder kan det jo være svært nok selv for en kyndig jurist at vurdere, hvad retspraksis er. Det er forståeligt, at man kan være bange for at “popularisere” et så komplekst område, som strafudmåling kan være.182 Det er imidlertid svært at se, at dette skulle kunne undskylde, at man på mange områder stort intet foretager sig med henblik på systematisk at oplyse befolkningen om retspraksis, men “overlader” det til de spektakulære mediereportager, der er stærkt medvirkende til at forvride befolkningens indtryk og opfattelse af, hvordan “almindelige” og “dagligdags” sager pådømmes.«

»Hvis man på baggrund af undersøgelsens resultater skulle tage konsekvensen af befolkningens syn på, hvordan der bør straffes for alvorlig kriminalitet, kunne man sige, at man som hovedregel helt burde ophøre med at idømme korte ubetingede frihedsstraffe (op til 3 måneder) og i væsentligt omfang tillige ubetingede frihedsstraffe mellem 3 måneder og et halvt år, dvs. hovedparten af de ubetingede frihedsstraffe, der i det hele taget i dag idømmes ved danske domstole, og — igen som hovedregel — erstatte disse med alternativer i frihed. I tabel 8.32 gives en oversigt over, hvad de gennemførte undersøgelser faktisk har vist med hensyn til, om et flertal eller et mindretal af de danske vælgere mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf, og i tabel 8.33 er dette suppleret med hypoteser om eller ”prognoser” for, hvordan befolkningsflertallets holdninger vil være i de ikke undersøgte situationer.

Disse prognoser er dels baseret på analogi og sammenligning med lignende sager, hvor befolkningens reaktioner kendes, og dels på erfaringerne fra, hvad det betyder at skulle forholde sig til en ”rigtig” retssag og gennemføre en ”rigtig” votering (den konkrete retsfølelse)

sammenlignet med blot at skulle forholde sig til en opsummeret sag (den informerede retsfølelse). På grund af konsistensen i den gennemførte undersøgelses resultater og resultaternes konsistens med andre undersøgelser gennemført i ind- og udland kan ”prognoserne” betragtes som meget sikre.«

Konklusionen på rapporten siger utvetydigt følgende:

s385

Reparative sanktioner dækker et bredere felt end restorative sanktioner. Reparative sanktioner er sanktioner, der tilsigter at reparere på de skader, der er sket eller som konstateres i forbindelse med kriminalitet. De indbefatter således de restorative sanktioner, der kan siges at tilsigte at reparere skaderne på offeret og samfundet, men omfatter også ”reparation” af eventuelle ”skader”, som er sket på eller er konstateret hos gerningspersonen, dvs. primært behandling. Det viste sig, at to ud af tre — altså de fleste — personligt mente, at en reparativ sanktion burde være en del af eller hele sanktionen, jf. figur 8.19 (ved førstegangskriminalitet). Samtidig var det kun godt hver tredje, der mente, at domstolene ville anvende en sådan sanktion, og kun 43 pct. der mente, at folk i almindelighed ville gøre det. Igen opfattede man sig således også her som afvigende og i mindretal i forhold til domstole og folk flest. Såvel spørgeskemaundersøgelserne som fokusgruppeinterviewene viste, at så snart folk er vidne til potentielle eller faktiske problemer hos eller ved gerningspersonen som eksempelvis misbrugsproblemer eller problemer med at styre temperamentet, så er man meget orienteret mod at i hvert fald en del af sanktionen skal omfatte en eller anden form for behandling. Fokusgruppeinterviewene viste dog også, at der var grænser for, hvornår man syntes behandling burde være en central del af sanktionen. Ved kriminalitet, som man anså for meget alvorlig, mente man typisk ikke, at behandling kunne/skulle være den eneste sanktion, ligesom man ved kriminalitet, som man ikke så så alvorligt på, mente, at behandling her kunne være en overreaktion og virke som en for hård og uretfærdig straf.«

»Generelt kan det konkluderes, at befolkningens holdninger i sine tendenser ikke blot trækker i en mildere retning i forhold til retspraksis, men også i anden retning med hensyn til, hvad der skal være straffens formål/funktion og dens indhold. Skal man følge danskernes retsfølelse anno 2006 i sager om alvorlig kriminalitet, skal man ikke kun erstatte de korte og kortere ubetingede frihedsstraffe med betingede frihedsstraffe og bøder, men i betydelig udstrækning alle de i straffelovens forstand almindelige straffe med restorative og reparative sanktioner.« (se figur s. 386).When people are made aware about the range of community sentences and the services and programmes that support them, they overcome any initial scepticism and are supportive of the principles that they stand for. In particular people recognise:

• The futility of recycling people trough the prison system
• The need for people to break the cycle of crime
• The importance of victims having a central role and an opportunity to participate if they wish
• The need for offenders to face up to the impact of the crimes
• The importance of making amends and paying back to society

Det kan i hvert konkluderes, at store dele af den danske befolkning ikke blot lægger op til, at den alvorlige kriminalitet bør straffes på andre måder, end tilfældet er nu — men også af andre grunde end dem, der er de fremherskende. I disse måder og disse grunde ligger endvidere indbygget, at der kan udformes strukturer, hvor en større del af befolkningen inddrages i det strafferetlige systems virksomhed med den mulighed dette kan give for at mindske risikoen for, at der (påny) opstår diskrepans mellem befolkningens retsfølelse på den ene side og retspraksis på den anden.

Hvilken interessant samfundsmæssig debat og udvikling, der kunne komme ud af dette, hvis man som igangsættende grundlag herfor drog omsorg for, at befolkningen fik kendskab til, hvordan der faktisk straffes, og hvordan straffene faktisk fuldbyrdes i Danmark, og derved bl.a. fik udryddet eller i hvert fald reduceret myterne om de blødsødne domstole og den hævntørstige dansker.«

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2009/10/07085400.htm

http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-26114299.html

Kulturrelativisme – et halvgammelt skældsord…

Jeg bliver ofte beskyldt for at være kommunist, muslim, kulturrelativist og politisk korrekt…

Hvis der er noget, som er politisk korrekt på bloggen og internetfora generelt, så er det da netop at svine muslimer og socialister så meget som overhovedet muligt og helst kalde begge grupper for nazister og kommunister på samme tid.

Nu er jeg hverken kommunist, nazist, politisk korrekt eller muslim og altså heller ikke kulturrelativist… Men lad os da lige kigge på, hvad kulturrelativisme egentlig er for en størrelse…

Mange bruger hjemmestrikkede definitioner på begrebet, såsom:

»kulturrelativister: Det er personer som dagligt kommer med kritik af den siddende regering (når den er borgerlig), det er personer som selv synes de har den rigtige mening og at vi selvfølgelig har plads til multikultur, forskellighed, tolerance o.a. uden at kigge kritisk på den aktuelle udviklingen af de større og større forskelle og kløfter der bygges og graves i vesten mellem minoriteter og det fastboende folk.«

eller:

»Kulturrelatisme eller opfattelse dækker over stort set alle lige fra neo-konservative til anarkister, men idag i den daglige debat bruges den tit og ofte om intelektuelle, kunstnere og andre kultur personer som ukritiskt og uasagligt bringer læserbreve, blogs, debatter og interviews om den siddende regering, men allermest på den mangelende tolerance deres hang til globalisering og retorikken i selve debatten uden sagligt at tage stilling til de aktuelle begivenheder.«

Jeg betragter disse definitioner på ordet kulturrelativisme som en fallacy. Der er mange, som er kritiske over for den siddende regering, positive overfor globalisering og som ikke er kulturrelativister af den grund.

Imidlertid findes der andre definitioner end folks hjemmestrikkede af slagsen… Denne er fra Den Store Danske:

kulturrelativisme, »kulturopfattelse, der betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående iagttager har. Som en af de første satte den amerikanske antropolog M.J. Herskovits (1895-1963) i 1950′erne indholdet og følgerne af en kulturrelativistisk opfattelse til diskussion. Til følgerne hører bl.a., at alle kulturmønstre anses for ligeværdige, og at der ikke kan opstilles fælles værdier for alle kulturer. Dette sidste punkt blev brugt til en kritik af menneskerettighedsdoktrinen for netop at indeholde et sæt værdier, der tillagdes universel gyldighed, men som af mange blev anset som vestligt inspirerede.

Den kulturrelativistiske synsmåde fandt især grobund inden for antropologien og blev det metodiske udgangspunkt for studiet af fremmede kulturer. Kulturrelativismen vandt dog også mere almen udbredelse, ikke mindst fordi den var et opgør med fremherskende etnocentriske holdninger, hvor ens egen kultur opfattedes som bedre og rigtigere end andres.

Kritikken af kulturrelativismen har især drejet sig om dens implicitte accept af alle slags sociale og kulturelle fænomener, uanset om disse fænomener er til skade for nogle medlemmer af den kultur, hvori de forekommer. Desuden kan en kulturrelativistisk synsmåde bruges til at afvise udefra kommende initiativer med henvisning til, at de bygger på manglende indsigt og derfor blot er udtryk for kulturimperialistisk indblanding. En anden væsentlig kritik angår kulturrelativismens forudsætning, at medlemmerne af en kultur stort set alle deler dens værdigrundlag. Ikke mindst denne synsmåde samt kulturrelativismens vanskelighed ved at forholde sig til den kendsgerning, at kulturer ikke er statiske, men ændrer sig over tid, udgør svagheden i det grundlag, kulturrelativismen bygger på.«-Citat slut.

Hvis jeg skal starte med mig selv, så anser jeg f.eks. ikke kulturmønstre som ligeværdige (jf. Den Store Danske). Desuden mener jeg sagtens, at der kan opstilles fælles værdier for forskellige kulturer. Dette bringer mig meget langt væk fra at være kulturrelativist.

Til gengæld ser jeg ofte de, som beskylder andre for at være kulturrelativister blive meget korte for hovedet, når de hyklerisk beskriver, at man skam ikke må tro, at man er mere end nogen andre… Disse mennesker stiller sig op som dommere over, at man endelig skal være lige ifølge janteloven og at ingen må skille sig ud. Er disse selvbestaltede dommere i virkeligheden kulturrelativister med speciale i janteloven?

I bloguniverset betragter jeg det som et kvalitetsstempel at:

• -Man kan argumentere for sit synspunkt
• -Man kan dokumentere sine påstande
• -Man forsøger at forholde sig nogenlunde objektivt til sandhed og løgn
• -Man kan omgås hinanden
• -Man kan leve med, at andre har en anden opfattelse

Dansk Folkeparti – eller det, der er værre…

Henrik stiller her det udmærkede debatoplæg, som omhandler, at han og mange andre DF’ere er trætte af at blive stigmatiseret som racister.

En anden skriver: »Folk har så travlt med at nedvurdere DF vælgere istedet for at spørge sig selv, hvorfor der er så mange som sætter krydset der? Selvindsigt er en svær ting.«

Og en tredje skriver: »Tænk, hvor mange der ikke vil sige, hvem de stemmer på pga. ordet “racist”«

Jeg regner ikke alle DF’ere for at være racister. Men man sætter sig selv i bås med racister ved at sætte sit kryds ud for DF, fordi man så støtter den førte politik. Som sagt betyder det ikke, at den individuelle DF-vælger er racist – ligesom ikke al kritik rettet mod DF nødvendigvis spejler alle individuelle DF’eres holdninger, men den af partiet førte politik. I så fald burde du vel som DF-vælger ikke bekymre dig om det, men snarere bekymre dig om, hvorfor DF bliver kritiseret for at være racister. Både Messerschmidt og Kjærsgaard har domstolenes ord for, at de er racister.

Hvis man ikke selv er racist, så er man ikke racist. Hvis man kommer fra mellemøsten, men ikke er talebaner, så er man ikke talebaner. Hvis man er muslim, men ikke støtter, at kvinder skal gå med burka, så er man muslim, men imod burka. Stigmatisering er en kedelig ting; men man kommer ikke stigmatiseringen til livs, hvis man går og gemmer sig, fordi man ikke tør stå ved, hvem man er. Sværere er det altså heller ikke. Hvis det skal kunne lade sig gøre at ændre på DF eller for så vidt yderligtgående muslimer, så skal kampen først og fremmest kæmpes indefra. Stigmatisering udefra, som den DF leverer mod muslimer – hjælper IKKE til at løse problemet internt. Det hjælper heller ikke til at få smidt racisterne ud af DF, hvis man udefra stigmatiserer alle, som stemmer DF, som racister.

I de sidste 8 år er grøfterne blevet gravet dybere og mudderkastningen er desværre blevet mere omfattende. Dette skyldes efter min mening bl.a., at Pia Kjærsgaard har haft stor succes med at selviscenesætte sig i offer-rollen – som offer for den selvsamme stigmatisering, som hun selv er bannerfører for – og dét endda på vegne af hele Danmark. Ulv i fåreklæder…

Hvis folk, som stemmer DF, er kede af at blive sat i bås med racister, så ville det vel være på sin plads at tage et opgør internt og bl.a. smide et par af lederfigurerne på porten – eller helt enkelt overveje at skabe et nyt parti, hvor racisme ikke står højest på den interne dagsorden.

Ved I hvad? Ligeså træt Henrik er af at blive stigmatiseret som racist – ligeså træt er jeg af, at Pia Kjærsgaard tager mig til indtægt for sine racistiske holdninger, når hun udtrykker sig med: “Danskerne mener…” Gu’ gør de ej! Der er måske 15% af danskerne, som mener… Men stigmatiseringen overlever, for Pia Kjærsgaard har jo sagt, at “Danskerne mener”, og det har hun patent på?

Tak for oplægget Henrik! Det er en spændende debat – for der er næsten ingen, som kan sige sig helt fri for at stigmatisere andre mennesker, når man snakker politik i den samfundsstruktur, som vi har. Men man kan gøre meget for at forsøge at undgå en generaliserende stigmatisering og i stedet prøve at betragte mennesket, som et individ med egne forudsætninger, tanker og mål.

Min opfordring til DF’ere, som er trætte af stigmatiseringen er, at I skulle tage og gå i rette med jeres folkevalgte politikere. Fortæl dem hvorfor – og hvad det er, I er uenige i mht. den førte politik. Lad nu være med bare at sidde på hænderne og tænke – ah, jeg tør ikke stå frem…

Glem alt om værdikampen…

Vort samfund er tilsluttet (link her) ICF under WHO. Alligevel tillader vi os at have eksempelvis aktivitetsberøvelse i stor stil. Hvordan kan man synes, at det er retfærdigt over for mennesker at frarøve dem muligheden til aktivt at deltage i samfundet, når nu vi har tilsluttet os en række vedtægter, som foreskriver, at vi skal gøre alt for at sikre disse muligheder.

Det koster naturligvis skattekroner, men den form for kassetænkning er desværre symptomatisk for store dele af den danske befolkning og politikere – for i stedet for at kigge på, hvad det samlet set koster et samfund at have syge mennesker gående rundt, så kigger man kun på, om der er røde tal på bundlinjen i hver enkelt kasse for sig – for UHA DA nej – tænk hvis det gennem en samlet opgørelse viser sig, hvor mange penge samfundet som helhed (og altså også den 1/5 som bærer den økonomiske byrde) ville kunne spare ved at bruge skattekroner på at arbejde forebyggende og skabe en bedre almen sundhedstilstand på alle områder. Så kunne det jo på lang sigt være, at den økonomisk bærende del af befolkningen kommer til at bestå af MERE END 1/5 af befolkningen. UHAUHADA – men den misundelse, som den borgerlige del af befolkningen (inkl. mange S-vælgere) disker op med, er simpelthen afskyelig i forhold til bæredygtig langsigtet udvikling. Man vil hellere have mere til sig selv på kort sigt end man vil have involveret en større del af befolkningen i at skabe langsigtede forudsætninger for, atalle kan få mere til sig selv.

In the words of the 20th-century British publisher, socialist, and humanitarian Sir Victor Gollancz (1893—1967): ”The plain fact is that we are starving people, not deliberately in the sense that we want them to die, but willfully in the sense that we prefer their death to our own inconvenience” (1946, p. 192).

Det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv. Formynderiet over for – og umyndiggørelsen af de svagest stillede har aldrig været større end i de forløbne 8 år. Og hvad skal det tjene? Tilsyneladende ikke til andet end, at lovgiverne kan stikke de penge, som tjenes ved formynderiet og umyndiggørelsen, direkte i egen og egne rækkers lommer. Og så tillader de sig ovenikøbet ivrigt at deltage i – og konstant hælde benzin på det bål af misundelse, som udgør værdikampen, og som det er lykkedes dem at instigere i deres undersåtter over for alle de svagest stillede, som skulle udleve den skam at ‘få noget’ af samfundet uden at levere 10 gange så meget i modydelse. Det er en afskyelig småborgerlig og patetisk holdning til sine medmennesker.

Og de virkelige syndere er hr. – og fru Danmark, som lader sig trække rundt ved næsen af den misundelsesværdikamp, som i teorien er rettet imod pamperi og magtfuldkommenhed, men som alene går ud over de svageste og hjælper til at sikre de siddende magthavere endnu mere pamperi og magtfuldkommenhed end man i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at nogen anden regering skulle have sluppet afsted med. Og grådigheden fra magthaverne vil ingen ende tage – tag blog magtcentraliseringen i de sidste 8 år som et udmærket eksempel. Magten ligger idag næsten fuldstændigt hos regeringen – kommunerne har intet at skulle have sagt. Alligevel er det kommunerne, regionerne, skolerne, embedsmændene, sygeplejerskerne, pædagogerne og alle andre offentligt ansatte, som det lykkes regeringen at få de småborgerlige perfide vælgere til at skyde skylden på. For misundelsen skal jo rettes imod alle, som råder over skatteindtægter (såvel forvaltning som individ) - bortset fra regeringen.

Denne misundelsespolitik er ikke sund for hverken individ eller gruppe. World’s Population Equal to 100 People

Ordforklaring: formynderi sb. itk. tilsidesættelse af nogens ret til at træffe selvstændige beslutninger ud fra en bedrevidende mening om hvad der er i vedkommendes interesse.

ICF, international klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand: http://www.marselisborgcentret.dk/forskning-udvikling/icf/

Historisk revisionisme fra SIAD…

Når man tænker på Anders Gravers (formand for SIAD) venskaber med nationalistiske serbiske fascister, så bliver man unægteligt fristet til den tanke, at manden må have røget så meget hamp, så en anseelig del af hans hjerneceller er brændt af. Historieforfalskningen og revisionismen har fuldstændig formørket mandens sind. SIAD medlemmerne selv har nævnt Eks-jugoslavien i debatten på Nordjyske som et eksempel på “muslimsk magtovertagelse” – og noget som vi skal frygte. Der er bare det problem, at krigene på Balkan ikke blev startet af muslimer, som ønskede et kalifat på Balkan. Tværtimod blev krigene startet af nationalistiske serbere. Om fejlinformationerne fra SIAD skyldes uvidenhed eller i sig selv er en løgnehistorie af dimensioner, skal jeg lade op til den enkelte at dømme. I et indlæg fortælles historien om Milosevich og serbernes andel i “festlighederne på Balkan”. Man kunne jo også spørge Anders Gravers, hvorfor der findes så mange nationalistiske og racistiske serbere på hans vennelister rundt omkring?

http://snetiger.wordpress.com/2008/01/05/usmageligt-af-dansk-folkeparti/

Citat John Andersen: “Nu kan SIADs medlemmer så ikke mere nøjes med at lege med tanken om at nakkeskyde sine politiske modstandere, som et tidligere medlem en Hr. Henrik Gøtke udtrykte sig på for os andre lidt ”bramfrie” og overraskende facon. Næh, nu skal der noget mere ”effektivt” til, og som Birgit Berglov berettede om i en tidlige kommentar, så er Anders Gravers jo med rigelig dokumentation i ryggen afsløret som fuldgyldigt medlem af en gruppe på Facebook, som ønskede udrensning af 150 millioner muslimer. Intet mindre! Hvorfor være smålig.”

Marianne M. Rosengren Pacarada:

Lidt fakta til Gravers vedr. det tidligere Jugoslavien:

Tito førte sit diktatur via en skræmmeretorik, som gik ud på, hvad den ene enklave kunne finde på at gøre ved den anden enklave, hvis han ikke var der til at passe på dem. Han fjernede kritkere, så illusionen fik lov til at køre, for frygten og manipulationen var hans eneste middel til magt.

Anders Gravers:

Det var jo lige det jeg skrev til Ørum.

Med hensyn til om jeg kan genkende det, ja det kan jeg. Sovjetunionen var en sådan konstruktion, der skulle fjerne nationalfølelsen hos de forskellige folkeslag – men som kun virker så lang tid, der er en jernhånd der styrer .

Megen elendighed var undgået, hvis man ikke havde forsøgt at lave disse konstruktioner som i Jugoslavien og Sovjetunionen hvor man samlerfolkeslag under ét. Det burde vi have lært af. Lad os komme ud af EU.

Citat P.H. Bering: »Men der er også en del (muslimer, red.), vi absolut ikke kan have her, hvis udviklingen ikke skal løbe løbsk på lidt længere sigt. For et nyt Balkan, med racekrige – ikke mindst de fremmede indbyrdes – vil betyde endnu større personlige tragedier end repatriering vil gøre det.«

Kære Anders og P.H. Bering… Er I løgnere eller blot umådeligt uvidende? (svar udbedes)

For Serbernes vedkommende går det skam meget længere tilbage end Sovjettisk indflydelse. Læs du blot med her:

Serbia’s Nazi Past and the Holocaust of Jews
WEDNESDAY, 06 MAY 2009 16:54

Chetnik commander Draza Mihailovich collaborated with Nazis in World War II and assisted in the destruction of Jews in the Holocaust.

Source: Mindstream: A Monthly Jewish Review November 1992. Volume XXXVIII No.8. “Holocaust History Misappropriated”

By Dr. Philip J. Cohen

In conjunction with the war in former Yugoslavia, Serbia has undertaken a campaign to persuade the Jewish community of Serbian friendship for Jews. This same campaign portrays Croats as a common threat to both Jews and Serbs, in an attempt to gain Jewish sympathy and support at a time when most nations have isolated Serbia as a Balkan pariah.

However, even as Serbia courts Jewish public opinion, their propagandists conceal a history of well-ingrained antisemitism, which continues unabated in 1992. To make their case, Serbs portray themselves as victims in the Second World War, but conceal the systematic genocide that Serbs had committed against several peoples including the Jews. Thus Serbs have usurped as propaganda the Holocaust that occurred in neighbouring Croatia and Bosnia, but do not give an honest accounting of the Holocaust as it occurred in Serbia.

During four centuries of Ottoman rule in the Balkans, the Jewish communities of Serbia enjoyed religious tolerance, internal autonomy, and equality before the law, that ended with the breakup of the Ottoman Empire and the emergence of the Serbian state. Soon after a Serbian insurrection against Turkish rule in 1804, Jews were expelled from the interior of Serbia and prohibited from residing outside of Belgrade. In 1856 and 1861, Jews were further prohibited from travel for the purpose of trade. In official correspondence from the late 19th century, British diplomats detailed the cruel treatment of the Jews of Serbia, which they attributed to religious fanaticism, commercial rivalries, and the belief that Jews were the secret agents of the Turks. Article 23 of the Serbian constitution granted equality to every citizen but Article 132 forbade Jews the right of domicile. The Treaty of Berlin 1878, which formally established the Serbian state, accorded political and civil equality to the Jews of Serbia, but the Serbian Parliament resisted abolishing restrictive decrees for another 11 years. Although the legal status of the Jewish community subsequently improved, the view of Jews as an alien presence persisted.

Although Serbian historians contend that the persecution of the Jews of Serbia was entirely the responsibility of Germans and began only with the German occupation, this is self- serving fiction. Fully six months before the Nazi invasion of Yugoslavia, Serbia had issued legislation restricting Jewish participation in the economy and university enrolment. One year later on 22 October 1941, the rabidly antisemitic “Grand Anti-Masonic Exhibit” opened in occupied Belgrade, funded by the city of Belgrade. The central theme was an alleged Jewish- Communist-Masonic plot for world domination. Newspapers such as Obnova (Renewal) and Nasa Borba (Our Struggle) praised this exhibit, proclaiming that Jews were the ancient enemies of the Serbian people and that Serbs should not wait for the Germans to begin the extermination of the Jews. A few months later, Serbian authorities issued postage stamps commemorating the opening of this popular exhibit. These stamps, which juxtaposed Jewish and Serbian symbols (but did not contain Nazi symbols), portrayed Judaism as the source of world evil and advocated the humiliation and violent subjugation of Jews.

Serbia as well as neighboring Croatia was under Axis occupation during the Second World War. Although the efficient destruction of Serbian Jewry in the first two years of German occupation has been well documented by respected sources, the extent to which Serbia actively collaborated in that destruction has been less recognized. The Serbian government under General Milan Nedic worked closely with local Naziofficials in making Belgrade the first “Judenfrei” city of Europe. As late as 19 September 1943, Nedic made an official visit to Adolf Hitler, Serbs in Berlin advanced the idea that the Serbs were the “Ubermenchen” (master race) of the Slavs.

Although the Serbian version of history portrays wartime Serbia as a helpless, occupied territory, Serbian newspapers of the period offer a portrait of intensive collaboration. In November 1941, Mihajlo Olcan, a
minister in Nedic’s government boasted that “Serbia has been allowed what no other occupied country has been allowed and that is to establish law and order with its own armed forces”. Indeed, with Nazi blessings, Nedic established the Serbian State Guard, numbering about 20,000, compared to the 3,400 German police in Serbia. Recruiting advertisements for the Serb police force specified that “applicants must have no Jewish or Gypsy blood”. Nedic’s second in command was Dimitrije Ljotic, founder of the Serbian Fascist Party and the principal Fascist ideologist of Serbia. Ljotic organized the Serbian Volunteers Corps, whose primary function was rounding up Jews, Gypsies, and partisans for execution. Serbian citizens and police received cash bounties for the capture and delivery of Jews.

The Serbian Orthodox Church openly collaborated with the Nazis, and many priests publicly defended the persecution of the Jews. On 13 August 1941, approximately 500 distinguished Serbs signed “An Appeal to the Serbian Nation”, which called for loyalty to the occupying Nazis. The first three signers were bishops of the Serbian Orthodox Church. On 30 January 1942, Metropolitan Josif, the acting head of the Holy Synod of the Serbian Orthodox Church, officially prohibited conversions of Jews to Serbian Orthodoxy, thereby blocking a means of saving Jewish lives. At a public rally, after the government minister Olcan “thanked God that the enormously powerful fist of Germany had not come down upon the head of the Serbian nation” but instead “upon the heads of the Jews in our midst”, the speaker of these words was then blessed by a high-ranking Serbian Orthodox priest.

A most striking example of Serbian antisemitism combined with historical revisionism is the case of Bishop Nikolaj Velimirovic (1880-1956), revered as one of the most influential church leaders and ideologists after Saint Sava, founder of the Serbian Orthodox Church. To Serbs, Bishop Velimirovic
was a martyr who survived torture in the Dachau prison camp. In truth he was brought to Dachau (as were other prominent European clergy), because the Nazis believed he could be useful for propaganda. There he spent approximately two months as an “Ehrenhaftling” (honour prisoner) in a special section, dining on the same food as the German officers, living in private quarters, and making excursions into town under German escort. From Dachau, this venerated priest endorsed the Holocaust:

“Europe is presently the main battlefield of the Jew and his father, the devil, against the heavenly Father and his only begotten Son… (Jews) first need to become legally equal with Christians in order to repress Christianity next, turn Christians into atheist, and step on their necks. All the modern European slogans have been made up by Jews, the crucifiers of Christ: democracy, strikes, socialism atheism, tolerance of all religions, pacifism, universal revolution, capitalism and communism… All this has been done with the intention to eliminate Christ… You should think about this, my Serbian brethren, and correspondingly correct your thoughts, desires and acts.” (Bishop Nikolaj Velimirovic: Addresses to the Serbian People–Through the Prison Window. Himmelsthur, Germany: Serbian Orthodox Eparchy for Western Europe, 1985, pp. 161-162).

Despite Serbian claims to the contrary, Germans were not alone in killing the Jews of Serbia. The long concealed Historical Archives in Belgrade reveal that Banjica, a concentration camp located in Belgrade, was primarily staffed by Serbs. Funding for the conversion of the former barracks of the Serbian 18th infantry division to a concentration, came from the municipal budget of Belgrade. The camp was divided into German and Serbian sections. From Banjica there survive death lists written entirely in Serbian in the
Cyrillic alphabet. At least 23,697 victims passed through the Serbian section of this camp. Many were Jews, including at least 798 children, of whom at least 120 were shot by Serbian guards. The use of mobile gassing vans by Nazis in Serbia for the extermination of Jewish women and children has been well documented. It is less appreciated, however, that a Serbian business firm had contracted with the Gestapo to purchase these same victims cloths, which sometimes contained hidden money or jewelry in the linings. In August 1942, following the virtual liquidation of Serbia’s Jews, Nedic’s government attempted to claim all Jewish property for the Serbian state. In the same month, Dr. Harald Turner; the chief of the Nazi civil administration of Serbia, boasted that Serbia was the only country in which the “Jewish question” was solved. Turner himself attributed this “success” to Serbian help. Thus, 94 percent of Serbia’s 16,000 Jews were exterminated, with the considerable cooperation of the Serbian government, the Serbian Orthodox Church, the Serbian State Guard, the Serbian police and the Serbian
public.

Today, many Serbs proudly cite the Chetniks as a resistance force and even claim that the Chetniks were somehow allied with the United States during the Second World War, but this is simply historical revisionism. According to the Encyclopedia of the Holocaust, Chetnik resistance against the Nazis came to a complete stop as early as the end of 1941. Thereafter, the Chetnik resistance actively collaborated with the both Nazis and Fascists, and for this reason Jewish fighters found it necessary to abandon the Chetniks, in favour of Tito’s Partisans. In reality, the Chetniks, dedicated primarily to the restoration of the Serbian throne and territorial expansion of the Serbian state, were the moral counterpart of Croatia’s Ustatsha. Both were quintessentially genocidal; the Chetniks committed systematic genocide against Muslims, who, for nearly all of 500 years had lived peacefully with the Sephardic Jewish community. Under explicit orders from their leader Draze Mihajlovic, the Chetniks attempted to depopulate Serbia, Bosnia-Herzegovina, and Croatia of all non- Serbs and in the process, massacred most of the 86,000 to 103,000 Muslims who perished during the war.

For years, the Serbian dominated Belgrade government has supported and trained PLO terrorists. Immediately after the murder of Leon Klinghoffer aboard the Achille Lauro in 1985, the terrorist mastermind Abu Abbas was welcomed in Belgrade. Since the late 1980’s, Abu-Nidal has maintained a large terrorist infrastructure in Yugoslavia, in coordination with Libyan, Iraqi, and Yugoslav intelligence services. During the 1991 Persian Gulf War, as Iraqi missiles landed in Israel, Belgrade supported its ally Iraq. Support of anti-Israel terrorism may be a consequence of support for nonaligned Arab states, rather than an expression of anti-Jewish sentiment.

Although the Jewish community of Serbia is not currently experiencing persecution, overt expressions of Serbian antisemitism do surface in such mainstream institutions as the Serbian Orthodox Church and the official news media. The 15 January 1992 issue of the official publication of the Serbian Orthodox Church, Pravoslavlje (Orthodoxy), carried an article entitled, “Jews Crucify Christ Again.” In this polemic, “treacherous” and “surreptitious” Israeli politicians were said to be constrained from expressing their “pathological” hatred of Christians openly because “they know that Christian countries gave them the state.” Allegedly, nuns are so frequently beaten in Israel, that one nun was actually “happy, because they only spit in her face.” Only weeks later, when Russia extended diplomatic recognition to the former Yugoslav republics of Croatia and Slovenia, the official Yugoslav (Serbian perspective) news agency Tanjug blamed “a Jewish conspiracy” against Serbia, hauntingly reminiscent of the theme of the 1941 anti-Masonic exhibit.

The essential strategy of Serbian propaganda is to portray the spiritual kinship between Jews and Serbs as victims of the Holocaust and endangered by Croats. This concept is disseminated through the Serbian-Jewish Friendship Society, founded in Belgrade in 1988 and supported by the Serbian government. In January and February 1992, Dr. Klara Mandic, the secretary-general and principal voice of this organization, syndicated a chilling article in the North American Jewish press. This article alleged that Ankica Konjuh, an elderly Jewish woman, was tortured and murdered by “Croat extremists” in September 1991. However, even as she released this story to the press, Dr. Mandic knew that Ankica Konjuh was neither a Jew nor could have been killed by Croats. Bona-fide witnesses have testified that Ankica Konjuh, a 67 year-old Croat, was one of 240 civilians massacred by Serbian forces after the last Croat defenders were driven from the region. Moreover on 23 December 1991, the Federation of Jewish Communities of Yugoslavia met in Belgrade and demanded in writing that Dr. Mandic cease and desist misrepresenting Ankica Konjuh as the first Jewish victim of the war. Nevertheless, in late February 1992, when Dr. Mandic lectured at the Hillel House of George Washington University in Washington, D.C., she provided the rabbi with a copy of that misleading article, delivered without further comment. It is noteworthy that this speaking engagement was part of a tour arranged by Wise Communications, a Washington-based public relations firm representing the Serbian oil company Jugopetrol, a thinly veiled proxy for the Communist Belgrade government. Beginning with the proposition that antisemitism has never existed in Serbia, Dr. Mandic portrayed Croatia as preparing to repeat the Holocaust. She claimed to be a “Jewish leader,” although Jews are distinctly absent from her constituency. Less than half a dozen Jews are actual members of her society of several thousand. She introduced herself as an “eyewitness” speaking on behalf of Croatian Jews, although since the war began, she has had no contact with any of the nine Jewish communities of Croatia. When Dr. Mandic was asked to comment on Serbian (Yugoslav Army) shelling of the synagogue of Dubrovnik, the second oldest surviving synagogue in Europe, she denied that the synagogue had ever been damaged at all. Meanwhile, the attack has been well documented by the Jewish community of Dubrovnik and the World Monument Fund.

Jewish sensitivity to the Holocaust is similarly exploited by the Jewish-Serbian Friendship Society of America (Granada Hills, California), an offshoot of Dr. Mandic’s organization. Its newsletter equates the Jewish and Serbian positions during World War II, both as victims of Croats, but fails to mention Serbian complicity in the Holocaust, Serbian collaboration with the Nazis, and Serbian genocide against Croats, Gypsies, and Muslims. It warns of an imminent Holocaust being initiated in Croatia. A contrasting portrayal of Croatia, however, emerges from a spectrum of Croatian Jews, American Jews who have visited Croatia, and international Jewish agencies monitoring events on site. All concur that there is no state-sponsored antisemitism in Croatia; the rights of the Jewish minority are respected; and antisemitic incidents are virtually unknown. Thus, only a few dozen of the 2,000 Jews of Croatia have chosen to emigrate to Israel since the war began.

Serbia of today and Germany in World War II offer striking parallels. In 1991, Vojislav Seselj, a member of the Serbian Parliament and leader of the Serbian irregulars who call themselves Chetniks, declared, “We want no one else on our territory and we will fight for our true borders. The Croats must either move or die.” Croats in Serbian conquered regions are forced to wear red-and-white armbands, analogous to the yellow armbands worn by Jews in Serbia during the Holocaust. The stated purpose of the expulsion of
Muslims and Croats from captured regions is “ethnic cleansing.” The indigenous non-Serbian populations of the invaded territories are being driven from their homes, exterminated, or imprisoned in concentration camps, to create regions of Serbian ethnic purity. Jewish community centres, synagogues, and cemeteries have been damaged and destroyed by characteristically indiscriminate Serbian artillery attacks. To all of this, the Jewish-Serbian Friendship Society has remained conspicuously silent.

Belgrade has promoted the myth of Serbian kinship with the Jews as fellow victims of Nazi oppression, while concealing the true extent of Serbian collaboration with the Nazis. It is ironic that Serbia is now seeking Jewish support for a war in which both the idealogy and methodology so tragically echo nazism. The European Community, the Helsinki Commission, the United Nations, and the United States have all condemned Serbia as the aggressor. Western diplomats have characterized the current Serbian regime as “a lying, terrorist criminal organization.” Serbia, however, claims to be the victim and campaigns for Jewish sympathy and support, exploiting the powerful symbolism of the Holocaust. Serbia’s professed solicitude for the Jewish people must be reexamined.

Serbias-nazi-past-and-the-holocaust-of-jews

Citat Anders Gravers: »Her er en film der ca. viser hvornår islam overtager Europa hvis vi ikke gør noget:

Farvel Europa«

Filmens slutcitat vækker meget ubehagelige minder “This is a call for action”… Skal denne form for “action” bestå i etnisk udrensning??

P.H. Bering synes at give et clue:

Citat P.H. Bering: »Derfor bør hele det vanvittige projekt med asylcentre afsluttes. De, der maser sig ind på os, må ikke anbringes i asylcentre – alene navnet asylcenter giver jo den fremmede håb om at kunne blive her. De bør interneres i afsondrede flygtningelejre under forhold, som ikke frister dem til at komme. Skal nogen hjælpes må det ske i hjemlandene og gennem pres på de lokale regeringer. ///////////////////////////// HAN«

Hvordan vil hr. P.H. Bering skabe værre forhold i en dansk flygtningelejr, end de forhold, som visse flygtninge allerede kommer fra? Vil SIAD beskyde dem med artilleri? Sprede landminer inden de kommer? Skal de udsultes og arbejdes ihjel?

Og hvordan ser P.H. Bering på Sandholmlejren. Det er da ihvertfald ikke noget sted, hvor flygtninge får håb om en bedre fremtid…

Næste skandale fra regeringen

Hilsen fra DenStoreBastian nu på TV2 blog:

Blækket nåede dårligt, at blive tørt efter skatteministerens Grundlovsbrud, før den næste skandale kom frem.

Kleptokraten og ”fadbamsen” Lars Løkke Rasmussen kom for guderne må vide hvilken gang ud i et politisk stormvejr, som viser regeringens lave (eller ingen) moral. Denne gang kan man læse følgende i den landsdækkende presse:

(citat) ”I statsminister Lars Løkke Rasmussens tid som sundhedsminister er de private hospitaler blevet forgyldt med lukrative aftaler på det offentlige sundhedsvæsens bekostning. Det er hovedlinjen i et udkast til en såkaldt beretning fra Rigsrevisionen med titlen ‘Pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse’, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af. I beretningen giver Rigsrevisionen den samlede vurdering, ‘at der ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til pris og kvalitet i tilrettelæggelsen af det offentlige sygehusvæsens køb af private sundhedsydelser’, og at ‘aftalerne med de private sygehuse, der skal sikre borgernes udvidede frie sygehusvalg, ikke er indgået under hensyn til pris og kvalitet’.” (citat slut)

De kloge politikere står i kø med udtalelser:

(citat) ”Henrik Sass Larsen, S: Et decideret misbrug af skattekroner. Oppositionen, der længe har beskyldt VK-regeringen for at lade amterne og senere regionerne betale overpriser, ser revisionsrapporten som et bevis på, at de har ret. Det er meget, meget tæt på at være bevidst svindel med offentlige midler. Det er ikke skatteyderne eller patienterne, man har taget hensyn til, det er en ideologi«, siger han til Jyllands-Posten. (citat slut)

(citat) SF: Han bør trække sig som statsminister. SFs sundhedsordfører Jonas Dahl siger til Ritzau, at han anser sagen for så alvorlig, at hvis Rigsrevisionens konklusion står til troende, så ‘bør Lars Løkke trække sig som statsminister’. (citat slut)

Og så er der én, som slet ikke aner hvad han taler om. Politisk ordfører Peter Christensen (V) skælder ud på Rigsrevisionen.

(citat) ”Jeg undrer mig meget over Rigsrevisionens konklusioner. De er enormt politiserende, og jeg er temmelig overrasket over, at Rigsrevisionen påtager sig en rolle som overdommer for Folketinget,” (citat slut)

Se, nu har ”tågehornet” Christensen ikke læst på lektien før han går i breschen for endnu en tvivlsom politisk handling regeringen og Lars Løkke har foretaget.

Til ære for dem, som i lighed med Christensen ikke aner, hvad de taler om, er her en kort gennemgang af Stats- og Rigsrevisionen.
(citat) ”Rigsrevisionen rapporterer beretninger og notater til Statsrevisorerne. Statsrevisorerne er 6 politikere, der er udpeget af Folketingets partier. De er valgt for en 4 års periode uafhængigt af folketingsvalg. De mødes ca. 1 gang om måneden. Statsrevisorerne er de eneste, der kan bede Rigsrevisionen om at undersøge et område. Det er også Statsrevisorerne, som udtaler kritik af ministerier og styrelser på baggrund af Rigsrevisionens beretninger og notater.” (citat slut)

Statsrevisorkollegiet består af:

• Formand Peder Larsen ( SF)
• Næstformand Henrik Thorup (DF)
• Helge Adam Møller (K)
• Svend Erik Hovmand (V)
• Mogens Lykketoft (S)
• Manu Sareen (RV)

(citat) ”For at beskytte borgerne og undgå misbrug har man uafhængige instanser til at føre tilsyn med myndighedernes arbejde. Stats- og rigsrevisionen har til opgave at føre tilsyn med statens budget og regnskab. Rigsrevisionen kontrollerer statens regnskab og budget samt alle de institutioner, som har modtaget penge fra staten. Hvis Rigsrevisionen finder fejl eller vurderer, at pengene ikke er benyttet hensigtsmæssigt, sender den besked til statsrevisorerne. Rigsrevisionen er et uafhængigt organ. Statsrevisionen kan herefter bede myndighederne om en forklaring på sagen og udtale sig om om ønskede initiativer.” (citat slut)

Ovenstående dokumenterer, at Peter Christensen ikke aner hvad han taler om, når han forsøger, at så tvivl om Rigsrevisionens uvildige undersøgelse. Unge Christensen er åbenbart ikke klar over, at blandt revisorerne er mindst én fra ”sort stue”, som er enig i kritikken, hvis vi taler om en afstemningsprocedure. Selvfølgelig ved vi, at det er et meget brugt trick hver gang regeringen bliver ”taget med bukserne nede”. Og det er efterhånden dagligdags. Det er altid de andre. Selvfedmen kender ingen grænser!
Jeg spørger efterhånden mig selv om hvor mange tvivlsomme og fordækte handlinger befolkningen vil og skal finde sig i fra en særdeles anløben regering, som aldrig har set lige i Danmarkshistorien.
Er danskerne virkeligt blevet så tåbelige, at de i deres egen selvfedme vil acceptere disse kloninge af Al Capone’s Chicago i 1930’erne? Men selvfølgelig – så længe Dansk Folkeparti, som heller ikke har respekt for hverken Grundlov og ordentlig moral holder hånden under disse tvivlsomme politikere, så hænger vi på dem frem til næste valg!

Tillæg til indlægget:

Sjovt nok – da jeg for nogle måneder siden skrev præcis samme konklusioner, som rigsrevisionen nu har draget, til næstformand for patientforeningen (err patientforvirringen) Villy Oravecz Christensen, fik jeg at vide, at jeg var en jubelidiot, som ikke havde forstand på sundhedspolitik… hvorefter han lukkede sin TV2 blog, fordi han ikke havde tid til at besvare tåbelige spørgsmål.

Fra Politiken 20/3-2009

(Citat): Ifølge en ny analyse, som Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har gennemført på Lægeforeningens initiativ, har privathospitalerne nydt godt af en overbetaling på mellem 10 og 20 procent for de omkring 200.000 patienter, de siden 2002 har behandlet på det offentliges regning.

I 2008 behandlede de private aktører patienter for 1,2 mia. kr. via det udvidede frie sygehusvalg. Hvis den betaling var 10 procent for høj, svarer overbetalingen i kolde kontanter til 120 mio. kr.

Mod intentionen
Med 20 procents overbetaling er beløbet 240 mio. kr.

»Det er de offentlige sygehuse, der har betalt den ekstra regning. Og når man betaler for meget, så får man reelt mindre sundhed for de penge, samfundet har til rådighed. Det er stik modsat den intention, alle har for sundhedsvæsenet, om mest mulig sundhed for pengene«, siger DSI-direktør Jes Søgaard.

At der er sket en massiv forgyldning af privathospitalerne, bekræftes også i et nyt speciale fra Copenhagen Business School.

Her konkluderer Bjørn Langbakke og Karin Lornsen, at privathospitalerne årligt får en overpris på omkring 200 millioner kroner for de patienter, som de overtager fra det offentlige… (Citat slut).

Så kan man jo i sit stille sind spekulere over, hvor meget det har kostet samfundet over en samlet periode på 8 år. Er det for lavt sat at gætte på mere end en milliard kroner? Et beløb der er kanaliseret over uden at skatteborgerne reelt har fået noget ekstra for det de sidste 8 år…

Tænk hvad man kunne have fået for en milliard kroner… I danmark koster en ny hofte 40- 60.000 kr. Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at stille til formanden for patientforeningen Villy Oravecz Christensen…

En MR scanner koster ca. 15 mill. kroner. For 1 milliard kroner kunne man have opsat 66 MR scannere på landets hospitalsafdelinger. Hvor meget tror du lige, at det ville have nedbragt ventelisterne på eksempelvis kræftområdet, hjernescanninger, osv…? »Antallet af CT-scannere og MR-scannere i forhold til indbyggerantallet ligger betydelig lavere i Danmark end i Sverige (5). Danmark er nu i gang med en kraftig udbygning, men det vil naturligvis først have effekt om nogle år.«

En udbygning, som man kunne have brugt 1 milliard kroner på… 1 milliard kroner, som er forsvundet i den blå luft i løbet af de sidste 8 år…

http://www.ugeskriftet.dk/portal/

Kommentar af Kristian Risager Larsen skrevet tirsdag d. 24. marts kl. 00:00

DRG-taksten er en gennemsnitstakst for en operation. Lad os sige vi har en knæoperation, hvor DRG-taksten er 15.000 kr. En sund og rask studerende, der har fået en sportsskade, koster reelt 10.000 kr at operere, mens en diabetesramt ældre reelt koster 20.000 kr at operere (Det vil være en såkaldt risikopatient).
Ingen danske privathospitaler har intensivkapacitet, og derfor kan de ikke tage imod risikopatienterne. De får dog udbetalt 95% af DRG-taksten for hver patient de tager, dvs. 14.250 kr., men da de ikke kan tage risikopatienter må deres gennemsnitlige udgifter altså være lavere. Lad os sige at privathospitalerne kan tage patienter der reelt koster mellem 10.000 og 16.000 kr at operere – og at deres gennemsnitsudgift er 13.000. Det giver (med denne eksempelberegning) 1250 til at putte lige ned i lommen (Privathospitalerne har dog også nogle udgifter, de offentlige sygehuse ikke har, fx lønsumsudgift og udgifter ved at eje/leje deres ejendomme).
Argumentet vil være at det ikke er forsvarligt at operere en risikopatient når man ikke har intensivkapacitet (læs også hvad der sker når det går galt!) – men omvendt er der heller ikke noget incitament for at privathospitalerne udbygger og får intensivkapacitet – for det er her, de urentable patienter befinder sig.
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090319/AAS/916958046/1002

»Lars Løkke startede privatiseringen af sundhedssystemet, da han blev sundheds- og indenrigsminister i 2001. Dengang var der frit valg mellem de offentlige sygehuse og få non-profit specialklinikker, kun omkring 25.000 havde en privat sundhedsforsikring og ventelisterne var lige så lange som i dag.«
http://www.stiftenblog.dk/showpost.asp?bid=2672&pid=14457

Aktivitetsvidenskab – nogle etiske aspekter på aktivitet

På opfordring har jeg oversat mit 2. års projekt til dansk. Værsågod og god fornøjelse.

Institutionen för hälsa, vård och samhälle
Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi

Litteraturstudie

Adress: Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi, box 157, S-221 00 Lund

2009-29-03

Abstrakt

Dette litteraturstudie er baseret på tre videnskablige artiker som beskriver forskellige etiske aspekter på aktivitet inden for aktivitetsforskningen. I resultatet fremkom det, at de etiske aspekter occupational justice, ‘ecopations’ og occupational deprivation beskriver tre forskellige retninger inden for aktivitetsvidenskaben, som tager udleder at etiske aspekter er vigtige for daglig aktivitet og sundhed i fremtiden.

Abstract

This litterature study is based on three scientific articles which describes some different ethical aspects on activity in occupational science. The result shows that the ethical aspects occupational justice, ecopations and occupational deprivation describes three different directions in occupational science which conveys that ethical aspects are important for daily activity and well-being now and in the future.

Adress: Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi, box 157, S-221 00 Lund

Baggrund

Formålet med ergoterapi er at muliggøre meningsfuld aktivitet og delagtighed i hverdagslivet gennem at forebygge og afhjælpe aktivitets- og delagtighedsproblematikker. Mennesket er i sin natur indstillet til at være aktivt. Aktivitet er grundlæggende for alles liv. Sygdom kan påvirke vores evne til at gøre ting, som er vigtige for os og på den måde mindske vor sundhedstilstand og følelse af velbefindende (Finlay, 2004). Aktivitet defineres gennem arbejde, fritid og egenomsorg; men for at tydeliggøre en aktivitets sande natur er det vigtigt for os at forstå dens mening for det enkelte menneske. Aktivitet kan da ses som en individuel dynamisk interaktion mellem person, aktivitet og miljø præget af konkrete og selvbelønnende værdidimensioner (Persson, Erlandsson, Eklund & Iwarsson, 2001), som for eksempel kunne være løn, påskønnelse, tilfredsstillelse eller deltagelse i aktiviteter, som definerer samhørighed i forhold til samfundet, specifikke grupper og andet. Interessen for sociopolitiske problemstillinger i samfundet omkring funktionsnedsætning har som naturlig konsekvens øget, f.eks. spørgsmål om retfærdighed.

Ifølge det svenske ergoterapeutprogram skal aktivitetsvidenskab give grundlag for forståelse af aktiviteters betydning for menneskets sundhed og udvikling, for hendes forudsætninger for deltagelse i samfundet og for arbejde med støttende miljøer for aktivitet og sundhed. Med aktivitetsvidenskab menes, at udførelse af aktivitet, evne og kompetence er et resultat af en dynamisk udveksling mellem individet og omgivelserne (Christiansen & Townsend, 2004). Aktivitetsvidenskaben har bl.a. til formål at frembringe kundskab om hvordan deltagelse i aktiviteter former identiteten og hvordan mennesket både på mikro-, meso- og makroniveau, for eksempel individuelt, i grupper eller på samfundsniveau, anvender sig af forskellige etiske koder inden for aktivitet for at møde de krav, som findes i den kultur og det samfund, som det lever i. Aktivitetsvidenskaben har som grundlag et holistisk perspektiv (Wilcock, 2006), hvor forbindelsen mellem aktivitet og sundhed studeres; men for at forstå, hvad der er sundt udfra et samfundsperspektiv må vi også undersøge visse etiske koder, som mere og mere har fået plads inden for aktivitetsforskningen siden årtusindskiftet.

Etik er den gren af filosofi, som beskæftiger sig med problemstillinger omkring moralske fænomener, herunder “moralvidenskab, som undersøger de moralske fænomeners psykologiske, biologiske og historiske grundvalg” (Grøn, Husted, Lübcke, Rasmussen, Sandøe, Stefansen & Bengtsson, 1988). Moralfilosofiske værdinormer, som hidrører helt tilbage fra det gamle Grækenland, er en opsætning af principper om, hvordan man bør agere, men kan også tage form af målsætninger, som er værdifulde at efterstræbe. Visse støtter op om det bestående system, medens andre gør op med det gældende system og forsøger at løfte en anden moralsk tankegang i stedet. Ifølge Jansen (2000) befinder vi os i en omstillingsfase fra den teknologiske cyklus, som begyndte efter 2. Verdenskrig og sluttede omkring 1995. Sådanne cykler udspiller sig i udviklingskurver, som kaldes S-kurver. Når man har nået toppen af en S-kurve kan samfundsformen ikke længere videreudvikles. Den kan enten stagnere eller noget nyt kan tage over. Ofte er det sådan, at de, som har levet og åndet med den gamle samfundsstruktur, vægrer sig ved at gøre noget nyt og da er det andre som må tage over. I et afsnit af den danske historiske TV-serie ‘Krøniken‘ ser man et eksempel på dette der hvor sønnen til en fremgangsrig industrileder imod sin fars vilje starter sin egen virksomhed, med det formål at producere TV-apparater. Han foretager en s.k. kopernikansk vending, hvilket er at udvikle noget nyt baseret på antagelser, som går imod tidligere teorier (Grøn et. al., 1988). At vi befinder os i en sådan omstillingsfase forklarer noget af den aktuelle turbulens, fordi man, grundet angsten for at tabe det man har, ikke tør at agere med visioner og optimisme (Jansen, 2000). Men uanset om vi vil det eller ej, så er vi på vej ind i en ny cyklus – det post-industrielle eller kognitive samfund (Jansen, 2000).

For ergoterapeuter, som er vel indsatte i – eller forsker inden for aktivitetsvidenskab – kan denne anvendes for at udvikle metoder, som kan støtte mennesker i en forandringsproces, samt danne en kundskabsbase for at finde veje og muligheder til at arbejde forebyggende (Persson & Erlandsson, 2006). Hver dag ser vi skræmmende eksempler på overgreb, vold, trusler, mord, krig, forurening både lokalt og globalt, som forhindrer støstedelen af verdens befolkning i at udføre meningsfulde aktiviteter – selv om vi har adgang til nyheder om begivenheder i samme sekund, som de foregår. Hvordan kan vi – som ergoterapeuter – arbejde på at forebygge sådanne begivenheder? ‘Enablement‘ og fremme af denne evne og at muliggøre aktivitet inden for alle aspekter af samfundet bliver mere og mere central inden for ergoterapi (Kronenberg, Algado & Pollack, 2005). Idéen til dette arbejde fremkom, da forfatteren studerede, hvordan forskning inden for sociologi og filosofi arbejder problemstillinger, som er interessante ud fra et aktivitetsvidenskabeligt perspektiv. I den her rapport vil jeg tage rede på nogle etiske aspekter, som kan beskrives som styrende for aktivitetsmønstre, og som behandles inden for aktivitetsvidenskaben.

Formål

Formålet med dette studie er inden for rammerne af aktivitetsvidenskaben at beskrive nogle etiske aspekters betydning for aktivitet ud fra et individ- og samfundsperspektiv eksemplificeret i tre udvalgte artikler.

Resultat

Beskrivelse af nogle etiske aspekter på aktivitetsvidenskab

Artikelen om occupational justice (aktivitetsretfærdighed) tager udgangspunkt i en række workshops med ergoterapeuter, hvor de når frem til problemstillingen: “How do occupational therapists work for justice?” Formålet med artikelen er at stimulere til en debat om, hvordan man kan fremme aktivitetsretfærdighed både for individer og hele samfundet. Yderligere udgår de fra både vestlige og østlige principper for, hvad som er underliggende værdier i samfundet. Townsend och Wilcock (2004) lægger nogle underkategorier ind under det etiske aspekt retfærdighed: Occupational alienation (aktivitetsfremmedgørelse) beskrives som langvarig isolation, “disconnectedness”, tomhed, brist på identitetsfølelse, meningsløshed og et begrænset eller indelukket udtryk af “spirit”. Occupational deprivation (aktivitetsberøvelse) beskrives som en tilstand af langvarig udelukkelse fra deltagelse i nødvendige eller meningsfulde aktiviteter på grund af faktorer, som ligger uden for individets egen kontrol. Occupational marginalization (aktivitetsmarginalisering) opererer i det skjulte på mikroniveau. Som en hovedkraft for uretfærdighed hindrer denne tilstand mennesket i selv at træffe beslutninger og foretage valg i sit hverdagsliv. Occupational imbalance (aktivitetsubalance) relaterer sig til ligeværdige rettigheder til arbejde og løn, samt tilgang til aktiviteter, som kan fremme sundhed og deltagelse i sociale aktiviteter på alle niveauer. Systematisk forskelsbehandling er også en del af aktivitetsubalance og kan for eksempel forekomme inden for familie, samfund eller nationalt (Townsend & Wilcock, 2004). Det hævdes at retfærdighed er en implicit basis for ergoterapeutisk aktivitetsfokuseret og klientcentreret arbejde, hvor aktivitet er den praktiske forholdsregel, som mennesket anvender for at muliggøre sin egen autoritet, kontrol og frihed til at foretage selvstændige valg (Townsend & Wilcock, 2004). Essentielt for fremme af sundhed, “well-being” og social medregning inden for forskellige kontekstuelle faktorer bliver da deltagelse gennem aktiviteter. Forfatterne påstår endvidere at ergoterapi som profession har som formål at vende sig mod uretfærdige aktivitetsforhold, fordi ergoterapeuters primære interessegrupper findes blandt de, som er sårbare overfor uretfærdighed.

Persson og Erlandssons (2002) artikel tager udgangspunkt i en diskussion af de etiske aspekter, som ligger implicit nedarvet i aktivitetsrepertoiret i det post-industrielle samfund. Formålet med artikelen er at begynde en debat omkring de etiske aspekter, som har været af betydning for menneskelig adfærd i de vestlige samfund hidtil, samt give forslag på et alternativt eko-etisk (eco-ethical) perspektiverende moralsk tankesæt i forhold til aktivitet (Persson & Erlandsson, 2002). Artikelen beskriver i en kortfattet gennemgang af den vestlige udviklingshistorie fra Plato over Aristoteles, kristen moral, “truth”, intellektuel dyd, reduktionisme, Nietzsche, Marx og utilitarismen et eko-filosofisk perspektiv hentet fra den polske professor, Skolimowski. I artikelen beskrives en underliggende etisk kode, som kaldes for maskin-etik (the ethics of the machine). hvor den vestlige tendens til at dominere og udnytte naturen leder til behov for kontrol, som leder til behov for manipulation, som leder til effektivitet, konkurrence og i sidste led aggression. Dette har skabt en set hensynsløse etiske normer, som styrer hele vores civilisation. Persson og Erlandsson (2002) beskriver herefter, hvordan det moderne individs adfærd afslører en sådan implicit maskin-etik. Gennem henvisninger til tidsstudier redegøres for hvordan kontrol over tid har spillet en vigtig rolle siden starten på industrisamfundet. Hvordan kontrollen har udviklet sig til manipulation og tidseffektivitet, samt hvordan det endda har spredt sig til menneskets fritid og søvnmønster og til sidst til en konkurrence på tid, hvor man konstant er ‘på’ eller online. Konsekvensen er, at mennesket endda er begyndt at konkurrere med maskiner om hvor effektivt det kan udføre opgaver. Mere arbejde inden for samme tidsrum kombineret med flere opgaver på samme tid (multi-tasking) leder til stillesiddende, minimum af fritid og brist på pauser eller tid til refleksion. For at forebygge dette foreslås en ny etisk basis for aktivitetsudøvelse baseret på eko-etik, som tager udgangspunkt i en holistisk opfattelse af verden som forfatterne kalder for ‘ecopations’. Eko-etik baserer sig på på postmoderne medfødte eller intuitive moralbegreber, hvor verden betragtes som noget helligt. I stedet for at kontrollere og styre verden skal vi være dens beskyttere. Første skridt er at agere med hensynsfuldhed, som leder til ansvarlighed, som leder til enkelthed, som gennem respekt for andre leder til mangfoldighed. Sidste skridt i den eko-etiske kausalkæde er retfærdighed for alle verdens skabninger. Inden for aktivitetsvidenskab identificerer man ifølge Persson og Erlandsson (2002) udførelse (doing) som en etisk og eksistentielt holdbar forudsætning for menneskelig aktivitet.

Whitefords (2000) artikel handler om et etisk aspekt som kaldes occupational deprivation (aktivitetsberøvelse). Det beskrives som en tilstand, hvor en person eller grupper ikke har mulighed for at udføre aktiviteter, som bringer mening og sammenhæng i deres liv på grund af ydre faktorer (Whiteford, 2000). Formålet med artikelen er at beskrive og forklare nærmere hvad aktivitetsberøvelse er, samt hvordan den påvirker det moderne menneske og samfund. Som underkategorier til aktivitetsberøvelse findes to andre begreber: Occupational disruption (aktivitetsbortfald) som kan beskrives som en midlertidig tilstand, for eksempel en sygdom, som kan helbredes. Occupational dysfunktion (aktivitetsdysfunktion) er en tilstand, hvor man har mistet visse af sin medfødte evner til aktivitetsudførelse. Aktivitetsberøvelse udskiller sig fra aktivitetsbortfald eftersom det kan være en langvarig tilstand, som opfattes som fjendtlig, for eksempel krig. For at få en forståelse af, hvad aktivitetsberøvelse er, gives der i artikelen nogle eksempler på både klassisk og moderne aktivitetsberøvelse. Et klassisk eksempel kan være berøvelse af frihed til egne valg som følge af erobringer og krig. Den moderne aktivitetsberøvelse an tage en række forskellige former. Den teknologiske udvikling har gjort at mange mannesker, som tidligere har haft en plads i samfundet, ikke længere har mulighed for at finde arbejde. De, som findes tilbage på arbejdsmarkedet, må for sin del arbejde hurtigere, hvilket ifølge Whiteford (2000) fører til noget som benævnes – maldistributed labour (fejldistribueret arbejde). Eftersom også penge har betydning for vores valgmuligheder i fritiden, kan arbejdsløshed i den vestlige kultur lede til marginalisering og aktivitetsbortfald i hele menneskets aktivitetsspektrum → aktivitetsberøvelse. Foruden arbejdsløse og fattige, som er sårbare over for aktivitetsberøvelse nævnes også (etniske) minoritetsgrupper, kvinder, flygtninge, krigsfanger og fængslede. Aktivitetsberøvelse kan have en langvarig og ødelæggende effekt selv i tiden efter, at man igen har fået mulighed for at udføre meningsfulde og lønsomme aktiviteter (Whiteford, 2000). Udfra forfatterens erfaring i arbejdet med fængselsindsatte giver artikelen en skitse af hvordan tidsanvendelse, identitet, følelse af effektivitet og selvværd påvirkes af formindskede muligheder til at sysselsætte sig med meningsfulde aktiviteter. Whiteford beskriver aktivitetsberøvelse som et dehumaniserende fænomen (Whiteford, 2000).

Sammenfatning af artiklerne

Resultatet af studiet viser, at selv om de forskellige forfattere kommer fra hver sin verdensdel og har forskellige kulturelle baggrunde, så findes der en fælles etisk kerne i deres artikler. Målet for alle tre artikler fremstår som, att mennesket gennem gensidig respekt og respekt for den natur, som man lever i, skal opnå en sygdomsforebyggende balance i livet, hvor der findes retfærdige muligheder for at udføre meningsfulde og lønsomme aktiviteter. Det som føjer artiklerne sammen er deres filosofiske udgangspunkt i etiske overvejelser om, hvad der er retfærdigt og som peger pangt ind i fremtidige politiske problemstillinger.

Townsend og Wilcocks (2004) målsætninger er ikke nødvendigvis at skabe ligeværdighed eller at gå imod en hierakisk samfundsstruktur, men mere at skabe opmærksomhed omkring den uretfærdighed, som fastholdes, når deltagelse i aktivitet bliver udelukket, begrænset, forbudt, opløst, fremmedgjort, marginaliseret, u-udviklet, udnyttet eller på andra måder indskrænket. For at styrke denne sammenhæng indfører de i stedet det etiske begreb retfærdighed, som i et ergoterapeutisk perspektiv bliver til aktivitetsretfærdighed (occupational justice). Det ses også gennem at Townsend og Wilcock (2004) har aktivitetsretfærdighed som stående øverst i et hierakisk ordnet system med de fire underkategorier aktivitetsfremmedgørelse, aktivitetsberøvelse, aktivitetsmarginalisering og aktivitetsubalance. Whiteford (2000) tager i lighed med Townsend og Wilcock (2004) det etiske begreb aktivitetsberøvelse op, men med sine egne underkategorier aktivitetsbortfald og aktivitetsdysfunktion. Et sådant hierakisk system er et eksempel på at forfatterne beskriver de etiske aspekter ud fra deres samtid, men uden at skabe noget nyt. Persson og Erlandsson (2002) beskriver som modsats med ‘ecopations’ en flad struktur, hvor “personal organism”, “human environment” og “planet” har lige stor betydning. Dette som reaktion på dele af den vestlige udviklingshistorie og det, som kaldes for maskin-etik, hvor de vil fremføre, at vi skal stimuleres til at vælge aktiviteter, som skaber et samfund med en tydelig etisk ansvarlighed, som de også mener er sundhedsfremmende. Dette ansvarstagende aktivitetsmønster kalder de for ‘ecopations’ og det kan anvendes som en slags livsguide for det enkelte individ, såvel som for grupper og hele samfund (Persson & Erlandsson, 2002). Med udviklingen af dette etiske aspekt forsøger forfatterne at skabe en helt ny fremtidsorienteret måde at tænke på, som går imod samtidens hierakisk opbyggede samfundsstruktur. Whiteford (2000) er den eneste, som har et etisk hovedaspekt, som er negativt for den menneskelige sundhed og når det gælder om, hvad man kan forbedre, henvises til Townsend og Wilcocks (2004) etiske aspekt aktivitetsretfærdighed.

Fremtidsperspektivet

Whiteford (2000) mener, at der behøves foranstaltninger på et bredere aktivitetsperspektiv både på socialt og kulturelt niveau i samfundet og der behøves inklusion af aktivitetsretfærdighed for at mobilisere politiske, økonomiske og sociale ressourcer til at skabe ligeværdige rettigheder i forhold til at udføre meningsfulde aktiviteter i sit eget miljø, medens Townsend og Wilcock (2004) vil have fokus på aktivitet, “enabling” og retfærdighed inden for uddannelse og forskning, samt en moralvidenskabelig basis for behandling gennem aktivitet. Internationalt såvel som nationalt at arbejde for at betænke forskellige vestlige og østlige kulturelle tolkninger af aktivitet, “enablement” og retfærdighed. Persson og Erlandsson (2002) vil have mere fokus på solidaritet og individuel frihed frem for egennyttighed – for at opnå en større sammenhæng og mening. Problemstillinger som øget stress og sygdom, øget social uretfærdighed kommer til at opstå og vil påvirke menneskers daglige aktivitetsvalg og bliver dermed af ergoterapeutisk interesse. Disse problemer ser vi allerede talrige eksempler på og fremover tror forfatterne att dette kommer til at øges og da bliver mennesker, som lever under maskin-etik, i behov for livsstilsforandringer. Ergoterapeuten kan da bidrage med ‘ecopations’, som bl.a. består af “single-tasking”, samarbejde og økologisk retfærdighed (se bilag 1). I tabel 2 findes en sammenfatning af artiklernes formål, metode, udvalg og evidensniveau.

Diskussion

Metodediskussion

Er samfundets underliggende maskin-etik i virkeligheden årsag til at kvalitative studier bedømmes til at have lavere evidensniveau end kvantitative studier?

Eftersom alle tre artikler er kvalitative debatartikler kan man ikke anvende Oxford-skalaen til at gradere evidensniveau. Taylor (2007) skriver at debatindlæg har det laveste evidensniveau. Inden for kvalitativ forskning anvender man sig af nogle forskellige kvalitative ansatser. Relevant for artiklerne i mit udvalg er Grounded Theory og fenomenologi.

I Persson og Erlandssons (2002) artikel udvikles en teori, som kobler eko-filosofisk tankegang med aktivitetsvidenskab. I litteraturstudiet analyseres dataindsamlingen af empirisk forskning og jævnføres med historiske data. Det teoretiske ræsonnement går ud på at udvikle en ny teori. Denne metode Grounded Theory har det højeste evidensniveau blandt de kvalitative studier. Strategien udgår fra en induktiv proces, hvor man for at kunne forklare og forstå et fænomen undersøger tankekonstruktioner, begreber, sammenhænge og principper (DePoy & Gitlin, 1999). I både Townsend og Wilcocks (2004) artikel, samt Whitefords (2000) anvendes fænomenologiske problemstillinger, samt observation og erfaring fra praktisk ergoterapeutisk arbejde til at beskrive de samfundsstrukturer, som påvirker livsvilkårene for mennesker i verden, hvor fokus ligger på studiet af hverdagsoplevelser og tolkningen af deres betydning (DePoy & Gitlin, 1999). Dette for at frembringe en generaliserbarhed i de forskellige begreber, som kan defineres som universel på alle niveauer – selv makroniveau. Townsend og Wilcock (2004) anvender i tilgift fokusgrupper som underlag for deres udvikling af- og ræsonnement omkring begrebet occupational justice, hvilket i fænomenologisk terminologi kaldes at anvende informanter (DePoy & Gitlin, 1999).

Ifølge American Psychological Association (Apa, 2006) er det bekymringsvækkende hvis evidensbaseret praksis bliver misbrugt til, gennem ensidigt fokus på visse studier og behandlingsformer, som anses indeholde høj evidens, at berettige restriktiv tilgang til pleje og behandling. De nuværende evidenshierakier med randomiserede kvantitative test, som hidrører fra det biomekaniske paradigme tilgodeser i det store hele den medicinske praksis og ikke nødvendigvis kompleks klinisk praksis inden for rehabilitering (Wilkins et. al., 2001). Det hævdes i stedet at forskellige typer af forskningsdesign både kvantitative og kvalitative tilsammen gør forskningen som helhed bedre tilpasset til at besvare multifaceterede problemstillinger og derigennem medvirker til at styrke evidensbaseret praksis (Greenberg & Newman, 1996). Eftersom artiklerne i nærværende studie alle er publiceret i videnskabelige tidsskrifter og desuden grunder sig på empirisk forskning anses derfor, at deres evidensniveau er højt, selv om det ikke betragtes som sådan inden for Oxford-kriterierne.

Resultatdiskussion

Ergoterapeuters klient-centrerede arbejde bliver ofte underkendt af politiske- og økonomiske prioriteringer (Wilkins, Pollock, Rochon & Law, 2001), men skal ergoterapeuten egentlig føje sig under et system, som kan betegnes som aktivitetsuretfærdigt for ergoterapeuters praktiske arbejde?

Fælles for artiklerne er Townsends og Wilcocks (2004) beskrivelse, hvor det hævdes at retfærdighed, som er et etisk, moralsk og civilt begreb hidrørende fra Platos filosofiske værk: “The Republic” 360 BCE (Taylor, 1997), er en implicit basis for ergoterapeutisk aktivitetsfokuseret og klientcentreret arbejde, hvor aktivitet er den praktiske foranstaltning, som mennesket anvender til at muliggøre sin egen autoritet, kontrol og frihed til at foretage selvstændige valg. Ifølge Skolimowski (1981) adskiller Plato ikke de moralske begreber “The Good”, “The Truthful” og “The Beautiful”. Det gør derimod Aristoteles, hvilket leder til at “The Truth” er blevet en dominerede del af den vestlige udviklingshistorie medens “The Beautiful” og “The Good” står i skyggen. Han plæderer for, at arven fra Aristoteles leder til at videnskaben domineres af et mekanisk paradigme, som siden præges af reduktionisme og utilitarisme, hvilket i sin tur skaber et samfund af umættelige egennyttige konsumenter, som ødelægger både deres eget indre liv, samt naturens ressourcer (Persson & Erlandsson, 2002). Eftersom det post-industrielle samfund ikke længere har behov for alt det som produceres, bliver valgmulighederne meningsløse og fører kun til overproduktion på bekostning af det økologiske system. Siden sygdom kan påvirke vores evne til at gøre ting, som er vigtige for os og således mindsker vores almene sundhedstilstand og følelser af velbefindende (Finlay, 2004), virker det som om, at man inden for aktivitetsvidenskaben vil se til at forebygge gennem at stimulere til at ergoterapeuter tænker på sygdomsbehandling og sundhed ud fra et top-down perspektiv og hvorfor det er vigtigt at have opmærksomheden på muligheden for at indgå i værdibaserede og meningsfulde aktiviteter (Townsend & Wilcock, 2004; Persson & Erlandsson, 2002; Whiteford, 2000). Det burde være en menneskeret i det post-industrielle samfund.

Den kopernikanske revolution (Grøn et. al., 1988; Jansen, 2000) består i, at man breder aktivitetsforskningen ud fra en reduktionistisk medicinsk behandlingsmetode og i stedet optager etiske begreber fra for eksempel filosofi og sociologi, som kan åbne aktivitetsforskningen ud mod hele sit potentiale i forhold til mennesket i samfundet. Den måde at betragte mennesket på virker både befriende og æggende og det er forfatterens håb, at den kommer til at indtage en vigtig plads i samfundet fremover. Så grundlæggende, som det virker, når man først læser om aktivitetsretfærdighed og ‘ecopations’, er det virkelig et godt argument at tage med i bagagen, når man som praktiserende ergoterapeut skal møde og informere politikere og andre i samfundet. At styrke at samfundet i sin helhed kan drage stor nytte af at ændre på de etiske aspekter, som er i spil.

Forfatterne er medvidende om, at det ikke bliver nogen let sag; men disse artikler og aktivitetsforskningen i det hele taget kan hjælpe til at forbedre på den situation vi har i verden p.t. Fra ergoterapeuter som praktiserer og forsker inden for psykiatri ved vi, at det at finde mening og værdi i aktivitet er en vital del af ‘overcoming and becoming’. Et citat fra Persson og Erlandssons (2002) artikel:

“This standpoint (of post-modern morality) may be viewed as a reaction to some aspects of the crisis of Modernity. Postmodern morality, according to Bauman (1993) is duty-free, inborn, intuitively felt and individually experienced, in contrast to the collectively expected moral duties of Modernity, constructed by institutions of expertise.“

Karakteristisk ved den hierakiske organisation, som nævnes i citatet ovenfor, versus den flade værdibaserede styrelsesform og organisation: I pyramideorganisationen består ledelse i at få gennemført ting gennem andre mennesker. Direktionen træffer beslutninger (inden for de af bestyrelsen fastsatte rammer), og medarbejderne udfører opgaver, som dikteres fra toppen og nedefter i systemet. Når ‘andre’ har truffet beslutning om, hvad ‘den enkelte’ skal gøre, så har den enkelte heller ikke ansvar for ‘konsekvenserne’. De seneste årtiers til stadighed større pyramideorganisationer har sat ansvarsfriheden i system’. Flere organisatoriske niveauer → mere diffus ansvarsplacering → mindre skyldighed. Dette observeres for eksempel inden for sundhedsvæsenet. Den flade kompetencebaserede organisation er til gengæld selvstyrende og selvregulerende. I princippet kan man sige, at ledelsen har to opgaver. At sætte realistiske mål og at sætte en ramme inden for hvilken disse mål skal nås. Alle som arbejder under ledelsen har derimod metodefrihed og kan arbejde som de vil, så længe de holder sig inden for den besluttede ramme og løser opgaverne uden, at det bliver på bekostning af andre. Dette korrelerer meget godt med den ergoterapeutiske relation med patienten, hvor denne altså ikke er i behov af en chef, som udstikker ordrer, men derimod en coach. En flad organisationsstruktur skulle kunne forhindre situationer som idag kan forekomme, hvor ergoterapeuter på grund af organisationsformen forhindres i at have et aktivitetsperspektiv i sine behandlinger. Derfor er egentlig ergoterapeuten med støtte i aktivitetsforskningen den som bedst egner sig til at styrke, hvorfor det er nødvendigt at genindføre ansvar, såvel som i betydningen selvstændighed og indflydelse, som i betydningen skyldighed for resultater. Der hvor ansvarsfrihed ødelægger evnen til at bedømme vil man i stedet for at have en hierakisk struktur, hvor sagkundskab og magt er vigtigere end ligeværdige rettigheder, løfte frem en mere flad samfundsstruktur, hvor det enkelte menneskes samlede kompetencer har lige stor ret som andres og hvor sagkundskaben indtager en naturlig plads som vidensudveksling. Den grundlæggende forskel mellem ultrastabile netværk og topstyrede organisation er den reelle uddelegering af beslutningsret og resultatansvar. Et ultrastabilt netværk er en organisationsform, hvor deltagerne drages til ansvar og kun kan drages til ansvar for aftalte resultater, mens alle i den topstyrede organisation er ansvarsfri, fordi beslutningsret og resultatansvar er adskilt.

Ordet ‘etik’ har sin oprindelse i to nært beslægtede græske ord: Èthos og êthos. Èthos (græsk) betyder sæder, sædvane eller den uskrevne lov êthos (græsk) betyder standpunkt, indstilling eller sindelag Ofte sammenblandes ordet etik med ordet moral, der stammer fra latin. Moral (latin) betyder skik, brug eller sædvane. Som det ses, ligger de to begreber moral og etik særdeles tæt op ad hinanden, og det kan derfor være svært at skelne mellem dem. De synes at sige noget om det samme, – hvad de da også gør, omend på forskelligt niveau. Inden for etikken har man vedtaget en praktisk skelnen mellem de to begreber: Begrebet ‘moral’ betegner det konkrete menneske, dets holdninger og dets praktiske handlen. Begrebet ‘etik’ står for den filosofiske/teoretiske vurdering af menneskelige værdier og handlinger samt deres begrundelser. En etisk vurdering er således filosofiske overvejelser over moralske handlinger, der angiver hvorledes man bør handle i forskellige situationer. Den etiske vurdering udmøntes i et normsæt, en etik, der baserer sig på en given religions/ideologis/kulturs forestillinger om hvad der forstås ved ‘det gode liv’, samt hvilke værdier og normer der er acceptable. Etik kan med andre ord defineres som moralens teori og moral som etikkens praksis. Her har vi været på en samfundsmæssig ørkenvandring gennem snart 10-15 år i både det politiske liv såvel som i mange danske virksomheder. Så lad os ENDELIG få gennemført ett nyt princip i virksomheder og samfundsstrukturer: pandekageflade organisationer – så vil vi se kreativitet, virkelyst, ansvarlighed og aktiv deltagelse – og vel at bemærke i fin respekt for den enkeltes moralbegreber og værdisæt. Men man kan ikke lovgive om moral og etik, for tolkningen  af disse begreber er et individuelt anliggende. Man kan derimod opbygge en ‘kultur’, som fremmer en ønsket moral og etik.

Konklusion

Dette litteraturstudie har gennemgået videnskabelige artikler, som beskriver forskellige etiske aspekter på aktivitet inden for aktivitetsforskningen. I resultatet fremkom det hvordan forskellige etiske aspekter kan hjælpe til med at forklare, hvordan samfundsstrukturers underliggende etiske og moralske værdier kan lede til både sundhed og sygdomstilstande for det enkelte individ. ICF er et socialpolitisk værktøj til planering af social tryghed, erstatningssystemer og for udformning og implementering af politik (WHO, 2001). Det samme kan man sige om de etiske aspekter inden for aktivitetsvidenskaben, som i sin natur er sundheds- og aktivitetsrelaterede begreber. Disse kan anvendes i forebyggende formål inden for områder såsom arbejdsliv, uddannelse, økonomi, socialpolitik og ved udvikling af almen lovgivning og miljøtilpasninger. De kan endda ophøjes til standardregler for at tilsikre mennesker delagtighed og ligeværdighed.

Derigennem tager aktivitetsvidenskaben et “Giant Step” i forsøget på at løfte forebyggende arbejde gennem menneskelige rettigheder ind i fremtiden. Sammenblandingen af etiske aspekter hentet fra moralfilosofi og ergoterapi har plads i den fremtidige aktivitetsforskning og det aktive arbejde – hvis ikke det allerede naturligt er på vej i den retning.

Til sidst nogle diskussionsspørgsmål, som er relevante for den fremtidige aktivitetsforskning og ergoterapi: Hvordan ser man videre inden for aktivitetsvidenskaben på de etiske aspekter med særskilt fokus på de menneskelige rettigheder i samfundet? Hvordan kan man definere og implementere etiske aspekter inden for fremtidens ergoterapi? Skal vi have industriel- / maskin-etik, kognitiv etik, ‘ecopations’, occupational justice eller noget helt andet som basis for den nye samfundsudvikling?

Litteraturliste

APA Presidential Task Force on Evidence-based Practice (2006). Evidence-based Practice in Psychology. American Psychologist, Vol. 61, No. 4, 271–285.

Christiansen, C. H., & Townsend, E. A. (Red.) (2004). Introduction to occupation: The art and science of living. Upper Saddle River, NJ: Pearson Education.

DePoy, E. & Gitlin, L.N. (1999). Forskning: En introduktion. Lund: Studentlitteratur.

Finlay, L. (2004). The Practice of Psychosocial Occupational Therapy. ( 3rd ed.). Cheltenham: Nelson Thornes Ltd.

Fisher, A. & Nyman, A. (FSA 2007). OTIPM: En Modell För Ett Professionellt Resonemang Som Främjar Bästa Praxis I Arbetsterapi. Nacka: Förbundet Sveriges Arbetsterapeuter.

Greenberg, L. S., & Newman, F. L. (1996). An approach to psychotherapy change process research: Introduction to the special section. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 64, 435– 438.

Grøn, A., Husted, J., Lübcke, P., Rasmussen, S.A., Sandøe, P., Stefansen, N.C., Bengtsson, J (1988). Filosofilexikonet. Filosoffer och filosofiska begrepp från A till Ö. Stockholm: Bokförlaget Forum AB.

Jansen, T.B. (2000). Danmark om ti år – ti brikker til et nyt billede. Vejle: Kroghs Forlag.

Kronenberg F., Algado, S.S., Pollard, N. (2005). Occupational Therapy without borders: Learning From The Spirits Of The Survivors. Italy: Elsevier, Churchill, Livingstone.

Law, M., Baum, C., & Dunn, W. (2001). Measuring occupational performance. Supporting best practice in occupational therapy. Thorofare: Slack.

Persson, D., Erlandsson, L-K. (2006). aktivitetsvetenskap – gödning eller gift för arbetsterapi? Tidsskriften Arbetsterapeuten. 4, 4.

Persson, D., Erlandsson, L.K. (2002). Time to Reevaluate the Machine Society: Post-industrial Ethics from an Occupational Perspective. Journal of Occupational Science, 9 (2): p. 93-99.

Persson, D., Erlandsson, L-K., Eklund, M. & Iwarsson, S. (2001). Value dimensions, meaning and complexity in human occupation – A tentative structure for analysis. Scandinavian Journal of Occupational Therapy. 8 (1), 7-18.

Skolimowski, H. (1981). Eco-philosophy: Designing new tactics for living. Salem: Maron Boyars Publ.

Taylor, C.C.W. (1997). From the Beginning to Plato: Routledge History of Philosophy Volume 1. London: Routledge.

Taylor, C. M. (2007). Evidence-based Practice for Occupational Therapists. (2.ed.). Oxford: Blackwell Publishing.

Townsend, E. (Ed.). (2002). Enabling Occupation: An Occupational Therapy Perspective. (2nd ed.). Ottawa: Canadian Association of Occupational Therapists.

Townsend E., Wilcock A. (2004). Occupational Justice and Client-Centered practice: A dialogue in progress. The Canadian Journal of Occupational Therapy. Apr;71(2):75-87.

Whiteford, G. (2000). Occupational Deprivation: Global Challenge in the New Millenium. British Journal of Occupational Therapy. 63 (5), 200-204.

Wilcock, A. (2006). An Occupational Perspective on Health. (2nd ed.). SLACK Incorporated.

Wilkins S., Pollock N., Rochon S., Law M. (2001) Implementing client-centered practice: Why is it so difficult? Canadian Journal of Occupational Therapy. 68 (2): 70-85.

WHO. (2001). Klassifikation av funktionstillstånd, funktionshinder och hälsa (svensk övers. Socialstyrelsen). Stockholm: Socialstyrelsen.

Bilag 1: (Persson & Erlandsson, 2002)

Consequences of Applying Machine-ethical or Eco-ethical Perspectives of Occupation, Considering Personal Organism, Human Environment and Planet:

Machine-ethical occupation

-Relying on control, manipulation, effectiveness, competition and aggression

Personal organism: (Multi-tasking)

• Risking stress, burnout and disease
• accelerated occupational tempo
• fast, shallow and non-reflective actions motivated by economic and other extrinsic rewards
• imbalance in everyday occupational repertoire jeopardising play, recreation and physical mobilisation
• loss of coherent meaning

Human environment: (Competition)

• success at the expense of others
• risking a decreased well-being of others
• monopolising behaviour limits other people’s possibilities
• large-scale urban concentration is preferred to maximise economic effectiveness and profits

Planet: (Materialism)

• consumerism, overuse of planet ‘s resources
• products used are chosen for their effectiveness only, little or no regard with health, environmental hazard, soil exhaustion, pollution or animal suffering and extermination of species
• low interest in participating in actions for global justice

Eco-ethical occupation (Ecopation)

-Relying on reverence, responsibility, simplicity, multiplicity and justice

Personal organism: (Single-tasking)

• preventing stress, burnout and disease
• slower occupational tempo
• reflective actions directed by self-reward and the demands of the occupation, rather than a time-schedule
• balance in everyday occupational repertoire
• increased play, recreation and physical mobilisation
• increased coherence and meaning

Human Environment: (Co-operation)

• success through collaboration with others
• performing actions that increase well-being of others is experienced as self-rewarding
• encouraging multiplicity and non-monopolising behaviour against others
• small-scale natural contexts and simpler living is preferred

Planet: (Ecology)

• A “to be and to do” rather than “to have” behaviour economises planet’s resources
• gentleness in interactions towards the “more-than-human” environment
• products used are chosen from eco-ethical considerations, i.e. not causing animal suffering, not hazarding environment, possibility for recycling etc.
• participation in actions for global justice

Et tilfældigt sammentræf…

Tillad mig at reklamere for en blog på TV2, som har skrevet nærværende indlæg, som jeg har lånt her og hvis vid, jeg har stor respekt for: http://blog-dyn.tv2.dk/pelecanus/

Vores statsminister er en heldig mand. Gennem flere dage har et muligt tyrkisk veto, mod hans udnævnelse til Nato’s nye generalsekretær, svirret i luften. Nærværende skribent fandt endda, at der helt sikkert ville blive nedlagt et veto. Dette med udgangspunkt i tyrkernes særlige krav om enten en betingelsesløs undskyldning for hans optræden under Muhamed krisen eller alternativt en lukning af den kurdiske TV station ROJ. Det første kunne udelukkes pga af Anders Fogh’s helt særlige personlige integritet og karakterfasthed. Det andet fordi det ville stå i åbenlys modstrid med hele dagsordenen for Muhamned krisen – den særlige danske ytringsfrihed – som Anders Fogh under hele krisen valgte og stå vagt om. Ytringsfriheden skulle i hvertfald ikke beklikkes under hans vagt.

Og så kommer i dag dette helt fantastiske sammentræf – kort tid efter tyrkerne annoncerer deres støtte til Anders Fogh – fortæller en tyrkisk avis om en mulig lukning af TV stationen ROJ, to danske statsadvokater befinder sig i Ankarra med henblik på at få efterforske og indsamle materiale der muliggør en lukning. Anklagemyndigheden i Danmark skynder sig dog at udsende følgende meddelelse:

Besøget er dog på ingen måde kommet i stand på grund af statsministerens mulige kandidatur til posten som generalsekretær i Nato, forsikrer statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Der er altså i følge myndighederne tale om et sammetræf af omstændigheder. Vores statsminister er godt nok en heldig mand. En skeptiker som nærværende skribent ville måske nok mene at dette heldige sammentræf næsten er for godt til at være sandt. Og måske vil samme skeptiker begynde at overveje om der virkelig er en lukning på vej. Er en hurtig inddragelse af sendetilladelsen, og en langvarig retssag for at få den tilbage en mulighed? Og hvis det sker hvad betyder det så for Venstre og Anders Fogh. Jeg kender ihvertfald en i Venstre der lige nu må koldsvede ved tanken om dette mulige overgreb på ytringsfriheden:

• Den kommende næstformand Kristian Jensen kan i disse timer ikke have det særlig godt.

Hvem husker ikke hans nådesløse angreb på Grundfoss ejeren Niels Due Jensen under Muhamed krisen – hvor Kristian Jensen slog fast at denne Niels Due havde valgt at sætte virksomhedshensyn over ytringsfrihed. Dette i et svovlende personligt angreb på Niels Due Jensen.

• Hvordan vil unge Kristian Jensen angribe denne gang?

For her er der jo tale om, at måske har selve landets statsminister valgt at sætte personlig vinding over ytringsfriheden. Niels Due Jensen handlede trods alt på virksomhedens vegne – Anders Fogh gør det muligvis på egne vegne. Dette må udløse et ragnerok i Venstre hvad enten nogen går til angreb eller ej. Ellers vil partiet stå tilbage lige så degenereret af magten som statsministeren. Her vil være stof til utallige blogs om Venstres fald fra magtens tinder.

Jeg tilslutter mig tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen og siger: Et tilfældigt sammentræf? Jeg er målløs.

Kunsten at galopere baglæns…

Nu har jeg jo i nogen tid efterhånden fulgt- og deltaget aktivt i debatten rundt omkring. Her skal ikke falde nogen dom over nogen – og jeg erkender endda selv at være forfaldet til brug af dele af denne adfærd i pressede situationer. Så her kommer nogle selvudviklede principper for kunsten at galopere baglæns.

Den personlige (selvretfærdige):

• Efter at være taget i at lyve, bortforklare eller manipulere ses disciplinen baglæns galop ofte anvendt i et forsøg på at backtracke sig tilbage gennem historien for at slette eller manipulere med sine tidligere statements, så de passer til de nuværende. Stilen er let genkendelig på sin selvfornægtende karakter. Ridderen ses skuende fremad rystende vildt på hovedet, imens hesten galoperer baglæns. Alle forhindringer på vejen fornægtes, da man jo ikke kan se dem. Selv efter ridderen ligger i svinestien og roder rundt benægtes fortsat ivrigt.

Den beskyttende (selvpromoverende):

• Efter at andre (muligvis folk, som man ser op til) er blevet taget i at lyve, bortforklare eller manipulere ses disciplinen baglæns galop ofte anvendt i et forsøg på at backtracke tilbage i historien for at vise, hvor klog man selv er – og hvor dumme andre mennesker er, når de ikke kan forstå, at verden kun kan forstås og opleves på én måde, samt at svinestien stinker af lort, fordi alle de andre svin skider, imens ridderen selv ikke bidrager med andet end duften af roser og lavendel. Stilen genkendes ved, at hesten galoperer baglæns, imens ridderen forsøger at kigge bagud over skulderen for at finde nogle, som man kan lægge skylden på; men eftersom rustningen forhindrer et bredere udsyn observeres retningen direkte mod svinestiens mest mudrede område ikke.

Den visionære (navlebeskuende):

• Denne særlige form for baglæns galop viser sig ved, at ridderen sidder omvendt på hesten, som galoperer baglæns uden at flytte sig ud af stedet. Ridderen forsøger at fremskrive og spå om fremtiden ud fra oplysninger, som han tror uafhængige; men som viser sig at hidrøre fra hans egen og andres samtid. I stedet for at være visionær får denne disciplin den konsekvens, at ridderen bliver ligeså indbildsk og selvfed, som de svin, han forsøger at lægge afstand til.

Den gangbare (målsøgende):

• Formen karakteriseres ved, at ridder og hest står stille - ridderen ved siden af hesten – og skuer fremad. Ridderen forestiller sig et mål for fremtiden og derefter, hvordan man kan ride baglæns i etaper tilbage fra målet og hen imod udgangspunktet i en bred vifte af mulige veje. Omtanke og kundskab lægges til grund for tilrettelæggelsen af det baglæns ridt, hvor mulige forhindringer tages med i overvejelserne således, at man kan reagere adækvat på uforudsete forhindringer. Da selve ridtet foregår parallelt med den baglæns galop, som ligger i en tankeproces, bliver første etape således også fremadrettet, selv om man i tankerne bevæger sig baglæns. Dette har som fordel, at de visuospatiale funktioner fungerer uafhængigt af tankeprocessen, og således bliver ridderen mindre tilbøjelig til forvirring og papegøjeplapren – ligesom ændringer i omgivelserne nøje kan indregnes inden påbegyndelsen af næste etape.

Da jeg ikke er god til at tegne, må I selv danne jeres egne indre billeder. God fornøjelse.

Dansk Folkeparti: Dyrt bekendtskab for egne vælgere!

Tillad mig at reklamere for en blogger på TV2, som har skrevet nærværende indlæg, som jeg har lånt her og hvis vid, jeg har stor respekt for: http://blog.tv2.dk/plt84/

Dansk Folkeparti: Dyrt bekendtskab for egne vælgere!

Julemanden Tom: ”Kære børn. I år har jeg rystet sækken. Derfor er der flere gaver i år end sidste år og nogle får flere julegaver og ingen får færre. Lyder det ikke godt?”

Børnene: ”Jo, du er fantastisk. Som både julemand, Gud og tryllekunstner i Cirkus Arena i én og samme person”.

Moderen, hviskende til fætter Tom: ”Det er da dyrt, hvordan kan det lade sig gøre?”

“Jeg har lånt i banken”, svarede Tom.

”Jamen, lånet skal betales tilbage”, replicerede moderen.

”Nemlig”, svarede Tom, ”og derfor skal vi efter jul spare. Der bliver ingen fællestur i Tivoli 1. maj og fødselsdagsgaverne bliver inddraget. Men det opdager børnene ikke før det er for sent”.

Den skattereform, som med mindst mulig margin vedtages i Folketinget en af de nærmeste dage, kan anskues fra mange vinkler. Man kan iagttage selve forløbet og spillet uden for rampelyset, selve indholdet af aftalen og det som forties, man kan beregne hvordan store beløb omfordeles og endelig kan man tillade sig at stille spørgsmålet: Har vi den presse vi fortjener? Uanset hvilken vinkel man anvender, bliver resultatet det samme; det bliver en dyr fornøjelse for de små i samfundet og reel information om reformens konsekvenser er lav.

Løgnen om forhandlingsforløbet

Hverken Løkke, Kjærsgaard eller Fogh taler sandt, når de siger, at de var interesserede i et bredt forlig. Det er pærenemt at finde dokumentation for det udsagn. Fogh stillede tre uspiselige krav for at få lov til at medvirke i forhandlinger, lige før de gik i gang. Regeringen krævede

1. at oppositionen skulle acceptere at skattestoppet fortsætter,
2. at oppositionen skulle acceptere en massiv underfinansiering af skattereformen (som er blevet større i det endelige forlig), hvilket medfører enten lavere offentlig service eller højere betaling for offentlig service (som specielt rammer de familier med de laveste indkomster) og
3. at oppositionen skulle acceptere at forhandlinger kun måtte vare i 2 dage (efter at Skattekommissionen havde anvendt 390 dage og regeringen selv havde brugt 24 dage, inkl. 7 dages skiferie).  På en skattereform, som skatteminister Kristian Jensen har kaldt den største i nyere politisk historie!

Tre krav, som nøje var udvalgt for at få oppositionen til at hoppe af.

Hvilket også fremgår af følgende artikel, offentliggjort i JP onsdag den 25. februar:

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1613188.ece

Pengene er der ikke: Underfinansiering

Da man gik ind til forhandlingsbordet i sidste uge, viste regeringens egne beregninger, at deres udspil var underfinansieret med 13 milliarder i 2010. Det er en kendt sag, at underfinansiering altid betales af de dårligst stillede – arbejdsløse, pensionister og de lavest lønnede på arbejdsmarkedet – i form af øget betaling af eller reduktion i offentlige ydelser.  Efter at oppositionen havde forladt forhandlingsbordet, kom DF – partiet, som ihærdigt påstår (når mikrofonerne er åbne), at de varetager de svagestes sag – til fadet. Med deres aftryk på skattereformen, er underfinansieringen vokset markant. Igen til skade for de dårligst stillede. Som også påpeget af Carsten Koch. Man behøver ikke være professor i nationaløkonomi for at kunne regne det ud. Her er de store linjer:

Omfordeling af personskatter – en omvendt Robin Hood

Der er ingen grund til at klandre DF for bortfaldet i mellemskatten. Det var kommet – uanset, hvem der havde indgået aftalen.

Det er også korrekt, at procentsatserne for topskat ikke blev sat ned (fra 15 % til 13,5 %), hvorved underfinansieringen blev formindsket.

Dette opvejes dog, (til fulde og meget, meget mere) ved ekstraordinært at hæve grænsen for topskat – den er sat op til hele 390.000 i 2010 og videre op til 410.000 i 2011.  Med øget underfinansiering til følge.

Bemærk: Det er med dette kneb lykkedes DF at flytte skattegevinsten fra de allerrigeste til de næstmest rige.  Ikke til dem der skulle være deres påståede kærnevælgere i bunden af indtægtspyramiden.

Jamen så er der kompenseret for de mest udsatte lavindkomster ved lavere procentsats i bundskatten og højere bundgrænse, ikke sandt?

Nej. For de reduktioner i procenten for bundskat og forhøjet bundfradrag er ikke eksplicit forbeholdt lavindkomster. Dem får alle!

Med reformen er det med andre ord lykkedes DF at give de velstillede højere bundfradrag, lavere bundskat, fjernet mellemskat og – gennem et markant løft af grænserne mellem bund- og topskat – lavere skat på den sidst tjente krone. Og inklusiv en grøn ”lige-til-at-grine-af- tyrolerhat check” og et miljøelement uden visioner samt et ekstra fradrag på kr. 1000, der sammenlagt får underfinansieringen til at vokse med adskillige milliarder, er det hele særdeles asocialt. Lægger man dertil, at der i planen er indbygget nogle løse forhåbninger om ’dynamiske effekter’ (at skattelettelserne vil skabe øget forbrugslyst og dermed bedre beskæftigelse og større skatteindtægter), hvilket er særdeles tvivlsomt under frygt og mismod i en økonomisk recession, kan det ikke blive værre. Underskuddet på statsbudgettet bliver gigantisk.

Hvem var det nu, DF påstod, de varetog interesserne for?

Beskæftigelsen

Regeringen påstår, at effekten af den gennemførte skattereform vil skabe 19.000 flere arbejdspladser. Indtil nu har det ikke været muligt at finde én ædru økonom, der mener at effekten kommer over ca. 6.000. Og da arbejdsløsheden i forvejen, med regeringens passivitet, vil vokse til langt over 100.000 i indeværende år, vil det blive svært overhovedet at registrere beskæftigelseseffekten af den nye skattereform. Men det lægger DF så gerne navn og stemmer til.

Hvad kunne de 13 milliarder ikke have skabt af reel nytteværdi? Ved at være brugt til investeringer i infrastruktur, bedre bygninger og alternativ energi – med både direkte effekt på beskæftigelse, højere udnyttelse af produktionsapparatet, bedre indtjening i virksomhederne og langsigtet styrkelse af konkurrencekraften.

Danmark var det land i Europa, som først blev ramt af recession. Vi er det sidste land til at reagere på det.

Vækstpakken er udeblevet og erstattet med sølle 2 milliarder kr. skjult inde i skattereformen. Nu er mulighederne spildt! Med velvillig assistance fra DF.

Persongalleriet

Lars Løkke har 2 belastende karaktertræk – han er arrogant og løgnagtig. Det er ikke i selv diskvalificerende i det politiske liv. Med mindre gud og hvermand kan se det. Og, desværre for ham - det kan de! Hans kynisme er som JR i Dallas og så klodset og gennemskuelig, at selv en døv og blind DF-vælger kan sanse det. At påstå, at ”..det er beklageligt at S og SF har valgt at forlade forhandlingsbordet…”, når man ved, at Løkke reelt slet ikke inviterede dem, falder den kvikke replik tilbage på ham selv. Han bliver aldrig statsminister. For han har allerede demonstreret, at han ikke kan eller vil det brede samarbejde.

Pia Kjærsgaard har ikke brikkerne på øverste etage til at beregne, hvad skattereformen betyder. Heller ikke dét er for så vidt diskvalificerende. Hun er taktiker mere end strateg, og man behøver ikke hive hende frem i rampelyset ved enhver given lejlighed. Det er derfor uforståeligt, at partiet gør det, når emnet er ’statens indtægter og udgifter, samt skatten’. Hvorfor lader man hende, med det vanlige mopsede udtryk i hele åsynet, udtale ”at hun da ikke kan forstå, hvorfor oppositionen er fornærmet og gået fra forhandlingerne, så vi skal sidde her helt alene tilbage..” ? En sætning hun med garanti har fået mediemanuduktion i, og som er ren cover my ass fortrængningsmekanik. Formålet med udtalelsen er alene at forsøge at give politiske partier, som for længst er stået af, skylden for, at DF har indgået en håbløs aftale. En aftale, der i længden ikke kan skjule, at deres egne vælgere, når skattereformens konsekvenser bliver landskendt, er taberne.

Tilmed topper hun tåbelighederne ved at sige ”at skattepakken er en fordel for alle danskere… det har regeringen lovet…og hvis det ikke passer, må det være deres ansvar”. Hallo! Sidder et parti til forhandlinger på andres ansvar eller sidder de der på eget ansvar?

Hvis skattereformen ikke passede DF, kunne de da bare selv have forladt forhandlingsbordet, for oppositionen var allerede gået og flertallet forsvundet. Der var derfor enten slet ikke blevet nogen skattereform eller kommet en helt ny forhandlingsrunde.

Helle Thorning, Villy Søvndal og Margrethe Vestager gjorde imidlertid det eneste rigtige. Hvorfor medvirke til madlavningen, når maden er fordærvet, kokken er syg, gryderne uhygiejniske og komfuret er defekt.

Så er der Danmarks svar på Andy Warhols ’15 microseconds of fame’, Anders Samuelsen, sponsoreret af Saxo Bank (med en aftale, som næppe bliver fornyet). Hans eneste berettigelse for at optræde i forhandlingerne er vel, at selv en dårlig forestilling har brug for en pauseklovn. Når han alligevel skal nævnes her, er det fordi han er fortrinlig til dokumentation af regeringens og DF’s nøje planlagte komplot mod S+SF+RV:

Hvordan kan Samuelsen have en berettigelse ved forhandlingsbordet, når man ved, at hans skattepolitiske holdninger er så fjernt fra Dansk Folkepartis officielle holdning, man kan komme? Og når man ved, hans stemme ikke er udslagsgivende? (Han tabte så sutten lørdag. Måske opdagede han, at Superligaen var startet på ny og havde andre og bedre ting at bruge tiden til?).

Pressen og interessegrupper udgør også en bestanddel i meningsdannelsen. Er det kun mig der synes, at medierne generelt har behandlet skattereformen meget pop-smart? Har DR og TV2 fremlagt konsekvenser for den enkelte borger og husstand på eksemplificerende, pædagogisk vis? Hvor mange dagblade har – for det er jo deres opgave at påvise forskellen mellem hvad der bliver sagt & lovet og hvad der bliver gjort – påvist forskellen mellem ord og handling?

Tilføjelse:

»Medierne har med deres etniske retorik et ubehageligt medansvar for den aktuelle vold i København. Hvad med at tage et ansvar?«

Denne tankevækkende kronik er skrevet af en medstuderende ved Lunds Universitet. Læs mere her: http://politiken.dk/debat/kroniker/article663588.ece

Synes du, at medierne er sig deres ansvar bevidst, når man tænker på den seneste tids dækning af bandekrig og skatteforlig ?

Om Fremtiden

© Jens N. Roved (billedet).

Det kuriøse ved Darwin – her i tiden for hans 200 års fødselsdag – er vel, at han mig bekendt aldrig har taget stilling til, om der eksisterer en universel ikke-menneskeskabt gud. Samme må vel siges om Einstein. Og det er disse to, som profileres vidt og bredt hver eneste gang en stærkt troende ateist skal ud og vise flaget. Jow jow – man har virkeligt forfinet den hæderkronede gamle offerdans ‘at træde rundt i spinaten’. I den værdikamp som skal forestille at være imellem tro vs. ikke-tro er Darwin således et umådeligt ringe kort at spille. Om Agnosticisme kan man sige mange ting; men at det skulle være en gren af ateisme eller en gren af teisme er godt nok en påstand, som vidner om en ufattelig åndsfraværende idioti.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg: http://blog-dyn.tv2.dk/confucius/

Selvironi er en evne, som er guld værd at besidde. Desværre er der rigtig mange mennesker, som ikke kan gennemskue selvironi endsige ironi. Disse mennesker har ofte et sort-hvidt syn på tilværelsen.

Men nu skal det handle om kap. XV, Fra Helvedes Blækhus.

Introduktion: En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales “patienten”) bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel “Fangegarn”, som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke ‘farer’, han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter min mening simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er “Fjenden” Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som ‘Vor Fader dernede’.
Kap. XV.

Kære Malurt!

Jeg havde naturligvis bemærket, at menneskene havde en rolig periode i deres europæiske krig (Anden Verdenskrig, red .) – som de i deres naivitet kalder »Krigen« ! – og jeg er ikke overrasket over, at der er en tilsvarende  rolig periode i patientens ængstelse. Skal vi opmuntre dette, eller skal vi bibeholde hans ængstelse? Både forpint frygt og dum selvtillid er ønskværdige sindstilstande. Det valg, vi må træffe mellem dem, fremkalder vigtige problemer.

Menneskene lever i tiden, men vor FJENDE har bestemt, at de skal leve i evigheden. Derfor tror jeg nok, at han hovedsagelig vil have, at de skal give agt på to ting, evigheden selv og det punkt af tiden, som de kalder nuet. For nuet er det punkt, hvor tiden berører evigheden. Nuet, og kun nuet, oplever menneskene på samme måde, som vor FJENDE oplever virkeligheden som helhed; kun i det skænkes dem frihed og virkelighed. Han vil derfor have, at de altid er optaget enten af evigheden (hvilket betyder at være optaget af ham) eller af nuet – enten grunder over deres evige forening med eller adskillelse fra ham eller også adlyder samvittighedens stemme i nuet, bærer nuets kors, tager imod den nåde, som skænkes dem i nuet, siger tak for den glæde, de har i nuet.

Vor sag er det at få ham bort fra evigheden og fra nuet. Med dette mål i sigte frister vi somme tider et menneske (for eksempel en enke eller en lærd mand) til at leve i fortiden. Men dette er kun af begrænset betydning, for de har en vis virkelig kunskab om fortiden, og den har en ganske bestemt natur og ligner for så vidt evigheden. Det er meget bedre at få dem til at leve i fremtiden. En biologisk nødvendighed gør, at alle deres lidenskaber allerede peger i den retning, så tanken om fremtiden tænder håb og frygt. Og så er der også den ting ved det, at fremtiden er ukendt for dem, så at vi ved at få dem til at tænke på den får dem til at tænke på noget uvirkeligt. Kort sagt, fremtiden er det, der allermindst ligner evigheden. Det er den mest udpræget timelige del af tiden – for fortiden er frossen og flyder ikke længere, og nuet er helt gennemlyst af evighedens stråler. Det er derfor, vi har søgt at fremme alle disse tankesystemer som f.eks. den skabende udvikling, den videnskabelige humanisme eller kommunismen, som retter menneskers følelser mod fremtiden, der er det inderste i timeligheden. Heraf følger, at næsten alle synder har deres rod i fremtiden. Taknemmelighed skuer tilbage til fortiden, og kærlighed ser til nutiden; Frygt, begærlighed, begær og ærgerrighed skuer fremad. Tro ikke, at begær er en undtagelse.Når øjeblikkets nydelse indtræder, tilhører synden (som alene interesserer os) allerede fortiden. Nydelsen er netop den del af processen, som vi beklager, og som vi ville afskaffe, hvis vi kunne det uden at gå glip af synden; Nydelsen er den del, FJENDEN bidrager med, og som derfor opleves i et nu. Synden, som er vort bidrag, skuede fremad.

Ganske vist vil FJENDEN også have mennesker til at tænke på fremtiden – akkurat så meget, som det er nødvendigt for nu at planlægge de retfærdige og menneskekærlige handlinger, som sandsynligvis vil være deres pligt i morgen. Pligten til at planlægge morgendagens arbejde er den pligt, der påhviler mennesket i dag; skønt den arbejder med materieale der er lånt fra fremtiden, tilhører den pligt, som alle pligter, nuet. Dette her er ikke hårkløveri. FJENDEN vil ikke have, at mennesker skal give fremtiden deres hjerte, vil ikke have, at de skal samle sig skatte der. Men det vil vi. Hans ideal er et menneske, som, når han har arbejdet hele dagen for sine efterkommeres skyld (hvis det er hans kald), slår det hele ud af tankerne, lægger resultatet i Guds hånd og så straks er så tålmodig og taknemmelig, som det øjeblik, han netop gennemlever, kræver af ham. Men vi ønsker et menneske, som fremtiden rider som en mare – jaget af syner af en himmel eller et helvede på jord, der er umiddelbart forestående – rede til at bryde FJENDENS bud i nuet, hvis vi kan få ham til at tro, at han derved kan komme i denne himmel eller undslippe dette helvede – et menneske, hvis tro er afhængig af, om de planer lykkes eller mislykkes, hvis slutresultater han ikke vil opleve. Vi ønsker en hel race, der stadig søger at nå en fjern, fjern regnbue, som aldrig er ærlig eller venlig eller lykkelig nu, men som altid bare bruger enhver gave, der skænkes dem i nuet, som brænde på fremtidens alter.

Deraf følger i almindelighed – og alt andet lige – at det er bedre for din patient, at han fyldes med ængstelse eller håb (det er omtrent lige meget hvilken af delene) i anledning af denne krig, end han lever i nuet. Men udtrykket »at leve i nuet« er tvetydigt. Det kan beskrive en proces, som virkelig har lige så meget med fremtiden at gøre som ængstelsen selv. Det kan være, at din mand ingen bekymringer gør sig for fremtiden, ikke fordi han er optaget af nuet, men fordi han har bildt sig selv ind, at fremtiden vil blive behagelig. Så længe hans ro i virkeligheden er sådan beskaffen, vil den ikke gøre os nogen gavn, fordi an bare oplever den ene skuffelse efter den anden, og han derfor bliver mere utålmodig, når hans falske forhåbninger bliver knust. Hvis han på den anden side er klar over, at det er noget rædselsfuldt, der venter ham, og han beder om de dyder, der kan sætte ham i stand til at møde det, og han imidlertid beskæftiger sig med nuet, fordi dér og kun dér bor al pligt, al nåde, al kundskab og al glæde – ja, så er hans tilstand i allerhøjeste grad i uoverensstemmelse med vore ønsker, og vi må straks gå til angreb. På dette punkt har vort filosofiske våben – anvendelsen af de rette ord og talemåder – igen gjort god fyldest; prøv med ordet »selvtilfredshed«. Men naturligvis er det højst sandsynligt, at han ikke »lever i nuet« af nogen af disse grunde, men simpelthen, fordi han har et godt helbred og er glad for sit arbejde. I så fald er fænomenet helt naturligt. Alligevel ville jeg få det til at høre op, hvis jeg var dig. Der er ikke noget naturligt fænomen, der virkelig er til gunst for os. Og for resten – hvorfor skulle dog den skabning være lykkelig?

Din hengivne Onkel

Fangegarn

Bålet på operapladsen i Berlin d. 10. Maj 1933.

Goebbels båltale:

»Mod Klassekamp og materialisme, for folkefællseskab og idealistisk livsholdning! Jeg overgiver Marx’ og Kautskys skrifter til flammerne!

Mod dekadence og moralsk forfald! For tugt og gode sæder i familie og stat! Jeg overgiver Heinrich Manns, Ernst Gläsers og Erich Kästners skrifter til flammerne.

Jeg overgiver til flammerne jøden Sigmund Freuds skrifter på grund af utugt og bagtalelse af den tyske folkesjæl!

Mod litterært forræderi over for soldaterne fra første verdenskrig, for folkets opdragelse i værneviljens ånd! Jeg overgiver Erich Maria Remarques skrifter til flammerne!

Mod frækhed og anmaselse, for agtelse og ærefrygt, for den udødelige tyske folkeånd! Opslug flamme også Tucholskys og Ossietzskys skrifter!«

Da bålet er brændt ned sluttes der med afsyngelsen af Horst Wesselsangen, hvorpå Goebbels med et citat af Ulrich von Hutten råber: »Oh, århundrede, oh videnskaber! Det er en lyst at leve!«

Thomas Mann (1933)

»Den der brænder bøger – brænder mennesker næste gang!«

Han fik ret, alt for meget ret!

Arbejderne og fagforeningerne havde været nyttige idioter i forhold til at bringe Hitler til magten. Hans manipulation og ‘forræderi’ imod nogle af de socialistiske værdier, som han havde skabt sig et valgbart navn på, kom for alvor til udtryk i 1933 og frem, hvor flygtninge fra Hitlers Tyskland – jøder, sigøjnere, kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk – søgte asyl i Danmark, med risiko for at blive sendt tilbage over den danske grænse til bødlerne, som grinende ventede på den anden side. Hvis man skal bedømme Hitler, så kan jeg tidligt i hans karriere se en dygtig manipulator, som udtrykte en masse socialistiske tanker blandet med racehad. Men i hans handlinger levnes ikke nogen tvivl om hans højreorienterede fascistiske status. Opgøret med venstrefløjen, som i store dele havde sørget for hans flertal, skete prompte efter hans magtovertagelse og viser, at han ikke et sekund havde gjort sig nogle illusioner om at skabe en socialistisk stat. Frem for alt skal historien bedømme Hitler på hans excellente evner udi manipulation og demagogik. Han fik lullet en hel venstrefløj ind i hovedløs tilbedelse, og da han overtog magten, var det for sent for dem. De endte for manges vedkommende deres dage i KZ-lejre.

Nazisterne anvendte kun ordet socialister i deres navn for, at det skulle være mere spiseligt for omverdenen. Der var aldrig skyggen af socialisme over nazisterne. Tværtimod!

Det samme gælder i dag for VU i Århus’ nye venner, nynazisterne. De hader demokratiet.

Hvis vi vender tilbage til Rigsdagsvalget i 1932. Der tabte nazisterne ca. 2 mill. stemmer. SPD og KPD var i fællesskab stærkere. Samme år blev der ifølge ‘Rote Hilfe’ skudt 81 arbejdere af politiet og 139 af SA og SS. Der blev indledt retsforfølgelser af ikke mindre end 133.000 antifascister. Så sent som i januar 1933 fonyer KPD sit tilbud af 20. juli 1932 til SPD og fagforeningerne om en enhedsfront. Forslaget afvises!

Lad mig slutte dette indlæg med kilden til Thomas Manns ord fra 1933.

Dort wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am Ende Menschen (Der, hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker) Heinrich Heine (1797-1856), 1821 Sentensen stammer fra den tyske forfatter Heinrich Heine Almansor. Eine Tragödie vers 243-244; værket blev skrevet 1820-1822 med et første tryk i 1821.

Baggrundsmateriale: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry226261.html

Til foredrag i aftes med MiD…

Jeg kan godt forstå kritik af Hamas. Men det løser ikke så meget. Situationen er sådan idag, så hverken Hamas eller Israel kan komme udenom at måtte forholde sig til hinanden, hvis man vil skabe fred – og tro mig – det ér og bør være i Israels interesse.

Jeg var til foredrag med Michael Irving Jensen i aftes. Meget spændende og virkelig grundig gennemgang af PLO og Hamas og hvorfor Hamas er blevet så stærke. Her kommer et par hurtige notater.

Folk i palæstina havde intet til overs for det muslimske broderskab før Hamas kom til. Palæstinenserne har ikke nogen længere historie med religiøs fanatisme. Det er et modefænomen, som er opstået siden 1988. Grunden til Hamas’ success er, at PLO altid har haft deres rødder uden for palæstina, hvorimod Hamas har deres rødder i de besatte områder. Hamas har ikke vundet deres sejre på terror. De har vundet deres sejre, fordi de er opstået i de besatte områder – det er det muslimske broderskab, som har koblet sig på Hamas, ikke omvendt. PLO og Fatahs hykleri kan ses igennem, at de bygger luksusvillaer til sig selv, imens Hamas befinder sig der, hvor palæstinenserne er – i flygtningenlejrene. Derfor har Hamas vundet. Det er også derfor, at PLO/Fatah afskyr Hamas. Hamas ville slet ikke have eksisteret, havde det ikke været for PLO’s distance til folket.

Problemet for Hamas er imidlertid, at Hamas vil miste hele deres religiøse grundlag, hvis man går på kompromis med et charter, hvor man har skrevet, at det, som står, er Guds vilje. Det er et charter, som reelt forhindrer Hamas i officielt at se realiteterne i øjnene. Derfor biiver Hamas nødt til at finde smuthuller – og det er et problem for Hamas, som begynder at se realiteterne i øjnene. Israel ophører ikke med at eksistere. Præcis ligesådan måtte PLO tidligere se Pan-arabismen gå i vasken i 1967. Man kan argumentere for, at Hamas gennemgår den samme udvikling som PLO har måttet gennemgå, blot en årrække senere.

Og han har ret. Det største æselspark til Hamas er, at de har malet sig op i et religiøst hjørne, hvor de i deres charter har skrevet, at det er Guds ord, at landet tilhører palæstinenserne. Så er det jo lidt svært for Hamas bagefter at gå ud og sige, at man alligevel godt vil anerkende Israel. Hamas kan til gengæld godt med ryggen fri erklære en de facto våbenhvile, som så kan fornyes i det uendelige og ligeledes de facto erklære Israels eksistens, hvilket så også kan fornyes i det uendelige. Derfor har Hamas været nødt til ‘de facto’ at anerkende Israels eksistens for at kunne blive taget alvorligt. Men det er ris til deres egen røv, at de har skrevet et charter, som reelt modsiger den realpolitik, som de i de kommende år bliver nødt til at føre.

Hvis man vil Hamas til livs, så kommer man det kun gennem at skabe fred. På sigt og i den nærmeste fremtid vil der være flere palæstinensere i Israel end der vil være Jøder. Man kan ikke bekæmpe Hamas uden, at tage hensyn til den sociale og historiske kontekst i hvilken sådan organisation har fået fodfæste?

Michael Irving Jensen havde en ret interessant holdning i aftes også. Han mener, at Hamas er et modefænomen, som vil forsvinde med tiden.

Lad mig citere min gode ven Don Salvatore: »Det håber jeg egentligt. Men jeg tror som sådan heller ikke, de har en fremtid, hvis ikke de nedtoner krigslysten og viser vilje til en fredelig løsning. For jeg tror da ikke palæstinenserne vil finde sig i det for evigt. Så ja… Det er nok helt rigtigt at kalde dem et modefænomen, og hvis ikke de vil forsvinde i glemslen er de nød til at ændre på sig.«

Dette var de meget korte noter. Jeg skriver 2. års projekt for tiden, så det kniber lidt med tiden til at gennemlytte hele mit materiale, ligesom billederne også må lade vente på sig.

Lad os alle på denne dag mindes holocaust. Hvert år den 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag – den officielle danske mindes- og mærkedag for Holocaust og andre folkedrab.

http://www.diis.dk/sw12806.asp

Enestående (dagens Danmark) nu med telefontrusler…

Nu er jeg sådan lidt … , så nu skal I få en godnathistorie. Nu skal man så ringes op flere gange om dagen for at blive udsat for telefontrusler fra en… …n, der ville sikre sig, at jeg var ‘hjemme’. Ubehagelig fætter. Jeg formoder, at det denne gang relaterer sig til nogle af de højreorienterede skvatnakker, som jeg har omtalt på mit indlæg om kulturberigelse; men det er naturligvis ren spekulation for nuværende. Det vil tiden vise. På avisen.dk er mit privatliv OG krafteddeme også min brors privatliv uddannelse, erhverv og adresse blevet blandet ind i debatten om mødet med MiD. På TV2 blog er jeg også blevet udsat for en slet skjult trussel:

»39. gilgameesh 19-01-2009 17:49Rapportér/anmeld

Snowtiger……
Véd du at du ved at lefle for bl.a Muslimer I Dialog, forkaster demokratiet?
MID er en underafdeling af Det muslinske Broderskab, en organisation der vil omstyrte demokratiet.
Izlamismens nyttige idioter skal bekæmpes med alle mulige midler, det gælder også DIG…. FEAR THE DAY WHEN EUROPE RISE AGAINST IZLAMOFASCISM BRAINDAMAGE.
Modsat Europas jøder ønsker izlamofasisterne ikke at blive en del af den europæiske kultur.. Så derfor hører de ikke til i den vestlige verden. Og de hjælpes på vej af fascister som dig der hader frihed, demokrati og den vestlige verden…«

Jeg er tidligere blevet udsat for chikane, så det er jeg på ingen måde nervøs for. Men jeg synes, at det er både barnligt og dumt. Sjovt nok er der ingen af de muslimer, som jeg har været i dialog med, som udsætter andre for den slags. Hvorfor sker den slags altid, når man forholder sig kritisk til yderligtgående højreorienterede?

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry255029.html

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry256934.html

Why stand on a silent platform? Fight the war, fuck the norm

En jøde taler ud 2

England: Gerald Kaufmann Jewish MP denounces Israel as warcriminals and fools.

(Endnu en sag, som de danske medier har snorksovet over).

En aften i kulturberigelsens tegn…

Efter at have læst noget af det svineri og de racistiske kommentarer, som står at finde på uriasposten, besluttede jeg mig for at gå til et åbent debatmøde med Muslimer i Dialog på Nørrebro i aftes. Oplægget havde Zaki Youssef og Nidal Abu Arif som hovedtalere. Det var meget spændende. Jeg vil skrive mere om dette i løbet af de nærmeste dage og også bringe nogle billeder; men for nu vil jeg bringe et citat fra Nidal, som havde følgende at sige om demonstrationer og optøjer i Danmark. Og så et enkelt fra Zaki.

Nidal Abu Arif:

»Det, som har irriteret mig mest ved demonstrationerne i Danmark på det sidste, er, at det er vores ansvar – og også mit ansvar – hvis jeg ser en ung mand begynde at brænde det israelske flag, at stoppe ham. Ikke for Israels skyld, men for Palæstinas skyld. Lad ham ikke få hans 5 minutters eller 5 sekunders berømmelse i fjernsynet på vores bekostning. Stop ham, men gør det for Palæstinas skyld, fordi det har intet formål. Folk i Gaza er holdt op med at brænde det israelske flag. Hvis vi står i en demonstration i Danmark, og der er en der råber ‘khaebar khaebar’ – Stop ham – fortæl ham, ‘hvad har du gang i? Ved du, hvad Khaebar det er? Ved du, hvad det hentyder til? Ved du, hvilken betydning det har? Ved du, hvilket signal det sender?’ Hvis du finder en, som har det der Hamas pandebånd på, så spørg ham: ‘Hvad laver du her? Rejs til Gaza. Fjern det banner. Du ligner sådan en militant person, som måske har det bedre dernede.’ Og jeg er sikker på, at de folk, som render rundt og laver ballade, hvis de havde været i Gaza – og man har set dem også i 2006 – Hvis de havde boet i Gaza, så ville de have råbt om hjælp. Evakuér os! Det skete i 2006. Alle palæstinensere, som har været på ferie i Libanon, har råbt til den danske stat – ‘Evakuér os, vi vil væk herfra’. Så det er jeres ansvar – også at skrive til de organisationer, som arrangerer demonstrationer. Skriv til dem, at de hjælper ikke Palæstina på den her måde. Hvis I vil arrangere en demonstration, så gør det ordentligt – og vigtigst af alt – at I er klar over og ved, at I har kontrol over demonstrationen. Det er meget vigtigt. Men husk også at udbrede budskabet. Hvis du finder en under en demonstration, som har et skilt eller som har en davidsstjerne med nazi-tegn, så fjern det. Folk kan ikke forstå det. Det sender forkerte signaler, og I vil ikke finde forståelse blandt danskere på den måde. Det tjener ikke noget formål.«

»I skal ikke være bekymrede for min familie i Gaza. De har det efter omstændighederne godt. Det kan ikke blive meget værre end det, der sker lige nu – selv hvis de skulle blive ramt. Sådan er det i Gaza. Når man lever i Gaza, så tænker man altid på det værste, men håber på det bedste. Vi skal tænke på hele Gazas befolkning og på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe folk i Gaza ved at fortælle deres historie. Jeg er måske ikke den bedste til at formidle budskabet, for jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan min familie lever i Gaza. Det er næsten ubeskriveligt, hvordan deres situation er. Lad os håbe på, at det snart er ovre, og lad os håbe på, at det aldrig vil gentage sig igen, hverken i Israel, Palæstina eller for den sags skyld noget andet sted i verden.«

Zaki Youssef (som havde besøgt Vestbredden):

»Det var rigtig inspirerende at møde de her mennesker i Jenin, som var vokset op med massakren i Jenin og set halvdelen af deres familie blive slået ihjel. De var overhovedet ikke aggressive mennesker. De var virkelig varme og store mennesker og givende og gavmilde. Det var der, vi mødte de dejligste mennesker. Jo værre de havde haft det, jo stærkere følte man nærmest, at de var, og jo mindre behov havde de for at vise, at de var nogle hårde hunde. Alle dem, som vi ser gå rundt på gaden og spiller hard-core her i Danmark, sådan noget så jeg slet ikke dernede. Slet ikke. Tværtimod – alle de, som havde siddet 7 år i israelske fængsler og blevet tortureret og jeg ved ikke hvad. Det var de dejligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det, synes jeg, er meget godt lige at tænke over.«

Muslimer i Dialog: http://www.m-i-d.dk/default.asp?side=aktiviteter&id=148

P.S.: Noget af det, som de begge prioriterede, var, at konflikten ikke er religiøs eller handler om religion. Det er ikke en kamp imellem muslimer og jøder. Det er først og fremmest en politisk konflikt. Næste møde vil være d. 26/1-2009. Tankevækkende at ikke ét eneste af de store medier var til stede ved et møde, hvor muslimer inviterede til dialog!

Update:

Det hjælper naturligvis ikke på dialogen, at danske soldater indgår i racistiske netværk og ej heller, at politiet optræder med racistiske udtalelser imod demonstranter. Begge grupper burde som professionelle holde sig langt væk fra den slags. Der er ingen undskyldning for, at en professionel politimand bruger udtryk som ‘perker’. En politimand skal holde sig hævet over det niveau.

The New Mass Murderers

250 killed, more than 500 injured – about 368 of them seriously. Approximately 80% of the civilians are women and children.

Tonight I will light candles for the innocent civilians butchered by Israel. There is NO excuse for killing more than 200 civilians. It is Mass Murder.

A Danish racist wrote on TV2.dk that »14. zorro15 27-12-2008 19:26 #13...Mass murder? So what, it is palestinians….«

I wonder if the general Danish population and the Israeli is turning into a racist non-thinking mob, who are cheering on even Mass Murderers only 70 years after another fascist regime split their own people up and put them in concentration-camps only to kill them – women and children first. Whatever Hamas or some palestinians do or call on people to do, it does not justify Israel committing genocide. In North Ireland they still say: »Do you remember Bloody Sunday«, This is Sunday Bloody Sunday on replay! Think about this. What if the names of the innocent civilian who died today in Gaza were to be remembered and there were made songs about them – songs that would be sung in the whole world. There were killed a lot more in Gaza today than on that dreadful Bloody Sunday.

Jeg vil tænde lys for de dræbte i aften. At slå mere end 200 civile ihjel er der simpelthen INGEN undskyldning for. Det er massemord.

Her er, hvad en dansk racist skrev som svar: »#13…Massemord? So what, det er palæstinensere….«

Hvor har vi mon set en opdeling i over- og undermennesker før? Er der nogen, som er i tvivl om, at racismen har godt tag i danskerne?

Long-Term Follow-Up Studies: An Update on Schizophrenia.

Forord: Jeg har af Brian Koehler fra New York fået lov til at oversætte denne artikel til dansk og bruge den i den generelle debat, da han ligesom jeg mener, at forskningen på dette område er meget vigtig. Det er en artikel, som handler om tværkulturelle langtidsstudier for skizofreni. Brian Koehler skriver desuden, at mange er uvidende om resultaterne af disse studier, specielt når det gælder udviklingslandene, hvilket jeg også holder med ham i. Jeg vil foreslå, at man læser artikelen i sammenhæng med Dennis Persson og Lena Karin Erlandssons artikel: Time to reevaluate the machine society: post-industrial ethics from an occupational perspective. For derigennem måske at kunne gøre sig nogle overvejelser omkring årsagen til, at skizofrenipatienter generelt har bedre forudsætninger for helbredelse i udviklingslandene end i den vestlige verdens I-lande.

Brian Koehler er professor ved New York University’s post-doctorale program inden for psykoterapi og psykoanalyse, the New York University School of Social Work, the City University of New York, Graduate Division og the Long Island Graduate Division. Han har en bog på vej: The Psychoses: Brain, Mind and Culture. Brian Koehler er også ansat ved fakulteteterne tilhørende institutterne for moderne psykoterapi, The Manhattan institute for Psychoanalysis, og The Psychoanalytic Psychotherapy Study Center, hvor han også er analytisk supervisor.

Opfølgning på Langtidsstudier: En Update på Skizofreni.

Brian Koehler PhD
New York University

Det estimeres at cirka 20 millioner mennesker i verden lider af det, som vi kalder skizofreni. Jeg tænker, at det vil være nyttigt at opsummere de seneste data fra langtidsstudier i skizofreni, da der stadigvæk hersker så mange myter på området. Jeg har udledt information i det følgende delvist fra “Beyond dementia praecox: findings from long-term-follow-up studies of schizophrenia” af Joseph Calabrese og Partrick Corrigan, offentliggjort i “Recovery in Mental Illness: Broadening Our Understanding of Wellness” redigeret af Ruth O. Ralph og Patrick W. Corrigan i 2005 for American Psychological Association og Kim Hopper and colleagues (2007) “Recovery from Schizophrenia: An International Perspective – A Report from the WHO Collaborative Project, The International Study of Schizophrenia”, udgivet af Oxford University Press.

Med hensyn til alle de 10 langtidsstudier, konkluderede Calabrese og Corrigan (2005):

“Hvert enkelt af disse studier fandt, at snarere end havende et progressivt forværret forløb, har skizofreni en heterogen række af forløb fra – alvorlige tilfælde, som kræver gentagne- eller sammenhængende indlæggelse(r) – til tilfælde, hvori en enkelt sygdomsepisode bliver fulgt op af fuldstændig bedring af symptomer. Fundene, som er rapporteret i disse studier, indikerer som helhed, at cirka det halve af deltagerne kom sig eller forbedrede tilstanden signifikant over en længere periode, hvilket antyder at bedring eller helbredelse er meget mere almindeligt forekommende end tidligere antaget” (p.71).

The World Health Organization International Study of Schizophrenia

WHO-studiet i skizofreni er et langtids opfølgningsstudie af 14 kulturelt forskellige, behandlede incidenskohorter og 4 prevalenskohorter bestående af 1,633 personer diagnosticeret med skizofreni og andre psykotiske lidelser. De generelle udfald ved 15 og 25 år blev vurderet til at være gunstigt for mere end 50% af alle deltagere. Forskerne observerede at 56% af incidenskohorterne og 60% af prevalenskohorterne blev bedømt som helbredte. De deltagere, som havde en specific diagnose inden for skizofreni-spektret, havde en ‘recovery rate’, som var tæt på 50%. Geografiske faktorer var signifikante både når det gjaldt symptomer og sociale handicap. Visse forskningslokaliteter var associeret med en større chance for helbredelse selv for de deltagere, som havde et ugunstigt tidligt begyndende sygdomsforløb. Forløb og udfald for personer diagnosticeret med skizofreni var meget bedre i udviklingslandene end for sådanne personer i den udviklede verden bestående af Vesteuropa og Amerika.

Det første af WHO-studierne, the International Pilot Study of Schizophrenia (IPSS), bedømte 1,202 personer diagnosticeret med skizofreni i 9 lande. Resultatet viste, at personer med skizofreni i udviklingslandene (eksempelvis Columbia, Indien, Nigeria) havde bedre udfald end personer fra undersøgelser i udviklede lande (eksempelvis Rusland: Moskva, England: London, Tjekkiet: Prag, Danmark: Århus). Samlet set blev 52% af personerne i udviklingslandene vurderet til at ligge i den bedste kategori for udfald (defineret i dette studie som kun én initial episode, fulgt af fuld eller delvis helbredelse) sammenlignet med 39% i de udviklede lande (I-lande). Dette fund blev også rapporteret i et 5-års opfølgende forskningsstudie. I dette studie var 73% af deltagerne fra udviklingslandene i den bedste udfaldsgruppe sammenlignet med 52% i de udviklede lande. Et andet studie kaldet the Determinats of Outcome of Severe Mental Disorder (DOSMeD) anvendte mere rigoristiske kriterier og fulgte mere end 1,300 patienter i 10 lande. DOSMeD fandt, ligesom IPSS, at den højeste helbredelsesrate forekom i udviklingslandene. Ved et 2 års opfølgningsstudie var 56% af deltagerne i udviklingslandene i den bedste udfaldsgruppe sammenlignet med 39% af deltagerne fra de udviklede lande. Fundene af bedre udfald for personer i udviklingslandene gjaldt hvad enten sygdommen var akut eller gradvist udviklende.

Fundene gjort af WHO er blevet kritiseret på baggrund af forskelle i opfølgning, arbitrær gruppering af centre i udviklede eller udviklende, diagnostiske flertydigheder (eksempelvis, snæver versus bred definition af skizofreni), selektive mål for udfald, kønsrelaterede faktorer, såvel som alder. Imidlertid demonstrerer en nylig analyse af disse data udført af Hopper og Wanderling (2000) på overbevisende vis, at ikke ét eneste af disse kritikpunkter er tilstrækkeligt, når det gælder om at forklare, at fundene af forskelle i forløb og udfald ved skizofreni er mere gunstige for personer i udviklingslandene. Der er tale om overraskende robuste fund. Det, at WHO-studiernes fund demonstrerer bedre forløb og udfald for mennesker i udviklingslandene, er blevet tilskrevet følgende faktorer: Familiære omgivelser og ‘expressed emotions’; forventninger til sociale roller; stigma og forskelsbehandling, etc.

ISoS

ISoS (International Study of Schizophrenia) er et opfølgningsstudie gjort på forløbet af sygdom og udfald hos en underkategori af patienter, som havde været med i tidligere udgaver af WHO’s forskningsprojekter for personer diagnosticeret med skizofreni – the International Pilot Study of Schizophrenia (IPSS), the study of the Determinants of Outcome of Severe Mental Disorders (DOSMeD) og the study on Reduction and Assessment of Psychiatric Disability (RAPyD or Disability) – og patienter, som havde deltaget i 3 lokalt styrede centre (Retrospective Analysis or Invited). Disse fire distinkte lang-tids- opfølgnings-kohorter er uddrag fra ISoS. ISoS forløb over cirka den sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Rapporter antydende, at incidensen for skizofreni skulle være faldende i den udviklede verden, er ikke bekræftet. Imidlertid, eftersom flere mennesker overlever barndoms- og ungdomsårene i udviklingslandene, er incidensen for skizofreni tiltagende her. Det ville være interessant at se, om denne stigning er forbundet med øget vestlig indflydelse ‘Westernization’.

Hopper and Colleagues (2007) noterede sig:

“Der er sket betydelige fremskridt i vores forståelse af hjernens struktur og funktion inden for neurofarmakologi, familiens opdragelsesteknik, psykosociale interventioner, samt improvisationer for støttende arbejde – i alle de mangfoldige redskaber og strategier for rehabilitering, nogle opfindsomt tilpasset til kulturelle omstændigheder og mangel på ressourcer…såvel som i vores påskønnelse af den rolle, som individer kan spille i den daglige behandling af deres egne sygdomme…har evidens støt samlet sig for, også, at specifikke omgivningsfaktorer i den umiddelbare verdensoplevelse hos det plagede individ (hvad enten disse er karakteriseret ved afdelingsrutiner, kilder til vedholdende stress, nedbrydende livshændelser, fjendtlig/kritisk familiestemning eller imødekommende socialt rum) spiller en signifikant rolle i sandsynligheden for tilbagefald eller vedvarende handicap. Disse målrettede undersøgelser mangler endnu at blive produktivt sammenflettet med etnografisk dokumentation på en måde, som ville give mulighed for en dybere forståelse af de særlige sociokulturelle træk i sammenhænge, som fremmer recovery” (p.277).

Antagelsen af at et signifikant træk ved skizofreni er et progressivt forværret forløb – hvilken har været med os siden de tidligste taxonimiske bestræbelser af Emil Kraepelin – er der nu i vid udstrækning sat spørgsmålstegn ved validiteten af. Som mange af verdens udfaldsstudier, inklusive WHO-studierne, har demonstreret - forløb og udfald af skizofreni er ikke ‘hard-wired’ i diagnosen i sig selv. Som Hopper and colleagues (2007) har antydet, så er det et produkt udviklet af kontinuerlig interaktion mellem sygdomsproces, behandling, lokale omgivelser og den aktive indvirken af personen (p.277).

Nogle Vigtige Fund i ISoS

• Langtidsudfaldet for over halvdelen af ISoS patienterne var ganske godt. Når det gælder helbredelse (recovery), rangerer ISoS mellem de mest gunstige langtidsudfald til dato.
• To-års forløb (percent time psychotic) blev bekræftet som den mest robuste indikator (predictor) for symptomer og funktion for DOSMeD-kohorten, selv om uspecificerede sociokulturelle faktorer også spiller en rolle. For en femtedel af ISoS patienterne var imidlertid et ugunstigt tidligt forløb af sygdommen forbundet med senere helbredelse.
• Diagnostisk stabilitet var demonstreret i den langt overvejende del af ISoS patienterne, særligt for skizofreni mere end for skizo-affektive eller akut skizofreni.
• ISoS bekræftede øget risiko for død i både I- og U-lande for personer diagnosticeret med skizofreni med forhøjede standardiserede dødsrater (SMR) specielt i industrialiserede centre.
• I overensstemmelse med tidligere fund fra IPSS og DOSMeD var fund fra forløb og udfald for patienter i udviklingslandenes centre mere gunstige end for deres modstykker i de udviklede lande (I-lande). Det meste af forskellen er dokumenteret tidligt i forløbet, i de første to år med behandling (måske indikerende et kritisk tidsrum for effektiv psykosocial intervention). Imidlertid, selv for de individer som havde et ugunstigt tidligt forløb, var sandsynligheden for helbredelse mere gunstig for patienter fra udviklingslandenes centre.
• Beskæftigelse (inklusive husholdningsarbejde) var oftere rapporteret for personer i udviklingslandenes centre. Alt i alt var over halvdelen af ISoS-kohorten i arbejde ved opfølgningen.
• Hjemløse var en sjældenhed i ISoS-kohorten.
• Ko-morbiditet (specielt misbrug af rusmidler) – så typisk mellem europæiske og nord-amerikanske kohorter – var mindre signifikante fund her.

Hvilken rolle spiller familien

I Chandigarh, Indien, blev der opnået meget gunstige resultater for udfald, hvilket nogle forskere har tilskrevet en lavere rate for ‘expressed emotion’ (eksempelvis fjendtlig kritik, følelsesmæssigt overinvolvering) forbundet med vedholdende støtte fra familien.

Hopper and colleagues (2007) noterede sig:

“Tag for eksempel det ekstraordinære engagement fra indiske familier i behandlingsforløbet. Fra de indledende drøftelser over om man skal søge hjælp, til at sørge for basale livsnødvendigheder og tilslutning til medicinering under indlæggelse, til hverdagens støtte efter udskrivning, inklusive overvågning af medicin og fungerende deltagelse i familielivet, er de alle veldokumenterede som distinkte træk ved ethnopsychiatry i det land…Narrative berettelser fra Chennai, opstillet som en del af ISoS og nu analyseret, antyder, at den høje kulturelle værdi lagt på ansvarlig opdragelse af børn kan give en stærk motivation for kvinder til ikke at lade deres sygdom påvirke deres mor-funktion” (p. 280).

Ægteskabelige udsigter begunstigede kvinder i Indien sammenlignet med udviklede landes centre (I-lande) – selv når et dårligt tidligt sygdomsforløb tages i betragtning.

Alle disse forskningsresultater antyder kraftigt vigtigheden af kultur. Psykoanalytiker-psykiater Otto Will, en psykoterapeut for personer med psykotiske sygdomme, noterede sig, at mennesker ikke alene arver deres gener, men også deres kultur. Dette faktum åbner døren for en række af potentielle terapeutiske interventioner. Der er behov for undersøgelser af de helbredende træk ved pålidelige, sunde og gavnlige familiære omgivelser. Hvordan kan klinikere kopiere dette i situationer, hvor slægtskab mangler? Dette antyder også vigtigheden af den aktive indvirken af den diagnosticerede person – noget som mange forskere og klinikere måske ignorerer.

Hopper and colleagues konkluderede:

“Variationerne af sindsyge og dens uregerlige forløb har længe været regnet blandt prisen for social lidelse på verdensplan. Viden, testet praksis, social accept og politisk vilje er nødvendigt for at reducere denne pris. De kombinerede resultater af the WHO-Collaborative studies of schizophrenia vil bidrage, håber vi, til i det mindste den første af disse faktorer” (p. 281).

Key References:

Hopper, K. & Wanderling, J. (2000). Revisiting the developed versus developing country distinction in course and outcome in schizophrenia. Results from ISoS, the WHO collaborative followup project. Schizophrenia Bulletin, 26 (4): 835-846.

Hopper, K., Harrison, G., Janca, A. & Sartorius, N. (2007). Recovery from Schizophrenia: An International Perspective. Oxford, UK: Oxford University Press.

Ralph, R. O. & Corrigan, P. W. (2005). Recovery in Mental Illness: Broadening Our Understanding of Wellness. Washington, DC: American Psychological Association.

The Ethics of the Machine…

Jeg vil her bringe et uddrag af en artikel af Persson D., Erlandsson, L.K. fra Journal of Occupational Science (2002) . En artikel, som jeg synes er tankevækkende midt i den pågående debat om velfærdssamfundet som industrisamfund. Artikelens titel siger en hel del: Time to reevaluate the machine society: post-industrial ethics from an occupational perspective. For folk som interesserer sig for den slags er det virkelig en artikel, som er værd at købe. Her kommer kun et lille uddrag fra den, som omhandler og introducerer den polske filosof Skolimowski. Denne artikel skal læses i sammenhæng med artikelen af Brian Koehler, som kan findes her: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry288568.html.

In short:

»This paper discusses the ethics underlying the occupational repertoire of the post-industrial citizen, giving attention to lifestyle phenomena such as increased tempo and quantity of occupations; manipulation of time, organisms and environments; decreases in sleep, rest and play etc. In trying to understand human behavior in the 21st century, an ethical perspective is delineated and some starting points for a discussion of ethics from an everyday occupational perspective are investigated. Using examples from contemporary Western society, human occupational behavior is described as imprinted by machine-ethical values. It is argued that since behavior arising from such values has been little formulated or observed, it constitutes a substantial risk factor for ill health and stress. An alternative eco-ethical perspective of occupation, inspired by Skolimowski the Polish professor of eco-philosophy, is proposed. The concept of “ecopation” is introduced as an optional choice denoting occupations that are performed with concern for the ecological context at a pace that gives room for reflection and experience of meaning. The questions raised in this paper may be important for occupational scientists to more fully understand the implicit guidelines of contemporary and future occupation and for occupational therapists taking an active part in future healthcare.«

I think this is an important step to take into account when we think about health and health-care from a top-down approach vs. a bottom-up approach and why there should be attention on that meaningful activities as well as value in activity should be a human right in the post-industrial society rather than what it has been in the industrial society where it seems to be the opposite – that the industrial society with its machine-ethics decides over the individual human right to find meaning and value in daily activity. This copernican revolution in the view of humans I find very exciting and it is my hope that it will come to influence the society as a whole. As simple as it may seem on first notice, I think it is a really great argument to bring forth when confronting politicians and the like. Motivating that the society as a whole can benefit vastly from changing the ethics at play. I do recognize that -unfortunately- it isn’t an easy thing to do, but maybe this article can help and I know from Sweden and occupational therapists’ researching in psychiatry that finding meaning and value in activity is a core part of overcoming and becoming. It should be a human right.

Excerpt from the article that concerns Machine Ethics:

Skolimowski draws our attention to a new phenomenon, developing along with utilitarianism – the ethic of the machine, which is a kind of ethics hardly formulated or even observed. Yet its impact on Western societies has been profound. Since the scientific paradigm was developed in the 17th century, knowledge primarily deals with seeking “the truth”, i.e. the mechanical laws that rule matter. Along with the Western tendency to dominate and exploit nature, according to Skolimowski, intellectual understanding no longer seems to be enough; instead we understand in order to be able to control, and control to be able to manipulate. Here, he argues, the ethics of the machine shows its face – if you believe that the world is a machine, then it is rather natural to try to control and rule it. However, this can be done clumsily or skillfully, that is, more or less effectively. Effectiveness thereby becomes a prestigious word in Western thinking. In a capitalist economy, effectiveness also means competition, trying to be more effective than others in order to drive our rivals out of business. Once you are situated in this scenario you have no choice; compete or be out-competed. A sharpening of competitive skills, according to Skolimowski is equal to aggression.  The actions related to machine ethics are thereby, according to Skolimowski, guided by the chain of influences outlined in Figure 1.

Figure 1: The Machine-ethics, Chain of Action.

Control  -> Manipulation -> Effectiveness -> Competition -> Aggression

Skolimowski maintains that this causal chain is not an occasional feature of technological thinking, but characteristic of the mechanical paradigm, entirely focusing on how to relate to objects, and ignoring everything else. This paradigm is impregnated with values and no one should, Skolimowski hopes, make the mistake of thinking that this system is value-neutral. The ethics of the machine is written into our Western souls, but it has hardly ever been presented, and not articulated even by its most devoted followers. Skolimowski thus seems to believe that a ruthless code of ethics has thereby been added to our whole civilization without us being aware of it.

Disse objekter kan så være en mand i Århus som filmes uden at vide det, et kendt menneske, en religion, en ideologi, en adfærd, en sexuel orientering, en politisk overbevisning, find selv på flere. Eksemplerne er mangfoldige, når det gælder objektiviseringen og den agressive fremfærd overfor det identificerede objekt.

Consequences of Applying Machine-ethical or Eco-ethical Perspectives of Occupation, Considering Personal Organism, Human Environment and Planet:

Machine-ethical occupation

Relying on control, manipulation, effectiveness, competition and aggression

Personal organism: (Multi-tasking)

• Risking stress, burnout and disease
• accelerated occupational tempo
• fast, shallow and non-reflective actions motivated by economic and other extrinsic rewards
• imbalance in everyday occupational repertoire jeopardising play, recreation and physical mobilisation
• loss of coherent meaning

Human environment: (Competition)

• success at the expense of others
• risking a decreased well-being of others
• monopolising behaviour limits other people’s possibilities
• large-scale urban concentration is preferred to maximise economic effectiveness and profits

Planet: (Materialism)

• consumerism, overuse of planet ‘s resources
• products used are chosen for their effectiveness only, little or no regard with health, environmental hazard, soil exhaustion, pollution or animal suffering and extermination of species
• low interest in participating in actions for global justice

Men der er også en anden vej, og det er her, den kopernikanske vending kommer ind:

Eco-ethical occupation (Ecopation)

The performance of human occupations is a truly ecological undertaking, because occupation is the interaction between eco-systems such as the organism and its environment. It is the content and the quality of this interaction with which ethics is concerned. Applying reverence as the main ethical guideline of all our everyday occupations, be they maintenance, work, play or recreation, no change in these categories is probably needed. They seem to reflect important human needs. Rather a new perspective emerges that questions our priorities and how we select and perform our daily occupations. It is our belief that post-industrial lifestyle phenomena such as the increased tempo and quantity of occupations, manipulations of time, organisms and environment, and decrease of sleep, rest, and play, represent life paths that have not been seriously reflected. On the contrary, they are an entrapment in a perspective that emphasizes competition and cost-effectiveness that is a product of the Western market, the core power institution of post-industrial society and machine ethics. Instead, if we reflect in relation to our occupational choices and performances, supported by the ancient wisdom contained in the biosphere of our planet, the possibility increases for our time use to be guided by quality instead of quantity…..

The Eco-ethical Chain of Action:

Reverence → responsibility → simplicity → multiplicity → justice

Personal organism: (Single-tasking)

• preventing stress, burnout and disease
• slower occupational tempo
• reflective actions directed by self-reward and the demands of the occupation, rather than a time-schedule
• balance in everyday occupational repertoire
• increased play, recreation and physical mobilisation
• increased coherence and meaning

Human Environment: (Co-operation)

• success through collaboration with others
• performing actions that increase well-being of others is experienced as self-rewarding
• encouraging multiplicity and non-monopolising behaviour against others
• small-scale natural contexts and simpler living is preferred

Planet: (Ecology)

• A “to be and to do” rather than “to have” behaviour economises planet’s resources
• gentleness in interactions towards the “more-than-human” environment
• products used are chosen from eco-ethical considerations, i.e. not causing animal suffering, not hazarding environment, possibility for recycling etc.
• participation in actions for global justice

P.S.: Hvis man ikke kan se videoen, så klik her: http://www.youtube.com/watch?v=TlJXHc4jb30

Key References:

Persson, D., Erlandsson, L.K. (2002). Time to reevaluate the machine society: post-industrial ethics from an occupational perspective . Journal of Occupational Science, 9 (2): p. 93-99.

Baby A – the rebirth of Club [S.T.U.P.I.D.]

When Baby A was gestating in his mother’s womb, his mom had constant interaction with human beings. When he was born, not only did he bear a striking resemblance to human beings but within a few years he had managed to speak in a manner that closely imitated human language. And thus he grew up thinking he was in fact human. Many years later… Baby A had become Big A and Big A discovered by accident that he was actually [S.T.U.P.I.D.] Stubborn Terrestrial Unimodal Prick In Disguise – an ancient cult of intellectually unimodal pricks and their ignorant disciples. Since then A has been projecting his new-found knowledge on to the rest of the world.

Via the internet Big A found a good reliable media for his projections, as people around him had a tendency to tell him to shut up once he started preaching. And Big A suddenly found that he was not alone. There were many other stubborn terrestial unimodal pricks in disguise out there, who also found out that communicating through the internet was much better than real life, because they could hold campaigns and constantly reinforce eachother in the dogma along with sharing in pissingcontests with dogmatic people. Whenever someone would tell them to shut up, they would just act the same way as the dogmatic people around the world – unconsciously a primary object of their admiration, whom they interchangeably envied and hated – they would hold their hands to their ears and sing lalalalala…

Thus was reborn into the world, Club [S.T.U.P.I.D.]

Now, I thought these tossers had done the decent thing and fucked off years ago. Why have they returned to inflict their drivel on an unsuspecting public again? Haven’t we suffered enough? Just because someone’s “loud” or “persistent” doesn’t mean they are intellectually gifted. God! This is a steaming pile of commercial shit.

A particularly distinct version of the [S.T.U.P.I.D.] can be seen on the picture below. This version has some character traits specific for their region of the world. This branch of [S.T.U.P.I.D.]’s are particularly confrontational and ignorant compared to their slightly more civilized brethren in some other parts of the world.

A troll is a fearsome member of a mythical anthropomorph race from Scandinavia. Their role ranges from fiendish giants – similar to the ogres of England – to a devious, more human-like folk of the wilderness, living underground in hills, caves or mounds. In Orkney and Shetland tales, trolls are called trows, adopted from the Norse language when these islands were settled by Vikings.

Nordic literature, art and music from the romantic era and onwards has adapted trolls in various manners – often in the form of an aboriginal race, endowed with oversized ears and noses. From here, as well as from Scandinavian fairy tales such as Three Billy Goats Gruff, trolls have achieved international recognition, and in modern fantasy literature and role-playing games, trolls are featured to the extent of being stock characters.

Er der en forskel på æresdrab og jalousimord?

»En del af det er det samme, som vi ser i de såkaldte “æresdrab”. Psykolo­gien bag er den samme. De danske mænd tænker på samme måde som indvandrer­mænd, der føler, at de ikke kan leve med ydmygelsen, hvis konen går,« siger psykiater Henrik Day Poulsen.

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-18370643.html

Jeg mener, at det psykologiske motiv er det samme: »Jeg gør det her for at tvinge dig til at rette ind. Hvis du ikke retter ind, så slår jeg dig ihjel«. Det gælder for både jalousimord og æresdrab. I begge tilfælde er der tale om en objektivisering (tingsliggørelse) af kvinden. Reglen for den, som begår jalousimord er, at »hun SKAL leve med mig, ellers må hun dø«, hvor reglen for æresdrab er, at »hun SKAL leve med den, som gruppen bestemmer sig for, ellers må hun dø«. Hvad er den psykologiske forskel?

Hvis man skal tale om en forskel på æresdrab og jalousimord, så må det være, at æresdrab er funderet i gruppepsykologisk pres, imens jalousimord som oftest er et resultat af et indre psykologisk pres. I begge tilfælde udløses drabet af, at kvinden bryder de regler, som individet/gruppen har sat op. Disse regler er lige devaluerende i forhold til kvinden. De er resultatet af en sygelig udlevelse af tanken om, at ville det bedste for kvinden. Udsprunget af narcissistisk omnipotente tanker, som i bund og grund er egocentriske. Normalt vil de kortikale funktioner dæmpe disse egocentriske tankemønstre; men for individet/gruppen, som har psykiske problemstillinger med i bagagen, vil de tværtimod i bevidstheden udmønte sig i ønsket om at ville det bedste for andre. Gruppen/individet er ikke istand til at identificere de negative tanker. Drabet udløses således af, at kvinden ikke vil gøre »det bedste« for gruppen/individet.

Selv i vores danske samfund har vi at gøre med en udpræget objectivisering af kvinder. For andre indlæg om psykologi se her:

Generelt om psykologi kan man sige, at en samtale som den her løftede noget af sløret for, hvad det handler om:
Soes-t: En tolkning som jeg synes der er belæg for når man tager i betragtning at pigen lige har fået udslettet sine forældre under et Sovjetisk luftangreb på landsbyen.

Snowtiger: Det kan der være noget om. Men hun er smuk på billedet og det var egentlig alt hvad jeg skrev i #23. Skønhed kan også udtrykkes gennem sorg og smerte.

Soes-t: Ja, skønhed kan også udtrykkes gennem sorg og smerte. Skønhed er hævet over både sorg og glæde. I billedkunsten finder man da også temaet sorg i mange smukke fremstillinger. Jeg er enig med dig. Jeg tænkte mere på tolkningen af udtrykket i hendes skønne, smukke øjne, som jeg også synes virker frygtsomme. Man kan selvfølgelig påpege, at jeg kender til hendes frygtelige situation.

Snowtiger: Det var der jeg ville hen. Når man kender (for)historien, så ser man ikke længere objektivt på billedet. Men eksisterer der overhovedet objektivitet?

Soes-t: Ville netop have været mit spørgsmål. Man har jo et liv af erfaringer og oplevelser, som på en eller anden måde skaber associationer, der påvirker vurderinger, tolkninger og dømmekraft; tror/tænker jeg. Men det ved du en del mere om end jeg (jf. dit interesseområde psykologien). Så svaret er nej, der findes ikke objektivitet, og derfor kunne man sige til enhver, at de blot er under den ene eller anden påvirkning (bevidst som ubevidst) f.eks. at de kender forhistorien. Det vigtige er vel at være (blive) opmærksom på det.

Snowtiger: Jeg er meget enig med dig langt henad vejen, og det, du skriver, er meget velformuleret og godt. Jeg vil sige, at selv om man tilstræber objektivitet, vil man altid være subjektivt farvet. Det ubevidste spiller altid ind. Jeg vil dog lige bemærke, at der findes jo generelle objektive opfattelser, som eksempelvis at en stol er en stol. Denne ‘fælles virkelighed’ overlapper og eksisterer side om side med den subjektive. Winnicott arbejder med begrebet »transitional space«, som ligger imellem den indre virkelighed og den ydre »fælles virkelighed«. Det er f.eks. her han anbringer leg, dagdrømme, kunst og religion. Det er et område, hvor vi kan mødes om, at ting ikke på forhånd er veldefinerede. Hvor vi kan manipulere med vores opfattelse af grænsen imellem det indre og det ydre. Winnicott bruger som eksempel historien med barnet, hvis bamse det ene øjeblik er en del af barnet selv og det næste øjeblik er den en ‘mor’, som trøster. Fra starten er dette space meget smalt defineret; men breder sig livet igennem ud og bliver større og større. Denne legeplads er med til at udvikle, hvordan vi opfatter virkeligheden. En dialog som denne finder eksempelvis sted i dette felt. Colin James har skrevet en artikel i 1980, som hedder »Transitional Phenomena and the Matrix in Group Psychotherapy«, hvor han netop ud fra Winnicott går videre over i det gruppeanalytiske.

Om kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs Livshistorie, Piv Kvinde og “Large-group Psychodynamics and Massive Violence”
Om massepsykose, Ebony & Ivory
Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik
Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne
Om Primary Objectification og Projektiv identifikation
Om basale hjernefunktioner: Læs Reptilhjernen, hjerneforskning, seneste nyt fra hjerneforskningen og Hukommelsen
Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP
Angela Douglas om The Matrix

Krigen mod terror stimulerer terroren

Snowtiger

You Scored as Cultural CreativeCultural Creatives are probably the newest group to enter this realm. You are a modern thinker who tends to shy away from organized religion. You are very spiritual, even if you are not religious. Life has a meaning outside of the rational. Existentialist 69% Cultural Creative 69% Postmodernist 63% Romanticist 56% Modernist 44% Idealist 44% Materialist 44% Fundamentalist 19%

Take the test here: http://quizfarm.com/quizzes/new/eddxii/what-is-your-world-view/

Er Pia blevet klogere?

Ugens Rynkedværg.

I vores populære serie om Ugens Rynkedværg er vi denne gang faldet over historien om, at Hellig Søren er sur over, at hans våde drøm om den sorte skoles tilbagekomst nok ikke bliver en success. Ikke engang DF, som ellers er et meget reaktionært parti, støtter op om den sag. Søren gider snart ikke at være med i partiet længere, for det er nemlig ikke spor sjovt at være med i et parti, når man ikke må gå ind for at slå børn.

Hvis ikke de smider ham ud på det her grundlag, så kan man vel kun konkludere, at Pia Kjærsgaard trods sine forblommede ord netop går ind for revselsesretten og at Krarups debatoplæg om emnet er en typisk DF-føler. Hvis nu ikke Hellig Søren havde fået klø i pressen, så kunne Pia K’s udmelding have set helt anderledes ud. Dette bekræftes også, hvis vi går tilbage i de historiske arkiver og ser på – hmm bom-bommelom – ja, hvad med grundlovstaler anno 1997, hvor Pia K. udtalte flg.:

»Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af
revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme
over deres børn - og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og
derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk
lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former
for offentlig debat. Og altsammen startet ved et par løselige
strøtanker fra justitsministeren i slutningen af februar. Dansk
Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse
naturligvis er forældrenes ansvar - ikke statens. Og så snart, vi får
bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget, vil sagen blive
rejst igen.« [1]

Hvis nu Hellig Søren skulle komme for skade at mangle en fremtidig arbejdsgiver, så ville Faderhuset vel være en oplagt mulighed. Her kan han sikkert få opfyldt den slags perverse lyster. Ydermere har det ikke forbigået vores opmærksomhed her på redaktionen, at manden har været ulydig overfor partitoppen – som jo aldrig synes at vide helt, hvad den selv mener [2] – og han bør vel derfor som minimum straffes med nogle prygl efterfulgt af en eftersidning. Vi kan så konkludere, at DF åbenbart ikke er helt så langt i processen med at distancere sig fra det, som de andetsteds kalder middelalderlige metoder – eller er det nu sådan, at man gerne vil fremstå stuerene, selv om man i bund og grund går ind for de samme sorte principper, som man harcelerer over, at udlændinge oversvømmer landet med. Jaeh, herfra skal vel bare lyde et trefoldigt hurra og Danmark for danskerne! Vi kan nemlig selv! -eller noget… Nu tror jeg, at jeg vil gå ned og købe noget mere gær.

Og lad os så slutte dette møde med en fælles prædiken, som jeg er sikker på vil falde i Hellig Sørens smag [3]:

Fogh: I er medlemmer af regeringen og partiet venstre. Men som liberal respekterer jeg naturligvis, at alle er forskellige og har ret til individuelle holdninger. I har ret til jeres egen mening.

Pia K.: Og hvis I ikke kan huske hvad den er, så står den i kap.5 i det materiale, vi i “Partiet” har sendt rundt.

Evangeliet af Ribe Stift, Kapitel 5
(Som introduktion anbefales det at læse: http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry216388.html )

Bjergprædikenen

Da Anders så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

Saligprisningerne

»Salige er de rige ‘yuppier’,
for jorden og al ejendomsværdi er deres.
Salige er de, som skider på andre,
for de skal ej trøstes.
Salige er de hovmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de kommunistforskrækkede, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes med de rødes blod.
Salige er de ubarmhjertige,
for de skal have den største belønning.
Salige er de rene af hjertet egocentriske,
for de skal se Mig.
Salige er de, som starter krige,
for de skal kaldes Georg’s børn, og dem vil vi gerne lege med.
Salige er de, som forfølges på grund af overdreven rigdom og ødselhed,
for jorden og al ejendomsværdi er deres.

Salige er I, når man på grund af Pia håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Jordens salt og verdens lys

Jeg er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af kommunister og socialdemokrater. Jeg er verdens lys (ja, og Pia). En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal mit lys (ja, og Pias) skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og gladeligt betaler jeres hotelophold, taxaregninger og dyre middage, imens de priser jeres fader, som er i statsministeriet.

Om loven

Således skal I sige til journalisterne: “Tro ikke, at Anders er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Anders er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” Men sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel bestå af loven, før alt socialistisk smagsdommeri, rundkredspædagogik, socialhjælp og velfærd er totalt udryddet! Jeg hader velfærd! Den, der bryder blot ét af de mindste bud (se nedenfor) og lærer mennesker at støtte og hjælpe hinanden, skal kaldes ræverød 68′er og sendes retur til Irak! Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Venstre og finde opbakning fra “Partiet”. For jeg siger jer: Hvis vores retfærdighed ikke langt overgår de
skriftkloge smagsdommere og ræverøde farisæeres, kommer I slet ikke ind i statsministeriet (æv-bæv, bu-hu Helle Thorning!).

Om vrede

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på muslimerne, de fattige, socialdemokraterne og SOSU’erne skal kendes uskyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til disse, skal kendes uskyldig af “Partiet”; den, der råber: “Tåbe!” efter de røde skal ophøjes til evig glorificering. Når du derfor bringer din gave til skatteministeriet og dér kommer i tanker om, at en fattig sjæl har noget mod dig, så lad din gave blive ved skatteministeriet og gå først hen og tag alt hvad den fattige ejer; så kan du komme og bringe din gave og hans. Skynd dig at blive enig (om nødvendigt med magt) med din modpart, mens du er ved ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Han må aldrig sande, at han er blevet snydt. I uvidenhed lever den slags nu engang bedst. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

Om ægteskabsbrud

I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde vort ægteskab med “Partiet”.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på et andet parti end “Partiet”, har allerede begået ægteskabsbrud med “hende” i sit hjerte. Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig (eller gå hen i den nærmeste svømmehal og kig på små piger i stedet); for jeg er bedre tjent med, at et af mine medlemmer går tabt, end med, at hele mit legeme kastes for den hellige fårefloks inquisitoriske brægen. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så benægt det og kast skylden på de ræverøde socialister; for du er bedre tjent med at beskytte inderkredsen af medlemmer, end at hele dit legeme kastes for den hellige fårefloks inquisitoriske brægen.

Om skilsmisse

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra “Partiet”, skal give “hende” et skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra “hende”, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med “hende”, og ve den, der gifter sig med en anden kvinde, thi han begår ægteskabsbrud og må bære betegnelsen ‘kætter’ og for evigt være underkastet den hellige fårefloks inquisitoriske brægen.

Om at sværge

I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret overfor “Partiet”.‹ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved statsministeriet, for det er min trone, eller ved Partiet, for det er “hendes” fodskammel, eller ved Jerusalem, for det har Søren Espersen sagt. Du må derimod gerne sværge ved dit hoved, for du kan bøde med det, hvis du begår fejl. Thors økse er altid slebet. I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej; men et ja må godt være et nej og et nej må godt være et nej, hvis i taler til socialdemokrater, SOSU’er, fattige og muslimer.

Om gengældelse

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jeres bedste. Men slår en socialdemokrat, fattig, SOSU eller muslim dig på din højre kind, så slå igen. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din ejendom derfor, så lad ham også få af samme mønt. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil og derefter stå til ansvar, så ring til Anders Fogh, så løber jeg fra det hele. Giv den, der beder dig absolut ingenting; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig – tag hellere alt hvad han ejer og giv det til skatteministeriet.

Om fjendekærlighed

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske mig, “Partiet”, (ja også dig Pia), Venstre, selv de konservative og ellers hade dine fjender.‹ og det er sandt! Men jeg siger jer yderligere: Had de ræverøde pædagoger endnu mere og straf dem, der forfulgte jer som børn med rundkredspædagogik og sanglege! Tak mig for at jeres børn ikke længere skal udsættes for andet end Berthels disciplin, kæft, trit og retning; for han lader sit lys stå op over onde og gode og lader de retfærdige glædes over at regne matematikopgaver og de uretfærdige blive forhørt i kælderen. Hvis I kun elsker jer selv, “Partiet” og mig, kan I vente store belønninger? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres partifæller og “Partiet”, hvad særligt gør I så? I gør mig stolt! Så vær da fuldkomne, som jeg (jaja, også dig Pia) er fuldkommen!«

Mvh A. Fogh

(1. revision DF’s sekretariat ‘overvåget’ og ratificeret af Pia).

Tillæg: De ti bud.

1. Du må ikke have andre Guder end mig og “Partiet”.
2. Du må ikke misbruge mit navn – eller “Partiets”.
3. Du skal holde arbejdsdagen hellig.
4. Du skal ære din far og din mor, men kun hvis de er tilhængere af “Partiet” og mig.
5. Du må ikke slå ihjel – men fattige, socialdemokrater, SOSU’er og muslimer er i status som ræve under en rævejagt. Jag dem ud af deres huler og giv dem et skud hagl eller lad hundene tage dem!
6. Du må ikke bryde ægteskabet med “Partiet”.
7. Du må ikke stjæle; men tag gerne alt hvad de fattige ejer og bring det til skatteministeriet.
8. Du må ikke vidne falsk mod din næste med mindre denne er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim.
9. Du må ikke begære din næstes hus med mindre denne er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim.
10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til; men hvis din næste er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim, så red hans hustru, tag hans ejendom og sæt hans folk i arbejde.

[1]: http://da.wikipedia.org/wiki/Revselsesret

[2]: Her tænkes bl.a. på sagen om, hvorvidt det er ok, at invitere nazister ind i partiet, så længe pressen ikke får nys om det. http://blog.tv2.dk/insidesimon/entry183498.html?ss

[3] Den nye trosbekendelse og Fadervor.

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Webmasters agendum: Det er lettere end at blive muslim. Vær ikke bekymret for om du kan finde denne sekt. De går ikke af vejen for at husstandsomdele deres religiøse tekster.

I serien om Ugens Rynkedværg kan du med fordel også læse:

Karen Jespersen

Morten Messerschmidt

Claus Hjort

What is agnosticism…?

I den sidste tid har en stadigt større flok af ateister forsøgt at underminere agnosticisme ved at hævde, at agnosticisme enten er teisme eller ateisme. På wikipedia kan man imidlertid læse flg.: »Agnosticisme står i modsætning til ateisme, idet ateismen klart afviser Guds eksistens« og »tilsvarende må ateisme også adskilles fra agnosticismen, der hævder, at det ligger uden for menneskers forstand at kunne afgøre, om Gud eksisterer eller ej.« [1] Jeg skal være den første til at beklage den manglende oversættelse, som skyldes ene og alene mangel på tid. Til de ateister, som er kyndige udi engelsk så da:

What Is Agnosticism? (1981)

H. J. Blackham

[This article was originally published in "Free Inquiry," Summer, 1981, pp. 31-33.]

Winds of Doctrine

As a definition of the limits of knowledge, “agnosticism” needs to be understood historically. Summarily and roughly, philosophy at the time of Plutarch (first century A.D.) offered six positions: on the one hand, a dogmatic Idealism or Materialism: on the other, skepticism, pragmatism, eclecticism, or fideism. The names of Plato and Democritus can be put at the head of the dogmatic traditions: Pyrrho has lent his name to fundamental skepticism; Isocrates made immensely influential a pragmatic view of philosophy; and Plutarch himself was the preeminent representative of a rational and ethical eclecticism. Perhaps Tertullian, if not Saint Paul, represents the constraints of fideism after Christian faith came into contact and conflict with Greek gnosticism.

The case for each of these positions was spelled out in verbal argument. Plato, in the Sophist (246-247), generalizes the permanent irreconcilable conflict between Idealists and Materialists as a Battle of Gods and Giants, which transcends the differences of the Idealist position; but he confidently assumed that they could not be insuperable, because knowledge was not to be had on other terms. He believed in the immortality of the rational soul and the real existence of the objects of its knowledge, which must be intelligible Ideas or Forms, independent of sense perceptions. Protagoras had already sounded the agnostic note, it may be said, with his “of all things the measure is Man,” and explicitly: “As to the gods, I have no means of knowing either that they exist or that they do not exist.” But it is Isocrates who opposed the whole bent of academic philosophy in his development of the rationalizing Enlightenment of the sophists, a rationalism critical of and ready to ridicule “pure reason,” the “phronesis” or idea of wisdom, which was the nuclear element in the development of Plato’s though. This attainable intuitional knowledge was for Plato not only a view of all time and all existence sub specie aeternitatis but also the indispensable source of the right ordering of personal life and public affairs. Isocrates argued that no such knowledge was attainable that would suffice for all occasions and all purposes. Instead, he maintained, cultivation of the art of discourse, relevant to the whole life of civilized man and dealing with great causes and large ideas, was the best preparation for the most complete competence attainable. There was no institution devised by man that the power of speech had not helped to establish (Antidosis). The art of rhetoric and the art of thought were the same. The ability to deliberate and decide was the most versatile and useful of all abilities. This was to recommend and to teach method instead of doctrine, an open approach which, if it did not turn opinions into doctrines with the claim of knowledge, in the manner of the schools, provided a foundation for higher education and intellectual culture, a literary humanism occupied with large human affairs and concerns and addressed concretely to manifest problems with all the seriousness, but not necessarily with the detachment and never with the dryness, of the philosophic spirit. Isocrates was the most illustrious teacher of his time and made his school “the image of Athens.” The pupils of Athens, as he said, became “the teachers of the rest of the word” (Panegyricus).

However, the argument of a discourse were not tautologies that could be ended with a Euclidean flourish: Q.E.D. The wits exercised in such performances were capable of producing a plausible argument on the other side that might be made to seem not less persuasive. Indeed, Protagoras had laid it down that there are two sides to every question and an opposing argument to any proposed, and he taught how to attack and refute any proposition. Since he also first introduced the Socratic method of dialogue and drew attention to distinction of tense and mood and to divisions of discourse, he pioneered development of the technical resources of argument, as well as exploiting for profit the tricks of the trade. Thus eristic theory and techniques, and what was sometimes called “methodics,” became central to philosophy; and a high proportion of a philosopher’s output was in this category, including even collections of refutative arguments, solutions of controversial questions, materials for argument, unscientific proofs, and the like. Diogenes Laertius listed many such works among the writings of Aristotle and Aristotle’s pupil and successor, Theophrastus. Aristotle himself distinguished between methods for attaining knowledge, principally philosophical analysis, and methods of arguing in favor of the probable, principally dialectic.

With all this development of technical resources and refinements in argument in classical philosophy, there was no knock-out device to determine a definitive outcome. On the scientific side, there was systematic collections of observations in the search for causes, particularly in Aristotle’s innumerable notebooks. But it is not too much to say that the manipulation of arguments and the collection of evidence (save of the kind needed in legal prosecution or defense) remained different disciplines and separate interests in classical philosophy.

At the same time, the effect on higher education of Isocrates’ advocacy and successful practice of the art of disclosure as the primary intellectual discipline can hardly be exaggerated. It was a discipline that prepared men for public affairs and public employment. Themes for exercises were taken from literature, history, and moral philosophy to train men for pleading in the courts, arguing for causes in political assemblies, entertaining cultivated audiences, or simply making up their own minds. This was the foundation of the literary humanism so conspicuously successful in the Roman World at the time of the “Second Sophistic” (first two centuries A.D.) and in Europe during the Renaissance.

The First Turning-Point

In the second half of the sixteenth century, Montaigne read himself into the classical inheritance for a different purpose — on a course of free inquiry. He discovered the interminable inconclusiveness of argument of verbal philosophy, and he ended with the ultimate doubt: Que sais-je? Blown, like Augustine, by the winds of doctrine, he could not feel safe in any of the positions; even skepticism was too unjustifiably conclusive. Pascal, reporting to his confessor on his reading, told him that he most respected Epictetus and Montaigne and, in summarizing their opinions for him, he said a discourse was to take it as it appeared and refrain from any examination, which would at once reveal difficulties and raise doubts. This is the professional routine of the philosopher and shows how brittle is the most careful discourse and how treacherous verbal answers are to free inquiry.

A little later, Francis Bacon, who, like Montaigne, was painfully aware that the whole legacy of classical philosophy was a discouragement to learning, set himself the task of reviving hope with a vision of the future inspired by the early successes of empirical methods of testing hypotheses. The loose, but reasonable, appeal to experience had to be refined as an appeal to a specifically devised experience constructed to test a particular theory. Within its limits, this was a decisive way of settling theoretical disputes. Novum Organum (1620) spelled out the new method of learning, which was to displace the literary humanism of Isocrates as the foundation of a positivist culture, obtaining knowledge piecemeal and cooperatively, provisional, corrigible, progressive, to be applied to “the relief of man’s estate.” Bacon, godfather of the Royal Society and acknowledged master of the philosophes in Diderot’s Encyclopédie, left the winds of doctrine to blow where they listed and gave his attention to cultivation of the soil. In particular, his organum was a replacement of the magisterial Metaphysics of Aristotle and made way for the atomic model of Democritus. All the same, he did not set aside or put in question the assumption of theism. On the contrary, he counted on the new learning to fortify belief:

I had rather believe all the fables in the Legend, and the Talmud, and the Alcoran, than that this universal frame is without a mind. And therefore God never wrought miracle to convince atheism, because His ordinary works convince it. It is true that a little philosophy inclineth man’s mind to atheism; but depth in philosophy bringeth men’s minds about to religion: for while the mind of man looketh upon second causes scattered, it may sometimes rest in them, and go no farther; but when it beholdeth the chain of them confederate and linked together, it must needs fly to Providence and Deity. Nay, even that school which is most accused of atheism doth most demonstrate religion; that is, the school of Leucippus and Democritus, and Epicurus. For it is a thousand times more credible, that four mutable elements, and one immutable fifth essence duly and eternally placed, need no God; than that an army of infinite small portions, or seeds unplaced, should have produced this order and beauty without a divine Marshall. ["Of Atheism"]

Thus the clear-sighted Bacon, looking backward and forward and setting the minds of his contemporaries on the bright prospects opening up for empirical investigation and the technological manipulation of nature, had not in his own mind set science free from metaphysical assumptions and interests.

God on Trial

During this “century of genius,” which produced the first spectacular fruits of modern science, those working in the fields of investigation did, like Bacon, assume that they were piecing together the divine design, enabled, as Kepler said, to “think the thoughts of God.” Studying together, fraternally, the works of God, they were more blessed than students of the Word of God, who had taxed each other with heresy and soaked in blood the centuries beginning anno Domini. Science was another road to God, a second, less disputable revelation. Professional scientists, led by Newton, were amateur theologians. Since there was an order in nature that was being unraveled, it was only reasonable to assume, with Bacon, that it was the work of a rational, purposive intelligence that linked and sustained the whole. The onus was on anyone who thought otherwise to face the odds and justify his own irrationality. John Locke, who enthusiastically welcomed the new regime of empirical investigation and sought to provide its theoretical credentials, and who downgraded philosophers from architects of knowledge to under-laborers on the site of building operations, caring for the tools and preparing the ground, also was witness for the reasonableness of religious belief and excluded atheists from his republic of toleration — on the ground that they were not bound by an oath. God was necessary politically as well as intellectually.

This general assumption that the new learning of science would not only establish positive knowledge but also bring its proofs to the overbeliefs that had been justified by unscientific proofs lasted till the end of the eighteenth century. It has been said that during this period “God was on trial.”

The Second Turning-Point

The critical philosophy of David Hume, reinforced later by Kant (who said that Hume has awakened us from “dogmatic slumbers”), put in question the status and character of positive knowledge. He pointed out that it was simply knowledge of regular sequences and coexistences as presented to our observation of phenomena and did not carry or imply knowledge of causes, powers, natures, essences, or purposes. This began the disassociation of science from metaphysics, surrendering any claim on its behalf to answer general questions. With the steady progress of the sciences and the analytical attention of philosophers to what scientists were doing, it became abundantly clear that science was capable of dealing only with questions arising in the course of a line of research that were formulated in a way to provide answers that could be tested. Loose questions, general questions, first and last questions, the traditional metaphysical questions, were not a kind with which science was, or would ever be, competent to deal. During the period of trial science not only had not proved the existence of God, it had not even been able to do anything to reinforce the assumption. Laplace declared that he had no need of that hypothesis, and of course he had none. His statement was really about the irrelevance of that hypothesis to scientific business, not about its truth claim.

Thus, to look back at Bacon’s statement in “Of Atheism,” God’s ordinary works as studied in the sciences did not “convince atheism,” since they were preoccupied with “second causes scattered” and went no farther. He had begged the question when he went farther to say that Providence and Deity were necessary to link them in a chain, a rational order. Auguste Comte, too, anticipated the issue when he announced at the end of his Cours philosophique in 1851 that the servants of Humanity, theorists and practical persons, had irrevocably displaced the slaves of God and taken the management of earthly affairs into their own hands, to construct at last the true providence: moral, intellectual, and material. Comte said he was not an atheist because that was to take theology seriously, whereas the ages of theology and metaphysics were past and done with, succeeded by the positive sciences. On the side counter to Bacon in this respect, Comte claimed too much for the competence of science. But the overweening claims of theology were being checked, the onus on the unbeliever to justify his perverse irrationality reversed.

Logically, there was a return to the position of Protagoras after the lapse of more than two millennia. Science could not cope with metaphysical questions. They belonged as before to the about, the about of interminable inconclusive argument. Had science, then, made no difference? If metaphysical theories were irrelevant to the sciences, were scientific findings equally irrelevant to metaphysical theories? Even abstract arguments rely on evidence. The answer can be given in two main installments.

• (1) The physical sciences in their earlier stages seemed to offer models of harmony and design, eminently attributable to a supreme intelligence. Biological studies were sooner to encounter doubts and difficulties for a teleological view. When the evidence produced by Darwin, and his theories, showed the possibility of an order in nature that was not purposive, a turning-point was reached. The ambiguity of “reason” in the interpretation of nature became apparent. There were reasons for what had happened, but not necessarily any reason. The absurdity of unbelief in a supreme reason (with or without capitals) was exposed as an unwarranted assumption. It was at this point that T.H. Huxley, Darwin’s advocate, invented the word “agnosticism” (1869) to reinstate the position of Protagoras. The onus was shifted from the shoulders of the unbeliever to justify his perversity, to the shoulders of the believer to justify his belief, to show why he should be taken seriously.

• (2) More indirectly, and on all fronts, scientific evidence has demolished the world in which traditional theological beliefs originated and developed. To bring them out of their context, to demythologize and reinterpret them is a delicate, maybe gratuitous, task for modern theologians; so their survival is more remarkable than impressive. Argument will go on, as always, and becomes ever more refined or sophisticated; and when religious beliefs are concerned, argument is not the whole matter and, for many, not the main matter. Intellectually, however, a disregard for religious beliefs does not have to be justified, as once it had, with its back to the wall. The boot is on the other foot. Historically, “agnosticism” does not merely mean a suspension of judgment. Rather, it means intellectual justification for a disregard of theology.

[H.J. Blackham is former president of the British Humanist Association and the author of many books on humanism and philosophy.]

Hvad sagde Huxley:

There are other definitions of atheism and agnosticism that are sometimes used. For example, T. H. Huxley, who first coined the term “agnostic”, said:

»Agnosticism, in fact, is not a creed, but a method, the essence of which lies in the rigorous application of a single principle. … Positively the principle may be expressed: In matters of the intellect, follow your reason as far as it will take you, without regard to any other consideration. And negatively: In matters of the intellect, do not pretend that conclusions are certain which are not demonstrated or demonstrable.«

Huxley sagde endvidere, at han opfandt begrebet agnosticisme for at beskrive det, han mente, gjorde ham unik imellem hans samtidige tænkere:

»When I reached intellectual maturity and began to ask myself whether I was an atheist, a theist, or a pantheist; a materialist or an idealist; a Christian or a freethinker – I found that the more I learned and reflected, the less ready was the answer; until, at last, I came to the conclusion that I had neither art nor part with any of these denominations, except the last. The one thing in which most of these good people were agreed was the one thing in which I differed from them. They were quite sure that they had attained a certain “gnosis” — had more or less successfully solved the problem of existence; while I was quite sure I had not, and had a pretty strong conviction that the problem was insoluble.«

Agnostic’ came to mind, he says, because the term was “suggestively antithetic to the ‘gnostic‘ of Church history, who professed to know so much about the very things of which I was ignorant….” Huxley seems to have intended the term to mean that metaphysics is, more or less, bunk. In short, he seems to have agreed with Hume’s conclusion at the end of  An Enquiry Concerning Human Understanding:

»When we run over libraries, persuaded of these principles, what havoc must we make? If we take in our hand any volume; of divinity or school metaphysics, for instance; let us ask, Does it contain any abstract reasoning concerning quantity or number? No. Does it contain any experimental reasoning concerning matter of fact and existence? No. Commit it then to the flames: for it can contain nothing but sophistry and illusion.«

Mere info om Huxley kan findes her: http://en.wikipedia.org/wiki/Thomas_Henry_Huxley

og her: http://en.wikipedia.org/wiki/Thomas_Henry_Huxley_and_agnosticism#Thomas_Henry_Huxley

Forskellige typer af agnosticisme:

Types of agnosticism

Agnosticism can be subdivided into several subcategories. Recently suggested variations include:

• Strong agnosticism (also called “hard agnosticism,” “closed agnosticism,” “strict agnosticism,” or “absolute agnosticism”) refers the view that the question of the existence or nonexistence of God or gods and the nature of ultimate reality is unknowable by reason of our natural inability to verify any experience with anything but another subjective experience. A strong agnostic would say, “I don’t know whether God exists or not, and neither do you.”

• Weak agnosticism (also called soft agnosticism, open agnosticism, empirical agnosticism, temporal agnosticism)—the view that the existence or nonexistence of any deity is currently unknown but is not necessarily unknowable, therefore one will withhold judgment until/if any evidence is available. A weak agnostic would say, “I don’t know whether any deity exists or not, but maybe one day when there is more evidence we can find something out.”

• Apathetic agnosticism (also called Pragmatic agnosticism)—the view that there is no proof of either the existence or nonexistence of any deity, but since any deity that may exist appears unconcerned for the universe or the welfare of its inhabitants, the question is largely academic anyway.[citation needed]

• Agnostic theism (also called religious agnosticism, spiritual agnosticism)—the view of those who do not claim to know existence of any deity, but still believe in such an existence. (See Knowledge vs. Beliefs)
• Agnostic atheism the view of those who do not know of the existence or nonexistence of a deity, and do not believe in any.[7]

• Ignosticism the view that a coherent definition of God must be put forward before the question of the existence of God can be meaningfully discussed. If the chosen definition isn’t coherent, the ignostic holds the noncognitivist view that the existence of God is meaningless or empirically untestable. A.J. Ayer, Theodore Drange, and other philosophers see both atheism and agnosticism as incompatible with ignosticism on the grounds that atheism and agnosticism accept “God exists” as a meaningful proposition which can be argued for or against. An ignostic cannot even say whether he/she is a theist or a nontheist until a better definition of theism is put forth.

Modargumentet:

Austin Cline skriver:

»Once it is understood that atheism is merely the absence of belief in any gods, it becomes evident that agnosticism is not as many assume, a “third way” between atheism and theism. The presence of a belief in a god and the absence of a belief in a god exhaust all of the possibilities. Agnosticism is not about belief in god but about knowledge — it was coined originally to describe the position of a person who could not claim to know for sure if any gods exist or not. Thus, it is clear that agnosticism is compatible with both theism and atheism. A person can believe in a god (theism) without claiming to know for sure if that god exists; the result is agnostic theism. On the other hand, a person can disbelieve in gods (atheism) without claiming to know for sure that no gods can or do exist; the result is agnostic atheism. It is also worth noting that there is a vicious double standard involved when theists claim that agnosticism is “better” than atheism because it is less dogmatic. If atheists are closed-minded because they are not agnostic, then so are theists. On the other hand, if theism can be open-minded then so can atheism. In the end, the fact of the matter is a person isn’t faced with the necessity of only being either an atheist or an agnostic. Quite the contrary, not only can a person be both, but it is in fact common for people to be both agnostics and atheists. An agnostic atheist won’t claim to know for sure that nothing warranting the label “god” exists or that such cannot exist, but they also don’t actively believe that such an entity does indeed exist.«

Men Cline skriver også om strong agnosticisme vs. weak agnosticisme, så han anerkender ihvertfald, at der er flere former for agnosticisme og ikke blot de to, som han beskriver ovenfor:

»If someone is a strong agnostic, they don’t merely claim that they don’t know if any gods exist; instead, they also claim that no one can or does know if any gods exist. Whereas weak agnosticism is a position that only describes the state of knowledge of one person, strong agnosticism makes a statement about knowledge and reality themselves. For reasons that are probably obvious, weak agnosticism is the easier of the two to defend. In the first place, if you claim that you don’t know if any gods exist, others should accept that as true unless they have very good reasons to doubt you — but that is rather trivial. More important is the agnostic premise that one shouldn’t make knowledge claims in the absence of clear and convincing evidence — but that, too, can be relatively straightforward so long as the distinction between knowledge and belief is maintained. Because the claim of strong agnosticism goes beyond the individual speaker, it is a bit more difficult to support. Strong agnostics may often point out that there simply isn’t any good evidence or arguments which can allow for a person to assert that they know that a god exists — and, in fact, the evidence for any one god is no better or worse than the evidence for any other god. Therefore, it is argued, the only responsible thing to do is to suspend judgment altogether. While this is a reasonable position, it doesn’t quite justify the claim that knowledge of gods is impossible. Thus, the next step that a strong agnostic needs to take is to define just what is meant by “gods”; if it can be argued that it is logically or physically impossible for humans to have knowledge of any being with the assigned attributes, then strong agnosticism may be justified. Unfortunately, this process effectively narrows the field of what does and does not qualify as a “god” to something much smaller than what humans have actually believed in. This, then, can result in Straw Man fallacy because not everyone believes in “god” as the strong agnostics define the concept (a problem shared with strong atheists, actually).

One interesting criticism of this strong agnosticism is that for a person to adopt the position that knowledge of gods is impossible, they essentially concede that they know something about gods — not to mention the nature of reality itself. This, then, would suggest that strong agnosticism is self-refuting and untenable.«

Zofia Zdybicka skriver:

»Epistemological atheism is proper to all philosophical concepts that deny that man can know God or resolve the problem of God’s existence. Agnosticism is the basic attitude of atheism for epistemological reasons and takes various forms: a) the agnosticism of immanence associated with the philosophy of consciousness or the philosophy of the subject, which leads human thought to the state where it is locked within the subject (consciousness) and where all differences between thought and being are removed, and ultimately consciousness is regarded as an absolute; b) the rationalistic agnosticism of Kant (and the entire Enlightenment), which rejects all sources of knowledge except reason; c) scepticism — the position that we cannot resolve the problem of whether or not God exists (Pythagoras, Montaigne, Charron and Bayle); d) methodological agnosticism — the position that recognizes only the particular sciences as having cognitive value and denies that science can go beyond the area of empirical experience. Methodological monism excludes metaphysics and theology, which are essentially connected with the problem of God, from the field of rationality (sensualism, empiricism, positivism and scientism); e) the agnosticism of the subconscious — this includes positions that exclude the problem of God from their natural philosophical or theological environment and connect the genesis of the idea of God and religion with a purely fantastic hypothesis. Atheism moves beyond this phase and becomes a horizon of thought, a phenomenological domain or a doctrinal system (Freudianism, Marxism).« [3]

Min holdning:

Cline og Zdybicka ligger nærmere opad valget imellem teisme eller ateisme – og det er helt fint. Men agnosticisme forholder sig til viden – ikke tro. Jeg mener derfor, at agnosticisme netop kan repræsentere en tredje vej – nemlig den som beskriver the weak agnostic: A weak agnostic would say, »I don’t know whether any deity exists or not, but maybe one day when there is more evidence we can find something out.« Cline beskriver ydermere blot to former for agnosticisme ud af de 6, som nævnes på wikipedia.

Og som Cline selv skriver: »Agnosticism is not about belief in god but about knowledge — it was coined originally to describe the position of a person who could not claim to know for sure if any gods exist or not.«

Jeg ligger tættere op ad Huxley og Protagoras, for som Blackham skriver: »The absurdity of unbelief in a supreme reason (with or without capitals) was exposed as an unwarranted assumption. It was at this point that T.H. Huxley, Darwin’s advocate, invented the word “agnosticism” (1869) to reinstate the position of Protagoras. The onus was shifted from the shoulders of the unbeliever to justify his perversity, to the shoulders of the believer to justify his belief, to show why he should be taken seriously.«

Yderligere en forklaring skal nok findes i, at der absolut ikke er konsensus omkring begrebet ateisme. Således er de tre ordbøger, som jeg har linket til, velansete og respekterede både indefor lærde kredse og i ‘public oppinion’. De har alle tre den samme definition på ordet ateisme [1]. Den strider så imod andre, som definerer ordet mere bredt [2]. I en begrebsverden, hvor der i den grad hersker uenighed om betydningen af ordet ateisme, mener jeg stadigvæk, at weak agnosticisme leverer et klart bud på en tredje vej, hvor man netop vælger aktivt ikke at tage stilling. Der er altså ikke blot tale om et passivt fravalg af tro. Der er tale om et aktivt tilvalg af den position, hvor man ikke tager stilling.

Robert T. Carrol skriver: »Agnosticism is the position of believing that knowledge of the existence or non-existence of God is impossible. It is often put forth as a middle ground between theism and atheism. Understood this way, agnosticism is skepticism regarding all things theological. The agnostic holds that human knowledge is limited to the natural world, that the mind is incapable of knowledge of the supernatural. Understood this way, an agnostic could also be a theist or an atheist. The former is called a fideist, one who believes in God purely on faith. The latter is sometimes accused by theists of having faith in the non-existence of God, but the accusation is absurd and the expression meaningless. The agnostic atheist simply finds no compelling reason to believe in God.«

Ifølge Carrol behøver man altså ikke at være hverken teist eller ateist for at være agnostiker.

Hvis analogien om, at man enten er teist eller ateist, skal fungere ud fra præmissen, at man er ateist, hvis troen på Gud(er) er fraværende, så kan en teist jo også erklære, at jeg, som agnostiker er teist, fordi hvis jeg ikke har taget stilling, så tror jeg på Gud(er) – jeg har blot ikke erkendt det.

Så har vi to tilfælde:

• a) Ateisten erklærer, at jeg er ateist, fordi jeg ikke har taget stilling til om Gud(er) eksisterer.

• b) En teist erklærer, at jeg er teist, fordi jeg ikke har taget stilling til om Gud(er) eksisterer.

Men vi har også et tredje tilfælde:

• Jeg erklærer, at jeg ikke er hverken teist eller ateist, fordi jeg ikke har taget stilling til om Gud(er) eksisterer.

Det handler altså ikke om tro eller fravær af tro alene. Det handler om at tage stilling eller ikke tage stilling. Man kan ikke have et fravær af noget, som man ikke har taget stilling til – og nærvær af noget andet, som man heller ikke har taget stilling til. Enten har man fravær af begge dele, nærvær af begge dele eller det vil være der som et potentiale i fremtiden. Hvis jeg ikke har taget stilling til, om jeg vil tage ud og træne i morgen, så betyder det ikke, at jeg ikke tager ud for at træne i morgen, det betyder heller ikke, at jeg tager ud for at træne i morgen. Det betyder alene, at jeg ikke har taget stilling til det. Der ligger altså en tidsdimension indkoblet i, om man vælger noget eller fravælger noget. Hvis man er ateist, så har man fravalgt tro. Hvis man er teist, så har man fravalgt ikke-tro. Hvis man er den form for agnostiker, som jeg beskriver, så har man ikke fravalgt nogen af delene. Deri ligger ikke et fravær af det ene – men et fravær af begge.

»Man kan potentielt være såvel troende som ikke troende, og som potentiale kan de eksistere som muligheder på samme tid, men sågu kun som potentiale, man ER en af delene, og kan ikke være begge på samme tid.«

Man kan potentielt godt gå rundt med en ubevidst tro, som styrer en del af ens liv – uden at man er bevidst om den; men hvis vi holder os til den bevidste del, så giver det ikke så meget mening, at man skulle kunne være både troende og ikke-troende på samme tid, hvorfor den eneste mulighed, som giver mening – hvis man vælger ikke at tage stilling – er, at man ikke er nogen af delene – altså fravær af begge – både teist og ateist. Hvad er der så tilbage? – Agnosticisme.

En typisk analogi, som ateister projicerer over på deres modstandere i en diskussion er den med en enkelt dør, som man kan vælge at gå igennem eller lade være. Man kan ikke forbeholde beslutningen om, hvilken side af døren, man befinder sig på, man kan kun beslutte, om man vil gå igennem døren eller ej; men indtil den beslutning er taget, er man fysisk til stede på A-siden (ateisme). Enten er man på den ene side af døren eller den anden side af døren. Der er ingen anden epistemologisk mulighed tilgængelig. Går du gennem døren eller ej? Og hvis du siger, at du ikke vil tage stilling nu og her, så er det fint, så er du stadigvæk på A-siden af døren (ateist).

Men hvis nu Dawkins virkelig holder fast i, at religion er et kognitivt virus (altså en sygdom), så må han vel også være nået til den erkendelse, at religion ligesom skizofreni eller influenza eller tilstanden hjernedød ikke kræver nogen forståelsesgrad, ikke sandt? Altså hvordan kan Dawkins så påstå, at eksempelvis ateisme dækker over hele spektret af fravær af tro – og at dette ikke gælder for teisme, fordi teisme kræver en erkendelse? For hvis religion er en sygdom (et virus), så må Dawkins vel nødvendigvis være enig i, at man i så fald også kan være teist uden nogen erkendelsesgrad. Hvordan kan man så påstå, at alle – som ikke har en erkendelse af tro – er ateister?  Eller at ateisme er et passivt fravær – hvor teisme kræver et aktivt tilvalg? Altså kan udgangspunktet nødvendigvis – ifølge Dawkins egen teori om virus – findes på begge sider af døren.

In English: Many, who consider themselves more true to agnosticism, believe that if you choose not to take a stand on the subject of theism – atheism, then you are neither by default. Since atheism is also defined more broadly as an absence of belief in deities, it is the belief of many agnostics that agnosticism is not coherent with the generally acknowledged form of atheism, where one believes in the affirmation of the nonexistence of gods or the rejection of theism. True agnostics would say that there is not substantial empiric evidence/material to take a stance on theism – atheism. The truth of the matter is that the allocation of agnosticism to atheism is disputed; it can also be regarded as an independent, basic world-view.

In that sense being an agnostic is about choice. You choose the position, where you simply do not take a stand on being neither a theist nor an atheist. It is often put forth by atheists such as 1772 when Baron d’Holbach said that »all children are born Atheists; they have no idea of God«, that if you do not choose, then you are an atheist by default (absence of belief), but then a theist could justly argue, that you could as well be a theist, if you do not take a stand – you simply don’t realize it. I believe that we are born agnostic – inherently undecisive on something we do not know the nature of. Atheism or theism cannot – in my oppinion – come into speak, until we know the nature of the terms and as a result decide to take a stand, but, as clearly as we can decide to take a stand, we can also choose not to take a stand – based on learning that there is no conclusive empiric evidence. Now here comes the tricky part. If you choose not to take a stand on something, there is a time-dimension added (e.g. I have not taken a stand on whether I will go training, but I may – may not tomorrow). Now by choosing not to take a stand on the subject theism – atheism, I have not chosen not to be a theist, and yet mysteriously I am an atheist by default (abscence of belief). It would be as obscene as to believe that by choosing not to take a stand, I would have chosen not to be an atheist, and yet mysteriously I am a theist by default. If you choose not to take a stand you are either both by default, none by default, or you have the potential in time to be either •. Some believe that subconsciously you can actually believe something, and yet it doesn’t appear in your conscious mind, but if we keep to the conscious level, it does not make much sense to say, that you are both a theist and an atheist, so that leaves us with the point, that if you do choose not to take a stand on the subject of theism – atheism, then you are neither by default. What is left then? – agnosticism. Thus, you may say, I put my decision on hold in the perspective of time, but that does not make me a theist – nor does it make me an atheist. To me it is the pure form of agnosticism.

When it comes to agnostic atheism or agnostic theism it is merely forms of theism and atheism and thus not defining agnosticism. However I do acknowledge that there doesn’t seem to be a general consensus on the terms in speak. Rather it seems that different groups take the stance that best fits what they want to promote – be it theism or atheism. I am of the firm belief that the argumentation about theism – atheism and the possible choice of agnosticism as a middle stance is important when defining what theism – agnosticism – atheism is in reality. There is too much swearing on the frontline these days – I believe more in dialogue…

• Being an atheist is not a state. It is the positive prejudice of many atheists that it is a state/condition. Atheism clearly subjugates indecisiveness or negates the possible choice in time. The difficulty arises because we confuse belief and knowledge. The agnostic denies the possibility of knowledge on this subject and accepts the claims of the theist or atheist merely as beliefs. Being an agnostic I do not have to take a stand on belief. With belief there is often a question to be resolved by additional evidence, but in the case of the agnostic he doubts that as well. Major theologians have reached similar conclusions. Hans Kung finds the question cannot be settled by rational argument. Either view is allowable and cannot be established solely on the basis of reason. Niebuhr finds the question “Does God exist?” mistaken, because in his theology God is the ground of all existence, not part of it. I am agnostic because knowledge is impossible on this question, not because I can’t make up my mind. I think it is biased only to mention that agnosticism can be paired with theism – atheism. It can naturally stand on its own two feet too.
• We cannot have any knowledge of an omnipotent or omniscient being since those qualities do not exist in anything we do know. Even Aquinas had to admit that we know God only by analogy and not directly. I do not consider myself an atheist nor am I a theist either. I consider both labels to be void of meaning and irrelevant because their object (God) is also meaningless and irrelevant. To me it is as if one is saying “I believe in …..” and the other “I lack belief in …..”. From an empirical point of view it just doesn’t make sense to discuss it at all – the premonition of the object (God) would be deeply personal for both anyways.«

A typical thought-experiment that ahteists project on their opponents in a discussion is that analogy containing a single door, through which one can decide whether or not to pass. One cannot reserve decision on which side of the door he is. One can reserve decision on whether or not to go through the door, but until that decision is made, one *is* physically present on side A. One *must* be either through the door or not through the door; there is no other option epistemologically possible. Do you go through the door, or do you not? So how about that? And if you say “I choose not to decide at this time,” that’s fine, but for now you’re still on this side of the door.

Well do you believe in Dawkins when he claims religion to be a virus? If you do, then you must also recognize that religion – just like schizophrenia, the flu, braindead, herpes, etc. – is a disease or condition that doesn’t require any active choice, nor any understanding of god(s) or any creative design, right? So if theism does not require any active choice, then it must be able to cover the same greyzone as atheism, where atheism is claimed by you people to cover all passive non-belief – in the understanding, that if you suffer from a disease like theism (virus) then you are not required to understand what it is, nor be active about it, right?
Now if we return to your thought experiment involving the door, bear this in mind, then how can you claim, that on one side of the door is atheism, which does not require an active choice, and that on the other side of the door is theism, but it requires an active choice in order to go through it and become a theist?
If theism is by Dawkins terms a virus, then it doesn’t care about doors and choices. I cannot lie in my bed and decide for myself that now I do not want to have herpes anymore and *poof* it vanishes in thin air, now can I? So obviously I can stand on your side of the door and be a theist without knowing anything about it – as per Dawkins argument about virus – or the starting point may as well be on the other side of the door – facing the choice of atheism – or not.

Den australske filosof Graham Oppy har udgivet en bog, som ser meget spændende ud. Den hedder Arguing about Gods. Og Terry Eagleton nævner også Humes i sin anmeldelse af Dawkins: http://www.lrb.co.uk/v28/n20/eagl01_.html

^[1] Atheism

»atheist Show phonetics
noun [C]
someone who believes that God or gods do not exist«
http://dictionary.cambridge.org/define.asp…

»a disbelief in the existence of deity b: the doctrine that there is no deity«
http://www.merriam-webster.com/dictionary/…

»atheism
/aythi-iz’m/
• noun the belief that God does not exist.
— DERIVATIVES atheist noun atheistic adjective atheistical adjective.
— ORIGIN from Greek a- ‘without’ + theos ‘god’.«
http://www.askoxford.com/concise_oed/athei…

^[2] Austin Cline:

http://atheism.about.com/od/aboutagnosticism/a/atheism.htm

^[3]Zdybicka, Zofia J.

Zdybicka, Zofia J. (2005), “Atheism”, in Maryniarczyk, Andrzej, Universal Encyclopedia of Philosophy, 1, Polish Thomas Aquinas Association.

^[4] Holbach, Paul Henri Thiry, baron d’, 1723-1789

d’Holbach, P. H. T. (1772). Good Sense. Retrieved on 2006-10-27.

Dawkins set fra en religionskritikers synsvinkel… og hvorfor det ikke holder. vis

Citat fra en religionskritiker: “Jeg betragter ideologien islam som en levende organisme, der muterer og tilpasser sig omgivelserne med det formål at sprede sig til så mange som muligt. Den teori har jeg fra Richard Dawkins bog The Selfish Gene. I bogen gennemgår han genernes funktion for evolutionen. I slutningen af bogen fremfører han en interessant teori, som går ud på, at du kan sammenligne idéer med gener. Idéerne vandrer fra menneske til menneske og ændrer sig en smule ved hver overførsel, ligesom gener ændrer sig ved hver ny generation. Dawkins kalder idéerne memer (se ordforklaring, 1), hvilket lyder lidt som gener. Hvis du er interesseret i at vide mere om teorien, kan du læse kapitel 11 i Dawkins banebrydende værk” : Dawkins kap. 11 Videre: “Når jeg bruger ordet virus (se ordforklaring, 2), er det fordi det er det billede, som bedst beskriver, hvad der sker. Et virus lever sit eget liv på værtsdyret. Det slår som regel ikke værtsdyret ihjel, for dermed ville virusset jo selv dø. Men det skader værtsdyret.”

Nu har jeg læst kap.11. Hans idé er interessant. Men dér, hvor problemet for religionskritikeren opstår, er, at de, som fanges af eksempelvis en bestemt ideologi, som spredes som et virus/meme…. Vil de adlyde det virus/meme? Og hvad hvis det virus/meme er meget mere komplekst end den simplificerede udgave, som mange præsenterer religion som? Så får vi hundredevis af mutationer, som alle har hver deres opfattelse af hvad det oprindelige virus går ud på. Så har vi mangfoldighed og forskellige synspunkter. Så antager vi, at et virus/meme spreder sig til hele verden, så vil det blive opfattet forskelligt, udvikle sig forskelligt og frembringe forskellig adfærd i forskellige mennesker verden over. Ser du… Verden er meget mere kompleks end det, som her påstås. Hvert menneske har sin egen psyke, som indgår i et matrix, som dækker en fællespsyke for en gruppe, som igen indgår i et matrix som dækker en fællespsyke for en større gruppe, etc, etc… Massepsykose og religion kan således sagtens hænge sammen. Men det kan kærlighed og religion også. Afhængigt af hvad individet lægger vægt på i et komplekst ‘virus’ som religion. Individet er således et produkt af gener, miljøpåvirkning og udvikling. Uheldig udvikling indenfor én af disse tre kategorier kan gøre et menneske disponibelt for at reagere på massepsykose eller ej. Men selv hvis mennesket er disponibelt for massepsykose kan det stadigvæk qua sin individuelle miljøpåvirkning, udvikling eller gener alligevel helt neglicere massepsykosen. Hvis vi antager, at religion er et virus, som viser sig ved massepsykose, så vil dette virus/meme altså fremkalde vidt forskellige reaktioner i mennesker. Hvad er det så for en faktor, som gør, at det viser sig som massepsykose i en hel masse mennesker? Det kan jo ikke være viraet i sig selv, vel? Det kræver ligesom nogle helt specielle forudsætninger, som f.eks. regressiv gruppedynamik for at visse sit grimme fjæs. Kan du følge mig? Ergo er det ikke et virus/meme, som udløser massepsykotisk adfærd. Det er den regressive gruppedynamik. Mennesket har potentielt en masse muligheder og valg. Kald det millioner af vira, hvis du vil. Vores psykologiske samspil med andre i et kæmpe matrix afgør, hvordan vi reagerer – ikke et virus. Det er der bare. Potentielt aktiverbart – afhængigt af nogle specifikke faktorer, som skal være til stede.

Tager vi udgangspunkt i mutationer, så er det jo i princippet det samme, som at jeg siger, at præstestyret i Iran har indført en pseudoversion af Islam, som i Dawkins teoriforståelse ville være en mutation. Er den da et udtryk for Islam eller en muteret form, som ikke længere kan kædes sammen med originalen? “For 30 år siden var der ingen, der forbandt islam med selvmordsterrorisme.” Det er, fordi selvmordsterrorisme ikke har noget med originalversionen af Islam at gøre. Nu har jeg aldrig påstået, at jeg ved, hvad der er originalversionen af Islam. Men jeg kan sagtens begrunde min udtalelse om, at selvmordsbomber ikke er en del af nogen originalversion af en religion, da det simpelthen ikke har eksisteret i mere end 60 år (70 måske, hvis vi tager kamikaze-piloterne fra WW2 med) og i øvrigt ikke er noget religiøst påfund. Derimod kan man tænke sig et andet scenarie: “Lasse skød” sælger ikke, som “religiøs fanatiker skød” – sørgeligt men sandt – hvilket så giver et indtryk af, at alle religiøse er farlige. Det samme kan vi se her i landet, og passer vi ikke på, bliver det et os og dem samfund. Samme form for revolverretorik har Dawkins meme/virus-teori udløst, da det jo er meget mere opsigtsvækkende at kalde religion for et virus end at snakke om, at nogle religiøse indgår i en regressiv gruppedynamik, som kan være yderst skadelig. Altså en biologisk/medicinsk reduktionistisk indgangsvinkel vs. en psykodynamisk indgangsvinkel på tingene. Jeg behøver vel knapt nok at fortælle, hvad der siver lettest ind ude i den almene brede befolkning. Jeg ved, at det er den biologisk/medicinske association, som ligger lige for, når man ser ordet virus anvendt uden nogen kontekst til at tydeliggøre, at det drejer sig om en analogi. Og for min skyld kan vi godt gå ud og spørge 500 mennesker på gaden, hvad de umiddelbart tænker (associerer), når de hører ordet virus uden nogen kontekst. Jeg tror, at vi skal være glade, hvis bare én svarer Dawkins. Og kigger du i en ordbog som Oxford Dictionary, så findes der da heller ikke i beskrivelsen af ordet virus nogen henvisning til Dawkins meme/virus-analogi (2).

Dér, hvor jeg ser problemet, er ikke, at jeg antager, at man er fascist, fordi man kritiserer religion. Det mener jeg ikke, at man er. Men med udmeldinger som at Islam er et virus, som skal søges bekæmpet, bruger man et negativt ladet ord, som de muslimske ekstremister vil bruge til at lægge os for had, og som fascisterne på den anden side vil optage, samt bruge som argumentation for etnisk udrensning af muslimer. Dermed placerer man sig selv i midten af et hvepsebo, hvor man ufrivilligt kommer til at støbe kuglerne for en masse mennesker, som ikke forstår grundlaget for ens udtalelser og argumentation, men alligevel gerne vil (mis)bruge dem. Hvis vi ikke passer morderligt godt på, hvordan vi får kommunikeret vores meninger og teorier, så risikerer de at være med til at forstærke den regressive gruppedynamik og dermed skabe de forudsætninger, som gør, at ‘virusset’ viser sig som massepsykose. En lille opfordring til at bruge Dawkins eget ord ‘meme’.

Virusset kan både vise sig som godartet, ondartet eller begge dele. Således viste det, der skulle have været Marxisme og lighed blandt mennesker sig at blive til fascisme (kommunisme), ifølge religionskritikerens teori – ‘ondartet virus’ – pga. regressiv gruppedynamik som følge af, at man indførte ideologien med vold. Men potentialet var ikke ondartet. Marxismen var ikke nogen ‘ond’ ideologi og altså heller ikke noget entydigt ondartet virus.

I princippet er det efter min mening den samme dæmonisering, som sker i forbindelse med Islam.

Godt så… Nu forstår jeg argumentationen. Men hvordan definerer vi et virus? Er ateismen et virus? Er demokratiet? Er Darwinismen? Alle har de samme forudsætninger som religion for at udvikle sig ondartet, hvis de bliver misbrugt. Er det ikke et spørgsmål om at vi i stedet for at udrense alle former for potentielt skadelige vira, (en uoverskuelig opgave), i stedet søger at forhindre et psykisk miljø, hvor de vil udvikle sig ondartet. Altså vi skal til hver en tid tilstræbe en progressiv gruppedynamik. Ser du… Vi vil begge i bund og grund gøre det, som er bedst for menneskeheden. Men hvis vi fjerner eksempelvis religion, så er der bare et andet potentielt skadeligt vira/meme, som tager over, og som vil udvikle sig ondartet under de samme psykiske miljøforudsætninger, såsom regressiv gruppedynamik, som leder til (masse)psykose. Klart nok at et virus også kan udvikle sig ondartet på individniveau; men så er der blot tale om en psykose (Ikke at det er bedre).

Eksempelvis Darwinismen kan jo under regressiv gruppedynamisk miljøpåvirkning, som ubehandlet kan føre til (masse)psykose, medføre:

‘egocentrering (enhver er sig selv eller sin egen gruppe nærmest)’

mangel på empati: ’survival of the fittest’ (lad blot alle de svage dø uden at få hjælp, de skal jo dø alligevel, eller lad blot halenegrene nede i Afrika sulte ihjel, vores samfund er alligevel stærkere)

Hedonisme (den psykotiske version): Enhver søger ubetinget at få opfyldt egne lyster, drømme og mål, uanset hvor mange man skal trampe under fode på vejen.

osv., osv…

Eksempelvis så vi jo tydeligt Marxismen udvikle sig til massepsykose, selv om der ingen religion var til stede. Så kalder man Marxisme for en religion; men så kan man jo kalde alle ideologier for religion – eksempelvis også Darwinisme. Det er begrebsforvirring. I Danmark ser vi for tiden, at en masse mennesker er inde i en regressiv gruppedynamik, som det næppe er kristendommen, som er årsag til. Da vi ikke er muslimer, kan det næppe heller tilskrives Islam. Hvilket virus har så ramt danskerne? Årsagen (etiologien) til, at det er ved at udvikle sig ondartet, kender vi allerede, nemlig at vi, som gruppe, føler os udsat for et udefra kommende pres (fra muslimer), som fører til regressiv gruppedynamik. Så hvilket virus er det, danskerne er ramt af?

Hvad siger andre repræsentanter for videnskaben?
Dawkins er med ‘The Selfish Gene’ ikke decideret modstander af Islam, og hvis man vælger at bruge ‘The Selfish Gene’ til at retfærdiggøre islamkritik, så mener jeg, at man har misforstået Dawkins. ‘The Selfish Gene’ er fremragende kommunikationsfilosofi! Sammenhængen er ikke, at religion forsvinder, hvor videnskab vinder frem. Sammenhængen er, at religion forsvinder, fordi der, i et mere og mere individualiseret samfund, ikke er behov for komplekse fællesskaber som religion. Uanset hvor teknologisk og videnskabeligt vores samfund bliver, så vil du se religion vinde frem igen, når der bliver lagt pres på en gruppe eller et samfund, ligesom kristendommen eksploderede i USA efter 9/11. Øget pres på fællesskabet skaber øget behov for fælles identitet, såsom findes gennem eksempelvis religion. Videnskaben og religionen eksisterer i sådanne tilfælde side om side og søger ikke nødvendigvis at smadre hinandens eksistensberettigelse. Hvordan vil du forklare det? Hvordan vil du forklare at samfund, som udsættes for kriser, bliver mere religiøse, trods fremragende videnskab? Her må vi kigge videnskaben over skulderen. En artikel om HIV giver en ganske god forklaring: Hiv er en kronisk infektion, og på grund af virus’ overlevelsesstrategier er det næsten umuligt at udrydde den fuldstændigt. Det samme gælder et virus som for eksempel herpes. »Vi kan slippe af med det akutte udbrud af herpes; men i det øjeblik herpesvirus ikke formerer sig, så virker medicinen ikke længere,« forklarer Allan Randrup Thomsen.

»Herpes simplex-virus siver ind i nerverne, går i dvale og deltager ikke længere i stofskiftet; det bliver metabolisk set fuldstændigt inaktivt. Og da immunsystemet og T-cellerne kun bliver alarmeret af for eksempel forkert producerede celle-stoffer eller virusaftryk i et protein, er der ikke længere noget, de kan genkende. Og det er et af hovedproblemerne med behandlingen af hiv. Kombinationsbehandlingen er så effektiv, at den slår hiv-virus ‘bevidstløs’, men den fjerner ikke infektionen. Når hiv-virus kommer ind i cellen, så føjer den sig ind i arvemassen,« forklarer Jan Pravsgaard Christensen, der er lektor i infektionsimmunologi.

Man kan altså søge en forklaring i, at viraet er i hvile og ikke laver nye viruspartikler. Der sidder en stump virus i dit dna, og der kan den sidde de næste ti eller 20 år, uden at gøre skade. Men aktiverer kroppen det gen, hvor virus har sat sig, så er det ikke kun genet, men også virusstumpen der bliver vækket. Og så går den straks i gang med at formere sig. Forklaringen understøtter min teori om, at der skal en eller anden katalysator til at aktivere genet, hvor virus sidder. Men hvad taler vi egentlig om her? Taler vi om en ond version af religion? For ifølge Dawkins skulle viraet vel være aktivt hele tiden eftersom skaren af religiøse til stadighed vokser. Hvis religion er at betragte som et kognitivt virus, så vil det vel udtrykke sig som en sygdomstilstand, når ikke det er i dvale. Men ikke al religiøs adfærd viser sig som noget sygeligt. Ikke alle ideologier udtrykker sig i konstant sygelig adfærd. Ifølge analogien må de altså ligge i dvale, hvis ikke de udtrykker sig i sygelig adfærd, ellers giver det jo ikke meget mening at kalde det for virus? For nok er der vira med forskellige egenskaber; men eksempelvis herpes simplex-virus ændrer ikke bare lige adfærd midt i, at det er aktivt, således som der kan være både positiv og negativ adfærd forbundet med religion eller ideologi. Men hvordan kan noget, som udtrykkes i ikke-sygelig adfærd ligge i dvale? Og hvad vil Dawkins og religionskritikeren stille op i situationen, hvor virus ligger i dvale? Vente til den næste runde i boksekampen?  Vil det kunne lade sig gøre helt at udrydde virus? »Den måde, virus arbejder på, er meget tæt på vores egne cellers rutiner… …De stoffer, vi kan bruge mod virus, har derfor meget større risiko for at være toksiske overfor os, for hvis de virker, så rammer de også vores eget apparatur,« forklarer Allan Randrup Thomsen. Ordene vækker hos mig en ildevarslende association til de sidste årtiers anvendelse af krig som forebyggende indsats, og jeg sender Bush en uvenlig tanke, for problemet ses jo tydeligt i krigen i Irak. Man har afgjort, at noget er ondt og derfor går man i krig – fuldstændig ignorant overfor, at man ad den vej skaber mere ondskab. Ydermere vil der, selv hvis det skulle lykkes for lægevidenskaben at finde en vaccine, stadigvæk kunne findes varianter i naturen, hos dyrene . Hvorvidt en sygdom kan kontrolleres og bekæmpes, afhænger i høj grad af, om den er en såkaldt zoonose – en sygdom der kan smitte mellem dyr og mennesker. Det fortæller professor i virussygdomme Jens Lundgren: »Er en infektion zoonotisk betyder det, at den ikke kan fjernes, ved at udrydde den hos mennesker. Så længe der fortsat lever smittede dyr, kan mennesker blive smittet igen. Vi taler om, at der i dyr findes et såkaldt reservoir af virus.« Eftersom mennesket ifølge Darwin nedstammer fra dyrene, så må kimen til det, som Dawkins kalder religionsvirus, findes derude i naturen. Der er altså en stor risiko for, at vi vil blive smittet igen – skulle det lykkes at bekæmpe det. Citaterne er fra en artikel om HIV på videnskab.dk .

Hvad skal vi gøre så gøre?
Jeg synes, at essensen ligger i at vi, i stedet for at udrense alle former for potentielt skadelige vira, (en uoverskuelig opgave), søger at forhindre et psykisk miljø, hvor de vil udvikle sig ondartet. Verdenshistorien visser sig i cykliske formationer, hvor mennesker bliver ved med at tilintetgøre det, som af vinderen betragtes som ondskabsfuldt, hvorefter en ny cyklus starter, hvor det, som betragtes som ondskabsfuldt bliver tilintetgjort og så fremdeles. Man kunne vel med rette spørge om mennesket aldrig bliver klogere og indser, at det er igennem katalysatorer, at disse ting kommer til udtryk. Ved at skabe et matrix, hvor der er mindre rum for disse katalysatorer kan vi måske tage os ud af den række af regressive cykler, som til stadighed plager verden. Selv de bedste intentioner kan udvikle sig regressivt og fremkalde massepsykose og massehysteri. Hvis man nu eksempelvis betragtede religion som et virus, så ville man straks associere til en reduktionistisk medicinsk tankegang og tænke udryddelse (Bush og co. Irak-krig etc.)… Hvilket giver bagslag i forhold til det gruppepsykologiske matrix, fordi man ad den vej skaber flere katalysatorer. Hvorimod, hvis man betragter det ud fra et psykodynamisk gruppepsykologisk synspunkt, så ville man søge at skabe et så velfungerende psykologisk matrix, så der er færre eller slet ingen katalysatorer. Så hvilket paradigme skal vi indføre i forhold til at fjerne ‘potentielle’ farlige vira? Hvordan skal vi afgøre, hvad der i fremtiden er ‘potentielle’ farlige idéer? En umulig opgave. Og i grundformen en fascistisk tankegang. En indskrænkning af den frie tænkning og den frie udvikling -og spredning af idéer, som ikke er Dawkins værdig. Religionskritikerens udtalelse er jo, ifølge Dawkins, blot et “meme”. Og dét meme kan potentielt være ligeså skadeligt, som han påstår, at religionen er. Problemet med ordet virus/meme er, at nogle mennesker vil forstå det reduktionistisk, andre vil udnytte det og få andre til at forstå det reduktionistisk – og så har vi medicinkrigen – eller truslen om ‘pest over Europa’. Man er godt og grundigt naiv, hvis man tror, at man er en fabelagtig individualist og fritænker; men i virkeligheden står og hyler i flok med en hel masse andre, som gør præcis det samme. En klike, som har et ubevidst fællesskab og en yderst regressiv gruppedynamik. Mand! Jeg elsker bare folk, som har deponeret deres selvkritiske sans, deres selvindsigt og deres empati i Dantes 5. og 6. cirkel i helvedet: The Divine Comedy.

Massepsykose er en meget bedre og meget mere dækkende betegnelse end virus/meme. En psykose kan netop helbredes gennem behandling og forebygges gennem samtale og dialog . Det bedste vi kan gøre er, at skabe så godt et psykisk og psykosocialt fungerende matrix, så vira eller memer har en meget ringe mulighed for at udvikle sig ondartet.

Det kræver et paradigmeskifte indenfor, hvordan vi ser på mennesket. Mulighederne for at søge fællesskaber er med internettet også blevet globale. Vi skal væk fra teorien om landsbytossen og over til teorien om en kæmpe gruppe af landsbytosser, som potentielt har samme muligheder for at skaffe sig magt og indflydelse som alle andre i et demokratisk samfund. “Landsbytosserne” kan i dette tilfælde både være fanatiske muslimske terrorister, men også fascistiske europæiske nynazister. Bare for at nævne et par konkrete eksempler. Men det er nu ikke så langt ude på fløjene, at jeg ser kimen til de største problemer. Kimen ligger i, at man rekrutterer de moderate. Og de moderate vil blive overhalet indenom, hvis ikke man tager kampen op. MEN vi kan ikke kæmpe kampen med fanatisme, for så har vi allerede tabt den på forhånd. Fascisme kan ikke bekæmpes med spirende fascisme.

Ud fra et aktivitetsvidenskabeligt synspunkt ser man på menneske (person), aktivitet, miljø, og udfra det taler man om værdi og meningsfuldhed (Persson et. al.). Det kunne faktisk danne grundlag for netop sådan et paradigmeskifte i vores opfattelse af mennesket og dets adfærd i forbindelse med grupper. Det er nemlig netop, at man berøves det, som er meningsfuldt i tilværelsen, som kan være udløsende faktor for, at man bliver stresset, depressiv og forfalder til en forvirring omkring sin egen identitet, som netop kan gøre, at man er et let offer for gruppepres bestående af andre menneskers overføringer. En forebyggende indsats kunne så eksempelvis bestå i at skabe balance imellem meningsfulde og pligtopfyldende aktiviteter. Hvad er overføringer? De er nye udgaver eller genoptryk af impulser og fantasier, som vækkes og bevidstgøres og med det karaktertræk, at de erstatter en tidligere person med en ny person eller et tidligere objekt med et nyt objekt. En hel serie psykologiske erfaringer genopleves, ikke som noget, der tilhører fortiden; men som noget, der er knyttet til situationen her og nu. Freud taler om en ubevidst forskydning fra et objekt til et andet. Her skelnes imellem positiv overføring, negativ overføring og uanstødelig overføring. Den uanstødelige overføring er grundlaget for behandlingsalliancen. Den skal der ikke tolkes på. Den udgøres af evnen til at møde et andet menneske med basal tillid. Den ubevidste del af positiv overføring kan udgøres af fortrængte erotiske behov. Den negative overføring handler om fjendtlige følelser. De to sidstnævnte udgør en modstand i behandlingen, de er ikke så behagelige at blive bevidst om, og de er jo i direkte konflikt med behandlingsalliancen. Men ved at behandle det aktuelle konfliktforhold behandler analytikeren samtidig den infantile konflikt, idet patienten opdager, at de stærke følelser, han/hun oplever i relation til analytikeren, i virkeligheden stammer et andet sted fra, der sker altså en realitetstestning i her og nu-situationen.

Foulkes’ gruppeanalyse – matrixbegrebet.
Foulkes ser individet som et knudepunkt i et netværk af relationer. Individet forholder sig til andre i gruppen via det fælles potentielle rum – gruppens matrix. Overføringen betyder her, at det enkelte individ forsøger at skabe relationer i gruppen, der bliver en gendannelse af den internaliserede primærgruppe, han har bragt med sig. Bion taler om regressive niveauer i grupper (basic assumptions), som er præget af overføringer. Fordele ved gruppeterapi netop i den her sammenhæng: Gruppen kan have den funktion, at den bærer individet uden andre krav end det at være til stede. Gruppen kan blive en slags overgangsobjekt. Hvis gruppen holder ud og overlever de gentagne destruktive angreb vil individet kunne nå frem til en mere sikker og stabil afgrænsning af egen person og en oplevelse af de andre gruppemedlemmer som personer adskilt fra ham selv skønt fælles om gruppesituationen. Basal tillid kan begynde at erstatte basal mistillid. Hvad vil jeg så sige med dette? Jo, I enhver sammenhæng kan en gruppe brydes ned i mindre grupper. Hvis der er konflikt imellem forskellige grupper, så kan dialogen jo faktisk være med til – på samme måde som på individniveau – at erstatte basal mistillid med basal tillid. I gruppen er realitetstestningen baseret på konsensus. Projektioner modificeres og re-introjiceres i en ny form – på et højere psykisk organisationsniveau og nærmere den sociale norm (Foulkes: ”gruppen danner selv den norm, fra hvilken den enkelte afviger”). Malcolm Pines beskriver terapeutens rolle som en slags forligsmand som skal finde et grundlag for konsensus mht. realitetsopfattelsen.

For mere info om gruppedynamik læs mine indlæg om “Large-group Psychodynamics and Massive Violence” og “Volkan og Ytringsfriheden” .

Et par afsluttende bemærkninger:
Der er ingen tvivl om, at termen “virus” næsten udelukkende har negative konnotationer i daglig tale. Derimod er det min opfattelse, at Dawkins (alle hans ateistiske publikationer ufortalte) primært benytter termen teknisk i sin redegørelse. Og som metaforik fungerer den ganske godt – et virus ændrer på cellens følsomhed overfor en række impulser (i form af signal-molekyler), men er ikke i sig selv en levende organisme, der kan tilskrives et motiv. Således også ideologier. Flere steder i teksksten refererer jeg til, at Dawkins netop bruger ordet meme og at han ikke i første omgang er ude på at bruge en negativ konnotation – selv om det ufrivilligt ender sådan, fordi sådan forstår folk det jo. Deri ligger så et andet problem. Psykologisk set leger han med tændstikker ved en dunk med benzin – rent sprogligt. Om det er naivt eller helt bevidst, kunne man jo næsten have lyst til at spørge ham om. Forståelsesrammen omkring meme-idéen er desværre blevet trukket så langt ud af proportion, at den har mistet det meste af sin værdi – således mener jeg IKKE, at en ideologi eller religion kan kaldes et meme, og derfor er problematikken primært om ideologi/religion som begreb kan behandles som en singulær enhed, eller om den altid bør forstås i en social kontekst? I så fald kan man ikke udskille ideologi fra et gruppedynamisk forløb – det er istedet en forståelsesramme, der fremhæver (foregrounds) visse detaljer i forløbet på bekostning af andre. Eller for at tale “pragmatisk”: ideologien eksisterer i handlingerne. Vi står ved det evige svælg mellem idéernes verdens stasis og den levende verdens fraktale dynamik og skal søge at etablere en praksis – og alt hvad vi har til at række over svælget er entusiasme og empati. Vores hukommelse fungerer sådan, at vi ovenikøbet husker dynamisk og altså ikke som et overvågningskamera. Mere info om hukommelsen her.

P.S.: Jeg skal måske for god ordens skyld bemærke, at hvor jeg synes, at ‘The Selfish Gene’ er en rigtig god bog, så kan vi koge Dawkins bog ‘The God Delusion’ ned til at være tankevækkende reduktionistisk, og dét er en 6-sporet motorvej imod fascisme. Så kan det godt være, at religion efter Dawkins mening er det samme. Men jeg vil gerne have mig frabedt, at ateismen bliver reduceret til intet andet end reduktionistisk teologi. I total modsætning til ‘The Selfish Gene’ går han fascismens fodspor i ‘The God Delusion’. En kritisk gennemgang af ‘The God Delusion’ kan findes her . Men Plantinga er ikke den eneste, som kritiserer Dawkins. Terry Eagleton har udgivet et stykke seriøst og grundig kritik af Dawkins og han nævner da også Humes i sin anmeldelse af Dawkins: http://www.lrb.co.uk/v28/n20/eagl01_.html, hvilket jeg som agnostiker finder befriende. In October 2006, Eagleton produced an impassioned, widely-quoted^[4] critique of Richard Dawkins’s The God Delusion in the London Review of Books. »Eagleton begins by questioning Dawkins’ methodology and understanding: “Imagine someone holding forth on biology whose only knowledge of the subject is the Book of British Birds, and you have a rough idea of what it feels like to read Richard Dawkins on theology.”^[5] He concludes by suggesting Dawkins has not so much been attacking organised faith as a sort of rhetorical straw-man: “Apart from the occasional perfunctory gesture to ‘sophisticated’ religious believers, Dawkins tends to see religion and fundamentalist religion as one and the same. This is not only grotesquely false; it is also a device to outflank any more reflective kind of faith by implying that it belongs to the coterie and not to the mass. The huge numbers of believers who hold something like the theology I outlined above can thus be conveniently lumped with rednecks who murder abortionists and malign homosexuals.”^[6]« (4) Desuden beviser adskillige ateister pointen. For hvorfor kalder de – med belæg i Dawkins bog – religion for et virus, hvis ikke Dawkins mener, at det er et virus? Er det disse ateister, som misforstår Dawkins eller er det Dawkins, som bevidst manipulerer til den meget nærliggende tankeproces fra analogi til videnskabeligt understøttet teori og derfra til eksakt diagnose. Det er den reelt observerbare konsekvens. Tjah Dawkins egen hjemmeside giver et clue:

»Root of All Evil? The Original Program
Disc 1
- Episode 1: The God Delusion
- Episode 2: The Virus of Faith«
http://richarddawkins.net/store/index.php?…

Klapsalver til Dawkins for hans one-liner heading, som fuldstændigt ukritisk efterlader den tilfældigt besøgende med associationen at religion/tro er et virus. Der er ingen henvisning til forståelsesrammen, hvorfor man som udenforstående må gå ud fra, at Dawkins mener en klinisk diagnose. Dér har vi lige netop en af grundene til, at Dawkins værk efter min mening IKKE fungerer som en filosofisk analogi til at tale til ‘public understanding’. De potentielle associationsdannelser er platte, og i værste fald gør de mere ondt end godt. En typisk analogi, som ateister sætter op er den med en enkelt dør, som man kan vælge at gå igennem eller lade være. Man kan ikke forbeholde beslutningen om, hvilken side af døren, man befinder sig på, man kan kun beslutte, om man vil gå igennem døren eller ej; men indtil den beslutning er taget, er man fysisk til stede på A-siden (ateisme). Enten er man på den ene side af døren eller den anden side af døren. Der er ingen anden epistemologisk mulighed tilgængelig. Går du gennem døren eller ej? Og hvis du siger, at du ikke vil tage stilling nu og her, så er det fint, så er du stadigvæk på A-siden af døren (ateist).

Men hvis nu Dawkins virkelig holder fast i, at religion er et kognitivt virus (altså en sygdom), så må han vel også være nået til den erkendelse, at religion ligesom skizofreni eller influenza eller tilstanden hjernedød ikke kræver nogen forståelsesgrad, ikke sandt? Altså hvordan kan Dawkins så påstå, at eksempelvis ateisme dækker over hele spektret af fravær af tro – og at dette ikke gælder for teisme, fordi teisme kræver en erkendelse? For hvis religion er en sygdom (et virus), så må Dawkins vel nødvendigvis være enig i, at man i så fald også kan være teist uden nogen erkendelsesgrad. Hvordan kan man så påstå, at alle – som ikke har en erkendelse af tro – er ateister?  Eller at ateisme er et passivt fravær – hvor teisme kræver et aktivt tilvalg? Altså kan udgangspunktet nødvendigvis ifølge Dawkins egen teori om virus findes på begge sider af døren.

A more apt analogy would be a single door, through which one can decide whether or not to pass. One cannot reserve decision on which side of the door he is. One can reserve decision on whether or not to go through the door, but until that decision is made, one *is* physically present on side A. One *must* be either through the door or not through the door; there is no other option epistemologically possible. Do you go through the door, or do you not? So how about that? And if you say “I choose not to decide at this time,” that’s fine, but for now you’re still on this side of the door.

Well do you believe in Dawkins when he claims religion to be a virus? If you do, then you must also recognize that religion – just like schizophrenia, the flu, braindead, herpes, etc. – is a disease that doesn’t require any active choice, nor any understanding of god(s) or any creative design, right? So if theism does not require any active choice, then it must be able to cover the same greyzone as atheism, where atheism is claimed by you people to cover all passive non-belief – in the understanding, that if you suffer from a disease like theism (virus) then you are not required to understand what it is, nor be active about it, right?
Now if we return to your thought experiment involving the door, bear this in mind, then how can you claim, that on one side of the door is atheism, which does not require an active choice, and that on the other side of the door is theism, but it requires an active choice in order to go through it and become a theist?
If theism is by Dawkins terms a virus, then it doesn’t care about doors and choices. I cannot lie in my bed and decide for myself that now I do not want to have herpes anymore and *poof* it vanishes in thin air, now can I? So obviously I can stand on your side of the door and be a theist without knowing anything about it – as per Dawkins argument about virus – or the starting point may as well be on the other side of the door – facing the choice of atheism – or not.
Kort skal dog lige siges – Respekt for mennesker, der fortjener det – Despekt for skadelige ideologier – synes at være Dawkins messende mantra i ‘The God Delusion’. For nu at citere Maharishi : “For det første. Respekt er IKKE noget man gør sig fortjent til. Det er noget alle mennesker har/bør have for andre, ubetinget, indtil de beviser det modsatte, præcis som skyld i en retssal. Vi kan være enige om, at der er forskellige grader af respekt, eller man kan sige, at ordet respekt kan forståes på flere måder, som f.eks anerkendelse, beundring, tilbedelse og så videre, men ordet respekt i sin egentlige forstand er meget tæt beslægtet med begrebet tolerance. Man respekterer/tolererer andres ret til at være forskellige. Det er sådan jeg forstår det, bare for at slå det fast. Derfor er det en anelse paranoidt og mistroisk, at mene, at man skal gøre sig fortjent til respekt, efter min mening. Det er mennesker der begår ugerninger, mennesker der misbruger ord, mennesker, der slår ihjel og mishandler, IKKE ideologier og religioner. De lever ikke deres eget liv, som hverken memer eller vira, som Dawkins ynder at kalde dem, de kan jo for pokker ikke eksistere uden en menneskelig vært og fortolker.”

I The God Delusion følger vi en magtkamp – videnskabsmanden Dawkins vs. amatørfilosoffen Dawkins – og resultatet er ikke opsigtsvækkende på anden måde end at videnskabsmanden Dawkins har tabt allerede inden 1. runde er startet. Måske Dawkins burde svare på spørgsmålet: Er det sådan at »a ‘character’ represents the tangible truth of a person rather than the abstract truth of an idea. Hence the obsession with biography, which is among other things a covert anti-intellectualism.«?

Symbolikken peger i denne sammenhæng hen imod, om det er sådan at en karakteristik repræsenterer den palpable sandhed om en religiøs eller religion mere end den abstrakte sandhed i en idé? Derfor besættelsen af biografiske beskrivelser, som blandt andre ting er en tilsløret anti-intellektualisme, hvilket har til formål at male et prædefineret billede af religion frem for at undersøge (altså projektiv identifikation). Fordi så giver det pludselig mening, hvorfor Dawkins hænger så meget op på, at kritisere noget, som han gør meget konkret og ‘fysisk’ – uanset at det er dybt overfladisk, at forholde sig på den måde.

Plt84 uddyber: “Det, man skal gøre sig fortjent til, er ’tillid’. En af de erfaringer jeg har gjort mig i erhvervslivet er netop relateret til begrebet ’tillid’. For mindre end 10 år siden var jeg i en forhandlingssituation med et af de større filmselskaber (en branche, der beviser at kreativitet og moral ikke altid følges ad). Det drejede sig om kontraktforhold for en af hovedkræfterne. Jeg ville have kontrakten præciseret og forenklet, hvorpå vedkommende spurgte: “Har du ingen tillid til mig?”. “Nej, tillid er noget man opbygger over tid. Der er mennesker jeg har lavet forretning med over årtier, og dem behøver jeg ikke lave skriftlige aftaler med. Her benyttes Jyske Lov, og vi kan lave aftalen direkte over telefonen”. Den kunne han ikke stikke.”

Plt84 skriver endvidere: “Som ateist har jeg fravalgt en tro – jeg har ikke brug for den. Og videnskaben kan på sagligt grundlag føre forløbet af mennesket og universet tilbage i tid længere end, der har været religioner. Men videnskabsopfattelser ændres også over tid, ligesom religioner gør. Og der er stadig og vil altid være uløste forståelsesopgaver. Det, der efter min opfattelse er (alt for mange) ateisters problem, er, at de ikke har evnet at se religion som en filosofi. ”Videnskab uden religion er lam. Religion uden videnskab er blind”, sagde A. Einstein, selvom hans ‘religionsbillede’ var ment meget kosmisk. Religiøsitet bliver fremstillet, som om det var modsætningen til rationalitet og videnskab. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Religioner er beskæftiget med de spørgsmål, der ikke kan besvares videnskabeligt. Et menneske kan erkende disse spørgsmål og enten vælge at beskæftige sig med dem eller vælge ikke at beskæftige sig med dem. Det ene er ikke mere eller mindre rationelt end det andet. Nogle ateister bliver så fundamentalistiske i deres ‘tro’, at det blokerer for udsynet. Og som konsekvens vil de i virkeligheden – måske mod deres vilje – blive en hindring for sameksistens i det ønskværdige, sekulariserede samfund. Sprogbrugen hos religionskritikeren (red.) afslører f.eks., at han ikke kender (eller ikke har lyst til at kende) forskel på islam og islamisme. Nogle ateister tror, de kender troende ‘gudebillede’. De tror de kender troendes fortolkning af deres ‘gudebilleder’. De jorder dem på deres fortolkning af deres tro på deres tro på ‘gudebilleder’. Til formålet opfinder de nogle billeder og tankesæt, men det er ren ateist-masturbation. De kører kun rundt i dit eget hoved. Præmissen er falsk og disse ateisters ‘tro’ på naturvidenskaben er stærkt religiøs. Den kan regne baglæns i en uendelighed, men giver aldrig svaret på de første spørgsmål. Dermed ikke sagt, at dette er en dokumentation for Guds eksistens (slet ikke) – blot til anskuelse af, at der parallelt er en eksistentiel verden, som beskæftiger sig med helt ANDRE aspekter og løber udenfor den positivistiske naturvidenskab. Spørgsmålet om ‘hvem jeg er’, ‘partiklernes opståen’, ‘tiden’, ‘verdens skabelse’ bliver næppe nogensinde besvaret videnskabeligt. Opstillingen af ‘dem og os’ er falsk og praktiseres med lige stor uvidenhed af personer på begge fløje. Religion og videnskab er ikke modpoler – det er snarere for (nogle) mennesker møntens for- og bagside. Pas på det ikke bliver en besættelse. Besættelser blokerer for udsynet. Hvordan skulle det at have læst lidt religionshistorie og -filosofi blokere for at tænke logisk. Det er nyt for mig at tilegnelse af viden inden man taler, skulle øge irrationaliteten. Traumer fra barndommen er nok mere belastende, ikke sandt? Er det ikke urkomisk, at en ateist som mig skal ende som en forsvarer af religiøses rettigheder i et samfund med sociale og politiske spændinger?”

Jeg vil gerne give et eksempel: At man har læst Bibelen kan på ingen måde gøre en i stand til at gøre sig tanker, som omfavner alle kristnes tilgang til deres tro. Det kan give et ‘clue’; men hvis man tror, at man dermed ved, hvordan kristne mennesker (det enkelte individ) tænker om deres religion, endsige opfatter sig selv, så er man ude på dybt vand •- man giver med andre ord sig selv en narresut. Det samme argument gør sig naturligvis gældende også, når det gælder opfattelsen af andre religioner. Graden af trangen til at sutte på denne narresut afgør så i sidste ende, om man er fanatisk i sin tilgang eller ej. Og det er præcis dét, som Dawkins gør i The God Delusion.

• Graden af hvad man tror på, hvad man tror, hvilke passager man tager mest til sig, hvilke man ser bort fra, er og vil altid være individuel, eftersom mennesket sanser subjektivt. I yderste konsekvens kan man vel på det individuelle plan sagtens indentificere sig selv som kristen uden at tro på Gud?

Og bevæger vi os længere ud i det filosofiske hjørne •, så kan man jo diskutere om dét, som opfattes positivt af nogle, ikke altid kan opfattes negativt af nogle andre. Hvordan skal vi så definere om noget er ultimativt ondt eller ultimativt godt? I så fald er det en ligeså absurd sort-hvid reduktionistisk tanke, at naturvidenskaben er ‘inherently’ positiv og god for alle mennesker i verden, som at religion er årsag til alverdens ondskab – ligesom det naturligvis er en absurd tanke, at religion er positiv og god for alle mennesker i verden og at ateisme er årsag til alverdens ondskab, ikke sandt?

• »Philosophical skepticism is a critical attitude which systematically questions the notion that absolute knowledge and certainty are possible, either in general or in particular fields. Philosophical skepticism is opposed to philosophical dogmatism, which maintains that a certain set of positive statements are authoritative, absolutely certain and true.«

Den australske filosof Graham Oppy har udgivet en bog, som ser meget spændende ud. Den hedder Arguing about Gods.

Ordforklaring:

1: meme

/meem/

• noun Biology an element of behaviour or culture passed on by imitation or other non-genetic means.

— DERIVATIVES memetic adjective.

— ORIGIN Greek mimema ‘that which is imitated’, on the pattern of gene.

2: virus

/virss/

• noun 1 a submicroscopic infective particle which is able to multiply within the cells of a host organism and typically consists of nucleic acid coated in protein. 2 informal an infection or disease caused by such an agent. 3 (also computer virus) a piece of code surreptitiously introduced into a system in order to corrupt it or destroy data.

— ORIGIN originally denoting the venom of a snake: from Latin, ‘slimy liquid, poison’.

Kilde (aktivitetsvidenskab): Persson et. al. (2001). Value Dimensions, Meaning, and Complexity in Human Occupation — A Tentative Structure for Analysis. SCANDINAVIAN JOURNAL OF OCCUPATIONAL THERAPY 2001;8:7 – 18

(4): Although many of his texts include aspects of philosophical debate, Eagleton himself does not claim to be a philosopher, stating with his usual good-humour, “Perhaps I should add that I am not myself a philosopher, a fact which I am sure some of my reviewers will point out in any case.”^[7]

Debatklimaet på nettet.

Det er ikke blot ubehøvlet. Det er røvirriterende, at nogle få skal ødelægge debatklimaet for de mange. Resultatet er jo, at enhver debat med det mindste optræk til D E B A T bliver ødelagt af disse dårers evindelige racistiske og småtbegavede forsøg på at afspore dialogen imellem mennesker, som trods uenighed kunne tænkes at nå til enighed – fik debatten blot lov at holde sig til emnet i stedet for at blive farvet kongeblå, lorte(fascist)brun, nazisort eller blodrød – foretrækker ærlig talt ikke nogen af disse ekstremer.

At, disse dårer hverken kan stave eller udtrykke sig på et blot tilnærmelsesvist meningsfuldt dansk, styrker blot mine fordomme – som jeg i forvejen ikke er stolt af – om, at ALLE danskere burde udsættes for danskprøven (den som indvandrere også skal igennem)…

Denne her og diverse andre mediers blog- og debatfora burde lues godt og grundigt for racisme, injurier og ‘problembørn’ i spektret b1102.2, b1140.4, b1601.3, b1602.2, b1603.4, ihvorvel jeg finder det skræmmende, at der kan sidde mennesker med åbenlyse problemstillinger, som alligevel får lov til ganske uden indgriben at sidde og skrive i fora, hvor deres sygdomsbillede ikke alene bekræftes, men i høj grad også forstærkes og risikerer at forstærke eller udløse andre menneskers sygdomsbilleder. Alt dette fordi nogle mennesker ikke formår at lægge et filter på deres basalhjernefunktioner. Et filter som ellers kan være velfungerende ude i samfundet, hvor der som regel er en mere direkte sammenhæng mellem årsag/effekt. Jeg vil ikke sætte navn på nogen. Jeg har heller ikke noget ordentligt grundlag for at udtale mig specifikt om navngivne personer. Til gengæld kan jeg godt fornemme, at der på diverse blogge findes udsagn, som falder indenfor ICF-spektret i forhold til sygelig adfærd.

Jeg mener, at reglerne og lovgivningen, som iøvrigt gør sig gældende ude i vores samfund – som minimum også skal være gældende på internettet. Det er ikke nogen undskyldning, at man kan fremtræde anonym. Jeg synes, at det er helt grotesk, at vi har et samfund, hvor store dele af vores sociale liv foregår gennem et internet, hvor der ikke bliver håndhævet nogen form for lov. I de senere år har der været adskillige sager – lige fra pædofilisager – injurier – racisme – mobning – falske anklager – krænkelse af privatlivets fred – overvågning – brud på loven om beskyttelse af persondata – identitetstyveri osv., osv… Hvis nu jeg var psykisk syg (jeg prøver at undgå stigmatisering her), og sad og så og læste al den slags på nettet, så ville jeg med stor sandsynlighed blive bekræftet i sygdomsbilledet frem for det modsatte. Der ville således ikke være langt fra en bekræftigelse af sygdomsbilledet og til fysisk handling ude i samfundet. Mængden af kriminalitet begået af psykisk syge er eksploderet – og det skyldes ikke kun mangelen på behandlingstilbud. Jeg er overbevist om, at det i høj grad også skyldes adgangen til internettet. I den anden ende af skalaen findes der jo ligefrem internetsider, hvor depressive kan finde oplysninger om, hvordan man tager livet af sig eller borderlinepatienter med spiseforstyrrelser kan finde oplysninger og fora, hvor de kan diskutere, hvordan man skjuler sin spiseforstyrrelse.

Hvis I vil have et hurtigt eksempel fra skuffen, så skrev jeg for nogle år siden på en side, som også havde et debatforum. Her skrev også en maniodepressiv pige. Pga. sin sygdom kunne hun godt finde på at skrive nogle rigtig grimme ting, hvilket havde som konsekvens, at hun blev forfulgt, revset, lagt for had og mobbet af alle de ‘almindelige’ debattører – ja, folk fandt sågar private personoplysninger frem på hende. Det gjorde ikke noget som helst positivt for hende – snarere bekræftigede hende i hendes vrangforestillinger. Og NEJ, I får hverken navn på siden eller personen eller nogle af de implicerede. Det samme gør sig iøvrigt gældende på lignende debatfora og blogs, hvor bl.a. autister og andre udsatte mennesker kan komme meget i klemme, fordi der ikke er noget filter på nettet. Nettet er måske i mange tilfælde lige netop deres måde at kommunikere på, hvis de ikke har så let ved at indgå i direkte sociale sammenhænge. DERFOR er det røvsygt, at nogle ellers normale mennesker, skal sætte griller i hovedet på syge mennesker, blot fordi man ikke kan holde styr på sit eget lort. Dette skyldes manlende regulering af internettet… ANARKI er ifølge nogle anarchokapitalister og anarchosocialister en rendyrket perfekt livsform – Jeg synes, at internettet er et grotesk bevis på det modsatte.

Som et tredje eksempel kan jeg komme med noget fra en debat, jeg selv har deltaget i om emnet. Her vil man kunne se, hvordan problemstillinger kan virke på nettet. Det kan virkelig give stof til eftertanke – synes jeg:

KK: “Det ville da være rart at du kom med nogle eksempler hentet fra virkeligheden her på xxxxx. Ellers er der jo bare løs snak.” (Tøvende imødekommenhed, halvlukket).

ST: »Hej KK. Nu er det sådan, at jeg har en eksamen på fredag, så det bliver i givet fald efter det. Men jeg skal forsøge at huske det i fremtiden og også gøre opmærksom på, hvis jeg ser tilfælde, hvor man kan mistænke den slags adfærd. Jeg har gjort mig tanker om det – ellers havde jeg ikke skrevet indlægget. Men jeg tænker, at det nok ville kræve for meget tid at indgå i en diskussion om specifikke betragtninger lige nu. Jeg håber, at det er iorden.« (Imødekommende, åben)

KK: »”Nej – jeg må beklage det er absolut ikke i orden at komme med påstande men ikke kan dokumenter.” (Negativ, lukket)

KK: “Hvor er du så bange for at du og jeg har fællesområder hvor vi er enige?” (halvlukket)

ST: »KK – det er jeg på ingen måder bange for. Det glæder mig meget, hvis der er områder, hvor vi kan nå til enighed. Og det glæder mig rigtig meget, hvis du er enig i, at debatfora og blogdiskussioner på internettet p.t. kan være et decideret uheldigt sted for en psykisk syg at bruge sin tid.« (åben, imødekommende)

KK: “Du er vist lidt af en kolbøtte-fabrik. Det er min fejl – jeg troede du var en seriøs debatør – du har haft 3 timer til at frembringe argumenter for din påstand – det har du ikke haft tid til iflg. dig selv – tilgengæld er det lykkes at spille dum og fornærme folk der muligvis ville støtte dig i det samme tidsrum.” (Lukket, negativ)

ST: »Hvis du gav dig tid til at læse, så har jeg faktisk lige underbygget mine argumenter overfor specifikt dig – og til glæde og tilfredsstillelse for kun dig. At du nærmest overser det – med vilje? – kan vel kun tolkes som, at du ikke kommer her for at føre dialog.« (åben, halvlukket)

KK: “Du kan ikke beskylde mig for alt muligt før jeg har kikket på dine beviser – jeg ønsker bare en chance for at vurdere dine argumenter og beviser – det er alt – gør det mig til et røvhul?” (Negativ, lukket)

ST: »Jeg har givet dig to eksempler, som du ganske enkelt kan vurdere. Af hensyn til loven om persondata kan jeg ikke oplyse dig om mere end allerede gjort, og jeg giver mig helst ikke af med betragtninger om, hvorvidt andre mennesker er røvhuller eller ej – specielt ikke, hvis det er et menneske, som jeg ikke kender.« (åben)

KK: “Jeg startede positivt over for en del af dine ideer – men du vil åbenbart heller støde mig bort og skade det du tror på.” (Negativ, Lukket)

ST: »Tjah, på den ene side lader det til, at du gerne vil identificere dig med min holdning eller dele af den, og på den anden side føler du, at jeg prøver at støde dig fra mig på trods af, at det er dig selv, som kalder mig idiot, snothvalp, o.s.v… Du skriver, at du prøver at være imødekommende, og at jeg sviner dig til. Det er et glimrende eksempel på projektiv identifikation, fordi du senere har udfyldt de oplysninger, som allerede var givne på forhånd. Min tilbagemelding vil derfor reflektere det, som du allerede havde i tankerne – nemlig at jeg kun var ude på at svine dig til, imens du prøvede at være imødekommende. I virkeligheden forholdt det sig stik modsat, hvilket kan læses allerede af de første par kommentarer.« (åben, imødekommende)

Ved Projektiv identifikation forstås at afsenderen projicerer sit konfliktmateriale over i en anden person eller gruppe, således at modtageren ikke kan undgå at bearbejde det. Denne funktion ‘afgifter’ konflikten for den ramte og modtageren får en ‘containerfunktion’, hvis PI er progressiv. Hvis den derimod er regressiv, får modtageren oplysningerne givet på en sådan måde, at løsningsforslagene på forhånd er givet. Modtagerens tilbagemelding vil snarere repræsentere den usagte holdning hos den konfliktramte end modtagerens egen bearbejdning. Det kan give en forstærkning af den afmagt, som afsenderen i forvejen sidder med inde bag sin mur. Således kan det afsendte erstatte virkeligheden i en slags parallelunivers.

Jeg synes ikke, at vi skal nægte nogle mennesker adgang til internettet blot, fordi de er syge. Men de skal ligesom alle andre mennesker overholde nogle regler for at kunne indgå i samfundet. Hvis de ikke kan, så skal de naturligvis have hjælp til det – frem for at miste adgangen. Der gælder meget stramme regler for tvang i vores lovgivning – det synes jeg ikke, at der skal laves om på. Til gengæld har vi også alle et ansvar for at give plads til alle. Vi lever i et fællesskab – hvad enten vi vil det eller ej.

Jeg synes ikke, at vi skal nægte nogle mennesker adgang til internettet blot, fordi de er syge. Men de skal ligesom alle andre mennesker overholde nogle regler for at kunne indgå i samfundet. Hvis de ikke kan, så skal de naturligvis have hjælp til det – frem for at miste adgangen. Der gælder meget stramme regler for tvang i vores lovgivning – det synes jeg ikke, at der skal laves om på. Til gengæld har vi også alle et ansvar for at give plads til alle. Vi lever i et fællesskab – hvad enten vi vil det eller ej. Vi kan ikke garantere, at vi kan behandle hinanden, så vi får det bedre; men lige meget hvor vi færdes, om det er på arbejde, hjemme ude i naturen, ja – eller på nettet, skal vi forsøge at opdyrke en kultur, som gør, at vi ikke får det dårligere rent psykisk. Det her handler faktisk lige meget om etik og moral, som om lovgivning. Det er en balanceagt ikke at begrænse sin egen ytringsfrihed, men samtidig holde sig fra at udøve vold på andre menneskers psyke.

Meningen med dette indlæg er at skabe debat om, hvordan vi bedst muligt skaber en netetik, som minder om etikken i samfundet, hvor der skal være plads til syge, handikappede, udviklingshæmmede, o.s.v. For ærlig talt så føler jeg netop ikke, at der er plads til disse grupper på nettet, fordi der hersker et næsten totalt anarki, hvor folk sviner hinanden til efter forgodtbefindende. Min foreløbige konklusion er, at debatfora og blogdiskussioner på internettet p.t. kan være et decideret uheldigt sted for en psykisk syg at bruge sin tid – desværre, eftersom det ellers ville være et glimrende sted at realitetsteste sig selv.

Hvad synes I? Hvordan ville I reagere, hvis en af jeres pårørende var syg og blev udsat for den slags debat-etik, som i ovennævte eksempler? Skal de bare holde sig væk fra nettet? Eller skal der være plads til alle? Hvordan sikrer vi, at der bliver plads til alle uden at der lægges låg på ytringsfriheden? Skal lovgivningen og etikken fra resten af samfundet gælde også på nettet?

Til sidst et citat som meget godt dækker mit syn på sagen: “Once one assumes an attitude of intolerance, there is no knowing of where it will take one. Intolerance, someone has said, is violence to the intellect, and hatred is violence to the heart.“

Mahatma Gandhi.

Nynazistisk propaganda eller omfattende uvidenhed?

»Den palæstinensiske befolkning er steget med en hast der ikke før er set i historien… Det “palæstinensiske problem” er et problem der breder sig til hele verden. Der er tale om en ukontrolleret befolkningstilvækst fra de arabiske lande, der påberåber sig “Lebensraum” i stedet for at indføre fødselskontrol på linje med Kina og Indien …Det vælter ind over Europas grænser med ca. 1 mill om året… De kommer og de vil vedblive at komme.«

For mig at se lugter det her meget i retning af nazisternes propaganda i 1930′erne.

Organet til Fremme af Faktuelle Oplysninger i en Verden af Ignorance (OFFOVI) vil hermed have fornøjelsen af at bringe lidt statistik på banen. I Israel bor der ca. 7 millioner mennesker. Samlet set bor der i de palæstinensiske selvstyreområder ca. 4 millioner mennesker. Pladsforholdene taget i betragtning er der altså i de forløbne 60 år skabt væsentligt mere lebensraum for en gennemsnitlig Israeler end for en gennemsnitlig palæstinenser. Lad os kigge lidt på de seneste tal angående befolkningstilvækst. Kilden til disse tal er CIA, The World Factbook: https://www.cia.gov/library/publications/t…

På toppen ligger ikke overraskende en masse afrikanske lande. Hvad de så lige har med mellemøsten at gøre, ville jeg gerne vide. Ok, indrømmet – der er en høj fødselsrate i Gaza (37.75/1000 indb.); men der bor også kun 1.5 millioner mennesker. Fødselsraten på Vestbredden (25.95/1000 indb.), hvor der bor 2.4 millioner mennesker er noget lavere og meget tæt på den i Israel (20.02/1000 indb.). Så at tale om noget samlet tal for palæstinensere er en generalisering, som man ikke på nogen måde kan finde belæg for i statistikken. Samlet set fødes der ca. 140.000 børn i Israel i år 2008. I Gaza og på Vestbredden fødes der ifølge CIA ca. 55.000 (Gaza) og 62.000 (Vestbredden). Totalt set ca. 117.000 børn i de palæstinensiske selvstyreområder. Hvordan kommer man så frem til, at befolkningstilvæksten i den palæstinensiske befolkning udgør et verdensomspændende problem og at palæstinenserne har en voldsomt højere befolkningstilvækst end Israel? For mig at se er den marginalt højere i forhold til antal indbyggere; men der fødes stadigvæk flere børn i Israel og overlevelsesraten må vel også være højere i Israel, hvilket man også kan læse på CIAs statistik over Infant mortality rate (spædbarnsdødelighed).

Infant mortality rate:

Der er altså tale om en marginalt højere fødselsrate i de palæstinænsiske selvstyreområder og en langt højere spædbarnsdødelighed. Når vi kigger på børnedødeligheden generelt og sammenligner dræbte Israelske og Palæstinensiske børn, så bliver statistikken et uhyggeligt vidnesbyrd: http://www.ifamericansknew.org/images/children_by_year-lg.gif

Når vi tænker på, at der også bor palæstinensere i de omkringliggende arabiske lande, så må vi hellere kigge lidt på tallene for de omkringliggende arabiske lande også.

Eksempelvis Israel og Jordan (hvor der er mange palæstinensere) ligger da forbløffende tæt som hhv. #105 (20.02/1000 indb.) og #102 (20.13/1000 indb.). Syrien (26.57/1000 indb.) ligger heller ikke så langt fra Israel, når det gælder fødselsraten. Libanon (17.61) ligger lavere end Israel trods en stor palæstinensisk befolkningsgruppe.

Infant mortality rate (spædbarnsdødelighed) for disse lande:

Israel      : 4.28/1000 live births.

Du kan iøvrigt også se befolkningstilvækst på CIAs side. Der står befolkningstilvæksten anført således:

Og i de omkringliggende lande:

Syrien (2.18%), Jordan (2.34%), Libanon (1.15%), Ægypten (1.68%), Iran (0.79%).

Hvis vi yderligere skal anskueliggøre de totale fejltrin i forståelsen af befolkningstilvækst, så skal vi kigge på, at der generelt i fattige lande og befolkningsgrupper er en højere fødselsrate og befolkningstilvækst, fordi børn betyder overlevelse. Dette afspejles i, at ihvertfald nogle af de rigeste arabiske lande også har en for regionen relativt lav befolkningstilvækst – heriblandt:

Tyrkiet (1.01%), Qatar (1.09%), Bahrain (1.34%), Ægypten (1.68%), Saudi Arabien (1.95%), Israel (1.71%)

Iraks fødselsrate ligger på hele 30,77/1000 indbyggere; men spædbarnsdødeligheden er hele 45,43/1000 live births, hvilket vil sige at dødeligheden og levestandarden spiller en væsentlig rolle i forhold til fødselsraten og befolkningstilvæksten, som for Iraks vedkommende ligger på 2.56%.

http://i2-images.tv2.dk/s/98/10908198-527a6d44ef861bc2c6bce313ab407b6f.jpeg

Snowtiger

You Scored as PostmodernistPostmodernism is the belief in complete open interpretation. You see the universe as a collection of information with varying ways of putting it together. There is no absolute truth for you; even the most hardened facts are open to interpretation. Meaning relies on context and even the language you use to describe things should be subject to analysis. Postmodernist 69% Existentialist 63% Cultural Creative 63% Romanticist 56% Materialist 50% Idealist 44% Modernist 44% Fundamentalist 19%

Fagre Fantastiske Skattestop…

Danskerne blandt Vestens mest forgældede. (pol. )

Hvem husker ikke Foghs gyldne løfter tilbage i 2000 om, at skattestoppet ville give den enkelte flere penge imellem hænderne. Lidet anede de danskere, som dengang stemte på VKO, åbenbart, at dette var et nøje gennemtænkt startskud til en forbrugsfest, hvis formål var at genindføre det middelalderlige feudalsamfund ad bagvejen gennem en gældsætning af den enkelte forbruger af hidtil ukendte dimensioner. For hvem er det egentlig, som nu kommer til at betale for de riges overforbrug, når krisen kradser (billede 1)?

Ligesom man engang byggede en mur rundt om Visby på Gotland for at forsvare de rige handelsfolks interesser og reelt forarme folk fra landdistriktet, er regeringen igang med at bygge en mur rundt om de riges interesser og skattekister, således at det også i vores moderne samfund bliver de svageste, som kommer til at betale (billede 2). Jo, det er den enlige forsørger , de fattige , de offentligt ansatte med kompetence og de unge boligejere , som reelt kommer til at sidde med gælden efter de riges forbrugscirkus – intet nyt under solen. Hvis de ikke makker ret, så skal blodet flyde. Ved et slag udenfor Visbys berømte bymur d. 27. juli 1361 slagtede Valdemar Atterdag således tusindvis af bønder (billede 3+4).

Jeg har i min tid set adskillige politikere fra Venstre udtale sig om, hvordan man gør danskerne rigere og samtidig fører en ansvarlig økonomisk politik (billede 7). Det sjove er, at når tiden kommer, så er de alle enten døde eller har levet fedt på at forudsige noget, som alligevel aldrig bliver sådan, som de engang troede – ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at mennesket på noget tidspunkt har været så intelligent, at det kan beregne fuldt og helt noget som helst. Lad nu være med at falde på halen for disse økonomiske ‘videnskabsfolk’, som alligevel ikke er rigtige videnskabsfolk. I virkeligheden er de blot repræsentanter for de gamle feudalsamfunds herskerklasse – og de benytter sig i samme grad af spåkoner og profeter, som man gjorde dengang i den mørke middelalder (billede 5). Idag hedder spåkonerne blot CEPOS. Al respekt for disse grædekoners anstrengelser, men i betragtning af hvor lidt menneskeheden har og stadig kan regne sig frem til med korrekt resultat, når tidens fylde kommer – herregud vi kan ikke engang få togene til at komme til tiden – så vil jeg betydeligt hellere beskæftige mig med, hvordan vi får skabt en bæredygtig udvikling i et industrisamfund, som har rundet toppen af S-kurven. Altså fornyelse frem for stagnation. Det er lidt som at diskutere med et medlem af Jehovas Vidner. Uanset, hvad man siger, så vedbliver de at forsøge på at overbevise andre om, at kun gennem deres særlige form for overtro kan vi redde verden. Jeg kan forstå, at eftervirkningerne af neoliberalismens alternative metode til at ‘redde verden’ er noget med at score 30 millioner fra et bankkrak – ikke meget uligt arbejdsmetoderne for Jehovas Vidner, det går jo også for den slags religiøse sekter ud på at bondefange almindelige mennesker og franarre dem alle deres penge. Noget vi har set utallige gange før i historien – altså ingen fornyelse fra den kant. I det her tilfælde hedder sekten Venstre , og det er ikke så underligt, at der findes intelligente folk der. Blandt de, som kynisk udnytter og udbytter andre mennesker, og deres bejlere ser man en ikke ringe population af intelligente mennesker, som dog ikke ejer megen empati, ligesom de i mange tilfælde besidder noget nær social afstumpethed . Nu har de neoliberale så tilmed kuppet sig til deres helt eget nyliberale parti med voksdukken Khader i spidsen iført den obligatoriske uniform med plads til at dukkeføreren saxobank kan have hele hånden oppe i røven. Den konstellation har givet vis nogle fordele for de neoliberale. Eksempelvis kan voksdukken skiftes ud efter forgodtbefindende, ligesom trykket kan fjernes lidt fra deres harme over, at Fogh ikke tør føre deres idéer helt ud i praksis, men vælger en skabssocialistisk uldsweater fra sidste årtusindes modekollektion i stedet. I sidste ende skal de jo nok få raget til sig alligevel…

Det må da efterhånden være gået op for Fogh, at man ikke kan forudse økonomisk udvikling – man kan kun gætte på den . Spørgsmålet er, om vi skal basere vores samfundsudvikling på spådomme og usikre forudsigelser? Synes I, at det er særlig formålstjenstligt? Eller ansvarligt?

Personligt synes jeg, at vi skal sætte os mål for fremtiden i stedet og så forsøge at indrette samfundet efter de mål, som vi sætter os. Ligesom en OL deltager til svømning… Han sætter sig et mål i form af en træningstilstand, som kan bringe ham til at svømme i nærheden af en bestemt tid. Han sætter sig sgu’da ikke og lytter til en eller anden dødsyg woodoopræst, som fortæller ham, at alle hans modstandere vil falde døde om, og at han derfor ikke behøver at træne, vel?

Tilbage i november 2007 skrev jeg et indlæg om, at alternativet Konservative og NA (nu LA) mener, at når skatten sænkes, så falder lønpresset. Det er måske rigtigt; men så skal virksomhederne til gengæld også give folk mindre i løn, for at dét regnestykke går op. Hvis vi nu antager det, og så lægger den brugerbetaling, der bliver konsekvensen af en skattesænkning, oveni, så bliver der mindre i løn, større udgifter p.g.a. brugerbetaling og mindre i skat. Hvis så lønslaverne får nogenlunde det samme udbetalt efter skat p.g.a. den potentielt mindre løn, ja så bliver regnestykket, at helt almindelige mennesker uden direktørstillinger bliver fattigere og fattigere ved at skatten sænkes. Regnestykke: (simpel udgave så alle kan forstå) Jørgen Jensen tjener 200.000 førskat og har en trækprocent på 39%. Jørgen Jensen har 122.000 udbetalt om året efter skat. Skatten sænkes til 30%. Jørgen Jensen vil nu potentielt have mere udbetalt om året (140.000); men virksomhederne finder ud af, at når nu skatten bliver sænket, så kan man også sænke lønnen tilsvarende og dermed blive mere konkurrencedygtige. Det vil skabe flere arbejdspladser, men med en ringere lønudbetaling til den enkelte. Virksomheden sænker lønnen til 180.000 om året. Nu vil Jørgen Jensen få 126.000 udbetalt om året efter skat, med en skat på 30%. Det er mere end han fik før. Til gengæld er staten nødt til at financiere skattelettelserne gennem øget privatisering og brugerbetaling. Så nu skal Jørgen Jensen istedet betale vejafgift, lægekonsultation og børneinstitution selv. Noget kan han financiere gennem private forsikringsselskaber, som tager sig dyrt betalt for den slags (den amerikanske model). Jørgen Jensen er ved at drukne i udgifter til både det ene og det andet, som før var financieret gennem skatten. De 4000 han får udbetalt mere om året forsvinder fuldstændigt i det sorte dybe hul, der hedder brugerbetaling. Han bliver mere stresset, skal arbejde mere og føler, det er uretfærdigt, at han ikke kan gå til lægen, når han er syg, uden at skulle betale 1000kr for en lægeerklæring til arbejdet. Han bliver altså stavnsbundet til at løbe hurtigere og arbejde mere, for i sidste ende at få det samme rådighedsbeløb, som han havde før skatten blev sænket. Fortæl mig hvordan helt almindelige mennesker bliver bedre stillet ved at sænke skatten. Det stinker langt væk af »stjæl fra de fattige og giv til de rige«. Sort middelalderlogik når den er værst. Og så påstår denne regering gud hjælpe mig, at “vi ” skal omvende indvandrerne fra deres “stenalderkultur” til at blive moderne civiliserede mennesker. En nærmest blasfemisk ideologi, når man tænker på, hvad det er for et samfund, denne regering vil have trukket ned over hovedet på os.

I den forbindelse er det jo urkomisk at Anders Samuelsen skriver en ’seriøs’ artikel i politiken, hvori han mener, at redningsplanken for det liberalistiske svar på cirkus Nemo er at indføre ’smileyordninger’ for bankerne. Hvis det er her, LA parkerer fremtidens seriøsitet, så lad os for vores allesammens skyld håbe, at de får en lige så kort levetid som NA (billede 6).

Need I say more?

Staten Israels udbredelse og oprettelsen af palæstinensiske ghettoer 1945-2000. (Klik for at forstørre).

Brian Mikkelsen som justitsminister…

Aaaarrrrrrrrrrhhhhhhh!!

Aaaaaaaarrrrrrrrhhhhhhhh!!!

Aaaaaaaaarrrrrrrrrhhhhhhhhhhhhhhhhhh!

Hvem husker ikke Niels Hausgaards ord om, at regeringen sikrer ham fast arbejde. Det må stå som en ren sandhedsprofeti. Man kan da så håbe på, at det kommer til at gå bedre for kulturmini(host-host)sportsministeriet. Men hvorfor ikke udødeliggøre Brian? Endnu engang må vi ty til Hausgaard: »Jeg(Niels H) synes, at det skal indføres i grundloven, at uanset hvem der danner regering, så skal Brian Mikkelsen være kulturminister, det skal simpelthen stå i grundloven« – og hvorfor ikke? Naturligvis kan Brian udfylde både posten som kultur -og justitsminister…

»Just keep telling yourself: Some day all the hippies will be dead«. *Carlin.

Danmark og Sverige er de to lande i verdenshistorien, som målt i år har ligget længst tid i krig med hinanden. Hvis nu nogen hvisker i øret på Hellig Brian, at svenskerne er røde lejesvende, mon så ikke vi kan få startet krigen om Skåne, Halland og Blekinge én gang til? Jeg kan se det for mig. Kultur -og justitsminister, Protector Justitiae, Brian Mikkelsen. Brian vil aldrig længere skulle stå i skyggen af Corfitz Ulfeldt.

http://www.youtube.com/watch?v=GohKFq4RqgU

http://www.youtube.com/watch?v=GohKFq4RqgU

Husker du Benjamin?

Nu – dræbt af politiet: http://ekstrabladet.dk/112/article1052766.ece

I den forbindelse er det uhyggeligt at tænke på, at den brede befolkning bakker op om politivold – eksempelvis i forbindelse med urolighederne på Nørrebro. Og det værste er, at de tre betjente aldrig blev dømt. Det er fuldstændig latterligt i en klokkeklar sag. Efter min mening skulle de have været dømt for grov vold med den efterfølgende skærpende omstændighed – døden til følge.

http://www.bredalsparken.dk/~drabssageridanmark/html/drab_begaet_af_politifolk.html

En anden uhyggelig kendsgerning er, at politiet trods de dengang gentagne løfter om bod og bedring aldrig er stoppet med at bruge benlås under arrestationer.

http://politiken.dk/indland/article563660.ece

http://politiken.dk/indland/article564003.ece

“Husker du Benjamin?” En sætning uddødeliggjort af betjente, der siden 1992 har brugt udsagnet for at gøre arrestanter klart, hvilken magt de havde. En sætning brugt til at understrege hvor hjælpeløs man er i politiets varetægt. En sætning brugt til at gøre det klart, at man som politibetjent, slipper fra stort set hvad som helst!

Hvornår fik kvinder egentlig stemmeret?

Nu har der længe hersket den fordom, at kvinder bliver nægtet stemmeret i muslimske lande, og at vestlige ‘demokratier’ er meget bedre end andre, fordi det i demokratiske lande er umuligt at nægte kvinder stemmeret.

Således udtaler en – dansk – dommer i 1938 det middelalderlige synspunkt, at mændene skal bestemme, og konerne må finde sig i at få tæv. Dommer, konerne må finde sig i tæv: »Når grønlandske ægtefæller ikke kan enes, da må husherrens ord være det afgørende. Manden siger, hvordan børnene skal opføre sig, og så må konen adlyde. Når manden slår sin kone for børnenes skyld, må hun ikke lade det gå ud over børnene«. -citat slut.

Lad os se på de tørre tal:

1 Sverige 1861, 1921
2 New Zealand (Aotearoa) 1893
3 Australien 1902, 1962
4 Finland 1906
5 Norge 1907, 1913
6 Island 1915
7 Danmark 1915
8 Canada 1917, 1950
9 Østrig 1918
10 Tyskland 1918
11 Ungarn 1918
12 Polen 1918
13 Estland 1918
14 Letland 1918
15 Rusland 1918
16 Kirgisistan 1918
17 Georgien 1918, 1921
18 Storbritannien 1918, 1928
19 Irland 1918, 1928
20 Nederlandene (Holland) 1919
21 Luxemburg 1919
22 Hviderusland 1919
23 Ukraine 1919
24 Belgien 1919, 1948
25 Kenya 1919, 1963
26 Tjekkiet 1920
27 Slovakiet 1920
28 Albanien 1920
29 USA 1920, 1960
30 Litauen 1921
31 Armenien 1921
32 Azerbadjan 1921
33 St. Lucia 1924
34 Tadjikistan 1924
35 Mongoliet 1924
36 Kasakhstan 1924, 1993
37 Turkmenistan 1927
38 Grækenland 1927, 1952
39 Rumænien 1929, 1946
40 Ecuador 1929, 1967
41 Tyrkiet 1930
42 Sydafrika 1930, 1994
43 Spanien 1931
44 Sri Lanka 1931
45 Chile 1931, 1949
46 Portugal 1931, 1976
47 Uruguay 1932
48 Thailand 1932
49 Maldiverne 1932
50 Cuba 1934
51 Brasilien 1934
52 Myanmar (Burma) 1935
53 Filippinerne (Philippinerne) 1937
54 Uzbekistan 1938
55 Bolivia 1938, 1952
56 El Salvador 1939
57 Panama 1941, 1946
58 Dominikanske Republik 1942
59 Frankrig 1944
60 Bulgarien 1944
61 Jamaica 1944
62 Italien 1945
63 Slovenien 1945
64 Kroatien 1945
65 Indonesien 1945
66 Togo 1945
67 Senegal 1945
68 Japan 1945, 1947
69 Trinidad & Tobago 1946
70 Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien 1946
71 Venezuela 1946
72 Vietnam 1946
73 Guatemala 1946
74 Cameroun 1946
75 Djibouti 1946
76 Singapore 1947
77 Malta 1947
78 Argentina 1947
79 Mexico 1947
80 Pakistan 1947
81 Israel 1948
82 Sydkorea 1948
83 Seychelles 1948
84 Suriname 1948
85 Niger 1948
86 Costa Rica 1949
87 Kina 1949
88 Syrien 1949, 1953
89 Barbados 1950
90 Indien 1950
91 Haiti 1950
92 St. Kitts & Nevis 1951
93 Antigua 1951
94 Dominica 1951
95 Grenada 1951
96 St. Vincent 1951
97 Nepal 1951
98 Libanon 1952
99 Elfenbenskysten (Côte d’Ivoire) 1952
100 Guyana 1953
101 Bhutan 1953
102 Belize 1954
103 Colombia 1954
104 Ghana 1954
105 Peru 1955
106 Honduras 1955
107 Nicaragua 1955
108 Cambodia 1955
109 Eritrea 1955
110 Ethiopien 1955
111 Mauritius 1956
112 Egypten 1956
113 Gabon 1956
114 Comorerne 1956
115 Benin 1956
116 Mali 1956
117 Malaysia 1957
118 Zimbabwe 1957
119 Tunesien 1957, 1959
120 Laos 1958
121 Nigeria 1958
122 Guinea 1958
123 Chad 1958
124 Burkina Faso 1958
125 Madagascar 1959
126 Tanzania 1959
127 Cypern 1960
128 Gambia 1960
129 Paraguay 1961
130 Mauretanien 1961
131 Rwanda 1961
132 Malawi 1961
133 Burundi 1961
134 Sierra Leone 1961
135 Bahamas 1961, 1964
136 Algeriet 1962
137 Uganda 1962
138 Zambia 1962
139 Fiji 1963
140 Iran 1963
141 Guinea, Ækvatorial 1963
142 Marokko 1963
143 Congo, Republikken 1963
144 Libyen 1964
145 Papua New Guinea 1964
146 Sudan 1964
147 Botswana 1965
148 Lesotho 1965
149 Yemen 1967
150 Congo, Den Demokratiske Republik 1967
151 Swaziland 1968
152 Schweiz 1971
153 Bangladesh 1972
154 Jordan 1974
155 Solomon Islands 1974
156 Kap Verde 1975
157 São Tomé & Principe 1975
158 Angola 1975
159 Moçambique 1975
160 Vanuatu 1975, 1980
161 Guinea-Bissau 1977
162 Moldavien 1978, 1993
163 Centralafrikanske Republik 1986
164 Namibia 1989
165 Samoa 1990

Oplysningerne er fra 2002.

Kilde: IPU (Inter-Parliamentary Union). 1995. Women in Parliaments 1945-1995: A World Statistical Survey. Geneva and IPU (Inter-Parliamentary Union). 2001. (Når der optræder to årstal, indikerer det første tal begrænset stemmeret, og det andet fuld stemmeret).
http://www.leksikon.org/sort_stat.php?id=22
En meget interessant liste. Det er jo slående, at kvinder fik stemmeret i det muslimske Tyrkiet hele 14 år før de fik stemmeret i Frankrig. Og i Pakistan kun tre år efter Frankrig. Selv i det ellers så udskældte Iran i 1963. Oh og i USA (Guds eget land) fik kvinderne først fuld stemmeret så sent som i 1960.

Schweiz 1971!!! Og det er endda det europæiske land, hvor flest afgørelser lægges ud til folkeafstemninger – indtil 1971 snarere mandeafstemninger. Feministerne fik i 1981 gennemført en ændring af grundloven, der giver lige rettigheder for mænd og kvinder. Kvinder opnåede først føderal stemmeret i 1971, mens de i nogle kantoner endnu i 1999 ikke kan deltage i valgene. I 1984, valgte Nationalforsamlingen for første gang en kvinde, Dr. Elisabeth Kopp, til Politi- og Justitsminister. I juni 1991 gennemførte kvinderne en strejke i metal- og urindustrien. Samme år vedtog delkantonen Appenzell-Rodas at give kvinder stemmeret.

Revolverretorik erstatter egentlig diskussion…

Rigtige definitioner eller tanker om dialektikken i definitioner erstattes ofte af hemmestrikkede definitioner på ord og begreber. Det gør sig ikke blot gældende her, men også på andre medier og diverse blogs rundt omkring. Eksempelvis ser vi det i følgende citat:

“… Helligt skrift er ET koncept FØR det er nedbrydelsen i dets sproglige bestanddele – ligesom tågede vrangforstillinger ikke kræver en nærmere definition af hvad tåge er, eller snowtiger kræver en denition af sne.” -citat slut.

Hvis vi bevæger os over på den banehalvdel, så kræver det, at man forstår de dele, som et koncept er bygget op af, for at kunne udtale sig om – endsige – definere konceptet i sin helhed, ikke? Ellers hælder man jo bare vand ud af ørerne.

Lad os tage ordet snowtiger… Hvis man ikke ved, hvad snow betyder, men er helt på det rene med, hvad tiger betyger, så har man kun et halvt koncept, som ikke henviser til, hvad hele konceptet snowtiger dækker over. Endvidere bliver det enormt svært for dig at gætte på det, fordi det er et selvkonstrueret koncept, som skal lede tankerne hen på en særlig truet dyreart. Derimod har folk, som forstår begge dele af konceptet snow og tiger en betydeligt bedre forudsætning for at associere sig hen til de tanker, som konceptet bygger på – og dermed kan de komme nærmere en reel definition på et begreb, end ovennævnte citat nogensinde kommer i forhold til, hvad et helligt skrift er for en størrelse. Og det gælder UANSET, om man er religiøs, agnostiker eller ateist.

Når det gælder revolverretorik, er en artikel om en politiker, som har udtalt sig om, at kvinder som ikke opfører sig anstændigt (eller retter ind efter manden) skal dræbes, et andet godt eksempel. Det skal lige siges, at jeg har stor respekt for den, som har skrevet bloggen, fordi hun netop evner, at tænke ud over mandens religiøse baggrund. Til gengæld demonstrerer en af kommentatorerne tydelig revolverretorik uden brug af omtanke, jeg citerer:

“ja jo hm..Mange af dem er jo hjernedøde,efter al den mullahprædiken.De ved ikke hvordan,man behandler kvinder.
Men kvinder i deres verden er jo åbenbart det mest lavstående,øh glemte jøderne.. P.S.hvis de har så travlt med æresdræb på kvinder/piger,så kan man spørger:hvilken type jomfruer venter på dem når de dør?Bestemt ikke piger/kvinder..” -citat slut.

På spørgsmålet om hvad det har med én bestemt religion at gøre, fik jeg intet svar. Mærkeligt nok – for der er ikke noget entydigt svar, som kan passe ned i et tight hylster, hvorfra man hiver ting op, som kan afskydes fra hoften. Betydeligt tættere på sandheden kommer man jo nok, hvis man tænker lidt over, hvorfor en anden religion – nemlig hinduismen – i præcis samme region af verden i sin mere rabiate form har samme forhold til kvinder. Er det ikke snarere en forældet kulturopfattelse af kvinder, som ikke har noget med religion at gøre; men som er et levn fra fortiden? At det er skrevet ind i de religiøse tekster betyder ikke, at ætiologien er religiøst betonet. Det er bare udtryk for, at religionerne heller ikke har fornyet sig i forhold til datidens fremherskende kvindesyn. Se hvis vi kan vende debatten derover, så er der en reel chance for at gøre op med den slags kvindeundertrykkelse, for hvis det forsvinder fra kulturen, så skal det også nok forsvinde fra religionen. Det har vi jo set i den religionsudvikling Danmark har undergået gennem de sidste par hundrede år.

Problemet med både revolverretorik og selvkonstruerede definitioner er, at de har til formål at lukke debatten i stedet for at åbne den. Når man lukker en debat, så får man som resultat, at den fornyelse, som man efterlyser, totalt udebliver. Og så kører hele spillet forfra – indtil det til sidst udmønter sig i direkte konfrontationer og stridigheder. Hvis vi nu skal starte i vores egen lille verden, hvad foreslår I så, at vi skal gøre for at holde debatten åben og i et større perspektiv muligheden for at påvirke andre?

Man kan således herfra kun opfordre til fra begge sider at få slagtet nogle hellige køer – eller i det mindste nogle af deres mere uhellige kalve. Lad nu være med at begrænse jer til kun at vride tingene igennem egne definitioner og forståelsesrammer. Hvis I læser det, jeg har citeret Niels Bjerre for, så skriver han jo netop dét, som en del af sin kritik af Henrik Foghs bog Amerikanske Tilstande. Bjerre mener ikke, at det undskylder manglen på videnskabelig substans og redelighed, at man er farvet af sin politiske holdning. Det er tværtimod en videnskabsmands sure pligt at forholde sig kritisk også til de data, som understøtter ens egne holdninger. Læs flg.: “men vi har som samfundsforskere – eller hvad vi nu er – en forbandet pligt til hele tiden at gå i rette med vore egne antagelser og forsøge at falsificere vore egne teser.”

Se DÉT er en videnskabelig indstilling til tingene. Niels Bjerre-Poulsen er lektor og centerleder for Center for Amerikanske Studier, Copenhagen Business School, har i Nyhedsavisen udtalt sig kritisk om Henrik Fogh Rasmussens bog ‘Amerikanske tilstande’. Ovenfor uddyber Niels Bjerre-Poulsen sin kritik i et svar til CEPOS’ direktør Martin Ågerup.

Og må jeg så lige benytte lejligheden til at henvise til en spændende tekst om dialektikken i begrebet hellig: http://www.hum.au.dk/cek/kontur/pdf/anmeldelser/2002/18RELV~1.MAR.pdf

Spørgsmål og myter om CEPOS og nogle svar…

En anden blogger skrev i en anden sammenhæng om spåkoner og fremtidsprognoser:

“Hvem ved i de 60 år jeg har levet, har jordens undergang været varslet utallige gange. Om det der er sket i løbet af de sidste især 50 år udelukkende er hvor egen skyld, er vel tvivlsomt. Men en god del er det, tror jeg. Med hensyn til Mayaerne, undrer det mig, at de ikke rent videnskabeligt kunne forudse deres egen ulykke, hvis de var så dygtige, for det kunne de åbenbart ikke, ellers havde de vel gjort noget ved det. Nostradamus har jo også været på tale adskillige gange… De fleste af de forudsigelser er så brede, at de kan passe på mange situationer…” -citat slut.

Jeg har i min tid set adskillige dommedagsprofetier, og skulle de have ret, kan vi ikke gøre noget ved det alligevel. Det sjove er, at når tiden kommer, så er de alle enten døde eller har levet fedt på at forudsige noget, som alligevel aldrig bliver sådan, som de engang troede – ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at mennesket på noget tidspunkt har været så intelligent, at det kan beregne fuldt og helt noget som helst. Lad nu være med at falde på halen for disse ‘videnskabsfolk’, som alligevel ikke er rigtige videnskabsfolk. Al respekt for disse grædekoners anstrengelser, men i betragtning af hvor lidt menneskeheden har og stadig kan regne sig frem til med korrekt resultat, når tidens fylde kommer – herregud vi kan ikke engang få togene til at komme til tiden – så vil jeg betydeligt hellere beskæftige mig med, hvordan vi får skabt en bæredygtig udvikling i et industrisamfund, som har rundet toppen af S-kurven. Altså fornyelse frem for stagnation.

Hvis CEPOS beskæftiger sig med prognoser og de andre beskæftiger sig med videnskab, så ville jeg til enhver tid vælge de, som beskæftiger sig med videnskab – uanset baggrund. Jeg kan forstå, at nogle mennesker hellere vil beskæftige dig med tandféer, blå svævende kaffekander og gamle spåkoner… Hvad har CEPOS med fremtidsforskning at gøre? Kan I forklare mig det? Det er lidt som at diskutere med et medlem af Jehovas Vidner. Uanset, hvad man siger, så vedbliver de at forsøge på at overbevise andre om, at kun gennem deres særlige form for overtro kan vi redde verden. Jeg kan forstå, at eftervirkningerne af neoliberalismens alternative metode til at ‘redde verden’ er noget med at score 30 millioner fra et bankkrak – ikke meget uligt arbejdsmetoderne for Jehovas Vidner, det går jo også for den slags religiøse sekter ud på at bondefange almindelige mennesker og franarre dem alle deres penge. Noget vi har set utallige gange før i historien – altså ingen fornyelse fra den kant. I det her tilfælde hedder sekten CEPOS, og det er ikke så underligt, at der findes intelligente folk der. Blandt de, som kynisk udnytter og udbytter andre mennesker, ser man en ikke ringe population af intelligente mennesker, som dog ikke ejer megen empati, ligesom de i mange tilfælde besidder noget nær social afstumpethed. Nu har de neoliberale så tilmed kuppet sig til deres helt eget nyliberale parti med voksdukken Khader i spidsen iført den obligatoriske uniform med plads til at dukkeføreren saxobank kan have hele hånden oppe i røven. Den konstellation har givet vis nogle fordele for de neoliberale. Eksempelvis kan voksdukken skiftes ud efter forgodtbefindende, ligesom trykket kan fjernes lidt fra deres harme over, at Fogh ikke tør føre deres idéer helt ud i praksis, men vælger en skabssocialistisk uldsweater fra sidste årtusindes modekollektion i stedet.

#1: “Godt vi endelig har en tænketank som CEPOS, der anviser lidt andre veje end de der har været anvist gennem årtier: Blinde veje.”

Svar: Spåkoner har da eksisteret i tusindvis af år… De har haft skiftende indflydelse; men nu synes de at have fået en opblomstring i et samfund, som mangler en erstatning for den svigtende tro på Gud og kristendommen. CEPOS er en NARRESUT, for uselvstændige individer, som mangler et halmstrå at klynge sig til.

#2 “CEPOS har de mest dygtige økonomer i Danmark siddende, mens ligegyldige personer som dig selv og PLT84 sidder og skælder dem ud for at være usaglige. Kan du ikke selv se, hvor fuldstændig grotesk og idiotisk det er….”

Svar: Det er fuldstændig ligegyldigt, om det så var Niels Bohr, som begav sig af med spådomme om flyvende blå kaffekander ude i fremtiden, så ville jeg kritisere det, for dets usaglighed og yderst ringe rodfæste i sund videnskabelig praksis. Når det så er ellers intelligente økonomer, som står for det, bliver det endnu mere skadeligt. Lidt ligesom Richard Dawkins bog om religion.

#3 “Indse dog at jeres kritik af CEPOS kun skyldes misundelse over at I ikke kan klare mosten når det gælder intelligens?????”

Svar: Jeg er ikke misundelig på CEPOS-folkene – og ej heller på dig eller dig – eller dig! Skadeeffekten efter spådomme skal man dog tage seriøst nok, fordi de ikke har særlig meget hold i virkeligheden; men til gengæld har de meget hold i fantasiens verden. I fantasien kan man forestille sig mange ting. Mange af disse ting kan være yderst skadelige at implementere i et moderne samfund.

#4 “Fint nok. Det lyder bare nøjagtig som mindreværdskomplekser når du f.eks. Sammenligner nogle af danmarks klogeste øknomer med spåkoner, og det kan du jo så tænke over………”

Svar: Det gør dem jo ikke mindre intelligente, at de opfører sig som spåkoner. Det tjener blot ikke deres intelligens til nogen form for ære. Hvem har iøvrigt sagt, at spåkoner ikke kan være intelligente?

#5 “Når de er nogle af danmarks dygtigste har de også viden til at forudse økonomisk udvikling og kan efter min mening derefter rådgive og advarer inden for det økonomiske område. Derfor har jeg tillid til dem.”

Svar: Man kan ikke forudse økonomisk udvikling. Man kan gætte på den. Spørgsmålet er, om vi skal basere vores samfundsudvikling på spådomme og usikre forudsigelser? Synes I, at det er særlig formålstjenstligt? Eller ansvarligt?

Personligt synes jeg, at vi skal sætte os mål for fremtiden i stedet og så forsøge at indrette samfundet efter de mål, som vi sætter os. Ligesom en OL deltager til svømning… Han sætter sig et mål i form af en træningstilstand, som kan bringe ham til at svømme i nærheden af en bestemt tid. Han sætter sig sgu’da ikke og lytter til en eller anden dødsyg woodoopræst, som fortæller ham, at alle hans modstandere vil falde døde om, og at han derfor ikke behøver at træne, vel?

For en saglig og grundig gennemgang og kritik af CEPOS vil jeg henvise hertil: http://blog.tv2.dk/plt84/entry259747.html

Verdens største olieforbruger er i dyb krise.

I øjeblikket ses en interessant udvikling i liberalismens højborg USA. Oliepriserne er ved at tvinge landets billister i knæ. USA står midt i en alvorlig økonomisk krise og tilmed en energikrise, som virkelig udstiller landets årtier lange mangel på vilje til at omstille sig og slagte den hellige ko – om ikke andet så i det mindste et par af dens mere uhellige kalve. Den liberalistiske markedsøkonomi i sin frie ukontrollerede form, har gennem de sidste 20 år vist sit grimme fjæs gennem produktionen af større og større og mere og mere benzinslugende miljøskadelige biler – kulminerende med de s.k. SUV’er.
Det har medført at USA idag med en befolkning, som udgør 4% af verdens samlede indbyggere, konsumerer hele 25% af verdens olieproduktion. Et forbrug som i helt ekstrem grad finder sin årsag i den manglende vilje til at regulere adfærden.
Se det er blevet så grelt, at selv den øverste chef for et af verdens største olieselskaber Shell, Jeroen Van Der Neer, nu er ude og prise den Europæiske adfærdsregulerende model med høje miljøafgifter på benzin. Han siger således i et interview til New York Times, “Et samfund kan virke, kan fungere og have vækst, selv med højere energipriser. Det er en livsstil. Man vænner sig til det.”
Alligevel ser man at Bush ufortrødent fortsætter sin oliekrig (undskyld – demokratiseringsprocess) i Mellemøsten, samt ødelæggelsen af naturen i de nordligste egne af det amerikanske kontinent, i fuldstændig ligegyldighed overfor verdens tiltagende mangel på olieressourcer. En mangel som vi ikke engang kan gisne om de langsigtede miljømæssige konsekvenser af.

Sagen om udenlandske landarbejdere tager en ny drejning…

Når Anders Fogh (V) har læst denne artikel, vil jeg meget gerne høre et bud på, hvorfor ukontrolleret liberalistisk markedsøkonomi er at foretrække frem for den skandinaviske blandingsøkonomi.

Seneste skrev jeg to artikler om, hvordan udenlandske arbejdere behandles i Danmark.
http://snetiger.wordpress.com/2008/06/10/sadan-behandles-udenlandske-arbejdere-i-danmark/
http://snetiger.wordpress.com/2008/08/09/landm%C3%A6nd-%C3%B8starbejdere-og-udnyttelse/

Efter at sagen omkring min kæreste blev ført i fagforeningen og det hele endte med et forlig, hvor hun og de andre involverede fik en klækkelig erstatning, har der været ro omkring det hele – lige indtil for nogle dage siden, hvor hun modtog et brev fra Skat om, at hun skulle betale ca. 30.000 tilbage i skat. Hun blev selvsagt noget målløs…

Jeg ringede til Skat og fik at vide, at jeg skulle prøve at tage alle papirer med og møde op på skattekontoret. Som sagt så gjort. Det, sagen drejer sig om, er, at når man som ‘praktikant’ kommer til Danmark fra Rumænien for at tage en uddannelse, så er man berettiget til et fradrag på 65.000 om året. Problemet er bare, at Skat ikke kan se, at hun har færdiggjort nogen uddannelse, endsige at hun har været igang med nogen, da hun kom hertil.

Når vi holder det op imod sagen fra fagforeningen, kommer vi frem til noget meget interessant. Landmanden havde som bekendt hyret de her landarbejdere i Rumænien via et vikarbureau, som fyldte dem med løgn om, at hvis de ville til Danmark og arbejde, så skulle de have status af studerende på en landbrugsuddannelse i Rumænien. Der blev herefter fremstillet falske papirer, som dokumenterede dette. Når man ikke fatter en bjælde dansk, så er det jo let nok at manipulere med folk. Det eneste de fik at vide var, at det var ikke noget problem – ‘det fikser vi for jer’. Landmanden hjemme i Danmark, som samarbejder tæt med vikarbureauet, har så udfyldt skattepapirerne for de ansatte og skrevet fradraget på de 65.000,- ind. Samtidig har han kunnet give dem det halve i løn (Praktikantløn), hvorved han har sparet ca. 200.000,- pr. år pr. ansat, når man medregner alt det overarbejde, som de heller ikke har fået penge for – dvs. ca. 1.2 millioner kroner for de 6 ansatte han havde, da min kæreste arbejdede der. Eftersom al post til de ansatte gik gennem landmanden, og de ansatte på det tidspunkt ikke kunne et ord dansk, så spurgte de ham til råds, hver gang de fik nogle breve fra eksempelvis Skat. Hans standard svar var: “Don’t worry, I will take care of it.” Lidet vidste de, at han i virkeligheden snød dem for mere end en halv million hver.

Nu, hvor vi er fremme ved 2008, går det op for Skat, at der er noget, som ikke stemmer. Men eftersom det er på min kærestes skattepapirer, så sender man regningen for landmandens svineri til hende. Hun skal altså betale dobbelt. Dels – er hun blevet snydt for 200.000,- i løn pr. år i de to år, hun var ansat som ‘praktikant’ – dels skal hun betale skattesmækket for landmandens ulovlige omgang med hendes papirer. Nu lykkedes det os vist at overbevise skattemanden om, at hun i 2006 ikke engang forstod, hvad ordet fradrag betød, og derfor ikke kunne have udfyldt sådanne dokumenter selv, hvorfor hun sandsynligvis ikke kommer til at betale pengene tilbage. Men det bliver svært for Skat at bevise, at det er landmanden, som har udfyldt papirerne, hvorfor han sandsynligvis slipper uden at hæfte for sit dokumentfalsk.

Se dét er, hvad jeg vil kalde en vaskeægte SVINebonde.

Jeg vil gerne se beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gå aktivt ind i det her svineri. Men der lyder jo den sædvanlige svanesang fra Venstre om, at arbejdsgivere er et fredet folkefærd!

Der skal herfra lyde endnu en opfordring til at støtte op om fagforeningerne.

Til sidst et personligt link til vores kære beskæftigelsesminister:
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry254442.html

Beskyttet: (Ubi solitudinem faciunt, pacem appellant) Hans Dane

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:

Kodeord:

Op på hesten… del 6.

…. Men den lille djævel havde gjort regning uden kuglen. Da han landede faldt den igen ud af hans lomme. Og denne gang var drengen hurtigst! Han kastede sig frem og greb den mellem hænderne. Og nu skete det hele meget hurtigt!! Kuglen-som-et-øjeblik-forinden-havde-været-kølig-og-kulsort-som-ibenholt-begyndte-at-forvandle-sig-den-nærmest-voksede-strålede-og-inde-i-kuglen-begyndte-et-landskab-at-forme-sig…! Hvad var dog det her?
Den lille djævel kunne ikke fjerne sit blik fra kuglens indre landskab. Det var så uendeligt smukt. Selv ikke lyden af tunge trin og følelsen af at noget frygtindgydende var ved at ske kunne få ham til at fjerne blikket. Pludselig stod hans far i rummet…. “Hvor vover du!! At røre min krystalkugle!!!“, han nærmest spyttede halvt hvæsede ordene ud mellem sine store hjørnetænder, så de frembragte en ildevarslende hvislen…… – drengen Gabriel krøb sammen i rædsel – “!Og DU!” nu kiggede han på sønnen… “DU!” -savlet stod i kaskader omkring hans hjørnetænder… “Ikke nok med at du ikke straks bringer mig det, som du har fundet og som du meget vel ved tilhører mig… DU LADER ET MENNESKEBARN KIGGE PÅ DET OG BESUDLE DET MED SIN AFSKYELIGE BERØRING!!!!” Han flåede kuglen fra Gabriel og rev en dyb flænge i hans kind. “Det kan lære dig!” sagde han med en ildevarslende hvislen. Nu vendte han sig om, greb den lille djævel ved hornet og slæbte ham med sig ud… Det sidste drengen så til dem var, da han fik et glimt af den lille djævel der blev slæbt afsted op gennem tunnellen. Han kunne se den lille djævel nærmest forme ordene “pas nu på dig selv” med munden, og det var en stor trøst.
Nu gjaldt det imidlertid om at finde ud af, hvad det var, han havde set i kuglen. Det sidste han nåede at se, var en tunnel, som førte tilbage fra landskabet og henimod – ja, hvad? Var der en forbindelse hertil et sted? Han måtte tænke – han havde brug for tid til at tænke – men han vidste, at tiden var knap, for den store djævel ville utvivlsomt vende tilbage, når han fandt ud af, at det ikke var den rigtige kugle han havde taget; men blot en af de runde sorte sten, som Gabriel yndede at lege med derhjemme – åh derhjemme! hvor han dog savnede det! Men den slags tanker var der ikke tid til nu! Gabriel tog forsigtigt den sorte kugle frem fra sine gemmer – han havde ladet den falde, da han fornemmede lyden af tunge skridt og en uhyggelig kulde igennem kroppen – nu holdt han den igen i hånden, kiggede igen på den og så hvordan den blev større, hvordan ilden og varmen bredte sig. Og nu… NU! Han hørte ordene – nærmest som kom de inde fra hans eget hoved – “Gabriel… Gabriel…“

Fortsættes…

Historien som den ser ud samlet

Den lille djævel vågnede med et sæt og kiggede sig forvirret omkring. Han fleksede prøvende sine små læderagtige vinger og fandt ingenting brækket. Han rørte forsigtigt ved sine små spidse horn, der havde taget af for faldet, og ømmede sig med et lille gisp.

Først da kom han i tanke om at se sig omkring. Han befandt sig i et rum et sted dybt inde i sin fars palads. Billeder af skrigende børn fyldte hele den ene væg, og det fik ham straks til at tænke på de to menneskebørn, han havde set tidligere på natten – dem der var grunden til, at han nu var låst inde her.

Den lille djævel havde været i problemer før. Masser af gange. Han havde nemlig et ret anderledes og mærkeligt syn på verden. Det mente hans far og hans mange brødre i hvert fald, og det havde de ikke undladt at fortælle ham utallige gange, når han havde opført sig ordentligt eller gjort, som der blev sagt eller på andre måder opført sig som familiens hvide får.

‘En djævel skal ikke opføre sig ordentligt’, tordnede hans far igen og igen og stampede rundt på sine store sorte klove og baskede med de frygtelige vinger, der nåede fra gulvet og helt op til de højeste lofter i det store, sorte palads. Hans far kunne blive helt hvid i hovedet, når han råbte og skreg ad sin yngste søn, der altid følte sig meget lille, når det skete.

Og hver gang lovede den lille djævel højt og uhelligt sin frygtelige far, at han nok skulle forværre sig og holde op med at gøre, som der blev sagt. Og han mente det skam også hver gang, for selv om han var meget mærkelig og havde nogle underlige meninger, så var truslen om at blive sendt op til englene alligevel temmelig skræmmende for en lille djævel.

Men når der var gået noget tid, røg han alligevel altid tilbage til sine gode manerer. Det kunne for eksempel være, når han så noget pænt og tog det med hjem i sin hule i stedet for at ødelægge det. Eller når han gav sig til at tale med grimme menneskebørn i stedet for at skræmme livet af dem eller lokke dem ud i noget rent.

Lidt ligesom det var sket tidligere på natten, tænkte han og rørte igen ved sine ømme horn. Han måtte se at komme ud herfra og finde ud af, hvad der var sket med to børn. Og bedst som han tænkte den tanke, hørte han en syngende lyd bag sig. Han vendte sig med et sæt og så en skinnende, smuk glaskugle komme trillende hen mod sig. Med et lille smil bukkede han sig ned for at samle den glødende smukke kugle op.

Han lagde sine hænder om kuglen og løftede den op. Han vendte og drejede den smukke sag. Et væld af små vulkaner var i vildt udbrud i kuglens indre. Han rystede den, og den skiftede udseende. Nu kunne han se rasende floder og eksploderende gejsere. Han så måbende til. Han kunne ikke dy sig for at ryste igen, og nu fremtonede en ørkens hæsblæsende sandstorm.

”Hvad er du?” hviskede han forsigtigt.

”Jeg er en ønske kugle”, svarende kuglen. Den lille djævel fik et sandt chok, han tabte kuglen af ren benovelse. Kuglen rullede væk fra ham, men blot for at slå et sving og vende tilbage til hans små behårede poter. Kuglen drejede et par omgange, for derefter at ligge ganske stille. Helt sort og ganske stille.

Havde han nu slået den itu? Han viftede med de små vinger og lettede ganske lidt fra de sodede sten på gulvet. Han hang og vuggede forsigtigt frem og tilbage, for så at slå en bue og hænge med hovedet nedad.

Hans snude var helt nær den sorte kugle, da pludselig et voldsomt uvejr, med hærgende lyn og torden, bredte sig i kuglen. Han slog en kolbøtte og landede lige på halen.

”Pyh… ” han tog sig til sit fortumlede hoved. Mødet med den mystiske ønske kugle, havde nær fået ham til at glemme den redelighed han var endt i.

”Så kan du sidde der, til du kommer på onde tanker!” havde hans far brølet, med svovlholdigt spyt flyvende til alle sider. Ekkoet fra hans fars trampende klove genlød stadig i de uendelige, mørke gange.

Men brat blev han hevet ud af tankerne, og lige lukt tilbage i helvede, da en svag banke lyd, lød fra den tykke væg med de skrigende børn. Han nærmede sig med varsomme skridt, lagde øret til væggen og gengældte, med allerstørste forsigtighed, bankelyden.

Den lille djævel ventede spændt på at høre bankelyden igen, mens han forsigtigt lod ønskekuglen glide ind i en skjult lomme i sin vest. Den kunne sikkert komme ham til gode i denne besværlige situation, men lige nu var bankelydene mere spændende.

“Hallo?” lød en svag stemme gennem muren. “Er der nogen?”

I den store djævels palads lærte man at passe på og være mistænksom, og den lille djævel var ingen undtagelse. Med sine mange mærkelige tanker og ideer havde han gang på gang lært værdien af ikke at stole for meget på andre, og derfor tøvede han lidt, før han svarede den svage stemme.

“Ja, jeg er lige her”, svarede han omsider med munden helt tæt ind til væggen. “Hvem er du?”

“Gabriel“, hviskede stemmen gennem muren med de skrigende børn. “Ved du, hvordan man åbner den skjulte dør?”

Den lille djævel rynkede sine horn og kiggede på væggen. Han havde ikke været her i dette rum ret tit, for han brød sig ikke om maleriet på væggen, men han havde i hvert fald aldrig hært om en skjult dør. Det fortalte han til Gabriel, der kun vidste, at man skulle trykke på et eller andet på væggen.

Den lille djævel trykkede planløst på forskellige dele af væggen, men selv om den gamle stenmur faktisk gav sig lidt flere steder, sprang ingen skjulte døre op. Men så kom han i tanke om ønskekuglen og fandt den igen frem.

“Jeg ønsker at få åbnet den skjulte dør!” sagde han til kuglen, der straks eksploderede i en storm af farver, før den svarede: “Vælg det som ingen djævel vil vælge,” lød det fra kuglen.

Nu kiggede den lille djævel mere grundigt på væggen med de skrigende børn. “Det som ingen djævel vil vælge”, blev ved med at runge i hans hoved, mens han kiggede på de stakkels børn, der blev pint og plaget og som helt sikkert morede alle hans brødre, hans far og de andre djævle i paladset.

Og pludselig så han det. Helt nede ved jorden, næsten skjult bag et stort bål med en gryde kogende vand fyldt med børn, sad en fin lille hvid kanin og spiste en gulerod. Djævle hadede hvide kaniner – altså lige bortset fra vores lille djævel, der faktisk synes, de var både søde og bløde.

Med et smil trykkede han på kaninens ene øre – og med en knagende lyd gled et stykke af væggen til side.

Der sad han, drengen Gabriel, med store bange øjne. Trods det, var det tydeligt, at han var en dreng med imponerende mængder sværdsvingende mod.

“Er det dig?”, spurgte den lille djævel, og nærmede sig drengen med forebehold. Hans far havde alle dage fastholdt, at menneskebørn skulle man vogte sig for, da en grum fremtid ellers ville vente dem alle. Hvis det slidsomme arbejde for at indgyde børnene, den kolde angst for mørket og frygten for de lurende skygger i krogene, en dag skulle slå fejl, ville der ske ting, som selv den onde ikke kunne få over sine læber.

Men den lille djævel, havde altid følt sig draget af de sære menneskebørn. Han havde dristigt spurgt sin far, hvad der dog kunne ske ved, at gøre sig venner med blot et par stykker af slagsen. Hans far havde havde hvisket indædt; “Vores undergang vil finde os, vi lever for had og skræk!”

Så da han havde set sin far kyle to drenge i et bur, var det med splittet hjerte og bævrende hånd, han havde stukket den store rustne nøgle i den tunge lås. Drengenes taknemmelige blik, havde lokket et forsigtigt smil frem på hans læber.

I det samme havde ham mærket en skoldhed, men på samme tid isende kold ånde i sin nakke. Hans fars velkendte onde hånd på hans skulder, var noget af det sidste han kunne finde i sin hukommelse, inden han fortumlet var vågnet under de skrigende børn.

“Dig igen… Du prøvede at redde os. Ved du hvor de holder min bror, Rafael?” Gabriels stemme bragte den lille djævel tilbage.

Den lille djævel anede ikke, hverken de levende eller dødes råd. Han ønskede at hjælpe Gabriel, men hans fars foragt, rev og sled i hans hjerte.

“Jeg ved ikke… Jeg tror ikke”, den lille djævel ville være forsvundet i et hvilket som helst, lille sort hummer, hvis han havde haft muligheden. Mod havde aldrig faldet ham let.

“Jeg skal finde Rafael. Vi må redde vores storebror. Han gav din far sin sjæl, i bytte for vores lillesøster liv.” Gabriels blik, kunne end ikke en djævel modstå…

Den lille djævel manede sig op i sin fulde højde (hvilket ikke var særlig imponerede i forhold til gennemsnitsdjævelen) og kiggede på den bedende Gabriel. Ikke fordi den lille djævel havde nogen som helst erfaring med redningsaktioner og slet ikke redningsaktioner af små menneskebørn,men de bedende øjne i den lille drengs ansigt, fik ham til ihvertfald at gøre forsøget. “hvordan kender du til denne her skjulte passage?” spurgte den lille djævleunge Gabriel
“Det er en hemmelighed”, sagde Gabriel og kiggede trodsigt på den lille djævel. hvis han havde forventet at den lille djævil ville protestere, trode han forkert. den lille djævel var så vant til at blive kuet at han tog et nej for et nej uden at stille spørgsmål.
Sammen sad det umage par en rum tid og prøvede at få deres hjerner til at komme på en plan. den lille djævel kiggede i smug på drengen og kunne ikke forstå, hvorfor hans far mente, at han kunne være farlig at lære at kende… han var jo hverken stor eller særlig muskuløs, og han kunne ikke engang flyve.
Den lille djævel kom til at fnise, da han prøvede at forestille sig Gabriel med vinger, men et blik på Gabriel fik ham til igen at koncentrere sig om deres fælles problemer. Den lille djævel sad og legede med ønskekuglen i hans lomme, da den pludselig trillede ud og hen midt imellem dem. den begyndte at skifte farve i hurtige glimt og både Gabriel og djævlen blev helt hypnotiseret af den. Gabriel rakte ud efter den, men den lille djævel snuppede den og fløj op under loftet.
“Den er min, du skal ikke pille hved den”, sagde han ned mod Gabriel.
“Hvad er det, jeg vil også se”, sagde drengen.
Djævlen rystede på hovedet og lagde forsigtigt kuglen på plads i lommen inden han landede et stykke fra Gabriel.

På trods af at drengen ikke så farlig ud, mente den lille djævel at det var bedst at holde denne hemlighed for sig selv, ihvertfald indtil videre…

Men den lille djævel havde gjort regning uden kuglen. Da han landede faldt den igen ud af hans lomme. Og denne gang var drengen hurtigst! Han kastede sig frem og greb den mellem hænderne. Og nu skete det hele meget hurtigt!! Kuglen-som-et-øjeblik-forinden-havde-været-kølig-og-kulsort-som-ibenholt-begyndte-at-forvandle-sig-den-nærmest-voksede-strålede-og-inde-i-kuglen-begyndte-et-landskab-at-forme-sig…! Hvad var dog det her?
Den lille djævel kunne ikke fjerne sit blik fra kuglens indre landskab. Det var så uendeligt smukt. Selv ikke lyden af tunge trin og følelsen af at noget frygtindgydende var ved at ske kunne få ham til at fjerne blikket. Pludselig stod hans far i rummet…. “Hvor vover du!! At røre min krystalkugle!!!“, han nærmest spyttede halvt hvæsede ordene ud mellem sine store hjørnetænder, så de frembragte en ildevarslende hvislen…… – drengen Gabriel krøb sammen i rædsel – “!Og DU!” nu kiggede han på sønnen… “DU!” -savlet stod i kaskader omkring hans hjørnetænder… “Ikke nok med at du ikke straks bringer mig det, som du har fundet og som du meget vel ved tilhører mig… DU LADER ET MENNESKEBARN KIGGE PÅ DET OG BESUDLE DET MED SIN AFSKYELIGE BERØRING!!!!” Han flåede kuglen fra Gabriel og rev en dyb flænge i hans