Lad os lige få rettet en misforståelse.

På hjemmesiden antung.dk refereres der til, at jeg skulle ville bekæmpe mennesker, som stemmer på DF til min dødsdag. Dette er naturligvis ekstremt manipulerende og/eller mangel på forståelse af det, jeg er citeret for. Det er også uden for kontekst.

Det, jeg er citeret for, står at læse i min profil her på wordpress. Der står:

Citat Humanisten på blog.tv2.dk: Humanisten skrev flg., efter at jeg havde fortalt om min rumænske kæreste. Citat Humanisten: “Snowtiger, min kæreste er bedre end din…
Hun er jurist og ikke impoteret fra udlandet,,, særligt et fatttig land for de elsker en mere, fordi de mangler Mammut.
Hvad står sådan en rumænsk pige i idag ?”

Tror nu han mente importeret… Men den slags svineri fra erklærede DF’ere er simpelthen uacceptabelt i min verden. Jeg vil bekæmpe det til den dag, jeg stiller træskoene.

Der er altså ikke tale om, hvis man ellers kan læse og forstå konteksten, at jeg vil bekæmpe alle, som stemmer på DF, men blot ganske enkelt, at jeg vil bekæmpe den slags racistiske påstande. Det vil jeg i øvrigt gøre uanset om de fremsættes af en erklæret DF’er eller SF’er eller tivoligarden eller…

Ærlig talt, så synes jeg, at manipulationerne kommer lidt for langt ud, når man bevidst vælger at sløre konteksten for at give et andet indtryk end det, der står at læse i min profil.

Beskyttet: Endnu et indlæg er blevet slettet af TV2

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:

Kodeord:

Snakken går om højere straffe…

Hvis der var nogen, som ikke havde bemærket det endnu, så har vi fået en ny justitsminister – og som justitsminister er han om muligt mere uduelig end som kulturminister og her går han godt i spænd med Thulesen-Dahl og Skaarup. I det følgende henvises til citaterne nedenfor fra rapporten om danskernes syn på straf.

Indledningen er god nok for Brian, Kristian og Peter. På overfladen ser det ud som om, at danskerne ønsker strengere straffe, men at dette skyldes en himmelråbende uvidenhed ude i den brede befolkning synes at være gået direkte henover hovedet på politikerne. Et velklingende og let genkendeligt ultimatum, som vi kender det fra både medier, blogs og den offentlige politisk korrekte mening er, at »De kriminelle griner af vores ‘bløde’ hippie-retssystem, når de går ud gennem porten efter at have fedet sig op på borgernes regning med TV og computer i mindre end det halve af den tid de var blevet idømt som straf, og direkte tilbage til deres kriminelle løbebane med mord, voldtægt og overfald på sagesløse borgere.«

At dette er en fordom, som i høj grad både KAN og BØR punkteres kan vi konstatere i det følgende:

I 2005 begyndte et forsøg med pensionen Engelsborg i Kongens Lyngby, hvor familier kan leve sammen under hele afsoningen eller dele af den, og derved blive genforenet eller undgå at blive splittet ad. Kriminalforsorgen evaluerer løbende disse mere åbne modeller, og indtrykket er, at ordningerne er meget populære blandt de indsatte, fortæller Hannah Hagerup.

En foreløbig rapport viser, at opholdet på Engelsborg giver positive forandringer for hele familien, og at meget få tidligere indsatte er røget tilbage i kriminalitet.

Alligevel er der foreløbig ingen planer om at udvide modellerne til landets øvrige fængsler.

Et af de direkte problemer med at spærre folk inde i et anseligt antal år uden kontakt med omverdenen er, at det eksempelvis går ud over deres børn. I aftes på DR2 kunne man således se et kort program om en institution under kriminalforsorgen - Engelsborg, hvor et forsøg med at opretholde fangers kontakt med deres familie viser en hårdtslående empiri bag det faktum, at isolation af kriminelle fra omverdenen ikke er gavnligt for samfundet. Tværtimod viser den forskning, man har bedrevet på bl.a. Engelsborg, at langt færre af de indsatte, som får dette tilbud falder tilbage i kriminalitet i forhold til indsatte i traditionelle fængsler. En anden direkte effekt af indsatserne på Engelsborg ser vi ved, at børnene af de kriminelle ved kontakt med deres forældre i fængslet bliver mindre udsatte for selv at falde ind i en kriminel løbebane. Altså det stik modsatte af det skræmmebillede, som man prøver at male i medier og blandt politikere.

Om Engelsborg:

http://www.pensionengelsborg.dk/

Inden for aktivitetsforskning taler man om ‘occupational deprivation’ eller aktivitetsberøvelse i traditionelle fængsler. Men dette er man tilsyneladende godt igang med at gøre op med inden for den danske kriminalforsorg og tak og lov for det. Det er jo naturligvis også svært for politikerne at vedblive med at argumentere for strengere straffe, når vi har et velfungerende system, hvor frem for alt langsigtede løsningsmodeller igangsat så langt tilbage som i 70′erne nu viser, at indespærring og isolation hæmmer resocialisering og fratager de indsatte det personlige ansvar. Det skal stoppe, fordi det splitter familierne og medfører at børnene må trækkes med en mur af tung social arv, som berøver dem muligheden for at begå sig det omkringliggende samfund.

Derfor er det også med en vis hovedrysten, at vi igen og igen og igen ser Brian Mikkelsen og proselytterne fra DF, venstre og socialdemokratiet fremtone i diverse medier kraftigt agiterende for strengere straffe og mere konsekvens. Er der ikke pustet nok af varm luft i den ballon endnu?

Det vi behøver er flere steder som Engelsborg. Steder hvor mennesker bliver rehabiliteret og kan indgå i samfundet igen efter udstået straf – frem for alt for børnenes skyld og for de fremtidige generationer. Vi behøver ikke skræmmekampagner og amerikanske tilstande, hvor der oprettes ghettoer for dømte kriminelle, fordi der føres offentligt tilgængelige registre over, hvor straffede kriminelle bosætter sig efter udstået straf. At udstøde mennesker fra samfundet hjælper ikke til at nedbringe kriminaliteten – tværtimod.

Jeg vil opfordre Brian Mikkelsen til i stedet for at lade sine handlinger som minister styre af følelsesporno og selvretfærdig værdikamp så at lytte til den fagkundskab, som faktisk påviser igen og igen, hvad der er det rigtige at gøre. Derefter bør han gøre det til sin pligt at gå ud og OPLYSE befolkningen om dette.

Og de uvidende borgere behøver ikke at frygte, at de kriminelle forældre forsvinder fra institutioner som Engelsborg, for ifølge Inge Halmø, som er socialrådgiver i kriminalforsorgen, opbygger børnenes tilstedeværelse en usynlig mur, som er langt højere end noget, som man ville være i stand til at bygge af sten.

Her er et par citater fra en af de hidtil mest udførlige rapporter om danskernes syn på straf:

Tabellerne på s. 374-375 giver et MEGET klart billede… Læs selv. Teksten kan du læse her:

»Man kan sige, at det ville være helt i overensstemmelse med den danske befolknings holdninger til, hvordan der bør straffes – den danske befolknings konkrete retsfølelse – at gøre som man gjorde i (Vest)tyskland i 1969, hvor man som tidligere nævnt radikalt reducerede brugen af ubetingede frihedsstraffe under et halvt år og erstattede dem med straffe i frihed.Det er klart, at en så forholdsvis radikal ændring af det danske straffesystem forudsætter en række overvejelser baseret også på andre hensyn end befolkningens retsfølelse, uanset at denne ellers i vore dage synes at blive tillagt overordentlig stor betydning.«

»Af fokusgruppemøderne fremgik det, at den store tilbageholdenhed i befolkningen over for at anvende ubetinget frihedsstraf først og fremmest beroede på to forhold. Til trods for, at alle sagerne drejede sig om alvorlige kriminelle handlinger, så syntes man – alt taget i betragtning omkring selve handlingen, gerningspersonen og offeret – ikke, at der var tale om så alvorlig kriminalitet, at man skulle reagere over for gerningspersonen med en så alvorlig straf som at berøve denne friheden i en periode. Det uacceptable i det, gerningspersonen havde foretaget sig, skulle markeres, syntes man, og der skulle sendes et signal såvel til ham som til alle andre om det uacceptable i at begå vold osv., men at gøre det ved at spærre ham inde, mente de fleste ville være en overreaktion. De begrundelser, man gav, var ikke, at man havde en eller anden form for medlidenhed med gerningspersonen, eller at man syntes, det ville være synd for ham, men at det ville være ude af proportioner. Det ville være uretfærdigt. For det andet var det de flestes opfattelse, at et fængselsophold ville være mere skadeligt end gavnligt. Gang på gang blev det fremhævet, når fængsel blev diskuteret, at dette ville skade især familie- og arbejdsforhold og øge risikoen for, at gerningspersonen på ny ville begå kriminalitet. Også fængslet som en mulig “kriminalitetsskole” blev fremhævet af mange. Den mulige gevinst ved fængslet, der – specielt af hensyn til offeret – kunne være i, at omgivelserne var fri for at skulle møde ham på gaden el.lign., så længe han sad inde, blev kun sjældent nævnt, og i så fald typisk imødegået med, at de straffe, der kunne komme på tale, var så korte, at gerningspersonen alligevel hurtigt var ude igen. Såvel de generalpræventive som de individualpræventive virkninger af den radikalt mindskede brug af korte frihedsstraffe i (Vest)tyskland er blevet belyst. Det har vist sig, at tilbagefaldet til ny kriminalitet var større for dem, der afsonede en kort frihedsstraf, end for dem, der fik en bøde.191Endvidere har man ikke kunnet spore nogen effekt på kriminalitetsudviklingen som sådan,hvorfor det antages, at det heller ikke er sandsynligt, at reformen har haft en negativ generalpræventiv effekt.192

De gennemførte undersøgelser viser ikke alene noget om, i hvilken udstrækning befolkningen synes eller ikke-synes, der skal anvendes ubetinget frihedsstraf, men også hvor strengt eller mildt man i det hele taget ville dømme set i forhold til retspraksis. Der viste sig her at være en massiv og konsekvent tendens til at dømme mildere end praksis i sager om alvorlig kriminalitet, så skulle man følge befolkningens retsfølelse, skulle man over en bred kam nedgradere straffene for de forbrydelser, der nu straffes med en ubetinget frihedsstraf på op til et halvt år.

I tillæg til spørgsmålet om strafniveauet kommer spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem, hvordan de forskellige former for kriminalitet bør straffes, dvs. proportionalitetsspørgsmålet. I figur 8.10 er andelen af befolkningen, der personligt mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf (den informerede retsfølelse) sat i forhold til retspraksis for de syv sager. Grundlaget for angivelse af retspraksis er oplysningerne i tabel 8.5 og for befolkningens holdninger tabel 8.31.«

S. 369 »Den store uvidenhed og de fejlagtige billeder af, hvordan der ved domstolene i Danmark straffes for alvorlig kriminalitet, burde der gøres noget ved. At straffe er i sig selv en alvorlig sag og at gøre det i form af at berøve mennesker deres frihed er det i særdeleshed. Omfanget af og karakteren af så alvorlige indgreb bør befolkningen kende til. I et demokratisk og humanistisk orienteret samfund må en viden herom være en vigtig værdi i sig selv, uanset om denne viden så indvirker på ens holdning til, hvordan der skal straffes. Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og andre, der har tilgang til den viden og de informationer, det drejer sig om, synes her at stå over for en opgave, som nærmest ikke forsøges løftet overhovedet på indeværende tidspunkt. Orienteringer om strafudmåling, domspraksis mv., således som de forefindes nu, er næsten udelukkende rettet mod det juridiske system internt og til en vis grad det politiske system, men ikke mod befolkningen. Det er naturligvis svært at forestille sig, hvordan det skulle være muligt systematisk at øge befolkningens viden om konkret retspraksis, når det ikke drejer sig om de deciderede “takstområder” som f.eks. hastighedsoverskridelser på vejene o.lign. På mange områder kan det jo være svært nok selv for en kyndig jurist at vurdere, hvad retspraksis er. Det er forståeligt, at man kan være bange for at “popularisere” et så komplekst område, som strafudmåling kan være.182 Det er imidlertid svært at se, at dette skulle kunne undskylde, at man på mange områder stort intet foretager sig med henblik på systematisk at oplyse befolkningen om retspraksis, men “overlader” det til de spektakulære mediereportager, der er stærkt medvirkende til at forvride befolkningens indtryk og opfattelse af, hvordan “almindelige” og “dagligdags” sager pådømmes.«

»Hvis man på baggrund af undersøgelsens resultater skulle tage konsekvensen af befolkningens syn på, hvordan der bør straffes for alvorlig kriminalitet, kunne man sige, at man som hovedregel helt burde ophøre med at idømme korte ubetingede frihedsstraffe (op til 3 måneder) og i væsentligt omfang tillige ubetingede frihedsstraffe mellem 3 måneder og et halvt år, dvs. hovedparten af de ubetingede frihedsstraffe, der i det hele taget i dag idømmes ved danske domstole, og — igen som hovedregel — erstatte disse med alternativer i frihed. I tabel 8.32 gives en oversigt over, hvad de gennemførte undersøgelser faktisk har vist med hensyn til, om et flertal eller et mindretal af de danske vælgere mener, der bør anvendes ubetinget frihedsstraf, og i tabel 8.33 er dette suppleret med hypoteser om eller ”prognoser” for, hvordan befolkningsflertallets holdninger vil være i de ikke undersøgte situationer.

Disse prognoser er dels baseret på analogi og sammenligning med lignende sager, hvor befolkningens reaktioner kendes, og dels på erfaringerne fra, hvad det betyder at skulle forholde sig til en ”rigtig” retssag og gennemføre en ”rigtig” votering (den konkrete retsfølelse)

sammenlignet med blot at skulle forholde sig til en opsummeret sag (den informerede retsfølelse). På grund af konsistensen i den gennemførte undersøgelses resultater og resultaternes konsistens med andre undersøgelser gennemført i ind- og udland kan ”prognoserne” betragtes som meget sikre.«

Konklusionen på rapporten siger utvetydigt følgende:

s385

Reparative sanktioner dækker et bredere felt end restorative sanktioner. Reparative sanktioner er sanktioner, der tilsigter at reparere på de skader, der er sket eller som konstateres i forbindelse med kriminalitet. De indbefatter således de restorative sanktioner, der kan siges at tilsigte at reparere skaderne på offeret og samfundet, men omfatter også ”reparation” af eventuelle ”skader”, som er sket på eller er konstateret hos gerningspersonen, dvs. primært behandling. Det viste sig, at to ud af tre — altså de fleste — personligt mente, at en reparativ sanktion burde være en del af eller hele sanktionen, jf. figur 8.19 (ved førstegangskriminalitet). Samtidig var det kun godt hver tredje, der mente, at domstolene ville anvende en sådan sanktion, og kun 43 pct. der mente, at folk i almindelighed ville gøre det. Igen opfattede man sig således også her som afvigende og i mindretal i forhold til domstole og folk flest. Såvel spørgeskemaundersøgelserne som fokusgruppeinterviewene viste, at så snart folk er vidne til potentielle eller faktiske problemer hos eller ved gerningspersonen som eksempelvis misbrugsproblemer eller problemer med at styre temperamentet, så er man meget orienteret mod at i hvert fald en del af sanktionen skal omfatte en eller anden form for behandling. Fokusgruppeinterviewene viste dog også, at der var grænser for, hvornår man syntes behandling burde være en central del af sanktionen. Ved kriminalitet, som man anså for meget alvorlig, mente man typisk ikke, at behandling kunne/skulle være den eneste sanktion, ligesom man ved kriminalitet, som man ikke så så alvorligt på, mente, at behandling her kunne være en overreaktion og virke som en for hård og uretfærdig straf.«

»Generelt kan det konkluderes, at befolkningens holdninger i sine tendenser ikke blot trækker i en mildere retning i forhold til retspraksis, men også i anden retning med hensyn til, hvad der skal være straffens formål/funktion og dens indhold. Skal man følge danskernes retsfølelse anno 2006 i sager om alvorlig kriminalitet, skal man ikke kun erstatte de korte og kortere ubetingede frihedsstraffe med betingede frihedsstraffe og bøder, men i betydelig udstrækning alle de i straffelovens forstand almindelige straffe med restorative og reparative sanktioner.« (se figur s. 386).When people are made aware about the range of community sentences and the services and programmes that support them, they overcome any initial scepticism and are supportive of the principles that they stand for. In particular people recognise:

• The futility of recycling people trough the prison system
• The need for people to break the cycle of crime
• The importance of victims having a central role and an opportunity to participate if they wish
• The need for offenders to face up to the impact of the crimes
• The importance of making amends and paying back to society

Det kan i hvert konkluderes, at store dele af den danske befolkning ikke blot lægger op til, at den alvorlige kriminalitet bør straffes på andre måder, end tilfældet er nu — men også af andre grunde end dem, der er de fremherskende. I disse måder og disse grunde ligger endvidere indbygget, at der kan udformes strukturer, hvor en større del af befolkningen inddrages i det strafferetlige systems virksomhed med den mulighed dette kan give for at mindske risikoen for, at der (påny) opstår diskrepans mellem befolkningens retsfølelse på den ene side og retspraksis på den anden.

Hvilken interessant samfundsmæssig debat og udvikling, der kunne komme ud af dette, hvis man som igangsættende grundlag herfor drog omsorg for, at befolkningen fik kendskab til, hvordan der faktisk straffes, og hvordan straffene faktisk fuldbyrdes i Danmark, og derved bl.a. fik udryddet eller i hvert fald reduceret myterne om de blødsødne domstole og den hævntørstige dansker.«

http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2009/10/07085400.htm

http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-26114299.html

Kulturrelativisme – et halvgammelt skældsord…

Jeg bliver ofte beskyldt for at være kommunist, muslim, kulturrelativist og politisk korrekt…

Hvis der er noget, som er politisk korrekt på bloggen og internetfora generelt, så er det da netop at svine muslimer og socialister så meget som overhovedet muligt og helst kalde begge grupper for nazister og kommunister på samme tid.

Nu er jeg hverken kommunist, nazist, politisk korrekt eller muslim og altså heller ikke kulturrelativist… Men lad os da lige kigge på, hvad kulturrelativisme egentlig er for en størrelse…

Mange bruger hjemmestrikkede definitioner på begrebet, såsom:

»kulturrelativister: Det er personer som dagligt kommer med kritik af den siddende regering (når den er borgerlig), det er personer som selv synes de har den rigtige mening og at vi selvfølgelig har plads til multikultur, forskellighed, tolerance o.a. uden at kigge kritisk på den aktuelle udviklingen af de større og større forskelle og kløfter der bygges og graves i vesten mellem minoriteter og det fastboende folk.«

eller:

»Kulturrelatisme eller opfattelse dækker over stort set alle lige fra neo-konservative til anarkister, men idag i den daglige debat bruges den tit og ofte om intelektuelle, kunstnere og andre kultur personer som ukritiskt og uasagligt bringer læserbreve, blogs, debatter og interviews om den siddende regering, men allermest på den mangelende tolerance deres hang til globalisering og retorikken i selve debatten uden sagligt at tage stilling til de aktuelle begivenheder.«

Jeg betragter disse definitioner på ordet kulturrelativisme som en fallacy. Der er mange, som er kritiske over for den siddende regering, positive overfor globalisering og som ikke er kulturrelativister af den grund.

Imidlertid findes der andre definitioner end folks hjemmestrikkede af slagsen… Denne er fra Den Store Danske:

kulturrelativisme, »kulturopfattelse, der betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående iagttager har. Som en af de første satte den amerikanske antropolog M.J. Herskovits (1895-1963) i 1950′erne indholdet og følgerne af en kulturrelativistisk opfattelse til diskussion. Til følgerne hører bl.a., at alle kulturmønstre anses for ligeværdige, og at der ikke kan opstilles fælles værdier for alle kulturer. Dette sidste punkt blev brugt til en kritik af menneskerettighedsdoktrinen for netop at indeholde et sæt værdier, der tillagdes universel gyldighed, men som af mange blev anset som vestligt inspirerede.

Den kulturrelativistiske synsmåde fandt især grobund inden for antropologien og blev det metodiske udgangspunkt for studiet af fremmede kulturer. Kulturrelativismen vandt dog også mere almen udbredelse, ikke mindst fordi den var et opgør med fremherskende etnocentriske holdninger, hvor ens egen kultur opfattedes som bedre og rigtigere end andres.

Kritikken af kulturrelativismen har især drejet sig om dens implicitte accept af alle slags sociale og kulturelle fænomener, uanset om disse fænomener er til skade for nogle medlemmer af den kultur, hvori de forekommer. Desuden kan en kulturrelativistisk synsmåde bruges til at afvise udefra kommende initiativer med henvisning til, at de bygger på manglende indsigt og derfor blot er udtryk for kulturimperialistisk indblanding. En anden væsentlig kritik angår kulturrelativismens forudsætning, at medlemmerne af en kultur stort set alle deler dens værdigrundlag. Ikke mindst denne synsmåde samt kulturrelativismens vanskelighed ved at forholde sig til den kendsgerning, at kulturer ikke er statiske, men ændrer sig over tid, udgør svagheden i det grundlag, kulturrelativismen bygger på.«-Citat slut.

Hvis jeg skal starte med mig selv, så anser jeg f.eks. ikke kulturmønstre som ligeværdige (jf. Den Store Danske). Desuden mener jeg sagtens, at der kan opstilles fælles værdier for forskellige kulturer. Dette bringer mig meget langt væk fra at være kulturrelativist.

Til gengæld ser jeg ofte de, som beskylder andre for at være kulturrelativister blive meget korte for hovedet, når de hyklerisk beskriver, at man skam ikke må tro, at man er mere end nogen andre… Disse mennesker stiller sig op som dommere over, at man endelig skal være lige ifølge janteloven og at ingen må skille sig ud. Er disse selvbestaltede dommere i virkeligheden kulturrelativister med speciale i janteloven?

I bloguniverset betragter jeg det som et kvalitetsstempel at:

• -Man kan argumentere for sit synspunkt
• -Man kan dokumentere sine påstande
• -Man forsøger at forholde sig nogenlunde objektivt til sandhed og løgn
• -Man kan omgås hinanden
• -Man kan leve med, at andre har en anden opfattelse

Dansk Folkeparti – eller det, der er værre…

Henrik stiller her det udmærkede debatoplæg, som omhandler, at han og mange andre DF’ere er trætte af at blive stigmatiseret som racister.

En anden skriver: »Folk har så travlt med at nedvurdere DF vælgere istedet for at spørge sig selv, hvorfor der er så mange som sætter krydset der? Selvindsigt er en svær ting.«

Og en tredje skriver: »Tænk, hvor mange der ikke vil sige, hvem de stemmer på pga. ordet “racist”«

Jeg regner ikke alle DF’ere for at være racister. Men man sætter sig selv i bås med racister ved at sætte sit kryds ud for DF, fordi man så støtter den førte politik. Som sagt betyder det ikke, at den individuelle DF-vælger er racist – ligesom ikke al kritik rettet mod DF nødvendigvis spejler alle individuelle DF’eres holdninger, men den af partiet førte politik. I så fald burde du vel som DF-vælger ikke bekymre dig om det, men snarere bekymre dig om, hvorfor DF bliver kritiseret for at være racister. Både Messerschmidt og Kjærsgaard har domstolenes ord for, at de er racister.

Hvis man ikke selv er racist, så er man ikke racist. Hvis man kommer fra mellemøsten, men ikke er talebaner, så er man ikke talebaner. Hvis man er muslim, men ikke støtter, at kvinder skal gå med burka, så er man muslim, men imod burka. Stigmatisering er en kedelig ting; men man kommer ikke stigmatiseringen til livs, hvis man går og gemmer sig, fordi man ikke tør stå ved, hvem man er. Sværere er det altså heller ikke. Hvis det skal kunne lade sig gøre at ændre på DF eller for så vidt yderligtgående muslimer, så skal kampen først og fremmest kæmpes indefra. Stigmatisering udefra, som den DF leverer mod muslimer – hjælper IKKE til at løse problemet internt. Det hjælper heller ikke til at få smidt racisterne ud af DF, hvis man udefra stigmatiserer alle, som stemmer DF, som racister.

I de sidste 8 år er grøfterne blevet gravet dybere og mudderkastningen er desværre blevet mere omfattende. Dette skyldes efter min mening bl.a., at Pia Kjærsgaard har haft stor succes med at selviscenesætte sig i offer-rollen – som offer for den selvsamme stigmatisering, som hun selv er bannerfører for – og dét endda på vegne af hele Danmark. Ulv i fåreklæder…

Hvis folk, som stemmer DF, er kede af at blive sat i bås med racister, så ville det vel være på sin plads at tage et opgør internt og bl.a. smide et par af lederfigurerne på porten – eller helt enkelt overveje at skabe et nyt parti, hvor racisme ikke står højest på den interne dagsorden.

Ved I hvad? Ligeså træt Henrik er af at blive stigmatiseret som racist – ligeså træt er jeg af, at Pia Kjærsgaard tager mig til indtægt for sine racistiske holdninger, når hun udtrykker sig med: “Danskerne mener…” Gu’ gør de ej! Der er måske 15% af danskerne, som mener… Men stigmatiseringen overlever, for Pia Kjærsgaard har jo sagt, at “Danskerne mener”, og det har hun patent på?

Tak for oplægget Henrik! Det er en spændende debat – for der er næsten ingen, som kan sige sig helt fri for at stigmatisere andre mennesker, når man snakker politik i den samfundsstruktur, som vi har. Men man kan gøre meget for at forsøge at undgå en generaliserende stigmatisering og i stedet prøve at betragte mennesket, som et individ med egne forudsætninger, tanker og mål.

Min opfordring til DF’ere, som er trætte af stigmatiseringen er, at I skulle tage og gå i rette med jeres folkevalgte politikere. Fortæl dem hvorfor – og hvad det er, I er uenige i mht. den førte politik. Lad nu være med bare at sidde på hænderne og tænke – ah, jeg tør ikke stå frem…

Glem alt om værdikampen…

Vort samfund er tilsluttet (link her) ICF under WHO. Alligevel tillader vi os at have eksempelvis aktivitetsberøvelse i stor stil. Hvordan kan man synes, at det er retfærdigt over for mennesker at frarøve dem muligheden til aktivt at deltage i samfundet, når nu vi har tilsluttet os en række vedtægter, som foreskriver, at vi skal gøre alt for at sikre disse muligheder.

Det koster naturligvis skattekroner, men den form for kassetænkning er desværre symptomatisk for store dele af den danske befolkning og politikere – for i stedet for at kigge på, hvad det samlet set koster et samfund at have syge mennesker gående rundt, så kigger man kun på, om der er røde tal på bundlinjen i hver enkelt kasse for sig – for UHA DA nej – tænk hvis det gennem en samlet opgørelse viser sig, hvor mange penge samfundet som helhed (og altså også den 1/5 som bærer den økonomiske byrde) ville kunne spare ved at bruge skattekroner på at arbejde forebyggende og skabe en bedre almen sundhedstilstand på alle områder. Så kunne det jo på lang sigt være, at den økonomisk bærende del af befolkningen kommer til at bestå af MERE END 1/5 af befolkningen. UHAUHADA – men den misundelse, som den borgerlige del af befolkningen (inkl. mange S-vælgere) disker op med, er simpelthen afskyelig i forhold til bæredygtig langsigtet udvikling. Man vil hellere have mere til sig selv på kort sigt end man vil have involveret en større del af befolkningen i at skabe langsigtede forudsætninger for, atalle kan få mere til sig selv.

In the words of the 20th-century British publisher, socialist, and humanitarian Sir Victor Gollancz (1893—1967): ”The plain fact is that we are starving people, not deliberately in the sense that we want them to die, but willfully in the sense that we prefer their death to our own inconvenience” (1946, p. 192).

Det er vigtigt at sætte tingene i perspektiv. Formynderiet over for – og umyndiggørelsen af de svagest stillede har aldrig været større end i de forløbne 8 år. Og hvad skal det tjene? Tilsyneladende ikke til andet end, at lovgiverne kan stikke de penge, som tjenes ved formynderiet og umyndiggørelsen, direkte i egen og egne rækkers lommer. Og så tillader de sig ovenikøbet ivrigt at deltage i – og konstant hælde benzin på det bål af misundelse, som udgør værdikampen, og som det er lykkedes dem at instigere i deres undersåtter over for alle de svagest stillede, som skulle udleve den skam at ‘få noget’ af samfundet uden at levere 10 gange så meget i modydelse. Det er en afskyelig småborgerlig og patetisk holdning til sine medmennesker.

Og de virkelige syndere er hr. – og fru Danmark, som lader sig trække rundt ved næsen af den misundelsesværdikamp, som i teorien er rettet imod pamperi og magtfuldkommenhed, men som alene går ud over de svageste og hjælper til at sikre de siddende magthavere endnu mere pamperi og magtfuldkommenhed end man i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig, at nogen anden regering skulle have sluppet afsted med. Og grådigheden fra magthaverne vil ingen ende tage – tag blog magtcentraliseringen i de sidste 8 år som et udmærket eksempel. Magten ligger idag næsten fuldstændigt hos regeringen – kommunerne har intet at skulle have sagt. Alligevel er det kommunerne, regionerne, skolerne, embedsmændene, sygeplejerskerne, pædagogerne og alle andre offentligt ansatte, som det lykkes regeringen at få de småborgerlige perfide vælgere til at skyde skylden på. For misundelsen skal jo rettes imod alle, som råder over skatteindtægter (såvel forvaltning som individ) - bortset fra regeringen.

Denne misundelsespolitik er ikke sund for hverken individ eller gruppe. World’s Population Equal to 100 People

Ordforklaring: formynderi sb. itk. tilsidesættelse af nogens ret til at træffe selvstændige beslutninger ud fra en bedrevidende mening om hvad der er i vedkommendes interesse.

ICF, international klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand: http://www.marselisborgcentret.dk/forskning-udvikling/icf/

Historisk revisionisme fra SIAD…

Når man tænker på Anders Gravers (formand for SIAD) venskaber med nationalistiske serbiske fascister, så bliver man unægteligt fristet til den tanke, at manden må have røget så meget hamp, så en anseelig del af hans hjerneceller er brændt af. Historieforfalskningen og revisionismen har fuldstændig formørket mandens sind. SIAD medlemmerne selv har nævnt Eks-jugoslavien i debatten på Nordjyske som et eksempel på “muslimsk magtovertagelse” – og noget som vi skal frygte. Der er bare det problem, at krigene på Balkan ikke blev startet af muslimer, som ønskede et kalifat på Balkan. Tværtimod blev krigene startet af nationalistiske serbere. Om fejlinformationerne fra SIAD skyldes uvidenhed eller i sig selv er en løgnehistorie af dimensioner, skal jeg lade op til den enkelte at dømme. I et indlæg fortælles historien om Milosevich og serbernes andel i “festlighederne på Balkan”. Man kunne jo også spørge Anders Gravers, hvorfor der findes så mange nationalistiske og racistiske serbere på hans vennelister rundt omkring?

http://snetiger.wordpress.com/2008/01/05/usmageligt-af-dansk-folkeparti/

Citat John Andersen: “Nu kan SIADs medlemmer så ikke mere nøjes med at lege med tanken om at nakkeskyde sine politiske modstandere, som et tidligere medlem en Hr. Henrik Gøtke udtrykte sig på for os andre lidt ”bramfrie” og overraskende facon. Næh, nu skal der noget mere ”effektivt” til, og som Birgit Berglov berettede om i en tidlige kommentar, så er Anders Gravers jo med rigelig dokumentation i ryggen afsløret som fuldgyldigt medlem af en gruppe på Facebook, som ønskede udrensning af 150 millioner muslimer. Intet mindre! Hvorfor være smålig.”

Marianne M. Rosengren Pacarada:

Lidt fakta til Gravers vedr. det tidligere Jugoslavien:

Tito førte sit diktatur via en skræmmeretorik, som gik ud på, hvad den ene enklave kunne finde på at gøre ved den anden enklave, hvis han ikke var der til at passe på dem. Han fjernede kritkere, så illusionen fik lov til at køre, for frygten og manipulationen var hans eneste middel til magt.

Anders Gravers:

Det var jo lige det jeg skrev til Ørum.

Med hensyn til om jeg kan genkende det, ja det kan jeg. Sovjetunionen var en sådan konstruktion, der skulle fjerne nationalfølelsen hos de forskellige folkeslag – men som kun virker så lang tid, der er en jernhånd der styrer .

Megen elendighed var undgået, hvis man ikke havde forsøgt at lave disse konstruktioner som i Jugoslavien og Sovjetunionen hvor man samlerfolkeslag under ét. Det burde vi have lært af. Lad os komme ud af EU.

Citat P.H. Bering: »Men der er også en del (muslimer, red.), vi absolut ikke kan have her, hvis udviklingen ikke skal løbe løbsk på lidt længere sigt. For et nyt Balkan, med racekrige – ikke mindst de fremmede indbyrdes – vil betyde endnu større personlige tragedier end repatriering vil gøre det.«

Kære Anders og P.H. Bering… Er I løgnere eller blot umådeligt uvidende? (svar udbedes)

For Serbernes vedkommende går det skam meget længere tilbage end Sovjettisk indflydelse. Læs du blot med her:

Serbia’s Nazi Past and the Holocaust of Jews
WEDNESDAY, 06 MAY 2009 16:54

Chetnik commander Draza Mihailovich collaborated with Nazis in World War II and assisted in the destruction of Jews in the Holocaust.

Source: Mindstream: A Monthly Jewish Review November 1992. Volume XXXVIII No.8. “Holocaust History Misappropriated”

By Dr. Philip J. Cohen

In conjunction with the war in former Yugoslavia, Serbia has undertaken a campaign to persuade the Jewish community of Serbian friendship for Jews. This same campaign portrays Croats as a common threat to both Jews and Serbs, in an attempt to gain Jewish sympathy and support at a time when most nations have isolated Serbia as a Balkan pariah.

However, even as Serbia courts Jewish public opinion, their propagandists conceal a history of well-ingrained antisemitism, which continues unabated in 1992. To make their case, Serbs portray themselves as victims in the Second World War, but conceal the systematic genocide that Serbs had committed against several peoples including the Jews. Thus Serbs have usurped as propaganda the Holocaust that occurred in neighbouring Croatia and Bosnia, but do not give an honest accounting of the Holocaust as it occurred in Serbia.

During four centuries of Ottoman rule in the Balkans, the Jewish communities of Serbia enjoyed religious tolerance, internal autonomy, and equality before the law, that ended with the breakup of the Ottoman Empire and the emergence of the Serbian state. Soon after a Serbian insurrection against Turkish rule in 1804, Jews were expelled from the interior of Serbia and prohibited from residing outside of Belgrade. In 1856 and 1861, Jews were further prohibited from travel for the purpose of trade. In official correspondence from the late 19th century, British diplomats detailed the cruel treatment of the Jews of Serbia, which they attributed to religious fanaticism, commercial rivalries, and the belief that Jews were the secret agents of the Turks. Article 23 of the Serbian constitution granted equality to every citizen but Article 132 forbade Jews the right of domicile. The Treaty of Berlin 1878, which formally established the Serbian state, accorded political and civil equality to the Jews of Serbia, but the Serbian Parliament resisted abolishing restrictive decrees for another 11 years. Although the legal status of the Jewish community subsequently improved, the view of Jews as an alien presence persisted.

Although Serbian historians contend that the persecution of the Jews of Serbia was entirely the responsibility of Germans and began only with the German occupation, this is self- serving fiction. Fully six months before the Nazi invasion of Yugoslavia, Serbia had issued legislation restricting Jewish participation in the economy and university enrolment. One year later on 22 October 1941, the rabidly antisemitic “Grand Anti-Masonic Exhibit” opened in occupied Belgrade, funded by the city of Belgrade. The central theme was an alleged Jewish- Communist-Masonic plot for world domination. Newspapers such as Obnova (Renewal) and Nasa Borba (Our Struggle) praised this exhibit, proclaiming that Jews were the ancient enemies of the Serbian people and that Serbs should not wait for the Germans to begin the extermination of the Jews. A few months later, Serbian authorities issued postage stamps commemorating the opening of this popular exhibit. These stamps, which juxtaposed Jewish and Serbian symbols (but did not contain Nazi symbols), portrayed Judaism as the source of world evil and advocated the humiliation and violent subjugation of Jews.

Serbia as well as neighboring Croatia was under Axis occupation during the Second World War. Although the efficient destruction of Serbian Jewry in the first two years of German occupation has been well documented by respected sources, the extent to which Serbia actively collaborated in that destruction has been less recognized. The Serbian government under General Milan Nedic worked closely with local Naziofficials in making Belgrade the first “Judenfrei” city of Europe. As late as 19 September 1943, Nedic made an official visit to Adolf Hitler, Serbs in Berlin advanced the idea that the Serbs were the “Ubermenchen” (master race) of the Slavs.

Although the Serbian version of history portrays wartime Serbia as a helpless, occupied territory, Serbian newspapers of the period offer a portrait of intensive collaboration. In November 1941, Mihajlo Olcan, a
minister in Nedic’s government boasted that “Serbia has been allowed what no other occupied country has been allowed and that is to establish law and order with its own armed forces”. Indeed, with Nazi blessings, Nedic established the Serbian State Guard, numbering about 20,000, compared to the 3,400 German police in Serbia. Recruiting advertisements for the Serb police force specified that “applicants must have no Jewish or Gypsy blood”. Nedic’s second in command was Dimitrije Ljotic, founder of the Serbian Fascist Party and the principal Fascist ideologist of Serbia. Ljotic organized the Serbian Volunteers Corps, whose primary function was rounding up Jews, Gypsies, and partisans for execution. Serbian citizens and police received cash bounties for the capture and delivery of Jews.

The Serbian Orthodox Church openly collaborated with the Nazis, and many priests publicly defended the persecution of the Jews. On 13 August 1941, approximately 500 distinguished Serbs signed “An Appeal to the Serbian Nation”, which called for loyalty to the occupying Nazis. The first three signers were bishops of the Serbian Orthodox Church. On 30 January 1942, Metropolitan Josif, the acting head of the Holy Synod of the Serbian Orthodox Church, officially prohibited conversions of Jews to Serbian Orthodoxy, thereby blocking a means of saving Jewish lives. At a public rally, after the government minister Olcan “thanked God that the enormously powerful fist of Germany had not come down upon the head of the Serbian nation” but instead “upon the heads of the Jews in our midst”, the speaker of these words was then blessed by a high-ranking Serbian Orthodox priest.

A most striking example of Serbian antisemitism combined with historical revisionism is the case of Bishop Nikolaj Velimirovic (1880-1956), revered as one of the most influential church leaders and ideologists after Saint Sava, founder of the Serbian Orthodox Church. To Serbs, Bishop Velimirovic
was a martyr who survived torture in the Dachau prison camp. In truth he was brought to Dachau (as were other prominent European clergy), because the Nazis believed he could be useful for propaganda. There he spent approximately two months as an “Ehrenhaftling” (honour prisoner) in a special section, dining on the same food as the German officers, living in private quarters, and making excursions into town under German escort. From Dachau, this venerated priest endorsed the Holocaust:

“Europe is presently the main battlefield of the Jew and his father, the devil, against the heavenly Father and his only begotten Son… (Jews) first need to become legally equal with Christians in order to repress Christianity next, turn Christians into atheist, and step on their necks. All the modern European slogans have been made up by Jews, the crucifiers of Christ: democracy, strikes, socialism atheism, tolerance of all religions, pacifism, universal revolution, capitalism and communism… All this has been done with the intention to eliminate Christ… You should think about this, my Serbian brethren, and correspondingly correct your thoughts, desires and acts.” (Bishop Nikolaj Velimirovic: Addresses to the Serbian People–Through the Prison Window. Himmelsthur, Germany: Serbian Orthodox Eparchy for Western Europe, 1985, pp. 161-162).

Despite Serbian claims to the contrary, Germans were not alone in killing the Jews of Serbia. The long concealed Historical Archives in Belgrade reveal that Banjica, a concentration camp located in Belgrade, was primarily staffed by Serbs. Funding for the conversion of the former barracks of the Serbian 18th infantry division to a concentration, came from the municipal budget of Belgrade. The camp was divided into German and Serbian sections. From Banjica there survive death lists written entirely in Serbian in the
Cyrillic alphabet. At least 23,697 victims passed through the Serbian section of this camp. Many were Jews, including at least 798 children, of whom at least 120 were shot by Serbian guards. The use of mobile gassing vans by Nazis in Serbia for the extermination of Jewish women and children has been well documented. It is less appreciated, however, that a Serbian business firm had contracted with the Gestapo to purchase these same victims cloths, which sometimes contained hidden money or jewelry in the linings. In August 1942, following the virtual liquidation of Serbia’s Jews, Nedic’s government attempted to claim all Jewish property for the Serbian state. In the same month, Dr. Harald Turner; the chief of the Nazi civil administration of Serbia, boasted that Serbia was the only country in which the “Jewish question” was solved. Turner himself attributed this “success” to Serbian help. Thus, 94 percent of Serbia’s 16,000 Jews were exterminated, with the considerable cooperation of the Serbian government, the Serbian Orthodox Church, the Serbian State Guard, the Serbian police and the Serbian
public.

Today, many Serbs proudly cite the Chetniks as a resistance force and even claim that the Chetniks were somehow allied with the United States during the Second World War, but this is simply historical revisionism. According to the Encyclopedia of the Holocaust, Chetnik resistance against the Nazis came to a complete stop as early as the end of 1941. Thereafter, the Chetnik resistance actively collaborated with the both Nazis and Fascists, and for this reason Jewish fighters found it necessary to abandon the Chetniks, in favour of Tito’s Partisans. In reality, the Chetniks, dedicated primarily to the restoration of the Serbian throne and territorial expansion of the Serbian state, were the moral counterpart of Croatia’s Ustatsha. Both were quintessentially genocidal; the Chetniks committed systematic genocide against Muslims, who, for nearly all of 500 years had lived peacefully with the Sephardic Jewish community. Under explicit orders from their leader Draze Mihajlovic, the Chetniks attempted to depopulate Serbia, Bosnia-Herzegovina, and Croatia of all non- Serbs and in the process, massacred most of the 86,000 to 103,000 Muslims who perished during the war.

For years, the Serbian dominated Belgrade government has supported and trained PLO terrorists. Immediately after the murder of Leon Klinghoffer aboard the Achille Lauro in 1985, the terrorist mastermind Abu Abbas was welcomed in Belgrade. Since the late 1980’s, Abu-Nidal has maintained a large terrorist infrastructure in Yugoslavia, in coordination with Libyan, Iraqi, and Yugoslav intelligence services. During the 1991 Persian Gulf War, as Iraqi missiles landed in Israel, Belgrade supported its ally Iraq. Support of anti-Israel terrorism may be a consequence of support for nonaligned Arab states, rather than an expression of anti-Jewish sentiment.

Although the Jewish community of Serbia is not currently experiencing persecution, overt expressions of Serbian antisemitism do surface in such mainstream institutions as the Serbian Orthodox Church and the official news media. The 15 January 1992 issue of the official publication of the Serbian Orthodox Church, Pravoslavlje (Orthodoxy), carried an article entitled, “Jews Crucify Christ Again.” In this polemic, “treacherous” and “surreptitious” Israeli politicians were said to be constrained from expressing their “pathological” hatred of Christians openly because “they know that Christian countries gave them the state.” Allegedly, nuns are so frequently beaten in Israel, that one nun was actually “happy, because they only spit in her face.” Only weeks later, when Russia extended diplomatic recognition to the former Yugoslav republics of Croatia and Slovenia, the official Yugoslav (Serbian perspective) news agency Tanjug blamed “a Jewish conspiracy” against Serbia, hauntingly reminiscent of the theme of the 1941 anti-Masonic exhibit.

The essential strategy of Serbian propaganda is to portray the spiritual kinship between Jews and Serbs as victims of the Holocaust and endangered by Croats. This concept is disseminated through the Serbian-Jewish Friendship Society, founded in Belgrade in 1988 and supported by the Serbian government. In January and February 1992, Dr. Klara Mandic, the secretary-general and principal voice of this organization, syndicated a chilling article in the North American Jewish press. This article alleged that Ankica Konjuh, an elderly Jewish woman, was tortured and murdered by “Croat extremists” in September 1991. However, even as she released this story to the press, Dr. Mandic knew that Ankica Konjuh was neither a Jew nor could have been killed by Croats. Bona-fide witnesses have testified that Ankica Konjuh, a 67 year-old Croat, was one of 240 civilians massacred by Serbian forces after the last Croat defenders were driven from the region. Moreover on 23 December 1991, the Federation of Jewish Communities of Yugoslavia met in Belgrade and demanded in writing that Dr. Mandic cease and desist misrepresenting Ankica Konjuh as the first Jewish victim of the war. Nevertheless, in late February 1992, when Dr. Mandic lectured at the Hillel House of George Washington University in Washington, D.C., she provided the rabbi with a copy of that misleading article, delivered without further comment. It is noteworthy that this speaking engagement was part of a tour arranged by Wise Communications, a Washington-based public relations firm representing the Serbian oil company Jugopetrol, a thinly veiled proxy for the Communist Belgrade government. Beginning with the proposition that antisemitism has never existed in Serbia, Dr. Mandic portrayed Croatia as preparing to repeat the Holocaust. She claimed to be a “Jewish leader,” although Jews are distinctly absent from her constituency. Less than half a dozen Jews are actual members of her society of several thousand. She introduced herself as an “eyewitness” speaking on behalf of Croatian Jews, although since the war began, she has had no contact with any of the nine Jewish communities of Croatia. When Dr. Mandic was asked to comment on Serbian (Yugoslav Army) shelling of the synagogue of Dubrovnik, the second oldest surviving synagogue in Europe, she denied that the synagogue had ever been damaged at all. Meanwhile, the attack has been well documented by the Jewish community of Dubrovnik and the World Monument Fund.

Jewish sensitivity to the Holocaust is similarly exploited by the Jewish-Serbian Friendship Society of America (Granada Hills, California), an offshoot of Dr. Mandic’s organization. Its newsletter equates the Jewish and Serbian positions during World War II, both as victims of Croats, but fails to mention Serbian complicity in the Holocaust, Serbian collaboration with the Nazis, and Serbian genocide against Croats, Gypsies, and Muslims. It warns of an imminent Holocaust being initiated in Croatia. A contrasting portrayal of Croatia, however, emerges from a spectrum of Croatian Jews, American Jews who have visited Croatia, and international Jewish agencies monitoring events on site. All concur that there is no state-sponsored antisemitism in Croatia; the rights of the Jewish minority are respected; and antisemitic incidents are virtually unknown. Thus, only a few dozen of the 2,000 Jews of Croatia have chosen to emigrate to Israel since the war began.

Serbia of today and Germany in World War II offer striking parallels. In 1991, Vojislav Seselj, a member of the Serbian Parliament and leader of the Serbian irregulars who call themselves Chetniks, declared, “We want no one else on our territory and we will fight for our true borders. The Croats must either move or die.” Croats in Serbian conquered regions are forced to wear red-and-white armbands, analogous to the yellow armbands worn by Jews in Serbia during the Holocaust. The stated purpose of the expulsion of
Muslims and Croats from captured regions is “ethnic cleansing.” The indigenous non-Serbian populations of the invaded territories are being driven from their homes, exterminated, or imprisoned in concentration camps, to create regions of Serbian ethnic purity. Jewish community centres, synagogues, and cemeteries have been damaged and destroyed by characteristically indiscriminate Serbian artillery attacks. To all of this, the Jewish-Serbian Friendship Society has remained conspicuously silent.

Belgrade has promoted the myth of Serbian kinship with the Jews as fellow victims of Nazi oppression, while concealing the true extent of Serbian collaboration with the Nazis. It is ironic that Serbia is now seeking Jewish support for a war in which both the idealogy and methodology so tragically echo nazism. The European Community, the Helsinki Commission, the United Nations, and the United States have all condemned Serbia as the aggressor. Western diplomats have characterized the current Serbian regime as “a lying, terrorist criminal organization.” Serbia, however, claims to be the victim and campaigns for Jewish sympathy and support, exploiting the powerful symbolism of the Holocaust. Serbia’s professed solicitude for the Jewish people must be reexamined.

Serbias-nazi-past-and-the-holocaust-of-jews

Citat Anders Gravers: »Her er en film der ca. viser hvornår islam overtager Europa hvis vi ikke gør noget:

Farvel Europa«

Filmens slutcitat vækker meget ubehagelige minder “This is a call for action”… Skal denne form for “action” bestå i etnisk udrensning??

P.H. Bering synes at give et clue:

Citat P.H. Bering: »Derfor bør hele det vanvittige projekt med asylcentre afsluttes. De, der maser sig ind på os, må ikke anbringes i asylcentre – alene navnet asylcenter giver jo den fremmede håb om at kunne blive her. De bør interneres i afsondrede flygtningelejre under forhold, som ikke frister dem til at komme. Skal nogen hjælpes må det ske i hjemlandene og gennem pres på de lokale regeringer. ///////////////////////////// HAN«

Hvordan vil hr. P.H. Bering skabe værre forhold i en dansk flygtningelejr, end de forhold, som visse flygtninge allerede kommer fra? Vil SIAD beskyde dem med artilleri? Sprede landminer inden de kommer? Skal de udsultes og arbejdes ihjel?

Og hvordan ser P.H. Bering på Sandholmlejren. Det er da ihvertfald ikke noget sted, hvor flygtninge får håb om en bedre fremtid…

Næste skandale fra regeringen

Hilsen fra DenStoreBastian nu på TV2 blog:

Blækket nåede dårligt, at blive tørt efter skatteministerens Grundlovsbrud, før den næste skandale kom frem.

Kleptokraten og ”fadbamsen” Lars Løkke Rasmussen kom for guderne må vide hvilken gang ud i et politisk stormvejr, som viser regeringens lave (eller ingen) moral. Denne gang kan man læse følgende i den landsdækkende presse:

(citat) ”I statsminister Lars Løkke Rasmussens tid som sundhedsminister er de private hospitaler blevet forgyldt med lukrative aftaler på det offentlige sundhedsvæsens bekostning. Det er hovedlinjen i et udkast til en såkaldt beretning fra Rigsrevisionen med titlen ‘Pris, kvalitet og adgang til behandling på private sygehuse’, som Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af. I beretningen giver Rigsrevisionen den samlede vurdering, ‘at der ikke i tilstrækkelig grad er taget hensyn til pris og kvalitet i tilrettelæggelsen af det offentlige sygehusvæsens køb af private sundhedsydelser’, og at ‘aftalerne med de private sygehuse, der skal sikre borgernes udvidede frie sygehusvalg, ikke er indgået under hensyn til pris og kvalitet’.” (citat slut)

De kloge politikere står i kø med udtalelser:

(citat) ”Henrik Sass Larsen, S: Et decideret misbrug af skattekroner. Oppositionen, der længe har beskyldt VK-regeringen for at lade amterne og senere regionerne betale overpriser, ser revisionsrapporten som et bevis på, at de har ret. Det er meget, meget tæt på at være bevidst svindel med offentlige midler. Det er ikke skatteyderne eller patienterne, man har taget hensyn til, det er en ideologi«, siger han til Jyllands-Posten. (citat slut)

(citat) SF: Han bør trække sig som statsminister. SFs sundhedsordfører Jonas Dahl siger til Ritzau, at han anser sagen for så alvorlig, at hvis Rigsrevisionens konklusion står til troende, så ‘bør Lars Løkke trække sig som statsminister’. (citat slut)

Og så er der én, som slet ikke aner hvad han taler om. Politisk ordfører Peter Christensen (V) skælder ud på Rigsrevisionen.

(citat) ”Jeg undrer mig meget over Rigsrevisionens konklusioner. De er enormt politiserende, og jeg er temmelig overrasket over, at Rigsrevisionen påtager sig en rolle som overdommer for Folketinget,” (citat slut)

Se, nu har ”tågehornet” Christensen ikke læst på lektien før han går i breschen for endnu en tvivlsom politisk handling regeringen og Lars Løkke har foretaget.

Til ære for dem, som i lighed med Christensen ikke aner, hvad de taler om, er her en kort gennemgang af Stats- og Rigsrevisionen.
(citat) ”Rigsrevisionen rapporterer beretninger og notater til Statsrevisorerne. Statsrevisorerne er 6 politikere, der er udpeget af Folketingets partier. De er valgt for en 4 års periode uafhængigt af folketingsvalg. De mødes ca. 1 gang om måneden. Statsrevisorerne er de eneste, der kan bede Rigsrevisionen om at undersøge et område. Det er også Statsrevisorerne, som udtaler kritik af ministerier og styrelser på baggrund af Rigsrevisionens beretninger og notater.” (citat slut)

Statsrevisorkollegiet består af:

• Formand Peder Larsen ( SF)
• Næstformand Henrik Thorup (DF)
• Helge Adam Møller (K)
• Svend Erik Hovmand (V)
• Mogens Lykketoft (S)
• Manu Sareen (RV)

(citat) ”For at beskytte borgerne og undgå misbrug har man uafhængige instanser til at føre tilsyn med myndighedernes arbejde. Stats- og rigsrevisionen har til opgave at føre tilsyn med statens budget og regnskab. Rigsrevisionen kontrollerer statens regnskab og budget samt alle de institutioner, som har modtaget penge fra staten. Hvis Rigsrevisionen finder fejl eller vurderer, at pengene ikke er benyttet hensigtsmæssigt, sender den besked til statsrevisorerne. Rigsrevisionen er et uafhængigt organ. Statsrevisionen kan herefter bede myndighederne om en forklaring på sagen og udtale sig om om ønskede initiativer.” (citat slut)

Ovenstående dokumenterer, at Peter Christensen ikke aner hvad han taler om, når han forsøger, at så tvivl om Rigsrevisionens uvildige undersøgelse. Unge Christensen er åbenbart ikke klar over, at blandt revisorerne er mindst én fra ”sort stue”, som er enig i kritikken, hvis vi taler om en afstemningsprocedure. Selvfølgelig ved vi, at det er et meget brugt trick hver gang regeringen bliver ”taget med bukserne nede”. Og det er efterhånden dagligdags. Det er altid de andre. Selvfedmen kender ingen grænser!
Jeg spørger efterhånden mig selv om hvor mange tvivlsomme og fordækte handlinger befolkningen vil og skal finde sig i fra en særdeles anløben regering, som aldrig har set lige i Danmarkshistorien.
Er danskerne virkeligt blevet så tåbelige, at de i deres egen selvfedme vil acceptere disse kloninge af Al Capone’s Chicago i 1930’erne? Men selvfølgelig – så længe Dansk Folkeparti, som heller ikke har respekt for hverken Grundlov og ordentlig moral holder hånden under disse tvivlsomme politikere, så hænger vi på dem frem til næste valg!

Tillæg til indlægget:

Sjovt nok – da jeg for nogle måneder siden skrev præcis samme konklusioner, som rigsrevisionen nu har draget, til næstformand for patientforeningen (err patientforvirringen) Villy Oravecz Christensen, fik jeg at vide, at jeg var en jubelidiot, som ikke havde forstand på sundhedspolitik… hvorefter han lukkede sin TV2 blog, fordi han ikke havde tid til at besvare tåbelige spørgsmål.

Fra Politiken 20/3-2009

(Citat): Ifølge en ny analyse, som Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har gennemført på Lægeforeningens initiativ, har privathospitalerne nydt godt af en overbetaling på mellem 10 og 20 procent for de omkring 200.000 patienter, de siden 2002 har behandlet på det offentliges regning.

I 2008 behandlede de private aktører patienter for 1,2 mia. kr. via det udvidede frie sygehusvalg. Hvis den betaling var 10 procent for høj, svarer overbetalingen i kolde kontanter til 120 mio. kr.

Mod intentionen
Med 20 procents overbetaling er beløbet 240 mio. kr.

»Det er de offentlige sygehuse, der har betalt den ekstra regning. Og når man betaler for meget, så får man reelt mindre sundhed for de penge, samfundet har til rådighed. Det er stik modsat den intention, alle har for sundhedsvæsenet, om mest mulig sundhed for pengene«, siger DSI-direktør Jes Søgaard.

At der er sket en massiv forgyldning af privathospitalerne, bekræftes også i et nyt speciale fra Copenhagen Business School.

Her konkluderer Bjørn Langbakke og Karin Lornsen, at privathospitalerne årligt får en overpris på omkring 200 millioner kroner for de patienter, som de overtager fra det offentlige… (Citat slut).

Så kan man jo i sit stille sind spekulere over, hvor meget det har kostet samfundet over en samlet periode på 8 år. Er det for lavt sat at gætte på mere end en milliard kroner? Et beløb der er kanaliseret over uden at skatteborgerne reelt har fået noget ekstra for det de sidste 8 år…

Tænk hvad man kunne have fået for en milliard kroner… I danmark koster en ny hofte 40- 60.000 kr. Det spørgsmål kunne jeg godt tænke mig at stille til formanden for patientforeningen Villy Oravecz Christensen…

En MR scanner koster ca. 15 mill. kroner. For 1 milliard kroner kunne man have opsat 66 MR scannere på landets hospitalsafdelinger. Hvor meget tror du lige, at det ville have nedbragt ventelisterne på eksempelvis kræftområdet, hjernescanninger, osv…? »Antallet af CT-scannere og MR-scannere i forhold til indbyggerantallet ligger betydelig lavere i Danmark end i Sverige (5). Danmark er nu i gang med en kraftig udbygning, men det vil naturligvis først have effekt om nogle år.«

En udbygning, som man kunne have brugt 1 milliard kroner på… 1 milliard kroner, som er forsvundet i den blå luft i løbet af de sidste 8 år…

http://www.ugeskriftet.dk/portal/

Kommentar af Kristian Risager Larsen skrevet tirsdag d. 24. marts kl. 00:00

DRG-taksten er en gennemsnitstakst for en operation. Lad os sige vi har en knæoperation, hvor DRG-taksten er 15.000 kr. En sund og rask studerende, der har fået en sportsskade, koster reelt 10.000 kr at operere, mens en diabetesramt ældre reelt koster 20.000 kr at operere (Det vil være en såkaldt risikopatient).
Ingen danske privathospitaler har intensivkapacitet, og derfor kan de ikke tage imod risikopatienterne. De får dog udbetalt 95% af DRG-taksten for hver patient de tager, dvs. 14.250 kr., men da de ikke kan tage risikopatienter må deres gennemsnitlige udgifter altså være lavere. Lad os sige at privathospitalerne kan tage patienter der reelt koster mellem 10.000 og 16.000 kr at operere – og at deres gennemsnitsudgift er 13.000. Det giver (med denne eksempelberegning) 1250 til at putte lige ned i lommen (Privathospitalerne har dog også nogle udgifter, de offentlige sygehuse ikke har, fx lønsumsudgift og udgifter ved at eje/leje deres ejendomme).
Argumentet vil være at det ikke er forsvarligt at operere en risikopatient når man ikke har intensivkapacitet (læs også hvad der sker når det går galt!) – men omvendt er der heller ikke noget incitament for at privathospitalerne udbygger og får intensivkapacitet – for det er her, de urentable patienter befinder sig.
http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090319/AAS/916958046/1002

»Lars Løkke startede privatiseringen af sundhedssystemet, da han blev sundheds- og indenrigsminister i 2001. Dengang var der frit valg mellem de offentlige sygehuse og få non-profit specialklinikker, kun omkring 25.000 havde en privat sundhedsforsikring og ventelisterne var lige så lange som i dag.«
http://www.stiftenblog.dk/showpost.asp?bid=2672&pid=14457

Aktivitetsvidenskab – nogle etiske aspekter på aktivitet

På opfordring har jeg oversat mit 2. års projekt til dansk. Værsågod og god fornøjelse.

Institutionen för hälsa, vård och samhälle
Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi

Litteraturstudie

Adress: Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi, box 157, S-221 00 Lund

2009-29-03

Abstrakt

Dette litteraturstudie er baseret på tre videnskablige artiker som beskriver forskellige etiske aspekter på aktivitet inden for aktivitetsforskningen. I resultatet fremkom det, at de etiske aspekter occupational justice, ‘ecopations’ og occupational deprivation beskriver tre forskellige retninger inden for aktivitetsvidenskaben, som tager udleder at etiske aspekter er vigtige for daglig aktivitet og sundhed i fremtiden.

Abstract

This litterature study is based on three scientific articles which describes some different ethical aspects on activity in occupational science. The result shows that the ethical aspects occupational justice, ecopations and occupational deprivation describes three different directions in occupational science which conveys that ethical aspects are important for daily activity and well-being now and in the future.

Adress: Avdelningen för arbetsterapi och gerontologi, box 157, S-221 00 Lund

Baggrund

Formålet med ergoterapi er at muliggøre meningsfuld aktivitet og delagtighed i hverdagslivet gennem at forebygge og afhjælpe aktivitets- og delagtighedsproblematikker. Mennesket er i sin natur indstillet til at være aktivt. Aktivitet er grundlæggende for alles liv. Sygdom kan påvirke vores evne til at gøre ting, som er vigtige for os og på den måde mindske vor sundhedstilstand og følelse af velbefindende (Finlay, 2004). Aktivitet defineres gennem arbejde, fritid og egenomsorg; men for at tydeliggøre en aktivitets sande natur er det vigtigt for os at forstå dens mening for det enkelte menneske. Aktivitet kan da ses som en individuel dynamisk interaktion mellem person, aktivitet og miljø præget af konkrete og selvbelønnende værdidimensioner (Persson, Erlandsson, Eklund & Iwarsson, 2001), som for eksempel kunne være løn, påskønnelse, tilfredsstillelse eller deltagelse i aktiviteter, som definerer samhørighed i forhold til samfundet, specifikke grupper og andet. Interessen for sociopolitiske problemstillinger i samfundet omkring funktionsnedsætning har som naturlig konsekvens øget, f.eks. spørgsmål om retfærdighed.

Ifølge det svenske ergoterapeutprogram skal aktivitetsvidenskab give grundlag for forståelse af aktiviteters betydning for menneskets sundhed og udvikling, for hendes forudsætninger for deltagelse i samfundet og for arbejde med støttende miljøer for aktivitet og sundhed. Med aktivitetsvidenskab menes, at udførelse af aktivitet, evne og kompetence er et resultat af en dynamisk udveksling mellem individet og omgivelserne (Christiansen & Townsend, 2004). Aktivitetsvidenskaben har bl.a. til formål at frembringe kundskab om hvordan deltagelse i aktiviteter former identiteten og hvordan mennesket både på mikro-, meso- og makroniveau, for eksempel individuelt, i grupper eller på samfundsniveau, anvender sig af forskellige etiske koder inden for aktivitet for at møde de krav, som findes i den kultur og det samfund, som det lever i. Aktivitetsvidenskaben har som grundlag et holistisk perspektiv (Wilcock, 2006), hvor forbindelsen mellem aktivitet og sundhed studeres; men for at forstå, hvad der er sundt udfra et samfundsperspektiv må vi også undersøge visse etiske koder, som mere og mere har fået plads inden for aktivitetsforskningen siden årtusindskiftet.

Etik er den gren af filosofi, som beskæftiger sig med problemstillinger omkring moralske fænomener, herunder “moralvidenskab, som undersøger de moralske fænomeners psykologiske, biologiske og historiske grundvalg” (Grøn, Husted, Lübcke, Rasmussen, Sandøe, Stefansen & Bengtsson, 1988). Moralfilosofiske værdinormer, som hidrører helt tilbage fra det gamle Grækenland, er en opsætning af principper om, hvordan man bør agere, men kan også tage form af målsætninger, som er værdifulde at efterstræbe. Visse støtter op om det bestående system, medens andre gør op med det gældende system og forsøger at løfte en anden moralsk tankegang i stedet. Ifølge Jansen (2000) befinder vi os i en omstillingsfase fra den teknologiske cyklus, som begyndte efter 2. Verdenskrig og sluttede omkring 1995. Sådanne cykler udspiller sig i udviklingskurver, som kaldes S-kurver. Når man har nået toppen af en S-kurve kan samfundsformen ikke længere videreudvikles. Den kan enten stagnere eller noget nyt kan tage over. Ofte er det sådan, at de, som har levet og åndet med den gamle samfundsstruktur, vægrer sig ved at gøre noget nyt og da er det andre som må tage over. I et afsnit af den danske historiske TV-serie ‘Krøniken‘ ser man et eksempel på dette der hvor sønnen til en fremgangsrig industrileder imod sin fars vilje starter sin egen virksomhed, med det formål at producere TV-apparater. Han foretager en s.k. kopernikansk vending, hvilket er at udvikle noget nyt baseret på antagelser, som går imod tidligere teorier (Grøn et. al., 1988). At vi befinder os i en sådan omstillingsfase forklarer noget af den aktuelle turbulens, fordi man, grundet angsten for at tabe det man har, ikke tør at agere med visioner og optimisme (Jansen, 2000). Men uanset om vi vil det eller ej, så er vi på vej ind i en ny cyklus – det post-industrielle eller kognitive samfund (Jansen, 2000).

For ergoterapeuter, som er vel indsatte i – eller forsker inden for aktivitetsvidenskab – kan denne anvendes for at udvikle metoder, som kan støtte mennesker i en forandringsproces, samt danne en kundskabsbase for at finde veje og muligheder til at arbejde forebyggende (Persson & Erlandsson, 2006). Hver dag ser vi skræmmende eksempler på overgreb, vold, trusler, mord, krig, forurening både lokalt og globalt, som forhindrer støstedelen af verdens befolkning i at udføre meningsfulde aktiviteter – selv om vi har adgang til nyheder om begivenheder i samme sekund, som de foregår. Hvordan kan vi – som ergoterapeuter – arbejde på at forebygge sådanne begivenheder? ‘Enablement‘ og fremme af denne evne og at muliggøre aktivitet inden for alle aspekter af samfundet bliver mere og mere central inden for ergoterapi (Kronenberg, Algado & Pollack, 2005). Idéen til dette arbejde fremkom, da forfatteren studerede, hvordan forskning inden for sociologi og filosofi arbejder problemstillinger, som er interessante ud fra et aktivitetsvidenskabeligt perspektiv. I den her rapport vil jeg tage rede på nogle etiske aspekter, som kan beskrives som styrende for aktivitetsmønstre, og som behandles inden for aktivitetsvidenskaben.

Formål

Formålet med dette studie er inden for rammerne af aktivitetsvidenskaben at beskrive nogle etiske aspekters betydning for aktivitet ud fra et individ- og samfundsperspektiv eksemplificeret i tre udvalgte artikler.

Resultat

Beskrivelse af nogle etiske aspekter på aktivitetsvidenskab

Artikelen om occupational justice (aktivitetsretfærdighed) tager udgangspunkt i en række workshops med ergoterapeuter, hvor de når frem til problemstillingen: “How do occupational therapists work for justice?” Formålet med artikelen er at stimulere til en debat om, hvordan man kan fremme aktivitetsretfærdighed både for individer og hele samfundet. Yderligere udgår de fra både vestlige og østlige principper for, hvad som er underliggende værdier i samfundet. Townsend och Wilcock (2004) lægger nogle underkategorier ind under det etiske aspekt retfærdighed: Occupational alienation (aktivitetsfremmedgørelse) beskrives som langvarig isolation, “disconnectedness”, tomhed, brist på identitetsfølelse, meningsløshed og et begrænset eller indelukket udtryk af “spirit”. Occupational deprivation (aktivitetsberøvelse) beskrives som en tilstand af langvarig udelukkelse fra deltagelse i nødvendige eller meningsfulde aktiviteter på grund af faktorer, som ligger uden for individets egen kontrol. Occupational marginalization (aktivitetsmarginalisering) opererer i det skjulte på mikroniveau. Som en hovedkraft for uretfærdighed hindrer denne tilstand mennesket i selv at træffe beslutninger og foretage valg i sit hverdagsliv. Occupational imbalance (aktivitetsubalance) relaterer sig til ligeværdige rettigheder til arbejde og løn, samt tilgang til aktiviteter, som kan fremme sundhed og deltagelse i sociale aktiviteter på alle niveauer. Systematisk forskelsbehandling er også en del af aktivitetsubalance og kan for eksempel forekomme inden for familie, samfund eller nationalt (Townsend & Wilcock, 2004). Det hævdes at retfærdighed er en implicit basis for ergoterapeutisk aktivitetsfokuseret og klientcentreret arbejde, hvor aktivitet er den praktiske forholdsregel, som mennesket anvender for at muliggøre sin egen autoritet, kontrol og frihed til at foretage selvstændige valg (Townsend & Wilcock, 2004). Essentielt for fremme af sundhed, “well-being” og social medregning inden for forskellige kontekstuelle faktorer bliver da deltagelse gennem aktiviteter. Forfatterne påstår endvidere at ergoterapi som profession har som formål at vende sig mod uretfærdige aktivitetsforhold, fordi ergoterapeuters primære interessegrupper findes blandt de, som er sårbare overfor uretfærdighed.

Persson og Erlandssons (2002) artikel tager udgangspunkt i en diskussion af de etiske aspekter, som ligger implicit nedarvet i aktivitetsrepertoiret i det post-industrielle samfund. Formålet med artikelen er at begynde en debat omkring de etiske aspekter, som har været af betydning for menneskelig adfærd i de vestlige samfund hidtil, samt give forslag på et alternativt eko-etisk (eco-ethical) perspektiverende moralsk tankesæt i forhold til aktivitet (Persson & Erlandsson, 2002). Artikelen beskriver i en kortfattet gennemgang af den vestlige udviklingshistorie fra Plato over Aristoteles, kristen moral, “truth”, intellektuel dyd, reduktionisme, Nietzsche, Marx og utilitarismen et eko-filosofisk perspektiv hentet fra den polske professor, Skolimowski. I artikelen beskrives en underliggende etisk kode, som kaldes for maskin-etik (the ethics of the machine). hvor den vestlige tendens til at dominere og udnytte naturen leder til behov for kontrol, som leder til behov for manipulation, som leder til effektivitet, konkurrence og i sidste led aggression. Dette har skabt en set hensynsløse etiske normer, som styrer hele vores civilisation. Persson og Erlandsson (2002) beskriver herefter, hvordan det moderne individs adfærd afslører en sådan implicit maskin-etik. Gennem henvisninger til tidsstudier redegøres for hvordan kontrol over tid har spillet en vigtig rolle siden starten på industrisamfundet. Hvordan kontrollen har udviklet sig til manipulation og tidseffektivitet, samt hvordan det endda har spredt sig til menneskets fritid og søvnmønster og til sidst til en konkurrence på tid, hvor man konstant er ‘på’ eller online. Konsekvensen er, at mennesket endda er begyndt at konkurrere med maskiner om hvor effektivt det kan udføre opgaver. Mere arbejde inden for samme tidsrum kombineret med flere opgaver på samme tid (multi-tasking) leder til stillesiddende, minimum af fritid og brist på pauser eller tid til refleksion. For at forebygge dette foreslås en ny etisk basis for aktivitetsudøvelse baseret på eko-etik, som tager udgangspunkt i en holistisk opfattelse af verden som forfatterne kalder for ‘ecopations’. Eko-etik baserer sig på på postmoderne medfødte eller intuitive moralbegreber, hvor verden betragtes som noget helligt. I stedet for at kontrollere og styre verden skal vi være dens beskyttere. Første skridt er at agere med hensynsfuldhed, som leder til ansvarlighed, som leder til enkelthed, som gennem respekt for andre leder til mangfoldighed. Sidste skridt i den eko-etiske kausalkæde er retfærdighed for alle verdens skabninger. Inden for aktivitetsvidenskab identificerer man ifølge Persson og Erlandsson (2002) udførelse (doing) som en etisk og eksistentielt holdbar forudsætning for menneskelig aktivitet.

Whitefords (2000) artikel handler om et etisk aspekt som kaldes occupational deprivation (aktivitetsberøvelse). Det beskrives som en tilstand, hvor en person eller grupper ikke har mulighed for at udføre aktiviteter, som bringer mening og sammenhæng i deres liv på grund af ydre faktorer (Whiteford, 2000). Formålet med artikelen er at beskrive og forklare nærmere hvad aktivitetsberøvelse er, samt hvordan den påvirker det moderne menneske og samfund. Som underkategorier til aktivitetsberøvelse findes to andre begreber: Occupational disruption (aktivitetsbortfald) som kan beskrives som en midlertidig tilstand, for eksempel en sygdom, som kan helbredes. Occupational dysfunktion (aktivitetsdysfunktion) er en tilstand, hvor man har mistet visse af sin medfødte evner til aktivitetsudførelse. Aktivitetsberøvelse udskiller sig fra aktivitetsbortfald eftersom det kan være en langvarig tilstand, som opfattes som fjendtlig, for eksempel krig. For at få en forståelse af, hvad aktivitetsberøvelse er, gives der i artikelen nogle eksempler på både klassisk og moderne aktivitetsberøvelse. Et klassisk eksempel kan være berøvelse af frihed til egne valg som følge af erobringer og krig. Den moderne aktivitetsberøvelse an tage en række forskellige former. Den teknologiske udvikling har gjort at mange mannesker, som tidligere har haft en plads i samfundet, ikke længere har mulighed for at finde arbejde. De, som findes tilbage på arbejdsmarkedet, må for sin del arbejde hurtigere, hvilket ifølge Whiteford (2000) fører til noget som benævnes – maldistributed labour (fejldistribueret arbejde). Eftersom også penge har betydning for vores valgmuligheder i fritiden, kan arbejdsløshed i den vestlige kultur lede til marginalisering og aktivitetsbortfald i hele menneskets aktivitetsspektrum → aktivitetsberøvelse. Foruden arbejdsløse og fattige, som er sårbare over for aktivitetsberøvelse nævnes også (etniske) minoritetsgrupper, kvinder, flygtninge, krigsfanger og fængslede. Aktivitetsberøvelse kan have en langvarig og ødelæggende effekt selv i tiden efter, at man igen har fået mulighed for at udføre meningsfulde og lønsomme aktiviteter (Whiteford, 2000). Udfra forfatterens erfaring i arbejdet med fængselsindsatte giver artikelen en skitse af hvordan tidsanvendelse, identitet, følelse af effektivitet og selvværd påvirkes af formindskede muligheder til at sysselsætte sig med meningsfulde aktiviteter. Whiteford beskriver aktivitetsberøvelse som et dehumaniserende fænomen (Whiteford, 2000).

Sammenfatning af artiklerne

Resultatet af studiet viser, at selv om de forskellige forfattere kommer fra hver sin verdensdel og har forskellige kulturelle baggrunde, så findes der en fælles etisk kerne i deres artikler. Målet for alle tre artikler fremstår som, att mennesket gennem gensidig respekt og respekt for den natur, som man lever i, skal opnå en sygdomsforebyggende balance i livet, hvor der findes retfærdige muligheder for at udføre meningsfulde og lønsomme aktiviteter. Det som føjer artiklerne sammen er deres filosofiske udgangspunkt i etiske overvejelser om, hvad der er retfærdigt og som peger pangt ind i fremtidige politiske problemstillinger.

Townsend og Wilcocks (2004) målsætninger er ikke nødvendigvis at skabe ligeværdighed eller at gå imod en hierakisk samfundsstruktur, men mere at skabe opmærksomhed omkring den uretfærdighed, som fastholdes, når deltagelse i aktivitet bliver udelukket, begrænset, forbudt, opløst, fremmedgjort, marginaliseret, u-udviklet, udnyttet eller på andra måder indskrænket. For at styrke denne sammenhæng indfører de i stedet det etiske begreb retfærdighed, som i et ergoterapeutisk perspektiv bliver til aktivitetsretfærdighed (occupational justice). Det ses også gennem at Townsend og Wilcock (2004) har aktivitetsretfærdighed som stående øverst i et hierakisk ordnet system med de fire underkategorier aktivitetsfremmedgørelse, aktivitetsberøvelse, aktivitetsmarginalisering og aktivitetsubalance. Whiteford (2000) tager i lighed med Townsend og Wilcock (2004) det etiske begreb aktivitetsberøvelse op, men med sine egne underkategorier aktivitetsbortfald og aktivitetsdysfunktion. Et sådant hierakisk system er et eksempel på at forfatterne beskriver de etiske aspekter ud fra deres samtid, men uden at skabe noget nyt. Persson og Erlandsson (2002) beskriver som modsats med ‘ecopations’ en flad struktur, hvor “personal organism”, “human environment” og “planet” har lige stor betydning. Dette som reaktion på dele af den vestlige udviklingshistorie og det, som kaldes for maskin-etik, hvor de vil fremføre, at vi skal stimuleres til at vælge aktiviteter, som skaber et samfund med en tydelig etisk ansvarlighed, som de også mener er sundhedsfremmende. Dette ansvarstagende aktivitetsmønster kalder de for ‘ecopations’ og det kan anvendes som en slags livsguide for det enkelte individ, såvel som for grupper og hele samfund (Persson & Erlandsson, 2002). Med udviklingen af dette etiske aspekt forsøger forfatterne at skabe en helt ny fremtidsorienteret måde at tænke på, som går imod samtidens hierakisk opbyggede samfundsstruktur. Whiteford (2000) er den eneste, som har et etisk hovedaspekt, som er negativt for den menneskelige sundhed og når det gælder om, hvad man kan forbedre, henvises til Townsend og Wilcocks (2004) etiske aspekt aktivitetsretfærdighed.

Fremtidsperspektivet

Whiteford (2000) mener, at der behøves foranstaltninger på et bredere aktivitetsperspektiv både på socialt og kulturelt niveau i samfundet og der behøves inklusion af aktivitetsretfærdighed for at mobilisere politiske, økonomiske og sociale ressourcer til at skabe ligeværdige rettigheder i forhold til at udføre meningsfulde aktiviteter i sit eget miljø, medens Townsend og Wilcock (2004) vil have fokus på aktivitet, “enabling” og retfærdighed inden for uddannelse og forskning, samt en moralvidenskabelig basis for behandling gennem aktivitet. Internationalt såvel som nationalt at arbejde for at betænke forskellige vestlige og østlige kulturelle tolkninger af aktivitet, “enablement” og retfærdighed. Persson og Erlandsson (2002) vil have mere fokus på solidaritet og individuel frihed frem for egennyttighed – for at opnå en større sammenhæng og mening. Problemstillinger som øget stress og sygdom, øget social uretfærdighed kommer til at opstå og vil påvirke menneskers daglige aktivitetsvalg og bliver dermed af ergoterapeutisk interesse. Disse problemer ser vi allerede talrige eksempler på og fremover tror forfatterne att dette kommer til at øges og da bliver mennesker, som lever under maskin-etik, i behov for livsstilsforandringer. Ergoterapeuten kan da bidrage med ‘ecopations’, som bl.a. består af “single-tasking”, samarbejde og økologisk retfærdighed (se bilag 1). I tabel 2 findes en sammenfatning af artiklernes formål, metode, udvalg og evidensniveau.

Diskussion

Metodediskussion

Er samfundets underliggende maskin-etik i virkeligheden årsag til at kvalitative studier bedømmes til at have lavere evidensniveau end kvantitative studier?

Eftersom alle tre artikler er kvalitative debatartikler kan man ikke anvende Oxford-skalaen til at gradere evidensniveau. Taylor (2007) skriver at debatindlæg har det laveste evidensniveau. Inden for kvalitativ forskning anvender man sig af nogle forskellige kvalitative ansatser. Relevant for artiklerne i mit udvalg er Grounded Theory og fenomenologi.

I Persson og Erlandssons (2002) artikel udvikles en teori, som kobler eko-filosofisk tankegang med aktivitetsvidenskab. I litteraturstudiet analyseres dataindsamlingen af empirisk forskning og jævnføres med historiske data. Det teoretiske ræsonnement går ud på at udvikle en ny teori. Denne metode Grounded Theory har det højeste evidensniveau blandt de kvalitative studier. Strategien udgår fra en induktiv proces, hvor man for at kunne forklare og forstå et fænomen undersøger tankekonstruktioner, begreber, sammenhænge og principper (DePoy & Gitlin, 1999). I både Townsend og Wilcocks (2004) artikel, samt Whitefords (2000) anvendes fænomenologiske problemstillinger, samt observation og erfaring fra praktisk ergoterapeutisk arbejde til at beskrive de samfundsstrukturer, som påvirker livsvilkårene for mennesker i verden, hvor fokus ligger på studiet af hverdagsoplevelser og tolkningen af deres betydning (DePoy & Gitlin, 1999). Dette for at frembringe en generaliserbarhed i de forskellige begreber, som kan defineres som universel på alle niveauer – selv makroniveau. Townsend og Wilcock (2004) anvender i tilgift fokusgrupper som underlag for deres udvikling af- og ræsonnement omkring begrebet occupational justice, hvilket i fænomenologisk terminologi kaldes at anvende informanter (DePoy & Gitlin, 1999).

Ifølge American Psychological Association (Apa, 2006) er det bekymringsvækkende hvis evidensbaseret praksis bliver misbrugt til, gennem ensidigt fokus på visse studier og behandlingsformer, som anses indeholde høj evidens, at berettige restriktiv tilgang til pleje og behandling. De nuværende evidenshierakier med randomiserede kvantitative test, som hidrører fra det biomekaniske paradigme tilgodeser i det store hele den medicinske praksis og ikke nødvendigvis kompleks klinisk praksis inden for rehabilitering (Wilkins et. al., 2001). Det hævdes i stedet at forskellige typer af forskningsdesign både kvantitative og kvalitative tilsammen gør forskningen som helhed bedre tilpasset til at besvare multifaceterede problemstillinger og derigennem medvirker til at styrke evidensbaseret praksis (Greenberg & Newman, 1996). Eftersom artiklerne i nærværende studie alle er publiceret i videnskabelige tidsskrifter og desuden grunder sig på empirisk forskning anses derfor, at deres evidensniveau er højt, selv om det ikke betragtes som sådan inden for Oxford-kriterierne.

Resultatdiskussion

Ergoterapeuters klient-centrerede arbejde bliver ofte underkendt af politiske- og økonomiske prioriteringer (Wilkins, Pollock, Rochon & Law, 2001), men skal ergoterapeuten egentlig føje sig under et system, som kan betegnes som aktivitetsuretfærdigt for ergoterapeuters praktiske arbejde?

Fælles for artiklerne er Townsends og Wilcocks (2004) beskrivelse, hvor det hævdes at retfærdighed, som er et etisk, moralsk og civilt begreb hidrørende fra Platos filosofiske værk: “The Republic” 360 BCE (Taylor, 1997), er en implicit basis for ergoterapeutisk aktivitetsfokuseret og klientcentreret arbejde, hvor aktivitet er den praktiske foranstaltning, som mennesket anvender til at muliggøre sin egen autoritet, kontrol og frihed til at foretage selvstændige valg. Ifølge Skolimowski (1981) adskiller Plato ikke de moralske begreber “The Good”, “The Truthful” og “The Beautiful”. Det gør derimod Aristoteles, hvilket leder til at “The Truth” er blevet en dominerede del af den vestlige udviklingshistorie medens “The Beautiful” og “The Good” står i skyggen. Han plæderer for, at arven fra Aristoteles leder til at videnskaben domineres af et mekanisk paradigme, som siden præges af reduktionisme og utilitarisme, hvilket i sin tur skaber et samfund af umættelige egennyttige konsumenter, som ødelægger både deres eget indre liv, samt naturens ressourcer (Persson & Erlandsson, 2002). Eftersom det post-industrielle samfund ikke længere har behov for alt det som produceres, bliver valgmulighederne meningsløse og fører kun til overproduktion på bekostning af det økologiske system. Siden sygdom kan påvirke vores evne til at gøre ting, som er vigtige for os og således mindsker vores almene sundhedstilstand og følelser af velbefindende (Finlay, 2004), virker det som om, at man inden for aktivitetsvidenskaben vil se til at forebygge gennem at stimulere til at ergoterapeuter tænker på sygdomsbehandling og sundhed ud fra et top-down perspektiv og hvorfor det er vigtigt at have opmærksomheden på muligheden for at indgå i værdibaserede og meningsfulde aktiviteter (Townsend & Wilcock, 2004; Persson & Erlandsson, 2002; Whiteford, 2000). Det burde være en menneskeret i det post-industrielle samfund.

Den kopernikanske revolution (Grøn et. al., 1988; Jansen, 2000) består i, at man breder aktivitetsforskningen ud fra en reduktionistisk medicinsk behandlingsmetode og i stedet optager etiske begreber fra for eksempel filosofi og sociologi, som kan åbne aktivitetsforskningen ud mod hele sit potentiale i forhold til mennesket i samfundet. Den måde at betragte mennesket på virker både befriende og æggende og det er forfatterens håb, at den kommer til at indtage en vigtig plads i samfundet fremover. Så grundlæggende, som det virker, når man først læser om aktivitetsretfærdighed og ‘ecopations’, er det virkelig et godt argument at tage med i bagagen, når man som praktiserende ergoterapeut skal møde og informere politikere og andre i samfundet. At styrke at samfundet i sin helhed kan drage stor nytte af at ændre på de etiske aspekter, som er i spil.

Forfatterne er medvidende om, at det ikke bliver nogen let sag; men disse artikler og aktivitetsforskningen i det hele taget kan hjælpe til at forbedre på den situation vi har i verden p.t. Fra ergoterapeuter som praktiserer og forsker inden for psykiatri ved vi, at det at finde mening og værdi i aktivitet er en vital del af ‘overcoming and becoming’. Et citat fra Persson og Erlandssons (2002) artikel:

“This standpoint (of post-modern morality) may be viewed as a reaction to some aspects of the crisis of Modernity. Postmodern morality, according to Bauman (1993) is duty-free, inborn, intuitively felt and individually experienced, in contrast to the collectively expected moral duties of Modernity, constructed by institutions of expertise.“

Karakteristisk ved den hierakiske organisation, som nævnes i citatet ovenfor, versus den flade værdibaserede styrelsesform og organisation: I pyramideorganisationen består ledelse i at få gennemført ting gennem andre mennesker. Direktionen træffer beslutninger (inden for de af bestyrelsen fastsatte rammer), og medarbejderne udfører opgaver, som dikteres fra toppen og nedefter i systemet. Når ‘andre’ har truffet beslutning om, hvad ‘den enkelte’ skal gøre, så har den enkelte heller ikke ansvar for ‘konsekvenserne’. De seneste årtiers til stadighed større pyramideorganisationer har sat ansvarsfriheden i system’. Flere organisatoriske niveauer → mere diffus ansvarsplacering → mindre skyldighed. Dette observeres for eksempel inden for sundhedsvæsenet. Den flade kompetencebaserede organisation er til gengæld selvstyrende og selvregulerende. I princippet kan man sige, at ledelsen har to opgaver. At sætte realistiske mål og at sætte en ramme inden for hvilken disse mål skal nås. Alle som arbejder under ledelsen har derimod metodefrihed og kan arbejde som de vil, så længe de holder sig inden for den besluttede ramme og løser opgaverne uden, at det bliver på bekostning af andre. Dette korrelerer meget godt med den ergoterapeutiske relation med patienten, hvor denne altså ikke er i behov af en chef, som udstikker ordrer, men derimod en coach. En flad organisationsstruktur skulle kunne forhindre situationer som idag kan forekomme, hvor ergoterapeuter på grund af organisationsformen forhindres i at have et aktivitetsperspektiv i sine behandlinger. Derfor er egentlig ergoterapeuten med støtte i aktivitetsforskningen den som bedst egner sig til at styrke, hvorfor det er nødvendigt at genindføre ansvar, såvel som i betydningen selvstændighed og indflydelse, som i betydningen skyldighed for resultater. Der hvor ansvarsfrihed ødelægger evnen til at bedømme vil man i stedet for at have en hierakisk struktur, hvor sagkundskab og magt er vigtigere end ligeværdige rettigheder, løfte frem en mere flad samfundsstruktur, hvor det enkelte menneskes samlede kompetencer har lige stor ret som andres og hvor sagkundskaben indtager en naturlig plads som vidensudveksling. Den grundlæggende forskel mellem ultrastabile netværk og topstyrede organisation er den reelle uddelegering af beslutningsret og resultatansvar. Et ultrastabilt netværk er en organisationsform, hvor deltagerne drages til ansvar og kun kan drages til ansvar for aftalte resultater, mens alle i den topstyrede organisation er ansvarsfri, fordi beslutningsret og resultatansvar er adskilt.

Ordet ‘etik’ har sin oprindelse i to nært beslægtede græske ord: Èthos og êthos. Èthos (græsk) betyder sæder, sædvane eller den uskrevne lov êthos (græsk) betyder standpunkt, indstilling eller sindelag Ofte sammenblandes ordet etik med ordet moral, der stammer fra latin. Moral (latin) betyder skik, brug eller sædvane. Som det ses, ligger de to begreber moral og etik særdeles tæt op ad hinanden, og det kan derfor være svært at skelne mellem dem. De synes at sige noget om det samme, – hvad de da også gør, omend på forskelligt niveau. Inden for etikken har man vedtaget en praktisk skelnen mellem de to begreber: Begrebet ‘moral’ betegner det konkrete menneske, dets holdninger og dets praktiske handlen. Begrebet ‘etik’ står for den filosofiske/teoretiske vurdering af menneskelige værdier og handlinger samt deres begrundelser. En etisk vurdering er således filosofiske overvejelser over moralske handlinger, der angiver hvorledes man bør handle i forskellige situationer. Den etiske vurdering udmøntes i et normsæt, en etik, der baserer sig på en given religions/ideologis/kulturs forestillinger om hvad der forstås ved ‘det gode liv’, samt hvilke værdier og normer der er acceptable. Etik kan med andre ord defineres som moralens teori og moral som etikkens praksis. Her har vi været på en samfundsmæssig ørkenvandring gennem snart 10-15 år i både det politiske liv såvel som i mange danske virksomheder. Så lad os ENDELIG få gennemført ett nyt princip i virksomheder og samfundsstrukturer: pandekageflade organisationer – så vil vi se kreativitet, virkelyst, ansvarlighed og aktiv deltagelse – og vel at bemærke i fin respekt for den enkeltes moralbegreber og værdisæt. Men man kan ikke lovgive om moral og etik, for tolkningen  af disse begreber er et individuelt anliggende. Man kan derimod opbygge en ‘kultur’, som fremmer en ønsket moral og etik.

Konklusion

Dette litteraturstudie har gennemgået videnskabelige artikler, som beskriver forskellige etiske aspekter på aktivitet inden for aktivitetsforskningen. I resultatet fremkom det hvordan forskellige etiske aspekter kan hjælpe til med at forklare, hvordan samfundsstrukturers underliggende etiske og moralske værdier kan lede til både sundhed og sygdomstilstande for det enkelte individ. ICF er et socialpolitisk værktøj til planering af social tryghed, erstatningssystemer og for udformning og implementering af politik (WHO, 2001). Det samme kan man sige om de etiske aspekter inden for aktivitetsvidenskaben, som i sin natur er sundheds- og aktivitetsrelaterede begreber. Disse kan anvendes i forebyggende formål inden for områder såsom arbejdsliv, uddannelse, økonomi, socialpolitik og ved udvikling af almen lovgivning og miljøtilpasninger. De kan endda ophøjes til standardregler for at tilsikre mennesker delagtighed og ligeværdighed.

Derigennem tager aktivitetsvidenskaben et “Giant Step” i forsøget på at løfte forebyggende arbejde gennem menneskelige rettigheder ind i fremtiden. Sammenblandingen af etiske aspekter hentet fra moralfilosofi og ergoterapi har plads i den fremtidige aktivitetsforskning og det aktive arbejde – hvis ikke det allerede naturligt er på vej i den retning.

Til sidst nogle diskussionsspørgsmål, som er relevante for den fremtidige aktivitetsforskning og ergoterapi: Hvordan ser man videre inden for aktivitetsvidenskaben på de etiske aspekter med særskilt fokus på de menneskelige rettigheder i samfundet? Hvordan kan man definere og implementere etiske aspekter inden for fremtidens ergoterapi? Skal vi have industriel- / maskin-etik, kognitiv etik, ‘ecopations’, occupational justice eller noget helt andet som basis for den nye samfundsudvikling?

Litteraturliste

APA Presidential Task Force on Evidence-based Practice (2006). Evidence-based Practice in Psychology. American Psychologist, Vol. 61, No. 4, 271–285.

Christiansen, C. H., & Townsend, E. A. (Red.) (2004). Introduction to occupation: The art and science of living. Upper Saddle River, NJ: Pearson Education.

DePoy, E. & Gitlin, L.N. (1999). Forskning: En introduktion. Lund: Studentlitteratur.

Finlay, L. (2004). The Practice of Psychosocial Occupational Therapy. ( 3rd ed.). Cheltenham: Nelson Thornes Ltd.

Fisher, A. & Nyman, A. (FSA 2007). OTIPM: En Modell För Ett Professionellt Resonemang Som Främjar Bästa Praxis I Arbetsterapi. Nacka: Förbundet Sveriges Arbetsterapeuter.

Greenberg, L. S., & Newman, F. L. (1996). An approach to psychotherapy change process research: Introduction to the special section. Journal of Consulting and Clinical Psychology, 64, 435– 438.

Grøn, A., Husted, J., Lübcke, P., Rasmussen, S.A., Sandøe, P., Stefansen, N.C., Bengtsson, J (1988). Filosofilexikonet. Filosoffer och filosofiska begrepp från A till Ö. Stockholm: Bokförlaget Forum AB.

Jansen, T.B. (2000). Danmark om ti år – ti brikker til et nyt billede. Vejle: Kroghs Forlag.

Kronenberg F., Algado, S.S., Pollard, N. (2005). Occupational Therapy without borders: Learning From The Spirits Of The Survivors. Italy: Elsevier, Churchill, Livingstone.

Law, M., Baum, C., & Dunn, W. (2001). Measuring occupational performance. Supporting best practice in occupational therapy. Thorofare: Slack.

Persson, D., Erlandsson, L-K. (2006). aktivitetsvetenskap – gödning eller gift för arbetsterapi? Tidsskriften Arbetsterapeuten. 4, 4.

Persson, D., Erlandsson, L.K. (2002). Time to Reevaluate the Machine Society: Post-industrial Ethics from an Occupational Perspective. Journal of Occupational Science, 9 (2): p. 93-99.

Persson, D., Erlandsson, L-K., Eklund, M. & Iwarsson, S. (2001). Value dimensions, meaning and complexity in human occupation – A tentative structure for analysis. Scandinavian Journal of Occupational Therapy. 8 (1), 7-18.

Skolimowski, H. (1981). Eco-philosophy: Designing new tactics for living. Salem: Maron Boyars Publ.

Taylor, C.C.W. (1997). From the Beginning to Plato: Routledge History of Philosophy Volume 1. London: Routledge.

Taylor, C. M. (2007). Evidence-based Practice for Occupational Therapists. (2.ed.). Oxford: Blackwell Publishing.

Townsend, E. (Ed.). (2002). Enabling Occupation: An Occupational Therapy Perspective. (2nd ed.). Ottawa: Canadian Association of Occupational Therapists.

Townsend E., Wilcock A. (2004). Occupational Justice and Client-Centered practice: A dialogue in progress. The Canadian Journal of Occupational Therapy. Apr;71(2):75-87.

Whiteford, G. (2000). Occupational Deprivation: Global Challenge in the New Millenium. British Journal of Occupational Therapy. 63 (5), 200-204.

Wilcock, A. (2006). An Occupational Perspective on Health. (2nd ed.). SLACK Incorporated.

Wilkins S., Pollock N., Rochon S., Law M. (2001) Implementing client-centered practice: Why is it so difficult? Canadian Journal of Occupational Therapy. 68 (2): 70-85.

WHO. (2001). Klassifikation av funktionstillstånd, funktionshinder och hälsa (svensk övers. Socialstyrelsen). Stockholm: Socialstyrelsen.

Bilag 1: (Persson & Erlandsson, 2002)

Consequences of Applying Machine-ethical or Eco-ethical Perspectives of Occupation, Considering Personal Organism, Human Environment and Planet:

Machine-ethical occupation

-Relying on control, manipulation, effectiveness, competition and aggression

Personal organism: (Multi-tasking)

• Risking stress, burnout and disease
• accelerated occupational tempo
• fast, shallow and non-reflective actions motivated by economic and other extrinsic rewards
• imbalance in everyday occupational repertoire jeopardising play, recreation and physical mobilisation
• loss of coherent meaning

Human environment: (Competition)

• success at the expense of others
• risking a decreased well-being of others
• monopolising behaviour limits other people’s possibilities
• large-scale urban concentration is preferred to maximise economic effectiveness and profits

Planet: (Materialism)

• consumerism, overuse of planet ‘s resources
• products used are chosen for their effectiveness only, little or no regard with health, environmental hazard, soil exhaustion, pollution or animal suffering and extermination of species
• low interest in participating in actions for global justice

Eco-ethical occupation (Ecopation)

-Relying on reverence, responsibility, simplicity, multiplicity and justice

Personal organism: (Single-tasking)

• preventing stress, burnout and disease
• slower occupational tempo
• reflective actions directed by self-reward and the demands of the occupation, rather than a time-schedule
• balance in everyday occupational repertoire
• increased play, recreation and physical mobilisation
• increased coherence and meaning

Human Environment: (Co-operation)

• success through collaboration with others
• performing actions that increase well-being of others is experienced as self-rewarding
• encouraging multiplicity and non-monopolising behaviour against others
• small-scale natural contexts and simpler living is preferred

Planet: (Ecology)

• A “to be and to do” rather than “to have” behaviour economises planet’s resources
• gentleness in interactions towards the “more-than-human” environment
• products used are chosen from eco-ethical considerations, i.e. not causing animal suffering, not hazarding environment, possibility for recycling etc.
• participation in actions for global justice

Et tilfældigt sammentræf…

Tillad mig at reklamere for en blog på TV2, som har skrevet nærværende indlæg, som jeg har lånt her og hvis vid, jeg har stor respekt for: http://blog-dyn.tv2.dk/pelecanus/

Vores statsminister er en heldig mand. Gennem flere dage har et muligt tyrkisk veto, mod hans udnævnelse til Nato’s nye generalsekretær, svirret i luften. Nærværende skribent fandt endda, at der helt sikkert ville blive nedlagt et veto. Dette med udgangspunkt i tyrkernes særlige krav om enten en betingelsesløs undskyldning for hans optræden under Muhamed krisen eller alternativt en lukning af den kurdiske TV station ROJ. Det første kunne udelukkes pga af Anders Fogh’s helt særlige personlige integritet og karakterfasthed. Det andet fordi det ville stå i åbenlys modstrid med hele dagsordenen for Muhamned krisen – den særlige danske ytringsfrihed – som Anders Fogh under hele krisen valgte og stå vagt om. Ytringsfriheden skulle i hvertfald ikke beklikkes under hans vagt.

Og så kommer i dag dette helt fantastiske sammentræf – kort tid efter tyrkerne annoncerer deres støtte til Anders Fogh – fortæller en tyrkisk avis om en mulig lukning af TV stationen ROJ, to danske statsadvokater befinder sig i Ankarra med henblik på at få efterforske og indsamle materiale der muliggør en lukning. Anklagemyndigheden i Danmark skynder sig dog at udsende følgende meddelelse:

Besøget er dog på ingen måde kommet i stand på grund af statsministerens mulige kandidatur til posten som generalsekretær i Nato, forsikrer statsadvokat Lise-Lotte Nilas.

Der er altså i følge myndighederne tale om et sammetræf af omstændigheder. Vores statsminister er godt nok en heldig mand. En skeptiker som nærværende skribent ville måske nok mene at dette heldige sammentræf næsten er for godt til at være sandt. Og måske vil samme skeptiker begynde at overveje om der virkelig er en lukning på vej. Er en hurtig inddragelse af sendetilladelsen, og en langvarig retssag for at få den tilbage en mulighed? Og hvis det sker hvad betyder det så for Venstre og Anders Fogh. Jeg kender ihvertfald en i Venstre der lige nu må koldsvede ved tanken om dette mulige overgreb på ytringsfriheden:

• Den kommende næstformand Kristian Jensen kan i disse timer ikke have det særlig godt.

Hvem husker ikke hans nådesløse angreb på Grundfoss ejeren Niels Due Jensen under Muhamed krisen – hvor Kristian Jensen slog fast at denne Niels Due havde valgt at sætte virksomhedshensyn over ytringsfrihed. Dette i et svovlende personligt angreb på Niels Due Jensen.

• Hvordan vil unge Kristian Jensen angribe denne gang?

For her er der jo tale om, at måske har selve landets statsminister valgt at sætte personlig vinding over ytringsfriheden. Niels Due Jensen handlede trods alt på virksomhedens vegne – Anders Fogh gør det muligvis på egne vegne. Dette må udløse et ragnerok i Venstre hvad enten nogen går til angreb eller ej. Ellers vil partiet stå tilbage lige så degenereret af magten som statsministeren. Her vil være stof til utallige blogs om Venstres fald fra magtens tinder.

Jeg tilslutter mig tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen og siger: Et tilfældigt sammentræf? Jeg er målløs.

Kunsten at galopere baglæns…

Nu har jeg jo i nogen tid efterhånden fulgt- og deltaget aktivt i debatten rundt omkring. Her skal ikke falde nogen dom over nogen – og jeg erkender endda selv at være forfaldet til brug af dele af denne adfærd i pressede situationer. Så her kommer nogle selvudviklede principper for kunsten at galopere baglæns.

Den personlige (selvretfærdige):

• Efter at være taget i at lyve, bortforklare eller manipulere ses disciplinen baglæns galop ofte anvendt i et forsøg på at backtracke sig tilbage gennem historien for at slette eller manipulere med sine tidligere statements, så de passer til de nuværende. Stilen er let genkendelig på sin selvfornægtende karakter. Ridderen ses skuende fremad rystende vildt på hovedet, imens hesten galoperer baglæns. Alle forhindringer på vejen fornægtes, da man jo ikke kan se dem. Selv efter ridderen ligger i svinestien og roder rundt benægtes fortsat ivrigt.

Den beskyttende (selvpromoverende):

• Efter at andre (muligvis folk, som man ser op til) er blevet taget i at lyve, bortforklare eller manipulere ses disciplinen baglæns galop ofte anvendt i et forsøg på at backtracke tilbage i historien for at vise, hvor klog man selv er – og hvor dumme andre mennesker er, når de ikke kan forstå, at verden kun kan forstås og opleves på én måde, samt at svinestien stinker af lort, fordi alle de andre svin skider, imens ridderen selv ikke bidrager med andet end duften af roser og lavendel. Stilen genkendes ved, at hesten galoperer baglæns, imens ridderen forsøger at kigge bagud over skulderen for at finde nogle, som man kan lægge skylden på; men eftersom rustningen forhindrer et bredere udsyn observeres retningen direkte mod svinestiens mest mudrede område ikke.

Den visionære (navlebeskuende):

• Denne særlige form for baglæns galop viser sig ved, at ridderen sidder omvendt på hesten, som galoperer baglæns uden at flytte sig ud af stedet. Ridderen forsøger at fremskrive og spå om fremtiden ud fra oplysninger, som han tror uafhængige; men som viser sig at hidrøre fra hans egen og andres samtid. I stedet for at være visionær får denne disciplin den konsekvens, at ridderen bliver ligeså indbildsk og selvfed, som de svin, han forsøger at lægge afstand til.

Den gangbare (målsøgende):

• Formen karakteriseres ved, at ridder og hest står stille - ridderen ved siden af hesten – og skuer fremad. Ridderen forestiller sig et mål for fremtiden og derefter, hvordan man kan ride baglæns i etaper tilbage fra målet og hen imod udgangspunktet i en bred vifte af mulige veje. Omtanke og kundskab lægges til grund for tilrettelæggelsen af det baglæns ridt, hvor mulige forhindringer tages med i overvejelserne således, at man kan reagere adækvat på uforudsete forhindringer. Da selve ridtet foregår parallelt med den baglæns galop, som ligger i en tankeproces, bliver første etape således også fremadrettet, selv om man i tankerne bevæger sig baglæns. Dette har som fordel, at de visuospatiale funktioner fungerer uafhængigt af tankeprocessen, og således bliver ridderen mindre tilbøjelig til forvirring og papegøjeplapren – ligesom ændringer i omgivelserne nøje kan indregnes inden påbegyndelsen af næste etape.

Da jeg ikke er god til at tegne, må I selv danne jeres egne indre billeder. God fornøjelse.

Dansk Folkeparti: Dyrt bekendtskab for egne vælgere!

Tillad mig at reklamere for en blogger på TV2, som har skrevet nærværende indlæg, som jeg har lånt her og hvis vid, jeg har stor respekt for: http://blog.tv2.dk/plt84/

Dansk Folkeparti: Dyrt bekendtskab for egne vælgere!

Julemanden Tom: ”Kære børn. I år har jeg rystet sækken. Derfor er der flere gaver i år end sidste år og nogle får flere julegaver og ingen får færre. Lyder det ikke godt?”

Børnene: ”Jo, du er fantastisk. Som både julemand, Gud og tryllekunstner i Cirkus Arena i én og samme person”.

Moderen, hviskende til fætter Tom: ”Det er da dyrt, hvordan kan det lade sig gøre?”

“Jeg har lånt i banken”, svarede Tom.

”Jamen, lånet skal betales tilbage”, replicerede moderen.

”Nemlig”, svarede Tom, ”og derfor skal vi efter jul spare. Der bliver ingen fællestur i Tivoli 1. maj og fødselsdagsgaverne bliver inddraget. Men det opdager børnene ikke før det er for sent”.

Den skattereform, som med mindst mulig margin vedtages i Folketinget en af de nærmeste dage, kan anskues fra mange vinkler. Man kan iagttage selve forløbet og spillet uden for rampelyset, selve indholdet af aftalen og det som forties, man kan beregne hvordan store beløb omfordeles og endelig kan man tillade sig at stille spørgsmålet: Har vi den presse vi fortjener? Uanset hvilken vinkel man anvender, bliver resultatet det samme; det bliver en dyr fornøjelse for de små i samfundet og reel information om reformens konsekvenser er lav.

Løgnen om forhandlingsforløbet

Hverken Løkke, Kjærsgaard eller Fogh taler sandt, når de siger, at de var interesserede i et bredt forlig. Det er pærenemt at finde dokumentation for det udsagn. Fogh stillede tre uspiselige krav for at få lov til at medvirke i forhandlinger, lige før de gik i gang. Regeringen krævede

1. at oppositionen skulle acceptere at skattestoppet fortsætter,
2. at oppositionen skulle acceptere en massiv underfinansiering af skattereformen (som er blevet større i det endelige forlig), hvilket medfører enten lavere offentlig service eller højere betaling for offentlig service (som specielt rammer de familier med de laveste indkomster) og
3. at oppositionen skulle acceptere at forhandlinger kun måtte vare i 2 dage (efter at Skattekommissionen havde anvendt 390 dage og regeringen selv havde brugt 24 dage, inkl. 7 dages skiferie).  På en skattereform, som skatteminister Kristian Jensen har kaldt den største i nyere politisk historie!

Tre krav, som nøje var udvalgt for at få oppositionen til at hoppe af.

Hvilket også fremgår af følgende artikel, offentliggjort i JP onsdag den 25. februar:

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1613188.ece

Pengene er der ikke: Underfinansiering

Da man gik ind til forhandlingsbordet i sidste uge, viste regeringens egne beregninger, at deres udspil var underfinansieret med 13 milliarder i 2010. Det er en kendt sag, at underfinansiering altid betales af de dårligst stillede – arbejdsløse, pensionister og de lavest lønnede på arbejdsmarkedet – i form af øget betaling af eller reduktion i offentlige ydelser.  Efter at oppositionen havde forladt forhandlingsbordet, kom DF – partiet, som ihærdigt påstår (når mikrofonerne er åbne), at de varetager de svagestes sag – til fadet. Med deres aftryk på skattereformen, er underfinansieringen vokset markant. Igen til skade for de dårligst stillede. Som også påpeget af Carsten Koch. Man behøver ikke være professor i nationaløkonomi for at kunne regne det ud. Her er de store linjer:

Omfordeling af personskatter – en omvendt Robin Hood

Der er ingen grund til at klandre DF for bortfaldet i mellemskatten. Det var kommet – uanset, hvem der havde indgået aftalen.

Det er også korrekt, at procentsatserne for topskat ikke blev sat ned (fra 15 % til 13,5 %), hvorved underfinansieringen blev formindsket.

Dette opvejes dog, (til fulde og meget, meget mere) ved ekstraordinært at hæve grænsen for topskat – den er sat op til hele 390.000 i 2010 og videre op til 410.000 i 2011.  Med øget underfinansiering til følge.

Bemærk: Det er med dette kneb lykkedes DF at flytte skattegevinsten fra de allerrigeste til de næstmest rige.  Ikke til dem der skulle være deres påståede kærnevælgere i bunden af indtægtspyramiden.

Jamen så er der kompenseret for de mest udsatte lavindkomster ved lavere procentsats i bundskatten og højere bundgrænse, ikke sandt?

Nej. For de reduktioner i procenten for bundskat og forhøjet bundfradrag er ikke eksplicit forbeholdt lavindkomster. Dem får alle!

Med reformen er det med andre ord lykkedes DF at give de velstillede højere bundfradrag, lavere bundskat, fjernet mellemskat og – gennem et markant løft af grænserne mellem bund- og topskat – lavere skat på den sidst tjente krone. Og inklusiv en grøn ”lige-til-at-grine-af- tyrolerhat check” og et miljøelement uden visioner samt et ekstra fradrag på kr. 1000, der sammenlagt får underfinansieringen til at vokse med adskillige milliarder, er det hele særdeles asocialt. Lægger man dertil, at der i planen er indbygget nogle løse forhåbninger om ’dynamiske effekter’ (at skattelettelserne vil skabe øget forbrugslyst og dermed bedre beskæftigelse og større skatteindtægter), hvilket er særdeles tvivlsomt under frygt og mismod i en økonomisk recession, kan det ikke blive værre. Underskuddet på statsbudgettet bliver gigantisk.

Hvem var det nu, DF påstod, de varetog interesserne for?

Beskæftigelsen

Regeringen påstår, at effekten af den gennemførte skattereform vil skabe 19.000 flere arbejdspladser. Indtil nu har det ikke været muligt at finde én ædru økonom, der mener at effekten kommer over ca. 6.000. Og da arbejdsløsheden i forvejen, med regeringens passivitet, vil vokse til langt over 100.000 i indeværende år, vil det blive svært overhovedet at registrere beskæftigelseseffekten af den nye skattereform. Men det lægger DF så gerne navn og stemmer til.

Hvad kunne de 13 milliarder ikke have skabt af reel nytteværdi? Ved at være brugt til investeringer i infrastruktur, bedre bygninger og alternativ energi – med både direkte effekt på beskæftigelse, højere udnyttelse af produktionsapparatet, bedre indtjening i virksomhederne og langsigtet styrkelse af konkurrencekraften.

Danmark var det land i Europa, som først blev ramt af recession. Vi er det sidste land til at reagere på det.

Vækstpakken er udeblevet og erstattet med sølle 2 milliarder kr. skjult inde i skattereformen. Nu er mulighederne spildt! Med velvillig assistance fra DF.

Persongalleriet

Lars Løkke har 2 belastende karaktertræk – han er arrogant og løgnagtig. Det er ikke i selv diskvalificerende i det politiske liv. Med mindre gud og hvermand kan se det. Og, desværre for ham - det kan de! Hans kynisme er som JR i Dallas og så klodset og gennemskuelig, at selv en døv og blind DF-vælger kan sanse det. At påstå, at ”..det er beklageligt at S og SF har valgt at forlade forhandlingsbordet…”, når man ved, at Løkke reelt slet ikke inviterede dem, falder den kvikke replik tilbage på ham selv. Han bliver aldrig statsminister. For han har allerede demonstreret, at han ikke kan eller vil det brede samarbejde.

Pia Kjærsgaard har ikke brikkerne på øverste etage til at beregne, hvad skattereformen betyder. Heller ikke dét er for så vidt diskvalificerende. Hun er taktiker mere end strateg, og man behøver ikke hive hende frem i rampelyset ved enhver given lejlighed. Det er derfor uforståeligt, at partiet gør det, når emnet er ’statens indtægter og udgifter, samt skatten’. Hvorfor lader man hende, med det vanlige mopsede udtryk i hele åsynet, udtale ”at hun da ikke kan forstå, hvorfor oppositionen er fornærmet og gået fra forhandlingerne, så vi skal sidde her helt alene tilbage..” ? En sætning hun med garanti har fået mediemanuduktion i, og som er ren cover my ass fortrængningsmekanik. Formålet med udtalelsen er alene at forsøge at give politiske partier, som for længst er stået af, skylden for, at DF har indgået en håbløs aftale. En aftale, der i længden ikke kan skjule, at deres egne vælgere, når skattereformens konsekvenser bliver landskendt, er taberne.

Tilmed topper hun tåbelighederne ved at sige ”at skattepakken er en fordel for alle danskere… det har regeringen lovet…og hvis det ikke passer, må det være deres ansvar”. Hallo! Sidder et parti til forhandlinger på andres ansvar eller sidder de der på eget ansvar?

Hvis skattereformen ikke passede DF, kunne de da bare selv have forladt forhandlingsbordet, for oppositionen var allerede gået og flertallet forsvundet. Der var derfor enten slet ikke blevet nogen skattereform eller kommet en helt ny forhandlingsrunde.

Helle Thorning, Villy Søvndal og Margrethe Vestager gjorde imidlertid det eneste rigtige. Hvorfor medvirke til madlavningen, når maden er fordærvet, kokken er syg, gryderne uhygiejniske og komfuret er defekt.

Så er der Danmarks svar på Andy Warhols ’15 microseconds of fame’, Anders Samuelsen, sponsoreret af Saxo Bank (med en aftale, som næppe bliver fornyet). Hans eneste berettigelse for at optræde i forhandlingerne er vel, at selv en dårlig forestilling har brug for en pauseklovn. Når han alligevel skal nævnes her, er det fordi han er fortrinlig til dokumentation af regeringens og DF’s nøje planlagte komplot mod S+SF+RV:

Hvordan kan Samuelsen have en berettigelse ved forhandlingsbordet, når man ved, at hans skattepolitiske holdninger er så fjernt fra Dansk Folkepartis officielle holdning, man kan komme? Og når man ved, hans stemme ikke er udslagsgivende? (Han tabte så sutten lørdag. Måske opdagede han, at Superligaen var startet på ny og havde andre og bedre ting at bruge tiden til?).

Pressen og interessegrupper udgør også en bestanddel i meningsdannelsen. Er det kun mig der synes, at medierne generelt har behandlet skattereformen meget pop-smart? Har DR og TV2 fremlagt konsekvenser for den enkelte borger og husstand på eksemplificerende, pædagogisk vis? Hvor mange dagblade har – for det er jo deres opgave at påvise forskellen mellem hvad der bliver sagt & lovet og hvad der bliver gjort – påvist forskellen mellem ord og handling?

Tilføjelse:

»Medierne har med deres etniske retorik et ubehageligt medansvar for den aktuelle vold i København. Hvad med at tage et ansvar?«

Denne tankevækkende kronik er skrevet af en medstuderende ved Lunds Universitet. Læs mere her: http://politiken.dk/debat/kroniker/article663588.ece

Synes du, at medierne er sig deres ansvar bevidst, når man tænker på den seneste tids dækning af bandekrig og skatteforlig ?

Om Fremtiden

© Jens N. Roved (billedet).

Det kuriøse ved Darwin – her i tiden for hans 200 års fødselsdag – er vel, at han mig bekendt aldrig har taget stilling til, om der eksisterer en universel ikke-menneskeskabt gud. Samme må vel siges om Einstein. Og det er disse to, som profileres vidt og bredt hver eneste gang en stærkt troende ateist skal ud og vise flaget. Jow jow – man har virkeligt forfinet den hæderkronede gamle offerdans ‘at træde rundt i spinaten’. I den værdikamp som skal forestille at være imellem tro vs. ikke-tro er Darwin således et umådeligt ringe kort at spille. Om Agnosticisme kan man sige mange ting; men at det skulle være en gren af ateisme eller en gren af teisme er godt nok en påstand, som vidner om en ufattelig åndsfraværende idioti.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg: http://blog-dyn.tv2.dk/confucius/

Selvironi er en evne, som er guld værd at besidde. Desværre er der rigtig mange mennesker, som ikke kan gennemskue selvironi endsige ironi. Disse mennesker har ofte et sort-hvidt syn på tilværelsen.

Men nu skal det handle om kap. XV, Fra Helvedes Blækhus.

Introduktion: En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales “patienten”) bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel “Fangegarn”, som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke ‘farer’, han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter min mening simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er “Fjenden” Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som ‘Vor Fader dernede’.
Kap. XV.

Kære Malurt!

Jeg havde naturligvis bemærket, at menneskene havde en rolig periode i deres europæiske krig (Anden Verdenskrig, red .) – som de i deres naivitet kalder »Krigen« ! – og jeg er ikke overrasket over, at der er en tilsvarende  rolig periode i patientens ængstelse. Skal vi opmuntre dette, eller skal vi bibeholde hans ængstelse? Både forpint frygt og dum selvtillid er ønskværdige sindstilstande. Det valg, vi må træffe mellem dem, fremkalder vigtige problemer.

Menneskene lever i tiden, men vor FJENDE har bestemt, at de skal leve i evigheden. Derfor tror jeg nok, at han hovedsagelig vil have, at de skal give agt på to ting, evigheden selv og det punkt af tiden, som de kalder nuet. For nuet er det punkt, hvor tiden berører evigheden. Nuet, og kun nuet, oplever menneskene på samme måde, som vor FJENDE oplever virkeligheden som helhed; kun i det skænkes dem frihed og virkelighed. Han vil derfor have, at de altid er optaget enten af evigheden (hvilket betyder at være optaget af ham) eller af nuet – enten grunder over deres evige forening med eller adskillelse fra ham eller også adlyder samvittighedens stemme i nuet, bærer nuets kors, tager imod den nåde, som skænkes dem i nuet, siger tak for den glæde, de har i nuet.

Vor sag er det at få ham bort fra evigheden og fra nuet. Med dette mål i sigte frister vi somme tider et menneske (for eksempel en enke eller en lærd mand) til at leve i fortiden. Men dette er kun af begrænset betydning, for de har en vis virkelig kunskab om fortiden, og den har en ganske bestemt natur og ligner for så vidt evigheden. Det er meget bedre at få dem til at leve i fremtiden. En biologisk nødvendighed gør, at alle deres lidenskaber allerede peger i den retning, så tanken om fremtiden tænder håb og frygt. Og så er der også den ting ved det, at fremtiden er ukendt for dem, så at vi ved at få dem til at tænke på den får dem til at tænke på noget uvirkeligt. Kort sagt, fremtiden er det, der allermindst ligner evigheden. Det er den mest udpræget timelige del af tiden – for fortiden er frossen og flyder ikke længere, og nuet er helt gennemlyst af evighedens stråler. Det er derfor, vi har søgt at fremme alle disse tankesystemer som f.eks. den skabende udvikling, den videnskabelige humanisme eller kommunismen, som retter menneskers følelser mod fremtiden, der er det inderste i timeligheden. Heraf følger, at næsten alle synder har deres rod i fremtiden. Taknemmelighed skuer tilbage til fortiden, og kærlighed ser til nutiden; Frygt, begærlighed, begær og ærgerrighed skuer fremad. Tro ikke, at begær er en undtagelse.Når øjeblikkets nydelse indtræder, tilhører synden (som alene interesserer os) allerede fortiden. Nydelsen er netop den del af processen, som vi beklager, og som vi ville afskaffe, hvis vi kunne det uden at gå glip af synden; Nydelsen er den del, FJENDEN bidrager med, og som derfor opleves i et nu. Synden, som er vort bidrag, skuede fremad.

Ganske vist vil FJENDEN også have mennesker til at tænke på fremtiden – akkurat så meget, som det er nødvendigt for nu at planlægge de retfærdige og menneskekærlige handlinger, som sandsynligvis vil være deres pligt i morgen. Pligten til at planlægge morgendagens arbejde er den pligt, der påhviler mennesket i dag; skønt den arbejder med materieale der er lånt fra fremtiden, tilhører den pligt, som alle pligter, nuet. Dette her er ikke hårkløveri. FJENDEN vil ikke have, at mennesker skal give fremtiden deres hjerte, vil ikke have, at de skal samle sig skatte der. Men det vil vi. Hans ideal er et menneske, som, når han har arbejdet hele dagen for sine efterkommeres skyld (hvis det er hans kald), slår det hele ud af tankerne, lægger resultatet i Guds hånd og så straks er så tålmodig og taknemmelig, som det øjeblik, han netop gennemlever, kræver af ham. Men vi ønsker et menneske, som fremtiden rider som en mare – jaget af syner af en himmel eller et helvede på jord, der er umiddelbart forestående – rede til at bryde FJENDENS bud i nuet, hvis vi kan få ham til at tro, at han derved kan komme i denne himmel eller undslippe dette helvede – et menneske, hvis tro er afhængig af, om de planer lykkes eller mislykkes, hvis slutresultater han ikke vil opleve. Vi ønsker en hel race, der stadig søger at nå en fjern, fjern regnbue, som aldrig er ærlig eller venlig eller lykkelig nu, men som altid bare bruger enhver gave, der skænkes dem i nuet, som brænde på fremtidens alter.

Deraf følger i almindelighed – og alt andet lige – at det er bedre for din patient, at han fyldes med ængstelse eller håb (det er omtrent lige meget hvilken af delene) i anledning af denne krig, end han lever i nuet. Men udtrykket »at leve i nuet« er tvetydigt. Det kan beskrive en proces, som virkelig har lige så meget med fremtiden at gøre som ængstelsen selv. Det kan være, at din mand ingen bekymringer gør sig for fremtiden, ikke fordi han er optaget af nuet, men fordi han har bildt sig selv ind, at fremtiden vil blive behagelig. Så længe hans ro i virkeligheden er sådan beskaffen, vil den ikke gøre os nogen gavn, fordi an bare oplever den ene skuffelse efter den anden, og han derfor bliver mere utålmodig, når hans falske forhåbninger bliver knust. Hvis han på den anden side er klar over, at det er noget rædselsfuldt, der venter ham, og han beder om de dyder, der kan sætte ham i stand til at møde det, og han imidlertid beskæftiger sig med nuet, fordi dér og kun dér bor al pligt, al nåde, al kundskab og al glæde – ja, så er hans tilstand i allerhøjeste grad i uoverensstemmelse med vore ønsker, og vi må straks gå til angreb. På dette punkt har vort filosofiske våben – anvendelsen af de rette ord og talemåder – igen gjort god fyldest; prøv med ordet »selvtilfredshed«. Men naturligvis er det højst sandsynligt, at han ikke »lever i nuet« af nogen af disse grunde, men simpelthen, fordi han har et godt helbred og er glad for sit arbejde. I så fald er fænomenet helt naturligt. Alligevel ville jeg få det til at høre op, hvis jeg var dig. Der er ikke noget naturligt fænomen, der virkelig er til gunst for os. Og for resten – hvorfor skulle dog den skabning være lykkelig?

Din hengivne Onkel

Fangegarn

Bålet på operapladsen i Berlin d. 10. Maj 1933.

Goebbels båltale:

»Mod Klassekamp og materialisme, for folkefællseskab og idealistisk livsholdning! Jeg overgiver Marx’ og Kautskys skrifter til flammerne!

Mod dekadence og moralsk forfald! For tugt og gode sæder i familie og stat! Jeg overgiver Heinrich Manns, Ernst Gläsers og Erich Kästners skrifter til flammerne.

Jeg overgiver til flammerne jøden Sigmund Freuds skrifter på grund af utugt og bagtalelse af den tyske folkesjæl!

Mod litterært forræderi over for soldaterne fra første verdenskrig, for folkets opdragelse i værneviljens ånd! Jeg overgiver Erich Maria Remarques skrifter til flammerne!

Mod frækhed og anmaselse, for agtelse og ærefrygt, for den udødelige tyske folkeånd! Opslug flamme også Tucholskys og Ossietzskys skrifter!«

Da bålet er brændt ned sluttes der med afsyngelsen af Horst Wesselsangen, hvorpå Goebbels med et citat af Ulrich von Hutten råber: »Oh, århundrede, oh videnskaber! Det er en lyst at leve!«

Thomas Mann (1933)

»Den der brænder bøger – brænder mennesker næste gang!«

Han fik ret, alt for meget ret!

Arbejderne og fagforeningerne havde været nyttige idioter i forhold til at bringe Hitler til magten. Hans manipulation og ‘forræderi’ imod nogle af de socialistiske værdier, som han havde skabt sig et valgbart navn på, kom for alvor til udtryk i 1933 og frem, hvor flygtninge fra Hitlers Tyskland – jøder, sigøjnere, kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk – søgte asyl i Danmark, med risiko for at blive sendt tilbage over den danske grænse til bødlerne, som grinende ventede på den anden side. Hvis man skal bedømme Hitler, så kan jeg tidligt i hans karriere se en dygtig manipulator, som udtrykte en masse socialistiske tanker blandet med racehad. Men i hans handlinger levnes ikke nogen tvivl om hans højreorienterede fascistiske status. Opgøret med venstrefløjen, som i store dele havde sørget for hans flertal, skete prompte efter hans magtovertagelse og viser, at han ikke et sekund havde gjort sig nogle illusioner om at skabe en socialistisk stat. Frem for alt skal historien bedømme Hitler på hans excellente evner udi manipulation og demagogik. Han fik lullet en hel venstrefløj ind i hovedløs tilbedelse, og da han overtog magten, var det for sent for dem. De endte for manges vedkommende deres dage i KZ-lejre.

Nazisterne anvendte kun ordet socialister i deres navn for, at det skulle være mere spiseligt for omverdenen. Der var aldrig skyggen af socialisme over nazisterne. Tværtimod!

Det samme gælder i dag for VU i Århus’ nye venner, nynazisterne. De hader demokratiet.

Hvis vi vender tilbage til Rigsdagsvalget i 1932. Der tabte nazisterne ca. 2 mill. stemmer. SPD og KPD var i fællesskab stærkere. Samme år blev der ifølge ‘Rote Hilfe’ skudt 81 arbejdere af politiet og 139 af SA og SS. Der blev indledt retsforfølgelser af ikke mindre end 133.000 antifascister. Så sent som i januar 1933 fonyer KPD sit tilbud af 20. juli 1932 til SPD og fagforeningerne om en enhedsfront. Forslaget afvises!

Lad mig slutte dette indlæg med kilden til Thomas Manns ord fra 1933.

Dort wo man Bücher verbrennt, verbrennt man auch am Ende Menschen (Der, hvor man brænder bøger, ender man også med at brænde mennesker) Heinrich Heine (1797-1856), 1821 Sentensen stammer fra den tyske forfatter Heinrich Heine Almansor. Eine Tragödie vers 243-244; værket blev skrevet 1820-1822 med et første tryk i 1821.

Baggrundsmateriale: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry226261.html

Til foredrag i aftes med MiD…

Jeg kan godt forstå kritik af Hamas. Men det løser ikke så meget. Situationen er sådan idag, så hverken Hamas eller Israel kan komme udenom at måtte forholde sig til hinanden, hvis man vil skabe fred – og tro mig – det ér og bør være i Israels interesse.

Jeg var til foredrag med Michael Irving Jensen i aftes. Meget spændende og virkelig grundig gennemgang af PLO og Hamas og hvorfor Hamas er blevet så stærke. Her kommer et par hurtige notater.

Folk i palæstina havde intet til overs for det muslimske broderskab før Hamas kom til. Palæstinenserne har ikke nogen længere historie med religiøs fanatisme. Det er et modefænomen, som er opstået siden 1988. Grunden til Hamas’ success er, at PLO altid har haft deres rødder uden for palæstina, hvorimod Hamas har deres rødder i de besatte områder. Hamas har ikke vundet deres sejre på terror. De har vundet deres sejre, fordi de er opstået i de besatte områder – det er det muslimske broderskab, som har koblet sig på Hamas, ikke omvendt. PLO og Fatahs hykleri kan ses igennem, at de bygger luksusvillaer til sig selv, imens Hamas befinder sig der, hvor palæstinenserne er – i flygtningenlejrene. Derfor har Hamas vundet. Det er også derfor, at PLO/Fatah afskyr Hamas. Hamas ville slet ikke have eksisteret, havde det ikke været for PLO’s distance til folket.

Problemet for Hamas er imidlertid, at Hamas vil miste hele deres religiøse grundlag, hvis man går på kompromis med et charter, hvor man har skrevet, at det, som står, er Guds vilje. Det er et charter, som reelt forhindrer Hamas i officielt at se realiteterne i øjnene. Derfor biiver Hamas nødt til at finde smuthuller – og det er et problem for Hamas, som begynder at se realiteterne i øjnene. Israel ophører ikke med at eksistere. Præcis ligesådan måtte PLO tidligere se Pan-arabismen gå i vasken i 1967. Man kan argumentere for, at Hamas gennemgår den samme udvikling som PLO har måttet gennemgå, blot en årrække senere.

Og han har ret. Det største æselspark til Hamas er, at de har malet sig op i et religiøst hjørne, hvor de i deres charter har skrevet, at det er Guds ord, at landet tilhører palæstinenserne. Så er det jo lidt svært for Hamas bagefter at gå ud og sige, at man alligevel godt vil anerkende Israel. Hamas kan til gengæld godt med ryggen fri erklære en de facto våbenhvile, som så kan fornyes i det uendelige og ligeledes de facto erklære Israels eksistens, hvilket så også kan fornyes i det uendelige. Derfor har Hamas været nødt til ‘de facto’ at anerkende Israels eksistens for at kunne blive taget alvorligt. Men det er ris til deres egen røv, at de har skrevet et charter, som reelt modsiger den realpolitik, som de i de kommende år bliver nødt til at føre.

Hvis man vil Hamas til livs, så kommer man det kun gennem at skabe fred. På sigt og i den nærmeste fremtid vil der være flere palæstinensere i Israel end der vil være Jøder. Man kan ikke bekæmpe Hamas uden, at tage hensyn til den sociale og historiske kontekst i hvilken sådan organisation har fået fodfæste?

Michael Irving Jensen havde en ret interessant holdning i aftes også. Han mener, at Hamas er et modefænomen, som vil forsvinde med tiden.

Lad mig citere min gode ven Don Salvatore: »Det håber jeg egentligt. Men jeg tror som sådan heller ikke, de har en fremtid, hvis ikke de nedtoner krigslysten og viser vilje til en fredelig løsning. For jeg tror da ikke palæstinenserne vil finde sig i det for evigt. Så ja… Det er nok helt rigtigt at kalde dem et modefænomen, og hvis ikke de vil forsvinde i glemslen er de nød til at ændre på sig.«

Dette var de meget korte noter. Jeg skriver 2. års projekt for tiden, så det kniber lidt med tiden til at gennemlytte hele mit materiale, ligesom billederne også må lade vente på sig.

Lad os alle på denne dag mindes holocaust. Hvert år den 27. januar markerer Danmark Auschwitz-dag – den officielle danske mindes- og mærkedag for Holocaust og andre folkedrab.

http://www.diis.dk/sw12806.asp

Enestående (dagens Danmark) nu med telefontrusler…

Nu er jeg sådan lidt … , så nu skal I få en godnathistorie. Nu skal man så ringes op flere gange om dagen for at blive udsat for telefontrusler fra en… …n, der ville sikre sig, at jeg var ‘hjemme’. Ubehagelig fætter. Jeg formoder, at det denne gang relaterer sig til nogle af de højreorienterede skvatnakker, som jeg har omtalt på mit indlæg om kulturberigelse; men det er naturligvis ren spekulation for nuværende. Det vil tiden vise. På avisen.dk er mit privatliv OG krafteddeme også min brors privatliv uddannelse, erhverv og adresse blevet blandet ind i debatten om mødet med MiD. På TV2 blog er jeg også blevet udsat for en slet skjult trussel:

»39. gilgameesh 19-01-2009 17:49Rapportér/anmeld

Snowtiger……
Véd du at du ved at lefle for bl.a Muslimer I Dialog, forkaster demokratiet?
MID er en underafdeling af Det muslinske Broderskab, en organisation der vil omstyrte demokratiet.
Izlamismens nyttige idioter skal bekæmpes med alle mulige midler, det gælder også DIG…. FEAR THE DAY WHEN EUROPE RISE AGAINST IZLAMOFASCISM BRAINDAMAGE.
Modsat Europas jøder ønsker izlamofasisterne ikke at blive en del af den europæiske kultur.. Så derfor hører de ikke til i den vestlige verden. Og de hjælpes på vej af fascister som dig der hader frihed, demokrati og den vestlige verden…«

Jeg er tidligere blevet udsat for chikane, så det er jeg på ingen måde nervøs for. Men jeg synes, at det er både barnligt og dumt. Sjovt nok er der ingen af de muslimer, som jeg har været i dialog med, som udsætter andre for den slags. Hvorfor sker den slags altid, når man forholder sig kritisk til yderligtgående højreorienterede?

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry255029.html

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry256934.html

Why stand on a silent platform? Fight the war, fuck the norm

En jøde taler ud 2

England: Gerald Kaufmann Jewish MP denounces Israel as warcriminals and fools.

(Endnu en sag, som de danske medier har snorksovet over).

En aften i kulturberigelsens tegn…

Efter at have læst noget af det svineri og de racistiske kommentarer, som står at finde på uriasposten, besluttede jeg mig for at gå til et åbent debatmøde med Muslimer i Dialog på Nørrebro i aftes. Oplægget havde Zaki Youssef og Nidal Abu Arif som hovedtalere. Det var meget spændende. Jeg vil skrive mere om dette i løbet af de nærmeste dage og også bringe nogle billeder; men for nu vil jeg bringe et citat fra Nidal, som havde følgende at sige om demonstrationer og optøjer i Danmark. Og så et enkelt fra Zaki.

Nidal Abu Arif:

»Det, som har irriteret mig mest ved demonstrationerne i Danmark på det sidste, er, at det er vores ansvar – og også mit ansvar – hvis jeg ser en ung mand begynde at brænde det israelske flag, at stoppe ham. Ikke for Israels skyld, men for Palæstinas skyld. Lad ham ikke få hans 5 minutters eller 5 sekunders berømmelse i fjernsynet på vores bekostning. Stop ham, men gør det for Palæstinas skyld, fordi det har intet formål. Folk i Gaza er holdt op med at brænde det israelske flag. Hvis vi står i en demonstration i Danmark, og der er en der råber ‘khaebar khaebar’ – Stop ham – fortæl ham, ‘hvad har du gang i? Ved du, hvad Khaebar det er? Ved du, hvad det hentyder til? Ved du, hvilken betydning det har? Ved du, hvilket signal det sender?’ Hvis du finder en, som har det der Hamas pandebånd på, så spørg ham: ‘Hvad laver du her? Rejs til Gaza. Fjern det banner. Du ligner sådan en militant person, som måske har det bedre dernede.’ Og jeg er sikker på, at de folk, som render rundt og laver ballade, hvis de havde været i Gaza – og man har set dem også i 2006 – Hvis de havde boet i Gaza, så ville de have råbt om hjælp. Evakuér os! Det skete i 2006. Alle palæstinensere, som har været på ferie i Libanon, har råbt til den danske stat – ‘Evakuér os, vi vil væk herfra’. Så det er jeres ansvar – også at skrive til de organisationer, som arrangerer demonstrationer. Skriv til dem, at de hjælper ikke Palæstina på den her måde. Hvis I vil arrangere en demonstration, så gør det ordentligt – og vigtigst af alt – at I er klar over og ved, at I har kontrol over demonstrationen. Det er meget vigtigt. Men husk også at udbrede budskabet. Hvis du finder en under en demonstration, som har et skilt eller som har en davidsstjerne med nazi-tegn, så fjern det. Folk kan ikke forstå det. Det sender forkerte signaler, og I vil ikke finde forståelse blandt danskere på den måde. Det tjener ikke noget formål.«

»I skal ikke være bekymrede for min familie i Gaza. De har det efter omstændighederne godt. Det kan ikke blive meget værre end det, der sker lige nu – selv hvis de skulle blive ramt. Sådan er det i Gaza. Når man lever i Gaza, så tænker man altid på det værste, men håber på det bedste. Vi skal tænke på hele Gazas befolkning og på, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe folk i Gaza ved at fortælle deres historie. Jeg er måske ikke den bedste til at formidle budskabet, for jeg kan ikke sætte mig ind i, hvordan min familie lever i Gaza. Det er næsten ubeskriveligt, hvordan deres situation er. Lad os håbe på, at det snart er ovre, og lad os håbe på, at det aldrig vil gentage sig igen, hverken i Israel, Palæstina eller for den sags skyld noget andet sted i verden.«

Zaki Youssef (som havde besøgt Vestbredden):

»Det var rigtig inspirerende at møde de her mennesker i Jenin, som var vokset op med massakren i Jenin og set halvdelen af deres familie blive slået ihjel. De var overhovedet ikke aggressive mennesker. De var virkelig varme og store mennesker og givende og gavmilde. Det var der, vi mødte de dejligste mennesker. Jo værre de havde haft det, jo stærkere følte man nærmest, at de var, og jo mindre behov havde de for at vise, at de var nogle hårde hunde. Alle dem, som vi ser gå rundt på gaden og spiller hard-core her i Danmark, sådan noget så jeg slet ikke dernede. Slet ikke. Tværtimod – alle de, som havde siddet 7 år i israelske fængsler og blevet tortureret og jeg ved ikke hvad. Det var de dejligste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Det, synes jeg, er meget godt lige at tænke over.«

Muslimer i Dialog: http://www.m-i-d.dk/default.asp?side=aktiviteter&id=148

P.S.: Noget af det, som de begge prioriterede, var, at konflikten ikke er religiøs eller handler om religion. Det er ikke en kamp imellem muslimer og jøder. Det er først og fremmest en politisk konflikt. Næste møde vil være d. 26/1-2009. Tankevækkende at ikke ét eneste af de store medier var til stede ved et møde, hvor muslimer inviterede til dialog!

Update:

Det hjælper naturligvis ikke på dialogen, at danske soldater indgår i racistiske netværk og ej heller, at politiet optræder med racistiske udtalelser imod demonstranter. Begge grupper burde som professionelle holde sig langt væk fra den slags. Der er ingen undskyldning for, at en professionel politimand bruger udtryk som ‘perker’. En politimand skal holde sig hævet over det niveau.

The New Mass Murderers

250 killed, more than 500 injured – about 368 of them seriously. Approximately 80% of the civilians are women and children.

Tonight I will light candles for the innocent civilians butchered by Israel. There is NO excuse for killing more than 200 civilians. It is Mass Murder.

A Danish racist wrote on TV2.dk that »14. zorro15 27-12-2008 19:26 #13...Mass murder? So what, it is palestinians….«

I wonder if the general Danish population and the Israeli is turning into a racist non-thinking mob, who are cheering on even Mass Murderers only 70 years after another fascist regime split their own people up and put them in concentration-camps only to kill them – women and children first. Whatever Hamas or some palestinians do or call on people to do, it does not justify Israel committing genocide. In North Ireland they still say: »Do you remember Bloody Sunday«, This is Sunday Bloody Sunday on replay! Think about this. What if the names of the innocent civilian who died today in Gaza were to be remembered and there were made songs about them – songs that would be sung in the whole world. There were killed a lot more in Gaza today than on that dreadful Bloody Sunday.

Jeg vil tænde lys for de dræbte i aften. At slå mere end 200 civile ihjel er der simpelthen INGEN undskyldning for. Det er massemord.

Her er, hvad en dansk racist skrev som svar: »#13…Massemord? So what, det er palæstinensere….«

Hvor har vi mon set en opdeling i over- og undermennesker før? Er der nogen, som er i tvivl om, at racismen har godt tag i danskerne?

Long-Term Follow-Up Studies: An Update on Schizophrenia.

Forord: Jeg har af Brian Koehler fra New York fået lov til at oversætte denne artikel til dansk og bruge den i den generelle debat, da han ligesom jeg mener, at forskningen på dette område er meget vigtig. Det er en artikel, som handler om tværkulturelle langtidsstudier for skizofreni. Brian Koehler skriver desuden, at mange er uvidende om resultaterne af disse studier, specielt når det gælder udviklingslandene, hvilket jeg også holder med ham i. Jeg vil foreslå, at man læser artikelen i sammenhæng med Dennis Persson og Lena Karin Erlandssons artikel: Time to reevaluate the machine society: post-industrial ethics from an occupational perspective. For derigennem måske at kunne gøre sig nogle overvejelser omkring årsagen til, at skizofrenipatienter generelt har bedre forudsætninger for helbredelse i udviklingslandene end i den vestlige verdens I-lande.

Brian Koehler er professor ved New York University’s post-doctorale program inden for psykoterapi og psykoanalyse, the New York University School of Social Work, the City University of New York, Graduate Division og the Long Island Graduate Division. Han har en bog på vej: The Psychoses: Brain, Mind and Culture. Brian Koehler er også ansat ved fakulteteterne tilhørende institutterne for moderne psykoterapi, The Manhattan institute for Psychoanalysis, og The Psychoanalytic Psychotherapy Study Center, hvor han også er analytisk supervisor.

Opfølgning på Langtidsstudier: En Update på Skizofreni.

Brian Koehler PhD
New York University

Det estimeres at cirka 20 millioner mennesker i verden lider af det, som vi kalder skizofreni. Jeg tænker, at det vil være nyttigt at opsummere de seneste data fra langtidsstudier i skizofreni, da der stadigvæk hersker så mange myter på området. Jeg har udledt information i det følgende delvist fra “Beyond dementia praecox: findings from long-term-follow-up studies of schizophrenia” af Joseph Calabrese og Partrick Corrigan, offentliggjort i “Recovery in Mental Illness: Broadening Our Understanding of Wellness” redigeret af Ruth O. Ralph og Patrick W. Corrigan i 2005 for American Psychological Association og Kim Hopper and colleagues (2007) “Recovery from Schizophrenia: An International Perspective – A Report from the WHO Collaborative Project, The International Study of Schizophrenia”, udgivet af Oxford University Press.

Med hensyn til alle de 10 langtidsstudier, konkluderede Calabrese og Corrigan (2005):

“Hvert enkelt af disse studier fandt, at snarere end havende et progressivt forværret forløb, har skizofreni en heterogen række af forløb fra – alvorlige tilfælde, som kræver gentagne- eller sammenhængende indlæggelse(r) – til tilfælde, hvori en enkelt sygdomsepisode bliver fulgt op af fuldstændig bedring af symptomer. Fundene, som er rapporteret i disse studier, indikerer som helhed, at cirka det halve af deltagerne kom sig eller forbedrede tilstanden signifikant over en længere periode, hvilket antyder at bedring eller helbredelse er meget mere almindeligt forekommende end tidligere antaget” (p.71).

The World Health Organization International Study of Schizophrenia

WHO-studiet i skizofreni er et langtids opfølgningsstudie af 14 kulturelt forskellige, behandlede incidenskohorter og 4 prevalenskohorter bestående af 1,633 personer diagnosticeret med skizofreni og andre psykotiske lidelser. De generelle udfald ved 15 og 25 år blev vurderet til at være gunstigt for mere end 50% af alle deltagere. Forskerne observerede at 56% af incidenskohorterne og 60% af prevalenskohorterne blev bedømt som helbredte. De deltagere, som havde en specific diagnose inden for skizofreni-spektret, havde en ‘recovery rate’, som var tæt på 50%. Geografiske faktorer var signifikante både når det gjaldt symptomer og sociale handicap. Visse forskningslokaliteter var associeret med en større chance for helbredelse selv for de deltagere, som havde et ugunstigt tidligt begyndende sygdomsforløb. Forløb og udfald for personer diagnosticeret med skizofreni var meget bedre i udviklingslandene end for sådanne personer i den udviklede verden bestående af Vesteuropa og Amerika.

Det første af WHO-studierne, the International Pilot Study of Schizophrenia (IPSS), bedømte 1,202 personer diagnosticeret med skizofreni i 9 lande. Resultatet viste, at personer med skizofreni i udviklingslandene (eksempelvis Columbia, Indien, Nigeria) havde bedre udfald end personer fra undersøgelser i udviklede lande (eksempelvis Rusland: Moskva, England: London, Tjekkiet: Prag, Danmark: Århus). Samlet set blev 52% af personerne i udviklingslandene vurderet til at ligge i den bedste kategori for udfald (defineret i dette studie som kun én initial episode, fulgt af fuld eller delvis helbredelse) sammenlignet med 39% i de udviklede lande (I-lande). Dette fund blev også rapporteret i et 5-års opfølgende forskningsstudie. I dette studie var 73% af deltagerne fra udviklingslandene i den bedste udfaldsgruppe sammenlignet med 52% i de udviklede lande. Et andet studie kaldet the Determinats of Outcome of Severe Mental Disorder (DOSMeD) anvendte mere rigoristiske kriterier og fulgte mere end 1,300 patienter i 10 lande. DOSMeD fandt, ligesom IPSS, at den højeste helbredelsesrate forekom i udviklingslandene. Ved et 2 års opfølgningsstudie var 56% af deltagerne i udviklingslandene i den bedste udfaldsgruppe sammenlignet med 39% af deltagerne fra de udviklede lande. Fundene af bedre udfald for personer i udviklingslandene gjaldt hvad enten sygdommen var akut eller gradvist udviklende.

Fundene gjort af WHO er blevet kritiseret på baggrund af forskelle i opfølgning, arbitrær gruppering af centre i udviklede eller udviklende, diagnostiske flertydigheder (eksempelvis, snæver versus bred definition af skizofreni), selektive mål for udfald, kønsrelaterede faktorer, såvel som alder. Imidlertid demonstrerer en nylig analyse af disse data udført af Hopper og Wanderling (2000) på overbevisende vis, at ikke ét eneste af disse kritikpunkter er tilstrækkeligt, når det gælder om at forklare, at fundene af forskelle i forløb og udfald ved skizofreni er mere gunstige for personer i udviklingslandene. Der er tale om overraskende robuste fund. Det, at WHO-studiernes fund demonstrerer bedre forløb og udfald for mennesker i udviklingslandene, er blevet tilskrevet følgende faktorer: Familiære omgivelser og ‘expressed emotions’; forventninger til sociale roller; stigma og forskelsbehandling, etc.

ISoS

ISoS (International Study of Schizophrenia) er et opfølgningsstudie gjort på forløbet af sygdom og udfald hos en underkategori af patienter, som havde været med i tidligere udgaver af WHO’s forskningsprojekter for personer diagnosticeret med skizofreni – the International Pilot Study of Schizophrenia (IPSS), the study of the Determinants of Outcome of Severe Mental Disorders (DOSMeD) og the study on Reduction and Assessment of Psychiatric Disability (RAPyD or Disability) – og patienter, som havde deltaget i 3 lokalt styrede centre (Retrospective Analysis or Invited). Disse fire distinkte lang-tids- opfølgnings-kohorter er uddrag fra ISoS. ISoS forløb over cirka den sidste fjerdedel af det 20. århundrede. Rapporter antydende, at incidensen for skizofreni skulle være faldende i den udviklede verden, er ikke bekræftet. Imidlertid, eftersom flere mennesker overlever barndoms- og ungdomsårene i udviklingslandene, er incidensen for skizofreni tiltagende her. Det ville være interessant at se, om denne stigning er forbundet med øget vestlig indflydelse ‘Westernization’.

Hopper and Colleagues (2007) noterede sig:

“Der er sket betydelige fremskridt i vores forståelse af hjernens struktur og funktion inden for neurofarmakologi, familiens opdragelsesteknik, psykosociale interventioner, samt improvisationer for støttende arbejde – i alle de mangfoldige redskaber og strategier for rehabilitering, nogle opfindsomt tilpasset til kulturelle omstændigheder og mangel på ressourcer…såvel som i vores påskønnelse af den rolle, som individer kan spille i den daglige behandling af deres egne sygdomme…har evidens støt samlet sig for, også, at specifikke omgivningsfaktorer i den umiddelbare verdensoplevelse hos det plagede individ (hvad enten disse er karakteriseret ved afdelingsrutiner, kilder til vedholdende stress, nedbrydende livshændelser, fjendtlig/kritisk familiestemning eller imødekommende socialt rum) spiller en signifikant rolle i sandsynligheden for tilbagefald eller vedvarende handicap. Disse målrettede undersøgelser mangler endnu at blive produktivt sammenflettet med etnografisk dokumentation på en måde, som ville give mulighed for en dybere forståelse af de særlige sociokulturelle træk i sammenhænge, som fremmer recovery” (p.277).

Antagelsen af at et signifikant træk ved skizofreni er et progressivt forværret forløb – hvilken har været med os siden de tidligste taxonimiske bestræbelser af Emil Kraepelin – er der nu i vid udstrækning sat spørgsmålstegn ved validiteten af. Som mange af verdens udfaldsstudier, inklusive WHO-studierne, har demonstreret - forløb og udfald af skizofreni er ikke ‘hard-wired’ i diagnosen i sig selv. Som Hopper and colleagues (2007) har antydet, så er det et produkt udviklet af kontinuerlig interaktion mellem sygdomsproces, behandling, lokale omgivelser og den aktive indvirken af personen (p.277).

Nogle Vigtige Fund i ISoS

• Langtidsudfaldet for over halvdelen af ISoS patienterne var ganske godt. Når det gælder helbredelse (recovery), rangerer ISoS mellem de mest gunstige langtidsudfald til dato.
• To-års forløb (percent time psychotic) blev bekræftet som den mest robuste indikator (predictor) for symptomer og funktion for DOSMeD-kohorten, selv om uspecificerede sociokulturelle faktorer også spiller en rolle. For en femtedel af ISoS patienterne var imidlertid et ugunstigt tidligt forløb af sygdommen forbundet med senere helbredelse.
• Diagnostisk stabilitet var demonstreret i den langt overvejende del af ISoS patienterne, særligt for skizofreni mere end for skizo-affektive eller akut skizofreni.
• ISoS bekræftede øget risiko for død i både I- og U-lande for personer diagnosticeret med skizofreni med forhøjede standardiserede dødsrater (SMR) specielt i industrialiserede centre.
• I overensstemmelse med tidligere fund fra IPSS og DOSMeD var fund fra forløb og udfald for patienter i udviklingslandenes centre mere gunstige end for deres modstykker i de udviklede lande (I-lande). Det meste af forskellen er dokumenteret tidligt i forløbet, i de første to år med behandling (måske indikerende et kritisk tidsrum for effektiv psykosocial intervention). Imidlertid, selv for de individer som havde et ugunstigt tidligt forløb, var sandsynligheden for helbredelse mere gunstig for patienter fra udviklingslandenes centre.
• Beskæftigelse (inklusive husholdningsarbejde) var oftere rapporteret for personer i udviklingslandenes centre. Alt i alt var over halvdelen af ISoS-kohorten i arbejde ved opfølgningen.
• Hjemløse var en sjældenhed i ISoS-kohorten.
• Ko-morbiditet (specielt misbrug af rusmidler) – så typisk mellem europæiske og nord-amerikanske kohorter – var mindre signifikante fund her.

Hvilken rolle spiller familien

I Chandigarh, Indien, blev der opnået meget gunstige resultater for udfald, hvilket nogle forskere har tilskrevet en lavere rate for ‘expressed emotion’ (eksempelvis fjendtlig kritik, følelsesmæssigt overinvolvering) forbundet med vedholdende støtte fra familien.

Hopper and colleagues (2007) noterede sig:

“Tag for eksempel det ekstraordinære engagement fra indiske familier i behandlingsforløbet. Fra de indledende drøftelser over om man skal søge hjælp, til at sørge for basale livsnødvendigheder og tilslutning til medicinering under indlæggelse, til hverdagens støtte efter udskrivning, inklusive overvågning af medicin og fungerende deltagelse i familielivet, er de alle veldokumenterede som distinkte træk ved ethnopsychiatry i det land…Narrative berettelser fra Chennai, opstillet som en del af ISoS og nu analyseret, antyder, at den høje kulturelle værdi lagt på ansvarlig opdragelse af børn kan give en stærk motivation for kvinder til ikke at lade deres sygdom påvirke deres mor-funktion” (p. 280).

Ægteskabelige udsigter begunstigede kvinder i Indien sammenlignet med udviklede landes centre (I-lande) – selv når et dårligt tidligt sygdomsforløb tages i betragtning.

Alle disse forskningsresultater antyder kraftigt vigtigheden af kultur. Psykoanalytiker-psykiater Otto Will, en psykoterapeut for personer med psykotiske sygdomme, noterede sig, at mennesker ikke alene arver deres gener, men også deres kultur. Dette faktum åbner døren for en række af potentielle terapeutiske interventioner. Der er behov for undersøgelser af de helbredende træk ved pålidelige, sunde og gavnlige familiære omgivelser. Hvordan kan klinikere kopiere dette i situationer, hvor slægtskab mangler? Dette antyder også vigtigheden af den aktive indvirken af den diagnosticerede person – noget som mange forskere og klinikere måske ignorerer.

Hopper and colleagues konkluderede:

“Variationerne af sindsyge og dens uregerlige forløb har længe været regnet blandt prisen for social lidelse på verdensplan. Viden, testet praksis, social accept og politisk vilje er nødvendigt for at reducere denne pris. De kombinerede resultater af the WHO-Collaborative studies of schizophrenia vil bidrage, håber vi, til i det mindste den første af disse faktorer” (p. 281).

Key References:

Hopper, K. & Wanderling, J. (2000). Revisiting the developed versus developing country distinction in course and outcome in schizophrenia. Results from ISoS, the WHO collaborative followup project. Schizophrenia Bulletin, 26 (4): 835-846.

Hopper, K., Harrison, G., Janca, A. & Sartorius, N. (2007). Recovery from Schizophrenia: An International Perspective. Oxford, UK: Oxford University Press.

Ralph, R. O. & Corrigan, P. W. (2005). Recovery in Mental Illness: Broadening Our Understanding of Wellness. Washington, DC: American Psychological Association.

The Ethics of the Machine…

Jeg vil her bringe et uddrag af en artikel af Persson D., Erlandsson, L.K. fra Journal of Occupational Science (2002) . En artikel, som jeg synes er tankevækkende midt i den pågående debat om velfærdssamfundet som industrisamfund. Artikelens titel siger en hel del: Time to reevaluate the machine society: post-industrial ethics from an occupational perspective. For folk som interesserer sig for den slags er det virkelig en artikel, som er værd at købe. Her kommer kun et lille uddrag fra den, som omhandler og introducerer den polske filosof Skolimowski. Denne artikel skal læses i sammenhæng med artikelen af Brian Koehler, som kan findes her: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry288568.html.

In short:

»This paper discusses the ethics underlying the occupational repertoire of the post-industrial citizen, giving attention to lifestyle phenomena such as increased tempo and quantity of occupations; manipulation of time, organisms and environments; decreases in sleep, rest and play etc. In trying to understand human behavior in the 21st century, an ethical perspective is delineated and some starting points for a discussion of ethics from an everyday occupational perspective are investigated. Using examples from contemporary Western society, human occupational behavior is described as imprinted by machine-ethical values. It is argued that since behavior arising from such values has been little formulated or observed, it constitutes a substantial risk factor for ill health and stress. An alternative eco-ethical perspective of occupation, inspired by Skolimowski the Polish professor of eco-philosophy, is proposed. The concept of “ecopation” is introduced as an optional choice denoting occupations that are performed with concern for the ecological context at a pace that gives room for reflection and experience of meaning. The questions raised in this paper may be important for occupational scientists to more fully understand the implicit guidelines of contemporary and future occupation and for occupational therapists taking an active part in future healthcare.«

I think this is an important step to take into account when we think about health and health-care from a top-down approach vs. a bottom-up approach and why there should be attention on that meaningful activities as well as value in activity should be a human right in the post-industrial society rather than what it has been in the industrial society where it seems to be the opposite – that the industrial society with its machine-ethics decides over the individual human right to find meaning and value in daily activity. This copernican revolution in the view of humans I find very exciting and it is my hope that it will come to influence the society as a whole. As simple as it may seem on first notice, I think it is a really great argument to bring forth when confronting politicians and the like. Motivating that the society as a whole can benefit vastly from changing the ethics at play. I do recognize that -unfortunately- it isn’t an easy thing to do, but maybe this article can help and I know from Sweden and occupational therapists’ researching in psychiatry that finding meaning and value in activity is a core part of overcoming and becoming. It should be a human right.

Excerpt from the article that concerns Machine Ethics:

Skolimowski draws our attention to a new phenomenon, developing along with utilitarianism – the ethic of the machine, which is a kind of ethics hardly formulated or even observed. Yet its impact on Western societies has been profound. Since the scientific paradigm was developed in the 17th century, knowledge primarily deals with seeking “the truth”, i.e. the mechanical laws that rule matter. Along with the Western tendency to dominate and exploit nature, according to Skolimowski, intellectual understanding no longer seems to be enough; instead we understand in order to be able to control, and control to be able to manipulate. Here, he argues, the ethics of the machine shows its face – if you believe that the world is a machine, then it is rather natural to try to control and rule it. However, this can be done clumsily or skillfully, that is, more or less effectively. Effectiveness thereby becomes a prestigious word in Western thinking. In a capitalist economy, effectiveness also means competition, trying to be more effective than others in order to drive our rivals out of business. Once you are situated in this scenario you have no choice; compete or be out-competed. A sharpening of competitive skills, according to Skolimowski is equal to aggression.  The actions related to machine ethics are thereby, according to Skolimowski, guided by the chain of influences outlined in Figure 1.

Figure 1: The Machine-ethics, Chain of Action.

Control  -> Manipulation -> Effectiveness -> Competition -> Aggression

Skolimowski maintains that this causal chain is not an occasional feature of technological thinking, but characteristic of the mechanical paradigm, entirely focusing on how to relate to objects, and ignoring everything else. This paradigm is impregnated with values and no one should, Skolimowski hopes, make the mistake of thinking that this system is value-neutral. The ethics of the machine is written into our Western souls, but it has hardly ever been presented, and not articulated even by its most devoted followers. Skolimowski thus seems to believe that a ruthless code of ethics has thereby been added to our whole civilization without us being aware of it.

Disse objekter kan så være en mand i Århus som filmes uden at vide det, et kendt menneske, en religion, en ideologi, en adfærd, en sexuel orientering, en politisk overbevisning, find selv på flere. Eksemplerne er mangfoldige, når det gælder objektiviseringen og den agressive fremfærd overfor det identificerede objekt.

Consequences of Applying Machine-ethical or Eco-ethical Perspectives of Occupation, Considering Personal Organism, Human Environment and Planet:

Machine-ethical occupation

Relying on control, manipulation, effectiveness, competition and aggression

Personal organism: (Multi-tasking)

• Risking stress, burnout and disease
• accelerated occupational tempo
• fast, shallow and non-reflective actions motivated by economic and other extrinsic rewards
• imbalance in everyday occupational repertoire jeopardising play, recreation and physical mobilisation
• loss of coherent meaning

Human environment: (Competition)

• success at the expense of others
• risking a decreased well-being of others
• monopolising behaviour limits other people’s possibilities
• large-scale urban concentration is preferred to maximise economic effectiveness and profits

Planet: (Materialism)

• consumerism, overuse of planet ‘s resources
• products used are chosen for their effectiveness only, little or no regard with health, environmental hazard, soil exhaustion, pollution or animal suffering and extermination of species
• low interest in participating in actions for global justice

Men der er også en anden vej, og det er her, den kopernikanske vending kommer ind:

Eco-ethical occupation (Ecopation)

The performance of human occupations is a truly ecological undertaking, because occupation is the interaction between eco-systems such as the organism and its environment. It is the content and the quality of this interaction with which ethics is concerned. Applying reverence as the main ethical guideline of all our everyday occupations, be they maintenance, work, play or recreation, no change in these categories is probably needed. They seem to reflect important human needs. Rather a new perspective emerges that questions our priorities and how we select and perform our daily occupations. It is our belief that post-industrial lifestyle phenomena such as the increased tempo and quantity of occupations, manipulations of time, organisms and environment, and decrease of sleep, rest, and play, represent life paths that have not been seriously reflected. On the contrary, they are an entrapment in a perspective that emphasizes competition and cost-effectiveness that is a product of the Western market, the core power institution of post-industrial society and machine ethics. Instead, if we reflect in relation to our occupational choices and performances, supported by the ancient wisdom contained in the biosphere of our planet, the possibility increases for our time use to be guided by quality instead of quantity…..

The Eco-ethical Chain of Action:

Reverence → responsibility → simplicity → multiplicity → justice

Personal organism: (Single-tasking)

• preventing stress, burnout and disease
• slower occupational tempo
• reflective actions directed by self-reward and the demands of the occupation, rather than a time-schedule
• balance in everyday occupational repertoire
• increased play, recreation and physical mobilisation
• increased coherence and meaning

Human Environment: (Co-operation)

• success through collaboration with others
• performing actions that increase well-being of others is experienced as self-rewarding
• encouraging multiplicity and non-monopolising behaviour against others
• small-scale natural contexts and simpler living is preferred

Planet: (Ecology)

• A “to be and to do” rather than “to have” behaviour economises planet’s resources
• gentleness in interactions towards the “more-than-human” environment
• products used are chosen from eco-ethical considerations, i.e. not causing animal suffering, not hazarding environment, possibility for recycling etc.
• participation in actions for global justice

P.S.: Hvis man ikke kan se videoen, så klik her: http://www.youtube.com/watch?v=TlJXHc4jb30

Key References:

Persson, D., Erlandsson, L.K. (2002). Time to reevaluate the machine society: post-industrial ethics from an occupational perspective . Journal of Occupational Science, 9 (2): p. 93-99.

Baby A – the rebirth of Club [S.T.U.P.I.D.]

When Baby A was gestating in his mother’s womb, his mom had constant interaction with human beings. When he was born, not only did he bear a striking resemblance to human beings but within a few years he had managed to speak in a manner that closely imitated human language. And thus he grew up thinking he was in fact human. Many years later… Baby A had become Big A and Big A discovered by accident that he was actually [S.T.U.P.I.D.] Stubborn Terrestrial Unimodal Prick In Disguise – an ancient cult of intellectually unimodal pricks and their ignorant disciples. Since then A has been projecting his new-found knowledge on to the rest of the world.

Via the internet Big A found a good reliable media for his projections, as people around him had a tendency to tell him to shut up once he started preaching. And Big A suddenly found that he was not alone. There were many other stubborn terrestial unimodal pricks in disguise out there, who also found out that communicating through the internet was much better than real life, because they could hold campaigns and constantly reinforce eachother in the dogma along with sharing in pissingcontests with dogmatic people. Whenever someone would tell them to shut up, they would just act the same way as the dogmatic people around the world – unconsciously a primary object of their admiration, whom they interchangeably envied and hated – they would hold their hands to their ears and sing lalalalala…

Thus was reborn into the world, Club [S.T.U.P.I.D.]

Now, I thought these tossers had done the decent thing and fucked off years ago. Why have they returned to inflict their drivel on an unsuspecting public again? Haven’t we suffered enough? Just because someone’s “loud” or “persistent” doesn’t mean they are intellectually gifted. God! This is a steaming pile of commercial shit.

A particularly distinct version of the [S.T.U.P.I.D.] can be seen on the picture below. This version has some character traits specific for their region of the world. This branch of [S.T.U.P.I.D.]’s are particularly confrontational and ignorant compared to their slightly more civilized brethren in some other parts of the world.

A troll is a fearsome member of a mythical anthropomorph race from Scandinavia. Their role ranges from fiendish giants – similar to the ogres of England – to a devious, more human-like folk of the wilderness, living underground in hills, caves or mounds. In Orkney and Shetland tales, trolls are called trows, adopted from the Norse language when these islands were settled by Vikings.

Nordic literature, art and music from the romantic era and onwards has adapted trolls in various manners – often in the form of an aboriginal race, endowed with oversized ears and noses. From here, as well as from Scandinavian fairy tales such as Three Billy Goats Gruff, trolls have achieved international recognition, and in modern fantasy literature and role-playing games, trolls are featured to the extent of being stock characters.

Er der en forskel på æresdrab og jalousimord?

»En del af det er det samme, som vi ser i de såkaldte “æresdrab”. Psykolo­gien bag er den samme. De danske mænd tænker på samme måde som indvandrer­mænd, der føler, at de ikke kan leve med ydmygelsen, hvis konen går,« siger psykiater Henrik Day Poulsen.

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-18370643.html

Jeg mener, at det psykologiske motiv er det samme: »Jeg gør det her for at tvinge dig til at rette ind. Hvis du ikke retter ind, så slår jeg dig ihjel«. Det gælder for både jalousimord og æresdrab. I begge tilfælde er der tale om en objektivisering (tingsliggørelse) af kvinden. Reglen for den, som begår jalousimord er, at »hun SKAL leve med mig, ellers må hun dø«, hvor reglen for æresdrab er, at »hun SKAL leve med den, som gruppen bestemmer sig for, ellers må hun dø«. Hvad er den psykologiske forskel?

Hvis man skal tale om en forskel på æresdrab og jalousimord, så må det være, at æresdrab er funderet i gruppepsykologisk pres, imens jalousimord som oftest er et resultat af et indre psykologisk pres. I begge tilfælde udløses drabet af, at kvinden bryder de regler, som individet/gruppen har sat op. Disse regler er lige devaluerende i forhold til kvinden. De er resultatet af en sygelig udlevelse af tanken om, at ville det bedste for kvinden. Udsprunget af narcissistisk omnipotente tanker, som i bund og grund er egocentriske. Normalt vil de kortikale funktioner dæmpe disse egocentriske tankemønstre; men for individet/gruppen, som har psykiske problemstillinger med i bagagen, vil de tværtimod i bevidstheden udmønte sig i ønsket om at ville det bedste for andre. Gruppen/individet er ikke istand til at identificere de negative tanker. Drabet udløses således af, at kvinden ikke vil gøre »det bedste« for gruppen/individet.

Selv i vores danske samfund har vi at gøre med en udpræget objectivisering af kvinder. For andre indlæg om psykologi se her:

Generelt om psykologi kan man sige, at en samtale som den her løftede noget af sløret for, hvad det handler om:
Soes-t: En tolkning som jeg synes der er belæg for når man tager i betragtning at pigen lige har fået udslettet sine forældre under et Sovjetisk luftangreb på landsbyen.

Snowtiger: Det kan der være noget om. Men hun er smuk på billedet og det var egentlig alt hvad jeg skrev i #23. Skønhed kan også udtrykkes gennem sorg og smerte.

Soes-t: Ja, skønhed kan også udtrykkes gennem sorg og smerte. Skønhed er hævet over både sorg og glæde. I billedkunsten finder man da også temaet sorg i mange smukke fremstillinger. Jeg er enig med dig. Jeg tænkte mere på tolkningen af udtrykket i hendes skønne, smukke øjne, som jeg også synes virker frygtsomme. Man kan selvfølgelig påpege, at jeg kender til hendes frygtelige situation.

Snowtiger: Det var der jeg ville hen. Når man kender (for)historien, så ser man ikke længere objektivt på billedet. Men eksisterer der overhovedet objektivitet?

Soes-t: Ville netop have været mit spørgsmål. Man har jo et liv af erfaringer og oplevelser, som på en eller anden måde skaber associationer, der påvirker vurderinger, tolkninger og dømmekraft; tror/tænker jeg. Men det ved du en del mere om end jeg (jf. dit interesseområde psykologien). Så svaret er nej, der findes ikke objektivitet, og derfor kunne man sige til enhver, at de blot er under den ene eller anden påvirkning (bevidst som ubevidst) f.eks. at de kender forhistorien. Det vigtige er vel at være (blive) opmærksom på det.

Snowtiger: Jeg er meget enig med dig langt henad vejen, og det, du skriver, er meget velformuleret og godt. Jeg vil sige, at selv om man tilstræber objektivitet, vil man altid være subjektivt farvet. Det ubevidste spiller altid ind. Jeg vil dog lige bemærke, at der findes jo generelle objektive opfattelser, som eksempelvis at en stol er en stol. Denne ‘fælles virkelighed’ overlapper og eksisterer side om side med den subjektive. Winnicott arbejder med begrebet »transitional space«, som ligger imellem den indre virkelighed og den ydre »fælles virkelighed«. Det er f.eks. her han anbringer leg, dagdrømme, kunst og religion. Det er et område, hvor vi kan mødes om, at ting ikke på forhånd er veldefinerede. Hvor vi kan manipulere med vores opfattelse af grænsen imellem det indre og det ydre. Winnicott bruger som eksempel historien med barnet, hvis bamse det ene øjeblik er en del af barnet selv og det næste øjeblik er den en ‘mor’, som trøster. Fra starten er dette space meget smalt defineret; men breder sig livet igennem ud og bliver større og større. Denne legeplads er med til at udvikle, hvordan vi opfatter virkeligheden. En dialog som denne finder eksempelvis sted i dette felt. Colin James har skrevet en artikel i 1980, som hedder »Transitional Phenomena and the Matrix in Group Psychotherapy«, hvor han netop ud fra Winnicott går videre over i det gruppeanalytiske.

Om kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs Livshistorie, Piv Kvinde og “Large-group Psychodynamics and Massive Violence”
Om massepsykose, Ebony & Ivory
Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik
Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne
Om Primary Objectification og Projektiv identifikation
Om basale hjernefunktioner: Læs Reptilhjernen, hjerneforskning, seneste nyt fra hjerneforskningen og Hukommelsen
Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP
Angela Douglas om The Matrix

Krigen mod terror stimulerer terroren

Snowtiger

You Scored as Cultural CreativeCultural Creatives are probably the newest group to enter this realm. You are a modern thinker who tends to shy away from organized religion. You are very spiritual, even if you are not religious. Life has a meaning outside of the rational. Existentialist 69% Cultural Creative 69% Postmodernist 63% Romanticist 56% Modernist 44% Idealist 44% Materialist 44% Fundamentalist 19%

Take the test here: http://quizfarm.com/quizzes/new/eddxii/what-is-your-world-view/

Er Pia blevet klogere?

Ugens Rynkedværg.

I vores populære serie om Ugens Rynkedværg er vi denne gang faldet over historien om, at Hellig Søren er sur over, at hans våde drøm om den sorte skoles tilbagekomst nok ikke bliver en success. Ikke engang DF, som ellers er et meget reaktionært parti, støtter op om den sag. Søren gider snart ikke at være med i partiet længere, for det er nemlig ikke spor sjovt at være med i et parti, når man ikke må gå ind for at slå børn.

Hvis ikke de smider ham ud på det her grundlag, så kan man vel kun konkludere, at Pia Kjærsgaard trods sine forblommede ord netop går ind for revselsesretten og at Krarups debatoplæg om emnet er en typisk DF-føler. Hvis nu ikke Hellig Søren havde fået klø i pressen, så kunne Pia K’s udmelding have set helt anderledes ud. Dette bekræftes også, hvis vi går tilbage i de historiske arkiver og ser på – hmm bom-bommelom – ja, hvad med grundlovstaler anno 1997, hvor Pia K. udtalte flg.:

»Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af
revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme
over deres børn - og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og
derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk
lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former
for offentlig debat. Og altsammen startet ved et par løselige
strøtanker fra justitsministeren i slutningen af februar. Dansk
Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse
naturligvis er forældrenes ansvar - ikke statens. Og så snart, vi får
bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget, vil sagen blive
rejst igen.« [1]

Hvis nu Hellig Søren skulle komme for skade at mangle en fremtidig arbejdsgiver, så ville Faderhuset vel være en oplagt mulighed. Her kan han sikkert få opfyldt den slags perverse lyster. Ydermere har det ikke forbigået vores opmærksomhed her på redaktionen, at manden har været ulydig overfor partitoppen – som jo aldrig synes at vide helt, hvad den selv mener [2] – og han bør vel derfor som minimum straffes med nogle prygl efterfulgt af en eftersidning. Vi kan så konkludere, at DF åbenbart ikke er helt så langt i processen med at distancere sig fra det, som de andetsteds kalder middelalderlige metoder – eller er det nu sådan, at man gerne vil fremstå stuerene, selv om man i bund og grund går ind for de samme sorte principper, som man harcelerer over, at udlændinge oversvømmer landet med. Jaeh, herfra skal vel bare lyde et trefoldigt hurra og Danmark for danskerne! Vi kan nemlig selv! -eller noget… Nu tror jeg, at jeg vil gå ned og købe noget mere gær.

Og lad os så slutte dette møde med en fælles prædiken, som jeg er sikker på vil falde i Hellig Sørens smag [3]:

Fogh: I er medlemmer af regeringen og partiet venstre. Men som liberal respekterer jeg naturligvis, at alle er forskellige og har ret til individuelle holdninger. I har ret til jeres egen mening.

Pia K.: Og hvis I ikke kan huske hvad den er, så står den i kap.5 i det materiale, vi i “Partiet” har sendt rundt.

Evangeliet af Ribe Stift, Kapitel 5
(Som introduktion anbefales det at læse: http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry216388.html )

Bjergprædikenen

Da Anders så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

Saligprisningerne

»Salige er de rige ‘yuppier’,
for jorden og al ejendomsværdi er deres.
Salige er de, som skider på andre,
for de skal ej trøstes.
Salige er de hovmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de kommunistforskrækkede, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes med de rødes blod.
Salige er de ubarmhjertige,
for de skal have den største belønning.
Salige er de rene af hjertet egocentriske,
for de skal se Mig.
Salige er de, som starter krige,
for de skal kaldes Georg’s børn, og dem vil vi gerne lege med.
Salige er de, som forfølges på grund af overdreven rigdom og ødselhed,
for jorden og al ejendomsværdi er deres.

Salige er I, når man på grund af Pia håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor; således har man også forfulgt profeterne før jer.

Jordens salt og verdens lys

Jeg er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af kommunister og socialdemokrater. Jeg er verdens lys (ja, og Pia). En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal mit lys (ja, og Pias) skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og gladeligt betaler jeres hotelophold, taxaregninger og dyre middage, imens de priser jeres fader, som er i statsministeriet.

Om loven

Således skal I sige til journalisterne: “Tro ikke, at Anders er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Anders er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” Men sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel bestå af loven, før alt socialistisk smagsdommeri, rundkredspædagogik, socialhjælp og velfærd er totalt udryddet! Jeg hader velfærd! Den, der bryder blot ét af de mindste bud (se nedenfor) og lærer mennesker at støtte og hjælpe hinanden, skal kaldes ræverød 68′er og sendes retur til Irak! Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Venstre og finde opbakning fra “Partiet”. For jeg siger jer: Hvis vores retfærdighed ikke langt overgår de
skriftkloge smagsdommere og ræverøde farisæeres, kommer I slet ikke ind i statsministeriet (æv-bæv, bu-hu Helle Thorning!).

Om vrede

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på muslimerne, de fattige, socialdemokraterne og SOSU’erne skal kendes uskyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til disse, skal kendes uskyldig af “Partiet”; den, der råber: “Tåbe!” efter de røde skal ophøjes til evig glorificering. Når du derfor bringer din gave til skatteministeriet og dér kommer i tanker om, at en fattig sjæl har noget mod dig, så lad din gave blive ved skatteministeriet og gå først hen og tag alt hvad den fattige ejer; så kan du komme og bringe din gave og hans. Skynd dig at blive enig (om nødvendigt med magt) med din modpart, mens du er ved ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Han må aldrig sande, at han er blevet snydt. I uvidenhed lever den slags nu engang bedst. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

Om ægteskabsbrud

I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde vort ægteskab med “Partiet”.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på et andet parti end “Partiet”, har allerede begået ægteskabsbrud med “hende” i sit hjerte. Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig (eller gå hen i den nærmeste svømmehal og kig på små piger i stedet); for jeg er bedre tjent med, at et af mine medlemmer går tabt, end med, at hele mit legeme kastes for den hellige fårefloks inquisitoriske brægen. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så benægt det og kast skylden på de ræverøde socialister; for du er bedre tjent med at beskytte inderkredsen af medlemmer, end at hele dit legeme kastes for den hellige fårefloks inquisitoriske brægen.

Om skilsmisse

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra “Partiet”, skal give “hende” et skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra “hende”, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med “hende”, og ve den, der gifter sig med en anden kvinde, thi han begår ægteskabsbrud og må bære betegnelsen ‘kætter’ og for evigt være underkastet den hellige fårefloks inquisitoriske brægen.

Om at sværge

I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret overfor “Partiet”.‹ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved statsministeriet, for det er min trone, eller ved Partiet, for det er “hendes” fodskammel, eller ved Jerusalem, for det har Søren Espersen sagt. Du må derimod gerne sværge ved dit hoved, for du kan bøde med det, hvis du begår fejl. Thors økse er altid slebet. I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej; men et ja må godt være et nej og et nej må godt være et nej, hvis i taler til socialdemokrater, SOSU’er, fattige og muslimer.

Om gengældelse

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jeres bedste. Men slår en socialdemokrat, fattig, SOSU eller muslim dig på din højre kind, så slå igen. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din ejendom derfor, så lad ham også få af samme mønt. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil og derefter stå til ansvar, så ring til Anders Fogh, så løber jeg fra det hele. Giv den, der beder dig absolut ingenting; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig – tag hellere alt hvad han ejer og giv det til skatteministeriet.

Om fjendekærlighed

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske mig, “Partiet”, (ja også dig Pia), Venstre, selv de konservative og ellers hade dine fjender.‹ og det er sandt! Men jeg siger jer yderligere: Had de ræverøde pædagoger endnu mere og straf dem, der forfulgte jer som børn med rundkredspædagogik og sanglege! Tak mig for at jeres børn ikke længere skal udsættes for andet end Berthels disciplin, kæft, trit og retning; for han lader sit lys stå op over onde og gode og lader de retfærdige glædes over at regne matematikopgaver og de uretfærdige blive forhørt i kælderen. Hvis I kun elsker jer selv, “Partiet” og mig, kan I vente store belønninger? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres partifæller og “Partiet”, hvad særligt gør I så? I gør mig stolt! Så vær da fuldkomne, som jeg (jaja, også dig Pia) er fuldkommen!«

Mvh A. Fogh

(1. revision DF’s sekretariat ‘overvåget’ og ratificeret af Pia).

Tillæg: De ti bud.

1. Du må ikke have andre Guder end mig og “Partiet”.
2. Du må ikke misbruge mit navn – eller “Partiets”.
3. Du skal holde arbejdsdagen hellig.
4. Du skal ære din far og din mor, men kun hvis de er tilhængere af “Partiet” og mig.
5. Du må ikke slå ihjel – men fattige, socialdemokrater, SOSU’er og muslimer er i status som ræve under en rævejagt. Jag dem ud af deres huler og giv dem et skud hagl eller lad hundene tage dem!
6. Du må ikke bryde ægteskabet med “Partiet”.
7. Du må ikke stjæle; men tag gerne alt hvad de fattige ejer og bring det til skatteministeriet.
8. Du må ikke vidne falsk mod din næste med mindre denne er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim.
9. Du må ikke begære din næstes hus med mindre denne er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim.
10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til; men hvis din næste er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim, så red hans hustru, tag hans ejendom og sæt hans folk i arbejde.

[1]: http://da.wikipedia.org/wiki/Revselsesret

[2]: Her tænkes bl.a. på sagen om, hvorvidt det er ok, at invitere nazister ind i partiet, så længe pressen ikke får nys om det. http://blog.tv2.dk/insidesimon/entry183498.html?ss

[3] Den nye trosbekendelse og Fadervor.

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Webmasters agendum: Det er lettere end at blive muslim. Vær ikke bekymret for om du kan finde denne sekt. De går ikke af vejen for at husstandsomdele deres religiøse tekster.

I serien om Ugens Rynkedværg kan du med fordel også læse:

Karen Jespersen

Morten Messerschmidt

Claus Hjort

What is agnosticism…?

I den sidste tid har en stadigt større flok af ateister forsøgt at underminere agnosticisme ved at hævde, at agnosticisme enten er teisme eller ateisme. På wikipedia kan man imidlertid læse flg.: »Agnosticisme står i modsætning til ateisme, idet ateismen klart afviser Guds eksistens« og »tilsvarende må ateisme også adskilles fra agnosticismen, der hævder, at det ligger uden for menneskers forstand at kunne afgøre, om Gud eksisterer eller ej.« [1] Jeg skal være den første til at beklage den manglende oversættelse, som skyldes ene og alene mangel på tid. Til de ateister, som er kyndige udi engelsk så da:

What Is Agnosticism? (1981)

H. J. Blackham

[This article was originally published in "Free Inquiry," Summer, 1981, pp. 31-33.]

Winds of Doctrine

As a definition of the limits of knowledge, “agnosticism” needs to be understood historically. Summarily and roughly, philosophy at the time of Plutarch (first century A.D.) offered six positions: on the one hand, a dogmatic Idealism or Materialism: on the other, skepticism, pragmatism, eclecticism, or fideism. The names of Plato and Democritus can be put at the head of the dogmatic traditions: Pyrrho has lent his name to fundamental skepticism; Isocrates made immensely influential a pragmatic view of philosophy; and Plutarch himself was the preeminent representative of a rational and ethical eclecticism. Perhaps Tertullian, if not Saint Paul, represents the constraints of fideism after Christian faith came into contact and conflict with Greek gnosticism.

The case for each of these positions was spelled out in verbal argument. Plato, in the Sophist (246-247), generalizes the permanent irreconcilable conflict between Idealists and Materialists as a Battle of Gods and Giants, which transcends the differences of the Idealist position; but he confidently assumed that they could not be insuperable, because knowledge was not to be had on other terms. He believed in the immortality of the rational soul and the real existence of the objects of its knowledge, which must be intelligible Ideas or Forms, independent of sense perceptions. Protagoras had already sounded the agnostic note, it may be said, with his “of all things the measure is Man,” and explicitly: “As to the gods, I have no means of knowing either that they exist or that they do not exist.” But it is Isocrates who opposed the whole bent of academic philosophy in his development of the rationalizing Enlightenment of the sophists, a rationalism critical of and ready to ridicule “pure reason,” the “phronesis” or idea of wisdom, which was the nuclear element in the development of Plato’s though. This attainable intuitional knowledge was for Plato not only a view of all time and all existence sub specie aeternitatis but also the indispensable source of the right ordering of personal life and public affairs. Isocrates argued that no such knowledge was attainable that would suffice for all occasions and all purposes. Instead, he maintained, cultivation of the art of discourse, relevant to the whole life of civilized man and dealing with great causes and large ideas, was the best preparation for the most complete competence attainable. There was no institution devised by man that the power of speech had not helped to establish (Antidosis). The art of rhetoric and the art of thought were the same. The ability to deliberate and decide was the most versatile and useful of all abilities. This was to recommend and to teach method instead of doctrine, an open approach which, if it did not turn opinions into doctrines with the claim of knowledge, in the manner of the schools, provided a foundation for higher education and intellectual culture, a literary humanism occupied with large human affairs and concerns and addressed concretely to manifest problems with all the seriousness, but not necessarily with the detachment and never with the dryness, of the philosophic spirit. Isocrates was the most illustrious teacher of his time and made his school “the image of Athens.” The pupils of Athens, as he said, became “the teachers of the rest of the word” (Panegyricus).

However, the argument of a discourse were not tautologies that could be ended with a Euclidean flourish: Q.E.D. The wits exercised in such performances were capable of producing a plausible argument on the other side that might be made to seem not less persuasive. Indeed, Protagoras had laid it down that there are two sides to every question and an opposing argument to any proposed, and he taught how to attack and refute any proposition. Since he also first introduced the Socratic method of dialogue and drew attention to distinction of tense and mood and to divisions of discourse, he pioneered development of the technical resources of argument, as well as exploiting for profit the tricks of the trade. Thus eristic theory and techniques, and what was sometimes called “methodics,” became central to philosophy; and a high proportion of a philosopher’s output was in this category, including even collections of refutative arguments, solutions of controversial questions, materials for argument, unscientific proofs, and the like. Diogenes Laertius listed many such works among the writings of Aristotle and Aristotle’s pupil and successor, Theophrastus. Aristotle himself distinguished between methods for attaining knowledge, principally philosophical analysis, and methods of arguing in favor of the probable, principally dialectic.

With all this development of technical resources and refinements in argument in classical philosophy, there was no knock-out device to determine a definitive outcome. On the scientific side, there was systematic collections of observations in the search for causes, particularly in Aristotle’s innumerable notebooks. But it is not too much to say that the manipulation of arguments and the collection of evidence (save of the kind needed in legal prosecution or defense) remained different disciplines and separate interests in classical philosophy.

At the same time, the effect on higher education of Isocrates’ advocacy and successful practice of the art of disclosure as the primary intellectual discipline can hardly be exaggerated. It was a discipline that prepared men for public affairs and public employment. Themes for exercises were taken from literature, history, and moral philosophy to train men for pleading in the courts, arguing for causes in political assemblies, entertaining cultivated audiences, or simply making up their own minds. This was the foundation of the literary humanism so conspicuously successful in the Roman World at the time of the “Second Sophistic” (first two centuries A.D.) and in Europe during the Renaissance.

The First Turning-Point

In the second half of the sixteenth century, Montaigne read himself into the classical inheritance for a different purpose — on a course of free inquiry. He discovered the interminable inconclusiveness of argument of verbal philosophy, and he ended with the ultimate doubt: Que sais-je? Blown, like Augustine, by the winds of doctrine, he could not feel safe in any of the positions; even skepticism was too unjustifiably conclusive. Pascal, reporting to his confessor on his reading, told him that he most respected Epictetus and Montaigne and, in summarizing their opinions for him, he said a discourse was to take it as it appeared and refrain from any examination, which would at once reveal difficulties and raise doubts. This is the professional routine of the philosopher and shows how brittle is the most careful discourse and how treacherous verbal answers are to free inquiry.

A little later, Francis Bacon, who, like Montaigne, was painfully aware that the whole legacy of classical philosophy was a discouragement to learning, set himself the task of reviving hope with a vision of the future inspired by the early successes of empirical methods of testing hypotheses. The loose, but reasonable, appeal to experience had to be refined as an appeal to a specifically devised experience constructed to test a particular theory. Within its limits, this was a decisive way of settling theoretical disputes. Novum Organum (1620) spelled out the new method of learning, which was to displace the literary humanism of Isocrates as the foundation of a positivist culture, obtaining knowledge piecemeal and cooperatively, provisional, corrigible, progressive, to be applied to “the relief of man’s estate.” Bacon, godfather of the Royal Society and acknowledged master of the philosophes in Diderot’s Encyclopédie, left the winds of doctrine to blow where they listed and gave his attention to cultivation of the soil. In particular, his organum was a replacement of the magisterial Metaphysics of Aristotle and made way for the atomic model of Democritus. All the same, he did not set aside or put in question the assumption of theism. On the contrary, he counted on the new learning to fortify belief:

I had rather believe all the fables in the Legend, and the Talmud, and the Alcoran, than that this universal frame is without a mind. And therefore God never wrought miracle to convince atheism, because His ordinary works convince it. It is true that a little philosophy inclineth man’s mind to atheism; but depth in philosophy bringeth men’s minds about to religion: for while the mind of man looketh upon second causes scattered, it may sometimes rest in them, and go no farther; but when it beholdeth the chain of them confederate and linked together, it must needs fly to Providence and Deity. Nay, even that school which is most accused of atheism doth most demonstrate religion; that is, the school of Leucippus and Democritus, and Epicurus. For it is a thousand times more credible, that four mutable elements, and one immutable fifth essence duly and eternally placed, need no God; than that an army of infinite small portions, or seeds unplaced, should have produced this order and beauty without a divine Marshall. ["Of Atheism"]

Thus the clear-sighted Bacon, looking backward and forward and setting the minds of his contemporaries on the bright prospects opening up for empirical investigation and the technological manipulation of nature, had not in his own mind set science free from metaphysical assumptions and interests.

God on Trial

During this “century of genius,” which produced the first spectacular fruits of modern science, those working in the fields of investigation did, like Bacon, assume that they were piecing together the divine design, enabled, as Kepler said, to “think the thoughts of God.” Studying together, fraternally, the works of God, they were more blessed than students of the Word of God, who had taxed each other with heresy and soaked in blood the centuries beginning anno Domini. Science was another road to God, a second, less disputable revelation. Professional scientists, led by Newton, were amateur theologians. Since there was an order in nature that was being unraveled, it was only reasonable to assume, with Bacon, that it was the work of a rational, purposive intelligence that linked and sustained the whole. The onus was on anyone who thought otherwise to face the odds and justify his own irrationality. John Locke, who enthusiastically welcomed the new regime of empirical investigation and sought to provide its theoretical credentials, and who downgraded philosophers from architects of knowledge to under-laborers on the site of building operations, caring for the tools and preparing the ground, also was witness for the reasonableness of religious belief and excluded atheists from his republic of toleration — on the ground that they were not bound by an oath. God was necessary politically as well as intellectually.

This general assumption that the new learning of science would not only establish positive knowledge but also bring its proofs to the overbeliefs that had been justified by unscientific proofs lasted till the end of the eighteenth century. It has been said that during this period “God was on trial.”

The Second Turning-Point

The critical philosophy of David Hume, reinforced later by Kant (who said that Hume has awakened us from “dogmatic slumbers”), put in question the status and character of positive knowledge. He pointed out that it was simply knowledge of regular sequences and coexistences as presented to our observation of phenomena and did not carry or imply knowledge of causes, powers, natures, essences, or purposes. This began the disassociation of science from metaphysics, surrendering any claim on its behalf to answer general questions. With the steady progress of the sciences and the analytical attention of philosophers to what scientists were doing, it became abundantly clear that science was capable of dealing only with questions arising in the course of a line of research that were formulated in a way to provide answers that could be tested. Loose questions, general questions, first and last questions, the traditional metaphysical questions, were not a kind with which science was, or would ever be, competent to deal. During the period of trial science not only had not proved the existence of God, it had not even been able to do anything to reinforce the assumption. Laplace declared that he had no need of that hypothesis, and of course he had none. His statement was really about the irrelevance of that hypothesis to scientific business, not about its truth claim.

Thus, to look back at Bacon’s statement in “Of Atheism,” God’s ordinary works as studied in the sciences did not “convince atheism,” since they were preoccupied with “second causes scattered” and went no farther. He had begged the question when he went farther to say that Providence and Deity were necessary to link them in a chain, a rational order. Auguste Comte, too, anticipated the issue when he announced at the end of his Cours philosophique in 1851 that the servants of Humanity, theorists and practical persons, had irrevocably displaced the slaves of God and taken the management of earthly affairs into their own hands, to construct at last the true providence: moral, intellectual, and material. Comte said he was not an atheist because that was to take theology seriously, whereas the ages of theology and metaphysics were past and done with, succeeded by the positive sciences. On the side counter to Bacon in this respect, Comte claimed too much for the competence of science. But the overweening claims of theology were being checked, the onus on the unbeliever to justify his perverse irrationality reversed.

Logically, there was a return to the position of Protagoras after the lapse of more than two millennia. Science could not cope with metaphysical questions. They belonged as before to the about, the about of interminable inconclusive argument. Had science, then, made no difference? If metaphysical theories were irrelevant to the sciences, were scientific findings equally irrelevant to metaphysical theories? Even abstract arguments rely on evidence. The answer can be given in two main installments.

• (1) The physical sciences in their earlier stages seemed to offer models of harmony and design, eminently attributable to a supreme intelligence. Biological studies were sooner to encounter doubts and difficulties for a teleological view. When the evidence produced by Darwin, and his theories, showed the possibility of an order in nature that was not purposive, a turning-point was reached. The ambiguity of “reason” in the interpretation of nature became apparent. There were reasons for what had happened, but not necessarily any reason. The absurdity of unbelief in a supreme reason (with or without capitals) was exposed as an unwarranted assumption. It was at this point that T.H. Huxley, Darwin’s advocate, invented the word “agnosticism” (1869) to reinstate the position of Protagoras. The onus was shifted from the shoulders of the unbeliever to justify his perversity, to the shoulders of the believer to justify his belief, to show why he should be taken seriously.

• (2) More indirectly, and on all fronts, scientific evidence has demolished the world in which traditional theological beliefs originated and developed. To bring them out of their context, to demythologize and reinterpret them is a delicate, maybe gratuitous, task for modern theologians; so their survival is more remarkable than impressive. Argument will go on, as always, and becomes ever more refined or sophisticated; and when religious beliefs are concerned, argument is not the whole matter and, for many, not the main matter. Intellectually, however, a disregard for religious beliefs does not have to be justified, as once it had, with its back to the wall. The boot is on the other foot. Historically, “agnosticism” does not merely mean a suspension of judgment. Rather, it means intellectual justification for a disregard of theology.

[H.J. Blackham is former president of the British Humanist Association and the author of many books on humanism and philosophy.]

Hvad sagde Huxley:

There are other definitions of atheism and agnosticism that are sometimes used. For example, T. H. Huxley, who first coined the term “agnostic”, said:

»Agnosticism, in fact, is not a creed, but a method, the essence of which lies in the rigorous application of a single principle. … Positively the principle may be expressed: In matters of the intellect, follow your reason as far as it will take you, without regard to any other consideration. And negatively: In matters of the intellect, do not pretend that conclusions are certain which are not demonstrated or demonstrable.«

Huxley sagde endvidere, at han opfandt begrebet agnosticisme for at beskrive det, han mente, gjorde ham unik imellem hans samtidige tænkere:

»When I reached intellectual maturity and began to ask myself whether I was an atheist, a theist, or a pantheist; a materialist or an idealist; a Christian or a freethinker – I found that the more I learned and reflected, the less ready was the answer; until, at last, I came to the conclusion that I had neither art nor part with any of these denominations, except the last. The one thing in which most of these good people were agreed was the one thing in which I differed from them. They were quite sure that they had attained a certain “gnosis” — had more or less successfully solved the problem of existence; while I was quite sure I had not, and had a pretty strong conviction that the problem was insoluble.«

Agnostic’ came to mind, he says, because the term was “suggestively antithetic to the ‘gnostic‘ of Church history, who professed to know so much about the very things of which I was ignorant….” Huxley seems to have intended the term to mean that metaphysics is, more or less, bunk. In short, he seems to have agreed with Hume’s conclusion at the end of  An Enquiry Concerning Human Understanding:

»When we run over libraries, persuaded of these principles, what havoc must we make? If we take in our hand any volume; of divinity or school metaphysics, for instance; let us ask, Does it contain any abstract reasoning concerning quantity or number? No. Does it contain any experimental reasoning concerning matter of fact and existence? No. Commit it then to the flames: for it can contain nothing but sophistry and illusion.«

Mere info om Huxley kan findes her: http://en.wikipedia.org/wiki/Thomas_Henry_Huxley

og her: http://en.wikipedia.org/wiki/Thomas_Henry_Huxley_and_agnosticism#Thomas_Henry_Huxley

Forskellige typer af agnosticisme:

Types of agnosticism

Agnosticism can be subdivided into several subcategories. Recently suggested variations include:

• Strong agnosticism (also called “hard agnosticism,” “closed agnosticism,” “strict agnosticism,” or “absolute agnosticism”) refers the view that the question of the existence or nonexistence of God or gods and the nature of ultimate reality is unknowable by reason of our natural inability to verify any experience with anything but another subjective experience. A strong agnostic would say, “I don’t know whether God exists or not, and neither do you.”

• Weak agnosticism (also called soft agnosticism, open agnosticism, empirical agnosticism, temporal agnosticism)—the view that the existence or nonexistence of any deity is currently unknown but is not necessarily unknowable, therefore one will withhold judgment until/if any evidence is available. A weak agnostic would say, “I don’t know whether any deity exists or not, but maybe one day when there is more evidence we can find something out.”

• Apathetic agnosticism (also called Pragmatic agnosticism)—the view that there is no proof of either the existence or nonexistence of any deity, but since any deity that may exist appears unconcerned for the universe or the welfare of its inhabitants, the question is largely academic anyway.[citation needed]

• Agnostic theism (also called religious agnosticism, spiritual agnosticism)—the view of those who do not claim to know existence of any deity, but still believe in such an existence. (See Knowledge vs. Beliefs)
• Agnostic atheism the view of those who do not know of the existence or nonexistence of a deity, and do not believe in any.[7]

• Ignosticism the view that a coherent definition of God must be put forward before the question of the existence of God can be meaningfully discussed. If the chosen definition isn’t coherent, the ignostic holds the noncognitivist view that the existence of God is meaningless or empirically untestable. A.J. Ayer, Theodore Drange, and other philosophers see both atheism and agnosticism as incompatible with ignosticism on the grounds that atheism and agnosticism accept “God exists” as a meaningful proposition which can be argued for or against. An ignostic cannot even say whether he/she is a theist or a nontheist until a better definition of theism is put forth.

Modargumentet:

Austin Cline skriver:

»Once it is understood that atheism is merely the absence of belief in any gods, it becomes evident that agnosticism is not as many assume, a “third way” between atheism and theism. The presence of a belief in a god and the absence of a belief in a god exhaust all of the possibilities. Agnosticism is not about belief in god but about knowledge — it was coined originally to describe the position of a person who could not claim to know for sure if any gods exist or not. Thus, it is clear that agnosticism is compatible with both theism and atheism. A person can believe in a god (theism) without claiming to know for sure if that god exists; the result is agnostic theism. On the other hand, a person can disbelieve in gods (atheism) without claiming to know for sure that no gods can or do exist; the result is agnostic atheism. It is also worth noting that there is a vicious double standard involved when theists claim that agnosticism is “better” than atheism because it is less dogmatic. If atheists are closed-minded because they are not agnostic, then so are theists. On the other hand, if theism can be open-minded then so can atheism. In the end, the fact of the matter is a person isn’t faced with the necessity of only being either an atheist or an agnostic. Quite the contrary, not only can a person be both, but it is in fact common for people to be both agnostics and atheists. An agnostic atheist won’t claim to know for sure that nothing warranting the label “god” exists or that such cannot exist, but they also don’t actively believe that such an entity does indeed exist.«

Men Cline skriver også om strong agnosticisme vs. weak agnosticisme, så han anerkender ihvertfald, at der er flere former for agnosticisme og ikke blot de to, som han beskriver ovenfor:

»If someone is a strong agnostic, they don’t merely claim that they don’t know if any gods exist; instead, they also claim that no one can or does know if any gods exist. Whereas weak agnosticism is a position that only describes the state of knowledge of one person, strong agnosticism makes a statement about knowledge and reality themselves. For reasons that are probably obvious, weak agnosticism is the easier of the two to defend. In the first place, if you claim that you don’t know if any gods exist, others should accept that as true unless they have very good reasons to doubt you — but that is rather trivial. More important is the agnostic premise that one shouldn’t make knowledge claims in the absence of clear and convincing evidence — but that, too, can be relatively straightforward so long as the distinction between knowledge and belief is maintained. Because the claim of strong agnosticism goes beyond the individual speaker, it is a bit more difficult to support. Strong agnostics may often point out that there simply isn’t any good evidence or arguments which can allow for a person to assert that they know that a god exists — and, in fact, the evidence for any one god is no better or worse than the evidence for any other god. Therefore, it is argued, the only responsible thing to do is to suspend judgment altogether. While this is a reasonable position, it doesn’t quite justify the claim that knowledge of gods is impossible. Thus, the next step that a strong agnostic needs to take is to define just what is meant by “gods”; if it can be argued that it is logically or physically impossible for humans to have knowledge of any being with the assigned attributes, then strong agnosticism may be justified. Unfortunately, this process effectively narrows the field of what does and does not qualify as a “god” to something much smaller than what humans have actually believed in. This, then, can result in Straw Man fallacy because not everyone believes in “god” as the strong agnostics define the concept (a problem shared with strong atheists, actually).

One interesting criticism of this strong agnosticism is that for a person to adopt the position that knowledge of gods is impossible, they essentially concede that they know something about gods — not to mention the nature of reality itself. This, then, would suggest that strong agnosticism is self-refuting and untenable.«

Zofia Zdybicka skriver:

»Epistemological atheism is proper to all philosophical concepts that deny that man can know God or resolve the problem of God’s existence. Agnosticism is the basic attitude of atheism for epistemological reasons and takes various forms: a) the agnosticism of immanence associated with the philosophy of consciousness or the philosophy of the subject, which leads human thought to the state where it is locked within the subject (consciousness) and where all differences between thought and being are removed, and ultimately consciousness is regarded as an absolute; b) the rationalistic agnosticism of Kant (and the entire Enlightenment), which rejects all sources of knowledge except reason; c) scepticism — the position that we cannot resolve the problem of whether or not God exists (Pythagoras, Montaigne, Charron and Bayle); d) methodological agnosticism — the position that recognizes only the particular sciences as having cognitive value and denies that science can go beyond the area of empirical experience. Methodological monism excludes metaphysics and theology, which are essentially connected with the problem of God, from the field of rationality (sensualism, empiricism, positivism and scientism); e) the agnosticism of the subconscious — this includes positions that exclude the problem of God from their natural philosophical or theological environment and connect the genesis of the idea of God and religion with a purely fantastic hypothesis. Atheism moves beyond this phase and becomes a horizon of thought, a phenomenological domain or a doctrinal system (Freudianism, Marxism).« [3]

Min holdning:

Cline og Zdybicka ligger nærmere opad valget imellem teisme eller ateisme – og det er helt fint. Men agnosticisme forholder sig til viden – ikke tro. Jeg mener derfor, at agnosticisme netop kan repræsentere en tredje vej – nemlig den som beskriver the weak agnostic: A weak agnostic would say, »I don’t know whether any deity exists or not, but maybe one day when there is more evidence we can find something out.« Cline beskriver ydermere blot to former for agnosticisme ud af de 6, som nævnes på wikipedia.

Og som Cline selv skriver: »Agnosticism is not about belief in god but about knowledge — it was coined originally to describe the position of a person who could not claim to know for sure if any gods exist or not.«

Jeg ligger tættere op ad Huxley og Protagoras, for som Blackham skriver: »The absurdity of unbelief in a supreme reason (with or without capitals) was exposed as an unwarranted assumption. It was at this point that T.H. Huxley, Darwin’s advocate, invented the word “agnosticism” (1869) to reinstate the position of Protagoras. The onus was shifted from the shoulders of the unbeliever to justify his perversity, to the shoulders of the believer to justify his belief, to show why he should be taken seriously.«

Yderligere en forklaring skal nok findes i, at der absolut ikke er konsensus omkring begrebet ateisme. Således er de tre ordbøger, som jeg har linket til, velansete og respekterede både indefor lærde kredse og i ‘public oppinion’. De har alle tre den samme definition på ordet ateisme [1]. Den strider så imod andre, som definerer ordet mere bredt [2]. I en begrebsverden, hvor der i den grad hersker uenighed om betydningen af ordet ateisme, mener jeg stadigvæk, at weak agnosticisme leverer et klart bud på en tredje vej, hvor man netop vælger aktivt ikke at tage stilling. Der er altså ikke blot tale om et passivt fravalg af tro. Der er tale om et aktivt tilvalg af den position, hvor man ikke tager stilling.

Robert T. Carrol skriver: »Agnosticism is the position of believing that knowledge of the existence or non-existence of God is impossible. It is often put forth as a middle ground between theism and atheism. Understood this way, agnosticism is skepticism regarding all things theological. The agnostic holds that human knowledge is limited to the natural world, that the mind is incapable of knowledge of the supernatural. Understood this way, an agnostic could also be a theist or an atheist. The former is called a fideist, one who believes in God purely on faith. The latter is sometimes accused by theists of having faith in the non-existence of God, but the accusation is absurd and the expression meaningless. The agnostic atheist simply finds no compelling reason to believe in God.«

Ifølge Carrol behøver man altså ikke at være hverken teist eller ateist for at være agnostiker.

Hvis analogien om, at man enten er teist eller ateist, skal fungere ud fra præmissen, at man er ateist, hvis troen på Gud(er) er fraværende, så kan en teist jo også erklære, at jeg, som agnostiker er teist, fordi hvis jeg ikke har taget stilling, så tror jeg på Gud(er) – jeg har blot ikke erkendt det.

Så har vi to tilfælde:

• a) Ateisten erklærer, at jeg er ateist, fordi jeg ikke har taget stilling til om Gud(er) eksisterer.

• b) En teist erklærer, at jeg er teist, fordi jeg ikke har taget stilling til om Gud(er) eksisterer.

Men vi har også et tredje tilfælde:

• Jeg erklærer, at jeg ikke er hverken teist eller ateist, fordi jeg ikke har taget stilling til om Gud(er) eksisterer.

Det handler altså ikke om tro eller fravær af tro alene. Det handler om at tage stilling eller ikke tage stilling. Man kan ikke have et fravær af noget, som man ikke har taget stilling til – og nærvær af noget andet, som man heller ikke har taget stilling til. Enten har man fravær af begge dele, nærvær af begge dele eller det vil være der som et potentiale i fremtiden. Hvis jeg ikke har taget stilling til, om jeg vil tage ud og træne i morgen, så betyder det ikke, at jeg ikke tager ud for at træne i morgen, det betyder heller ikke, at jeg tager ud for at træne i morgen. Det betyder alene, at jeg ikke har taget stilling til det. Der ligger altså en tidsdimension indkoblet i, om man vælger noget eller fravælger noget. Hvis man er ateist, så har man fravalgt tro. Hvis man er teist, så har man fravalgt ikke-tro. Hvis man er den form for agnostiker, som jeg beskriver, så har man ikke fravalgt nogen af delene. Deri ligger ikke et fravær af det ene – men et fravær af begge.

»Man kan potentielt være såvel troende som ikke troende, og som potentiale kan de eksistere som muligheder på samme tid, men sågu kun som potentiale, man ER en af delene, og kan ikke være begge på samme tid.«

Man kan potentielt godt gå rundt med en ubevidst tro, som styrer en del af ens liv – uden at man er bevidst om den; men hvis vi holder os til den bevidste del, så giver det ikke så meget mening, at man skulle kunne være både troende og ikke-troende på samme tid, hvorfor den eneste mulighed, som giver mening – hvis man vælger ikke at tage stilling – er, at man ikke er nogen af delene – altså fravær af begge – både teist og ateist. Hvad er der så tilbage? – Agnosticisme.

En typisk analogi, som ateister projicerer over på deres modstandere i en diskussion er den med en enkelt dør, som man kan vælge at gå igennem eller lade være. Man kan ikke forbeholde beslutningen om, hvilken side af døren, man befinder sig på, man kan kun beslutte, om man vil gå igennem døren eller ej; men indtil den beslutning er taget, er man fysisk til stede på A-siden (ateisme). Enten er man på den ene side af døren eller den anden side af døren. Der er ingen anden epistemologisk mulighed tilgængelig. Går du gennem døren eller ej? Og hvis du siger, at du ikke vil tage stilling nu og her, så er det fint, så er du stadigvæk på A-siden af døren (ateist).

Men hvis nu Dawkins virkelig holder fast i, at religion er et kognitivt virus (altså en sygdom), så må han vel også være nået til den erkendelse, at religion ligesom skizofreni eller influenza eller tilstanden hjernedød ikke kræver nogen forståelsesgrad, ikke sandt? Altså hvordan kan Dawkins så påstå, at eksempelvis ateisme dækker over hele spektret af fravær af tro – og at dette ikke gælder for teisme, fordi teisme kræver en erkendelse? For hvis religion er en sygdom (et virus), så må Dawkins vel nødvendigvis være enig i, at man i så fald også kan være teist uden nogen erkendelsesgrad. Hvordan kan man så påstå, at alle – som ikke har en erkendelse af tro – er ateister?  Eller at ateisme er et passivt fravær – hvor teisme kræver et aktivt tilvalg? Altså kan udgangspunktet nødvendigvis – ifølge Dawkins egen teori om virus – findes på begge sider af døren.

In English: Many, who consider themselves more true to agnosticism, believe that if you choose not to take a stand on the subject of theism – atheism, then you are neither by default. Since atheism is also defined more broadly as an absence of belief in deities, it is the belief of many agnostics that agnosticism is not coherent with the generally acknowledged form of atheism, where one believes in the affirmation of the nonexistence of gods or the rejection of theism. True agnostics would say that there is not substantial empiric evidence/material to take a stance on theism – atheism. The truth of the matter is that the allocation of agnosticism to atheism is disputed; it can also be regarded as an independent, basic world-view.

In that sense being an agnostic is about choice. You choose the position, where you simply do not take a stand on being neither a theist nor an atheist. It is often put forth by atheists such as 1772 when Baron d’Holbach said that »all children are born Atheists; they have no idea of God«, that if you do not choose, then you are an atheist by default (absence of belief), but then a theist could justly argue, that you could as well be a theist, if you do not take a stand – you simply don’t realize it. I believe that we are born agnostic – inherently undecisive on something we do not know the nature of. Atheism or theism cannot – in my oppinion – come into speak, until we know the nature of the terms and as a result decide to take a stand, but, as clearly as we can decide to take a stand, we can also choose not to take a stand – based on learning that there is no conclusive empiric evidence. Now here comes the tricky part. If you choose not to take a stand on something, there is a time-dimension added (e.g. I have not taken a stand on whether I will go training, but I may – may not tomorrow). Now by choosing not to take a stand on the subject theism – atheism, I have not chosen not to be a theist, and yet mysteriously I am an atheist by default (abscence of belief). It would be as obscene as to believe that by choosing not to take a stand, I would have chosen not to be an atheist, and yet mysteriously I am a theist by default. If you choose not to take a stand you are either both by default, none by default, or you have the potential in time to be either •. Some believe that subconsciously you can actually believe something, and yet it doesn’t appear in your conscious mind, but if we keep to the conscious level, it does not make much sense to say, that you are both a theist and an atheist, so that leaves us with the point, that if you do choose not to take a stand on the subject of theism – atheism, then you are neither by default. What is left then? – agnosticism. Thus, you may say, I put my decision on hold in the perspective of time, but that does not make me a theist – nor does it make me an atheist. To me it is the pure form of agnosticism.

When it comes to agnostic atheism or agnostic theism it is merely forms of theism and atheism and thus not defining agnosticism. However I do acknowledge that there doesn’t seem to be a general consensus on the terms in speak. Rather it seems that different groups take the stance that best fits what they want to promote – be it theism or atheism. I am of the firm belief that the argumentation about theism – atheism and the possible choice of agnosticism as a middle stance is important when defining what theism – agnosticism – atheism is in reality. There is too much swearing on the frontline these days – I believe more in dialogue…

• Being an atheist is not a state. It is the positive prejudice of many atheists that it is a state/condition. Atheism clearly subjugates indecisiveness or negates the possible choice in time. The difficulty arises because we confuse belief and knowledge. The agnostic denies the possibility of knowledge on this subject and accepts the claims of the theist or atheist merely as beliefs. Being an agnostic I do not have to take a stand on belief. With belief there is often a question to be resolved by additional evidence, but in the case of the agnostic he doubts that as well. Major theologians have reached similar conclusions. Hans Kung finds the question cannot be settled by rational argument. Either view is allowable and cannot be established solely on the basis of reason. Niebuhr finds the question “Does God exist?” mistaken, because in his theology God is the ground of all existence, not part of it. I am agnostic because knowledge is impossible on this question, not because I can’t make up my mind. I think it is biased only to mention that agnosticism can be paired with theism – atheism. It can naturally stand on its own two feet too.
• We cannot have any knowledge of an omnipotent or omniscient being since those qualities do not exist in anything we do know. Even Aquinas had to admit that we know God only by analogy and not directly. I do not consider myself an atheist nor am I a theist either. I consider both labels to be void of meaning and irrelevant because their object (God) is also meaningless and irrelevant. To me it is as if one is saying “I believe in …..” and the other “I lack belief in …..”. From an empirical point of view it just doesn’t make sense to discuss it at all – the premonition of the object (God) would be deeply personal for both anyways.«

A typical thought-experiment that ahteists project on their opponents in a discussion is that analogy containing a single door, through which one can decide whether or not to pass. One cannot reserve decision on which side of the door he is. One can reserve decision on whether or not to go through the door, but until that decision is made, one *is* physically present on side A. One *must* be either through the door or not through the door; there is no other option epistemologically possible. Do you go through the door, or do you not? So how about that? And if you say “I choose not to decide at this time,” that’s fine, but for now you’re still on this side of the door.

Well do you believe in Dawkins when he claims religion to be a virus? If you do, then you must also recognize that religion – just like schizophrenia, the flu, braindead, herpes, etc. – is a disease or condition that doesn’t require any active choice, nor any understanding of god(s) or any creative design, right? So if theism does not require any active choice, then it must be able to cover the same greyzone as atheism, where atheism is claimed by you people to cover all passive non-belief – in the understanding, that if you suffer from a disease like theism (virus) then you are not required to understand what it is, nor be active about it, right?
Now if we return to your thought experiment involving the door, bear this in mind, then how can you claim, that on one side of the door is atheism, which does not require an active choice, and that on the other side of the door is theism, but it requires an active choice in order to go through it and become a theist?
If theism is by Dawkins terms a virus, then it doesn’t care about doors and choices. I cannot lie in my bed and decide for myself that now I do not want to have herpes anymore and *poof* it vanishes in thin air, now can I? So obviously I can stand on your side of the door and be a theist without knowing anything about it – as per Dawkins argument about virus – or the starting point may as well be on the other side of the door – facing the choice of atheism – or not.

Den australske filosof Graham Oppy har udgivet en bog, som ser meget spændende ud. Den hedder Arguing about Gods. Og Terry Eagleton nævner også Humes i sin anmeldelse af Dawkins: http://www.lrb.co.uk/v28/n20/eagl01_.html

^[1] Atheism

»atheist Show phonetics
noun [C]
someone who believes that God or gods do not exist«
http://dictionary.cambridge.org/define.asp…

»a disbelief in the existence of deity b: the doctrine that there is no deity«
http://www.merriam-webster.com/dictionary/…

»atheism
/aythi-iz’m/
• noun the belief that God does not exist.
— DERIVATIVES atheist noun atheistic adjective atheistical adjective.
— ORIGIN from Greek a- ‘without’ + theos ‘god’.«
http://www.askoxford.com/concise_oed/athei…

^[2] Austin Cline:

http://atheism.about.com/od/aboutagnosticism/a/atheism.htm

^[3]Zdybicka, Zofia J.

Zdybicka, Zofia J. (2005), “Atheism”, in Maryniarczyk, Andrzej, Universal Encyclopedia of Philosophy, 1, Polish Thomas Aquinas Association.

^[4] Holbach, Paul Henri Thiry, baron d’, 1723-1789

d’Holbach, P. H. T. (1772). Good Sense. Retrieved on 2006-10-27.

Dawkins set fra en religionskritikers synsvinkel… og hvorfor det ikke holder. vis

Citat fra en religionskritiker: “Jeg betragter ideologien islam som en levende organisme, der muterer og tilpasser sig omgivelserne med det formål at sprede sig til så mange som muligt. Den teori har jeg fra Richard Dawkins bog The Selfish Gene. I bogen gennemgår han genernes funktion for evolutionen. I slutningen af bogen fremfører han en interessant teori, som går ud på, at du kan sammenligne idéer med gener. Idéerne vandrer fra menneske til menneske og ændrer sig en smule ved hver overførsel, ligesom gener ændrer sig ved hver ny generation. Dawkins kalder idéerne memer (se ordforklaring, 1), hvilket lyder lidt som gener. Hvis du er interesseret i at vide mere om teorien, kan du læse kapitel 11 i Dawkins banebrydende værk” : Dawkins kap. 11 Videre: “Når jeg bruger ordet virus (se ordforklaring, 2), er det fordi det er det billede, som bedst beskriver, hvad der sker. Et virus lever sit eget liv på værtsdyret. Det slår som regel ikke værtsdyret ihjel, for dermed ville virusset jo selv dø. Men det skader værtsdyret.”

Nu har jeg læst kap.11. Hans idé er interessant. Men dér, hvor problemet for religionskritikeren opstår, er, at de, som fanges af eksempelvis en bestemt ideologi, som spredes som et virus/meme…. Vil de adlyde det virus/meme? Og hvad hvis det virus/meme er meget mere komplekst end den simplificerede udgave, som mange præsenterer religion som? Så får vi hundredevis af mutationer, som alle har hver deres opfattelse af hvad det oprindelige virus går ud på. Så har vi mangfoldighed og forskellige synspunkter. Så antager vi, at et virus/meme spreder sig til hele verden, så vil det blive opfattet forskelligt, udvikle sig forskelligt og frembringe forskellig adfærd i forskellige mennesker verden over. Ser du… Verden er meget mere kompleks end det, som her påstås. Hvert menneske har sin egen psyke, som indgår i et matrix, som dækker en fællespsyke for en gruppe, som igen indgår i et matrix som dækker en fællespsyke for en større gruppe, etc, etc… Massepsykose og religion kan således sagtens hænge sammen. Men det kan kærlighed og religion også. Afhængigt af hvad individet lægger vægt på i et komplekst ‘virus’ som religion. Individet er således et produkt af gener, miljøpåvirkning og udvikling. Uheldig udvikling indenfor én af disse tre kategorier kan gøre et menneske disponibelt for at reagere på massepsykose eller ej. Men selv hvis mennesket er disponibelt for massepsykose kan det stadigvæk qua sin individuelle miljøpåvirkning, udvikling eller gener alligevel helt neglicere massepsykosen. Hvis vi antager, at religion er et virus, som viser sig ved massepsykose, så vil dette virus/meme altså fremkalde vidt forskellige reaktioner i mennesker. Hvad er det så for en faktor, som gør, at det viser sig som massepsykose i en hel masse mennesker? Det kan jo ikke være viraet i sig selv, vel? Det kræver ligesom nogle helt specielle forudsætninger, som f.eks. regressiv gruppedynamik for at visse sit grimme fjæs. Kan du følge mig? Ergo er det ikke et virus/meme, som udløser massepsykotisk adfærd. Det er den regressive gruppedynamik. Mennesket har potentielt en masse muligheder og valg. Kald det millioner af vira, hvis du vil. Vores psykologiske samspil med andre i et kæmpe matrix afgør, hvordan vi reagerer – ikke et virus. Det er der bare. Potentielt aktiverbart – afhængigt af nogle specifikke faktorer, som skal være til stede.

Tager vi udgangspunkt i mutationer, så er det jo i princippet det samme, som at jeg siger, at præstestyret i Iran har indført en pseudoversion af Islam, som i Dawkins teoriforståelse ville være en mutation. Er den da et udtryk for Islam eller en muteret form, som ikke længere kan kædes sammen med originalen? “For 30 år siden var der ingen, der forbandt islam med selvmordsterrorisme.” Det er, fordi selvmordsterrorisme ikke har noget med originalversionen af Islam at gøre. Nu har jeg aldrig påstået, at jeg ved, hvad der er originalversionen af Islam. Men jeg kan sagtens begrunde min udtalelse om, at selvmordsbomber ikke er en del af nogen originalversion af en religion, da det simpelthen ikke har eksisteret i mere end 60 år (70 måske, hvis vi tager kamikaze-piloterne fra WW2 med) og i øvrigt ikke er noget religiøst påfund. Derimod kan man tænke sig et andet scenarie: “Lasse skød” sælger ikke, som “religiøs fanatiker skød” – sørgeligt men sandt – hvilket så giver et indtryk af, at alle religiøse er farlige. Det samme kan vi se her i landet, og passer vi ikke på, bliver det et os og dem samfund. Samme form for revolverretorik har Dawkins meme/virus-teori udløst, da det jo er meget mere opsigtsvækkende at kalde religion for et virus end at snakke om, at nogle religiøse indgår i en regressiv gruppedynamik, som kan være yderst skadelig. Altså en biologisk/medicinsk reduktionistisk indgangsvinkel vs. en psykodynamisk indgangsvinkel på tingene. Jeg behøver vel knapt nok at fortælle, hvad der siver lettest ind ude i den almene brede befolkning. Jeg ved, at det er den biologisk/medicinske association, som ligger lige for, når man ser ordet virus anvendt uden nogen kontekst til at tydeliggøre, at det drejer sig om en analogi. Og for min skyld kan vi godt gå ud og spørge 500 mennesker på gaden, hvad de umiddelbart tænker (associerer), når de hører ordet virus uden nogen kontekst. Jeg tror, at vi skal være glade, hvis bare én svarer Dawkins. Og kigger du i en ordbog som Oxford Dictionary, så findes der da heller ikke i beskrivelsen af ordet virus nogen henvisning til Dawkins meme/virus-analogi (2).

Dér, hvor jeg ser problemet, er ikke, at jeg antager, at man er fascist, fordi man kritiserer religion. Det mener jeg ikke, at man er. Men med udmeldinger som at Islam er et virus, som skal søges bekæmpet, bruger man et negativt ladet ord, som de muslimske ekstremister vil bruge til at lægge os for had, og som fascisterne på den anden side vil optage, samt bruge som argumentation for etnisk udrensning af muslimer. Dermed placerer man sig selv i midten af et hvepsebo, hvor man ufrivilligt kommer til at støbe kuglerne for en masse mennesker, som ikke forstår grundlaget for ens udtalelser og argumentation, men alligevel gerne vil (mis)bruge dem. Hvis vi ikke passer morderligt godt på, hvordan vi får kommunikeret vores meninger og teorier, så risikerer de at være med til at forstærke den regressive gruppedynamik og dermed skabe de forudsætninger, som gør, at ‘virusset’ viser sig som massepsykose. En lille opfordring til at bruge Dawkins eget ord ‘meme’.

Virusset kan både vise sig som godartet, ondartet eller begge dele. Således viste det, der skulle have været Marxisme og lighed blandt mennesker sig at blive til fascisme (kommunisme), ifølge religionskritikerens teori – ‘ondartet virus’ – pga. regressiv gruppedynamik som følge af, at man indførte ideologien med vold. Men potentialet var ikke ondartet. Marxismen var ikke nogen ‘ond’ ideologi og altså heller ikke noget entydigt ondartet virus.

I princippet er det efter min mening den samme dæmonisering, som sker i forbindelse med Islam.

Godt så… Nu forstår jeg argumentationen. Men hvordan definerer vi et virus? Er ateismen et virus? Er demokratiet? Er Darwinismen? Alle har de samme forudsætninger som religion for at udvikle sig ondartet, hvis de bliver misbrugt. Er det ikke et spørgsmål om at vi i stedet for at udrense alle former for potentielt skadelige vira, (en uoverskuelig opgave), i stedet søger at forhindre et psykisk miljø, hvor de vil udvikle sig ondartet. Altså vi skal til hver en tid tilstræbe en progressiv gruppedynamik. Ser du… Vi vil begge i bund og grund gøre det, som er bedst for menneskeheden. Men hvis vi fjerner eksempelvis religion, så er der bare et andet potentielt skadeligt vira/meme, som tager over, og som vil udvikle sig ondartet under de samme psykiske miljøforudsætninger, såsom regressiv gruppedynamik, som leder til (masse)psykose. Klart nok at et virus også kan udvikle sig ondartet på individniveau; men så er der blot tale om en psykose (Ikke at det er bedre).

Eksempelvis Darwinismen kan jo under regressiv gruppedynamisk miljøpåvirkning, som ubehandlet kan føre til (masse)psykose, medføre:

‘egocentrering (enhver er sig selv eller sin egen gruppe nærmest)’

mangel på empati: ’survival of the fittest’ (lad blot alle de svage dø uden at få hjælp, de skal jo dø alligevel, eller lad blot halenegrene nede i Afrika sulte ihjel, vores samfund er alligevel stærkere)

Hedonisme (den psykotiske version): Enhver søger ubetinget at få opfyldt egne lyster, drømme og mål, uanset hvor mange man skal trampe under fode på vejen.

osv., osv…

Eksempelvis så vi jo tydeligt Marxismen udvikle sig til massepsykose, selv om der ingen religion var til stede. Så kalder man Marxisme for en religion; men så kan man jo kalde alle ideologier for religion – eksempelvis også Darwinisme. Det er begrebsforvirring. I Danmark ser vi for tiden, at en masse mennesker er inde i en regressiv gruppedynamik, som det næppe er kristendommen, som er årsag til. Da vi ikke er muslimer, kan det næppe heller tilskrives Islam. Hvilket virus har så ramt danskerne? Årsagen (etiologien) til, at det er ved at udvikle sig ondartet, kender vi allerede, nemlig at vi, som gruppe, føler os udsat for et udefra kommende pres (fra muslimer), som fører til regressiv gruppedynamik. Så hvilket virus er det, danskerne er ramt af?

Hvad siger andre repræsentanter for videnskaben?
Dawkins er med ‘The Selfish Gene’ ikke decideret modstander af Islam, og hvis man vælger at bruge ‘The Selfish Gene’ til at retfærdiggøre islamkritik, så mener jeg, at man har misforstået Dawkins. ‘The Selfish Gene’ er fremragende kommunikationsfilosofi! Sammenhængen er ikke, at religion forsvinder, hvor videnskab vinder frem. Sammenhængen er, at religion forsvinder, fordi der, i et mere og mere individualiseret samfund, ikke er behov for komplekse fællesskaber som religion. Uanset hvor teknologisk og videnskabeligt vores samfund bliver, så vil du se religion vinde frem igen, når der bliver lagt pres på en gruppe eller et samfund, ligesom kristendommen eksploderede i USA efter 9/11. Øget pres på fællesskabet skaber øget behov for fælles identitet, såsom findes gennem eksempelvis religion. Videnskaben og religionen eksisterer i sådanne tilfælde side om side og søger ikke nødvendigvis at smadre hinandens eksistensberettigelse. Hvordan vil du forklare det? Hvordan vil du forklare at samfund, som udsættes for kriser, bliver mere religiøse, trods fremragende videnskab? Her må vi kigge videnskaben over skulderen. En artikel om HIV giver en ganske god forklaring: Hiv er en kronisk infektion, og på grund af virus’ overlevelsesstrategier er det næsten umuligt at udrydde den fuldstændigt. Det samme gælder et virus som for eksempel herpes. »Vi kan slippe af med det akutte udbrud af herpes; men i det øjeblik herpesvirus ikke formerer sig, så virker medicinen ikke længere,« forklarer Allan Randrup Thomsen.

»Herpes simplex-virus siver ind i nerverne, går i dvale og deltager ikke længere i stofskiftet; det bliver metabolisk set fuldstændigt inaktivt. Og da immunsystemet og T-cellerne kun bliver alarmeret af for eksempel forkert producerede celle-stoffer eller virusaftryk i et protein, er der ikke længere noget, de kan genkende. Og det er et af hovedproblemerne med behandlingen af hiv. Kombinationsbehandlingen er så effektiv, at den slår hiv-virus ‘bevidstløs’, men den fjerner ikke infektionen. Når hiv-virus kommer ind i cellen, så føjer den sig ind i arvemassen,« forklarer Jan Pravsgaard Christensen, der er lektor i infektionsimmunologi.

Man kan altså søge en forklaring i, at viraet er i hvile og ikke laver nye viruspartikler. Der sidder en stump virus i dit dna, og der kan den sidde de næste ti eller 20 år, uden at gøre skade. Men aktiverer kroppen det gen, hvor virus har sat sig, så er det ikke kun genet, men også virusstumpen der bliver vækket. Og så går den straks i gang med at formere sig. Forklaringen understøtter min teori om, at der skal en eller anden katalysator til at aktivere genet, hvor virus sidder. Men hvad taler vi egentlig om her? Taler vi om en ond version af religion? For ifølge Dawkins skulle viraet vel være aktivt hele tiden eftersom skaren af religiøse til stadighed vokser. Hvis religion er at betragte som et kognitivt virus, så vil det vel udtrykke sig som en sygdomstilstand, når ikke det er i dvale. Men ikke al religiøs adfærd viser sig som noget sygeligt. Ikke alle ideologier udtrykker sig i konstant sygelig adfærd. Ifølge analogien må de altså ligge i dvale, hvis ikke de udtrykker sig i sygelig adfærd, ellers giver det jo ikke meget mening at kalde det for virus? For nok er der vira med forskellige egenskaber; men eksempelvis herpes simplex-virus ændrer ikke bare lige adfærd midt i, at det er aktivt, således som der kan være både positiv og negativ adfærd forbundet med religion eller ideologi. Men hvordan kan noget, som udtrykkes i ikke-sygelig adfærd ligge i dvale? Og hvad vil Dawkins og religionskritikeren stille op i situationen, hvor virus ligger i dvale? Vente til den næste runde i boksekampen?  Vil det kunne lade sig gøre helt at udrydde virus? »Den måde, virus arbejder på, er meget tæt på vores egne cellers rutiner… …De stoffer, vi kan bruge mod virus, har derfor meget større risiko for at være toksiske overfor os, for hvis de virker, så rammer de også vores eget apparatur,« forklarer Allan Randrup Thomsen. Ordene vækker hos mig en ildevarslende association til de sidste årtiers anvendelse af krig som forebyggende indsats, og jeg sender Bush en uvenlig tanke, for problemet ses jo tydeligt i krigen i Irak. Man har afgjort, at noget er ondt og derfor går man i krig – fuldstændig ignorant overfor, at man ad den vej skaber mere ondskab. Ydermere vil der, selv hvis det skulle lykkes for lægevidenskaben at finde en vaccine, stadigvæk kunne findes varianter i naturen, hos dyrene . Hvorvidt en sygdom kan kontrolleres og bekæmpes, afhænger i høj grad af, om den er en såkaldt zoonose – en sygdom der kan smitte mellem dyr og mennesker. Det fortæller professor i virussygdomme Jens Lundgren: »Er en infektion zoonotisk betyder det, at den ikke kan fjernes, ved at udrydde den hos mennesker. Så længe der fortsat lever smittede dyr, kan mennesker blive smittet igen. Vi taler om, at der i dyr findes et såkaldt reservoir af virus.« Eftersom mennesket ifølge Darwin nedstammer fra dyrene, så må kimen til det, som Dawkins kalder religionsvirus, findes derude i naturen. Der er altså en stor risiko for, at vi vil blive smittet igen – skulle det lykkes at bekæmpe det. Citaterne er fra en artikel om HIV på videnskab.dk .

Læs i øvrigt her om Dawkins pseudovidenskab: http://blog.blazingangles.net/soapbox/2006/04/dawkins-som-religios-ateist.html

Hvad skal vi gøre så gøre?
Jeg synes, at essensen ligger i at vi, i stedet for at udrense alle former for potentielt skadelige vira, (en uoverskuelig opgave), søger at forhindre et psykisk miljø, hvor de vil udvikle sig ondartet. Verdenshistorien visser sig i cykliske formationer, hvor mennesker bliver ved med at tilintetgøre det, som af vinderen betragtes som ondskabsfuldt, hvorefter en ny cyklus starter, hvor det, som betragtes som ondskabsfuldt bliver tilintetgjort og så fremdeles. Man kunne vel med rette spørge om mennesket aldrig bliver klogere og indser, at det er igennem katalysatorer, at disse ting kommer til udtryk. Ved at skabe et matrix, hvor der er mindre rum for disse katalysatorer kan vi måske tage os ud af den række af regressive cykler, som til stadighed plager verden. Selv de bedste intentioner kan udvikle sig regressivt og fremkalde massepsykose og massehysteri. Hvis man nu eksempelvis betragtede religion som et virus, så ville man straks associere til en reduktionistisk medicinsk tankegang og tænke udryddelse (Bush og co. Irak-krig etc.)… Hvilket giver bagslag i forhold til det gruppepsykologiske matrix, fordi man ad den vej skaber flere katalysatorer. Hvorimod, hvis man betragter det ud fra et psykodynamisk gruppepsykologisk synspunkt, så ville man søge at skabe et så velfungerende psykologisk matrix, så der er færre eller slet ingen katalysatorer. Så hvilket paradigme skal vi indføre i forhold til at fjerne ‘potentielle’ farlige vira? Hvordan skal vi afgøre, hvad der i fremtiden er ‘potentielle’ farlige idéer? En umulig opgave. Og i grundformen en fascistisk tankegang. En indskrænkning af den frie tænkning og den frie udvikling -og spredning af idéer, som ikke er Dawkins værdig. Religionskritikerens udtalelse er jo, ifølge Dawkins, blot et “meme”. Og dét meme kan potentielt være ligeså skadeligt, som han påstår, at religionen er. Problemet med ordet virus/meme er, at nogle mennesker vil forstå det reduktionistisk, andre vil udnytte det og få andre til at forstå det reduktionistisk – og så har vi medicinkrigen – eller truslen om ‘pest over Europa’. Man er godt og grundigt naiv, hvis man tror, at man er en fabelagtig individualist og fritænker; men i virkeligheden står og hyler i flok med en hel masse andre, som gør præcis det samme. En klike, som har et ubevidst fællesskab og en yderst regressiv gruppedynamik. Mand! Jeg elsker bare folk, som har deponeret deres selvkritiske sans, deres selvindsigt og deres empati i Dantes 5. og 6. cirkel i helvedet: The Divine Comedy.

Massepsykose er en meget bedre og meget mere dækkende betegnelse end virus/meme. En psykose kan netop helbredes gennem behandling og forebygges gennem samtale og dialog . Det bedste vi kan gøre er, at skabe så godt et psykisk og psykosocialt fungerende matrix, så vira eller memer har en meget ringe mulighed for at udvikle sig ondartet.

Det kræver et paradigmeskifte indenfor, hvordan vi ser på mennesket. Mulighederne for at søge fællesskaber er med internettet også blevet globale. Vi skal væk fra teorien om landsbytossen og over til teorien om en kæmpe gruppe af landsbytosser, som potentielt har samme muligheder for at skaffe sig magt og indflydelse som alle andre i et demokratisk samfund. “Landsbytosserne” kan i dette tilfælde både være fanatiske muslimske terrorister, men også fascistiske europæiske nynazister. Bare for at nævne et par konkrete eksempler. Men det er nu ikke så langt ude på fløjene, at jeg ser kimen til de største problemer. Kimen ligger i, at man rekrutterer de moderate. Og de moderate vil blive overhalet indenom, hvis ikke man tager kampen op. MEN vi kan ikke kæmpe kampen med fanatisme, for så har vi allerede tabt den på forhånd. Fascisme kan ikke bekæmpes med spirende fascisme.

Ud fra et aktivitetsvidenskabeligt synspunkt ser man på menneske (person), aktivitet, miljø, og udfra det taler man om værdi og meningsfuldhed (Persson et. al.). Det kunne faktisk danne grundlag for netop sådan et paradigmeskifte i vores opfattelse af mennesket og dets adfærd i forbindelse med grupper. Det er nemlig netop, at man berøves det, som er meningsfuldt i tilværelsen, som kan være udløsende faktor for, at man bliver stresset, depressiv og forfalder til en forvirring omkring sin egen identitet, som netop kan gøre, at man er et let offer for gruppepres bestående af andre menneskers overføringer. En forebyggende indsats kunne så eksempelvis bestå i at skabe balance imellem meningsfulde og pligtopfyldende aktiviteter. Hvad er overføringer? De er nye udgaver eller genoptryk af impulser og fantasier, som vækkes og bevidstgøres og med det karaktertræk, at de erstatter en tidligere person med en ny person eller et tidligere objekt med et nyt objekt. En hel serie psykologiske erfaringer genopleves, ikke som noget, der tilhører fortiden; men som noget, der er knyttet til situationen her og nu. Freud taler om en ubevidst forskydning fra et objekt til et andet. Her skelnes imellem positiv overføring, negativ overføring og uanstødelig overføring. Den uanstødelige overføring er grundlaget for behandlingsalliancen. Den skal der ikke tolkes på. Den udgøres af evnen til at møde et andet menneske med basal tillid. Den ubevidste del af positiv overføring kan udgøres af fortrængte erotiske behov. Den negative overføring handler om fjendtlige følelser. De to sidstnævnte udgør en modstand i behandlingen, de er ikke så behagelige at blive bevidst om, og de er jo i direkte konflikt med behandlingsalliancen. Men ved at behandle det aktuelle konfliktforhold behandler analytikeren samtidig den infantile konflikt, idet patienten opdager, at de stærke følelser, han/hun oplever i relation til analytikeren, i virkeligheden stammer et andet sted fra, der sker altså en realitetstestning i her og nu-situationen.

Foulkes’ gruppeanalyse – matrixbegrebet.
Foulkes ser individet som et knudepunkt i et netværk af relationer. Individet forholder sig til andre i gruppen via det fælles potentielle rum – gruppens matrix. Overføringen betyder her, at det enkelte individ forsøger at skabe relationer i gruppen, der bliver en gendannelse af den internaliserede primærgruppe, han har bragt med sig. Bion taler om regressive niveauer i grupper (basic assumptions), som er præget af overføringer. Fordele ved gruppeterapi netop i den her sammenhæng: Gruppen kan have den funktion, at den bærer individet uden andre krav end det at være til stede. Gruppen kan blive en slags overgangsobjekt. Hvis gruppen holder ud og overlever de gentagne destruktive angreb vil individet kunne nå frem til en mere sikker og stabil afgrænsning af egen person og en oplevelse af de andre gruppemedlemmer som personer adskilt fra ham selv skønt fælles om gruppesituationen. Basal tillid kan begynde at erstatte basal mistillid. Hvad vil jeg så sige med dette? Jo, I enhver sammenhæng kan en gruppe brydes ned i mindre grupper. Hvis der er konflikt imellem forskellige grupper, så kan dialogen jo faktisk være med til – på samme måde som på individniveau – at erstatte basal mistillid med basal tillid. I gruppen er realitetstestningen baseret på konsensus. Projektioner modificeres og re-introjiceres i en ny form – på et højere psykisk organisationsniveau og nærmere den sociale norm (Foulkes: ”gruppen danner selv den norm, fra hvilken den enkelte afviger”). Malcolm Pines beskriver terapeutens rolle som en slags forligsmand som skal finde et grundlag for konsensus mht. realitetsopfattelsen.

For mere info om gruppedynamik læs mine indlæg om “Large-group Psychodynamics and Massive Violence” og “Volkan og Ytringsfriheden” .

Et par afsluttende bemærkninger:
Der er ingen tvivl om, at termen “virus” næsten udelukkende har negative konnotationer i daglig tale. Derimod er det min opfattelse, at Dawkins (alle hans ateistiske publikationer ufortalte) primært benytter termen teknisk i sin redegørelse. Og som metaforik fungerer den ganske godt – et virus ændrer på cellens følsomhed overfor en række impulser (i form af signal-molekyler), men er ikke i sig selv en levende organisme, der kan tilskrives et motiv. Således også ideologier. Flere steder i teksksten refererer jeg til, at Dawkins netop bruger ordet meme og at han ikke i første omgang er ude på at bruge en negativ konnotation – selv om det ufrivilligt ender sådan, fordi sådan forstår folk det jo. Deri ligger så et andet problem. Psykologisk set leger han med tændstikker ved en dunk med benzin – rent sprogligt. Om det er naivt eller helt bevidst, kunne man jo næsten have lyst til at spørge ham om. Forståelsesrammen omkring meme-idéen er desværre blevet trukket så langt ud af proportion, at den har mistet det meste af sin værdi – således mener jeg IKKE, at en ideologi eller religion kan kaldes et meme, og derfor er problematikken primært om ideologi/religion som begreb kan behandles som en singulær enhed, eller om den altid bør forstås i en social kontekst? I så fald kan man ikke udskille ideologi fra et gruppedynamisk forløb – det er istedet en forståelsesramme, der fremhæver (foregrounds) visse detaljer i forløbet på bekostning af andre. Eller for at tale “pragmatisk”: ideologien eksisterer i handlingerne. Vi står ved det evige svælg mellem idéernes verdens stasis og den levende verdens fraktale dynamik og skal søge at etablere en praksis – og alt hvad vi har til at række over svælget er entusiasme og empati. Vores hukommelse fungerer sådan, at vi ovenikøbet husker dynamisk og altså ikke som et overvågningskamera. Mere info om hukommelsen her.

P.S.: Jeg skal måske for god ordens skyld bemærke, at hvor jeg synes, at ‘The Selfish Gene’ er en rigtig god bog, så kan vi koge Dawkins bog ‘The God Delusion’ ned til at være tankevækkende reduktionistisk, og dét er en 6-sporet motorvej imod fascisme. Så kan det godt være, at religion efter Dawkins mening er det samme. Men jeg vil gerne have mig frabedt, at ateismen bliver reduceret til intet andet end reduktionistisk teologi. I total modsætning til ‘The Selfish Gene’ går han fascismens fodspor i ‘The God Delusion’. En kritisk gennemgang af ‘The God Delusion’ kan findes her . Men Plantinga er ikke den eneste, som kritiserer Dawkins. Terry Eagleton har udgivet et stykke seriøst og grundig kritik af Dawkins og han nævner da også Humes i sin anmeldelse af Dawkins: http://www.lrb.co.uk/v28/n20/eagl01_.html, hvilket jeg som agnostiker finder befriende. In October 2006, Eagleton produced an impassioned, widely-quoted^[4] critique of Richard Dawkins’s The God Delusion in the London Review of Books. »Eagleton begins by questioning Dawkins’ methodology and understanding: “Imagine someone holding forth on biology whose only knowledge of the subject is the Book of British Birds, and you have a rough idea of what it feels like to read Richard Dawkins on theology.”^[5] He concludes by suggesting Dawkins has not so much been attacking organised faith as a sort of rhetorical straw-man: “Apart from the occasional perfunctory gesture to ‘sophisticated’ religious believers, Dawkins tends to see religion and fundamentalist religion as one and the same. This is not only grotesquely false; it is also a device to outflank any more reflective kind of faith by implying that it belongs to the coterie and not to the mass. The huge numbers of believers who hold something like the theology I outlined above can thus be conveniently lumped with rednecks who murder abortionists and malign homosexuals.”^[6]« (4) Desuden beviser adskillige ateister pointen. For hvorfor kalder de – med belæg i Dawkins bog – religion for et virus, hvis ikke Dawkins mener, at det er et virus? Er det disse ateister, som misforstår Dawkins eller er det Dawkins, som bevidst manipulerer til den meget nærliggende tankeproces fra analogi til videnskabeligt understøttet teori og derfra til eksakt diagnose. Det er den reelt observerbare konsekvens. Tjah Dawkins egen hjemmeside giver et clue:

»Root of All Evil? The Original Program
Disc 1
- Episode 1: The God Delusion
- Episode 2: The Virus of Faith«
http://richarddawkins.net/store/index.php?…

Klapsalver til Dawkins for hans one-liner heading, som fuldstændigt ukritisk efterlader den tilfældigt besøgende med associationen at religion/tro er et virus. Der er ingen henvisning til forståelsesrammen, hvorfor man som udenforstående må gå ud fra, at Dawkins mener en klinisk diagnose. Dér har vi lige netop en af grundene til, at Dawkins værk efter min mening IKKE fungerer som en filosofisk analogi til at tale til ‘public understanding’. De potentielle associationsdannelser er platte, og i værste fald gør de mere ondt end godt. En typisk analogi, som ateister sætter op er den med en enkelt dør, som man kan vælge at gå igennem eller lade være. Man kan ikke forbeholde beslutningen om, hvilken side af døren, man befinder sig på, man kan kun beslutte, om man vil gå igennem døren eller ej; men indtil den beslutning er taget, er man fysisk til stede på A-siden (ateisme). Enten er man på den ene side af døren eller den anden side af døren. Der er ingen anden epistemologisk mulighed tilgængelig. Går du gennem døren eller ej? Og hvis du siger, at du ikke vil tage stilling nu og her, så er det fint, så er du stadigvæk på A-siden af døren (ateist).

Men hvis nu Dawkins virkelig holder fast i, at religion er et kognitivt virus (altså en sygdom), så må han vel også være nået til den erkendelse, at religion ligesom skizofreni eller influenza eller tilstanden hjernedød ikke kræver nogen forståelsesgrad, ikke sandt? Altså hvordan kan Dawkins så påstå, at eksempelvis ateisme dækker over hele spektret af fravær af tro – og at dette ikke gælder for teisme, fordi teisme kræver en erkendelse? For hvis religion er en sygdom (et virus), så må Dawkins vel nødvendigvis være enig i, at man i så fald også kan være teist uden nogen erkendelsesgrad. Hvordan kan man så påstå, at alle – som ikke har en erkendelse af tro – er ateister?  Eller at ateisme er et passivt fravær – hvor teisme kræver et aktivt tilvalg? Altså kan udgangspunktet nødvendigvis ifølge Dawkins egen teori om virus findes på begge sider af døren.

A more apt analogy would be a single door, through which one can decide whether or not to pass. One cannot reserve decision on which side of the door he is. One can reserve decision on whether or not to go through the door, but until that decision is made, one *is* physically present on side A. One *must* be either through the door or not through the door; there is no other option epistemologically possible. Do you go through the door, or do you not? So how about that? And if you say “I choose not to decide at this time,” that’s fine, but for now you’re still on this side of the door.

Well do you believe in Dawkins when he claims religion to be a virus? If you do, then you must also recognize that religion – just like schizophrenia, the flu, braindead, herpes, etc. – is a disease that doesn’t require any active choice, nor any understanding of god(s) or any creative design, right? So if theism does not require any active choice, then it must be able to cover the same greyzone as atheism, where atheism is claimed by you people to cover all passive non-belief – in the understanding, that if you suffer from a disease like theism (virus) then you are not required to understand what it is, nor be active about it, right?
Now if we return to your thought experiment involving the door, bear this in mind, then how can you claim, that on one side of the door is atheism, which does not require an active choice, and that on the other side of the door is theism, but it requires an active choice in order to go through it and become a theist?
If theism is by Dawkins terms a virus, then it doesn’t care about doors and choices. I cannot lie in my bed and decide for myself that now I do not want to have herpes anymore and *poof* it vanishes in thin air, now can I? So obviously I can stand on your side of the door and be a theist without knowing anything about it – as per Dawkins argument about virus – or the starting point may as well be on the other side of the door – facing the choice of atheism – or not.
Kort skal dog lige siges – Respekt for mennesker, der fortjener det – Despekt for skadelige ideologier – synes at være Dawkins messende mantra i ‘The God Delusion’. For nu at citere Maharishi : “For det første. Respekt er IKKE noget man gør sig fortjent til. Det er noget alle mennesker har/bør have for andre, ubetinget, indtil de beviser det modsatte, præcis som skyld i en retssal. Vi kan være enige om, at der er forskellige grader af respekt, eller man kan sige, at ordet respekt kan forståes på flere måder, som f.eks anerkendelse, beundring, tilbedelse og så videre, men ordet respekt i sin egentlige forstand er meget tæt beslægtet med begrebet tolerance. Man respekterer/tolererer andres ret til at være forskellige. Det er sådan jeg forstår det, bare for at slå det fast. Derfor er det en anelse paranoidt og mistroisk, at mene, at man skal gøre sig fortjent til respekt, efter min mening. Det er mennesker der begår ugerninger, mennesker der misbruger ord, mennesker, der slår ihjel og mishandler, IKKE ideologier og religioner. De lever ikke deres eget liv, som hverken memer eller vira, som Dawkins ynder at kalde dem, de kan jo for pokker ikke eksistere uden en menneskelig vært og fortolker.”

I The God Delusion følger vi en magtkamp – videnskabsmanden Dawkins vs. amatørfilosoffen Dawkins – og resultatet er ikke opsigtsvækkende på anden måde end at videnskabsmanden Dawkins har tabt allerede inden 1. runde er startet. Måske Dawkins burde svare på spørgsmålet: Er det sådan at »a ‘character’ represents the tangible truth of a person rather than the abstract truth of an idea. Hence the obsession with biography, which is among other things a covert anti-intellectualism.«?

Symbolikken peger i denne sammenhæng hen imod, om det er sådan at en karakteristik repræsenterer den palpable sandhed om en religiøs eller religion mere end den abstrakte sandhed i en idé? Derfor besættelsen af biografiske beskrivelser, som blandt andre ting er en tilsløret anti-intellektualisme, hvilket har til formål at male et prædefineret billede af religion frem for at undersøge (altså projektiv identifikation). Fordi så giver det pludselig mening, hvorfor Dawkins hænger så meget op på, at kritisere noget, som han gør meget konkret og ‘fysisk’ – uanset at det er dybt overfladisk, at forholde sig på den måde.

Plt84 uddyber: “Det, man skal gøre sig fortjent til, er ’tillid’. En af de erfaringer jeg har gjort mig i erhvervslivet er netop relateret til begrebet ’tillid’. For mindre end 10 år siden var jeg i en forhandlingssituation med et af de større filmselskaber (en branche, der beviser at kreativitet og moral ikke altid følges ad). Det drejede sig om kontraktforhold for en af hovedkræfterne. Jeg ville have kontrakten præciseret og forenklet, hvorpå vedkommende spurgte: “Har du ingen tillid til mig?”. “Nej, tillid er noget man opbygger over tid. Der er mennesker jeg har lavet forretning med over årtier, og dem behøver jeg ikke lave skriftlige aftaler med. Her benyttes Jyske Lov, og vi kan lave aftalen direkte over telefonen”. Den kunne han ikke stikke.”

Plt84 skriver endvidere: “Som ateist har jeg fravalgt en tro – jeg har ikke brug for den. Og videnskaben kan på sagligt grundlag føre forløbet af mennesket og universet tilbage i tid længere end, der har været religioner. Men videnskabsopfattelser ændres også over tid, ligesom religioner gør. Og der er stadig og vil altid være uløste forståelsesopgaver. Det, der efter min opfattelse er (alt for mange) ateisters problem, er, at de ikke har evnet at se religion som en filosofi. ”Videnskab uden religion er lam. Religion uden videnskab er blind”, sagde A. Einstein, selvom hans ‘religionsbillede’ var ment meget kosmisk. Religiøsitet bliver fremstillet, som om det var modsætningen til rationalitet og videnskab. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Religioner er beskæftiget med de spørgsmål, der ikke kan besvares videnskabeligt. Et menneske kan erkende disse spørgsmål og enten vælge at beskæftige sig med dem eller vælge ikke at beskæftige sig med dem. Det ene er ikke mere eller mindre rationelt end det andet. Nogle ateister bliver så fundamentalistiske i deres ‘tro’, at det blokerer for udsynet. Og som konsekvens vil de i virkeligheden – måske mod deres vilje – blive en hindring for sameksistens i det ønskværdige, sekulariserede samfund. Sprogbrugen hos religionskritikeren (red.) afslører f.eks., at han ikke kender (eller ikke har lyst til at kende) forskel på islam og islamisme. Nogle ateister tror, de kender troende ‘gudebillede’. De tror de kender troendes fortolkning af deres ‘gudebilleder’. De jorder dem på deres fortolkning af deres tro på deres tro på ‘gudebilleder’. Til formålet opfinder de nogle billeder og tankesæt, men det er ren ateist-masturbation. De kører kun rundt i dit eget hoved. Præmissen er falsk og disse ateisters ‘tro’ på naturvidenskaben er stærkt religiøs. Den kan regne baglæns i en uendelighed, men giver aldrig svaret på de første spørgsmål. Dermed ikke sagt, at dette er en dokumentation for Guds eksistens (slet ikke) – blot til anskuelse af, at der parallelt er en eksistentiel verden, som beskæftiger sig med helt ANDRE aspekter og løber udenfor den positivistiske naturvidenskab. Spørgsmålet om ‘hvem jeg er’, ‘partiklernes opståen’, ‘tiden’, ‘verdens skabelse’ bliver næppe nogensinde besvaret videnskabeligt. Opstillingen af ‘dem og os’ er falsk og praktiseres med lige stor uvidenhed af personer på begge fløje. Religion og videnskab er ikke modpoler – det er snarere for (nogle) mennesker møntens for- og bagside. Pas på det ikke bliver en besættelse. Besættelser blokerer for udsynet. Hvordan skulle det at have læst lidt religionshistorie og -filosofi blokere for at tænke logisk. Det er nyt for mig at tilegnelse af viden inden man taler, skulle øge irrationaliteten. Traumer fra barndommen er nok mere belastende, ikke sandt? Er det ikke urkomisk, at en ateist som mig skal ende som en forsvarer af religiøses rettigheder i et samfund med sociale og politiske spændinger?”

Jeg vil gerne give et eksempel: At man har læst Bibelen kan på ingen måde gøre en i stand til at gøre sig tanker, som omfavner alle kristnes tilgang til deres tro. Det kan give et ‘clue’; men hvis man tror, at man dermed ved, hvordan kristne mennesker (det enkelte individ) tænker om deres religion, endsige opfatter sig selv, så er man ude på dybt vand •- man giver med andre ord sig selv en narresut. Det samme argument gør sig naturligvis gældende også, når det gælder opfattelsen af andre religioner. Graden af trangen til at sutte på denne narresut afgør så i sidste ende, om man er fanatisk i sin tilgang eller ej. Og det er præcis dét, som Dawkins gør i The God Delusion.

• Graden af hvad man tror på, hvad man tror, hvilke passager man tager mest til sig, hvilke man ser bort fra, er og vil altid være individuel, eftersom mennesket sanser subjektivt. I yderste konsekvens kan man vel på det individuelle plan sagtens indentificere sig selv som kristen uden at tro på Gud?

Og bevæger vi os længere ud i det filosofiske hjørne •, så kan man jo diskutere om dét, som opfattes positivt af nogle, ikke altid kan opfattes negativt af nogle andre. Hvordan skal vi så definere om noget er ultimativt ondt eller ultimativt godt? I så fald er det en ligeså absurd sort-hvid reduktionistisk tanke, at naturvidenskaben er ‘inherently’ positiv og god for alle mennesker i verden, som at religion er årsag til alverdens ondskab – ligesom det naturligvis er en absurd tanke, at religion er positiv og god for alle mennesker i verden og at ateisme er årsag til alverdens ondskab, ikke sandt?

• »Philosophical skepticism is a critical attitude which systematically questions the notion that absolute knowledge and certainty are possible, either in general or in particular fields. Philosophical skepticism is opposed to philosophical dogmatism, which maintains that a certain set of positive statements are authoritative, absolutely certain and true.«

Den australske filosof Graham Oppy har udgivet en bog, som ser meget spændende ud. Den hedder Arguing about Gods.

Ordforklaring:

1: meme

/meem/

• noun Biology an element of behaviour or culture passed on by imitation or other non-genetic means.

— DERIVATIVES memetic adjective.

— ORIGIN Greek mimema ‘that which is imitated’, on the pattern of gene.

2: virus

/virss/

• noun 1 a submicroscopic infective particle which is able to multiply within the cells of a host organism and typically consists of nucleic acid coated in protein. 2 informal an infection or disease caused by such an agent. 3 (also computer virus) a piece of code surreptitiously introduced into a system in order to corrupt it or destroy data.

— ORIGIN originally denoting the venom of a snake: from Latin, ‘slimy liquid, poison’.

Kilde (aktivitetsvidenskab): Persson et. al. (2001). Value Dimensions, Meaning, and Complexity in Human Occupation — A Tentative Structure for Analysis. SCANDINAVIAN JOURNAL OF OCCUPATIONAL THERAPY 2001;8:7 – 18

(4): Although many of his texts include aspects of philosophical debate, Eagleton himself does not claim to be a philosopher, stating with his usual good-humour, “Perhaps I should add that I am not myself a philosopher, a fact which I am sure some of my reviewers will point out in any case.”^[7]

Debatklimaet på nettet.

Det er ikke blot ubehøvlet. Det er røvirriterende, at nogle få skal ødelægge debatklimaet for de mange. Resultatet er jo, at enhver debat med det mindste optræk til D E B A T bliver ødelagt af disse dårers evindelige racistiske og småtbegavede forsøg på at afspore dialogen imellem mennesker, som trods uenighed kunne tænkes at nå til enighed – fik debatten blot lov at holde sig til emnet i stedet for at blive farvet kongeblå, lorte(fascist)brun, nazisort eller blodrød – foretrækker ærlig talt ikke nogen af disse ekstremer.

At, disse dårer hverken kan stave eller udtrykke sig på et blot tilnærmelsesvist meningsfuldt dansk, styrker blot mine fordomme – som jeg i forvejen ikke er stolt af – om, at ALLE danskere burde udsættes for danskprøven (den som indvandrere også skal igennem)…

Denne her og diverse andre mediers blog- og debatfora burde lues godt og grundigt for racisme, injurier og ‘problembørn’ i spektret b1102.2, b1140.4, b1601.3, b1602.2, b1603.4, ihvorvel jeg finder det skræmmende, at der kan sidde mennesker med åbenlyse problemstillinger, som alligevel får lov til ganske uden indgriben at sidde og skrive i fora, hvor deres sygdomsbillede ikke alene bekræftes, men i høj grad også forstærkes og risikerer at forstærke eller udløse andre menneskers sygdomsbilleder. Alt dette fordi nogle mennesker ikke formår at lægge et filter på deres basalhjernefunktioner. Et filter som ellers kan være velfungerende ude i samfundet, hvor der som regel er en mere direkte sammenhæng mellem årsag/effekt. Jeg vil ikke sætte navn på nogen. Jeg har heller ikke noget ordentligt grundlag for at udtale mig specifikt om navngivne personer. Til gengæld kan jeg godt fornemme, at der på diverse blogge findes udsagn, som falder indenfor ICF-spektret i forhold til sygelig adfærd.

Jeg mener, at reglerne og lovgivningen, som iøvrigt gør sig gældende ude i vores samfund – som minimum også skal være gældende på internettet. Det er ikke nogen undskyldning, at man kan fremtræde anonym. Jeg synes, at det er helt grotesk, at vi har et samfund, hvor store dele af vores sociale liv foregår gennem et internet, hvor der ikke bliver håndhævet nogen form for lov. I de senere år har der været adskillige sager – lige fra pædofilisager – injurier – racisme – mobning – falske anklager – krænkelse af privatlivets fred – overvågning – brud på loven om beskyttelse af persondata – identitetstyveri osv., osv… Hvis nu jeg var psykisk syg (jeg prøver at undgå stigmatisering her), og sad og så og læste al den slags på nettet, så ville jeg med stor sandsynlighed blive bekræftet i sygdomsbilledet frem for det modsatte. Der ville således ikke være langt fra en bekræftigelse af sygdomsbilledet og til fysisk handling ude i samfundet. Mængden af kriminalitet begået af psykisk syge er eksploderet – og det skyldes ikke kun mangelen på behandlingstilbud. Jeg er overbevist om, at det i høj grad også skyldes adgangen til internettet. I den anden ende af skalaen findes der jo ligefrem internetsider, hvor depressive kan finde oplysninger om, hvordan man tager livet af sig eller borderlinepatienter med spiseforstyrrelser kan finde oplysninger og fora, hvor de kan diskutere, hvordan man skjuler sin spiseforstyrrelse.

Hvis I vil have et hurtigt eksempel fra skuffen, så skrev jeg for nogle år siden på en side, som også havde et debatforum. Her skrev også en maniodepressiv pige. Pga. sin sygdom kunne hun godt finde på at skrive nogle rigtig grimme ting, hvilket havde som konsekvens, at hun blev forfulgt, revset, lagt for had og mobbet af alle de ‘almindelige’ debattører – ja, folk fandt sågar private personoplysninger frem på hende. Det gjorde ikke noget som helst positivt for hende – snarere bekræftigede hende i hendes vrangforestillinger. Og NEJ, I får hverken navn på siden eller personen eller nogle af de implicerede. Det samme gør sig iøvrigt gældende på lignende debatfora og blogs, hvor bl.a. autister og andre udsatte mennesker kan komme meget i klemme, fordi der ikke er noget filter på nettet. Nettet er måske i mange tilfælde lige netop deres måde at kommunikere på, hvis de ikke har så let ved at indgå i direkte sociale sammenhænge. DERFOR er det røvsygt, at nogle ellers normale mennesker, skal sætte griller i hovedet på syge mennesker, blot fordi man ikke kan holde styr på sit eget lort. Dette skyldes manlende regulering af internettet… ANARKI er ifølge nogle anarchokapitalister og anarchosocialister en rendyrket perfekt livsform – Jeg synes, at internettet er et grotesk bevis på det modsatte.

Som et tredje eksempel kan jeg komme med noget fra en debat, jeg selv har deltaget i om emnet. Her vil man kunne se, hvordan problemstillinger kan virke på nettet. Det kan virkelig give stof til eftertanke – synes jeg:

KK: “Det ville da være rart at du kom med nogle eksempler hentet fra virkeligheden her på xxxxx. Ellers er der jo bare løs snak.” (Tøvende imødekommenhed, halvlukket).

ST: »Hej KK. Nu er det sådan, at jeg har en eksamen på fredag, så det bliver i givet fald efter det. Men jeg skal forsøge at huske det i fremtiden og også gøre opmærksom på, hvis jeg ser tilfælde, hvor man kan mistænke den slags adfærd. Jeg har gjort mig tanker om det – ellers havde jeg ikke skrevet indlægget. Men jeg tænker, at det nok ville kræve for meget tid at indgå i en diskussion om specifikke betragtninger lige nu. Jeg håber, at det er iorden.« (Imødekommende, åben)

KK: »”Nej – jeg må beklage det er absolut ikke i orden at komme med påstande men ikke kan dokumenter.” (Negativ, lukket)

KK: “Hvor er du så bange for at du og jeg har fællesområder hvor vi er enige?” (halvlukket)

ST: »KK – det er jeg på ingen måder bange for. Det glæder mig meget, hvis der er områder, hvor vi kan nå til enighed. Og det glæder mig rigtig meget, hvis du er enig i, at debatfora og blogdiskussioner på internettet p.t. kan være et decideret uheldigt sted for en psykisk syg at bruge sin tid.« (åben, imødekommende)

KK: “Du er vist lidt af en kolbøtte-fabrik. Det er min fejl – jeg troede du var en seriøs debatør – du har haft 3 timer til at frembringe argumenter for din påstand – det har du ikke haft tid til iflg. dig selv – tilgengæld er det lykkes at spille dum og fornærme folk der muligvis ville støtte dig i det samme tidsrum.” (Lukket, negativ)

ST: »Hvis du gav dig tid til at læse, så har jeg faktisk lige underbygget mine argumenter overfor specifikt dig – og til glæde og tilfredsstillelse for kun dig. At du nærmest overser det – med vilje? – kan vel kun tolkes som, at du ikke kommer her for at føre dialog.« (åben, halvlukket)

KK: “Du kan ikke beskylde mig for alt muligt før jeg har kikket på dine beviser – jeg ønsker bare en chance for at vurdere dine argumenter og beviser – det er alt – gør det mig til et røvhul?” (Negativ, lukket)

ST: »Jeg har givet dig to eksempler, som du ganske enkelt kan vurdere. Af hensyn til loven om persondata kan jeg ikke oplyse dig om mere end allerede gjort, og jeg giver mig helst ikke af med betragtninger om, hvorvidt andre mennesker er røvhuller eller ej – specielt ikke, hvis det er et menneske, som jeg ikke kender.« (åben)

KK: “Jeg startede positivt over for en del af dine ideer – men du vil åbenbart heller støde mig bort og skade det du tror på.” (Negativ, Lukket)

ST: »Tjah, på den ene side lader det til, at du gerne vil identificere dig med min holdning eller dele af den, og på den anden side føler du, at jeg prøver at støde dig fra mig på trods af, at det er dig selv, som kalder mig idiot, snothvalp, o.s.v… Du skriver, at du prøver at være imødekommende, og at jeg sviner dig til. Det er et glimrende eksempel på projektiv identifikation, fordi du senere har udfyldt de oplysninger, som allerede var givne på forhånd. Min tilbagemelding vil derfor reflektere det, som du allerede havde i tankerne – nemlig at jeg kun var ude på at svine dig til, imens du prøvede at være imødekommende. I virkeligheden forholdt det sig stik modsat, hvilket kan læses allerede af de første par kommentarer.« (åben, imødekommende)

Ved Projektiv identifikation forstås at afsenderen projicerer sit konfliktmateriale over i en anden person eller gruppe, således at modtageren ikke kan undgå at bearbejde det. Denne funktion ‘afgifter’ konflikten for den ramte og modtageren får en ‘containerfunktion’, hvis PI er progressiv. Hvis den derimod er regressiv, får modtageren oplysningerne givet på en sådan måde, at løsningsforslagene på forhånd er givet. Modtagerens tilbagemelding vil snarere repræsentere den usagte holdning hos den konfliktramte end modtagerens egen bearbejdning. Det kan give en forstærkning af den afmagt, som afsenderen i forvejen sidder med inde bag sin mur. Således kan det afsendte erstatte virkeligheden i en slags parallelunivers.

Jeg synes ikke, at vi skal nægte nogle mennesker adgang til internettet blot, fordi de er syge. Men de skal ligesom alle andre mennesker overholde nogle regler for at kunne indgå i samfundet. Hvis de ikke kan, så skal de naturligvis have hjælp til det – frem for at miste adgangen. Der gælder meget stramme regler for tvang i vores lovgivning – det synes jeg ikke, at der skal laves om på. Til gengæld har vi også alle et ansvar for at give plads til alle. Vi lever i et fællesskab – hvad enten vi vil det eller ej.

Jeg synes ikke, at vi skal nægte nogle mennesker adgang til internettet blot, fordi de er syge. Men de skal ligesom alle andre mennesker overholde nogle regler for at kunne indgå i samfundet. Hvis de ikke kan, så skal de naturligvis have hjælp til det – frem for at miste adgangen. Der gælder meget stramme regler for tvang i vores lovgivning – det synes jeg ikke, at der skal laves om på. Til gengæld har vi også alle et ansvar for at give plads til alle. Vi lever i et fællesskab – hvad enten vi vil det eller ej. Vi kan ikke garantere, at vi kan behandle hinanden, så vi får det bedre; men lige meget hvor vi færdes, om det er på arbejde, hjemme ude i naturen, ja – eller på nettet, skal vi forsøge at opdyrke en kultur, som gør, at vi ikke får det dårligere rent psykisk. Det her handler faktisk lige meget om etik og moral, som om lovgivning. Det er en balanceagt ikke at begrænse sin egen ytringsfrihed, men samtidig holde sig fra at udøve vold på andre menneskers psyke.

Meningen med dette indlæg er at skabe debat om, hvordan vi bedst muligt skaber en netetik, som minder om etikken i samfundet, hvor der skal være plads til syge, handikappede, udviklingshæmmede, o.s.v. For ærlig talt så føler jeg netop ikke, at der er plads til disse grupper på nettet, fordi der hersker et næsten totalt anarki, hvor folk sviner hinanden til efter forgodtbefindende. Min foreløbige konklusion er, at debatfora og blogdiskussioner på internettet p.t. kan være et decideret uheldigt sted for en psykisk syg at bruge sin tid – desværre, eftersom det ellers ville være et glimrende sted at realitetsteste sig selv.

Hvad synes I? Hvordan ville I reagere, hvis en af jeres pårørende var syg og blev udsat for den slags debat-etik, som i ovennævte eksempler? Skal de bare holde sig væk fra nettet? Eller skal der være plads til alle? Hvordan sikrer vi, at der bliver plads til alle uden at der lægges låg på ytringsfriheden? Skal lovgivningen og etikken fra resten af samfundet gælde også på nettet?

Til sidst et citat som meget godt dækker mit syn på sagen: “Once one assumes an attitude of intolerance, there is no knowing of where it will take one. Intolerance, someone has said, is violence to the intellect, and hatred is violence to the heart.“

Mahatma Gandhi.

Nynazistisk propaganda eller omfattende uvidenhed?

»Den palæstinensiske befolkning er steget med en hast der ikke før er set i historien… Det “palæstinensiske problem” er et problem der breder sig til hele verden. Der er tale om en ukontrolleret befolkningstilvækst fra de arabiske lande, der påberåber sig “Lebensraum” i stedet for at indføre fødselskontrol på linje med Kina og Indien …Det vælter ind over Europas grænser med ca. 1 mill om året… De kommer og de vil vedblive at komme.«

For mig at se lugter det her meget i retning af nazisternes propaganda i 1930′erne.

Organet til Fremme af Faktuelle Oplysninger i en Verden af Ignorance (OFFOVI) vil hermed have fornøjelsen af at bringe lidt statistik på banen. I Israel bor der ca. 7 millioner mennesker. Samlet set bor der i de palæstinensiske selvstyreområder ca. 4 millioner mennesker. Pladsforholdene taget i betragtning er der altså i de forløbne 60 år skabt væsentligt mere lebensraum for en gennemsnitlig Israeler end for en gennemsnitlig palæstinenser. Lad os kigge lidt på de seneste tal angående befolkningstilvækst. Kilden til disse tal er CIA, The World Factbook: https://www.cia.gov/library/publications/t…

På toppen ligger ikke overraskende en masse afrikanske lande. Hvad de så lige har med mellemøsten at gøre, ville jeg gerne vide. Ok, indrømmet – der er en høj fødselsrate i Gaza (37.75/1000 indb.); men der bor også kun 1.5 millioner mennesker. Fødselsraten på Vestbredden (25.95/1000 indb.), hvor der bor 2.4 millioner mennesker er noget lavere og meget tæt på den i Israel (20.02/1000 indb.). Så at tale om noget samlet tal for palæstinensere er en generalisering, som man ikke på nogen måde kan finde belæg for i statistikken. Samlet set fødes der ca. 140.000 børn i Israel i år 2008. I Gaza og på Vestbredden fødes der ifølge CIA ca. 55.000 (Gaza) og 62.000 (Vestbredden). Totalt set ca. 117.000 børn i de palæstinensiske selvstyreområder. Hvordan kommer man så frem til, at befolkningstilvæksten i den palæstinensiske befolkning udgør et verdensomspændende problem og at palæstinenserne har en voldsomt højere befolkningstilvækst end Israel? For mig at se er den marginalt højere i forhold til antal indbyggere; men der fødes stadigvæk flere børn i Israel og overlevelsesraten må vel også være højere i Israel, hvilket man også kan læse på CIAs statistik over Infant mortality rate (spædbarnsdødelighed).

Infant mortality rate:

Der er altså tale om en marginalt højere fødselsrate i de palæstinænsiske selvstyreområder og en langt højere spædbarnsdødelighed. Når vi kigger på børnedødeligheden generelt og sammenligner dræbte Israelske og Palæstinensiske børn, så bliver statistikken et uhyggeligt vidnesbyrd: http://www.ifamericansknew.org/images/children_by_year-lg.gif

Når vi tænker på, at der også bor palæstinensere i de omkringliggende arabiske lande, så må vi hellere kigge lidt på tallene for de omkringliggende arabiske lande også.

Eksempelvis Israel og Jordan (hvor der er mange palæstinensere) ligger da forbløffende tæt som hhv. #105 (20.02/1000 indb.) og #102 (20.13/1000 indb.). Syrien (26.57/1000 indb.) ligger heller ikke så langt fra Israel, når det gælder fødselsraten. Libanon (17.61) ligger lavere end Israel trods en stor palæstinensisk befolkningsgruppe.

Infant mortality rate (spædbarnsdødelighed) for disse lande:

Israel      : 4.28/1000 live births.

Du kan iøvrigt også se befolkningstilvækst på CIAs side. Der står befolkningstilvæksten anført således:

Og i de omkringliggende lande:

Syrien (2.18%), Jordan (2.34%), Libanon (1.15%), Ægypten (1.68%), Iran (0.79%).

Hvis vi yderligere skal anskueliggøre de totale fejltrin i forståelsen af befolkningstilvækst, så skal vi kigge på, at der generelt i fattige lande og befolkningsgrupper er en højere fødselsrate og befolkningstilvækst, fordi børn betyder overlevelse. Dette afspejles i, at ihvertfald nogle af de rigeste arabiske lande også har en for regionen relativt lav befolkningstilvækst – heriblandt:

Tyrkiet (1.01%), Qatar (1.09%), Bahrain (1.34%), Ægypten (1.68%), Saudi Arabien (1.95%), Israel (1.71%)

Iraks fødselsrate ligger på hele 30,77/1000 indbyggere; men spædbarnsdødeligheden er hele 45,43/1000 live births, hvilket vil sige at dødeligheden og levestandarden spiller en væsentlig rolle i forhold til fødselsraten og befolkningstilvæksten, som for Iraks vedkommende ligger på 2.56%.

http://i2-images.tv2.dk/s/98/10908198-527a6d44ef861bc2c6bce313ab407b6f.jpeg

Snowtiger

You Scored as PostmodernistPostmodernism is the belief in complete open interpretation. You see the universe as a collection of information with varying ways of putting it together. There is no absolute truth for you; even the most hardened facts are open to interpretation. Meaning relies on context and even the language you use to describe things should be subject to analysis. Postmodernist 69% Existentialist 63% Cultural Creative 63% Romanticist 56% Materialist 50% Idealist 44% Modernist 44% Fundamentalist 19%

Fagre Fantastiske Skattestop…

Danskerne blandt Vestens mest forgældede. (pol. )

Hvem husker ikke Foghs gyldne løfter tilbage i 2000 om, at skattestoppet ville give den enkelte flere penge imellem hænderne. Lidet anede de danskere, som dengang stemte på VKO, åbenbart, at dette var et nøje gennemtænkt startskud til en forbrugsfest, hvis formål var at genindføre det middelalderlige feudalsamfund ad bagvejen gennem en gældsætning af den enkelte forbruger af hidtil ukendte dimensioner. For hvem er det egentlig, som nu kommer til at betale for de riges overforbrug, når krisen kradser (billede 1)?

Ligesom man engang byggede en mur rundt om Visby på Gotland for at forsvare de rige handelsfolks interesser og reelt forarme folk fra landdistriktet, er regeringen igang med at bygge en mur rundt om de riges interesser og skattekister, således at det også i vores moderne samfund bliver de svageste, som kommer til at betale (billede 2). Jo, det er den enlige forsørger , de fattige , de offentligt ansatte med kompetence og de unge boligejere , som reelt kommer til at sidde med gælden efter de riges forbrugscirkus – intet nyt under solen. Hvis de ikke makker ret, så skal blodet flyde. Ved et slag udenfor Visbys berømte bymur d. 27. juli 1361 slagtede Valdemar Atterdag således tusindvis af bønder (billede 3+4).

Jeg har i min tid set adskillige politikere fra Venstre udtale sig om, hvordan man gør danskerne rigere og samtidig fører en ansvarlig økonomisk politik (billede 7). Det sjove er, at når tiden kommer, så er de alle enten døde eller har levet fedt på at forudsige noget, som alligevel aldrig bliver sådan, som de engang troede – ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at mennesket på noget tidspunkt har været så intelligent, at det kan beregne fuldt og helt noget som helst. Lad nu være med at falde på halen for disse økonomiske ‘videnskabsfolk’, som alligevel ikke er rigtige videnskabsfolk. I virkeligheden er de blot repræsentanter for de gamle feudalsamfunds herskerklasse – og de benytter sig i samme grad af spåkoner og profeter, som man gjorde dengang i den mørke middelalder (billede 5). Idag hedder spåkonerne blot CEPOS. Al respekt for disse grædekoners anstrengelser, men i betragtning af hvor lidt menneskeheden har og stadig kan regne sig frem til med korrekt resultat, når tidens fylde kommer – herregud vi kan ikke engang få togene til at komme til tiden – så vil jeg betydeligt hellere beskæftige mig med, hvordan vi får skabt en bæredygtig udvikling i et industrisamfund, som har rundet toppen af S-kurven. Altså fornyelse frem for stagnation. Det er lidt som at diskutere med et medlem af Jehovas Vidner. Uanset, hvad man siger, så vedbliver de at forsøge på at overbevise andre om, at kun gennem deres særlige form for overtro kan vi redde verden. Jeg kan forstå, at eftervirkningerne af neoliberalismens alternative metode til at ‘redde verden’ er noget med at score 30 millioner fra et bankkrak – ikke meget uligt arbejdsmetoderne for Jehovas Vidner, det går jo også for den slags religiøse sekter ud på at bondefange almindelige mennesker og franarre dem alle deres penge. Noget vi har set utallige gange før i historien – altså ingen fornyelse fra den kant. I det her tilfælde hedder sekten Venstre , og det er ikke så underligt, at der findes intelligente folk der. Blandt de, som kynisk udnytter og udbytter andre mennesker, og deres bejlere ser man en ikke ringe population af intelligente mennesker, som dog ikke ejer megen empati, ligesom de i mange tilfælde besidder noget nær social afstumpethed . Nu har de neoliberale så tilmed kuppet sig til deres helt eget nyliberale parti med voksdukken Khader i spidsen iført den obligatoriske uniform med plads til at dukkeføreren saxobank kan have hele hånden oppe i røven. Den konstellation har givet vis nogle fordele for de neoliberale. Eksempelvis kan voksdukken skiftes ud efter forgodtbefindende, ligesom trykket kan fjernes lidt fra deres harme over, at Fogh ikke tør føre deres idéer helt ud i praksis, men vælger en skabssocialistisk uldsweater fra sidste årtusindes modekollektion i stedet. I sidste ende skal de jo nok få raget til sig alligevel…

Det må da efterhånden være gået op for Fogh, at man ikke kan forudse økonomisk udvikling – man kan kun gætte på den . Spørgsmålet er, om vi skal basere vores samfundsudvikling på spådomme og usikre forudsigelser? Synes I, at det er særlig formålstjenstligt? Eller ansvarligt?

Personligt synes jeg, at vi skal sætte os mål for fremtiden i stedet og så forsøge at indrette samfundet efter de mål, som vi sætter os. Ligesom en OL deltager til svømning… Han sætter sig et mål i form af en træningstilstand, som kan bringe ham til at svømme i nærheden af en bestemt tid. Han sætter sig sgu’da ikke og lytter til en eller anden dødsyg woodoopræst, som fortæller ham, at alle hans modstandere vil falde døde om, og at han derfor ikke behøver at træne, vel?

Tilbage i november 2007 skrev jeg et indlæg om, at alternativet Konservative og NA (nu LA) mener, at når skatten sænkes, så falder lønpresset. Det er måske rigtigt; men så skal virksomhederne til gengæld også give folk mindre i løn, for at dét regnestykke går op. Hvis vi nu antager det, og så lægger den brugerbetaling, der bliver konsekvensen af en skattesænkning, oveni, så bliver der mindre i løn, større udgifter p.g.a. brugerbetaling og mindre i skat. Hvis så lønslaverne får nogenlunde det samme udbetalt efter skat p.g.a. den potentielt mindre løn, ja så bliver regnestykket, at helt almindelige mennesker uden direktørstillinger bliver fattigere og fattigere ved at skatten sænkes. Regnestykke: (simpel udgave så alle kan forstå) Jørgen Jensen tjener 200.000 førskat og har en trækprocent på 39%. Jørgen Jensen har 122.000 udbetalt om året efter skat. Skatten sænkes til 30%. Jørgen Jensen vil nu potentielt have mere udbetalt om året (140.000); men virksomhederne finder ud af, at når nu skatten bliver sænket, så kan man også sænke lønnen tilsvarende og dermed blive mere konkurrencedygtige. Det vil skabe flere arbejdspladser, men med en ringere lønudbetaling til den enkelte. Virksomheden sænker lønnen til 180.000 om året. Nu vil Jørgen Jensen få 126.000 udbetalt om året efter skat, med en skat på 30%. Det er mere end han fik før. Til gengæld er staten nødt til at financiere skattelettelserne gennem øget privatisering og brugerbetaling. Så nu skal Jørgen Jensen istedet betale vejafgift, lægekonsultation og børneinstitution selv. Noget kan han financiere gennem private forsikringsselskaber, som tager sig dyrt betalt for den slags (den amerikanske model). Jørgen Jensen er ved at drukne i udgifter til både det ene og det andet, som før var financieret gennem skatten. De 4000 han får udbetalt mere om året forsvinder fuldstændigt i det sorte dybe hul, der hedder brugerbetaling. Han bliver mere stresset, skal arbejde mere og føler, det er uretfærdigt, at han ikke kan gå til lægen, når han er syg, uden at skulle betale 1000kr for en lægeerklæring til arbejdet. Han bliver altså stavnsbundet til at løbe hurtigere og arbejde mere, for i sidste ende at få det samme rådighedsbeløb, som han havde før skatten blev sænket. Fortæl mig hvordan helt almindelige mennesker bliver bedre stillet ved at sænke skatten. Det stinker langt væk af »stjæl fra de fattige og giv til de rige«. Sort middelalderlogik når den er værst. Og så påstår denne regering gud hjælpe mig, at “vi ” skal omvende indvandrerne fra deres “stenalderkultur” til at blive moderne civiliserede mennesker. En nærmest blasfemisk ideologi, når man tænker på, hvad det er for et samfund, denne regering vil have trukket ned over hovedet på os.

I den forbindelse er det jo urkomisk at Anders Samuelsen skriver en ’seriøs’ artikel i politiken, hvori han mener, at redningsplanken for det liberalistiske svar på cirkus Nemo er at indføre ’smileyordninger’ for bankerne. Hvis det er her, LA parkerer fremtidens seriøsitet, så lad os for vores allesammens skyld håbe, at de får en lige så kort levetid som NA (billede 6).

Need I say more?

Staten Israels udbredelse og oprettelsen af palæstinensiske ghettoer 1945-2000. (Klik for at forstørre).

Brian Mikkelsen som justitsminister…

Aaaarrrrrrrrrrhhhhhhh!!

Aaaaaaaarrrrrrrrhhhhhhhh!!!

Aaaaaaaaarrrrrrrrrhhhhhhhhhhhhhhhhhh!

Hvem husker ikke Niels Hausgaards ord om, at regeringen sikrer ham fast arbejde. Det må stå som en ren sandhedsprofeti. Man kan da så håbe på, at det kommer til at gå bedre for kulturmini(host-host)sportsministeriet. Men hvorfor ikke udødeliggøre Brian? Endnu engang må vi ty til Hausgaard: »Jeg(Niels H) synes, at det skal indføres i grundloven, at uanset hvem der danner regering, så skal Brian Mikkelsen være kulturminister, det skal simpelthen stå i grundloven« – og hvorfor ikke? Naturligvis kan Brian udfylde både posten som kultur -og justitsminister…

»Just keep telling yourself: Some day all the hippies will be dead«. *Carlin.

Danmark og Sverige er de to lande i verdenshistorien, som målt i år har ligget længst tid i krig med hinanden. Hvis nu nogen hvisker i øret på Hellig Brian, at svenskerne er røde lejesvende, mon så ikke vi kan få startet krigen om Skåne, Halland og Blekinge én gang til? Jeg kan se det for mig. Kultur -og justitsminister, Protector Justitiae, Brian Mikkelsen. Brian vil aldrig længere skulle stå i skyggen af Corfitz Ulfeldt.

http://www.youtube.com/watch?v=GohKFq4RqgU

http://www.youtube.com/watch?v=GohKFq4RqgU

Husker du Benjamin?

Nu – dræbt af politiet: http://ekstrabladet.dk/112/article1052766.ece

I den forbindelse er det uhyggeligt at tænke på, at den brede befolkning bakker op om politivold – eksempelvis i forbindelse med urolighederne på Nørrebro. Og det værste er, at de tre betjente aldrig blev dømt. Det er fuldstændig latterligt i en klokkeklar sag. Efter min mening skulle de have været dømt for grov vold med den efterfølgende skærpende omstændighed – døden til følge.

http://www.bredalsparken.dk/~drabssageridanmark/html/drab_begaet_af_politifolk.html

En anden uhyggelig kendsgerning er, at politiet trods de dengang gentagne løfter om bod og bedring aldrig er stoppet med at bruge benlås under arrestationer.

http://politiken.dk/indland/article563660.ece

http://politiken.dk/indland/article564003.ece

“Husker du Benjamin?” En sætning uddødeliggjort af betjente, der siden 1992 har brugt udsagnet for at gøre arrestanter klart, hvilken magt de havde. En sætning brugt til at understrege hvor hjælpeløs man er i politiets varetægt. En sætning brugt til at gøre det klart, at man som politibetjent, slipper fra stort set hvad som helst!

Hvornår fik kvinder egentlig stemmeret?

Nu har der længe hersket den fordom, at kvinder bliver nægtet stemmeret i muslimske lande, og at vestlige ‘demokratier’ er meget bedre end andre, fordi det i demokratiske lande er umuligt at nægte kvinder stemmeret.

Således udtaler en – dansk – dommer i 1938 det middelalderlige synspunkt, at mændene skal bestemme, og konerne må finde sig i at få tæv. Dommer, konerne må finde sig i tæv: »Når grønlandske ægtefæller ikke kan enes, da må husherrens ord være det afgørende. Manden siger, hvordan børnene skal opføre sig, og så må konen adlyde. Når manden slår sin kone for børnenes skyld, må hun ikke lade det gå ud over børnene«. -citat slut.

Lad os se på de tørre tal:

1 Sverige 1861, 1921
2 New Zealand (Aotearoa) 1893
3 Australien 1902, 1962
4 Finland 1906
5 Norge 1907, 1913
6 Island 1915
7 Danmark 1915
8 Canada 1917, 1950
9 Østrig 1918
10 Tyskland 1918
11 Ungarn 1918
12 Polen 1918
13 Estland 1918
14 Letland 1918
15 Rusland 1918
16 Kirgisistan 1918
17 Georgien 1918, 1921
18 Storbritannien 1918, 1928
19 Irland 1918, 1928
20 Nederlandene (Holland) 1919
21 Luxemburg 1919
22 Hviderusland 1919
23 Ukraine 1919
24 Belgien 1919, 1948
25 Kenya 1919, 1963
26 Tjekkiet 1920
27 Slovakiet 1920
28 Albanien 1920
29 USA 1920, 1960
30 Litauen 1921
31 Armenien 1921
32 Azerbadjan 1921
33 St. Lucia 1924
34 Tadjikistan 1924
35 Mongoliet 1924
36 Kasakhstan 1924, 1993
37 Turkmenistan 1927
38 Grækenland 1927, 1952
39 Rumænien 1929, 1946
40 Ecuador 1929, 1967
41 Tyrkiet 1930
42 Sydafrika 1930, 1994
43 Spanien 1931
44 Sri Lanka 1931
45 Chile 1931, 1949
46 Portugal 1931, 1976
47 Uruguay 1932
48 Thailand 1932
49 Maldiverne 1932
50 Cuba 1934
51 Brasilien 1934
52 Myanmar (Burma) 1935
53 Filippinerne (Philippinerne) 1937
54 Uzbekistan 1938
55 Bolivia 1938, 1952
56 El Salvador 1939
57 Panama 1941, 1946
58 Dominikanske Republik 1942
59 Frankrig 1944
60 Bulgarien 1944
61 Jamaica 1944
62 Italien 1945
63 Slovenien 1945
64 Kroatien 1945
65 Indonesien 1945
66 Togo 1945
67 Senegal 1945
68 Japan 1945, 1947
69 Trinidad & Tobago 1946
70 Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien 1946
71 Venezuela 1946
72 Vietnam 1946
73 Guatemala 1946
74 Cameroun 1946
75 Djibouti 1946
76 Singapore 1947
77 Malta 1947
78 Argentina 1947
79 Mexico 1947
80 Pakistan 1947
81 Israel 1948
82 Sydkorea 1948
83 Seychelles 1948
84 Suriname 1948
85 Niger 1948
86 Costa Rica 1949
87 Kina 1949
88 Syrien 1949, 1953
89 Barbados 1950
90 Indien 1950
91 Haiti 1950
92 St. Kitts & Nevis 1951
93 Antigua 1951
94 Dominica 1951
95 Grenada 1951
96 St. Vincent 1951
97 Nepal 1951
98 Libanon 1952
99 Elfenbenskysten (Côte d’Ivoire) 1952
100 Guyana 1953
101 Bhutan 1953
102 Belize 1954
103 Colombia 1954
104 Ghana 1954
105 Peru 1955
106 Honduras 1955
107 Nicaragua 1955
108 Cambodia 1955
109 Eritrea 1955
110 Ethiopien 1955
111 Mauritius 1956
112 Egypten 1956
113 Gabon 1956
114 Comorerne 1956
115 Benin 1956
116 Mali 1956
117 Malaysia 1957
118 Zimbabwe 1957
119 Tunesien 1957, 1959
120 Laos 1958
121 Nigeria 1958
122 Guinea 1958
123 Chad 1958
124 Burkina Faso 1958
125 Madagascar 1959
126 Tanzania 1959
127 Cypern 1960
128 Gambia 1960
129 Paraguay 1961
130 Mauretanien 1961
131 Rwanda 1961
132 Malawi 1961
133 Burundi 1961
134 Sierra Leone 1961
135 Bahamas 1961, 1964
136 Algeriet 1962
137 Uganda 1962
138 Zambia 1962
139 Fiji 1963
140 Iran 1963
141 Guinea, Ækvatorial 1963
142 Marokko 1963
143 Congo, Republikken 1963
144 Libyen 1964
145 Papua New Guinea 1964
146 Sudan 1964
147 Botswana 1965
148 Lesotho 1965
149 Yemen 1967
150 Congo, Den Demokratiske Republik 1967
151 Swaziland 1968
152 Schweiz 1971
153 Bangladesh 1972
154 Jordan 1974
155 Solomon Islands 1974
156 Kap Verde 1975
157 São Tomé & Principe 1975
158 Angola 1975
159 Moçambique 1975
160 Vanuatu 1975, 1980
161 Guinea-Bissau 1977
162 Moldavien 1978, 1993
163 Centralafrikanske Republik 1986
164 Namibia 1989
165 Samoa 1990

Oplysningerne er fra 2002.

Kilde: IPU (Inter-Parliamentary Union). 1995. Women in Parliaments 1945-1995: A World Statistical Survey. Geneva and IPU (Inter-Parliamentary Union). 2001. (Når der optræder to årstal, indikerer det første tal begrænset stemmeret, og det andet fuld stemmeret).
http://www.leksikon.org/sort_stat.php?id=22
En meget interessant liste. Det er jo slående, at kvinder fik stemmeret i det muslimske Tyrkiet hele 14 år før de fik stemmeret i Frankrig. Og i Pakistan kun tre år efter Frankrig. Selv i det ellers så udskældte Iran i 1963. Oh og i USA (Guds eget land) fik kvinderne først fuld stemmeret så sent som i 1960.

Schweiz 1971!!! Og det er endda det europæiske land, hvor flest afgørelser lægges ud til folkeafstemninger – indtil 1971 snarere mandeafstemninger. Feministerne fik i 1981 gennemført en ændring af grundloven, der giver lige rettigheder for mænd og kvinder. Kvinder opnåede først føderal stemmeret i 1971, mens de i nogle kantoner endnu i 1999 ikke kan deltage i valgene. I 1984, valgte Nationalforsamlingen for første gang en kvinde, Dr. Elisabeth Kopp, til Politi- og Justitsminister. I juni 1991 gennemførte kvinderne en strejke i metal- og urindustrien. Samme år vedtog delkantonen Appenzell-Rodas at give kvinder stemmeret.

Revolverretorik erstatter egentlig diskussion…

Rigtige definitioner eller tanker om dialektikken i definitioner erstattes ofte af hemmestrikkede definitioner på ord og begreber. Det gør sig ikke blot gældende her, men også på andre medier og diverse blogs rundt omkring. Eksempelvis ser vi det i følgende citat:

“… Helligt skrift er ET koncept FØR det er nedbrydelsen i dets sproglige bestanddele – ligesom tågede vrangforstillinger ikke kræver en nærmere definition af hvad tåge er, eller snowtiger kræver en denition af sne.” -citat slut.

Hvis vi bevæger os over på den banehalvdel, så kræver det, at man forstår de dele, som et koncept er bygget op af, for at kunne udtale sig om – endsige – definere konceptet i sin helhed, ikke? Ellers hælder man jo bare vand ud af ørerne.

Lad os tage ordet snowtiger… Hvis man ikke ved, hvad snow betyder, men er helt på det rene med, hvad tiger betyger, så har man kun et halvt koncept, som ikke henviser til, hvad hele konceptet snowtiger dækker over. Endvidere bliver det enormt svært for dig at gætte på det, fordi det er et selvkonstrueret koncept, som skal lede tankerne hen på en særlig truet dyreart. Derimod har folk, som forstår begge dele af konceptet snow og tiger en betydeligt bedre forudsætning for at associere sig hen til de tanker, som konceptet bygger på – og dermed kan de komme nærmere en reel definition på et begreb, end ovennævnte citat nogensinde kommer i forhold til, hvad et helligt skrift er for en størrelse. Og det gælder UANSET, om man er religiøs, agnostiker eller ateist.

Når det gælder revolverretorik, er en artikel om en politiker, som har udtalt sig om, at kvinder som ikke opfører sig anstændigt (eller retter ind efter manden) skal dræbes, et andet godt eksempel. Det skal lige siges, at jeg har stor respekt for den, som har skrevet bloggen, fordi hun netop evner, at tænke ud over mandens religiøse baggrund. Til gengæld demonstrerer en af kommentatorerne tydelig revolverretorik uden brug af omtanke, jeg citerer:

“ja jo hm..Mange af dem er jo hjernedøde,efter al den mullahprædiken.De ved ikke hvordan,man behandler kvinder.
Men kvinder i deres verden er jo åbenbart det mest lavstående,øh glemte jøderne.. P.S.hvis de har så travlt med æresdræb på kvinder/piger,så kan man spørger:hvilken type jomfruer venter på dem når de dør?Bestemt ikke piger/kvinder..” -citat slut.

På spørgsmålet om hvad det har med én bestemt religion at gøre, fik jeg intet svar. Mærkeligt nok – for der er ikke noget entydigt svar, som kan passe ned i et tight hylster, hvorfra man hiver ting op, som kan afskydes fra hoften. Betydeligt tættere på sandheden kommer man jo nok, hvis man tænker lidt over, hvorfor en anden religion – nemlig hinduismen – i præcis samme region af verden i sin mere rabiate form har samme forhold til kvinder. Er det ikke snarere en forældet kulturopfattelse af kvinder, som ikke har noget med religion at gøre; men som er et levn fra fortiden? At det er skrevet ind i de religiøse tekster betyder ikke, at ætiologien er religiøst betonet. Det er bare udtryk for, at religionerne heller ikke har fornyet sig i forhold til datidens fremherskende kvindesyn. Se hvis vi kan vende debatten derover, så er der en reel chance for at gøre op med den slags kvindeundertrykkelse, for hvis det forsvinder fra kulturen, så skal det også nok forsvinde fra religionen. Det har vi jo set i den religionsudvikling Danmark har undergået gennem de sidste par hundrede år.

Problemet med både revolverretorik og selvkonstruerede definitioner er, at de har til formål at lukke debatten i stedet for at åbne den. Når man lukker en debat, så får man som resultat, at den fornyelse, som man efterlyser, totalt udebliver. Og så kører hele spillet forfra – indtil det til sidst udmønter sig i direkte konfrontationer og stridigheder. Hvis vi nu skal starte i vores egen lille verden, hvad foreslår I så, at vi skal gøre for at holde debatten åben og i et større perspektiv muligheden for at påvirke andre?

Man kan således herfra kun opfordre til fra begge sider at få slagtet nogle hellige køer – eller i det mindste nogle af deres mere uhellige kalve. Lad nu være med at begrænse jer til kun at vride tingene igennem egne definitioner og forståelsesrammer. Hvis I læser det, jeg har citeret Niels Bjerre for, så skriver han jo netop dét, som en del af sin kritik af Henrik Foghs bog Amerikanske Tilstande. Bjerre mener ikke, at det undskylder manglen på videnskabelig substans og redelighed, at man er farvet af sin politiske holdning. Det er tværtimod en videnskabsmands sure pligt at forholde sig kritisk også til de data, som understøtter ens egne holdninger. Læs flg.: “men vi har som samfundsforskere – eller hvad vi nu er – en forbandet pligt til hele tiden at gå i rette med vore egne antagelser og forsøge at falsificere vore egne teser.”

Se DÉT er en videnskabelig indstilling til tingene. Niels Bjerre-Poulsen er lektor og centerleder for Center for Amerikanske Studier, Copenhagen Business School, har i Nyhedsavisen udtalt sig kritisk om Henrik Fogh Rasmussens bog ‘Amerikanske tilstande’. Ovenfor uddyber Niels Bjerre-Poulsen sin kritik i et svar til CEPOS’ direktør Martin Ågerup.

Og må jeg så lige benytte lejligheden til at henvise til en spændende tekst om dialektikken i begrebet hellig: http://www.hum.au.dk/cek/kontur/pdf/anmeldelser/2002/18RELV~1.MAR.pdf

Spørgsmål og myter om CEPOS og nogle svar…

En anden blogger skrev i en anden sammenhæng om spåkoner og fremtidsprognoser:

“Hvem ved i de 60 år jeg har levet, har jordens undergang været varslet utallige gange. Om det der er sket i løbet af de sidste især 50 år udelukkende er hvor egen skyld, er vel tvivlsomt. Men en god del er det, tror jeg. Med hensyn til Mayaerne, undrer det mig, at de ikke rent videnskabeligt kunne forudse deres egen ulykke, hvis de var så dygtige, for det kunne de åbenbart ikke, ellers havde de vel gjort noget ved det. Nostradamus har jo også været på tale adskillige gange… De fleste af de forudsigelser er så brede, at de kan passe på mange situationer…” -citat slut.

Jeg har i min tid set adskillige dommedagsprofetier, og skulle de have ret, kan vi ikke gøre noget ved det alligevel. Det sjove er, at når tiden kommer, så er de alle enten døde eller har levet fedt på at forudsige noget, som alligevel aldrig bliver sådan, som de engang troede – ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at mennesket på noget tidspunkt har været så intelligent, at det kan beregne fuldt og helt noget som helst. Lad nu være med at falde på halen for disse ‘videnskabsfolk’, som alligevel ikke er rigtige videnskabsfolk. Al respekt for disse grædekoners anstrengelser, men i betragtning af hvor lidt menneskeheden har og stadig kan regne sig frem til med korrekt resultat, når tidens fylde kommer – herregud vi kan ikke engang få togene til at komme til tiden – så vil jeg betydeligt hellere beskæftige mig med, hvordan vi får skabt en bæredygtig udvikling i et industrisamfund, som har rundet toppen af S-kurven. Altså fornyelse frem for stagnation.

Hvis CEPOS beskæftiger sig med prognoser og de andre beskæftiger sig med videnskab, så ville jeg til enhver tid vælge de, som beskæftiger sig med videnskab – uanset baggrund. Jeg kan forstå, at nogle mennesker hellere vil beskæftige dig med tandféer, blå svævende kaffekander og gamle spåkoner… Hvad har CEPOS med fremtidsforskning at gøre? Kan I forklare mig det? Det er lidt som at diskutere med et medlem af Jehovas Vidner. Uanset, hvad man siger, så vedbliver de at forsøge på at overbevise andre om, at kun gennem deres særlige form for overtro kan vi redde verden. Jeg kan forstå, at eftervirkningerne af neoliberalismens alternative metode til at ‘redde verden’ er noget med at score 30 millioner fra et bankkrak – ikke meget uligt arbejdsmetoderne for Jehovas Vidner, det går jo også for den slags religiøse sekter ud på at bondefange almindelige mennesker og franarre dem alle deres penge. Noget vi har set utallige gange før i historien – altså ingen fornyelse fra den kant. I det her tilfælde hedder sekten CEPOS, og det er ikke så underligt, at der findes intelligente folk der. Blandt de, som kynisk udnytter og udbytter andre mennesker, ser man en ikke ringe population af intelligente mennesker, som dog ikke ejer megen empati, ligesom de i mange tilfælde besidder noget nær social afstumpethed. Nu har de neoliberale så tilmed kuppet sig til deres helt eget nyliberale parti med voksdukken Khader i spidsen iført den obligatoriske uniform med plads til at dukkeføreren saxobank kan have hele hånden oppe i røven. Den konstellation har givet vis nogle fordele for de neoliberale. Eksempelvis kan voksdukken skiftes ud efter forgodtbefindende, ligesom trykket kan fjernes lidt fra deres harme over, at Fogh ikke tør føre deres idéer helt ud i praksis, men vælger en skabssocialistisk uldsweater fra sidste årtusindes modekollektion i stedet.

#1: “Godt vi endelig har en tænketank som CEPOS, der anviser lidt andre veje end de der har været anvist gennem årtier: Blinde veje.”

Svar: Spåkoner har da eksisteret i tusindvis af år… De har haft skiftende indflydelse; men nu synes de at have fået en opblomstring i et samfund, som mangler en erstatning for den svigtende tro på Gud og kristendommen. CEPOS er en NARRESUT, for uselvstændige individer, som mangler et halmstrå at klynge sig til.

#2 “CEPOS har de mest dygtige økonomer i Danmark siddende, mens ligegyldige personer som dig selv og PLT84 sidder og skælder dem ud for at være usaglige. Kan du ikke selv se, hvor fuldstændig grotesk og idiotisk det er….”

Svar: Det er fuldstændig ligegyldigt, om det så var Niels Bohr, som begav sig af med spådomme om flyvende blå kaffekander ude i fremtiden, så ville jeg kritisere det, for dets usaglighed og yderst ringe rodfæste i sund videnskabelig praksis. Når det så er ellers intelligente økonomer, som står for det, bliver det endnu mere skadeligt. Lidt ligesom Richard Dawkins bog om religion.

#3 “Indse dog at jeres kritik af CEPOS kun skyldes misundelse over at I ikke kan klare mosten når det gælder intelligens?????”

Svar: Jeg er ikke misundelig på CEPOS-folkene – og ej heller på dig eller dig – eller dig! Skadeeffekten efter spådomme skal man dog tage seriøst nok, fordi de ikke har særlig meget hold i virkeligheden; men til gengæld har de meget hold i fantasiens verden. I fantasien kan man forestille sig mange ting. Mange af disse ting kan være yderst skadelige at implementere i et moderne samfund.

#4 “Fint nok. Det lyder bare nøjagtig som mindreværdskomplekser når du f.eks. Sammenligner nogle af danmarks klogeste øknomer med spåkoner, og det kan du jo så tænke over………”

Svar: Det gør dem jo ikke mindre intelligente, at de opfører sig som spåkoner. Det tjener blot ikke deres intelligens til nogen form for ære. Hvem har iøvrigt sagt, at spåkoner ikke kan være intelligente?

#5 “Når de er nogle af danmarks dygtigste har de også viden til at forudse økonomisk udvikling og kan efter min mening derefter rådgive og advarer inden for det økonomiske område. Derfor har jeg tillid til dem.”

Svar: Man kan ikke forudse økonomisk udvikling. Man kan gætte på den. Spørgsmålet er, om vi skal basere vores samfundsudvikling på spådomme og usikre forudsigelser? Synes I, at det er særlig formålstjenstligt? Eller ansvarligt?

Personligt synes jeg, at vi skal sætte os mål for fremtiden i stedet og så forsøge at indrette samfundet efter de mål, som vi sætter os. Ligesom en OL deltager til svømning… Han sætter sig et mål i form af en træningstilstand, som kan bringe ham til at svømme i nærheden af en bestemt tid. Han sætter sig sgu’da ikke og lytter til en eller anden dødsyg woodoopræst, som fortæller ham, at alle hans modstandere vil falde døde om, og at han derfor ikke behøver at træne, vel?

For en saglig og grundig gennemgang og kritik af CEPOS vil jeg henvise hertil: http://blog.tv2.dk/plt84/entry259747.html

Verdens største olieforbruger er i dyb krise.

I øjeblikket ses en interessant udvikling i liberalismens højborg USA. Oliepriserne er ved at tvinge landets billister i knæ. USA står midt i en alvorlig økonomisk krise og tilmed en energikrise, som virkelig udstiller landets årtier lange mangel på vilje til at omstille sig og slagte den hellige ko – om ikke andet så i det mindste et par af dens mere uhellige kalve. Den liberalistiske markedsøkonomi i sin frie ukontrollerede form, har gennem de sidste 20 år vist sit grimme fjæs gennem produktionen af større og større og mere og mere benzinslugende miljøskadelige biler – kulminerende med de s.k. SUV’er.
Det har medført at USA idag med en befolkning, som udgør 4% af verdens samlede indbyggere, konsumerer hele 25% af verdens olieproduktion. Et forbrug som i helt ekstrem grad finder sin årsag i den manglende vilje til at regulere adfærden.
Se det er blevet så grelt, at selv den øverste chef for et af verdens største olieselskaber Shell, Jeroen Van Der Neer, nu er ude og prise den Europæiske adfærdsregulerende model med høje miljøafgifter på benzin. Han siger således i et interview til New York Times, “Et samfund kan virke, kan fungere og have vækst, selv med højere energipriser. Det er en livsstil. Man vænner sig til det.”
Alligevel ser man at Bush ufortrødent fortsætter sin oliekrig (undskyld – demokratiseringsprocess) i Mellemøsten, samt ødelæggelsen af naturen i de nordligste egne af det amerikanske kontinent, i fuldstændig ligegyldighed overfor verdens tiltagende mangel på olieressourcer. En mangel som vi ikke engang kan gisne om de langsigtede miljømæssige konsekvenser af.

Sagen om udenlandske landarbejdere tager en ny drejning…

Når Anders Fogh (V) har læst denne artikel, vil jeg meget gerne høre et bud på, hvorfor ukontrolleret liberalistisk markedsøkonomi er at foretrække frem for den skandinaviske blandingsøkonomi.

Seneste skrev jeg to artikler om, hvordan udenlandske arbejdere behandles i Danmark.
http://snetiger.wordpress.com/2008/06/10/sadan-behandles-udenlandske-arbejdere-i-danmark/
http://snetiger.wordpress.com/2008/08/09/landm%C3%A6nd-%C3%B8starbejdere-og-udnyttelse/

Efter at sagen omkring min kæreste blev ført i fagforeningen og det hele endte med et forlig, hvor hun og de andre involverede fik en klækkelig erstatning, har der været ro omkring det hele – lige indtil for nogle dage siden, hvor hun modtog et brev fra Skat om, at hun skulle betale ca. 30.000 tilbage i skat. Hun blev selvsagt noget målløs…

Jeg ringede til Skat og fik at vide, at jeg skulle prøve at tage alle papirer med og møde op på skattekontoret. Som sagt så gjort. Det, sagen drejer sig om, er, at når man som ‘praktikant’ kommer til Danmark fra Rumænien for at tage en uddannelse, så er man berettiget til et fradrag på 65.000 om året. Problemet er bare, at Skat ikke kan se, at hun har færdiggjort nogen uddannelse, endsige at hun har været igang med nogen, da hun kom hertil.

Når vi holder det op imod sagen fra fagforeningen, kommer vi frem til noget meget interessant. Landmanden havde som bekendt hyret de her landarbejdere i Rumænien via et vikarbureau, som fyldte dem med løgn om, at hvis de ville til Danmark og arbejde, så skulle de have status af studerende på en landbrugsuddannelse i Rumænien. Der blev herefter fremstillet falske papirer, som dokumenterede dette. Når man ikke fatter en bjælde dansk, så er det jo let nok at manipulere med folk. Det eneste de fik at vide var, at det var ikke noget problem – ‘det fikser vi for jer’. Landmanden hjemme i Danmark, som samarbejder tæt med vikarbureauet, har så udfyldt skattepapirerne for de ansatte og skrevet fradraget på de 65.000,- ind. Samtidig har han kunnet give dem det halve i løn (Praktikantløn), hvorved han har sparet ca. 200.000,- pr. år pr. ansat, når man medregner alt det overarbejde, som de heller ikke har fået penge for – dvs. ca. 1.2 millioner kroner for de 6 ansatte han havde, da min kæreste arbejdede der. Eftersom al post til de ansatte gik gennem landmanden, og de ansatte på det tidspunkt ikke kunne et ord dansk, så spurgte de ham til råds, hver gang de fik nogle breve fra eksempelvis Skat. Hans standard svar var: “Don’t worry, I will take care of it.” Lidet vidste de, at han i virkeligheden snød dem for mere end en halv million hver.

Nu, hvor vi er fremme ved 2008, går det op for Skat, at der er noget, som ikke stemmer. Men eftersom det er på min kærestes skattepapirer, så sender man regningen for landmandens svineri til hende. Hun skal altså betale dobbelt. Dels – er hun blevet snydt for 200.000,- i løn pr. år i de to år, hun var ansat som ‘praktikant’ – dels skal hun betale skattesmækket for landmandens ulovlige omgang med hendes papirer. Nu lykkedes det os vist at overbevise skattemanden om, at hun i 2006 ikke engang forstod, hvad ordet fradrag betød, og derfor ikke kunne have udfyldt sådanne dokumenter selv, hvorfor hun sandsynligvis ikke kommer til at betale pengene tilbage. Men det bliver svært for Skat at bevise, at det er landmanden, som har udfyldt papirerne, hvorfor han sandsynligvis slipper uden at hæfte for sit dokumentfalsk.

Se dét er, hvad jeg vil kalde en vaskeægte SVINebonde.

Jeg vil gerne se beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gå aktivt ind i det her svineri. Men der lyder jo den sædvanlige svanesang fra Venstre om, at arbejdsgivere er et fredet folkefærd!

Der skal herfra lyde endnu en opfordring til at støtte op om fagforeningerne.

Til sidst et personligt link til vores kære beskæftigelsesminister:
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry254442.html

Beskyttet: (Ubi solitudinem faciunt, pacem appellant) Hans Dane

Dette indlæg er kodeordsbeskyttet. For at se det skal du indtaste dit kodeord nedenunder:

Kodeord:

Op på hesten… del 6.

…. Men den lille djævel havde gjort regning uden kuglen. Da han landede faldt den igen ud af hans lomme. Og denne gang var drengen hurtigst! Han kastede sig frem og greb den mellem hænderne. Og nu skete det hele meget hurtigt!! Kuglen-som-et-øjeblik-forinden-havde-været-kølig-og-kulsort-som-ibenholt-begyndte-at-forvandle-sig-den-nærmest-voksede-strålede-og-inde-i-kuglen-begyndte-et-landskab-at-forme-sig…! Hvad var dog det her?
Den lille djævel kunne ikke fjerne sit blik fra kuglens indre landskab. Det var så uendeligt smukt. Selv ikke lyden af tunge trin og følelsen af at noget frygtindgydende var ved at ske kunne få ham til at fjerne blikket. Pludselig stod hans far i rummet…. “Hvor vover du!! At røre min krystalkugle!!!“, han nærmest spyttede halvt hvæsede ordene ud mellem sine store hjørnetænder, så de frembragte en ildevarslende hvislen…… – drengen Gabriel krøb sammen i rædsel – “!Og DU!” nu kiggede han på sønnen… “DU!” -savlet stod i kaskader omkring hans hjørnetænder… “Ikke nok med at du ikke straks bringer mig det, som du har fundet og som du meget vel ved tilhører mig… DU LADER ET MENNESKEBARN KIGGE PÅ DET OG BESUDLE DET MED SIN AFSKYELIGE BERØRING!!!!” Han flåede kuglen fra Gabriel og rev en dyb flænge i hans kind. “Det kan lære dig!” sagde han med en ildevarslende hvislen. Nu vendte han sig om, greb den lille djævel ved hornet og slæbte ham med sig ud… Det sidste drengen så til dem var, da han fik et glimt af den lille djævel der blev slæbt afsted op gennem tunnellen. Han kunne se den lille djævel nærmest forme ordene “pas nu på dig selv” med munden, og det var en stor trøst.
Nu gjaldt det imidlertid om at finde ud af, hvad det var, han havde set i kuglen. Det sidste han nåede at se, var en tunnel, som førte tilbage fra landskabet og henimod – ja, hvad? Var der en forbindelse hertil et sted? Han måtte tænke – han havde brug for tid til at tænke – men han vidste, at tiden var knap, for den store djævel ville utvivlsomt vende tilbage, når han fandt ud af, at det ikke var den rigtige kugle han havde taget; men blot en af de runde sorte sten, som Gabriel yndede at lege med derhjemme – åh derhjemme! hvor han dog savnede det! Men den slags tanker var der ikke tid til nu! Gabriel tog forsigtigt den sorte kugle frem fra sine gemmer – han havde ladet den falde, da han fornemmede lyden af tunge skridt og en uhyggelig kulde igennem kroppen – nu holdt han den igen i hånden, kiggede igen på den og så hvordan den blev større, hvordan ilden og varmen bredte sig. Og nu… NU! Han hørte ordene – nærmest som kom de inde fra hans eget hoved – “Gabriel… Gabriel…“

Fortsættes…

Historien som den ser ud samlet

Den lille djævel vågnede med et sæt og kiggede sig forvirret omkring. Han fleksede prøvende sine små læderagtige vinger og fandt ingenting brækket. Han rørte forsigtigt ved sine små spidse horn, der havde taget af for faldet, og ømmede sig med et lille gisp.

Først da kom han i tanke om at se sig omkring. Han befandt sig i et rum et sted dybt inde i sin fars palads. Billeder af skrigende børn fyldte hele den ene væg, og det fik ham straks til at tænke på de to menneskebørn, han havde set tidligere på natten – dem der var grunden til, at han nu var låst inde her.

Den lille djævel havde været i problemer før. Masser af gange. Han havde nemlig et ret anderledes og mærkeligt syn på verden. Det mente hans far og hans mange brødre i hvert fald, og det havde de ikke undladt at fortælle ham utallige gange, når han havde opført sig ordentligt eller gjort, som der blev sagt eller på andre måder opført sig som familiens hvide får.

‘En djævel skal ikke opføre sig ordentligt’, tordnede hans far igen og igen og stampede rundt på sine store sorte klove og baskede med de frygtelige vinger, der nåede fra gulvet og helt op til de højeste lofter i det store, sorte palads. Hans far kunne blive helt hvid i hovedet, når han råbte og skreg ad sin yngste søn, der altid følte sig meget lille, når det skete.

Og hver gang lovede den lille djævel højt og uhelligt sin frygtelige far, at han nok skulle forværre sig og holde op med at gøre, som der blev sagt. Og han mente det skam også hver gang, for selv om han var meget mærkelig og havde nogle underlige meninger, så var truslen om at blive sendt op til englene alligevel temmelig skræmmende for en lille djævel.

Men når der var gået noget tid, røg han alligevel altid tilbage til sine gode manerer. Det kunne for eksempel være, når han så noget pænt og tog det med hjem i sin hule i stedet for at ødelægge det. Eller når han gav sig til at tale med grimme menneskebørn i stedet for at skræmme livet af dem eller lokke dem ud i noget rent.

Lidt ligesom det var sket tidligere på natten, tænkte han og rørte igen ved sine ømme horn. Han måtte se at komme ud herfra og finde ud af, hvad der var sket med to børn. Og bedst som han tænkte den tanke, hørte han en syngende lyd bag sig. Han vendte sig med et sæt og så en skinnende, smuk glaskugle komme trillende hen mod sig. Med et lille smil bukkede han sig ned for at samle den glødende smukke kugle op.

Han lagde sine hænder om kuglen og løftede den op. Han vendte og drejede den smukke sag. Et væld af små vulkaner var i vildt udbrud i kuglens indre. Han rystede den, og den skiftede udseende. Nu kunne han se rasende floder og eksploderende gejsere. Han så måbende til. Han kunne ikke dy sig for at ryste igen, og nu fremtonede en ørkens hæsblæsende sandstorm.

”Hvad er du?” hviskede han forsigtigt.

”Jeg er en ønske kugle”, svarende kuglen. Den lille djævel fik et sandt chok, han tabte kuglen af ren benovelse. Kuglen rullede væk fra ham, men blot for at slå et sving og vende tilbage til hans små behårede poter. Kuglen drejede et par omgange, for derefter at ligge ganske stille. Helt sort og ganske stille.

Havde han nu slået den itu? Han viftede med de små vinger og lettede ganske lidt fra de sodede sten på gulvet. Han hang og vuggede forsigtigt frem og tilbage, for så at slå en bue og hænge med hovedet nedad.

Hans snude var helt nær den sorte kugle, da pludselig et voldsomt uvejr, med hærgende lyn og torden, bredte sig i kuglen. Han slog en kolbøtte og landede lige på halen.

”Pyh… ” han tog sig til sit fortumlede hoved. Mødet med den mystiske ønske kugle, havde nær fået ham til at glemme den redelighed han var endt i.

”Så kan du sidde der, til du kommer på onde tanker!” havde hans far brølet, med svovlholdigt spyt flyvende til alle sider. Ekkoet fra hans fars trampende klove genlød stadig i de uendelige, mørke gange.

Men brat blev han hevet ud af tankerne, og lige lukt tilbage i helvede, da en svag banke lyd, lød fra den tykke væg med de skrigende børn. Han nærmede sig med varsomme skridt, lagde øret til væggen og gengældte, med allerstørste forsigtighed, bankelyden.

Den lille djævel ventede spændt på at høre bankelyden igen, mens han forsigtigt lod ønskekuglen glide ind i en skjult lomme i sin vest. Den kunne sikkert komme ham til gode i denne besværlige situation, men lige nu var bankelydene mere spændende.

“Hallo?” lød en svag stemme gennem muren. “Er der nogen?”

I den store djævels palads lærte man at passe på og være mistænksom, og den lille djævel var ingen undtagelse. Med sine mange mærkelige tanker og ideer havde han gang på gang lært værdien af ikke at stole for meget på andre, og derfor tøvede han lidt, før han svarede den svage stemme.

“Ja, jeg er lige her”, svarede han omsider med munden helt tæt ind til væggen. “Hvem er du?”

“Gabriel“, hviskede stemmen gennem muren med de skrigende børn. “Ved du, hvordan man åbner den skjulte dør?”

Den lille djævel rynkede sine horn og kiggede på væggen. Han havde ikke været her i dette rum ret tit, for han brød sig ikke om maleriet på væggen, men han havde i hvert fald aldrig hært om en skjult dør. Det fortalte han til Gabriel, der kun vidste, at man skulle trykke på et eller andet på væggen.

Den lille djævel trykkede planløst på forskellige dele af væggen, men selv om den gamle stenmur faktisk gav sig lidt flere steder, sprang ingen skjulte døre op. Men så kom han i tanke om ønskekuglen og fandt den igen frem.

“Jeg ønsker at få åbnet den skjulte dør!” sagde han til kuglen, der straks eksploderede i en storm af farver, før den svarede: “Vælg det som ingen djævel vil vælge,” lød det fra kuglen.

Nu kiggede den lille djævel mere grundigt på væggen med de skrigende børn. “Det som ingen djævel vil vælge”, blev ved med at runge i hans hoved, mens han kiggede på de stakkels børn, der blev pint og plaget og som helt sikkert morede alle hans brødre, hans far og de andre djævle i paladset.

Og pludselig så han det. Helt nede ved jorden, næsten skjult bag et stort bål med en gryde kogende vand fyldt med børn, sad en fin lille hvid kanin og spiste en gulerod. Djævle hadede hvide kaniner – altså lige bortset fra vores lille djævel, der faktisk synes, de var både søde og bløde.

Med et smil trykkede han på kaninens ene øre – og med en knagende lyd gled et stykke af væggen til side.

Der sad han, drengen Gabriel, med store bange øjne. Trods det, var det tydeligt, at han var en dreng med imponerende mængder sværdsvingende mod.

“Er det dig?”, spurgte den lille djævel, og nærmede sig drengen med forebehold. Hans far havde alle dage fastholdt, at menneskebørn skulle man vogte sig for, da en grum fremtid ellers ville vente dem alle. Hvis det slidsomme arbejde for at indgyde børnene, den kolde angst for mørket og frygten for de lurende skygger i krogene, en dag skulle slå fejl, ville der ske ting, som selv den onde ikke kunne få over sine læber.

Men den lille djævel, havde altid følt sig draget af de sære menneskebørn. Han havde dristigt spurgt sin far, hvad der dog kunne ske ved, at gøre sig venner med blot et par stykker af slagsen. Hans far havde havde hvisket indædt; “Vores undergang vil finde os, vi lever for had og skræk!”

Så da han havde set sin far kyle to drenge i et bur, var det med splittet hjerte og bævrende hånd, han havde stukket den store rustne nøgle i den tunge lås. Drengenes taknemmelige blik, havde lokket et forsigtigt smil frem på hans læber.

I det samme havde ham mærket en skoldhed, men på samme tid isende kold ånde i sin nakke. Hans fars velkendte onde hånd på hans skulder, var noget af det sidste han kunne finde i sin hukommelse, inden han fortumlet var vågnet under de skrigende børn.

“Dig igen… Du prøvede at redde os. Ved du hvor de holder min bror, Rafael?” Gabriels stemme bragte den lille djævel tilbage.

Den lille djævel anede ikke, hverken de levende eller dødes råd. Han ønskede at hjælpe Gabriel, men hans fars foragt, rev og sled i hans hjerte.

“Jeg ved ikke… Jeg tror ikke”, den lille djævel ville være forsvundet i et hvilket som helst, lille sort hummer, hvis han havde haft muligheden. Mod havde aldrig faldet ham let.

“Jeg skal finde Rafael. Vi må redde vores storebror. Han gav din far sin sjæl, i bytte for vores lillesøster liv.” Gabriels blik, kunne end ikke en djævel modstå…

Den lille djævel manede sig op i sin fulde højde (hvilket ikke var særlig imponerede i forhold til gennemsnitsdjævelen) og kiggede på den bedende Gabriel. Ikke fordi den lille djævel havde nogen som helst erfaring med redningsaktioner og slet ikke redningsaktioner af små menneskebørn,men de bedende øjne i den lille drengs ansigt, fik ham til ihvertfald at gøre forsøget. “hvordan kender du til denne her skjulte passage?” spurgte den lille djævleunge Gabriel
“Det er en hemmelighed”, sagde Gabriel og kiggede trodsigt på den lille djævel. hvis han havde forventet at den lille djævil ville protestere, trode han forkert. den lille djævel var så vant til at blive kuet at han tog et nej for et nej uden at stille spørgsmål.
Sammen sad det umage par en rum tid og prøvede at få deres hjerner til at komme på en plan. den lille djævel kiggede i smug på drengen og kunne ikke forstå, hvorfor hans far mente, at han kunne være farlig at lære at kende… han var jo hverken stor eller særlig muskuløs, og han kunne ikke engang flyve.
Den lille djævel kom til at fnise, da han prøvede at forestille sig Gabriel med vinger, men et blik på Gabriel fik ham til igen at koncentrere sig om deres fælles problemer. Den lille djævel sad og legede med ønskekuglen i hans lomme, da den pludselig trillede ud og hen midt imellem dem. den begyndte at skifte farve i hurtige glimt og både Gabriel og djævlen blev helt hypnotiseret af den. Gabriel rakte ud efter den, men den lille djævel snuppede den og fløj op under loftet.
“Den er min, du skal ikke pille hved den”, sagde han ned mod Gabriel.
“Hvad er det, jeg vil også se”, sagde drengen.
Djævlen rystede på hovedet og lagde forsigtigt kuglen på plads i lommen inden han landede et stykke fra Gabriel.

På trods af at drengen ikke så farlig ud, mente den lille djævel at det var bedst at holde denne hemlighed for sig selv, ihvertfald indtil videre…

Men den lille djævel havde gjort regning uden kuglen. Da han landede faldt den igen ud af hans lomme. Og denne gang var drengen hurtigst! Han kastede sig frem og greb den mellem hænderne. Og nu skete det hele meget hurtigt!! Kuglen-som-et-øjeblik-forinden-havde-været-kølig-og-kulsort-som-ibenholt-begyndte-at-forvandle-sig-den-nærmest-voksede-strålede-og-inde-i-kuglen-begyndte-et-landskab-at-forme-sig…! Hvad var dog det her?
Den lille djævel kunne ikke fjerne sit blik fra kuglens indre landskab. Det var så uendeligt smukt. Selv ikke lyden af tunge trin og følelsen af at noget frygtindgydende var ved at ske kunne få ham til at fjerne blikket. Pludselig stod hans far i rummet…. “Hvor vover du!! At røre min krystalkugle!!!“, han nærmest spyttede halvt hvæsede ordene ud mellem sine store hjørnetænder, så de frembragte en ildevarslende hvislen…… – drengen Gabriel krøb sammen i rædsel – “!Og DU!” nu kiggede han på sønnen… “DU!” -savlet stod i kaskader omkring hans hjørnetænder… “Ikke nok med at du ikke straks bringer mig det, som du har fundet og som du meget vel ved tilhører mig… DU LADER ET MENNESKEBARN KIGGE PÅ DET OG BESUDLE DET MED SIN AFSKYELIGE BERØRING!!!!” Han flåede kuglen fra Gabriel og rev en dyb flænge i hans kind. “Det kan lære dig!” sagde han med en ildevarslende hvislen. Nu vendte han sig om, greb den lille djævel ved hornet og slæbte ham med sig ud… Det sidste drengen så til dem var, da han fik et glimt af den lille djævel der blev slæbt afsted op gennem tunnellen. Han kunne se den lille djævel nærmest forme ordene “pas nu på dig selv” med munden, og det var en stor trøst.
Nu gjaldt det imidlertid om at finde ud af, hvad det var, han havde set i kuglen. Det sidste han nåede at se, var en tunnel, som førte tilbage fra landskabet og henimod – ja, hvad? Var der en forbindelse hertil et sted? Han måtte tænke – han havde brug for tid til at tænke – men han vidste, at tiden var knap, for den store djævel ville utvivlsomt vende tilbage, når han fandt ud af, at det ikke var den rigtige kugle han havde taget; men blot en af de runde sorte sten, som Gabriel yndede at lege med derhjemme – åh derhjemme! hvor han dog savnede det! Men den slags tanker var der ikke tid til nu! Gabriel tog forsigtigt den sorte kugle frem fra sine gemmer – han havde ladet den falde, da han fornemmede lyden af tunge skridt og en uhyggelig kulde igennem kroppen – nu holdt han den igen i hånden, kiggede igen på den og så hvordan den blev større, hvordan ilden og varmen bredte sig. Og nu… NU! Han hørte ordene – nærmest som kom de inde fra hans eget hoved – “Gabriel… Gabriel…“

http://blog.tv2.dk/tusnelda25/entry244787.html
http://blog.tv2.dk/dragekrigeren/entry257595.html

Børnehaven fortsætter. /Ytringsfriheden har en pris.

Seneste nyt: Efter en korrespondence med Microsoft har jeg fået besked om, at det kræver en politianmeldelse, at få oplyst hvem som står bag den fake e-mail, som er blevet oprettet i mit navn på windows-live. Det vil nu blive politianmeldt.

Hej Jens

Tak for din henvendelse til Microsoft. Det er dybt beklageligt det der har sket og hvad du har været udsat for. For at Microsoft skal kunne tage affære i denne sag kræves der en Politianmeldelse.
Før det er der desværre intet vi kan gøre.
Når du har ordnet den og fået et sagsnummer bedes du tage kontakt med vores juridiske afdeling og du ringer så på nummer 4489 0100 og siger at det handler om en politianmeldelse og ber om komme i kontakt med den juridiske afdeling.

Har du andre spørgsmål er du velkommen tilbage.

Med venlig Hilsen,
Bo Florin
Microsoft kundeservice Danmark

Sagens omdrejningspunkt: Dagen efter hadebrevet d. 12. august modtog min kæreste et brev fra postdanmark om, at vi kunne afhente noget fra Topsy Entertainment på posthuset, som vi angiveligt skulle have bestilt. Hun ringede til mig i Sverige og var rimeligt uforstående, da et hurtigt kig på google afslørede, at det er en sexshop.

Nu, hvor jeg er kommet hjem, har jeg taget kontakt til Topsy, som skriver, at de har modtaget en bestilling til min adresse fra en e-mail ved navn snetiger@live.dk. Det er ikke en e-mail adresse, som er registreret i mit navn.

Citat:
Fra: topsyshoppen@gdc.dk
Emne: Ang : ordre på side 6
Dato: 18. aug 2008 10.37 18. aug uge/34
Til: Snowtiger

Tempovej 39
2750 Ballerup
Tlf: 48 24 29 07 Fax 48 24 29 09
Dato: 10-Aug-2008
Faktura-Nr: 36372

Kunde:
Jens Roved
Kirkevej 35, 1B
2920, Charlottenlund, DK
Tlf.: 40116116
Email.:snetiger@live.dk

Leverings Adresse:
Jens Roved
Kirkevej 35, 1B
2920, Charlottenlund, DK
Tlf.: 40116116
Email.:snetiger@live.dk

Produkt-nr.: or-517763
Beskrivelse: Mini Exxhilarator Anal Plug
Størrelse:
Antal: 1
Enhedspris: DKK40.80
Pris: DKK40.80

Produkt-nr.: 8075
Beskrivelse: She-male Paradise
Størrelse:
Antal: 1
Enhedspris: DKK158.40
Pris: DKK158.40

Subtotal: DKK199.20

Bemærkninger til ordren: Diskret pakke, tak.
Forsendelse og administration: Porto (DK) DKK 58.00
Betalings form: Efterkrav(KUN DK) DKK 50.00
Moms: DKK49.80
Total: DKK357.00 -citat slut.

Nu skal jeg naturligvis ikke kunne sige, om man bliver mere pervers med alderen, eller om gamle mennesker har en forhøjet risiko – det er nu ikke mit indtryk. Men nogle personer har åbenbart – og uanset alder – et behov for at tage disse chikanerier væk fra den virtuelle og over i den virkelige verden. Jeg for min del er naturligvis benovet over at modtage sådan et brev. Jeg har intet imod Topsy eller deres varer. Men det er ærgerligt, at de spilder arbejdskraft og forsendelse på noget, som jeg ikke selv har bestilt. Og tænk – der har siddet en derude og tænkt over, at jeg sikkert ville blive glad for noget at stikke op i røven. Det er da dejligt, at der er nogle, som tænker på én. Jeg tager al denne virak omkring mine præferencer i virkelighedens verden som en stor kompliment. Jeg må have gjort et uudsletteligt og stort indtryk på de mennesker, som skriver blogs omkring mig – – og de, som sender mig diverse velmenende gaver (som jeg dog tilsyneladende selv skal betale for). Hvis han dog bare havde betalt for det, så ville jeg med glæde hente det. Hvad er det for en opdragelse… At sende mig en fødselsdagsgave, som jeg selv skal betale for!!
Da jeg som sagt ikke har noget imod Topsy, skal jeg da gerne gøre lidt reklame: http://topsy.onlinekunder.dk/store/comersus_dynamicIndex.asp

Dementi: Nogle bloggere har givet vis følt, at jeg hænger dem ud for noget, som de ikke har gjort. Der er andre end disse, som efter min mening er mere sandsynlige udøvere af den slags chikane. Men det har jeg lovet jer, at jeg ikke vil spekulere i offentligt, når jeg ikke har skyggen af beviser. Derved adskiller jeg mig i al væsentligt fra den, som jo netop offentligt har spekuleret i, hvem han med navns nævnelse mener står bag chikane af ham på wordpress. Hvis jeg ville henvise til nogen, så ville jeg gøre det ved navns nævnelse og med fuldgyldige beviser. Henvisningen til gamle mennesker er selvironisk og udelukkende rettet imod mig selv. Ja, jeg er ved at blive gammel. Men ved I hvad? Jeg føler mig fri!

The price of freedom of speech…

A price that I have always been willing to pay. Therefore I have from the beginning published my name and adress on my blog here. Today I recieved an anonymous hateletter by mail (not e-mail – real mail). One of the things that startles me is that the sender seems to have detailed information about where in my head I was hit (It has never been published due to the policeinvestigation). The sender however is wrong when he/she writes, that I love to file lawsuits against my political opponents. I have never done such a thing. The text is as follows:

Quote: “Hi Snowtiger!

You love to file lawsuits against your political opponents using a nice language in order to silence them. Even if you use nice faggot-words that makes you out as a noble protector of minorities, it’s just bullshit in order to bully those that doesn’t share your points of view. You red (communist) pig. You just don’t know that you have a BRAINDAMAGE. Many of those that like you have a BRAINDAMAGE change personality…” and so it continues on and on…

And on and on. Since this is mainly related to Danish readers I have left the Danish text in full, but I have not translated it all to English. The full text and pictures of the letter can be seen here: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry255029.html

En pris jeg hele tiden har været villig til at betale. Derfor har jeg fra starten skrevet mit navn ved min blog og stået ved, hvem jeg er. Idag modtog jeg så et anonymt hadebrev med posten. En af de ting, som undrer mig, er, at vedkommende synes at have detaljeret viden om, hvor i hovedet jeg blev slået (noget som aldrig er offentliggjort af hensyn til sagens manglende opklaring). Vedkommende tager dog fejl, når han/hun skriver, at jeg elsker at sagsøge mine politiske modstandere. Det har jeg aldrig gjort. Teksten lyder som følger, vurdér selv:

Citat: “Hej Snetiger!
Du elsker jo at sagsøge dine politiske modstandere under pæne ord for at gøre dem tavse. Selvom du bruger pæne svanse-ord som får dig til at lyde som ædel beskytter af minoriteterne, så er det jo bare mundlort for at kanøfle alle dem der ikke deler dit livssyn. Dit røde svin. Du ved bare ikke du har en HJERNESKADE. Mange folk der som dig har en HJERNESKADE skifter karakter.
Mange som har skader i frontal-lappen bliver ufølsom og mister alt sans for medmenneskelighed og empati. Dette er symptomer du lider under snetiger, men dette skyldes jo din HJERNESKADE. Jeg er også selv en kold skiderik, men jeg ved dette, jeg prøver ikke at lade som om jeg er noget andet. Du lad som om du har medfølelser for så mange mennesker, men denne egenskab ved du jo nok at du mistede dengang du fik din HJERNESKADE. Du elsker at sagsøge folk for at holde dem nede.
Du taler så meget om at du gerne vil i dialog. Men sandheden er at du bare vil have det sidste ord og få alle der ikke deler din mening til at holde kæft. Det er derfor det pisser dig af at folk kan blokere dig for at pisse på dem. Du bliver så gal over at du ikke har magt over alt, at du ikke kan gå ind og pisse på folk i deres blogs. Du er en magtsyg stalinist. Det er derfor du bruger din ulækre slangetunge til at udelukke de personer du ikke kan få ned med nakken væk fra diverse blogge. Hvis du ikke kan få folk til at holde kæft med de meninger du ikke kan lide ja så bruger du dine ulækre ord til at indskrænke andre folks ytringsfrihed. Du kan kun lide de meninger og ord der ligner dine egne – du er en stalinist. Alle andre bloggere plejer bare at ignorerer de personer som har den direkte modsatte mening af dem selv – de forfølger og chikanerer dem ikke som du gør. Men så igen. så har du jo en HJERNESKADE snetiger. Så jeg tilgiver dig din mangel på empati.

Hilsen mig” – Citat slut.

Gud FADER!!! Har børnehaven nu flyttet sig ud fra TV2 blog og til at chikanere folk på deres privatadresser? Jeg har skrevet brevet præcis, som det står med stavefejl og det hele. Selv har jeg en rimeligt god idé om, hvem som står bag. Men det skal I ikke belastes med.

Hans Dane: En hvæser skriger…

“Now Snowtiger has placed his Stuff on a Blog here on WordPress.com. Thereby he seems to demonstrate, that he will follow his Targets also after they have left TV2blog.”
http://hansdane.wordpress.com/snowtiger-whines-when-he-cant-abuse-others-without-reaction/

Jeg har haft min wordpress blog i 8 måneder. Hvis vi skal snakke om, at nogen forfølger nogen over i andre medier, så er det da netop Mogens og sidenhen Hansemann. Må jeg benytte lejligheden til igen at henlede opmærksomheden på disse to komikere, Monrad og Rislund forstås, som synes på forbilledlig vis at udstille den slags:

Hansemann Luchter

er fra Bremen, men har kastet sin kærlighed over den nordlige nabo. Og hvor er vi glade for, at Hansemann valgte at bryde ind i vores tilværelse.

Igen har vi oplevet, at Pladderballe Nærradio går forrest i en etnisk udrensning og bevidst forsøger at bagtale uønskede elementer. Således fik vi under vores research at vide, at Hansemann allerede i 1966 havde kuldsejlet Ubehage Sommervarieté. Sikke noget sludder, bagvaskelse og nonsens. Hansemann har da altid været garant for et godt grin, en indholdsrig dialog samt en målrettet fortolkning af den forhåndenværende tekst.

Hansemanns karierre startede fra barnsben på de nordtyske markeder, eller kirmes, som de åndssvagt nok hedder på de kanter. Af en-eller-anden årsag fangede Hansemann tidsånden, for i 1939 opfandt han Drejehjulet. Nogle kilder kan påvise, at Hansemann tilbragte årene umiddelbart herefter meget tæt på beslutningstagerne i Berlin, men Hansemann selv åler behændigt uden om enhver diskussion om emnet, hvorfor vi har valgt at lade det ligge.

Han flirter dog noget med politik, siden det er lykkedes os at spore ham til socialdemokratiet i Pladderballe. Bliver du aldrig klogere, Hansemann? Hans trofaste følgesvend, Mogens, er imidlertid også at finde blandt de lyserøde, så måske der er tale om nogle forenede kræfter her?

Hansemann og Mogens har ved mange lejligheder givet eksempler på det fantastiske makkerskab, de to danner på scenen. Fy & Bi, Gøg & Gokke, Keld & Hilda og altså Hansemann & Mogens. Jo, de har sandelig formået at løfte arven. (SE)
Numre:
ALARMCENTRALEN
BAMSEPETTING
BULGARSK SPEJDEREXERCITS (del 1-6)
DET INDONESISKE BORDTENNISBOLDTRICK
DET STORE TRIUMFTOG
EN ARBEJDSPLADS I PLADDERBALLE
FINT BESØG
FROKOST PÅ KONTORET
FULDSTÆNDIG SINDSYGT
HANSEMANN LUCHTER OG DREJEHJULET
HANSEMANN LUCHTER OG TRÆDUKKEN
HANSEMANN LUCHTER VEL FREMME
HANSEMANN´S JULESTUE
JINGLE 1 (DIN SKVADDERNOSSE)
JINGLE 3 (DU SKAL LESE MED DEN RICHTIGE STIMME)
JINGLE BELLS (DU SKAL IKKE STÅ OG PUSTE…..)
KAZOOSKOLEN
MOGENS TIL SYGEEKSAMEN
PLÜDDERBÜLLE NÜRRÜDÜÜ ÇIFTETELLI
RADIOTEATRET
SKATTEJAGTEN
SPEAKERS UDLÆG
STATSMANDSBEGRAVELSEN
VELKOMST
VELKOMST (ved Hansemann Luchter)

Mails fra en…
Skrevet i Uncategorized den januar 2, 2008 af snetiger
http://snetiger.wordpress.com/

It helps to file a complaint…

Efter at Hans Dane havde skrevet sit injurierende indlæg, hvor bl.a. jeg og T.Bramsbye hænges ud som nazistiske jødehadere på wordpress.com skrev jeg en klage til support på wordpress. Her er svaret, som jeg fik retur:
http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry252441.html

When Hans Dane had written his slander about me in a post, where Bramsbye and I are being projected as nazis, jew-haters and for treating people that we don’t agree with as Hitler treated the Jews, I wrote a complaint to the support at wordpress. Here is the answer. Thank you.

Hans Dane also writes: “Now Snowtiger has placed his Stuff on a Blog here on WordPress.com. Thereby he seems to demonstrate, that he will follow his Targets also after they have left TV2blog.”

I will just say that I have had my blog on wordpress for 8 months. If anyone persecutes anyone after leaving another forum it is Hans Dane. But it is quite humoristic to see, that Hans Dane just shoots out accusation after accusation without thinking about what he writes down in words and how it might reflect back at himself.

In addition it is funny to notice how this accusation is now gone from Hans Danes post, after I made him aware that my wordpress blog is older than his. I guess that is typical behavior from Hans Dane. He makes a wild accusation and after finding out that he is wrong he deletes it and makes some other wild accusation and thus it continues “On & on & on & on…my cipher keeps moving like a rolling stone…” (Thank you, Erykah Badu, for making the world a better place). I did not know that I have such an effect on him.

Fra: tosreports@wordpress.com
Emne: [WordPress #MIL-493273]: About hansdane.wordpress.com
Dato: 4. aug 2008 15.34 04. aug uge/32
Til: Snowtiger
Svar til:: tosreports@wordpress.com

“Hi,

We don’t support or endorse the positions posted on that blog (we’re strongly opposed to them). That particular blog has been excluded from the global tag listings and other search functions on WordPress.com to minimize the chances of someone stumbling upon it by accident. We’ve left it in place because we think the best way to deal with such people is to let them speak and condemn themselves.

If you’re still concerned I’d like to encourage you to write about the issue and help expose his views on your own blog.

If you do see a WordPress.com blog making direct threats, please let us know as we take such things very seriously.”

Best,
Anthony
Automattic | WordPress.com

Landmænd, østarbejdere og udnyttelse.

Når Anders Fogh (V) har læst denne artikel, vil jeg meget gerne høre et bud på, hvorfor ukontrolleret liberalistisk markedsøkonomi er at foretrække frem for den skandinaviske blandingsøkonomi.

Danske Landmænd og landbrugsskoler bruger unge udlændinge som billig arbejdskraft i stalden – altimens landsbrugsskolerne modtager millioner af skattekroner i betaling for at have østeuropæere på skolebænken, for en reelt elendig uddannelse og elendige vilkår. Antallet af udenlandske praktikanter i dansk landbrug er vokset støt i de senere år, og det er der sådan set ikke noget i vejen med, hvis det foregik reelt og lovligt. Fagbladet 3F har afsløret adskillige landmænd med fingrene lidt for dybt begravet i lommerne med klingende mønt – måske de hellere skulle lave noget. Eksempelvis havde en nordjysk bonde på blot et år 11 praktikanter fra Ukraine til at passe sine malkekøer. Elevlønnen var i 2007 ca. 9000,- om måneden – eller ca. det halve af en arbejder på voksenløn. Bonden sparer altså ca. 1.2 millioner kroner i lønudgifter.

Som jeg har skrevet i min tidligere artikel om, hvordan udenlandske lønarbejdere behandles i Danmark, så er han langt fra ene om den fidus. Jeg citerer: “Historien starter i Rumænien 2004, hvor 2 venner er blevet enige om at søge job i Danmark. De får via den enes kæreste kontakt til en landmand i Danmark, som har kontakt til et dansk vikarbureau, som kan skaffe dem papirer til udlændingeservice så de kan få arbejds- og opholdstilladelse.. Så langt så godt. Men de får også at vide, at for at kunne få arbejde i Danmark skal de have status af studerende på en landbrugsskole. Det er dog ikke noget problem, for det kan vikarbureauet ordne for dem. De skal bare skrive under på et stykke papir, hvor der står på dansk (ingen af dem forstår dansk), at de går på en landbrugsskole i Rumænien. Det er ovenikøbet forfalsket således, at det ser ud som om, at de selv har skrevet det. Anyways, de to gør ikke nogen anmærkninger, da lønnen ser god ud og forholdene umiddelbart ikke virker urimelige. Problemet er blot, at de er vant til Rumænske arbejdsforhold. Reelt set betyder dette dokument, at landmanden i de første 2 år af deres ansættelse kan have dem gående som praktikanter til den halve løn. Alene i denne periode bliver de uforvarende snydt for mere end 200.000 kr hver.”
http://snetiger.wordpress.com/2008/06/10/sadan-behandles-udenlandske-arbejdere-i-danmark/

Tilbage til kvægbonden fra Nordjylland. Han havde fået fat i sine østeuropæiske arbejdere ved et samarbejde med Aalborg tekniske skole. Skolen fik ca. 350.000,- i statstilskud for at give de 11 elever en ordentlig landbrugsuddannelse, samt 33.000,- fra AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion), som alle arbejdsgivere betaler til i fællesskab. AER har yderligere betalt 350.000,- til den nordjyske kvægbonde, i form af løntilskud til hans ukrainske elever, som jo ’studerede’ på Aalborg Tekniske Skole.
Fakta: Tilskuddene fra AER til danske landmænd er vokset med næsten 47% fra 2001 – 2006. Bøndernes samlede indbetaling til AER i året 2006 var 27 mill. kroner – til gengæld fik man udbetalt 122 mill. kroner fra AER i 2006. (En fan af John Mogensen ville nok fristes til at sige: “Der er noget galt i D….”) Jeg er dog ikke fan.

Men videre i teksten. Antallet af danske elever på landbrugsuddannelserne er faldet markant i de senere år. En del af skolerne fylder i stedet klasselokalerne op med udlændinge. De samarbejder tæt med lyssky mellemhandlere, som tjener tusindvis af kroner på handel med fattige østeuropæere (det er ikke kun rockerne, som kan), som sendes i slavearbejde som praktikanter hos danske landmænd, uden reelt at få noget der minder om den uddannelse på universitetsniveau, som de er blevet lovet. En uddannelse på discountniveau, som hver enkelt elev må betale op til 50.000,- for, og oven i hatten skal de betale alt for meget i kost og logi.

Hvor længe skal unge håbefulde udlændinge kunne hentes til Danmark, som rene slavearbejdere, imens landmændene lænser AER? Hvor længe skal du og jeg, finde os i, at måtte betale millioner af skattekroner til ‘de åh så trængte’ (de forspilder aldrig en chance til at fortælle, hvor elendigt det står til – tal om klynkekultur) landmænd og landbrugsskoler, som går bag om ryggen på os og udnytter og udbytter uskyldige mennesker. I Rumænien hører man kun gode ting om Danmark og arbejdsforholdene her, så der tror man naturligvis på, hvad der bliver sagt. Man er vel mænd af ære og holder ord. Desværre er det bare ikke sådan, at verden er skruet sammen. En hurtig google-søgning på snyd og bedrag indenfor vikarbureauer viser, at dette langt fra er et enestående tilfælde. 3F kæmper nærmest mod enorme vindmøller, når det kommer til snyd og bedrag fra danske arbejdsgivere. Herfra kan afslutningsvis kun lyde en opfordring til som udenlandsk arbejder straks at melde sig ind i en fagforening, når man kommer til landet for at arbejde, ligesom jeg vil opfordre alle danskere til at støtte fagforeningerne i deres kamp for at skaffe bedre arbejds- og lønforhold for de udenlandske arbejdere, som vi inviterer til Danmark for at arbejde. Regeringens gentagne invitationer og rosenrøde ord om behovet for udenlandsk arbejdskraft klinger i hvertfald noget hult, når man ser, hvordan den så efterspurgte udenlandske arbejdskraft bliver behandlet. Dansk Folkeparti er heller ikke for gode. De har så sent som i november været ude med forslag om at gøre rumænere retsløse i Danmark: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry167452.html?ss

Man savner ganske enkelt lovgivning på området og udvidede beføjelser til fagforeningerne. Altimens sidder vores kære beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, manden som aldrig har arbejdet, på sine hænder. Han vil hellere straffe de arbejdsløse og gøre livet surt for fagforeningerne.

I lyset af den seneste tids debat om EU-domstolens afgørelser – på baggrund af EU-direktiver, som *ingen* kendte noget til – fristes man næsten til at tænke, at Venstre og Konservative var helt med på den europæiske idé om arbejdskraftens fri bevægelighed – et EU-direktiv, som den danske befolkning ved to folkeafstemninger har stemt ja tak til – (Alas, die dumme Dänen), da det åbner op for det totalopgør med fagforeningerne og lønarbejderens rettigheder, som regeringen jo i virkeligheden ønsker sig. Fogh og Ko. (læs: VKO) må imidlertid ærgre sig gule og blå, da man nu har fået et andet problem i forhold til den stramme udlændingelov. Er det mon myten om hybris og nemesis, som sparker hjorten og fåreflokken lige i røven?

Her er en artikel skrevet af Morten Halskov fra 3F:

“Landmænd høster millioner i tilskud

Danske landmænd lænser andre arbejdsgivere for 95 millioner kroner i støtte til billige elever. Det sker i samarbejde med landbrugsskoler, som scorer millioner af skattekroner på udenlandske elever.

Danske landmænd og landbrugsskoler holder fælles høstfest året rundt.

Landmænd og landbrugsskoler tjener millioner af kroner på amputerede uddannelser til unge østeuropæere. Bønderne får billig arbejdskraft og milliontilskud fra arbejdsgivere i andre brancher, mens landbrugsskoler snupper millioner af skattekroner og tusindvis af kroner i betaling fra udlændingene. Danske landmænd fik udbetalt over 122 millioner kroner fra Arbejdsgivernes Elevrefusion, AER, i 2006. Samme år indbetalte landmændene mindre end 27 millioner kroner, viser den seneste brancheopgørelse fra AER.

- Statskassen og AER-kassen er stillet ud på gaden, og landbruget tager lystigt for sig af retterne på tagselvbordet. Det her pengecirkus skal stoppes, siger Bjarne Laustsen, fødevareordfører for Socialdemokraterne, til Nyhedsbrevet 3F.

AER-udnyttelse sat i system: Fed fidus

Danske landmænd kan i 2008 få tilskud fra AER på mellem 1.900 og 2.720 kroner om ugen for hver elev, der går på skole. Tilskuddets størrelse afhænger af, hvor langt eleven er i sit udannelsesforløb. En del af rumænerne på Borris Landbrugsskole skal sidde på skolebænken i 42 uger i løbet af skolens toårige landbrugsuddannelse. Deres danske arbejdsgivere kan altså få omkring 100.000 kroner fra AER for hver elev. Arbejdsgiverne kan også score en såkaldt praktikpladspræmie, hvis de har haft vækst i antallet af elever. Beløbet er på 20.000 kroner om året for hver ekstra elev. Desuden sparer praktikværterne deres eget bidrag til AER, som for en arbejdsgiver er godt 2.000 kroner om året for hver fuldtidsansat medarbejder.

Danske landmænd henter altså knap fem gange så meget ud af AER-kassen, som de betaler ind.

På Borris Landbrugsskole – som udelukkende uddanner udlændinge – er udnyttelsen af AER-ordningen sat i system. Den vestjyske skole har hen ved 180 østeuropæiske elever – og en liste med navnene på flere hundrede danske landmænd, der ønsker udenlandske praktikanter. Lønnen til en erfaren praktikant er 9.200 kroner om måneden – eller omkring det halve af prisen for en landbrugsmedhjælper på almindelig voksenløn.

”Praktikværterne får hurtigst muligt efter tilmelding brev ud med forklaring om vores system, lønforhold, skoleindbetalinger, AER-tilskud…,” står der i Borris Landbrugsskoles interne håndbog, som Nyhedsbrevet 3F er kommet i besiddelse af.

Landbrugsskoler lever af udlændinge

Uddannelse af udlændinge har også udviklet sig til en guldåre for en del af landets landbrugsskoler. For de unge østeuropæere udløser samme statstilskud som danskere.

På Grindsted Landbrugsskole var hver tredje såkaldte årselev i 2006 udlænding. Samme år optog Dalum Landbrugsskole i Odense 152 elever på uddannelsen til faglært landmand, hvoraf 70 kom fra udlandet. På den tilsvarende uddannelse på Borris Landbrugsskole er samtlige elever fra Østeuropa. Landbrugsskolerne i Grindsted, Odense og Borris fik i 2006 et statstilskud på knap 48 millioner kroner til sammen. Borris Landbrugsskole har vendt et underskud på i alt fire millioner kroner i 2004 og 2005 til et overskud på til sammen knap tre millioner kroner i 2006 og 2007. Statstilskuddet er i perioden steget fra 2,2 til 9,2 millioner kroner.

Halve uddannelser

Udenlandske elever betaler hver op til 48.520 kroner for en stærkt afkortet landbrugsuddannelse, som det er tilfældet på Borris Landbrugsskole. I langt de fleste tilfælde får eleverne en halv uddannelse på de danske landbrugsskoler, fordi udlændingene ikke har tilladelse til at studere i Danmark i mere end maksimalt to år.

Danske landbrugselever skal læse i mindst tre et halvt år, før de er uddannet.“

Politiker må betale 130.000 efter lønsnyd:
Venstremanden Karsten Mayland Olsen har accepteret at betale 130.000 kroner til tre tidligere medarbejdere, som han har snydt i løn, da de arbejdede på hans maskinstation på Sydsjælland.
http://forsiden.3f.dk/article/20080731/NYHEDER/172890544/2380/ILLEGAL&template=tema3

Noget om dagpenge:
http://www.e-pages.dk/3f/108/

HansDane.

Hans Dane and another person allegedly both but at least one of them being members of Dansk Folkeparti seems to be unable to keep from commenting about people that they left behind at blog.tv2.dk.

I will translate for you. This person writes about my blog in another forum on a danish TV channel – TV2.

She writes: “Der er mennesker som er så gennemsyret af had, f.eks. nu med Pia Kjærsgaards ildebefindende igår, en blogger på TV2 snetigeren kalder han sig, som selv kan takke djævlen for at han kan stå og gå, frydede sig rigtigt og den afskyelige bryggerhest fra Carlsberg fik også lige fyret sin mening af om sit had for Pia K.”

There are people that are so hateful, as an example with Pia Kjærsgaards (danish politician) illness yesterday. One who blogs at TV2, snowtiger he calls himself, and who can thank the devil for his ability to stand upright and walk, was rejoicing over this and another one the despicable brewershorse from Carlsberg also got his hatred towards Pia Kjærsgaard out.”

Now, I have never written anything out of hatred. I was writing an article about the TV2 News handling of this seen from a humoristic point of view. The humor was made out towards the TV2 journalist and an interviewed secretary. Despite my writing and disclaiming to some specific haters, there are certain people who will do anything to plant their little seeds of hatred against my person anywhere they can. Will you please do something about this namebashing and direct lies on the blog piacharlotte.wordpress.com. I know that this is not the first time you recieve complaints about her wild accusations. I never had anything to do with her really and it is a surprise to me, that she tries to drag me into a fight – by mentioning my name and twisting what I write – that I never participated in.

You also might want to take a look at her and hansdane mentioning my real life name in the commentaries here + where I study etc.: http://hansdane.wordpress.com/tbramsbye-fra-tv2blog-11-sp%C3%B8rgsmal/

… Says:
August 6, 2008 at 10:04 am :
“Bare gi dem Hans, de fortjener det – snetigeren den nar og bramsbye, de er kun til for at provokere, jo der er noget galt skruet sammen i deres roer. Jeg har lige set snedyrets kommentarer, Kong Smart tror han, at han er, men han er jo bare et skvat, som studerer i Sverige, hvor han kunne komme ind på grund af sit dårlige gennemsnit, men ikke i DK.”

Just give them .. Hans, they deserve it – snowtiger and Bramsbye are only online to be provocative, yes there is something wrong with their heads. I have just seen snowanimals comment, king of smarts he thinks, that he is, but he is just a tosser, that studies in Sweden, where he could get in because of his bad grades, when he was unable in Denmark.

*This is bullshit mentioning my study like that. I study in sweden because the education there is better than in Copenhagen.*

More comes from here:
August 6, 2008 at 9:05 pm:  “Jeg har i eftermiddags set et usmageligt indlæg fra ham med det smadrede hoved, er det ikke Jens Hoved eller noget lignende han hedder.”

“I have just this afternoon seen an unsavoury post from the guy with the cracked skull, isn’t that Jens Hoved or something similar….. etc.”

*My real family name is Roved* She is mentioning that I have a brain-damage from being knocked down 3 years ago!* Isn’t it illegal to give out private information like that?

hansdane Says:
August 6, 2008 at 10:15 pm:
“#2. Det er usmageligt at se noget sådant.
Det kan være udtryk også for afmagt sådan at forstå, at denne Jens kan have brug for at en af hans politiske vel værste fjender kunne få en hjerneblødning eller lignende skade på hjernen i en sådan grad, at hun ikke kan bestride sine politiske opgaver. Samme Jens pådrog sig jo selv en hjerneskade for nogle år siden, og det er måske årsagen til, at han kan føle sig underlegen og derfor nærmest godter sig over at hun fik dette væmmelige ildebefindende.”

It can be an expression of impotence when this Jens is needing that one of his worst political enemies could possibly get a stroke or some similar braindamage so that she would be unfit for fulfilling her political tasks. Same Jens (me) himself had a braindamage some years ago and maybe that is the reason why he would feel inferior and in need of rejoicing over the fact that she fell sick.

First of all. I would never be musing over the fact that somebody might possibly get a braindamage, because I know what it is like. However I see that these two persons really do that towards me. How they found out is irrelevant. I have my own problems to deal with. But as someone who has been through rehab and the whole system of being braindamaged I find it really really revolting to see my name trashed here by these two persons.

Let us get some facts straight…

http://www.muslimwestfacts.com/MWF/26650/default.aspx
http://www.gallup.com/consulting/worldpoll/26410/Gallup-Center-Muslim-Studies.aspx
http://www.gallup.com/press/104209/Who-Speaks-Islam-What-Billion-Muslims-Really-Think.aspx
http://media.gallup.com/MuslimWestFacts/PDF/GALLUPMUSLIMSTUDIESIslamandDemocracy030607rev.pdf

However, while Muslims say they admire freedom and an open political system, Gallup surveys suggest that they do not believe they must choose between Islam and democracy, but rather, that the two can co-exist inside one functional government. In surveying Muslim populations, Gallup solicited answers that shed light on the following crucial question: Can you have democracy where religion and politics are intertwined? The electoral victories of the Shia in Iraq and members of the Muslim Brotherhood in the Egyptian parliament seem antithetical to Western democratic principles, particularly the separation of church and state. Is it possible to have democracy and Sharia simultaneously?
http://media.gallup.com/MuslimWestFacts/PDF/GALLUPMUSLIMSTUDIESIslamandDemocracy030607rev.pdf

http://www.gallup.com/corporate/22648/John-Esposito-PhD.aspx

Are women in the Muslim world socialized to expect second-class
status?

In most cases, the diversity of achievements and the expectations of women in the region defy that idea. For example, it is hardly unusual for women in predominantly Muslim countries in the Middle East and North Africa to have achieved higher education levels. The education “gender gap” ranged from zero in Iran, indicating no difference, to women needing to increase their levels 73% in Pakistan to equal that of men. For perspective, while the United States, like Iran, boasts no gender gap, and other developed countries such as Japan have reverse gender gaps (a greater proportion of women than men pursue higher education), France
and Germany have gender gaps of more than 50%.

In that light, it should be no surprise that most women in the Muslim world are well aware that they have the same capabilities and deserve the same fundamental rights as men. Majorities of females in each of the eight countries surveyed said they believe women are able to make their own voting decisions, to work at any job for which they are qualified, and even to serve in the highest levels of government.
http://media.gallup.com/WorldPoll/PDF/GALLUP+MUSLIM+STUDIES_Perspectives+of+Women_11.10.06_FINAL.pdf

Her er en rigtig god artikel om emnet, hvis man er til at læse om civilsamfundets udviklingshistorie. http://civilsamfundetshistorie.com/J%20Winther%20om%20Civilsamfundet.pdf

In Denmark we even have numbers of our own:

*As Imam you are often as a leader of the mosque referred to as a strong muslim authority. But only 1 out of every 10 muslims in Denmark appears at the friday prayers in a mosque.

*In reality that implies that each Imam is only speaking for a very limited part of the countrys approximately 200.000 muslims.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/08/04/131930.htm

Back in March I wrote an article where i referred to Phillipe Provençal, cand. mag., PhD, who writes that Islam is all but unity. Already in the year 37 in the islamic callendar (year 655 E.C.) the first serious schism appeared in Islam, when the religious society was split into Sunnis, Shi’its and Khâridjits. The Schism was in its origin mainly political, but it immediately gained religious prospects. Throughout history there has been serious theological discussions, denominations and religious/political plots and spin, and a part of these important theological discussion even continues undauntedly today. But there has never really been any kind of united rectification in Islam like we know it in for example catholicism.

This is in my oppinion the biggest pole that you can slam through the critics of Islam that thinks of it as an evil ideology creating hatred and masspsychosis in large populations. But what is it then that creates that hatred? If it isn’t religion?

Let me try to shed some light on this:

There is no reason to try to explain away the misusing of religion around the world. It happens both in the Middle-East as well as in the West. The core question that remains, and where the waters obviously part, is whether this abuse is a result of an expression of religion as written in the religious texts, or whether the misuse of religion is an expression of some humans trying to make religion into some kind of pseudoideology, that appraises murder and oppression.

The rhetorical question is as follows: When atheists starts to contemplate that religion is something that the devil created, are they not then doing the dirty work for the fanatics?

Let me give two examples:

A) If a convinced religious but ignorant man is let to believe that God has written that thou’ must beat the woman, then I take it that he will follow that belief regardless of whether he has gotten that knowledge from an atheist or from a religious fanatic? Even if he reads a citation of a verse from a religious text that has been removed from it’s context, it will for the ignorant religious man be enough, because it is clearly (example the holy Qur’an Sura 9) something revealed to humankind by God. Thus the atheist has achieved what is hard for even the religious fanatics. To convince people of a pseudoversion of Gods words, Mmh?

B) If, on the other hand, a religious but ignorant man is let to believe by one who has read the wholy texts, that God does not want war, murder or oppression, but God wants peace and love on earth in spite of certain verses if taken out of context is contradicting this. If he is let to believe that the superior messages of the religious texts are peace, love and harmony and that you should stick to the superior messages rather than chopping religious texts up into meaningless words. If he is let to believe by a skilled religious master that he is not allowed to kill, murder and oppress women, then do you think he would do it?

Think about it. Which scenario would be best for society? To create fanatics or to take away the very foundations of their sick ideas? Is it A or is it B?

Religion can not be held responsible for the sick ideas of humankind. Read Volkans article about how Milosevich used the psychology of “Large-group psychodynamics and Massive violence” to create the same kind of religious hysteria that we see all over the world of today: http://www.sydneypsychoanalysis.asn.au/downunder/backissues/6/427/large_group_vv

In my oppinion it is humans that commits crimes against humans, not because of religions, but because of the large-group psychodynamics that affects people, especially when they are hurled into a matrix of spin in todays media. What goes on in the Middle East could just as well go on in the USA, in China, or in any place on earth where there are humans present. It is something that we all have in common. Look at Balkan – Europes own historical frontier. And all we do is keeping ourselves occupied with blaming the damn Muslims and their shitty old book. The refugee might not be the best at keeping his anger inside, but in a way I really do understand it. The unjustice, that he must feel, that his people is being victims of, I can vividly imagine. Sp in the holy name of dialogue, we who have not been put to the same unjustice, should perhaps show understanding towards those that have. I cannot see the point in why you should not discuss things with a person that has a different way of expressing himself, even if it makes us feel uncomfortable, but has a detailed knowledge that could be valuable in our understanding of situations in regards to foreign policy, integration, refugees, etc. If you limit yourself to thinking *either he is with us or against us*, and only wants to discuss things with people that you agree with in the broadest sense, then there will not be much progression in the negotiations. The past hundred years of world history standing as a crippling example of human degeneration. I believe that we can get much farther by setting a good example for others than by wars and supporting rebellions with weaponry. Communication must be the better way…

To all the people – both danes, muslims (can also be danish) and others – that think they have found the golden egg, when they critisize and lay all their hatred on Muslims, Islam, Christians or Jews – in a wider perspective other races, ethnicities, groups, individuals to hatred because of an obervance that you dislike, how about opening up your eyes to the fact of what is really going on? Get your own human relations straight instead of laying all responsibility on God, King, Priests and Vaterland (Country) or for that matter on Islam, Imam, Allah or Ayatollah…

By removing ourselves from the responsibility of our actions and stick it on some divine or political authority we have already removed our own influence on changing the world into what we want. As it is no longer your personal influence, but a demonised, divine or political (not much different) act, that – depending on which side of the conflict your allegiance belongs to, will use you, threaten you and decieve you. For thus is the human nature. It was Lord Acton, the British historian, who said: “All power tends to corrupt; absolute power corrupts absolutely.”

Citat: “Verden er fuld af fanatikere. Jeg vader i bogstaveligste forstand rundt i det til dagligt. Det er mit job. Men det betyder ikke, at jeg behøver at respektere det.” (Steffen Jensen, TV2)

The world is full of fanatics. I walk amongst them every day. That is my job, but it doesn’t mean, that I have to respect it.

No communication = A ground for fanatics.

A lot of communication = Hard time for fanatics.

By cutting off yourself from communicating with fanatics that you dislike, you nurture the prejudices that feeds fanatism.  Fanatism builds on a (self)experienced unjustice, whether true, fair, false or unjust on its own, and it can quickly deteriorate into masspsychosis. Only through reobtaining the near relations to the group, that has gone into masspsychosis, we can keep hope of healing the wounds that was created by the experienced unjustice. Swedish psychiatrist Johann Cullberg speaks of psychosis (Psychosis An Integrative Perspective) in the context of crisis. And that it is important to be coherent when dealing with the psychotic crisis. Holding that into account we should of course not just accept that this group commits crimes and in particular crimes against humanity, but by projecting even more of our own hatred onto this group, we will only push them further out and into isolation from the world around them. That will only make the psychosis stronger and further violence and fanatism will commence.  Now as an experiment of thought try to lay this text as a matrix over the Middle East throughout the past 70 years, or for that matter any kind of conflicterea in the world, then I think that some of you might get an idea of what this is about. I can definitely understand, that it is difficult, but for those who might be curious there is a lot to be gained by reading the works of Sverre Varvin and Volkan. For example Violence & Dialogue.

So what if I decide to read the Bible or The Holy Qu’ran without prejudice about violence, blood and killing of your enemies, which was part of everyday life back in the days… Maybe I will get some other answers. A guide to life in good and bad perhaps? As an example 8 Danish-Muslim organisations all in a united statement after a conference in Copenhagen 24. sep 2005 said that the Qu’ran teaches Muslims that torture, terrorism og killing of innocent people regardless of faith, race, sex or nationality is the biggest crimes of human kind. These organisations and the people behind them probably knows more about that book and what is in it than any of us. So in my oppinion and supported by the worldwide Gallup-survey mentioned above I do not believe that the Qu’ran is a book that teaches people how to behave badly – apparently not all its readers it seems… (1)

So, of course there are contradictions in the holy books of the world. Any good book contains a paradox or two, but should these contradictions rule over and create prejudice about the text? Not in my oppinion. An article in the danish Newspaper Jyllandsposten JP quotes that “the holy Qu’ran commands you to ignore provocations. That we know from the life of the prophet, that he was often exposed to public humiliation and disgrace, beaten, things was thrown at him, etc., but his reaction was to ignore it.

Some other people attacked my point of view with a long list of specific commands and views in the holy books that affects the reader and puts them in a state of condoning violent behavior. I will not say that the holy books are unaffective on the human mind. They both have strong specific messages that you can interpret in different ways. The consequence of misunderstanding the messages in the holy books can of course induce corruption of power and corruption of religion, but the books themselves speaks against such corruption. Does it mean that the books should be forbidden? No, not in my oppinion. Anybody can walk down to the local bookstore and buy Mein Kampf and other books that can be potentially harmful. Abuse of power, corruption and manipulation are all human character treats, that you do not need books to develop. Books though, however often used as an excuse for such things and their implementation in society, cannot be held responsible for the depravation of human character. Each individual must make his own decisions and here lies the biggest responsibility. TV -and magazine -commercials are often seen promoting objectification of women and being part in other kinds of surpression, but you cannot just put away your own responsibility. You and I. We have to speak up against such things. The Wall made by Pink Floyd gives a good insight into the individual psychological problems protruding from the so-called modern western society.

So why do you think that the religion and messages in books are being corrupted, misused, manipulated and pauperized?

Well in short because the messages about peace and love are so strong that if you corrupt them, then you will have gained, what even the devil (does he exist?) could not achieve. Hell on earth. Not religion, not ideology, but ANTI-religion or ANTI-ideology. Can you grasp that?

Who else speaks of surpressing other people?

Citat: “De skal bare arbejde, så bliver de glade og lykkelige”.
Citat: “Arbeit machts frei”.
Etc….

Politicians do!! So who has the interest in the corruption, destruction and manipulation of the messages in religions? If people really would stand up for freedom of speach then we should step down from the Olympic Games in sympathy with Tibét (Björk). That would be a much stronger message than some cartoons in the traditional fascist news paper JP.

Philippe Provençal, cand. mag., PhD writes furthermore in his excellent article: No religious man, holding power or being a theologist, has any kind of monopoly of truth, and even if some has tried to take it by force of political power – with ayatollah Khomeini as the best known example of modern times – they have never in practic been able to achieve any kind of official or even sustained masspopular acceptance nor approval. To want to be a supreme unilateral speaker of truth would be deeply un-islamic, because it would account the human as being divine and therefore exert the worst crime of Islam, to give God associates in power. (2)

So the truth is something that is within each human being. Religion is not something extroverted in conquering and violence in order to surpress others – on the contrary – such has always been the dealings of politics.

Let me end with referring to Charlie Chaplin and Spin Doctors excellent Cleopatra’s Cat.

Her kan jeg bl.a. anbefale Herbert Pundiks erindringer og C.S. Lewis’ bog ‘Fra Helvedes blækhus‘ (“The Screw Tape Letters” (1942) er ligeledes anbefalelsesværdig. (Some recommendations for danish readers).

Citat C.S. Lewis ‘Fra Helvedes blækhus‘ Onkel Fangegarn (overdjævel, selve djævelen omtales som ‘Vor fader dernede’) skriver til sin lærling Malurt: “….. Blandt civiliserede mennesker giver had mellem familie sig sædvanligvis udtryk i, at der bliver sagt ting, som ville tage sig fuldstændig uskyldigt ud på papiret (ordene er i sig selv ikke stødende); men som bliver sagt i en sådan tone eller i et sådant øjeblik, at de næsten virker som et slag i ansigtet. For at holde spillet gående må du og Gnavhas sørge for, at ingen af disse to tåber måler sig selv med den samme målestok, som han måler den anden med. Din patient må kræve, at alt, hvad han siger, skal tages ganske bogstaveligt og kun dømmes efter ordene i sig selv, mens han samtidig dømmer alle sin moders ytringer efter en yderligtgående og overfølsom tolkning af den tone og den sammenhæng, de bliver sagt i, og den hensigt han tillægger dem. Du må sørge for, at hun bærer sig ligesådan ad overfor ham. Derved kan de skilles ad efter et skænderi begge to overbevist eller næsten fuldstændig overbevist om, at de er helt uskyldige. Du kender nok dette her: ‘Jeg spørger hende bare, hvornår vi skal spise, og så bliver hun aldeles rasende.’ Når de er kommet godt i vane med den slags, har du den frydefulde situation, at mennesker siger noget i den udtrykkelige hensigt at såre og alligevel beklager sig over det, når modparten har følt sig såret.

Hør, fortæl mig også noget om den gamle dames religiøse indstilling. Er hun overhovedet skinsyg over den nye faktor i hendes søns liv. Er hun i det hele taget såret over, at han af andre og så sent har lært det, som hun mente, hun gav ham så god lejlighed til at lære, da han var lille. Synes hun, han gør en vældig ståhej ud af det, eller at han ‘kommer igennem’ på meget lette vilkår? Husk den ældste broder i Fjendens historie (red. lignelsen om den fortabte søn).

-Din hengivne Onkel Fangegarn”

For sammenhængen mellem reformationen og Islam: Læs Ref. og Islam.

Om kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs Livshistorie og “Large-group Psychodynamics and Massive Violence”.

Om massepsykose, Ebony & Ivory.

Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik.

Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne.

Om Primary Objectification og Projektiv identifikation.

Om Ytringsfriheden set fra en anden vinkel.

Om basale hjernefunktioner: Læs Reptilhjernen og Hukommelsen.

Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP.

Krigen mod terror stimulerer terroren.

Cleopatra’s Cat:
Cleopatra’s favorite cat
Got his hands on Caesars spats
The heat was on as you could see
So he front ‘em to mark anthony.
Said, my girlfriends cat is smarter than me.

Caesar had an eye for clothes
He saw them spats and said, I like those.
Caesar had no thing to say, except,
Jesu Christi domine,
Et tu, brute,
Jesu Christi domine,
Et tu, brute.

The senate tried to sympathize
It was the cat they should despise
Informant told his whereabouts
Centurions to seek him out

Centurions! there go the centurions.

Brutus had to turn his head
When this cat done went and said,
If he’s got this thing for shoes,
He just might be ambitious, too.
They got holidays all in his name,
And all a tyrant needs is fame.
Those fascists dont play pretty games
Egypt is the place to be…
But Rome is a democracy.
Rome!

Caesar never got them back
cause they killed his ass in the second act.
Brutus spoke, then anthony:
Said, my girlfriends cat is smarter than me.
Friends, romans, cant you see
My girlfriends cat is smarter than me
Egypts biggest rivalry:
Cleopatras cat and me.

(1) “Fælleserklæring udsendt af otte dansk-muslimske organisationer efter konferencen “Sikkerhed og samarbejde” afholdt i København den 24. september 2005:
“Islam lærer muslimer, at uretfærdighed i hvilken som helst forstand, hvad end i form af terrorisme, tortur eller drab på uskyldige mennesker uanset tro, race, køn eller nationalitet er de største forbrydelser. Retfærdighed for enhver, godhed mod enhver og fred for alle mennesker er hvad islam lærer muslimer og andre, som lytter med åbent sind og forstår dens budskab.
Det er en vigtig forudsætning for at kunne være med til at skabe så stor sikkerhed som muligt herhjemme og dermed forebygge ikke bare eventuelle terrorhandlinger, men også de mulige angreb på muslimsk-danske borgere der vil komme som følge af en sådan terrorhandling i Danmark, at relevante muslimske organisationer og relevante danske myndigheder rækker hånden ud til hinanden i et konstruktivt samarbejde.”

(2) “Ingen troende, hverken magthaver eller teolog har nogen form for monopol på sandheden, og selv om nogle har prøvet på at tilrane sig det ved hjælp af politisk magt – med ayatollah Khomeini som det bedst kendte eksempel i moderne tid – har de aldrig i praksis kunnet opnå nogen form for officiel eller blot vedvarende massepopulær godkendelse. At ville have eneret på sandheden ville i sig selv være dybt uislamisk, idet det ville være at påregne mennesket en guddommelig egenskab og dermed udøve islams værste synd, nemlig at give Gud fæller i magten.”

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry209321.html

Der var engang en tænketank…

Den fungerer lidt ligesom Joakim Von Ands pengetank. En masse penge flyder ind, men der bliver ikke spyttet noget værdifuldt ud i den anden ende. Der er naturligvis tale om CEPOS. Og jeg har de enkelte medlemmer af CEPOS stærkt mistænkt for at læse for mange jumbobøger… (det vender vi tilbage til). CEPOS beskæftiger sig med prognoser. Men CEPOS leverer også ammunition til et håbløst hylekor af unge neoliberalistiske tågehorn, som uden at tænke én eneste selvstændig tanke blot memorerer alt det værdiløse bavl, som kommer i en lind strøm fra tænketankens ‘kloge’ hoveder. Men hvad ligger egentlig bag?

Lad mig først takke Peter Lerwick Theisen for en glimrende research uden hvilken denne artikel og store dele af teksten ikke ville være blevet til.

Jo altså disse unge løver fra VU, KU og lignende observante fantasi-kuvøser »…Når jeg skriver løver, så er det nok mere relevant at danne det mentale billede af en barberet perserkat…« har det med stolt at henvise til navngivne CEPOS-professorer som eksempelvis David Gress. Det er allerede afsløret, at David Gress pryder sig med lånte fjer, når det kommer til ‘fine titler og stillinger’, som afsløret af mag. art Arno Victor Nielsen i Information (Information 11. april 2007). Det er, hvad CEPOS-folkene selv vil have folk til at tro på. Når det kommer til hylekoret af unge bejlere, står det imidlertid ikke bedre til med troværdigheden, når der skal fortælles om CEPOS’ selvprofilerede litterære meritter. Her er hvad en af de unge løver, som blogger på nettet, vil have folk til at tro. Han titulerer sig selv Anders FoghV:

”I blandt CEPOS stifterne, er der nogle meget dygtige mennesker. Bl.a. David Gress som for nogle måneder siden modtog prisen for bedste bog leveret af en tænketank”. (1).

Bemærk: Det fortælles ikke at ”prisen” er givet af en neoliberal tænketank, der tilhører samme netværk og paraplyorganisation som CEPOS (tværtimod påstår ANDERS på egen blog (1), “at den er givet af et uafhængige bedømmere”).

CEPOS har udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det prætentiøst påstås, at ”Gress har fået ’prisen’, som bedste bog udgivet af en tænketank”. Jeg tillader at henvise til Fraser Institute, hvoraf det noget mere ydmygt angives, at de har givet for 5.000$ bistandshjælp til David Gress. Og bistandskategorien hedder blot ’Young Institutes’ – ikke bedste bog fra en tænketank. Og at der er andre bistandsklienter, der også har fået samme beløb. For at ingen skal være i tvivl, linker jeg direkte til siden, der dokumenterer begge dele (2). Men det er langt fra det værste. Den såkaldte ”pris” er givet at et panel af ”dommere” i Atlanta, Georgia. Hvordan, de har båret sig ad med at vurdere makværket, er en gåde, da bogen kun foreligger på dansk (3) og (4) og det er altså ikke et sprog der læses og tales af mange mennesker uden for landets grænser og næppe af en eneste i ”dommerpanelet”. (4) Som det fremgår af linket, er dommerpanelets kendskab til dansk på niveau med mit kendskab til serbo-kroatisk. Havde der eksisteret en udgave på engelsk, var der ALDRIG kommet en dansk udgave. Eftersom der er 700 millioner mennesker, det taler engelsk og kun 6 millioner, der taler dansk, er afsætningspotentialet i en engelsk-udgave mindst 115 gange større.

Tilbage til den unge løveblogger fra VU, som kommer med følgende både indsigtsfulde og så vældigt intelligente udsagn:

”Kunne det tænkes, selv af dig at tænketankene har fået den på engelsk, men den ikke er i boghandlene på engelsk??????”

og en sand genistreg:

”Det skulle være underligt, at de ikke har læst den når de ligefrem kan skrive rosende kommentarer til den” (komiteen).

Havde vores ungdommelige VU-løve ulejliget sig med lidt research, ville han have opdaget, at det ikke er noget krav, at kandidater til bistandshjælp hos Anthony Fisher indsender bogudgivelser på engelsk. Hvorfor også ulejlige ’husets venner’ med det. Derimod beder de selvfølgelig om et kort resume på engelsk. Ellers kan man jo ikke skrive alle de floromvundne floskler, som ledsager bistandshjælpen. Her er, hvad der står om Anthony Fisher subsidierne på hjemmesiden:

”Each application must consist of (a) a letter of nomination from the research institute’s director explaining why the publication deserves to win a Fisher Award (note: the nominating letter must be submitted in English, even if the entry is produced in another language), (b) two copies of the nominated publication, and (c) up to 20 pages of supporting material, such as letters, press coverage, etc. (can be in any language)”.

Så mon der ikke snarere er tale om en ”vennepris” til en af menighedens disciple. For hvis det ikke er tilfældet, bliver det rigtig, rigtig, rigtig slemt. Fraser Institute har også nogle tilknyttede, nationale støttecensorer (adjunct judges), placeret rundt om på verdenskortet. Og minsandten. Også en i Danmark. (se ovenstående link 4, nederst). Han hedder Peter Kurrild-Klitgaard. Hvem søren er han? Jo, han står da anført som medarbejder. På CEPOS’ hjemmeside! Gad vide om han ligefrem deler kontor med David Gress? I virkelighedens verden er det vel nærmest er at betragte som religiøs/ideologisk netværks-incest!  Det er jo ikke så svært at kommunikere med sin egen repræsentant i Danmark (Klitgaard), som sjovt nok også sidder i CEPOS (en interessekonflikt, som ville være fyringsgrundlag i eksempelvis sundhedssektoren).

Peter Lerwick Theisen slutter af med at skrive: “Faktisk er Kurrild-Klitgaard slet ikke dum. Ren fagligt går han for at være en rigtig god underviser på Kbhs. Universitet. Og jeg har hørt ham som kommentator af amerikansk politik. Her er han kvalitativt milevidt over TV-stationernes metervare af kommentatorer. Selvom hans tilknytning til landet ‘overthere’ er senere end mit, kan jeg – på de områder hvor jeg har en vis indsigt tilbage – godt se, at hans politiske, sociale og kulturelle indsigt er meget høj.”

Alligevel undrer det mig meget, at han så lader sig trække ned i den mudderpøl som efterhånden udgør den højt besungne tænketank CEPOS, men hver mand sin smag. Jeg tror hverken at CEPOS eller den amerikanske moderorganisation er specielt glade for den publicity de får af fåreflokken og det brægende hylekor. Specielt ikke når det medfører, at nogle mennesker sætter sig ind i, hvor uredeligt CEPOS omgås sandheden.

”Der er ingen tvivl om at CEPOS består af nogle meget kloge mennesker. Det vil I bare ikke indrømme….” (ANDERS).

Og så er vi tilbage ved Jumbobøgerne… Er David Gress’ værk i virkeligheden en hidtil ukendt kopi af Grønspættebogen, som han har udstyret med en anden titel og nu forsøger at tage æren for? CEPOS er lidt som de tyske skræddere i ‘Kejserens Nye Klæder’ (eventyret af H.C. Andersen). Man pryder sig med lånte fjer og foregiver at levere en vare, som i bedste fald er baseret på løgn og latin.

You spin me right ’round baby right ’round like a record baby right ’round right ’round…

I serien af boganmeldelser kan du også læse om Richard Dawkins og The Selfish Gene.

Citat: “Gennem vores analyser har vi set, at CEPOS producerer to typer tekster. Den ene type er præget af etos- og patosappellerne og karakteriseret ved, at der er arbejdet med sproget, så det bliver levende, letlæseligt og nærværende. Med andre ord: tekster der kan læses mellem to S-togsstationer eller i ministerbilen, som Elbjørn formulerede målsætningen. Et generelt træk er, at pointer fremsættes som kategoriske modaliteter og slås fast ved gentagelser. Dette er en tendens vi kan se også i tekster, som vi ikke har underkastet en tekstnær lingvistisk analyse. I de to tekster, vi har analyseret i kapitel 5, har vi derudover konstateret, at der fremsættes påstande, hvis hjemmel står uden rygdækning. Der er naturligvis ikke basis for at generalisere ud fra to tekster, men vi finder det bemærkelsesværdigt og problematisk, specielt fordi påstandene fremsættes med høj affinitet. Disse tekster er præget af kreativ diskursiv praksis, og det er gennem dem, at CEPOS søger at skabe diskursiv og sociokulturel forandring.” (5)

Så vi har altså mindst to tekster, én fra hver af de herrer Ågerup og Klitgaard, hvor det er konstateret, at der fremsættes påstande, hvis hjemmel står uden rygdækning, og hvor man finder det bemærkelsesværdigt og problematisk, specielt fordi påstandene fremsættes med høj affinitet. Tankevækkende…

Og jeg vil godt sige til jer små unge lømler fra VU:

“The Origins of Wealth has become a national bestseller, praised in reviews as a bold and innovative intellectual approach to controversial issues. Since its launch in May 2007, it has been republished in a second edition to meet public demand.

A Fisher Award judge remarked, “The Origins of Wealth is a very well-written, original, accessible and stimulating book with a wide potential audience in Denmark as well as in other countries. It explains the origins of wealth in terms of the historical evolution of culture, norms and institutions, in particular private property rights, free trade and state pluralism. A very good winner.”

Denne tekst er typisk for, hvad der medsendes som det obligatoriske resumé på engelsk af ansøgere. At det nok også er tilfældet, røbes af reklamebrølet – den er en ‘national bestseller’. Dokumenter dét. Kom med tal for solgte eksemplarer.

(1) ”Velstandens kilder”. Bogen har fået flotte priser fra uafhængige og liberale institutter”.

(2) Fischer Awards. Best Think Tank Publications.

(3) ” CEPOS overvejer nu at udgive en engelsk udgave af bogen”. Fra CEPOS hjemmeside.

(4) Dommerpanelet.

(5) Kilde: Roskilde Universitetscenter
Master i Professionel Kommunikation, modul 2
Et par borgerlige ord fra CEPOS
– diskursanalyse af politisk kommunikation
af: Anne Gregersen • Erwin Næs • Lisbeth Moliin • Michael Vitell • Trine Boe Christensen
maj 2006.

“Vi har udvalgt to tekster til analyse, som begge er skrevet af personer, der står
bag CEPOS:
• Tekst 1, “Ti sunde principper for god politik”, er en kronik skrevet af Peter
Kurrild-Klitgaard i anledning af CEPOS’ officielle åbning (Berlingske Ti-
dende, 9. marts 2005). Peter Kurrild-Klitgaard er bestyrelsesmedlem og
medstifter af CEPOS.
• Tekst 2, “Fællesskabet bygger på individets ansvar”, er en kronik af
CEPOS’ direktør, Martin Ågerup, ligeledes skrevet i anledning af den offi-
cielle åbning af CEPOS (Jyllands-Posten, 10. marts 2005).”

http://www.mpk.ruc.dk/tekster/2006_modul2_diskursanalyse.pdf

Heste, videnskab og ateisme…..

En af vore to udsendte i felten har opsnappet følgende fra videnskabens faktaomvundne verden:

»Standardmålet mellem USA’s jernbaneskinner er 4 fod 8.5 tomme, svarende til 1435.1 mm. Det er i høj grad et besynderligt mål.

Hvorfor har man brugt dette mål? – Fordi det brugte man i England, og engelske eksperter byggede de første amerikanske jernbaner.

Hvorfor byggede englænderne dem sådan? – Fordi de første jernbaner blev bygget af de samme som byggede de første sporveje, og det var det mål man brugte her.

Hvorfor brugte de så det mål? – Fordi de folk der byggede de første sporveje brugte de samme redskaber og værktøj som man brugte til at lave kareter med, og de havde den hjulafstand.

Okay ! Hvorfor havde kareterne den specielle hjulafstand? – Fordi hvis man brugte andre mål ville hjulene brække sammen på de ældre engelske landeveje, fordi det var målet på hjulsporene.

Hvem byggede så disse gamle veje med hjulspor? – De første blev bygget af romerne til deres legioner, og de er blevet brugt lige siden. Og hjulsporene? – Romerske stridsvogne lavede de første hjulspor, som alle havde den samme hjulafstand, og her har vi så svaret på det oprindelige spørgsmål.

Standardmålet mellem USA’s jernbaneskinner på 4 fod 8.5 tommer stammer fra specifikationen på en romersk stridsvogn. Specifikationer og bureaukratiet lever evigt. Så næste gang du modtager en specifikation og spekulerer på hvilken hesterøv den er kommet ud af, så har du fuldstændig ret. Fordi de romerske stridsvogne var lavet så de havde samme mål som bagdelen på to stridsheste.

Og nu fordrejningen af historien…..

Der er en interessant forsættelse, forlængelse om målene på jernbaneskinner og hestes bagdele. Når du ser en rumfærge, parat til opsending, ser du to boosterraketter på siden af brændstoftanken. De er lavet af Thiokol, hvis fabrik ligger i Utah. Ingeniørerne som designede dem havde foretrukket at de var lidt tykkere, men de skulle med tog fra fabrikken til opsendelsesstedet.

Jernbanen fra fabrikken løb gennem en tunnel i bjergene, og boosterne skulle kunne gå gennem den tunnel. Tunnelen er en anelse bredere end jernbaneskinnerne, som har samme bredde som røven på to heste.

Så designet på verdens mest avancerede transportmiddel er bestemt af bredden på en hesterøv.«

Jamen er det ikke mageløst!! Logistikken har forsynet verden med en dumhed, som går stik imod enhver sund fornuft. Og her troede jeg, at det – ifølge alverdens ‘ateistiske videnskabsfolk’ og deres forskellige fanatiske fangrupper – kun var religion, som var istand til slige sager.

Dolph tager over: Vidste du, at en hestehjerne er på størrelse med en kastanje? En Kastanje, Wulff!!

Som vor udsendte udtaler: “- Nu har der været en veritabel ordkrig mellem videnskab og religion. Rød og blå stue. Fornuft og idioti.
Den har vi fulgt på afstand, næsten da – Fænomenet kommer ind fra den liberale side, den ny abeisme direkte fra skoven. Ikke at vi syntes dårligt om liberale; ingenlunde. Men denne type opfører sig, som var det første gang, de er nede fra træerne.”

og videre: “Hvis det lykkedes at komme lidt tæt på løber de op i træerne igen; råbende og holder sig for ørene.”

Feltstudiet fra vore udsendte viser, at Ateisterne ligesom aberne er bange for at komme ned fra træerne. Der kunne jo være noget farligt dernede i skoven. Jeg er sikker på, at hvis det stod til ateisterne, så ville de rydde hele skoven – ja enddog selv om det medførte, at de skulle skære den gren over, som de selv sidder på.

http://blog-dyn.tv2.dk/blogbuster/

http://blog.tv2.dk/nitakrist/

Trafikdrab… For en gang skyld…

…vil bystyret i København gøre noget, som ikke ret mange kan være uenige i det fornuftige i – nemlig begrænse den tunge lastbiltrafik i den centrale del af København til gavn for borgernes helbred.

Man må i den forbindelse stille sig fuldstændigt uforstående overfor kynismen fra regeringspartierne, som vil lave en særlov med det formål at forhindre københavns kommune i at forbyde tung lastbiltrafik. Har de ingen respekt for de efterladte til de mange dødsofre for højresvingsulykker? Nu er det her jo ikke nogen ny situation. Mange mennesker har lidt en alt for tidlig og voldsom død uden at politikerne har kunnet nosse sig sammen til at gøre noget. Nu er man endelig kommet på banen og på vej til at tage et enkelt skridt i den rigtige retning og så skal det forhindres af regeringen…. Det er ren kassetænkning fra VKO. Hvad med at tænke på menneskeliv?

Denne ‘liberale regering’, som ellers ofte nok i forbindelse med at fralægge sig ansvar for diverse negative sager, har udtalt, at kommunerne har deres egen frihed til at styre, som de vil…… Det klinger en anelse hult hr. Thor Pedersen!! (Hvem mindes ikke sidste års folketingsdebat om finansloven….)

Hvor meget er et menneskeliv værd for regeringen? Somme tider skulle man fand’me tro, at Danmark er ved at udvikle sig til en vaskeægte bananrepublik, hvor styret tromler alle humanistiske tiltag uden hensyntagen til de, som betaler den højeste pris. Men nu kan vi så snart føje mord i hjemlandet til regeringens CV. Et af verdens rigeste lande har altså ikke råd til at sætte menneskeliv over ussel mammon? Og hvor er DF henne i den her sag? DF som ved enhver given lejlighed slår sig op på at kæmpe den lille mands sag… Føj for helvede. Deres trafikordfører sad på direkte TV og jokkede rundt i, at det ville forværre forholdene for de forretningsdrivende i København… Utilgiveligt.

Man kan spørge sig selv om vi har råd til at lade være med at indføre sådan et forbud. Efter min mening er ét menneske dræbt i trafikken ét for meget. Når jeg har set og behandlet de mennesker, som har overlevet trafikuheld, så kan jeg kun stå på ofrenes side i det her. Det koster samfundet milliarder at tage sig af folk, som har fået hjerneskader i trafikken.

Og som jeg startede med at skrive, så er det her ikke noget nyt problem. Både vognmænd, regering, cyklistforbund og mange andre har haft årevis til at pusle med en løsning. Man har bare ikke fundet nogen…I den sammenhæng synes jeg ikke, at det er et øjeblik for tidligt, at Københavns Kommune tager sagen i egen hånd. Hvis der kommer et tiltag på bordet, som vil øge sikkerheden væsentligt, så kan man jo altid ophæve forbudet.

Nynazist idømt 16 års fængsel i England…

Det kommer sikkert som et kæmpe chok for mange af de forhærdede nationalister, skabsnazister og DF’ere her i blogland. Men den største trussel imod samfundet kommer ikke fra muslimer eller indvandrere i det hele taget. Her idag blev et pædofilt nazistisk kronraget pragteksemplar idømt 16 års fængsel i England.

Det begyndte med en ransagning i forbindelse med en sag om børneporno og endte med en dom på 11 år for terrorvirksomhed, 12 måneder for besiddelse af børneporno og 4 år for at udgøre en trussel imod samfundet. Ved ransagningen af hans hjem fandt politiet børneporno i stor stil, hjemmelavede bomber gemt under sønnens seng og diverse våben, ammunition og nazistiske genstande. Over sønnens seng hang et hagekors (og så påstår man, at muslimerne indoktrinerer deres børn!!)

En række håndskrevne notater viste, at den engelske nynazist planlagde terroraktioner imod muslimer, sorte, asiater, jøder og politiske hadeobjekter, som lå til venstre for hans eget nazistiske verdensbillede. Der må efterhånden være hamret en stor tyk hegnspæl igennem de højreorienteredes yndlingssammenkædning af nazisme og islam, når nazister aktivt planlægger terroraktioner imod muslimer.

Peter McDonagh fra Leeds Counter Terrorism Unit udtaler at »manden forberedte en racekrig« og beskriver manden som særdeles farlig.

http://news.bbc.co.uk/1/hi/england/7085828.stm

Er jeg den eneste, som synes, at det er helt ude i hampen, når en række DF’ere her på bloggen har besluttet sig for at beskylde venstrefløjen for at være nazister…. Prøv lige at se videoen her og mit eksempel med en nynazist, som planlægger terroraktioner på socialister, muslimer og stort set alt, hvad der kan krybe og gå med en politisk overbevisning, som ligger til venstre for gamle koryfæer som Hitler og Mussolini…. Jeg tror, at højrefløjen har mere at frygte fra deres eget bagland…. Sørgeligt misbrug af hammersymbolet fra ‘The Wall’….

Her er mere info om Combat 18 og Blood & Honour:
http://en.wikipedia.org/wiki/Combat_18
http://en.wikipedia.org/wiki/Blood_%26_Honour

The Hammerskins:
http://en.wikipedia.org/wiki/Hammerskins
http://www.adl.org/learn/ext_us/Hammerskin.asp?xpicked=3&item=15

Da jeg læste om Mats Wahls bog, “Den usynlige”, der udkom den 27. juli 2001, kom jeg uvilkårligt til at tænke på 1. strofe i Halfdan Rasmussens smukke digt “Mennesket”, hvor der står følgende:

Smukt er mennesket som favner;
hæsligt i dæmoners vold.
Vredest tugter den der savner
kærlighed og sammenhold.

Unge fra venstrefløjen jages af nazister: http://stiften.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20071130/AAS/128842903/1002

Søren Krarup udtaler, at Den Danske Forening er vor tids frihedskæmpere: http://www.bt.dk/article/20070319/POLITIK/703190388/0/A

Her er lidt mere info om højreekstremisme i Norden: http://www.redox.dk/spip.php?page=nyhedsarkiv

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry226261.html

Bliver mennesker presset, så er risikoen større for, at de handler ud fra følelser og ikke fornuft. Man kobler de kortikale funktioner fra, som har til formål at dæmpe de følelsesbaserede negative tanker, som udspringer fra reptilhjernen. Således opbygges en ond cirkel, som bliver til en ny ond cirkel, som bliver til en ny ond cirkel, som bliver….. og ender i den cykliske sætning, som afslutter og starter albummet ‘The Wall’: “Isn’t this…” “…where we came in.”: http://snetiger.wordpress.com/2008/01/

http://www.thewallanalysis.com/

Krigen mod terror stimulerer terroren: http://www.information.dk/146236

Det er ikke kun fanatiske muslimer, som kan brænde ambassader af. De ultranationalistiske serbere, som DF støtter, kan også: http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-10526810.html

For folk med hang til jazz…

Her vil jeg gøre lidt reklame for Copenhagen jazzfestival og de koncerter, som min bror skal spille der og på et par andre festivaler. Det bliver helt sikkert øreguf!

Vel mødt!
Copenhagen Jazzfestival:
Fredag d. 4. juli kl. 20, Remembering Billy Strayhorn feat. Thomas Fryland & John Ruocco, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, Valby
Lørdag d. 5. juli kl. 20, Remembering Billy Strayhorn feat. Thomas Fryland & John Ruocco, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, Valby
Søndag d. 6. juli kl. 21, Oldin/Frandsen/Roved feat. Bo Stief, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, Valby
Tirdag d. 8. juli kl. 21, Oldin/Frandsen/Roved feat. Bo Stief, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, Valby
Onsdag d. 9. juli kl. 20, Giorgos Kontrafouris Trio feat. Bob Rockwell, Prøvehallen, Porcelænstorvet 4, Valby
Torsdag d. 10. juli kl. 21, Giorgos Kontrafouris Trio feat. Bob Rockwell, Café Mandela, Halmtorvet, Kbh V
Lørdag d. 12. juli kl. 1830, Thomas Christensen Quartet, Rest. Willumsen, Store Regnegade 26, Kbh K

Århus Int. Jazzfestival:
Mandag d. 14. juli kl. 19, Emma Larsson Quartet, Klostertorvet, Århus C

Ærø Jazzfestival:
Tirsdag d. 29. juli kl. 20 Dr. Drawbars feat. Niels Oldin, Værftet, Ærøskøbing
Torsdag d. 31. juli kl. 20 Dr. Drawbars feat. Mads Matthias, Værftet, Ærøskøbing
Fredag d. 1. august kl. 20 Dr. Drawbars & The Scandinavian Connection, Værftet, Ærøskøbing

Mere Info: http://jacobroved.com

http://www.jazzfestival.dk/EventDetail.aspx?id=75916
http://www.jazzfestival.dk/EventDetail.aspx?id=75926
http://drdrawbars.com/

God sommer til alle. Jeg rejser til Gotland på en uges ferie.

Sådan behandles udenlandske arbejdere i Danmark…

Historien starter i Rumænien 2004, hvor 2 venner er blevet enige om at søge job i Danmark. De får via den enes kæreste kontakt til en landmand i Danmark, som har kontakt til et dansk vikarbureau, som kan skaffe dem papirer til udlændingeservice så de kan få arbejds- og opholdstilladelse.. Så langt så godt. Men de får også at vide, at for at kunne få arbejde i Danmark skal de have status af studerende på en landbrugsskole. Det er dog ikke noget problem, for det kan vikarbureauet ordne for dem. De skal bare skrive under på et stykke papir, hvor der står på dansk (ingen af dem forstår dansk), at de går på en landbrugsskole i Rumænien. Det er ovenikøbet forfalsket således, at det ser ud som om, at de selv har skrevet det. Anyways, de to gør ikke nogen anmærkninger, da lønnen ser god ud og forholdene umiddelbart ikke virker urimelige. Problemet er blot, at de er vant til Rumænske arbejdsforhold. Reelt set betyder dette dokument, at landmanden i de første 2 år af deres ansættelse kan have dem gående som praktikanter til den halve løn. Alene i denne periode bliver de uforvarende snydt for mere end 200.000 kr hver.

I mellemtiden 2005 er den enes søster også kommet til Danmark, hvor hun har arbejdet hos en anden landmand. Efter 1 år stopper hun, der hvor hun arbejder, da hun gerne vil hjem til kæresten i Rumænien. Senere i 2006 kommer hun tilbage til Danmark, hvor hun får job hos den landmand, hvor de 2 andre arbejder. Nu starter møllen igen. Selv om hun har været i Danmark i 2 år allerede, forfalskes der nu nye papirer, hvor det umiddelbart ser ud som om, at hun med håndskrift dokumenterer, at hun går på en landbrugsskole og derfor kan ansættes som praktikant.

Der er en hvis udskiftning af arbejdskraft på stedet, eftersom de fleste bliver fyret efter de 2 år som praktikanter. Derfor er der ingen, som undrer sig over lønnen. Men de to første er dog så god en arbejdskraft, så landmanden vælger at beholde dem. Under den tid møder jeg pigen, bliver forelsket i hende og vi ses over det næste års tid regelmæssigt. Jeg begynder at undre mig over, at deres arbejdstid er meget længere end deres løn rækker til. De har eksempelvis en masse overarbejde og faste aftenvagter, som de slet ikke får løn for. Vi snakker lidt om det, og jeg nævner, at de burde melde sig ind i en fagforening. Men det, har de specifikt fået at vide, er ensbetydende med en fyreseddel.

Der går nogen tid og nu bliver en rigtig praktikant ansat nede fra landbrugsskolen i Odense. Han er også fra Rumænien. Han undrer sig ligeledes over ‘praktikantlønnen’ og spørger arbejdslederen på gården, hvorfor de ikke er med i en fagforening. Svaret lyder, at fagforeninger bruger man skam ikke her, og det skal han holde sin kæft med. De første to, min kæreste og hendes ven, er i mellemtiden blevet fastansatte, fordi landmanden er så glad for dem.

Vi skriver nu 2007 og min kæreste og jeg beslutter os for, at det skal være slut med at rejse hele vejen til Jylland for at ses. Hun vil flytte over til mig i juni 2008. Det fortæller hun landmanden. Og så ruller lavinen. Ved juletid fyrer han min kærestes ven efter tre et halvt år under påskud af, at han ikke har brug for så meget arbejdskraft. Men allerede en måned forinden er han startet på at annoncere efter ‘praktikanter’ til at overtage stillingen. Det vil arbejderne ikke finde sig i, og nu melder de sig ind i fagforeningen 3F i løbet af januar 2008. 3F er meget venlige og vil gerne hjælpe. De har haft vikarbureauet i søgelyset før, ligesom de også er bekendte med landmanden. De har imidlertid ikke kunnet gribe ind tidligere, når ingen af dem har været medlemmer af 3F. Resultatet for arbejderne er, at min kæreste siger op til 1. marts og flytter over til mig i København pr. 1. april, hvor hun nu arbejder. Hendes søster bliver fyret, ligesom en mere bliver fyret. Nu kører sagen imidlertid hos fagforeningen. 3F kan desværre ikke gøre så meget i forhold til den løn, som de er blevet snydt for gennem hele perioden, da de ikke har været medlemmer af 3F. Men man haler et forlig i land, som ender med, at landmanden må af med ca. 400.000 kr. til de fire arbejdere. Alt i alt er parterne tilfredse. Men det kunne have kostet landmanden meget mere, hvis de havde været meldt ind i fagforeningen fra starten.

Hvad mener I om, at man snyder udenlandske arbejdere på den måde? Vi har ovenikøbet en regering, som gør alt hvad den kan for at gøre livet svært for fagforeningerne. Skylder vi ikke overfor de mennesker, som vi inviterer hertil for at arbejde, at vi byder dem ordentlige forhold? Mig bekendt bryster vi os ellers af overfor udlandet, at her i Danmark er arbejdsforholdene fantastiske, og vi har heller ikke noget slaveri. Men midt i alt dette har vi en kartel-lignende gruppe af landmænd, som gennem et ‘vikarbureau’ ejet af nogle af disse landmænd og via stråmænd i Rumænien, Polen, Ungarn og Ukraine hyrer billig arbejdskraft via forfalskede dokumenter til Danmark, hvorefter man kan betale dem en ussel løn og i det hele taget byde på elendige arbejdsforhold, som end ikke den mest desperate danske arbejdssøgende ville røre med en ildtang. Endnu værre er det indenfor byggebranchen, hvor mange særligt polske og tyske arbejdere slet ikke får nogen løn.

I Rumænien hører man kun gode ting om Danmark og arbejdsforholdene her. Så der tror man naturligvis på, hvad der bliver sagt. Man er vel mænd af ære og holder ord. Desværre er det bare ikke sådan, at verden er skruet sammen. En hurtig google-søgning på snyd og bedrag indenfor vikarbureauer viser, at dette langt fra er et enestående tilfælde. 3F kæmper nærmest mod enorme vindmøller, når det kommer til snyd og bedrag fra danske arbejdsgivere. Herfra kan afslutningsvis kun lyde en opfordring til som udenlandsk arbejder straks at melde sig ind i en fagforening, når man kommer til landet for at arbejde, ligesom jeg vil opfordre alle danskere til at støtte fagforeningerne i deres kamp for at skaffe bedre arbejds- og lønforhold for de udenlandske arbejdere, som vi inviterer til Danmark for at arbejde. Regeringens gentagne invitationer og rosenrøde ord om behovet for udenlandsk arbejdskraft klinger i hvertfald noget hult, når man ser, hvordan den så efterspurgte udenlandske arbejdskraft bliver behandlet. Dansk Folkeparti er heller ikke for gode. De har så sent som i november været ude med forslag om at gøre rumænere retsløse i Danmark: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry167452.html?ss

Man savner ganske enkelt lovgivning på området og udvidede beføjelser til fagforeningerne. Altimens sidder vores kære beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, manden som aldrig har arbejdet, på sine hænder. Han vil hellere straffe de arbejdsløse og gøre livet surt for fagforeningerne.

Første resultat af ekstrabladets heksejagt…

En 28-årig mand mødte op til blind-date på Vojens station efter at have chattet med en pige. Resultat var, at han blev overfaldet og tæsket af 4-5 af pigens venner. Det er desværre den dystre bagside af medaljen ved ekstrabladets smædekampagne. Frygt skaber frygt og stimulerer til selvtægt – selv imod helt uskyldige mennesker. Jeg håber, at ekstrabladets såkaldte ’sensationsjournalister’ er stolte af sig selv – intelligens synes i hvertfald at være en by i Rusland på EB’s redaktion, hvis man ikke engang har kunnet forudse det her. Og hvis man har kalkuleret med den risiko, så har jeg ikke andre ord til overs for den fremherskende kynisme og mangel på empati overfor menneskeliv end *Fy for fanden!!!*. Skal det nu være sådan, at man som mand skal til at have et privat vagtværn med på date, fordi man ellers risikerer at blive tæsket?

Som voldsoffer kender jeg godt følelsen af at se sig over skulderen eller blive bange i køen nede i supermarkedet, fordi folk begynder at mase. Som pige kan man tage visse forholdsregler, når man skal på date. Man kan jo sørge for at mødes et offentligt sted på en café eller lignende. Men at bede sine ‘venner’ om at møde op og tæve sin date er simpelthen så grotesk. Planlagt vold… Jeg har ikke engang ord for det. Man skulle tro, vi levede på Chr. d. IV’s tid.

Jeg kan forstå frygten og angsten. Men det her handler om respekt for menneskeliv. Ved at begå selvtægt er man jo ikke en skid mindre afstumpet end den værste pædofile voldtægtsforbryder. Jeg er fand’me glad for, at jeg ikke er aktiv i forhold til dating længere.

Nu vil jeg gøre som Anders Lund Madsen og gå ud og købe noget gær: http://jp.dk/indland/article1323678.ece

Kammerater!!

Så er den gal igen!!

Bent Bendtsen: »Det gode er, at der kommer mere og mere udenlandsk arbejdskraft hertil, for hvor der i 2003 blev der givet knap 4.500 opholdstilladelser til folk, der kom for at arbejde, blev der i 2007 givet næsten 24.000. Men de skulle jo helst ikke blive kede af at være her, for vi har hårdt brug for dem,«

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Jo, men hvad er så det problematiske i den udtalelse? Lad os tage fat ved begyndelsen. Fogh og Ko. har igennem snart mange år ved roret brilleret med udtalelser om, at alle skal arbejde, og senest har mor Karen været fremme med “De skal bare ud og arbejde, så bliver de glade og lykkelige”. Der har været skattelettelser. Der har været støtteordninger til arbejdende børnefamilier, etc., etc… Alt sammen for at stimulere dansken til som en anden flok duracell-kaniner at arbejde mere og mere. Alligevel har det knebet med at finde hænder nok til alt det arbejde. Som Hausgaard messede engang… »Der er altid arbejde nok til dem, som vil arbejde« (tilbage til det senere). Nu tyder det så ovenikøbet på, at danskerne er blevet trætte af alt det arbejde. Ifølge selveste Børsen er der nu 100.000 færre, som arbejder over. Og man kan ikke bare skyde skylden på de dovne ræverøde hunde i det offentlige, for tendensen er ligeså udbredt i det private erhvervsliv. Selv ikke kvinderne kan vi skyde skylden på… Hvad skal vi dog gøre?! Verden er af lave Tante Møghe. Jeg tror, at dansken er ved at nå en smertegrænse for livskvalitet. Penge er ikke alt.

Men jeg lovede jo at vende tilbage til det med de manglende hænder (det skal nu ikke tages bogstaveligt – vi lever jo ikke sydpå i Italien eller et andet sted fuldt af sortsmudskede banditter). Nej… Anders Fogh og Ko. har længe villet importere arbejdskraft udefra – kvalificeret arbejdskraft naturligvis. Ingen ubegavede halenegre til Danmark! Så man giver Pia en hundekiks og lader hende om at vogte grænserne imod de ubegavede efter devisen, at de ubegavede burde vel være bedst til at genkende de ubegavede. Nu er problemet imidlertid, at den slags smitter af. Hvis man jokker i en hundelort, så plejer lugten at følge med. Derfor vil de intelligente udlændinge, som regeringen gør så meget for at bringe til landet (koster ca. en halv million pr. hoved) ikke længere lege med. Når de ankommer til landet, rejser de som regel meget hurtigt hjem igen, fordi de ikke føler sig velkomne hertillands. Ej heller for disse tyder det på, at pengene er vigtigst. De angiver nemlig selv, at det skam ikke har noget med det høje skattetryk at gøre.

Vi har Anders Fogh og Ko. De har længe satset på, at det danske malkestemmekvæg skulle give sit liv til produktionen. Sådan spiller klaveret bare ikke længere. For vi har samtidig givet køb på den gæstfrihed, åbenhed og venlighed, som kendetegnede en udlændings beskrivelse af en dansker for 25 år siden. Når selv erhvervslivet råber op om, at det står meget skidt til, skulle vi så ikke lytte? Ikke bare lytte, men gøre noget? Som i gøre noget NU for at rette op på vores dårlige image ude i omverdenen. Her kommer vi til dig og mig og Anders Fogh og Ko. Se Anders Fogh og Ko. kan lave en samfundskontrakt med det danske malkestemmekvæg om, at man vil til i fremtiden at behandle udlændinge mere anstændigt, og du og jeg kan faktisk også skrive under på, at vi vil smile til den næste udlænding, som vi ser på gaden. Hvem ved?! Måske vi får et smil igen?

Måske vi endda får glæde af noget af den arbejdskraft, som vi mangler, således at det danske malkestemmekvæg igen i fred og ro kan tygge drøv i mark og enge, sådan som vi gerne vil have det, imens nogle udlændinge slaver for os i virksomheder og på hospitaler. Hvis bare vi smiler til dem, så går det jo nok!!

Har vi danskere ikke stået og gumlet meget længe?

http://borsen.dk/okonomi/nyhed/133243/email_overblikformiddag/
http://www.business.dk/article/20080603/okonomi/706030059/

DEN LILLE MALKEKO

(Sebastian, 1979)

Jeg’ den lille malkeko
Jeg skal bare gå og glo
Gå og tygge drøv i mark og enge
Samme foder samme skidt
Uuh jeg tænker tit
Nu har jeg stået og gumlet meget længe

Såd’n er alle mine dage
En ko er en ko til den dør
Eet skridt frem og to til-bage
til der hvor jeg var ligefør
Uhhh… Såd’n er det ofte med køer.

Jeg’ den lille malkeko
Jeg ka’ tænke, jeg ka’ tro
Lige hva’ jeg vil, om så du spurgte
Om jeg føler mig til nar
Får du det samme svar
Jeg si’r alligevel Muuuhh til hele lortet

Såd’n er alle mine dage
En ko er en ko til den dør
Eet skridt frem og to til-bage
til der hvor jeg var ligefør
Uhhh… Såd’n er det ofte med køer.

(live-version)
Jeg’ den lille malkeko
uh ja hvem ka’ tro
At en ko vender om på situationen
Et stks malkestemmekvæg
og strøget bli’r det danske flag
hvis ik’ jeg gi’r mit liv til produktionen

Såd’n er alle mine dage
En ko er en ko til den dør
Eet skridt frem og to til-bage
til der hvor jeg var ligefør
Uhhh… Såd’n er det ofte med køer.

http://www.youtube.com/watch?v=6UAaXo7GTdU&feature=related

Selv vil jeg gå ud og købe mig noget gær: http://jp.dk/indland/article1323678.ece

Danmark er det næstfredeligste land i verden

DF kan godt gå hjem med alle deres forpulede skræmmekampagner. Vi har en justitsminister, som er syg i potten. Hvordan fanden kan man tage fat på at ødelægge så meget godt ved at skræmme ellers fredselskende jyder fra vid og sans med al mulig idioti om vold og ødelæggelse. Fokuser dog på noget mere positivt. Kom ud og nyd solen!

Jeg er af den opfattelse, at højere straffe generelt vil øge hårdhedsgraden af kriminaliteten og dermed effektivt sætte en stopper for, at Danmark også i fremtiden kan være det næstfredeligste land i verden. Og før du kommer ind på alle mulige forsvarstaler, så er verden fuld af eksempler på, at strengere straffe fører til hårdere og betydeligt værre kriminalitet. Det betyder ikke, at der er ting, som ikke kan kritiseres. Men jeg er meget uenig med regeringen og justitsministeren i, hvilke tiltag der skal til for at forbedre forholdene. Det er alt andet lige væsentligt mere positivt og godt for samfundet at fokusere på forebyggende arbejde end at fokusere på straf. Hvilken glæde har samfundet af et menneske, som sidder i fængsel? Hvis vi derimod arbejder imod at skabe et samfund, hvor mennesker har tilbud i stedet for forbud, så tror jeg, at vi får både et mere produktivt samfund og i længden mindre kriminalitet og mere fred. Dermed ikke sagt at man kan forhindre AL kriminalitet. Men man kan gøre meget mere forebyggende arbejde, end man gør under den her regering.

Kort fortalt tror jeg, at ethvert samfund har en hvis andel kriminelle. Uanset hvordan man skruer samfundet sammen, vil der altid være en procentdel, som vil være kriminelle. Hvis vi eksempelvis udviser nogle kriminelle indvandrere, så er der blot nogle andre kriminelle, som vil tage deres plads. Hvad enten disse andre kriminelle så vil være indvandrere eller danskere. Derfor er jeg ikke enig i, at udvisning vil sænke kriminaliteten. Der skal et bedre samfund og en bedre samfundsmodel med mere forebyggende arbejde til. Et samfund hvor flere mennesker er tilfredse med deres liv. Her vil jeg påpege, at det også gælder mht. at smide folk i fængsel i lang tid. Så længe samfundet ikke bliver bedre for de mennesker, som skal leve i det, så vil der blot figurere nogle andre navne på de kriminalstatistiker, som ikke vil ændre sig synderligt. Dermed ikke sagt at folk ikke skal straffes for forbrydelser. Men uden forebyggende arbejde har det altså ingen reel gavnlig effekt på samfundsudviklingen bare at forhøje straffene.

Jeg kiggede lidt på en mordstatistik pr. år for Danmark i de sidste 60 år. Den har været MEGET stabil i forhold til andre lande. Lavest i sidste halvdel af 50′erne og 60′erne så vidt jeg husker. Men kun marginalt. Ellers har den ligget omkring de 40 – 50 i gennemsnit de sidste 60 år. Det er da stof til eftertanke, når man sætter det i relation til det, jeg skriver ovenfor. Opklaringsprocenten for mord i Danmark i de sidste 60 år har desuden også ligget stabilt på over 90% år for år. Så overvågningskameraer eller ej, så er opklaringsprocenten i Danmark meget høj og har altid været det. Men det er da fint nok med mig at smide kriminelle indvandrere ud efter afsonet straf. Det har jeg ikke noget problem med. Det løser blot ikke vores problem med de ca. 40 – 50 mord, der begås i Danmark på årsbasis.

Ser man på mikroperspektivet, så er det klart, at en morder fanget og en morder i fængsel altid vil være godt for statistikerne. Men ser man i meso- eller makroperspektiv, så figurerer man jo allerede som morder i statistikerne, hvis det er årsagen til, at man sidder i fængsel. Hvorimod man ikke ville figurere i statistikerne, hvis man var så tilfreds med sit liv, så man ikke begik mord. Forebyggende arbejde vil i meso- og makroperspektiv derfor altid have en større effekt på statistikerne end straf.

Dokumentation: her.

Fogh og fåreflokken

Fogh: I er medlemmer af regeringen og partiet venstre. Men som liberal respekterer jeg naturligvis, at alle er forskellige og har ret til individuelle holdninger. I har ret til jeres egen mening.

Pia K.: Og hvis I ikke kan huske hvad den er, så står den i kap.5 i det materiale, vi i “Partiet” har sendt rundt.

Evangeliet af Ribe Stift, Kapitel 5
Som introduktion anbefales det at læse kapitel 1.

Bjergprædikenen

Da Anders så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

Saligprisningerne

»Salige er de rige ‘yuppier’,
for jorden og al ejendomsværdi er deres.
Salige er de, som skider på andre,
for de skal ej trøstes.
Salige er de hovmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de kommunistforskrækkede, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes med de rødes blod.
Salige er de ubarmhjertige,
for de skal have den største belønning.
Salige er de rene af hjertet egocentriske,
for de skal se Mig.
Salige er de, som starter krige,
for de skal kaldes Georg’s børn, og dem vil vi gerne lege med.
Salige er de, som forfølges på grund af overdreven rigdom og ødselhed,
for jorden og al ejendomsværdi er deres.

Salige er I, når man på grund af Pia håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor; således har
man også forfulgt profeterne før jer.

Jordens salt og verdens lys

Jeg er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af kommunister og socialdemokrater. Jeg er verdens lys (Ja, og Pia). En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal mit lys (Ja, og Pias) skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og gladeligt betaler jeres hotelophold, taxaregninger og dyre middage, imens de priser jeres fader, som er i statsministeriet.

Om loven

Således skal I sige til journalisterne: “Tro ikke, at Anders er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Anders er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.” Men sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel bestå af loven, før alt socialistisk smagsdommeri, rundkredspædagogik, socialhjælp og velfærd er totalt udryddet! Jeg hader velfærd! Den, der bryder blot ét af de mindste bud (se nedenfor) og lærer mennesker at støtte og hjælpe hinanden, skal kaldes ræverød 68′er og sendes retur til Irak! Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Venstre og finde opbakning fra “Partiet”. For jeg siger jer: Hvis vores retfærdighed ikke langt overgår de
skriftkloge smagsdommere og ræverøde farisæeres, kommer I slet ikke ind i statsministeriet (æv-bæv, bu-hu Helle Thorning!).

Om vrede

I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på muslimerne, de fattige, socialdemokraterne og SOSU’erne skal kendes uskyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til disse, skal kendes uskyldig af “Partiet”; den, der råber: “Tåbe!” efter de røde skal ophøjes til evig glorificering. Når du derfor bringer din gave til skatteministeriet og dér kommer i tanker om, at en fattig sjæl har noget mod dig, så lad din gave blive ved skatteministeriet og gå først hen og tag alt hvad den fattige ejer; så kan du komme og bringe din gave og hans. Skynd dig at blive enig (om nødvendigt med magt) med din modpart, mens du er ved ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Han må aldrig sande, at han er blevet snydt. I uvidenhed lever den slags nu engang bedst. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

Om ægteskabsbrud

I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde vort ægteskab med “Partiet”.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på et andet parti end “Partiet”, har allerede begået ægteskabsbrud med “hende” i sit hjerte. Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig (eller gå hen i den nærmeste svømmehal og kig på små piger i stedet); for jeg er bedre tjent med, at et af mine medlemmer går tabt, end med, at hele mit legeme kastes for den hellige fårefloks inquisitoriske brægen. Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så benægt det og kast skylden på de ræverøde socialister; for du er bedre tjent med at beskytte inderkredsen af medlemmer, end at hele dit legeme kastes for den hellige fårefloks inquisitoriske brægen.

Om skilsmisse

Der er sagt: ›Den, der skiller sig fra “Partiet”, skal give “hende” et
skilsmissebrev.‹ Men jeg siger jer: Enhver, som skiller sig fra “hende”, forvolder, at der begås ægteskabsbrud med “hende”, og ve den, der gifter sig med en anden kvinde, thi han begår ægteskabsbrud og må bære betegnelsen ‘kætter’ og for evigt være underkastet den hellige fårefloks inquisitoriske  brægen.

Om at sværge

I har også hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke sværge falsk,‹ og: ›Du skal holde, hvad du har svoret overfor “Partiet”.‹ Men jeg siger jer: I må slet ikke sværge, hverken ved statsministeriet, for det er min trone, eller ved Partiet, for det er “hendes” fodskammel, eller ved Jerusalem, for det har Søren Espersen sagt. Du må derimod gerne sværge ved dit hoved, for du kan bøde med det, hvis du begår fejl. Thors økse er altid slebet. I jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej; men et ja må godt være et nej og et nej må godt være et nej, hvis i taler til socialdemokrater, SOSU’er, fattige og muslimer.

Om gengældelse

I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jeres bedste. Men slår en socialdemokrat, fattig, SOSU eller muslim dig på din højre kind, så slå igen. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din ejendom derfor, så lad ham også få af samme mønt. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil og derefter stå til ansvar, så ring til Anders Fogh, så løber jeg fra det hele. Giv den, der beder dig absolut ingenting; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig – tag hellere alt hvad han ejer og giv det til skatteministeriet.

Om fjendekærlighed

I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske mig, “Partiet”, (ja også dig Pia), Venstre, selv de konservative og ellers hade dine fjender.‹ og det er sandt! Men jeg siger jer yderligere: Had de ræverøde pædagoger endnu mere og straf dem, der forfulgte jer som børn med rundkredspædagogik og sanglege! Tak mig for at jeres børn ikke længere skal udsættes for andet end Berthels disciplin, kæft, trit og retning; for han lader sit lys stå op over onde og gode og lader de retfærdige glædes over at regne matematikopgaver og de uretfærdige blive forhørt i kælderen. Hvis I kun elsker jer selv, “Partiet” og mig, kan I vente store belønninger? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres partifæller og “Partiet”, hvad særligt gør I så?  I gør mig stolt! Så vær da fuldkomne, som jeg (jaja, også dig Pia) er fuldkommen!«

Mvh A. Fogh

(1. revision DF’s sekretariat ‘overvåget’ og ratificeret af Pia).

Tillæg: De ti bud.

1. Du må ikke have andre Guder end mig og “Partiet”.

2. Du må ikke misbruge mit navn – eller “Partiets”.

3. Du skal holde arbejdsdagen hellig.

4. Du skal ære din far og din mor, men kun hvis de er tilhængere af “Partiet” og mig.

5. Du må ikke slå ihjel – men fattige, socialdemokrater, SOSU’er og muslimer er i status som ræve under en rævejagt. Jag dem ud af deres huler og giv dem et skud hagl eller lad hundene tage dem!

6. Du må ikke bryde ægteskabet med “Partiet”.

7. Du må ikke stjæle; men tag gerne alt hvad de fattige ejer og bring det til skatteministeriet.

8. Du må ikke vidne falsk mod din næste med mindre denne er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim.

9. Du må ikke begære din næstes hus med mindre denne er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim.

10. Du må ikke begære din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til; men hvis din næste er socialdemokrat, SOSU, fattig eller muslim, så red hans hustru, tag hans ejendom og sæt hans folk i arbejde.

Hey You

Abstract: Vi befinder os i et låst hotelværelse. I værelset sidder Pink, en engelsk rockstjerne, som er på turné i USA – for mange optrædener, for mange shows, for meget narko, for meget hyldest – udbrændt. På TV’et kører en af de krigsfilm, som kun er alt for velkendte i Pinks univers af smertefulde minder. Idet vi således bevæger os ind i Pinks univers, følger vi simultant hans opbygning af en mur rundt omkring hans følelser, hvor hvert minde udgør en sten – en faderløs barndom, en dominerende mor, et land, hvis konge signerer hans fars dødsattest med et gummistempel, den overfladiske verden, som følger med stjernestatus, et fremmedgjort kølnet ægteskab, selv den narko, som han vender sig imod i sin søgen efter udfrielse – i muren. Idet hans mur nærmer sig fuldendelse, hver sten yderligere afskærende ham fra omverdenen, bevæger Pink sig i en spiral ned imod og ind i et tomrum af sindsyge, hvor den sidste sten cementeres på plads i Muren. Men i samme sekund Muren står færdig begynder Pink at indse de regressive effekter af total mental isolation, idet han hjælpeløst bliver vidne til, at hans fragmenterede psyke smelter sammen og bliver til indbegrebet af den diktatoriske demagog, som bl.a. var ansvarlig for krigen, som sårede hele verden, dræbte hans far, og derigennem lagde grunden for hans egen selvudslettende tilværelse. Blot én af mange ‘cykler’ i værket. The Wall kulminerer i en selviscenesat indre mental rettergang så storslået som de allerstørste teatershows og ender i endnu et cyklisk budskab i nummeret Outside The Wall: “Isn’t this where…” cd’en starter med “…we came in”, som i sig selv antyder, at ‘The Wall’ ikke er begrænset til kun at handle om Pink. Fortællingen er universel i sin skildring af, hvad der potentielt kan ske med alle, der mister en pårørende, hvad enten man ligesom Waters har mistet sin far i krig, eller på anden måde har manglet en omsorgsperson i en stor del af sit liv. Uanset hvilken æra vi lever i, vil vi altid komme ind i en persons livshistorie, som er påvirket af tabet af en anden i generation efter generation siden civilizationens oprindelse. Når én fortælling slutter, begynder den næste, således også musikken.

Her følger en gennemgang af Hey You, videoen kan ses her:

Pink er færdig med sin mur. Men samtidig med at han afslutter sin mur og synker helt ned i psykosens isolation, går det op for ham, at han må forsøge at finde en vej ud. I et øjebliks klarsyn eller måske en af de perioder, hvor psykosen har sluppet sit tag for en stund, prøver han således at finde tilbage til tidligere historiske stadier af sig selv gennem en slags regressiv selvterapi… For at Pink kan starte en progressiv process må han først regrediere og forstå de mennesker, de begivenheder, og vigtigst af alt – de beslutninger, som har ført til hans nuværende isolation bag muren.

“Hey you, out there in the cold
Getting lonely, getting old
Can you feel me?
Hey you, standing in the aisles
With itchy feet and fading smiles
Can you feel me?”

De første vers refererer til drengen, som er ved at blive gammel alt alt for tidligt. At han er på vej ind i den depressive verden af “Itchy feet and fading smiles.” Spørger om han mon ikke har opdaget, hvad der er ved at ske? Om han ikke kan mærke sit fremtidige jeg? Om han ikke kan mærke, at han allerede er startet på at bygge den mur, som skal føre ham ind i den psykotiske isolation?

“Hey you, don’t help them to bury the light
Don’t give in without a fight.”

Han beder så mindeligt de historiske billeder af sig selv om ikke at opgive håbet og begrave lyset. For som han senere synger i The Trial: “There must have been a door there in the wall
When I came in.”

“Hey you, out there on your own
Sitting naked by the phone
Would you touch me?
Hey you, with your ear against the wall
Waiting for someone to call out
Would you touch me?
Hey you, would you help me to carry the stone?
Open your heart, I’m coming home.”

Pink vender sig imod sit voksne jeg i sin søgen efter hjælp. Den Pink som sidder ved telefonen eller ligger i fosterstilling på sengen – efter at have ringet til sin bedrageriske kone – med alle sine følelser blottet. Selv nu, hvor hans mur er færdig, vender han sig imod sig selv og kalder på den Pink, som sidder med øret mod muren og venter på, at nogen skal svare. Men i sine forsøg på at række ud regredierer Pink tilbage til sin psykotiske tilstand ved i al den psykotiskes egoistiske omnipotens at projicere sig selv ud på hele verden omkring ham. Hans råb om hjælp, i form af at hans tidligere jeg’er skal kunne mærke ham og føle ham, sprænger tidsfornemmelsen (De må jo vide, at han er der). Hans jeg-grænser og hans objekt-subjekt-grænser er i opløsning. Han har intet indre rum, hvor følelserne kan bearbejdes. Nu er han totalt overgivet sine følelsers univers og hvad værre er: Hans følelser og tanker kan i Pinks univers påvirke og påvirkes af andre. Grænserne imellem den ydre og den indre verden er gået i opløsning. Men tankerne om at føle og røre andre er også interessante, idet de symboliserer det, som Pink aldrig har været istand til i sit liv. Han byggede sin mur på baggrund af den depressives frygt for at føle for – og dermed skade de – som han føler noget for (faderens død), samt sin paranoid/skizoide angst for selv at blive følelsesmæssigt engageret og dermed gøre sig sårbar overfor verdens ondskab. Han skifter konstant imellem at opfatte sig selv som en jesusfigur, som bliver forfulgt og en djævel, som ødelægger alt omkring sig.

Alligevel beder han sine tidligere jeg’er om hjælp med at bære stenen (Sisyphos forbandelse). Igen en reference til at Pink for et øjeblik ikke er hensunket i psykosen, men aktivt søger efter det sted, hvor han kom ind. Han er på vej til det hjem, som han ultimativt har ødelagt. Hans bøn om at åbne sit hjerte, at han kommer hjem, bliver ikke hørt. Det sted, hvor han startede sin vej imod psykosen, forbliver et gådefuldt sted for Pink.

Her eksploderer sangen i en fantastisk guitarsolo. Ligesom den reflekterer over Pinks søgen efter sine tidligere stadier, spejler rytmeguitaren hans forsøg på at genopdage sine rødder ved i bogstaveligste forstand at genoptage det musikalske tema fra starten af albummet, In the Flesh? m.fl.

“But it was only fantasy.
The wall was too high,
As you can see.
No matter how he tried,
He could not break free.
And the worms ate into his brain.”

For Pink, såvel som lytteren, bliver det en brat opvågnen, da psykosen igen har genvundet fuld kontrol. ‘Fortælleren’ vender tilbage kun for at fortælle, “at det bare var en fantasi, muren var for høj, han kunne ikke slippe fri. Og ormene åd sig ind i hans hjerne.” Muren lever op til sit foremål og lukker virkeligheden ude, samtidig med at den fastholder Pink i den forvrængede psykotiske indre virkelighedsopfattelse. Muren / psykosen forhindrer simpelthen Pink i at se den virkelighed, som alle andre er en del af. ‘Ormene’ er en typisk psykotisk vrangforestilling / hallucination. Som Waters selv siger i sit 1979-interview, er ormene et symbolsk billede på opløsning og forfald. Her spejler musikken igen de metaforiske begivenheder i historien, idet introduktionen af ‘ormene’ i verset følges af en ildevarslende insisterende summen og svirren, som presset ned over det hjemsøgende guitar riff, giver et iørefaldende og uhyggeligt billede på nethinden af, hvordan en horde af metaforiske orme og maddiker æder sig ind i Pinks forfaldende selv.

“Hey you, standing in the road
Always doing what you’re told,
Can you help me?
Hey you, out there beyond the wall,
Breaking bottles in the hall,
Can you help me?
Hey you, don’t tell me there’s no hope at all
Together we stand, divided we fall.”

Men selv her i det yderste forfald vender Pink sig i sin søgen imod den ydre verden. Hvad han ikke indser er, at det er den psykotiske forvrængede indre virkelighed, han henvender sig til. Sin egen forstyrrede nihilistiske opfattelse af andre mennesker. Han misser fuldstændigt den centrale kerne, som ligger i de sidste to linjer i sangen – nemlig – opfordringen til ikke at glemme håbet om ‘recovery’. I Waters univers er der altid et håb: “together we stand, divided we fall.” Løsningen er, at muren falder, når vi står sammen (together we stand). – Men i Pinks univers bliver den sidste linje til: “divided we stand, together we fall.” Hvordan skulle Pink ellers kunne retfærdiggøre opførelsen af sin mur? Selv om “we fall” gengives som et ekko gennem tomrummet bag Pinks mur, går det ikke op for ham i hans nuværende sindstilstand, at her ligger nøglen til at komme ud af psykosen igen. For hvis han river muren ned, falder hele verden jo med muren – og altså også Pink. Pinks mur vil altså blive stående indtil han indser og erfarer vigtigheden af de ord, som han lige har sagt. “Together we stand, divided we fall.”

Som en norsk psykiater (Haugsgjerd) skriver, så er psykosen illustreret ved den svigtende evne til at udholde psykisk smerte i kontakten med andre mennesker. At gå ind i en psykose kan altså være en slags mental forsvarsreaktion overfor en iboende skrøbelighed. Man spalter sanseapparatet for smerte fra, fordi man ikke har noget rum at opbevare den i. Kun gennem at genopbygge den trygge relation til andre mennesker kan Pink træde ud af psykosen. Det sker ved at bryde ud af isolationen og søge hjælp i den virkelige verden. I The Final Cut, efterfølgeren til The Wall, ser vi også Pink på et psykiatrisk afsnit, ligesom vi allerede i slutningen af Nobody Home ser det samme kig ind i fremtiden, som Pink i ‘Hey You’ ønsker sine tidligere versioner i stand til.

Mere om psykologi:
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry205656.html
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry173239.html?ss

Mere fra The Wall:
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry211712.html
http://thewallanalysis.com/

-Tak til min mor og Bret Urick for samtaler og inspiration, samt for introduktionen til forelæsningsrækken i psykologi fra DSPP: Forelæsningsrækken.

Alt ovenstående står fuldstændigt for min egen regning. Det er min egen analyse og mine egne fortolkninger, som ligger til grund, selv om jeg har hentet inspiration fra de tre hovedskoler indenfor udviklingspsykologien.

“Large-group Psychodynamics and Massive Violence”

Den tyrkiske psykolog Vamik D. Volkan opstiller bl.a. flg. 20 punkter for regression i store samfundsgrupper:

1. Gruppens medlemmer identificerer sig med gruppen og mister deres individualitet.
2. De følger og dyrker lederen blindt.
3. Gruppen deles i et ‘godt’ segment, der følger lederen, og et dårligt segment, der opfattes som forrædere.
4. Der skabes en skarp opdeling mellem ‘os’ og ‘dem’ – fjenden.
5. Gruppens tros- og moralsystem bliver i stigende grad absolutistisk og straffende overfor selv lettere afvigelser.
6. Der forekommer massive fælles stemningsskift, fra delt begejstring over depression til fælles paranoide forventninger.
7. Man er parat til at gøre hvad som helst for at opretholde den fælles identitet.
8. Benytter i stigende grad magisk tænkning.
9. Nye eller reorganiserede gamle fælles ritualer udvikles til beskyttelse af gruppeidentiteten.
10. Udvalgte triumfer og traumer reaktiveres og resulterer i tidskollaps.
11. Ledelsen etablerer et mellemrum i den historiske kontinuitet og udfylder dette med elementer som “ny” nationalisme, etnisk følelse, religiøs fundamentalisme eller ideologi, ledsaget af “ny” moral og en “ny” historie der renses for uønskede elementer.
12. Gruppens symboler ophøjes til protosymboler.
13. Fjenden fremstilles i stigende grad dehumaniseret ved brug af symboler med stadig færre menneskelignende træk: fra dæmoner til insekter, bakterier og ekskrementer.
14. Man oplever geografiske eller juridiske grænser stadig mere konkret som en ‘anden hud.’
15. Gruppen fokuserer på og opgearer de små forskelle.
16. Den basale tillid i familien undermineres og der skabes en ny type familiehieraki og -moral.
17. Gruppen bliver fikseret på begrebet blod og en renset eksistens.
18. Gruppen bliver optaget af adfærd, der symboliserer renselse.
19. Der opstår tiltagende vanskeligheder med at skelne mellem, hvad der er smukt, og hvad der er grimt.
20. Gruppens omgivelser tager efterhånden en gråbrun ‘amorf’ struktur.

Nuvel…. Dette viser for mig, at det, som foregår i mellemøsten, ikke har en døjt med religionen islam at gøre. Det samme foregik her i Europa under nazismen og ligeledes under krigen i Eksjugoslavien. Det foregår stadigvæk, og mange vil nok kunne nikke genkendende til adskillige af disse 20 punkter i forbindelse med dansk folkepartis retorik i det danske samfund. Massepsykosen og gruppedynamikken.

Volkan skriver endvidere om tegn på progression i samfundet flg. punkter:

1. Individualiteten bevares og der opnås evne til at indgå kompromisser uden at det opleves som en trussel mod ens integritet.
2. Nye generationer opdrages med basal tillid.
3. Devaluering af kvinder ophører.
4. Familier og klaner reetableres ligesom andre subgrupper i samfundet.
5. Ytringsfriheden værdsættes.
6. Retfærdighed i institutioner oprettes.
7. Evnen til at diskutere moral og skønhed genoprettes.
8. Evnen til at skelne mellem fantasi og virkelighed og mellem fortid og nutid genoprettes.
9. Interesse for fjendens psykiske virkelighed -rehumanisering.
10. Modifikation af dem/os tænkningen.

I Danmark mener jeg, at vi er med på mange af de progressive punkter; men vi sakker alvorligt bagud, når det gælder punkterne 1, 2 og 6-10. Punkt 1 har jeg med, fordi vi oplever andre samfundsgrupper som en trussel imod vores identitet, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Jeg vil foreslå at læse artikelen: “Demokratiets psykologi”, af Steen Visholm. Her vil jeg ikke på nogen måde tage ham til indtægt for andet end referatet af Volkans 20 punkter for storgruppens regression og de 10 punkter for samfundets progression. De resterende udtalelser er udelukkende min egen holdning og mening, og har intet med Steen Visholm at gøre.

• Steen Visholm: Demokratiets Psykologi, Psyke & Logos
• Sverre Varvin: Fremmedfrykt
• Senteret/Ansatte/Varvin

P.S.: Skal lige tilføjes, at Sverre Varvin, som jeg linkede til, er en norsk psykiater, som har arbejdet med behandling og rehabilitering af traumatiserede flygtninge og asylansøgere i Norge og Nordjylland, ligesom han har skrevet og publiceret flere artikler og værker sammen med Volkan.

• Om kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs Livshistorie og Er der Forskel på æresdrab og jalousimord?
• Om massepsykose, Ebony & Ivory
• Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik
• Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne
• Om Primary Objectification og Projektiv identifikation
• Om basale hjernefunktioner: Læs Reptilhjernen, hjerneforskning, seneste nyt fra hjerneforskningen og Hukommelsen
• Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP

Krigen mod terror stimulerer terroren

Det sidste nye….

Er at nogle jubelidioter fra DF har besluttet sig for, at beskylde venstrefløjen for at være nazister…. Men prøv lige at se videoen her…. Jeg tror, at højrefløjen har mere at frygte fra deres eget bagland…. Sørgeligt misbrug af hammersymbolet fra ‘The Wall’….

Jeg er ligesom Blogbuster overbevist om, at Wilders lortefilm ikke er blevet taget af nettet, fordi Liveleak har modtaget trusler fra muslimer. De har snarere indset, at filmen er et flop og med modtagelsen af nyheden om et kommende sagsanlæg fra Danmarks Journalistforbund, har man febrilsk forsøgt at redde sig i land ved at påstå, at man har modtaget trusler, og at ytringsfriheden bliver knægtet. Det er manipulation af værste skuffe. Jeg håber, at de kommer til at betale en klækkelig erstatning til Kurt Westergaard!

Her er mere info om Combat 18, Blood & Honour, White Pride og The Hammerskins: The Hammerskin Nation.

Da jeg læste om Mats Wahls bog, “Den usynlige”, der udkom den 27. juli 2001, kom jeg uvilkårligt til at tænke på 1. strofe i Halfdan Rasmussens smukke digt “Mennesket”, hvor der står følgende:

Smukt er mennesket som favner;
hæsligt i dæmoners vold.
Vredest tugter den der savner
kærlighed og sammenhold.

Unge fra venstrefløjen jages af nazister: Århus Stiftstidende.

Søren Krarup udtaler, at Den Danske Forening er vor tids frihedskæmpere.

Her er lidt mere info om højreekstremisme i Norden: Redox

Ekstremisme i et psykologisk perspektiv: Fanatismens Grobund og Large-group Psychodynamics & Massive Violence.

Bliver mennesker presset, så er risikoen større for, at de handler ud fra følelser og ikke fornuft. Man kobler de kortikale funktioner fra, som har til formål at dæmpe de følelsesbaserede negative tanker, som udspringer fra reptilhjernen. Således opbygges en ond cirkel, som bliver til en ny ond cirkel, som bliver til en ny ond cirkel, som bliver….. og ender i den cykliske sætning, som afslutter og starter albummet ‘The Wall‘: “Isn’t this…” “…where we came in.”

Det er ikke kun fanatiske muslimer, som kan brænde ambassader af. De ultranationalistiske serbere, som DF støtter, kan også…

Første kvindelige dommer i De Forenede Arabiske Emirater..

En Lovændring har netop banet vej for, at den første kvindelige dommer er blevet udnævnt i De Forenede Arabiske Emirater. Imens Europæerne vælter sig i Islam-kritik, krigsliderlighed, nazistisk propaganda og billeder på nethinden af stenalderagtige muslimske mørkemænd, som terroriserer deres kvinder, står dette som et absolut lyspunkt i kampen for ligestilling og menneskerettigheder. Fantastisk at se hvordan der sker forandringer i positiv retning i Mellemøsten. Kholoud Al-Dahiri skal arbejde i justitsministeriet i Abu Dhabi.

Jeg synes, at vi skal støtte enhver positiv udvikling frem for at bremse den gennem at lægge andre mennesker for had. Der er mange steder i verden, hvor menneskerettighederne ikke overholdes – bl.a. Danmark.

Læs mere her: Fanatismens Grobund

Lys i jeres vinduer…

Vi er nogle stykker, som har tændt lys i vores vinduer for at mindes den tyrkiske dreng, som blev myrdet i sidste uge. I forbindelse med fakkeloptoget inde i Kbh, som foregår lige nu, synes jeg, at I skal tænde jeres stearinlys og sætte dem i vinduet her mellem 20 og 22 i aften. Ligesom dengang Danmark blev frit, må vi stå sammen imod racisme og fremmedhad.

Sådan bliver du medlem af Danmarks største religiøse sekt.

Du skal blot udtale ordene sammen med en repræsentant for sekten:

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Det er lettere end at blive muslim. Vær ikke bekymret for om du kan finde denne sekt. De går ikke af vejen for at husstandsomdele deres religiøse tekster.

P.S.: Når det gælder trosbekendelsen, så skal den ikke være for lang. Sekten risikerer jo, at de potentielle medlemmer begynder at kede sig og skrider, hvis de skal sætte sig ind i for meget udenadslære. Til gengæld så starter hjernevasken først for alvor, når Sekten har fået hvervet medlemmerne gennem afsigelse af trosbekendelsen. Nu har Nyrup som bekendt ødelagt nogle af de tidligste tekster, hvorfor de er blevet mundtligt overleveret (måske derfor det er gået så galt)…. Jeg vil derfor hjælpe sekten med at nedfælde ordene påny. Jeg håber, at de nye ord vil hjælpe til en større forståelse af sektens sande væsen.

Den nye trosbekendelse og fadervor…..

Jeg har med stor snedighed og under endnu større fare (denne gang fik jeg svedet hårene af halen) fået fat i et udkast til dragen Kirjapans midsommertale ved et hasteindkaldt dragetopmøde i anledning af en hvis heks’ misbrug af drageild og syrligheder.
Nu skal man jo passe alvorligt på med at stjæle fra drager. Det lærte jeg af min mor som barn (hun læste Hobitten højt for mig). Derfor har jeg med vilje gemt den, indtil han fløj afsted til endnu et dragetopmøde (I vidste nok ikke at alt fyrværkeriet er drageild; men det er det!), troede jeg, for han var stadig i sin hule ved søen i bjergene, da jeg ankom, og det var kun med nød og næppe, at jeg slap med livet i behold. .
Men her får i altså et uddrag af talen:

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Kære Anders og Berthel
I som bestrider himmelen
Æret være jeres navn, thi jeres rige er kommet
Jeres vilje er sket på jorden, måtte den nu også blot ske i himmelen
Giv os idag vort daglige fix blod
og giv alle andre skylden (f.eks. Gud, den Allah-hippie)
Som også vi giver alle andre skylden
Led os gerne til fristelser
men gør alle andre ondt
Thi nu er riget jeres og magten og æren til den dag I møder jeres Gud
Amen

Gud bevare Danmark! Nogen skal jo gøre det.
Kirjapans Nytårstale
De 16 socialrådgivere

Er situationens alvor ved at gå op for velfærdsministeren, når hun snart fremkommer med et lovforslag om – ja, om hvad?! Om mere kontrol, mere bureaukrati, mere papirnuseri. Hvordan f….. kan Karen Jespersen tro, at det tynder ud i bunkerne af familie-, unge-, børne-skæbner og tikkende tragedier, hvis bare man øger kontrollen og bureaukratiet? Hvad hjælper det, når det enten er flere ressourcer eller en omprioritering, der er behov for. For nogle år siden drøftede man, om det var en ide at få nogle socialrådgivere og sagsbehandlere ud på gaden i mobile teams for at lave opsøgende arbejde. Det har vi ikke hørt så meget til. Til gengæld hører og læser man gentagne gange, at væresteder for børn og unge enten skæres væk eller spares væk. Rolle-modeller, væresteder, mentorer, beboerrådgivere, fædre- mødregrupper, natteravne, og hvad vi ellers har. Dem er der bestemt ikke plads til i regeringens socialpolitik – Tværtimod! Måske var det ellers her, at forebyggende socialt arbejde eksempelvis kunne tage op til flere kvantespring. Hvorfor støtter man ikke den slags mere aktivt?

Tvangsfjernelse diskuteres til gengæld flittigt, og nu kan man næsten ikke hurtigt nok få børn og unge tvangsfjernet. Der er tilsyneladende ingen grænser for den gode »retoriske« vilje. Men anbringelsesreformen handler »stik imod de gyldne løfter« om at nedbringe tvangsanbringelse »selvfølgelig af økonomiske hensyn« og i stedet opfordre til at der bruges netværk, naboer, osv. – naturligvis gratis. Således skøjter man fra sag til sag i en evig jagt efter, hvad der lige p.t. er fremme i pressen. Pyt med at det går imod den lovgivning, man lige har lavet. Pyt med at nogle vitale områder skiftevis nedprioriteres afhængigt af verserende sager i Ekstrabladet eller JP-jylland. Pyt med at man udsteder en masse »behandlingsgarantier«, som reelt ikke kan holdes, når der ikke følger de ressourcer med, som de koster. Folk er jo alligevel for dumme til at se det, med mindre det er oppe og vende i pressen. Ligeledes er det jo på det langsigtede plan god liberal stil at nedsætte kommissioner, som man alligevel ikke lytter til i sidste ende. Man taler med kløftet tunge om det »gode arbejde«, de har udført, velvidende at de reelt ikke er de mange millioner værd, som man har kastet i nakken på dem; men de er jo en god buffer, så længe man bare kan henvise al kritik til, når de er færdige. Måske derfor det tager så lang tid med de kommissioner?! I stedet for at gøre noget ved problemerne lader man igen og igen de svageste betale gildet.
Problemet er al den stund at faglighed, redelighed, dygtighed og ærlighed koster! Men det mener velfærdsministeren og regeringen åbenbart, at vi kan bureaukratisere os ud af. På vanlig VK-manér synes hun at messe de hjernevaskede budskaber ud som en anden zombie… “det skal nok gå altsammen”. “Her er jo intet at komme efter”. “De skal bare ud og arbejde, så bliver de glade og lykkelige”. Her er sandelig ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Til gengæld er der så rent, skinnende og hvidt på overfladen, at de naive ikke kan se virkeligheden for ren distanceblænder.

Hvorfor skal halvdelen af tiden bruges på administration og papirnusseri og kun ca. 10 procent på ‘klienten’, fordi velfærdsministeriet, beskæftigelsesministeriet, undervisningsministeriet, kulturministeriet, sundhedsministeriet kræver dokumentation for dokumentationens skyld? Hvilken anden virksomhed ville acceptere et så stort tab af effektivitet til papirnusseri, som netop den nuværende regering?! Mage til omgang bureaukrati, berufsverbot, centralstyring og straffekultur skal man lede længe i de betonstalinistiske rækker for at finde mage til… Måske Københavns Kommune rent faktisk kan stjæle andenpladsen; men der er lang vej op til regeringens sikre førsteplads. Der sidder Fogh i majestætisk eksalteret fornøjelse og svinger pisken over sit harem af grædekoner og mørkemænd, som med vanligt sortsyn straks går i gang med deres hellige inkvisitoriske arbejde med at opstøve historiske såvel som nulevende kættere. Dette arbejde er jo vigtigere end at se til, at mennesker trives og har det godt.

I forhold til børn og unge vil der uanset systemet altid være nogle, som tabes på gulvet. Men vi skal være glade for paradigmeskiftet indenfor børneopdragelse. Jeg er ihvertfald glad for, at det ikke længere er tilladt at tæske sine børn. Det største problem er imidlertid, at de relativt få børn og unge, som er udenfor pædagogisk rækkevidde, som regel er det, fordi de har nogle store psykiske problemer i hjemmet eller i forhold til deres egen-udvikling. Det er et vanvittigt svært område, fordi grænsen imellem at skride ind med magt og så at misbruge magten er hårfin. Basalt set tørrer »det udearbejdende samfund« lorten godt og grundigt af på kommunen, pædagoger, lærere og andre, som har med børnene at gøre. Børnene bliver tabere, for de vil jo i virkeligheden helst have deres forældre. Men de har aldrig tid, fordi de har travlt med at tjene penge. Det kapitalistiske velfærdssamfund anno 2008 har spillet fallit.

Det er ikke kun i de lavere sociale lag, at volden florerer. Prøv at lægge mærke til at selv politikere råber op om strengere straffe – altså mere vold. Straf har imidlertid aldrig lært nogen, hvad næstekærlighed og ansvarsfølelse er for noget. Fogh havde engang høje planer om at ville bryde den negative sociale arv ved gennem øget social ulighed at skabe dynamik i samfundet. I stedet har han fået et voldspræget samfund, hvor velfærd er gjort op i antal fladskærme »til meningløst tv-kiggeri« pr. husstand. Jeg tror mere på den dynamik der kommer af at møde andre mennesker i virkeligheden. I stedet for at sidde og kigge TV2 News og blive instinktivt bange for at gå ud på gaden, så synes jeg, at folk skulle tage at smutte ind og gå en tur på Nørrebro og dele livsglæde med de mennesker, som bor der. Det giver bedre resultater.

De 16 socialrådgivere….

Lederen i gårsdagens Politiken hedder ‘Svigt’ og omhandler, hvordan socialrådgivere bliver tabere i regeringens russiske roulette med socialpolitiken. 16 socialrådgivere har skrevet et brev til Kalundborg Kommune og redegjort for, hvordan utilstrækkelige ressourcer og et kæmpe arbejdspres gør, at socialt belastede børn ikke får den opmærksomhed og hjælp, som de har krav på. De vil ikke længere tage ansvaret og vil ikke finde sig i, at regeringen og DF tørrer lorten af på dem igen og igen….
I stedet for at tage problemerne alvorligt har regeringen og den ansvarlige minister (red. Karen Jespersen) indledt et skænderi med kommunerne om, hvem som bærer ansvaret. SF’s socialordfører Özlem Cekic, som har personlig erhvervserfaring på socialområdet fortæller bl.a., hvordan hun som sygeplejerske har været med til at sende misbrugsramte børn tilbage til forældrene, fordi der ikke var andet at gøre. Karen Jespersen fik til gengæld enormt travlt med at starte en undersøgelse af, om Cekic havde været med til at bryde loven…. Hvad med at gøre noget ved problemet i stedet for???? Karen Jespersen har nemlig ikke travlt med at gøre noget ved, at 16 socialrådgivere siger fra overfor, at man ude i kommunerne ser igennem fingre med misbrug og brud på lovgivningen på området, fordi presset fra regeringen for at holde budgettet gør, at man simpelthen ikke har de nødvendige forudsætninger (iform af ressourcer) for at overholde lovgivningen på området. Socialrådgiverne tør ikke at udtale sig med navns nævnelse til medierne, da de frygter for konsekvenserne. Karen Jespersen har jo også demonstreret, at man har god grund til at frygte for sin tilværelse, hvis hun får fingrene i noget, som hun kan hænge ‘de røde lejesvende’ op på. Man kunne således spørge, hvornår regeringen begynder at tage tingene alvorligt og gøre noget for samfundet i stedet for at tørre lorten af på nogle offentligt ansatte, som kæmper en forgæves kamp for at få det hele til at løbe rundt. Regeringen som velvidende, »»at der er behov for akut indsats på socialområdet««, i stedet for øremærker penge til kommunerne til skattelettelser. Hvor er det sygt….. Ministeren bør give en undskyldning til Cekic og til samtlige offentligt ansatte for den mistænkeliggørelse og de anklageskrifter, som i stedet burde ligge på hendes og regeringens eget bord!!
Jeg ved godt, at regeringen påstår, at man kaster penge efter kommunerne som aldrig før; men det nytter jo ligesom ikke noget, når man øremærker pengene, og når man truer bl.a. socialrådgivere til enten at spare penge eller miste deres job. Denne trusselskultur er fuldstændig urimelig. Når belønningsfaktoren og vejen opad i det offentlige system hedder at spare penge, frem for at hjælpe de svagest stillede bedst muligt, så er det vel klart, at det går, som det går…. Her er en glimrende gennemgang af regeringens påståede løft til velfærden…

Efter regeringens værdikamp bliver ordene solidaritet og fællesskab kun brugt offentligt, når eksempelvis SOSU-assistenterne kræver en ordentlig løn for deres arbejde… »»Så skal de pludselig vise både samfundssind og solidaritet og ikke bare kræve ind««… eller når man skal hverve flere soldater til de fordømte krige, som regeringen har fået os med i. Så bliver disse gamle socialistiske fyord hurtigt taget op af mølposen og smidt i hovedet på hvem som helst, der måtte forholde sig kritisk til regeringen og DF… Det er jo ynkeligt at høre på!!! Jeg håber, denne og andre lignende sager vil vise, at systemet har spillet fallit og er pilråddent. Det system, der skulle hjælpe mennesket, er blevet vigtigere end mennesket. Hvis man ikke passer i systemets små begrænsede kasser af ‘primary objectification‘, kan systemet ikke hjælpe… eller vil ikke hjælpe. Regeringen har med stort held fortalt borgerne, at pengene hører hjemme i borgernes lommer – ikke i de kommunale kasser. Al service er skåret ind til benet, fordi skattestoppet er en naturlov, der ikke kan overvindes. Disse sager, som vi ser et stigende antal af, er en sidegevindst ved de nedskæringer/tvungne besparelser, som vi efterhånden har set igennem mange mange år. Nu ser vi konsekvenserne af regeringens fine og gennemtænkte strategi, og de allersvageste betaler ulykkeligvis gildet for de fine firhjulstrækkere, fladskærme og samtalekøkkenerne, som vi er ved at blive kvalt i…
Og så kan de sætte næste dagsorden ind: Strengere straffe og flere fængsler… Lad os endelig opbygge en fængselsindustri ligesom i USA. Måske finder politikerne ud af en dag, at de selv har været kraftigt medvirkende til udviklingen af det samfund, vi nu allesammen er en del af. Én ærlig minister har de dog haft: Tidligere socialminister Eva Kjær Hansen, som kom til at sige højt, at ulighed er godt for samfundet, og ulighed skaber dynamik … Hendes spindoktor havde vist fri den dag; men hun sagde jo bare, hvad regeringen i det skjulte arbejder på… Det er jo så meget let at nå frem til den tankevækkende erkendelse, at VK-regeringen med O i ryggen har fejlet fuldstændigt. Mage til omgang bureaukrati, berufsverbot, centralstyring og straffekultur skal man lede længe i de betonstalinistiske rækker for at finde mage til… VKO-flertallet har på stort set alle mulige områder været den værste regering, landet har haft i de sidste 50 år. Alligevel bliver et flertal af naive ved med trofast at bakke op om denne katastrofepolitik. Nu vil Karen Jespersen til at indføre endnu mere kontrol….

Jeg vil slutte med et citat fra artikelen Forældrekultur og Tidsånd:
“Uanset hvilke årtier der nu er nævnt her, vil vi alle sammen kunne genkende den lille pige eller dreng, der har det så dårligt og er så uskyldig i sine opvækstbetingelser. Diverse myndigheder, højt profilerede livssynsborgere og politikere (red.) siger, “at der ikke er råd, dette er ikke en prioritet“. Men sandheden er snarere, at når der ikke bliver grebet ind i tide, koster det DYRT i den anden ende, og dog vil det koste så LIDT, hvis vi greb ind i tide. Lad os ændre datid til nutid og gribe ind. Det er et menneske da værd, og så vil det oven i købet koste så lidt! For mig at se handler det her om hvilket livssyn, vi vil være os selv bekendt.” -citat slut.

Et andet aspekt kunne også være, at i “et sygt samfund”, vil der blive flere og flere syge…Ikke noget unormalt i det….

Jeg har med stor snedighed og under endnu større fare end sidst (denne gang fik jeg svedet hårene af halen) fået fat i et udkast til dragen Kirjapans midsommertale ved et hasteindkaldt dragetopmøde i anledning af en hvis heks’ misbrug af drageild og syrligheder.
Nu skal man jo passe alvorligt på med at stjæle fra drager. Det lærte jeg af min mor som barn (hun læste Hobitten højt for mig). Derfor har jeg med vilje gemt den, indtil han fløj afsted til det årlige dragetopmøde (I vidste nok ikke at alt fyrværkeriet er drageild; men det er det!).
Men her får i altså et uddrag af talen:

Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.

Kære Anders og Berthel
I som bestrider himmelen
Æret være jeres navn, thi jeres rige er kommet
Jeres vilje er sket på jorden, måtte den nu også blot ske i himmelen
Giv os idag vort daglige fix blod
og giv alle andre skylden (f.eks. Gud, den Allah-hippie)
Som også vi giver alle andre skylden
Led os gerne til fristelser
men gør alle andre ondt
Thi nu er riget jeres og magten og æren til den dag I møder jeres Gud
Amen

Gud bevare Danmark! Nogen skal jo gøre det.
Dragen Kirjapans Nytårstale

Læs mere her:
Forældrekultur og Tidsånd
Fanatismens Grobund 2
Indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne
Sverige bedst når det gælder børnesikkerhed
Læreren som forsvandt
Kulturministerens opgør med kulturen
Nu skal indvandrerne igen have skylden
Depression kan spores på syv minutter
Ugens Rynkedværg

Samtale imellem en ateist og en agnostiker…

Citat plt84 i samtale med en ateist:
“A) Om sproget
ateist: ”..en mulighed for at forholde sig til mine argumenter, vælger han i stedet at angribe min person”.
plt84: Du har den uvane, at tillægge dig selv den egenskab, at hvad du skriver er baseret på ’argumenter’ og hvad andre skriver, er personforfølgelse. Som det vil vides, er et argument gyldigt, hvis konklusion følger af præmisserne og kaldes holdbart, hvis alle præmisserne er sande.
Nedenfor kan du fra det aktuelle indlæg se et par eksempler på, at din teknik langtfra er baseret på ’argumenter’ men snarere ’postulater’. Jeg gad ikke copy/paste flere.
ateist: ”Men forskellen på videnskab og religion er, at videnskaben er nødvendig og nyttig. Religionerne er unødvendige, unyttige og direkte skadelige for samfundet (dementeres på saglig vis i C).
ateist: ”Religionerne har aldrig forklaret noget som helst. Tvært imod har de stædigt holdt fast i overtro, selvom den videnskabelige dokumentation tårnede sig op imod den”.

plt84 skriver videre:
B) Om dokumentationen
Du insisterer gang på gang at dine udsagn skal vurderes ud fra dine præmisser, f.eks. dokumentation for ’guds’ eksistens. Skyldes det, at du har øvet dig på en bestemt remse og bliver forvirret, når du bliver præsenteret for andre tankerækker? Forårsaget af de 276.000 google hits på ALLE ordene ”atheists god santa claus”, blev jeg unægtelig mistænksom. (Har en ateist-prædikant igangsat en kampagne, fordi han/hun opdagede, at den videnskabelige metode var en blokering for hans/hendes korstog? Og hans/hendes pavloske hunde klappede i poterne og monomant adlød ordren?).
Det ville være utilstedeligt om jeg fulgte dine præmisser, for din foreslåede metode er ikke videnskabelig. Nu forsøger jeg at gengive, hvad jeg skrev i # 311, i en enklere form. Da du bestemt ikke er ubegavet, tror jeg du kender metoden og ved, at det er den der skal bruges, men for en sikkerhed skyld:
De forskellige grene af naturvidenskaben har forskellige metoder (induktive og deduktive) til at sikre gyldig viden. Fælles for dem alle er dog kravene til indsamling, observation, eksperiment, lovmæssigheder og deraf afledte empiriske konsekvenser og ikke-empiriske konsekvenser (konsistens, sammenhæng). Teorien testes via dens forudsigelser, nye som kendte. Hvis pålidelige og gentagne forsøg stemmer overens med forudsigelse…verificeret. I modsat fald ….falsificeret. Begge dele skal afprøves (til stede – ikke til stede).

Videnskaben kan af den grund slet ikke tage stilling til ’guds’ eksistens, idet kravene for bedømmelse ikke er tilvejebragt. Skulle man følge omtalte ateists metode kunne man i humoristisk form uddrage følgende:
Den troende: Gud har skabt naturvidenskaben, fordi han/hun/den/det er sådant et gavmildt væsen.
Ateisten: Gu har han ej.
Den troende: Bevis det.
Ateisten: Ææææh, øv, det kan jeg ikke. Du er tarvelig.
Den troende: Ha. Hvad sagde jeg. Gud har skabt naturvidenskaben, fordi etc.

Og så kender jeg ikke noget til at troende gør krav på at få ’guds’ hjælp eller at ’gud’ har lovet de troende hjælp i alle tilfælde. Men bibelstærk er jeg ikke – der står sikkert begge dele.

C) Om IQ og livskvalitet
Jeg har tjekket senest tilgængelige undersøgelser, idet denne ikke er ’farvet’ af at være bestillingsarbejde fra en af fløjene og seneste IQ parametre er medtaget (Wechler 1997, WAIS III) og det er korrekt at ikke-troende har lidt højere IQ end troende. Imidlertid kan jeg også konstatere, at
1) agnostikere og ateister er slået sammen
2) krydstabulering mellem ’faderens uddannelse/erhverv’ og den testede persons IQ giver det mest signifikante udfald. Det tyder på at arv/miljø er langt vigtigere end tro/ikke-tro og den konsistente og disciplinerede træning ændrer fokus og prioritering hos personen (selv om det heller ikke det er helt sikkert).
De er imidlertid langt fra det mest interessante:
* De TROENDE har en LANGT HØJERE LIVSKVALITET og ET MEGET BEDRE LIV end ateisterne.
Hovsa! Er det ikke det tilværelsen går ud på? Det gode liv?
Tilskrevet stærke familiebånd, sociale netværk, sunde adfærdsvaner og personlig sammenhængskraft (self-coherence) har de troende markant højere livskvalitet, hvilket giver udslag i lavere selvmordrate, lavere brug og misbrug af alkohol og narkotika, bedre kostvaner, lavere skilsmisserate, højere ægteskabelig lykke, overordnet større tilfredshed, højere overordnet velbefindende og bedre overvindelse af mentale sygdomme og negative livsoplevelser.
For at forebygge misforståelser. Det er sandsynligvis ikke religionen i sig selv, der medfører ovenstående karakteristika. Det er den afledte adfærd.
(Red.: Vær at bemærke er desuden, at IQ alene er et dårligt sandhedsvidne om intelligens).

Kilder:
• Emmons, Crumpler: Religion and Spirituality? International Journal for the Psychology of Religion 1999.
• George, Larson, Koenig, McCulloch, Oxford University Press, 2000
• Emmons, Piedmont 1999: The Psychology of Ultimate Concerns, Guilford Press, N.Y.

Det kan derfor undre, at et ellers begavet menneske som dig – i indlæg efter indlæg efter indlæg – har så travlt med at jagte religion og dermed troende. I et anliggende, der er personligt og individulelt. Og en intimidering af deres privatliv.

Når ateister tilsyneladende tilbyder et ’dårligere liv’.
Med en medfølgende eksplosion i højere sociale omkostninger.
Få noget mere konstruktivt at bruge tiden til.” -citat slut.

Jeg må sige, at jeg er rørende enig med plt84…

Kilde: Den frygtelige sandhed, som så åbenbart ikke er helt så frygtelig alligevel.

Det er også almindelig viden indenfor både psykologisk og ergoterapeutisk forskning, at spiritualitet og søgen efter mening med livet er en central del af menneskelig livsværdi. Nu vi snakker SOC (Sense of Coherence):

Tjek blot Canadian Model of Occupational Therapy, (Elisabeth Townsend, et al.): Nordsiden
Man kan også tjekke Model of Human Occupation (Kielhofner, et al.).
Og svensk forskning understøtter også dette bl.a. i forskning omkring value dimensions (Dennis Persson et al.).
Mere om CMOP og spirituality.

Regan Clark: Religiosness, Sprituality and IQ: Are they linked?
“Researchers have consistently linked religious beliefs and behavior to mental and physical health and personal well-being. Emmons (1999b), for example, found that religiosity is an important predictor of existential well-being, happiness, and general life satisfaction. Gartner (1991) showed that “the religiously faithful have lower suicide rates, lower drug use and abuse, less juvenile delinquency, lower divorce rates, higher marital happiness, better overall well-being, and better recovery from mental illness” (cited in Karren et al., 2002, p. 458). Religious belief correlates with received social support, healthy behaviors, and an increased sense of self-coherence and meaning in life (George, Larson, Koenig, & McCullough, 2000).

Emmons (1999b) argued, “Religions, as authoritative faith traditions, are systems of information that provide individuals with knowledge and resources for living a life of purpose and direction” (p. 879). Additionally, religion and spiritual beliefs contribute to the ability to cope effectively with illness, disability, and negative life events (Pargament, 1997), as does prayer (Poloma & Pendleton, 1989). A study of the religiosity and well-being of patients in a geriatric clinic found that those who were not religiously active had much higher rates of alcohol and tobacco use, depression, anxiety, and cancer than those who were very religiously active, who subsequently enjoyed “better overall physical and mental health” (Karren et al., 2002, p. 444). Religious and spiritual beliefs also contribute to health by positively imposing norms on sexual, diet, and health-care behaviors (Levin & Vanderpool, 1992). Religious and spiritual beliefs are also important in organizing human perceptions and cognitions. Emmons (1999b) noted that a spiritual sense is fundamental to “self-concept, identity, and relationship to God and others” (p. 875).

Her er et glimrende eksempel på en fundamentalistisk ateists fallacy, citat Ateo:
“Er dette så et bevis for, at der er en sammenhæng mellem intelligens og religiøsitet? Er det mere logisk at være kristen? Er religion det naturlige valg for en intelligent person med kendskab til, hvordan verden er skruet sammen? Ikke ifølge konklusionerne fra mange undersøgelser af sammhængen mellem religiøsitet og IQ. Der er bred enighed: Jo mere intelligente folk er, jo mindre sandsynlighed er der for at de er religiøse.“

Der lyves, manipuleres, fyldes op med usagligt uvidenskabeligt manipulerede budskaber, som passer den fundamentalistiske ateists syge teorier. At man forsøger, at underbygge dem med videnskabelig dokumentation gør ikke disse udgydelser mere rigtige. Specielt når man i den grad misbruger konklusionerne fra den videnskabelige dokumentation, som der henvises til. Således taler den fundamentalistiske ateist i sit eget blogindlæg om, at ateister er mere intelligente end religiøse. Det er simpelthen uværdigt…. uvederhæftigt, utidigt og videnskabeligt uredeligt.

Ytringsfriheden 4

Forslag som det seneste fra DF er lige netop årsagen til, at vi skal diskutere hvad ytringsfriheden er for en størrelse.
Berufsverbot?
Sindelagskontrol og tankepoliti?

Jeg er blevet påbudt at komme med et eksempel, som kan give et mere neutralt billede af indskrænkningen af ytringsfriheden. Så derfor vil jeg nævne Radio Holger som et andet klart eksempel på, at ytringsfriheden er indskrænket i Danmark. Folk ude på højrefløjen er naturligvis velkomne til at komme med flere eksempler.

Og hvorfor er Radio Holger så et godt eksempel?
Jo, for hvis vi skal kunne tillade os at udøve satire med mere eller mindre tilsigtede hånende og minoritetskrænkende undertoner, så må vi vel i sagens natur også kunne rumme de ytringer, der kommer den anden vej. Ytringsfriheden er en platform for tanke- og idéfrihed og dermed også en platform for at give udtryk for direkte antidemokratiske idéer og tanker. Altså – hvis Radio Holger eller andre vil bringe antidemokratiske budskaber, så skal de ifølge ytringsfriheden have lov til det – også selvom disse kan have til hensigt at undergrave selve demokratiet. Så længe de ikke bryder loven, så burde alt ifølge en uindskrænket ytringsfrihed være tilladt. Demokrati og ytringsfrihed handler jo dybest set om friheden for det enkelte menneske til at kunne give udtryk for sin mening og holdning, uanset hvor potentielt antidemokratisk denne måtte være. Den regerende styreform burde således ikke – via en indskrænkning af ytringsfriheden – kunne ‘regulere’ samfundsdebatten væk fra anderledes tænkende menneskers idéer om den bedst mulige styreform. En sådan form for regulering er i sig selv fascistisk. Man kan ikke bekæmpe fascisme med fascisme.

Ifølge DF, så skal vi altså til at forbyde offentligt ansatte at være medlemmer af Dansk Front og lign.?

Ens politiske tilhørsforhold er en privatsag, som ikke skal blandes ind i ens arbejde. Vi har faktisk lovgivning i Danmark, som giver rettigheder i forhold til uberettigede fyringer på baggrund af private livsanskuelser. Ifølge persondataloven er det nemlig ulovligt at registrere personers politiske, filosofiske eller religiøse overbevisninger.

Islamister og frelste Venstrefolk
Ytringsfrihed
Ytringsfrihed 2
Ytringsfrihed 3
Fanatismens Grobund 2

Fra november 2001 er offentligt ansatte atter blevet forfulgt for deres anskuelser og holdninger. Det startede med nedlæggelsen af 120 råd og nævn blot 2 måneder efter regeringens tiltræden. Officielt blev de af Anders Fogh Rasmussen beskyldt for at være “smagsdommere”; men siden indrømmede han, at det var, fordi de var “venstreorienterede”. I 2003 blev regeringens fascistiske prøveklud – den såkaldte kulturkamp – påbegyndt. Målet var at få fjernet kulturelle personligheder og meningsdannere af en ikke-liberal observans. Brian Mikkelsen har ført an i denne kulturkamp, og hvem husker ikke stakkels Brians grådkvalte henvisninger til, at han blev mobbet ud af skolen og beskyldningen imod DR om at ville hænge de liberale fra lygtepæle. Må jeg i den sammenhæng byde stakkels Brian på en pakke Tudekiks™.

På det private arbejdsmarked har arbejdsgivere i bestemte brancher i langt over 100 år ført sort-lister over f.eks. specielt aktive tillidsfolk, som de ikke ønskede at ansætte. Det senest kendte eksempel på Berufsverbot fra det private arbejdsmarked var da arbejdere af serbisk oprindelse i marts-juni 1999 blev hindret adgang til deres arbejdsplads, Københavns Lufthavn. De udgjorde angiveligt en sikkerhedsrisiko under Danmarks daværende krig mod Jugoslavien. Nu vil DF altså have indført Berufsverbot for offentligt ansatte.

I et mere ruralt regi bliver polske, ukrainske og rumænske landarbejdere fyret, hvis de korresponderer med en fagforening.

Citat Pink Floyd:

“The evidence before the court is incontrovertible.
There’s no need for the jury to retire.
In all my years of judging I have never heard before,
Of someone more deserving of the full penalty of The Law.
The way you made them suffer,
Your exquisite wife and mother,
Fills me with the urge to defecate! — (background: no, judge, the jury!)
Since, my friend, you have revealed your deepest fear,
I sentence you to be exposed before your peers.
Tear down the wall!”

Bret Urick formår at udtrykke sig noget mere klart end jeg: “Simply put, to think that life revolves completely around one’s self is as ridiculous as the thought of a giant talking ass.”

Velkommen til DF anno 2008.

Demokratiet går ud på, at flertallet bestemmer, og politik går derfor ud på at få flest stemmer. Desværre er det bare lettere at få stemmer på at følge med strømmen og tale flest muligt mennesker efter munden, end det er at komme med konkrete løsninger baseret på minutiøse videnskabeligt valide og reliable undersøgelser, hvor man fremlægger sine konklusioner på en måde, så flertallet af vælgerne bliver overbevist. Propaganda er desværre mere effektivt end saglig argumentation. (Det lyder ret negativt, så for en ordens skyld må jeg vist hellere tilføje, at jeg trods alt ser demokratiet som den bedste, eller i det mindste den mindst ringe, styreform!).

De gamle romere havde et ord for den slags: “pøbelvælde”. Demokratiet var således ikke uden kritikere. Antikkens store filosoffer, Platon og Aristoteles, mente, at demokrati ville forfalde til pøbelvælde.

Krigen mod terror stimulerer terroren.

Live fra Aalborg….

Til demonstration med Stop Islamiseringen af Danmark i Aalborg. Simon Wedege rapporterer:

Ca. 30 fra SIAD er mødt op på den ene side og på den anden står en blandet forsamling af autonome, almindelige borgere og muslimer. I starten var der en smule tumult; men det stoppede med det samme. SIAD har holdt to taler og bliver nu eskorteret væk i en politibil.

Værd at bemærke er, at SIAD har brugt nynazistiske slagord som “Danmark for danskerne” og de kaldte autonome og danske moddemonstranter for “landsforrædere”. Resten af talen druknede i lyden fra tågehorn.

Man må formode at SIAD-delegationen blev eskorteret væk af sikkerhedsmæssige årsager. På en forespørgsel om dette lyder det fra politiet: “Ingen kommentarer”, ligesom vi heller ikke kan få oplyst, om der er nogle anholdte…

Heldigvis var der mennesker i Aalborg, som tog sig tid til at tale racismen midt imod. Et af dem er: Daniel Nyboe.

Hjerneforskning….

I videnskabens verden arbejder man konstant med dogmatiske antagelser, som man så søger, at – enten tilbagevise – eller bevise. Disse dogmer skaber fordomme ude blandt almindelige mennesker og kan således være yderst skadelige. Eksemplificeret ved eksempelvis måden handicappede og udviklingshæmmede blev behandlet på i 30′ernes Tyskland. En fordom, som man tit støder på ude i befolkningen, er den med: “Nårh, du er hjerneskadet, så er du nok lidt dum. Se nu skal vi nok hjælpe dig, min ven.”

En fejlopfattelse, som indenfor de sidste år er blevet tilbagevist, er, at hjernen stopper med at danne nerveceller, når den i teenageårene (den s.k. udviklingsfase eller kritiske fase) er færdigudviklet. Det passer ikke. Man har indenfor de senere år kunnet konstatere, at hjernen bliver ved med at danne nye nerveceller hele livet igennem. Særligt at der kan opstå nye hjerneceller i specielle dele af hjernen, eksempelvis i hippocampusområdet. Det er ikke en helt tilfældig del af hjernen. Hippocampusområdet er det center, der er helt essentielt for overførsel af hukommelsesindhold fra korttidshukommelsen til langtidshukommelsen – også betegnet indlæringsevnen. At netop hippocampus kan danne nye celler kan derfor potentielt komme til at betyde, at vi må revurdere vores opfattelse af evnen til at indlære, ligesom det modsiger dogmet om at den voksne hjerne ikke danner nye celler efter den er færdigudviklet i 20-årsalderen. Nydannelsen af hjerneceller sker kun helt specifikke steder. Eksempelvis omkring det punkt, hvor hjernen og rygraden mødes. Men disse nye celler kan til gengæld finde vej gennem hjernen godt hjulpet på vej af cirkulationen af væske i hjernen (CSV, cerebrospinalvæske). Dermed antages, at de faktisk kan vandre gennem det meste af hjernen for at sætte sig fast forskellige steder som nye hjerneceller.

Et andet eksempel er hjernens manglende evne til at forandre sig livet igennem. Nye fund godtgør, at hjernens celler er i stand til at danne nye forbindelser, selvom udviklingen skulle være gået i stå. Hidtil har man ment, at når hjernen ikke danner helt nye celler, så dannes der heller ikke helt nye synapser mellem cellerne (når man eksempelvis lærte noget “nyt”, så skete dette enten ved at allerede eksisterende forbindelser blev styrket eller ved at de blev svækket i sidste instans døde helt bort). Nu har man imidlertid påvist, at i hvert fald en væsentlig type af synapser kan dannes senere i livet. Nemlig i det område af hjernen, som kaldes primær synskortex er den del af hjernen, som tager sig af synsindtryk, og det er vel at bemærke et af de områder i hjernen, som man før var mest overbevist om havde en altoverskyggende “kritisk periode” (altså i udviklingsstadiet under barndoms- og ungdomsårene).

Det er sådan, at en hjernecelle groft sagt har to typper forbindelser. Et axon, som er cellens output, og en række forgreninger (dendritter) der sørger for at den modtager input. Mellem hjernecellerne findes kort sagt en masse synapser (forbindelser), som via transmittorsubstanser skaber forbindelse mellem nervecellerne, og på den måde kan lave om på hjernen. Det er i dendritterne, man har påvist forandringer. De kan vokse eller skrumpe, samt danne helt nye forgreninger, som tillader cellen at hente input fra celler, den ikke tidligere har været forbundet med. Hjernen ændrer således hele tiden struktur efter, hvad vi lærer og tænker (de enkelte nerveceller ændrer struktur). Det, at nervecellerne på den måde kan lave om på hinandens ’skelet’, svarer lidt til, at jeg brækker en arm, for at give den en ny struktur, og på den måde ophøjer en anden form for funktion. Altså kan man eksempelvis med medicin, kognitiv træning eller psykoanalytisk psykoterapi gå ind og stimulere til, at hjernen laver om på nogle synaptiske mønstre (det gør den bl.a. ved at ændre udformningen af nervecellerne) og derved afstedkomme, at et bestemt tankemønster bliver ændret eller brudt. At dendritterne kan forandre sig, selv efter den kritiske udviklingsfase betyder med andre ord, at selvom den kritiske fase har en praktisk betydning for, hvornår man skal modtage indlæring og stimulation, så er hjernen efter den kritiske fase langt fra fuldstændig færdigprogrammeret.

Vi må derfor til at revidere vores syn på hjernens vækst, og evne til at danne forbindelser. Ser man billedet på makroniveau udvikles hjernen hurtigt til sin voksne størrelse, og tidligere observationer af, at den ikke voldsomt efter dette tidspunkt, er også korrekte. Ser man derimod på mikro- og mesoniveau sker der alligevel en masse forandringer med nydannelse af både hjerneceller og forbindelser, og vi kan sikkert forvente, at man vil gøre endnu flere opdagelser i stil med de ovennævnte i de følgende år. Man taler derfor om “hjernens plasticitet” i erkendelse af, at hjernen kan forandre sig hele livet igennem.

Et sidste eksempel og et eksempel på en sådan plasticitet er, at hvor man tidligere har antaget, at folk med hjerneskader efter eksempelvis apopleksi, var ‘tabt’ for samfundet, er man kommet fremt til, at man ved at danne nye mønstre i hjernen kan danne nye strategier for problemløsning. Dermed kan folk med hjerneskader for en stor del lære at klare sig bedre, ved simpelthen at benytte nogle andre strategier, end tidligere antaget. Det arbejder man bl.a. med på Center For Hjerneskade ved Københavns Universitet.

Der er altså ikke længere nogen neurologisk grund til at tro, at hjernen ikke sagtens kan lære, udvikle sig og drage nytte af at blive stimuleret – selvom man er over 20 år gammel – eller selv om man har pådraget sig en skade…. Derfor må man ude i befolkningen også til at revurdere den opfattelse, man har af folk med hjerneskader, ligesom man generelt må revurdere noget af den ‘absolutte’ sandhedsværdi, som man tillægger sin samtids videnskabelige forskningsresultater. Hvem ved. Måske noget af det jeg har skrevet her vil være at betragte som det rene nonsens om 25 år, fordi man til den tid har udviklet metoder til at måle præcist, hvad der sker i hjernen……

Et andet dogme, som befolkningen godt kunne være foruden, er det med, at IQ-testen er et ‘absolut’ udtryk for intelligens. IQ-testen måler kun en del af intelligensen. Naturvidenskabsmænd har ofte en høj IQ-score, fordi en høj IQ-score er nødvendigt for at blive en god naturvidenskabsmand. Men andre professioner har brug for en anden type af høj intelligens, som IQ-tests ikke viser. Det betyder IKKE, at naturvidenskabsmanden er klogere end et andet menneske, blot at naturvidenskabsmanden har gode forudsætninger for at tænke på en bestemt måde. Gode naturvidenskabsmænd er eksempelvis ofte elendige politikere. Indenfor moderne videnskab arbejder man i øjeblikket med hele 9 forskellige former for intelligens. Man har altså aflivet fordommen om, at IQ-tests alene kan vise et billede af intelligens.

Om hukommelsen: Hukommelsen
Intelligensen
Seneste nyt fra hjerneforskningen

Goodbye Blue Sky… (Den største antikrigserklæring i verdenshistorien).

Abstract: Vi befinder os i et låst hotelværelse. I værelset sidder Pink, en engelsk rockstjerne, som er på turné i USA – for mange optrædener, for mange shows, for meget narko, for meget hyldest – udbrændt. På TV’et kører en af de krigsfilm, som kun er alt for velkendte i Pinks univers af smertefulde minder. Idet vi således bevæger os ind i Pinks univers, følger vi simultant hans opbygning af en mur rundt omkring hans følelser, hvor hvert minde udgør en sten – en faderløs barndom, en dominerende mor, et land, hvis konge signerer hans fars dødsattest med et gummistempel, den overfladiske verden, som følger med stjernestatus, et fremmedgjort kølnet ægteskab, selv den narko, som han vender sig imod i sin søgen efter udfrielse – i muren. Idet hans mur nærmer sig fuldendelse, hver sten yderligere afskærende ham fra omverdenen, bevæger Pink sig i en spiral ned imod og ind i et tomrum af sindsyge, hvor den sidste sten cementeres på plads i Muren. Men i samme sekund Muren står færdig begynder Pink at indse de regressive effekter af total mental isolation, idet han hjælpeløst bliver vidne til, at hans fragmenterede psyke smelter sammen og bliver til indbegrebet af den diktatoriske demagog, som bl.a. var ansvarlig for krigen, som sårede hele verden, dræbte hans far, og derigennem lagde grunden for hans egen selvudslettende tilværelse. Blot én af mange ‘cykler’ i værket. The Wall kulminerer i en selviscenesat indre mental rettergang så storslået som de allerstørste teatershows og ender i endnu et cyklisk budskab i nummeret Outside The Wall: “Isn’t this where…” cd’en starter med “…we came in”, som i sig selv antyder, at ‘The Wall’ ikke er begrænset til kun at handle om Pink. Fortællingen er universel i sin skildring af, hvad der potentielt kan ske med alle, der mister en pårørende, hvad enten man ligesom Waters har mistet sin far i krig, eller på anden måde har manglet en omsorgsperson i en stor del af sit liv. Uanset hvilken æra vi lever i, vil vi altid komme ind i en persons livshistorie, som er påvirket af tabet af en anden i generation efter generation siden civilizationens oprindelse. Når én fortælling slutter, begynder den næste, således også musikken.

Videoklippet, som jeg har valgt ud som en slags introduktion til værket, er Goodbye Blue Sky og kan ses her.

Goodbye Blue Sky

(David Gilmour)
Did you see the frightened ones?
Did you hear the falling bombs?
Did you ever wonder why we
Had to run for shelter when the
Promise of a brave, new world
Unfurled beneath the clear blue sky?
Did you see the frightened ones?
Did you hear the falling bombs?
The flames are all long gone, but the pain lingers on.
Goodbye, blue sky
Goodbye, blue sky.
Goodbye. Goodbye.

Som med de fleste af Pink Floyds sange, er Goodbye Blue Sky både musikalsk og lyrisk vildledende i dens tilsyneladende enkelthed. Den stille poetiske musik og vokal og de på overfladen ligefremme ord kan sagtens ses som en simpel ouverture; men en sådan indskrænket tolkning ville berøve sangen dens yderst komplekse skønhed.
For mig ligger den mest spændende kompleksitet i dualiteten af ordene: “Did you ever wonder why we had to run for shelter when the promise of a brave, new world unfurled beneath the clear blue sky?” Her ligger for mig en dyster ildevarslende hentydning til det ordspil, som i Aldous Huxley’s 1931-novelle ‘Brave New World’ fortæller om et futuristisk utopia i hvilket børn fødes i ‘test tubes’, trænet op til deres fremtidige jobs allerede fra fødslen og gennet ind i en homogeniseret kapitalistisk verden, som gennemgribende har destrueret al individualitet. Jeg mener, at Waters hentyder til, at ‘The Brave New World’ allerede har vist sig med introduktionen af industrialisme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da man i en kort tid var fuld af optimisme, håb og begejstring over verdens teknologiske fremskridt – med milepæle såsom eksempelvis flyvning – lidet klar over, at menneskehedens dunkle psykologiske historie ville medføre at den nye verden udviklede sig til fascisme, materialisme, mekanisme og tabet af individualitet. Skildret gennem det faktum at to verdenskrige fulgte, og at en tredje kun ‘i Waters univers’ er en ‘ny supermagt’ væk…. At Hitler var et produkt af den ‘fagre nye verden’, ligeså meget som Pink, og at han ikke kunne have hævet sig til sådan en magtposition uden den teknologiske udvikling, som dannede basis for massemedier, såvel som menneskelig fremmedgørelse og depravation. Waters lægger skylden på verdens ledere for at lade denne ‘fagre nye verden’ føre til den nytilkomne spirende uskylds svanesang, død og ødelæggelse. Et skakspil, mellem verdensledere ude af trit med den verden af død, som de påfører verdens befolkning. Hvert enkelt menneske bliver reduceret til en tilskuer i Colossæum, som ser til i stille resignation / frygt / blind lykke og almægtighed over nye teknologiske fremskridt / o.s.v….. En rolle som gør, at mennesker er villige til at se igennem fingre med en stigende fascisme og udryddelse af alle, som er anderledes. Så længe udviklingen fortsættes, betyder ofrene mindre, både i fortiden såvel som i nutiden. På den måde er sangen central for hele ‘The Wall’ og giver værket et tidløst præg. Sideløbende kan ordene nemlig også danne reference til vores fremtid og den overflod af teknologi, som hærger det verdensomspændende kapitalistiske samfund, Huxley spåede i 1931. Hvert enkelt datastyrede salg gennem globale selskaber, såsom McDonalds, Starbucks, o.lign. bringer verden et skridt nærmere til Huxley’s vision om et falsk utopia. Som resultat bliver verdens borgeres individualitet gjort uniform gennem teknologi og media. Den teknologi, som producerede atombomberne, som tog livet af millioner af japanere (og bliver ved med at sætte sine spor på deres liv den dag idag), er nemlig den samme teknologi, som tillader os at varme mad i mikrobølgeovnen og se den seneste episode af vores favoritprogram i fjernsynet.
Så når der i fortællingen spørges om, hvorfor vi blev nødt til at løbe i dækning, da løftet om den fagre nye verden udfoldede sig under den klare blå himmel, så er svaret, at den fagre nye verden har potentialet til at være ligeså ridset, sprækket og ufuldkommen, som den menneskelige historie med krige imellem forskellige folkeslag og lederes totalitære version af, hvad der er bedst for menneskeheden. Det er nemlig mennesker, som styrer den. Så hvis vi vil undgå endnu en cyklus eller gentagelse, så må vi forsøge at skabe en verden, som bygger på fred og dialog, en verden som ikke skaber nye versioner af Pink…. Der er en rød tråd imellem anti-industrialisme og misantropi, hvor Waters smart nok aldrig læner sig for meget til hverken den ene eller den anden side. Ligger fejlen i sig selv hos de teknologiske vidundere eller det enkelte menneskes naive hungren efter mere og mere magt – inspireret af de maskiner, som bragte Hitler, fascisme og (i mindre, men ikke mindre betydningsfuld, udstrækning Pink) til verden?
Måske en blanding af begge, selv om Waters nok efter min mening i virkeligheden er en optimist, som tror på, at der hvor begges fejl ligger, findes også frelsen.
Sådan en idé om blandede velsignelser væves perfekt ind i den narrative fortælling om Pink’s kvaler. Imens Pink fokuserer på at bygge sin mur, hvor han tilfører yderligere beskyttelse imod omverdenen for hver sten, er Pink nemlig ude af stand til at skelne de langtrækkende effekter af hans selviscenesatte isolation og hans eventuelle endelige destruktion fra sit selvkonstruerede indelukke.
Filmens billede på sangen er et eksempel på, hvor kraftfuld animationskunst kan være. Startscenen med baby Pink i barnevognen og hans mor siddende i haven i fredfyldt idyl er optakt til krigsanimationen i sangen. Katten, som jager fredsduen op, er en symbolsk overgang, som via angst/flugt fører til den tyske krigsørn, som vokser ud af den eksploderende due, idet scenen skifter fra den idylliske have og over til animation. Ørnen giver plads til en dominerende krigsherre, der i sin tur forvandles til en metallisk fabrik, som udspyr myriader af bombefly, som flyvende over London jager de gasmaskeformede ‘forskræmte’ (fremstillet i nøgen tilstand for måske at illustrere deres uskyld) i ly af beskyttelsesrummene. Flyene bliver til kors, ligesom Union Jack kaster sine farvede felter afslørende et krucifiks, begge henledende opmærksomheden på de meningsløse unødvendige ofre på begge sider i en krig. En veritabel lidenskabelig antikrigserklæring. Kun da fredsduen genopstår af de splintrede ruiner af fabrikken / krigsherren kan de døde soldater finde hvile i døden.
Ligesom blodet fra krucifikset, der løber ned ad højen og i afløbet, er ofringen af alle de involverede mænd forgæves. Gerald Scarfe’s animation lægger endnu en dimension til sangens stærke antikrigsbudskaber. Verden er ikke meget mere end et spil glorificeret skak mellem to fjender. En kamp mellem politiske giganter, som udgyder deres magtarrogance over de respektive befolkninger i en narcissistisk kamp for moralsk ‘ret’, overlegenhed, besiddelser og land. Det eneste håb er, at i sidste ende vil freden sænke sig, symboliseret ved fredsduens genopstandelse.

Tak til Bret Urick for inspiration, samtaler, hjælp og vejledning.

The Wall kan købes på DVD her:

Om massepsykose, kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs her, Large-group Psychodynamics & Massive Violence & Ebony-Ivory
Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik: Sverige, Mordtrusler.
Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne: Indvandrerfamilier-og-hvordan-vi-løser-problemerne.

Om Primary Obejctification og Projektiv Identifikation.
Om Ytringsfriheden set fra en anden vinkel: Afghanistans udenrigsminister, Volkan og Ytringsfriheden.

Om basale hjernefunktioner: Reptilhjernen, hukommelsen.
For sammenhængen mellem reformationen og Islam: Reformationen og Islam.
Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP: Forelæsningsrækken.

Fra Helvedes Blækhus…

C.S. Lewis skriver i sin glimrende bog ‘Fra Helvedes Blækhus’: “Der er to lige store – men hinanden absolut modsatte – vildfarelser, vi mennesker kan hildes i, hvad djævle angår. Den ene er at lade være at tro på, at de eksisterer. Den anden er at tro på dem og at føle en overdreven og usund interesse for dem. De for deres part er lige henrykt for begge vildfarelser og hilser en materialist og et menneske fuld af overtro med samme fryd.”

“I.
Kære Malurt!
Jeg tager mig til efterretning, hvad du siger om, at du hjælper din patient med at finde den rette læsning og sørger for, at han omgås sin materialistiske ven en hel del. Men er du nu ikke en lille smule naiv? Det lyder, som om du mente, at diskussion var den rette måde at hindre ham i at komme i FJENDENS klør på. Det kunne det have været, hvis han havde levet et par århundreder tidligere. Dengang vidste mennesker endnu helt god besked med, hvornår noget var bevist, og når det ikke var det, og hvis det var bevist, troede de virkelig på det. De mente endnu, at der var en forbindelse mellem tanke og handling og var rede til at lægge deres liv om som følge af en række logiske ræsonnementer. Men ved hjælp af den kulørte presse og den slags våben har vi fremkaldt en betydelig ændring i dette forhold. Den mand, du har med at gøre, har fra dreng været vant til at have en halv snes indbyrdes uforenelige, filosofiske systemer til at snurre rundt i hovedet på sig. Han betragter ikke doktriner som først og fremmest “sande” eller “falske”, men som “akademiske” eller “praktiske“, “forældede” eller “aktuelle“, “konventionelle” eller “hensynsløse“. Tomme talemåder, ikke logisk bevisførelse, er dine bedste forbundsfæller, når det gælder om at holde han borte fra kirken. Spild ikke tiden med at prøve at få ham til at tro, at den materialistiske livsanskuelse er sand! Få ham til at tro, at den er stærk eller fuldkommen eller modig – at den har en fremtid for sig. Det er sådan noget, han lægger vægt på.
Det værste ved en saglig diskussion er, at den fører hele kampen over i FJENDENS land. Han kan også argumentere. Derimod har det gennem århundreder vist sig, at han med hensyn til virkelig praktisk propaganda af den slags, jeg taler om, er Vor Fader dernede langt underlegen. Netop ved at du kommer med argumenter, vækker du patientens dømmeevne, og når den engang er vakt, hvem kan så overskue følgerne. Selv om en særlig tankerække kan slynges sådan, at den ender til gunst for os, vil du opdage, at du hos din patient har styrket den skæbnesvangre vane at fæste opmærksomheden på almene spørgsmål og derimod ikke lægge mærke til den stadige strøm af oplevelser, han umiddelbart registrerer med sine sanser. Det, du skal sørge for, er at få ham til at fæste opmærksomheden på denne strøm. Lær ham at kalde den for *det virkelige liv* og lad ham ikke komme til at tænke over, hvad han mener med *virkelig*.
Husk, at han ikke, som du, er blot og bart et åndeligt væsen. Da du aldrig har været et menneske (Aah, hvor har FJENDEN en afskyelig fordel dér!), er du ikke klar over, hvor slavebundne de er af det, de er vant til. Jeg havde engang en patient, en rettroende ateist, som plejede at sidde og læse i Britisk Museum. En dag, da han sad der og læste, så jeg, at han var inde på en tankegang, der kunne føre ham på vildspor. FJENDEN var naturligvis øjeblikkelig hos ham. Før jeg så mig om, så jeg, at det. jeg havde arbejdet på i tyve år, begyndte at vakle. Hvis jeg havde tabt hovedet og begyndt at forsøge at forsvare mig i en diskussion, havde slaget været tabt. Men så dum var jeg ikke. Jeg rettede øjeblikkelig stødet mod den del af manden, som jeg havde mest herredømme over, og kom med en antydning om, at det var på tide, at han fik sig lidt frokost. FJENDEN kom antagelig (du er da klar over, at man aldrig helt kan komme til at høre, hvad han siger til dem?) som et modtræk med en antydning om, at dette her var vigtigere end at spise frokost. I det mindste tror jeg, at det har været hans fremgangsmåde, for da jeg sagde: “Lige netop. Faktisk alt for vigtigt at give sig selv i kast med så langt op på formiddagen,” klarede patienten stærkt op, og da jeg lige havde fået tilføjet: “Det er meget bedre at komme tilbage efter frokost og så tage fat med fornyede kræfter,” var han allerede halvvejs henne ved døren. Da han først var vel ude på gaden, var slaget vundet. Jeg viste ham en avisdreng, der råbte med middagsavisen, og en bus linje 73, der lige kom forbi, og før han nåede ned ad trapperne, havde jeg bibragt ham den urokkelige overbevisning, at ligegyldigt hvad for nogle besynderlige ideer, man kunne få i sit hoved, når man sidder indelukket med sine bøger, så var en sund dosis af *det virkelige liv* (dermed mente han bussen og avisdrengen) nok til at vise ham, at ‘alt sådan noget‘ simpelthen ikke kunne være sandt. Han vidste, at han havde været i overhængende fare, og senere hen holdt han af at tale om “denne halvt ubevidste sans for det, der virkelig går for sig, som er vort oprindelige værn mod de vildfarelser, den rene logik kan føre ud i“. Han er nu i sikkerhed i Vor Faders Hus (red. Vor Fader dernede, djævelen).
Nu begynder du vel at opdage, hvor jeg vil hen? Takket være processer, som vi har sat igang i menneskers indre for århundreder siden, finder de det næsten umuligt at tro på det uvante, når de ser det, de er vant til, lige for deres øjne. Bliv ved med at give ham indtrykket af al tings selvfølgelighed. Giv dig frem for alt ikke til at bruge videnskaben (jeg mener virkelig videnskab) som forsvar mod kristendommen. Videnskaben vil faktisk opmuntre ham til at spekulere over realiteter, som han hverken kan se eller tage og føle på. Der er forekommet sørgelige tilfælde mellem de moderne fysikere. Hvis han absolut skal lugte til videnskaben, så sørg for, at han holder sig indenfor økonomi og sociologi – lad ham ikke komme bort fra dette uvurderlige *virkelige liv*. Men det allerbedste er slet ikke at lade ham læse videnskabelig litteratur, men at indgive ham en overlegen fornemmelse af, at han kender det hele, og at alt, hvad han har kunnet opsnappe ved tilfældige samtaler og læsning, er ‘den moderne forsknings resultater‘. Husk, at du er der for at bringe ham fra sans og samling. Der er nogle af jer unge dæmoner, der snakker, så man skulle tro, det var vores opgave at undervise!

-Din hengivne Onkel Fangegarn.”

Og da lige tillykke med fødselsdagen til min mor, som har givet mig dette antikvariske eksemplar af C.S. Lewis’ fremragende dybe kommunikationskunstværk af en bog, som jeg citerer fra.

Læs mere her.

Om bogen: En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales “patienten“) bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel “Fangegarn“, som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke ‘farer’, han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er “FJENDEN” Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som ‘Vor Fader dernede‘.

Fanatismens Grobund 2

I lyset – og efterdønningerne af tegningkrise version 2.o er det vist på tide at støve et gammelt indlæg af og udvide det lidt. For nu at citere Livsgaranti: “Desuden kan alt det læste tolkes på mange forskellige måder, det kommer an på de øjne, der ser. Tager man koran og bibel, så ændres indhold efter for godt befindende. Man tilpasser bøgerne til mennesket og ikke omvendt. Man tager brudstykker ud, selvom det skal læses i en helhed. Hvilket i al fald ødelægger forståelsen af det skrevne. Det er da logik.”

Eller som Spin Doctors synger: “Egypt is the place to be…
But Rome is a democracy.”

Philippe Provençal, cand. mag., PhD skriver således: “Islam er, som vi også allerede har været inde på, imidlertid alt andet end en enhed. Allerede i år 37 efter den islamiske kalender, dvs. år 655 e.v.t., opstod det første alvorlige skisma i den islamiske religion, idet de troendes samfund blev splittet i sunnitter, shi’itter og khâridjiter. Skismaet var i sin oprindelse udpræget politisk, men det fik straks religiøse overtoner. Igennem hele historiens løb er der opstået heftige teologiske diskussioner, grupperinger og religiøse/politiske spil og intriger, og en del af disse vigtige teologiske diskussioner fortsætter ufortrødent i vore dage, men der har aldrig dannet sig nogen form for ensretning i islam. En »katolsk« ensretning kendes ikke.”

Dette er nok den største pæl man kan ramme igennem de kritikere af islam, som mener, at den er en ond ideologi, som skaber had og massepsykose i hele befolkninger. Men hvad er det så, som skaber hadet? Hvis ikke det er religion?

Jeg hævder lige her og nu, at det er mennesker, som begår forbrydelser imod mennesker, ikke pga. en religion hvis budskab er fred eller en samfundsbetonet frigørelse og seksualisering, som man har svært ved at identificere sig med; men pga. de gruppedynamikker, som påvirker mennesker, specielt når der bliver spillet dygtigt på dem. Det der foregår i mellemøsten lige nu kunne ligeså godt foregå her, i USA, i Kina eller et hvilket som helst sted, hvor der er mennesker til stede. Det er noget, som er fælles for os alle sammen. Kig på Eksjugoslavien. Det foregår lige i vores egen kristne baghave, og vi har enormt travlt med at anklage og skrive og rapportere, at det er altsammen de forbandede muslimers skyld og deres skide koran. Flygtningen eller indvandreren er måske ikke den bedste til at holde sin vrede inde; men på en måde forstår jeg ham godt. Den uretfærdighed, som han føler, at hans folk bliver udsat for, kan jeg levende sætte mig ind i. Så i dialogens hellige navn, så burde vi, som ikke har været udsat for samme uretfærdigheder måske netop vise os forstående overfor de, som har. Så jeg kan ikke se pointen i, at man ikke vil diskutere med et menneske, som nok har en anden og måske iblandt ubehagelig måde at udtrykke tingene på; men som dog har en viden, som kunne være værdifuld i vores forståelse af problemerne. Hvis man indskrænker dialogen til kun at være med de, som man er halvvejs eller helt enige med, så bliver der jo ikke megen progressivitet i forhandlingerne. Jeg tror på, at ved at foregå andre med et godt eksempel kan man nå meget længere end gennem angrebskrig og våbenmagt. Det må da være bedre at diskutere tingene, selv om man er rygende uenige, end at afbryde al kommunikation.

Til alle de mennesker – både danskere og muslimer og andre – som mener at have fundet et guldæg, når de kritiserer og udskælder og lægger henholdsvis islam og muslimer eller kristne og jøder – i det hele taget andre racer, befolkningsgrupper eller lignende for had:
Hvad med at åbne øjnene? Hvad med at se hvad der virkelig foregår? Hvad med at forsøge at få styr på de menneskelige relationer, istedet for at lægge alt ansvaret over på Gud, konge, præster og fædreland eller for den sags skyld på Islam, Imamer, Allah og Ayatollaher?
Ved at fralægge os ansvaret og klistre det op på en guddommelig autoritet, så har vi jo fjernet enhver mulighed for at gøre op med det. Da det pludselig ikke længere bliver menneskets gerning; men en dæmoniseret eller guddommelig gerning, alt afhængigt af hvilken side af konflikten man står på.

Citat: “Verden er fuld af fanatikere. Jeg vader i bogstaveligste forstand rundt i det til dagligt. Det er mit job. Men det betyder ikke, at jeg behøver at respektere det.” (Steffen Jensen, TV2)

Ingen dialog = Grobund for fanatisme.

Megen dialog = Svære levevilkår for fanatisme.

Ved at afskære sig selv fra at indgå i dialog med selvopfattede fanatikere, som man ikke bryder sig om, så giver man næring til de fordomme, som fanatismen lever af. Nemlig at fanatismen opstår på baggrund af en opfattet uretfærdighed, som udvikler sig til en massepsykose. Kun gennem en genoptagelse af de nære relationer til den gruppe, som er havnet i massepsykose, kan vi gøre os håb om at helbrede og læge de sår, som opstod på baggrund af en opfattet uretfærdighed. Derfor skal vi naturligvis ikke acceptere, at denne gruppe begår ulovligheder eller brud på menneskerettighederne; men ved at lægge dem endnu mere for had og ved at skubbe dem, som gruppe, længere ud i isolation fra omverdenen, så bliver psykosen stærkere i sin kraft og ender med endnu mere vold og fanatisme. Prøv at lægge det her som et matrix henover mellemøsten i de sidste 70 år, eller for den sags skyld et hvilket som helst konfliktområde, så tror jeg måske, nogle vil få en fornemmelse af, hvad det her drejer sig om.

Jeg kan dog godt forstå, at det er svært. Her er et link til et blogindlæg om gruppedynamik for de, som måtte være interesserede.

Hvad er de to overordnede budskaber i Bibelen og Koranen?

Jeg mener, at Koranen såvel som Bibelen kan læses og tolkes på mange måder af den uvidende eller den, som har et på forhånd defineret formål. Hvis man har et ondt hjerte, så bliver det man læser sikkert også ondt. Hvis man har et godt hjerte, så bliver det man læser godt.

Hvis man derimod læser dem fordomsfrit, så får man et andet svar. Nemlig en guide til livet på godt og ondt. Og det urkomiske er, som tidligere nævnt, at otte dansk-muslimske organisationer alle kom frem til, at Koranen lærer muslimer at tortur, terrorisme og drab på uskyldige mennesker uanset tro, race, køn eller nationalitet er de største forbrydelser. Disse mennesker, må det antages, ved nok mere om koranen og Islam end os. Så er Koranen og Bibelen bøger, som ubetinget lærer læseren at have et skidt menneskesyn? Tilsyneladende ikke alle læsere ihvertfald.

“Fælleserklæring udsendt af otte dansk-muslimske organisationer efter konferencen “Sikkerhed og samarbejde” afholdt i København den 24. september 2005:
“Islam lærer muslimer, at uretfærdighed i hvilken som helst forstand, hvad end i form af terrorisme, tortur eller drab på uskyldige mennesker uanset tro, race, køn eller nationalitet er de største forbrydelser. Retfærdighed for enhver, godhed mod enhver og fred for alle mennesker er hvad islam lærer muslimer og andre, som lytter med åbent sind og forstår dens budskab.
Det er en vigtig forudsætning for at kunne være med til at skabe så stor sikkerhed som muligt herhjemme og dermed forebygge ikke bare eventuelle terrorhandlinger, men også de mulige angreb på muslimsk-danske borgere der vil komme som følge af en sådan terrorhandling i Danmark, at relevante muslimske organisationer og relevante danske myndigheder rækker hånden ud til hinanden i et konstruktivt samarbejde.”

Nuvel, hvis de overordnede budskaber i Koranen og Bibelen er fred og kærlighed, hvordan kan I så få det til at blive til ufred, undertrykkelse, vold, had og krig? Vist, der findes paradokser, som der gør i alle gode bøger; men skal disse paradokser regere over de altoverskyggende dominerende budskaber om fred og kærlighed til Gud og medmennesker? Nej, vel? Her er en interessant artikel fra JP: “Koranen opfordrer dig til at ignorere provokationer. Vi ved fra profetens liv, at han blev udsat for hån, slået og kastet ting efter. Men hans reaktion var at ignorere det.”

En blogger på TV2 har angrebet mit synspunkt med, at koranen har specifikke synspunkter og påbud, som påvirker læseren. Jeg vil ikke hævde, at Koranen eller Bibelen ikke er i stand til i sig selv at påvirke mennesker. De er begge bøger med meget stærke budskaber, som kan forstås og misforstås. Effekten af at misforstå budskabet kan naturligvis medføre konsekvenser iform af misbrug af bøgerne. Men skal det betyde, at bøgerne skal forbydes? Enhver kan jo hente Mein Kampf i boghandelen og ligeledes andre bøger, som er potentielt skadelige. Magtmisbrug, korruption og manipulation er menneskelige karakteregenskaber, som man ikke behøver bøger for at udvikle. Bøger bruges dog ofte som undskyldning for at indføre den slags i samfundet. Hitler var eksempelvis meget betaget af Luthers jødehad. Ligeledes har man ofte nok set film og lignende medier danne inspirationskilde for psykopater, ligesom reklamernes objektivisering af kvinder er med til at holde dem fastlåste i undertrykkelse selv i moderne vestlige samfund. Filmen The Wall giver et meget godt indblik i de psykiske problemstillinger, som er et produkt af den moderne verden.

Hvorfor tror I så, at religioner og bøger bliver korrumperet, misbrugt, manipuleret og forarmet?
Lad mig svare ganske kort. Fordi budskaberne om fred og kærlighed er så stærke, at hvis man korrumperer dem, så har man opnået, hvad selv djævelen ikke kunne opnå. Helvede på jord! Altså ikke religion, men ANTI-religion. Kan I forstå det – eller taler jeg helt sort?

Hvem snakker ellers om at undertrykke andre mennesker?

Citat: “De skal bare arbejde, så bliver de glade og lykkelige”.
Citat: “Arbeit machts frei”.
Etc….

Det gør POLITIKERE!! Så hvem har interesse i at korrumpere, ødelægge og manipulere religionernes budskaber? Hvis folk virkelig stod last og brast med budskabet om at ytringsfriheden er ukrænkelig, så burde Danmark i sympati med og empatisk forståelse af Björks kraftfulde udmelding i Tibét jo faktisk melde fra til OL i Kina. Det ville være et betydeligt stærkere signal end nogle tegninger i Danmarks traditionelt fascistiske morgenavis JP.

Philippe Provençal, cand. mag., PhD skriver videre i sin glimrende artikel: “Ingen troende, hverken magthaver eller teolog har nogen form for monopol på sandheden, og selv om nogle har prøvet på at tilrane sig det ved hjælp af politisk magt – med ayatollah Khomeini som det bedst kendte eksempel i moderne tid – har de aldrig i praksis kunnet opnå nogen form for officiel eller blot vedvarende massepopulær godkendelse. At ville have eneret på sandheden ville i sig selv være dybt uislamisk, idet det ville være at påregne mennesket en guddommelig egenskab og dermed udøve islams værste synd, nemlig at give Gud fæller i magten.”

-Altså troen er noget, som findes inde i det enkelte menneske. Troen er ikke udadvendt i erobringer og vold for at undertrykke andre. Snarere tværtimod.

Lad mig slutte af med at henvise til Charlie Chaplin og Spin Doctors glimrende Cleopatra’s Cat.

Her kan jeg bl.a. anbefale Herbert Pundiks erindringer og C.S. Lewis’ bog ‘Fra Helvedes blækhus‘ (10 år inden han skrev Narnia) er ligeledes anbefalelsesværdig.

Citat C.S. Lewis ‘Fra Helvedes blækhus‘ Onkel Fangegarn (overdjævel, selve djævelen omtales som ‘Vor fader dernede’) skriver til sin lærling Malurt: “….. Blandt civiliserede mennesker giver had mellem familie sig sædvanligvis udtryk i, at der bliver sagt ting, som ville tage sig fuldstændig uskyldigt ud på papiret (ordene er i sig selv ikke stødende); men som bliver sagt i en sådan tone eller i et sådant øjeblik, at de næsten virker som et slag i ansigtet. For at holde spillet gående må du og Gnavhas sørge for, at ingen af disse to tåber måler sig selv med den samme målestok, som han måler den anden med. Din patient må kræve, at alt, hvad han siger, skal tages ganske bogstaveligt og kun dømmes efter ordene i sig selv, mens han samtidig dømmer alle sin moders ytringer efter en yderligtgående og overfølsom tolkning af den tone og den sammenhæng, de bliver sagt i, og den hensigt han tillægger dem. Du må sørge for, at hun bærer sig ligesådan ad overfor ham. Derved kan de skilles ad efter et skænderi begge to overbevist eller næsten fuldstændig overbevist om, at de er helt uskyldige. Du kender nok dette her: ‘Jeg spørger hende bare, hvornår vi skal spise, og så bliver hun aldeles rasende.’ Når de er kommet godt i vane med den slags, har du den frydefulde situation, at mennesker siger noget i den udtrykkelige hensigt at såre og alligevel beklager sig over det, når modparten har følt sig såret.

Hør, fortæl mig også noget om den gamle dames religiøse indstilling. Er hun overhovedet skinsyg over den nye faktor i hendes søns liv. Er hun i det hele taget såret over, at han af andre og så sent har lært det, som hun mente, hun gav ham så god lejlighed til at lære, da han var lille. Synes hun, han gør en vældig ståhej ud af det, eller at han ‘kommer igennem’ på meget lette vilkår? Husk den ældste broder i Fjendens historie (red. lignelsen om den fortabte søn).

-Din hengivne Onkel Fangegarn”

For sammenhængen mellem reformationen og Islam: Læs Ref. og Islam.

Om kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs Livshistorie og “Large-group Psychodynamics and Massive Violence”.

Om massepsykose, Ebony & Ivory.

Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik.

Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne.

Om Primary Objectification og Projektiv identifikation.

Om Ytringsfriheden set fra en anden vinkel.

Om basale hjernefunktioner: Læs Reptilhjernen og Hukommelsen.

Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP.

Krigen mod terror stimulerer terroren.

Cleopatra’s Cat:
Cleopatra’s favorite cat
Got his hands on Caesars spats
The heat was on as you could see
So he front ‘em to mark anthony.
Said, my girlfriends cat is smarter than me.

Caesar had an eye for clothes
He saw them spats and said, I like those.
Caesar had no thing to say, except,
Jesu Christi domine,
Et tu, brute,
Jesu Christi domine,
Et tu, brute.

The senate tried to sympathize
It was the cat they should despise
Informant told his whereabouts
Centurions to seek him out

Centurions! there go the centurions.

Brutus had to turn his head
When this cat done went and said,
If he’s got this thing for shoes,
He just might be ambitious, too.
They got holidays all in his name,
And all a tyrant needs is fame.
Those fascists dont play pretty games
Egypt is the place to be…
But Rome is a democracy.
Rome!

Caesar never got them back
cause they killed his ass in the second act.
Brutus spoke, then anthony:
Said, my girlfriends cat is smarter than me.
Friends, romans, cant you see
My girlfriends cat is smarter than me
Egypts biggest rivalry:
Cleopatras cat and me.

Ytringsfrihed 2

Den afghanske udenrigsminister Dr. Rangin Dadfar Spanta sagde bl.a. i DR2 deadline at:
Ytringsfriheden bliver brugt til at modarbejde samarbejdet om arbejdet for demokrati og menneskerettigheder. Den bliver brugt som propaganda for aktivt at så splid imellem mennesker fra forskellige kulturer.

Han lever naturligvis i en anden virklighed end os. Men er det en virkelighed, som vi skal forsøge at samarbejde med om at indføre menneskerettigheder og demokrati? Eller skal vi med ytringsfriheden søge at modarbejde det samarbejde?

Dermed bærer du og jeg også en del af ansvaret for, om vi skal sabotere samarbejdet om demokrati og menneskerettigheder på tværs af kulturer, eller om vi skal støtte det. Vi har vel ikke i vesten patent på menneskerettigheder og demokrati?

Jeg anser ikke, at den afghanske udenrigsminister vil bestemme over vores ret til at bruge ytringsfriheden. Han opfordrer til, at man bruger den med omtanke, så man ikke modarbejder det tværkulturelle globale samarbejde for menneskerettigheder og demokrati.

Jeg må sige, at hans holdning er interessant. Jeg ved ikke helt, om jeg kan tilslutte mig den. For ytringsfriheden er vigtig. Men når man ser på den stigende regressive gruppedynamik på begge sider af debatten i Europa, hvor bl.a. højreekstremister i Holland vil udgive en film, som sammenligner Koranen med Mein Kampf, og en børneudsendelse fra Gaza, som opfordrer til mord på satiretengere, så kan jeg godt følge den afghanske udenrigsminister. Der er kræfter både blandt højreorienterede muslimer og højreorienterede Europæere/Vesterlændinge, som vil bruge ytringsfriheden til at modarbejde globaliseringen og kampen for menneskerettigheder og demokrati. Hvorfor? Er det ikke meget vigtigere for indførelsen af ytringsfrihed rundt omkring i verden, at man får indført demokrati og menneskerettigheder? Hvad vil man opnå ved at standse det globale samarbejde?

Det er lidt skræmmende at tænke på, når man lige inden har siddet og set Peter Lund Madsens glimrende gennemgang af jødeforfølgelsen i Europa gennem 2000 år og stenalderhjernens regeren, når den sunde fornuft fordamper.

Der er een sandhed

Der er en lille blomst
som kaldes fred.
De dybe skillevande
gror den ved.
Og den har rødder
på den anden bred.

Og har du fældet dom
om godt og slet
og tvingende bevist,
at du har ret,
så har du taget sagen
lidt for let.

Thi større er
det virkeliges spil
end selv din sandhed,
eller om du vil:
der er een sandhed -
og en sandhed til.

-Piet Hein

Krigen mod terror stimulerer terroren.

Dogmeregler for debatfora….

Dogmeregler for debatfora (r4) (del 1) Debattens dogme-regler (revision 4):

Det er helt essentielt for et debatforum, at der ikke opstår kliker, inderkredse, “gamle vs. nye”-stridigheder. Desuden er det essentielt ikke at være enige, ikke føle sig hjemme, være fast debattør, og samtidig er det absolut grundlæggende, at en stabil
og seriøs linie bliver lagt for en debattørs færden på et debatforum. Derfor disse regler:

§1. Skriv max. 1 indlæg om dagen. Skriver du flere, bliver du hurtigt “gammel”, samt “fast” debattør. Dette øger også risikoen for, at nogle bliver enige med dig, eller du bliver enige med dem. Enighed, “gammel” debattør og “fast” debattør skaber kliker og inderkredse, og dem skal vi undgå.

§2. Debatter ikke med folk, du har mødt IRL. Det skaber inderkredse og kliker. Derudover kan det medføre en forståelse for din meddebattør, hvis du har mødt vedkommende, og dette medfører i sig selv klikedannelse og inderkredsdannelse, men kan også medføre enighed, og dermed klikedannelse og inderkredsdannelse.

§3. Hold styr på hvor tit du debatterer med samme meddebattør. Sker dette for ofte, øges risikoen for enighed, og under alle omstændigheder skabes en klike og/eller en inderkreds.

§4. Har nogen udtrykt en holdning du deler, så undlad at ytre din holdning. I modsat fald konstateres enighed.

§5. Observerer du en medebattør ytre en holdning du deler, men vedkommende ikke gør det uddybende nok, efter din mening, så undlad at ytre din holdning. I modsat fald konstateres ikke blot enighed, men også rygklapperi.

§6. Er du mand, så undlad at debattere med kvinder. I modsat fald konstateres leflen for det modsatte køn.

§7. Er du kvinde, så undlad at debattere med en mand – især hvis du benytter smileys, da dette vil indikere, at du trænger til P..

§8. Er det lykkedes dig at skrive 365 indlæg i et debatforum, altså en deltagelse på et år uafbrudt, så undlad at tilføre debatforumet nye indlæg det næste halve år (182 indlægs karantæne)

§9. Er du uenige med nogle, og dermed berettiget til at tilføre debatforummet et nyt indlæg, vær da opmærksom på ikke at udtrykke dig for diplomatisk. I modsat fald konstateres svagpisseri, og risiko for konstatering af enighed er til stede.

§10. Er du uenige med nogle, og dermed berettiget til at tilføre debatforumet et nyt indlæg, vær da opmærksom på ikke at udtrykke dig for udiplomatisk. I modsat fald vil “gåen efter manden ikke bolden” konstateres.

§11. Bliver et indlæg, du har skrevet, besvaret off-topic, så ignorer det.

§12. Bliver et indlæg, du har skrevet, besvaret af en du kender, så ignorer det.

§13. Hold dig udelukkende til seriøs topic.

§14. Skriv ikke i for mange tråde ad gangen. I modsat fald konstateres “fast” debattør.

§15. Kan du ikke formulere dine holdninger seriøst og præcist, uden brug af smileys, ironi, sarkasme, eksempler etc. så hold dig væk. I modsat fald konstateres useriøsitet.

§16. Du skal sikre dig at den tråd, du vil skrive i, ikke får tilført nye indlæg for hurtigt. I modsat fald kan der nå at komme et indlæg, der giver udtryk for samme holdning som din, og dermed konstateres enighed.

§17. Vær absolut sikker på, at du ikke kan rykkes til enighed med andre. Er du bevidst om, at du måske kan rykkes, undlad da at deltage i tråden.

§18. Undlad at give en meddebattør ret. I modsat fald konstateres rygklapperi.

§19. Har din meddebattør ret, vælg da imellem to løsningsmodeller: Ignorer vedkommende eller find noget at fluekneppe over indenfor seriøse topics.

§20. Undlad at være “for dygtig” en debattør. Viser du dig, som menneske, bliver folk skuffede. Dermed risikeres denne skuffelse at blive udtrykt i debatforummet, og inderkreds konstateres.

§21. Tag debatforummet seriøst og tag det som underholdning på samme tid. Denne balance er afgørende for at kunne tilfredsstille alle. Hvordan du gør det, er dit problem.

§22. Vær sikker på, at du ikke tilfredsstiller nogen. I modsat fald konstateres medløberi og svag karakter. Hvordan du får det til at passe sammen med punkt 21, er dit problem.

§23. Hav din egen mening, men vær opmærksom på, at den ikke må deles af andre, og den ikke må være for langt fra andres.

§24. Brok er godt, undren er not. Men vær opmærksom på at visse emner er urørlige, hvad brok angår. Brok må nemlig kun være af typen, der giver andre anledning til at angribe dig personligt. Her træder netikette ud af kraft.

§25. Du er dømt ude af debatforummet, hvis du får en besked af typen “kan du ikke lide lugten i bageriet…”. Se iøvrigt punkt 24.

§26. Stik en finger i jorden, men udtal aldrig, at du nogensinde har gjort det. Det er på én gang et krav og forbudt at lodde stemningen. Brug mindst en måned så ved du hvilke emner, der i det givne debatforum er udebatterbare, men vær samtidig opmærksom på, at din stilhed mht. disse emner dømmes som enten accept eller holdningsløshed (hvilken ofte vil fremgå af den givne tråd).

§27. Har du ingen argumenter, eller er udtømt for sådanne, men stadig ønsker at vinde diskussionen, så kald modparten nosseløs. Det er et universalværktøj til at vinde.

§28. Læs alle tråde igennem, inden du opretter et nyt emne. Også tråde, som blev oprettet for 5 år siden. Et emne må kun diskuteres én gang nogensinde. Afslør dog aldrig at du har gjort det, da det vil tolkes som at ligge under for inderkredsens krav.

§29. Hav billede på din profil, hvis det givne debatforum giver mulighed for det. Ellers vil du ikke blive anset som seriøs deltager, men istedet blive anset som en der gemmer sig bag anonymitet.

§31. Stil altid spørgsmål når du opretter en tråd, helst i slutningen af oplægget. Ellers kan emnet ikke debatteres, da det så blot er et statement, og statements hører ikke til på et debatforum, da sådanne ikke kan debatteres.

§32. Undlad at stille spørgsmål i et trådoplæg, da spørgsmål i sådanne ikke giver udtryk for interesse i svar, men er udtryk for forhåndsdom over de, der måtte svare. Hvordan du får det til at passe sammen med punkt 31, er dit problem.

§33. Skriv korte indlæg. Ellers er du for kedelig at læse.

§34. Få det hele med, undlad ingen detaljer, og vær præcis med hvem/hvad du omtaler. Det er et irritationsmoment, hvis folk må spørge efter flere detaljer for at kunne svare, og der må ikke være mulighed for at se generaliseringer nogen steder. Hvordan, du får det til at passe sammen med punkt 33, er dit problem.

§35. Du må ikke føje dig andres ønsker om, hvad der må skrives.

§36. Du må ikke skrive, hvad andre ønsker ikke bliver skrevet. Hvordan, du får det til at passe med punkt 35, er dit problem.

§37. Du må ikke skrive om dine oplevelser på det pågældende debatforum, eller sitet der måtte ligge omkring pågældende debatforum. Heller ikke selvom der skulle være et forum til formålet. Det er uetisk. Folk vil gerne høre om andres erfaringer og oplevelser, det må blot ikke gengives på nogen måde. Brug i stedet telepati.

§38. Vær klar og tydelig i det, du skriver. Ellers forstår ingen, hvad du mener. Hvordan, du får det til at passe med punkt 39, er dit problem.

§39. Vær uklar og tvetydig i det, du skriver. Ellers forstår ingen, hvad du mener. Hvordan, du får det til at passe med punkt 38, er dit problem.

§40. Sørg for at der aldrig bliver en dialog. Det gøres bedst ved at påstå, at andre siger noget ganske andet end det, de faktisk siger.

§41. Punkt #30 er alene udtryk for forfatterens holdning. Hvordan, du får det til at passe med punkt 40, er dit problem.

(Kilde: ukendt)

Primary objectifikation og projektiv identifikation….

Forsvarsmekanismerne er de foranstaltninger mod angst og ulyst, som vi i tanke eller handling udfører. Ofte optræder de ubevidst for det handlende menneske. Forsvarsmekanismerne er rettet mod indbildte farer – og deres formål er at reducere angsten i stedet for at bekæmpe angstens anledning. Forsvarsmekanismerne er derfor nogle gange hensigtsmæssige – andre gange hæmmende og uhensigtsmæssige. De mest almindelige forsvarsmekanismer er følgende:

1. Fornægtelse: Man lukker af for den ydre verdens trusler og realiteter, f.eks. under kriser, sorg eller sygdom.
2. Projektion: Indre følelser, der ikke umiddelbart kan administreres, flyttes ud på omverdenen.
3. Rationalisering: Følelse af skam og skyld fjernes fra bevidstheden ved en tilsyneladende fornuftig forklaring, men som reelt kun på overfladen dækker problemstillingen.
4. Annulering: Det gjorte gøres ugjort gennem symbolske handlinger, såsom renselse, ’skrifte’ eller aflad.
5. Fortrængning: Angsten mestres ved at holde problematiske forestillinger borte fra bevidstheden. De er fortrængt til det ubevidste.
6. Isolation: Følelsen isoleres fra forestillingen, så problematiske tanker kan tænkes uden at udløse de tilhørende affekter.
7. Benægtelse: Truende forestillinger (eks. forestillingen om bebrejdelse/straf) holdes borte fra Jeg’et via sproglige negationer (benægtelser).
8. Identificering: At identificere sig med, dvs. tilpasse sig til, andre eller en gruppe. Overtagelse og internalisering af vaner, mode/stil (beklædning), tanker, ideologier, idéer, m.m. -Tendens til at sluge manipulation råt for usødet. Introjektion: At optage (positive) egenskaber fra en person/objekt og ofte i den forbindelse projicere egne negative egenskaber tilbage på objektet.
9. Identificering med angriberen: Kan være resultatet af en ydre konflikt. Man identificerer sig med den, man frygter at blive angrebet af (medløber).
10. Splitting: Sort/hvid måde at anskue verden på. Enten/eller-syn på sagen. Primitiv idealisering: Med afsæt i splitting fokuserer man på en ideel figur, som man har urealistisk høje forventninger til (idolisering)
11. Idyllisering: Urealistisk overbetoning af de positive træk. De negative træk projiceres over på ‘fjenden’.
12. Omvending: Et aktivt driftsmål erstattes med et passivt, som er mindre angstprovokerende. Eksempelvis kan sadisme vendes til masochisme og omvendt.
13. Projektiv identifikation: Afsenderen projicerer sit konfliktmateriale over i en anden person eller gruppe, således at modtageren ikke kan undgå at bearbejde det. Denne funktion ‘afgifter’ konflikten for den ramte og modtageren får en ‘containerfunktion’, hvis PI er progressiv. Hvis den derimod er regressiv får modtageren oplysningerne givet på en sådan måde, at løsningsforslagene på forhånd er givet. Modtagerens tilbagemelding vil snarere repræsentere den usagte holdning hos den konfliktramte end modtagerens egen bearbejdning. Det kan give en forstærkning af den afmagt, som afsenderen i forvejen sidder med inde bag sin mur. Således kan det afsendte erstatte virkeligheden i en slags parallelunivers.
14. Reaktionsdannelse: Udviser holdninger, som er i diametral modsætning til de stærke følelser, man har i sig. Man føler f.eks., at man er venlig, når man er vred. Man tilfredsstiller sin reelle følelser gennem akivt at udleve deres modsætninger.
15. had → overvenlighed.
16. kærlighed → hårdhed/kulde.
17. Omnipotens/devaluering
18. Forstørret, grandiost, almægtigt selvbillede – idealisering
19. rettet mod selvet.
20. Devaluering: Nedvurdering af andre bliver brugt til at stille sig selv i et bedre lys.
21. Sublimering: Primitive og socialt uacceptable drifter anvendes i en højere sags tjeneste. Eksempelvis kan seksualdriften anvendes i kunstnerisk udfoldelse. Den aggressive drift anvendes eksempelvis indenfor sport.
22. Flugt: Søger at undgå kontakt med et angstprovokerende behov. Alt, lige fra dagdrømmeri, lykketilbud, TV, film, eventyr og ugeblade til spiritus og narkotika, kan tages i anvendelse. Man kan også flygte ind i et delvist påtaget kærlighedsforhold, fordi angsten for at være alene er for truende. En udadvendt flugt kan være hele tiden at søge bekræftigelse i, at man er en del af et fællesskab.

Primary objectification betyder, at man sætter alting ind i en forståelsesramme, som er fysisk og til at tage og føle på. Eksempelvis at man stopper alting i små kasser af reduktionistisk afgrænsede naturvidenskabelige definitioner. Man evner ikke at forestille sig en anden virkelighed end den virkelighed, som passer med ens egen verdensforståelse.

Der, i krydsningsfeltet mellem PO og PI, vil man typisk se, at tegnet på regression er, at man i stedet for at åbne sig op og være åben overfor det mystiske, alene stiller sig selv og ‘livet’ lukkede spørgsmål, som på forhånd er defineret af ens egen forestilling om svarene. Hvor fantasifuld denne end måtte være, så er den begrænset af virkelighedsforståelsen, såvel som de i problemformuleringen givne løsningsforslag. Forsvaret imod angsten for det ukendte viser sig i en søgen efter svar i det kendte. Men denne lukkede verden gør også, at man ikke levner sig selv åben overfor mulige evolutionære/kulturelle- såvel som personlige kvantespring, fordi man udelukker det spirituelle og magiske univers af potentielt uforklarlige årsager.

• Til sidst vil jeg lige udover emnet rette opmærksomheden imod en ualmindeligt spændende artikel.
• Ligeledes og måske mere emnenært kan anbefales Martti Siiralas bog ‘From Transfer to Transference‘.

Alle mennesker havner i afmagt på et tidspunkt. En afmagt som kan blive altfortærende, med mindre man holder fast i noget, som ligger ud over dén konkrete verden, som fylder én med afmagt. Nærværet og blikket må vendes mod ‘muligheden’ altså håbet i mørket. For hvis man slukker håb, så kan man ligeså godt begrave en masse mennesker med det samme. Og der sker noget i det håb. Det er mere end alene alle de fysiologiske (bort)forklaringer. Mennesket må huske på ydmygheden i forhold til sin egen selvguddommeliggørelse, for hvis mennesket tror, det ved alt, så er der intet tilbage andet end et lukket rum, og det er ikke sjovt at stå og råbe i et lukket rum på lang afstand.

Hey You

Hey you, out there in the cold
Getting lonely, getting old Can you feel me?
Hey you, standing in the aisles
With itchy feet and fading smiles
Can you feel me?
Hey you, don’t help them to bury the light
Don’t give in without a fight.

Hey you, out there on your own

Sitting naked by the phone

Would you touch me?
Hey you, with your ear against the wall

Waiting for someone to call out

Would you touch me?

Hey you, would you help me to carry the stone?

Open your heart, I’m coming home.

But it was only fantasy.

The wall was too high,

As you can see.

No matter how he tried,

He could not break free.

And the worms ate into his brain.

Hey you, standing in the road

Always doing what you’re told,

Can you help me?

Hey you, out there beyond the wall,

Breaking bottles in the hall,

Can you help me?

Hey you, don’t tell me there’s no hope at all

Together we stand, divided we fall.

• [click of tv being turned on]

Well, only got an hour of daylight left.

Better get started

Isn’t it unsafe to travel at night?

It’ll be a lot less safe to stay here.

Your father’s gunna pick up our trail before long

Can loca ride?

Yeah, I can ride… magaret, time to go!

maigret, thank you for everything

Goodbye chenga

Goodbye miss …

I’ll be back

Mere info om Pink Floyd – ‘The Wall’ kan findes her.

For info om gruppedynamik læs mine indlæg om:

• Large-group Psychodynamics and Massive Violence,
• Volkan og Ytringsfriheden,
• Fanatismens grobund,
• Ebony & Ivory,
• Usmageligt af Dansk Folkeparti.

En ganske alm. dag – om kulturberigelse, MR-scanning, og andre anekdoter….

Idag oprandt dagen. Efter i to år at have gået rundt og spekuleret over, hvorfor jeg aldrig blev scannet efter overfaldet, som iøvrigt uopklaret er blevet lagt på is, da polititiet har vigtigere ting at foretage sig (e.g. lege skraldemænd for regeringen), blev det nu endelig tid til en tur i MR scanneren. Således spændt stod jeg op kl. 8 i morges og begav mig mod Glostrup Amtssygehus. På vejen i S-toget læste jeg i avisen om en dansker, som tilsyneladende mente, at det var på sin plads at kulturberige en pakistansk indvandrer ved at smadre hans ansigt i dennes lejlighed i Lyngby, og derefter gå tur med sit hårdt sårede offer igennem Lyngbys gader, som en anden SS-bøddel. Resultat, den stakkels fyr ligger i koma på Rigshospitalets traumecenter og risikerer at miste synet på begge øjne efter svære skader på begge øjenæbler… Men bilafbrændinger på Nørrebro ér åbenbart vigtigere end voldelige overfald på indvandrere… Mere om dette her og her.

Ankomst til Glostrup Amtssygehus kl. ca. 10.30. Jeg bevæger mig op til radiologisk afd. Her mødes jeg af en vældig flink kaukasisk indvandrer (ret skal være ret), som forklarer mig, at jeg skal smide alle metalgenstande osv… Herefter bliver jeg lagt på en slæde og får høreværn på. De giver mig endda ekstra høreværn, fordi de ved fra journalen, at jeg er støjfølsom (meget betænksomt). De spørger, om jeg ligger godt og fører derefter en maske ned over mit ansigt (føler mig som manden med jernmasken). Nu er tiden kommet. 30 minutter i helvede. Føj, hvor den larmer. Mit hoved føltes som, at det skulle sprænges trods de ekstra høreværn, og nu ved jeg præcis, hvordan det må føles at vågne op i en kiste og være levende begravet. Dog fik jeg hele tiden beroligende stemmer udefra…
Efter de 30 min var gået, blev jeg hevet ud igen. Jeg var nu godt svimmel, havde tindrende hovedpine og følte mig absolut utilpas…. Så jeg fik, trods kolosalt tidspres på afdelingen, lov at blive siddende lidt, imens de snakkede med mig. Det var rart. Mødet med Radiologisk afd. på Glostrup var trods helvedesmaskinen en god oplevelse.
På vej ud var jeg stadigvæk svimmel. Følte mig utilpas og ‘væk’. Men jeg skulle jo hjem, og jeg piber ikke om, at jeg vil have taxa eller lign… Nå, jeg fik under telefonsamtale med et familiemedlem klaret mig ned til ringvejen. Her er der et krydsningsfelt med hul i midterrabatten, så cyklister og fodgængere kan komme over til hospitalet. Jeg krydsede første spor uden problemer. Ved andet spor stod jeg og ventede lidt indtil der var et par hundrede meter til nærmeste bil, en varevogn… Jeg begyndte at gå; men har nok været lidt usikker på benene. Anyways, jeg går, varebilen nærmer sig. Jeg kigger på den. Han kigger sikkert på mig. Nu ved jeg ikke hvad idioten tænkte på. Måske jeg skulle kulturberiges eller noget; men ihvertfald er der hele to vejbaner at køre i og ingen andre biler på siden af ham. Han kunne således sagtens skifte vejbane. I stedet vælger han at speede op og køre direkte imod mig med hornet i bund – til stor forskrækkelse for en kvinde, som sad i en bil og så det hele, var han mindre end en halv meter fra at ramme mig. Hun rystede på hovedet… og kiggede nærmest undskyldende på mig, selv om det ikke var hende, som begik nogen fejl… Så er det, jeg spørger…

Ved et sygehus, hvor mennesker, som må formodes at være syge, skal krydse en vej, kan det da være meningen, at man skal gå med et kæmpe advarselsskilt, hvor der står: “JEG ER SYG, SKÅN MIG!”?! Manden kørte som en vanvittig, og jeg er overbevist om, at en fartkontrol ville have kostet minimum et par klip i kortet. På vej videre ned mod stationen tænkte jeg på vores nationalhymne… dog med en lille, men signifikant ændring i teksten..

Der VAR et yndigt land
Det stod med brede bøge…  syng selv videre.

Ytringsfriheden…

“Ytringsfrihed består i retten til at give sine meninger til kende i skrift og tale. Ytringsfriheden er i Danmark formelt sikret gennem Grundlovens § 77, som bestemmer, at: «Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres».

Det er lagt visse begrænsninger på ytringsfriheden, nemlig for ytringer som kan virke ærekrænkende, gudsbespottende, som opfordrer til strafbare handlinger eller på anden måde kommer ind under straffelovens bestemmelser. Eftersom det kan være vanskeligt at afgøre, hvilke ytringer som rammes af disse bestemmelser, og eftersom opfattelsen, af hvad der f.eks. er krænkende skifter, bliver det ofte et skønsspørgsmål, hvor langt ytringsfriheden skal gælde. I årene efter 2. verdenskrig blev der f.eks. rejst flere retssager mod, hvad der blev regnet som pornografi. Spørgsmålet, om f.eks. opfordring til ulovlig strejke og civil ulydighed er strafbart eller ikke, rejser problemer af største vigtighed i diskussionen om et levedygtigt og fleksibelt demokrati.

Som de andre grundlæggende friheder, hviler også ytringsfriheden på ideen om visse fundamentale menneskerettigheder. Retten til at give udtryk for ens meninger i skrift og tale regnes som en forudsætning for at kunne tage vare på sig selv som menneske og for at kunne skabe sig en rig og ordentlig tilværelse efter eget valg. Menneskets ytringsfrihed er derfor indskrevet i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948, som bl.a. slår fast, at enhver har ret til at «meddele oplysninger og ideer gennem ethvert meddelelsesmiddel, og uafhængigt af grænser». Europarådets menneskerettighedskonvention af 1950 præciserer, at dette må ske «uden indblanding fra offentlige myndigheder».

Selv om ytringsfriheden altså er formelt sikret, er det imidlertid klart, at en række mennesker i virkeligheden ikke nyder godt af eller ikke kan benytte sig af denne ret. En række faktiske omstændigheder, ydre og indre, begrænser en persons reelle ytringsfrihed.

Den vigtigste hindring for reel ytringsfrihed er bestemte magtforhold mellem mennesker. Indenfor familien vil især de fysisk og økonomisk svage medlemmer være afhængige af de stærke, og vil af frygt for repressalier lægge bånd på deres ytringsfrihed. Børn vil af frygt for tab af hengivenhed og kærlighed lade være med at give udtryk for deres holdninger og følelser osv. I forholdet mellem arbejder og arbejdskøber vil det gensidige afhængighedsforhold kunne hindre den ene part (arbejderen) i at give oprigtig udtryk for sine meninger.

De samme forhold, som gælder mellem individer, gælder også mellem grupper og klasser, som står i et magt- og afhængighedsforhold til hinanden. Disse betragtninger viser samtidig, at en ubegrænset ytringsfrihed næppe er et ubetinget gode. Forholdet mellem mennesker som er afhængige af hinanden, ville kunne skades ubodeligt, hvis alle sagde, hvad de oprigtigt mente.

Men en persons reelle ytringsfrihed begrænses også af «indre» omstændigheder – nemlig personens evne til at udtrykke sig i skrift og tale og muligheden for at komme til orde. Evnen til at udtrykke sig klart og effektfuldt varierer stærkt mellem mennesker. Børn er mindre erfarne med at udtrykke sig end voksne; men der eksisterer også betydelige forskelle mellem voksne afhængig af baggrund, uddannelse og øvelse. At ytringsfriheden kan blive mere end blot en frihed på papiret, er derfor afhængig af bl.a. mobiliteten mellem miljøer, øget mulighed for uddannelse og utvungen omgang mellem mennesker. Evnen til at udtrykke sig er ikke en ren papegøjefærdighed; den kræver også udvikling af evnen til at tænke klart og logisk.

Muligheden for at komme til orde begrænser ens faktiske ytringsfrihed på alle planer; men er særlig mærkbar, hvis man vil nå et større publikum. Muligheden for at få sine meninger frem er groft sagt omvendt proportional med meddelelsesmidlets rækkevidde. Det er vanskeligere at få sine ting trykt i en stor avis end i en lille – vanskeligere at slippe ind i radioen end på cafeen. Til gengæld har lokalradio og andre lokale fora stor betydning for folks reelle ytringsfrihed. Internettet giver en teoretisk mulighed for at nå ud til mange; men også for dette kommunikationsmedium sker der en centralisering af informationerne, og den måde folk anvender det på.

Ytringsfrihed / Ytringsterror

I vinteren 2006/06 sendte den danske statsministers forhold til ytringsfrihed Danmark ud i konflikt med hele den muslimske verden. Baggrunden var 12 karikaturtegninger offentliggjort i Jyllandsposten 30. september 2005 som led i avisens og regeringens hetz mod flygtinge, indvandrere og specielt muslimer. Ifølge statsministerens opfattelse er ytringsfrihed magthavernes eller flertallets ret til at gøre grin med eller føre hetz mod minoriteter eller politiske modstandere. Dette må imidlertid snarere betegnes som ytringsterror på linie med den «ytringsfrihed», autoritære regimer praktiserer overfor politiske afvigere og modstandere.

Ytringsfriheden står i sagens natur ikke sin prøve, når det handler om flertallets «ret» til at undertrykke mindretallet. Der findes ingen begrænsninger i denne ret under autoritære regimer. Ytringsfriheden står derimod sin prøve, når det drejer sig om minoritetsgrupper og politiske modstandere overfor et herskende politisk styre og deres ret til at tale de magthavende grupper i samfundet imod. Ifht. denne lakmusprøve på ytringsfrihed er der de seneste år sket de-facto indskrænkninger i de danske rammer for ytringsfrihed:

Det er blevet almindelig praksis fra VKO regeringen at slå ned på imamer, når disse anvender deres ytringsfrihed til at kritisere den danske flygtninge- og indvandrerpolitik generelt og specielt magthavernes islamofobi (angst for islam). Det skete bl.a. ifbm. den krise Jyllandspostens karikaturtegninger af Muhammed udløste i det meste af verden. Truslerne mod imamerne varierer fra kravet om «imamuddannelse», fratagelse af deres evt. danske statsborgerskab, til udvisning.
Som led i den terrorlovgivning, der er gennemført siden 11. september 2001, er der indført de-facto begrænsninger i ytringsfriheden. Ligesom myndighederne i Kina lukker bestemte sider på internettet, lukker danske myndigheder også bestemte sider og sites. I august 2005 afsagde byretten i København kendelse om lukning af 3 sider på foreningen Oprørs Website. Lukningen blev siden stadfæstet af landsretten. Iflg. myndighederne fordi disse sider støttede terror ved at opfordre til økonomisk indsamling til befrielsesbevægelserne PFLP og FARC i henholdsvis Palæstina og Colombia. I februar 2006 blev dette skridt fulgt op af myndighedernes lukning af sitet www.fightersandlovers.com der solgte T-shirts til fordel for de samme to organisationer, samt arrestation af 7 medlemmer af partiet venstresocialisterne, der stod bag sitet. Myndighedernes overgreb førte til internationale reaktioner fra bl.a. Human Rights Watch og det svenske Vänsterpartiets rigsdagsgruppe. Alligevel konkluderede det danske justitsministerium, at det kunne gå videre. Fire dage senere, den 24. februar truede politiadvokat Michael Jørgensen internetudbyderne for Enhedslisten og Dagbladet Arbejderen til at fjerne kopier af Oprørs appel fra deres hjemmesider (www.ytringsfrihed.nu). Overgrebet på ytringsfriheden var denne gang end ikke sanktioneret af en dommerkendelse, men var en rent administrativ beslutning fra en politiadvokats side. Enhedslisten lagde derefter appellen på Folketingets WEB site som en del af en §20 forespørgsel til statsministeren. Politiet har endnu ikke grebet ind overfor Folketinget.
Den tidligere ansatte i FET, Frank Grevil blev i 2005 dømt for at have lækket oplysninger, der afslørede at statsminister Anders Fogh Rasmussen i et halvt år op til marts 2003 havde ført Folketinget og den danske befolkning bag lyset ved at påstå, at der fandtes beviser for, at Saddam Husseins Iraq rådede over masseødelæggelsesvåben. Dette viste sig senere at være løgn, og Frank Grevil afslørede i 2004, at statsministeren ingen fakta havde som underbyggelse for sine påstande i 2002/03. Sådanne «Whistleblowers» spiller en fremtrædende rolle i andre landes – bl.a. USA og Storbritanniens – demokrati. I Danmark straffes de med fængsel.
Anført af Dansk Folkepartis Søren Espersen har den danske højrefløj kørt en hetz mod navngivne journalister i Danmarks Radio for at offentliggøre kritik overfor Israel i konflikten mellem Israel og Palæstina. Hetzen har både været ført i medierne og i DR’s bestyrelse, og har specielt været rettet mod DR’s mellemøstenkorrespondent Ole Sippel og Jens Nauntofte. I juli 2003 lykkedes det Espersen m.fl. at tvinge Nauntofte til at fjerne undervisningsartikler fra internettet på undervisningssitet http://www.palaestina-info.dk. Vi bringer her kopier af artiklerne, der blev fjernet:
Fra Jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel
Israels lobby i USA
Hetzen har ført til udstrakt selvcensur i DR, således at den danske dækning af konflikten i dag afviger markant fra den dækning der findes i f.eks. BBC, CNN og SR (Sveriges Radio).
Indskrænkningerne i ytringsfriheden rammer også offentligt ansatte, der af deres arbejdsgivere nægtes retten til at udtale sig i relevante sager. Således blev en skoleinspektør fra Roskilde i foråret 2003 fyret, efter at have udtalt sig.
Statsministerens fremme af sin fortolkning af «ytringsfrihed» nåede et foreløbigt klimaks i februar 2006, hvor han med angreb på dansk erhvervsliv og Danske Pen forsøgte at fremtvinge en: ‘Enten er I med mig, ellers også er I imod mig’-situation. Ministeren ønsker med sine angreb at kvæle den form for ytringsfrihed, der anvendes af anderledestænkende til bl.a. at kritisere magthaverne – ham selv.

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sendte i oktober 2006 flere emails til bestyrelsen i DR med kritik af DR’s dækning af de landsdækkende protester mod regeringens og kommunernes nedskæringspolitik på børnepasnings- og uddannelsesområdet. Det er første gang en dansk regering har kritiseret DR’s nyhedsdækning. 2 uger senere var DR’s nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen fyret. Regeringen går fuldt og helt ind for ytringsfrihed – dog ikke når den indebærer kritik af regeringen selv.”
http://www.leksikon.org/art.php?n=2776

Jeg har ikke selv skrevet denne artikel; men jeg synes, at den lægger op til en interessant debat om, hvad ytringsfrihed egentlig er for en størrelse. – ‘Commence’.

P.S.: Jeg er blevet påbudt at komme med et eksempel, som modvægt til artikelen, som kan give et mere neutralt billede af indskrænkningen af ytringsfriheden. Så derfor vil jeg nævne Radio Holger som et andet klart eksempel på, at ytringsfriheden er indskrænket i Danmark. Folk ude på højrefløjen er naturligvis velkomne til at komme med flere eksempler.

Og hvorfor er Radio Holger så et godt eksempel?
Jo, for hvis vi skal kunne tillade os at udøve satire med mere eller mindre tilsigtede hånende og minoritetskrænkende undertoner, så må vi vel i sagens natur også kunne rumme de ytringer, der kommer den anden vej. Ytringsfriheden er en platform for tanke- og idéfrihed og dermed også en platform for at give udtryk for direkte antidemokratiske idéer og tanker. Altså – hvis Radio Holger eller andre vil bringe antidemokratiske budskaber, så skal de ifølge ytringsfriheden have lov til det – også selvom disse kan have til hensigt at undergrave selve demokratiet. Så længe de ikke bryder loven, så burde alt ifølge en uindskrænket ytringsfrihed være tilladt. Demokrati og ytringsfrihed handler jo dybest set om friheden for det enkelte menneske til at kunne give udtryk for sin mening og holdning, uanset hvor potentielt antidemokratisk denne måtte være. Den regerende styreform burde således ikke – via en indskrænkning af ytringsfriheden – kunne ‘regulere’ samfundsdebatten væk fra anderledes tænkende menneskers idéer om den bedst mulige styreform. En sådan form for regulering er i sig selv fascistisk. Man kan ikke bekæmpe fascisme med fascisme.

Indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne…

Det helt centrale for dette indlæg, som jeg gerne vil at læseren tænker over, er mennesket…

Først til balladen på Nørrebro og hvordan vi løser den:

Giv forældrene bedre økonomiske vilkår. Så de ikke er tvunget til at leve på et økonomisk og socialt niveau, som bliver kritiseret af menneskerettighedsorganisationer fra hele verden. Problemet er forskellen på hvad middelindtægten i det danske samfund er, og så hvad middelindtægten for den gruppe af socialt svagt stillede indvandrere er, som man i forvejen holder ude fra arbejdsmarkedet, samt prisudviklingen i Danmark, som trækker den modsatte vej – opad. Danmark har nogle af Europas højeste priser på fødevarer. Denne på alle fronter negative spiral overfor en bestemt samfundsgruppe giver både psykiske, økonomiske og sociale problemer. Dansk Folkepartis store fede tommelfingeraftryk sidder desværre på den del af aftalen, som gør, at man primært rammer de, som ikke er etniske danskere. Tror du at disse forældre er interesserede i at deres børn render rundt på gaden midt om natten? Problemet er, at samfundet ikke levner dem noget overskud til at tage sig af deres børn. Ungdomsklubber, sociale tilbud, bedre økonomiske forudsætninger, hjælp med psykiske problemer, som følge af dårlig livssituation ville eksempelvis være en rigtig god idé. Men i stedet nedlægger man i stor stil ungdomsklubber og indskrænker den offentlige støtte til initiativer på det sociale område. Indvandrerne står med et dobbelt problem. Deres mangel på mulighed for at få et arbejde, leder til en hårdt trængt økonomisk situation pga. regeringens kontanthjælpslovgivning. De har færre penge mellem hænderne til at tage sociale initiativer, eller til den omfattende brugerbetaling man efterhånden ser indenfor området, osv., osv., osv….. => manglende selvtillid. Fastlåste i ghettoer (ingen danskere vil jo være nabo til en indvandrerfamilie), hvor et underliggende matrix af at føle sig dybt uretfærdigt behandlet i et land, hvor man ankom med håbet om et bedre liv, betyder at børnene bliver ladt i stikken. Når disse indvandrere så endelig får et arbejde, så er det ofte noget hjerneforladt lortearbejde, som ingen dansker alligevel vil røre med en ildtang. Selv højtuddannede ingeniører må tage til takke med lortearbejde, fordi deres uddannelse ikke ‘anerkendes’ i Danmark. BULLSHIT!

http://blog-dyn.tv2.dk/snowtiger/entry52141.html

Indvandrerpolitisk ordfører Irene Simonsen fra Venstre udtalte sig for et år siden i folketingets spørgetid om incitamentet for at skære yderligere i starthjælpen. Hun udtalte bl.a., at personer, i det der kaldes match 5, ikke er relevante i forhold til starthjælp, da de jo i givet fald skal have pension. Men hvad med vejen hen til match 5? Den er helt umenneskelig efter min mening. De, som er permanent i matchgruppe 4-5 får som bekendt en pension, som for indvandrere betyder, at de får en pension tilsvarende en procentsats, som tilsvarer det antal år de har opholdt sig i Danmark. Altså at personer med invandrerbaggrund i matchgruppe 4-5 får en meget lille pension i forhold til danskere. Det er da en apartheidlignende lovgivning…Når jeg tolker det, som Irene Simonsen udtaler om match 5, så mener hun altså at folk, som ligger i matchgruppe 4-5 i kraft af starthjælpen og udsigten til en endnu ringere pension i fald de forbliver syge, har et så kraftigt incitament til at blive raske, at de automatisk bliver raske af sig selv, for at undgå at leve på sultegrænsen. Hvad fanden er det for et syn på eksempelvis syge mennesker??? Jeg synes, at vi skal give flere penge til de svagest stillede, forhøje kontant og starthjælpen, da de, som forventet, har vist sig unyttige som incitament til at få denne gruppe til at tage arbejde (Denne gruppe mennesker ville kunne være mere nyttig for samfundet, hvis de ikke konstant levede på sultegrænsen. Er du klar over, at de penge vi sparer i kontant -og starthjælpsydelserne bliver brugt til senere at behandle disse mennesker for sygdomme, som på lang sigt skyldes deres ringe økonomiske levevilkår? Spørg dig selv, hvem som udgør den største økonomiske byrde på sundhedssektoren? Det gør de svagest stillede i samfundet såmænd. Hvordan regeringen mener, at vi sparer på kontanhjælpen og starthjælpen, når selvsamme bunke penge skal smides ind i sundhedsvæsenet for at behandle, er mig en gåde).

http://www.casa-analyse.dk/1991/1580%A0http://www.dr.dk/Nyhede…

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-5823435.html

http://politiken.dk/indland/article177597.ece

Match systemet i kommunen:

1. Borgeren har kompetencer og ressourcer der umiddelbart matcher arbejdsmarkedets krav. Borgerens kompentencer og ressourcer er forenelige med varetagelsen af jobfunktioner, der er bredt ekstisterende på det ordinære arbejdsmarked. Borgeren har eventuelt kvalifikationer og kompetencer indenfor flaskehals- områder på arbejdsmarkedet.

2 – Borgeren har kompentencer og ressourcer der umiddelbart i væsentlig grad matcher arbejdsmarkedets krav. Borgeren kompetencer og ressourcer er i høj grad forenelig med varetagelsen af jobfunktioner, som er bredt eksisterende på det ordinære arbejdsmarked, men der kan dog i mindre grad være en mismatch, eksempelvis mht specifikke kvalifikationer eller lignende.

3 – Borgeren har kompetencer og ressourcer, der umiddelbart kun matcher arbejdsmarkedets krav. Borgeren vil imidlertid være i stand til at varetage jobfunktioner, som et vist omfang eksistere på det ordinære arbejdsmarked.

4 – Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at den ledige ikke umiddelbart vil kun indgå i en jobfunktion på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked.

5 – Borgeren har så omfattende begrænsninger i kompetencer og ressourcer, at borgeren aktuelt ikke har nogen arbejdsevne der kan anvendes i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked.

Her er et citat fra Vogters blog omkring amputerede sociallove i Danmark: http://blog.tv2.dk/v_for_vogter/entry85831.html#comment1138201

“Teksten ligner de gamle, men der er omformuleret og fjernet paragraffer med bred hånd og den Venstre Nyliberalstiske store kniv. Bare tage et kig på Loven om aktiv socialhjælp. Her alle de paragraffer der omhandlede kommunernes ‘pligter’ overfor borgerne stille og roligt blevet fjernet med salamimetoden igennem de sidste 5 år:

§§ 8 b-9. (Ophævet).

§§ 16-24. (Ophævet).

§ 28. (Ophævet).

§§ 35-38. (Ophævet).

Kapitel 5 – Igangsætningsydelse

§§ 42-45. (Ophævet).

§§ 47 a-48. (Ophævet).

§§ 60-62. (Ophævet).

§§ 68-69. (Ophævet).

§§ 70-73 a. (Ophævet).

§§ 74 j-77. (Ophævet).

§§ 86-87. (Ophævet).

§§ 101-102. (Ophævet).

§ 109. stk 5 (OPhævet), stk 8, 9, 10 (Ophævet)

§ 117. (Ophævet).

Mage til amputeret makværk af en lov skal man lede længe efter, og denne lov omfatter alle, der modtager kontanthjælp, både syge og ledige, plus mere til. Og samtlige af de paragraffer, der blev fjernet havde med det offentliges pligter overfor borgerne at gøre, samtidig med at resten af loven er omformuleret til ukendelighed siden dens første fremlæggelse i 1996 af Socialdemokraten, nåååh nej – Venstrekvinden Karen Jespesen og deres støtter og lidt efter ophøjet til lov.”

Jeg er helt med på, at de dovne mennesker, som ikke gider at arbejde, skal ud på arbejdsmarkedet; men det er altså de færreste af de arbejdsløse, som tilhører denne gruppe mennesker. Langt de fleste har en anden årsag til ikke at kunne arbejde eller til ikke at kunne finde job. Hvad med dem? Skal vi for at ramme en bestemt meget lille målgruppe af bevidst dovne individer samtidig ramme et stor gruppe af uskyldige svagt stillede mennesker, som kommer til at lide fuldstændig uhensigtsmæssigt under lovgivningen om starthjælp og kontanthjælp? Hvad med dem, som lider af PTSD? Hvad med de syge? Hvad med dem som ikke kan tage vare på sig selv; men som bliver gjort til ‘raske’ individer pga. regeringens lovgivning? Regeringen har gentagne gange udtalt, at lægernes brug af diagnosen PTSD er uprofessionel. Det er da helt utroligt at vi, som lever i så rigt et land, ikke har *råd* til at tage os af de svagest stillede i samfundet.

Citat fra Læger siger fra:

“Tonen i den offentlige debat om indvandrere, flygtninge og asylansøgere, er i den sidste tid blevet så fjendtlig, at vi som læger må sige fra. Nedladende udtalelser om etniske minoriteter gentages så ofte i pressen, at de for nogen bliver til sandheder. Tilsvarende er Danmarks politik over for minoriteterne i det hele taget blevet forrået. Flygtninge holdes ude, livet i Danmark er blevet uforudsigeligt og vanskeligt for asylansøgere, kun 9% af spontane asylansøgere fik asyl sidste år, og mange udsendes med tvang. Selve debatniveauet og den førte politik er umenneskelig, sygdomsfremkaldende og skader Danmarks internationale omdømme. Derfor opfordrer vi alle i Danmark – medborgere, politikere og pressen – til at bruge deres ytringsfrihed ansvarligt og med omtanke, og at behandle etniske minoriteter som medmennesker, i dagligdagen, i myndighedsudøvelsen og i Folketinget.

Danske læger er internationalt kendt for kampen mod tortur, for rehabilitering af torturofre og for kampen mod lægers medvirken til tortur. Danske lægers værdigrundlag er bl.a.:

* Anerkendelse af grundlæggende demokratiske værdier og menneskerettigheder.
* Værnen om borgernes frie og lige adgang til sundhedsvæsenet, uanset alder, indtægt, etnisk baggrund, seksuelle orientering, religion eller livsstil.
* Patientens helbred og tarv har lægens første prioritet.

Som læger oplever vi:

* at den daglige nedladende og fjendtlige omtale i medierne og i den politiske debat går ud over etniske minoriteters værdighed og selvopfattelse og øger diskriminationen
* at etniske minoriteter bliver syge efter at være udsat for diskrimination, nedvurderende medieomtale og udelukkelse fra det danske samfund
* at flygtninge på introduktionsydelse ikke har råd til at købe tilstrækkeligt af mad og medicin
* at mange asylansøgere bliver psykotiske efter mange år i Danmark med venten, afslag og flytninger mellem asylcentre. Flere har forsøgt eller begået selvmord
* at familier – selv med børn – ikke kan få familiesammenføring i Danmark, på grund af danske særregler. Familier splittes og sagerne trækker i langdrag under rigid og langvarig behandling i Udlændingestyrelsen
* at afviste asylansøgere, der ikke kan sendes hjem, sættes i særlige asyllejre, hvor de ikke kan få kontante ydelser men kun bespisning
* at asylansøgere, der tidligere har været tortureret i deres hjemland, sendes tilbage til fornyet tortur. Det skete også for den 18-årige iranske dreng, der under tilbagesendelse til torturen i Iran forsøgte selvmord i Kastrup Lufthavn, og som nu har fået tilladelse til at føre en erstatningssag mod Flygtningenævnet, for at have udsendt ham til grov tortur, som han udholdt i tre år. Også andre asylansøgere, der tidligere er tortureret, er sendt tilbage til tortur fra Danmark, fx til Sri Lanka og Indien.

Vi hører om , at folk dør under flugt i overfyldte både, der ikke er beregnet til havsejlads, i containere, i skibslaster, i bagagerum i biler, ved at krydse minefelter eller farlige floder og bjergområder. Bl.a. fordi Danmark ikke vil udstede visum, så folk kan komme hertil legalt, ikke vil behandle en asylansøgning fra en dansk ambassade i udlandet, og giver bøder til luftfartsselskaber, der medtager passagerer uden gyldigt pas og visum.

Vi erfarer at folk, som ikke kan tage danskprøve 3, ikke kan få dansk statsborgerskab, heller ikke hvis det skyldes, at de lider af PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom), som ofte fremkaldes af tortur. Endvidere at den lægeligt stillede diagnose mistænkeliggøres af politikere uden fagkundskab.

Menneskerettigheder knægtes og internationale henstillinger overhøres.

Vi opfordrer alle i Danmark til igen at sætte anstændighed og medmenneskelighed i højsædet.”

Her er et citat fra Høringssvar vedr. VK(O)-regeringens aftale om indfødsret af 8. december 2005

Kravet om selvforsørgelse (§ 23)

Ministeren anfører, at ”.. det må efter min opfattelse være et rimeligt krav at stille som betingelse for meddelelse af indfødsret, at ansøgeren kan klare sig selv og også herigennem har vist en vilje til at blive bedre integreret i det danske samfund.”

“Det skal hertil bemærkes, at der blandt ansøgere med PTSD meget ofte vil være et ønske om at klare sig selv for bl.a. derigennem at kunne demonstrere, at de har viljen til integration. Men nogle ansøgere vil på grund af deres psykiske helbredstilstand ikke have evnen til at klare sig selv. Denne manglende evne til selvforsørgelse kan ikke tages som udtryk for en manglende vilje til integration, og når integrationsviljen skal dokumenteres, er det ikke rimeligt at opstille betingelser, hvis opfyldelse alene afgøres af evnerne.

På baggrund af ovennævnte ønsker vi derfor at fastholde vores anbefaling om, at aftalen om indfødsret ændres således, at personer med kronisk PTSD ikke stilles ringere end andre ansøgere i forhold til dispensationsmuligheden ved danskkravet og kravet om kendskab til danske samfundsforhold mv., og at kravet til selvforsørgelse ophæves eller i hvert fald lempes.”

http://www.laegersigerfra.dk/Erklaeringen.html

http://illegalt.mahost.org/article.php3?id_article=83

http://politiken.dk/indland/article135109.ece

http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=34494&TS_ID=1&S_ID=36&C_ID=60

Vi har et socialt ansvar i Danmark. Vi er et af verdens rigeste samfund. Jeg synes simpelthen, at det er under vores værdighed at behandle mennesker på den måde, som vi gør. At folk ligefrem yderligere vil straffe de svagest stillede for de problemer, som de påføres af samfundet, synes jeg, vidner om et land, som bliver mere og mere fascistisk og psykologisk uligevægtigt og regressivt. Jeg henviser hermed til min artikel om Volkan: http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry173239.html?ss

Det er bestemt heller ikke værdigt for et land med kristne grundværdier! Eller dem har vi måske forladt til fordel for hedonismen?

Hævn, den indre svinehund, dødsstraf, selvtægt og vold…..

For at svare det tågehoved som skrev at folk skulle have prøvet at være udsat for overfald selv. Jeg har selv været udsat for vold. Jeg fordømmer ikke dem, som overfaldt mig. Vreden er der naturligvis; men – for der er et stort men – hvis jeg ønsker det samme for disse mennesker, som de har gjort mod mig, så er jeg ikke noget bedre menneske selv. Jeg tror på, at jeg ved at være et bedre menneske end dem, kan være med til at påvirke verden omkring mig i en ikke voldelig retning. Vold avler vold. Det gælder både i det store, såvel som i det lille, perspektiv. Der er en meget essentiel og stor forskel på at have følelser som foragt, had, hævntørst, vrede osv. og så til at føre dem ud i handlinger. Både når det gælder et makroperspektiv som f.eks. lovgivning i samfundet og når det gælder et mikrosperspektiv, som det personlige plan.

Indre oprør:
Lad mig komme med et eksempel. Jeg mødte engang Pia K. i Magasin. Jeg havde den største lyst til, at gå hen til hende og fortælle hende hvilken led kælling hun er. Det, der holdt mig tilbage, var alene visheden om, at hvis jeg gjorde det, ville jeg være lige så indskrænket og afstumpet, som det jeg foragter så meget ved hende. Jeg ville alene med min handling retfærdiggøre hendes kamp imod, hvad hun anser for at være afstumpede mennesker. På præcis samme måde refærdiggør næsten alle herinde med deres accept af urmagerens handling, at den slags kan ske igen. At man ikke kan se det afstumpede i sig selv, viser bare at cortex ikke fungerer optimalt i forhold til at lægge en dæmper på de megalomane, neurotiske følelser, som har sit udspring i den manglende evne til at dæmpe de instinktive signaler fra det limbiske system.

Fred med sig selv:
Man kan altså sagtens have følelser, som bygger på rene rå instinkter; men samtidig have en tilpas velfungerende cortex til, at man ikke ønsker at lade disse følelser komme til udtryk i handling, endsige ord. I reptilhjernen, som er en del af det limbiske system, gemmer alle vores stærkeste urinstinkter sig. Det være sig sex, had, kærlighed, foragt, aggresivitet, angst, osv. osv… Hjernen er bygget således, at cortex lægger en dæmper på de følelser, som er så stærke, at de ville komme i konflikt med de love og regler, som eksisterer i samfundet / populationen.

Hvor civiliserede er vi egentlig?
Men for at vende tilbage til sagens kerne, så burde det, at vi ikke længere i samme grad ser op til dem, som ukritisk fører reptilhjernens drifter ud i livet, netop være et udtryk for at vores samfund har udviklet sig. Spørgsmålet er så, om det virkelig også forholder sig sådan. Jeg mener desværre, at der er lang vej igen. Et eksempel, som det her med urmagerens selvtægt, viser, at vi måske endda bevæger os i den forkerte retning. For øjeblikket synes jeg, at samfundet og det enkelte menneske bliver mere og mere råt, afstumpet og stenalderagtigt, drevet af sine mest basale drifter. Det er fand’me uhyggeligt. Roald Als har virkelig ramt plet, når han tegner Anders Fogh som en hulemand.

Obs.: At jeg bruger Pia K. som et eksempel her, vil måske støde mange af dem, som sympatiserer med hende; men jeg er ikke ude i et politisk ærinde. Jeg bruger hende som eksempel, fordi det rent faktisk skete i virkeligheden. Ej heller synes jeg, at det er selvmodsigende at skrive mine tanker omkring denne begivenhed ned. Jeg demonstrerer jo netop forskellen og er derfor også med på, at jeg ved at nævne forskellen med et eksempel gør mig til offer for, at folk måske vil sige, at jeg selv sviner andre til i fuld offentlighed. Det er dog ikke intentionen.

http://www.hjernesange.dk/hjernemad/hjernedannelse/hjernecentre2.html

Kulturministerens opgør med kulturen…

Ligesom undervisningsminister Berthel Haarder, med sit opgør med fagligheden i undervisningsministeriet, er igang med at underminere og ødelægge det danske uddannelsessystem fuldstændigt, er Brian Mikkelsen, som kulturminister, igang med det samme på kulturområdet. Denne Brian Mikkelsen, der som dreng blev udsat for den værste venstreorienterede mobning og som hver dag ser sig selv over skulderen i angsten for, at ‘de røde lejesvende’ ude fra DR-byen måtte komme og klynge ham op i en lygtepæl…
(For info vedr. Berthel Haarder og undervisningsministeriet se her: Læreren som forsvandt).

Værket er næsten fuldbragt! Det værk som man påbegyndte med kulturkampen mod smagsdommere og røde lejesvende og videreførte med de slet skjulte nedskæringer i DR. Claus Hjorth Frederiksen har nu allieret sig med DF og Socialdemokraterne i en uhellig alliance, som skal give de seriøse kunstnere i dette land nådesstødet. Det sidste søm i kunstnernes kiste er således dagpengereglerne. Men hvorfor skulle almindelige danskere dog også gennem skatten betale til, at sådan en flok sandalhippier er på støtten. Joh, måske fordi at mange kulturprojekter rent faktisk viser, at f.eks. musik og kulturtilbud er med til at skabe mindre vold og bandekriminalitet. Fordi den slags florerer når unge mennesker går rundt og keder sig halvt ihjel. Hvis de til gengæld har nogle tilbud, hvor de eksempelvis kan lære at spille musik, ja så forsvinder grundlaget for, at de ryger ud i kriminalitet og chancen for, at de således bliver velfungerende unge mennesker øges betragteligt.

Når regeringen, med en opstramning af reglerne på dagpengeområdet, direkte søger at få ram på AOF-undervisere, musikskolelærere og deltidsansatte kunstnere og free-lancere i øvrigt, samt med en konsensus, om at man ikke skal have ret til at prioritere jobsøgning indenfor sit eget fagområde, fratager musikere og kunstnere i det hele taget enhver mulighed for at arbejde med det fag, som de har taget en lang videregående uddannelse for at blive specialister i, så er målet nået! Det kan ikke længere lade sig gøre at leve af seriøs kunst i dette land!

Jamen, kan kunstnerne da ikke bare acceptere, at de må finde sig et ordentligt arbejde, hvis de ikke kan leve af deres kunst, kunne man vel med ret og rimelighed spørge? Jo, det kommer de i hvert fald til nu – og det med kniven for struben.

Beskæftigelsesministeren sender sorteper videre til kulturministeren, og beder ham sørge for finansiering af de stakkels kunstnere, som nu må på gaden med hatten i hånden, hvis de altså ikke vil køre taxa eller stange P-bøder ud. Og hvor ender vi så?

Der hvor vi alle tilsyneladende drømmer om at ende: Med den fuldstændige statsstyring af kulturen. Tilbage er kun etablerede kulturinstitutioner, som lever på kulturministerens nåde. Free-lancerne og de liberale dele af kulturlivet er væk. Er det ikke skønt!? Er den almindelige danskers misundelse over, at nogle mennesker har et særligt kunstnerisk talent virkelig så stor, så disse for enhver pris skal ned med nakken? Udover den statsstyrede del af kunsten, er det kun populærkulturen, som kan overleve i massemedierne. Jeg nævner i flæng: Vild Med Dans, Stjerne For En Aften, Scenen Er Din (er der ikke også nogle håbløse malertalenter derude, som vil eksponeres med deres manglende (blu)færdigheder?).

Er det virkelig til samfundets bedste? Er der ingen som vil savne de små teatre? De nye spirende skuespillere? Kammerorkestrene? Jazzmusikerne? Skulptørerne? De ukendte kunstmalere som venter på at blive set? Danserne? Er et rigt samfund netop ikke kendetegnet ved, at det kan rumme kunst og kulturliv, og får det rige samfund netop ikke ti-fold igen, når talentudviklingen udmønter sig i kunstnere, som opnår international anerkendelse, som Danmark kan sole sig i? Ved at fjerne fundamentet for denne talentudvikling fjerner man også talenterne… Hvem skal overtage, når den gamle garde dør? Hvor er den nye Niels Henning Ørsted Pedersen? Hvor er den nye Nikolaj Znaider? Hvor er den ungdomskultur, som eksisterede for blot 15 år siden? Den er blevet erstattet af stigende kokainmisbrug, vold, knivstikkeri, narkohandel og bilvæddeløb om natten… Hvorfor mon? Jah, der mangler simpelthen kulturtilbud til de unge….

De, som har brugt årevis på lange kultur- og kunstuddannelser, må se mulighederne for at klare sig fremover smuldre. Nu har arbejdsmarkedet for kunstnere i mange år været opbygget omkring muligheden for at finansiere vekslende perioders arbejdsløshed med dagpenge eller supplerende dagpenge. Eksempelvis er de fleste musiklærerstillinger sæsonbestemte. Mange musiklærere er ansat som timelønnede og går derfor arbejdsløse hele sommeren og en del af vinteren. I dag vil man afskaffe den mulighed, som kunstnerne hidtil har haft for at få supplerende dagpenge, og med den siddende regering er det næppe sandsynligt, at man erstatter systemet med kulturlegater i en størrelse, som ville gøre en forskel. Langt den overvejende del af kunstnerne er afhængige af at kunne undervise. Selvsagt bliver det naturligvis også svært for eksempelvis en professionel jazzmusiker, at få tid til at spille koncerter og udvikle sit talent, hvis han samtidig skal bestride et job som medarbejder i Føtex… Ligeledes går Danmark og danskerne glip af den talentudvikling, som en konservatorieuddannet musiker kan bidrage til på både på spillesteder og uddannelsesinstitutioner, som hidtil har nydt godt af hans/hendes kompetence, hvis denne presses til at skære ned på eller helt stoppe med at spille musik på professionelt plan. I det nyliberalistiske idealsamfund er der nemlig kun plads til den kunst, som kan overleve på markedsvilkår. Men kan kultur overhovedet måles i penge? Hvad er en forrygende skuespilpræstation på en intim scene værd? Eller en improviseret saxofonsolo på Copenhagen Jazzhouse? Det er vist meget individuelt og subjektivt, og for mange vil den slags synes uvurderligt. Problemet med markedsvilkår og kunst er, at det, som sælger, overlever. Og det degenerer automatisk til laveste fællesnævner! De smalle ting – kunst, som udfordrer, stiller krav til beskueren eller er for dyr, overlever ganske enkelt ikke uden støtte.

Lad mig bruge reklamerne fra TV som eksempel: Hvis der var almen interesse for smal kultur, så ville reklamebureauerne da have kastet sig over det og brugt det massivt i deres produktioner. Men reklamerne skal sælge! De skal henvende sig til brede målgrupper, og derfor bliver det den laveste fællesnævner, som sætter standarden.

Et andet eksempel: Se på hvad de private radiostationer fylder æteren med. De sigter helt specifikt efter at få mange lyttere. Så hvad lefler de for? Den bredeste smag, den laveste fællesnævner. Sådan vil kunst på markedsvilkår også virke – det er sørgeligt, men sandt! Vi har desværre en regering, som er besat af materialisme! Alt skal gøres op i penge! Miljøet! Og kulturen! Vi skal vide, hvad vi har at leve af! Men – nok så essentielt og eksistentielt – ved vi også, hvad vi vil leve for?! Kan danskerne acceptere, at de kvalitetsorienterede kulturoplevelser, de hidtil har kunnet se finansieret via skattebilletten, nu går stille bort?

Teater, musik, dans, litteratur? Eller skattelettelser, stor Audi, lækkert køkken?

Er vi egentlig rige i dette land? Eller er vi dybest set meget fattige?

Vi ender i en filosofisk diskussion om materie og ånd. Hvordan måler man ånd? Og skal kunst og kultur reduceres til materie? Ser man f.eks. kun på et maleri som en genstand, man vurderer ud fra, hvorvidt man vil eller kan eje den? Ser man overhovedet på noget maleri? Er fladskærmsfjernsynet, Nyhederne og superligakampene alt, hvad vi behøver i dagens Danmark?

Vi må selvfølgelig ikke glemme at hylde alle almindelige mennesker derude, som piratkopierer i et væk, og dermed underminerer kunstnernes indtægter ved ophavsret!

Dette indlæg er skrevet i samarbejde med min bror, som er jazzmusiker. Hans navn er Jacob Roved, og hans hjemmeside kan besøges her.

Depression kan spores på syv minutter….

“Næsten halvdelen af alle langtidssygemeldte lider af en psykisk sygdom; men mange af dem aner det ikke.”

Overlæge i psykiatri ph.d. Hans Jørgen Søgaard, som arbejder med diagnostik og behandling af psykiske sygdomme i Herning/Region Midt, har udviklet et spørgeskema, som kan hjælpe sagsbehandlerne rundt i landets kommuner til på få minutter at screene langtidssygemeldte for psykiske lidelser.

Baggrunden for udviklingen af spørgeskemaet er en stor undersøgelse foretaget af Region Midt, som konkluderer, at ca. halvdelen af de mennesker, som har været sygemeldt i mere end 2 måneder, lider af psykiske sygdomme, som angst og depression. 25% af disse bliver ikke opdaget i det eksisterende system. Det vil der med det nye skema nu være en større mulighed for.

Derfor kan det undre meget, at en Erik Nielsen (S) i egenskab af formand for kommunernes arbejdsudvalg nu går ud med kritik af en sådan screening. Ja, for hvad skal vi dog med den slags sygeliggørelse af de ledige? Det lyder næsten som en gentagelse af Karen Jespersens mantra om, at “de skal bare ud og arbejde, så bliver de glade og lykkelige.”

For det første er der jo ikke tale om at screene alle sygemeldte. Der er tale om at screene de, som har været sygemeldte mere end 8 uger.

For det andet, prøv at overveje det her: Hvad skade er det til, at man med en effektiv metode screener folk for at spore psykiske problemstillinger og ved fund af sådanne sender klienterne videre til relevant udredning i psykiatrien? Hvis det skulle vise sig, at de ikke er psykisk syge, bliver de jo blot sendt retur til kommunen og en videre udredning der. Men viser det sig til gengæld, at der er tale om en psykisk lidelse, så kan man få fat i klienterne, give dem relevant behandling i psykiatrien og således øge muligheden væsentligt for, at de kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. For alle parter må det da være positivt, at der bliver udviklet og skabt et system, hvor man kan diagnosticere problemstillinger og således gøre folk raske frem for at holde dem som gidsler i sygdomstilstande, som aldrig bliver diagnosticeret, fordi man ikke vil bruge den faglige kompetence, som bliver stillet til rådighed.

Således har jeg selv, i tiden efter at jeg blev slået ned for to år siden, haft smerter i urinvejene og gået til alverdens undersøgelser og udredninger – blot for at få at vide, at jeg fejlede ingenting. Først for et halvt år siden, da jeg var til udredning på Center for Hjerneskade i København, fik jeg at vide, at det var faktisk ikke unormalt, at have den slags forstyrrelser i receptorsignalerne i hjernen, som også kan forekomme ved depression! Disse forstyrrelser i receptorsignalerne kan ved depression udløse invaliderende smerter, som yderligere forøges ved stress. Derfor er det uhyre vigtigt, at få klarlagt om årsagen, til et tilsyneladende somatisk sygdomsbillede hos en langtidssygemeldt, kan være psykisk betinget. Ellers risikerer man, at ende med årelang symptombehandling uden noget egentligt resultat. Ofte er en sådan symptombehandling udmøntet i, at man giver smertestillende piller, som ikke har nogen gavnlig effekt ved psykiske problemstillinger, og som tillige kan føre til et misbrug, som kan give fysiske skader som mavesår eller føre til selvmordstanker pga. manglende behandling.

Konklusionen må være, at det altid kan betale sig, at sende klienter hen til de relevante faggrupper – selv om det betyder en forholdsvis lille merudgift til kommunen. Udgifterne ved mangelfuld behandling kan nemlig hurtigt vise sig langt at overstige udgifterne ved relevant behandling. Kommunerne burde tage imod sådan et initiativ med kyshånd istedet for at gå ud og kritisere det. For netop med den rigtige behandling af de langtidssygemeldte kan man få dem hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet, for slet ikke at tale om den sidegevinst, der ligger i, at de kan blive helbredte og igen velfungerende mennesker ligesom alle andre. Set fra en ergoterapeutisk synsvinkel, som jo er min metier, kan sådan et initiativ, som Hans Jørgen Søgaards, ikke roses for meget.

http://politiken.dk/indland/article454328.ece

Mordstatistik….

Mordraten er rimeligt lav i Danmark i forhold til resten af verden og har faktisk været stabilt lav de sidste 50 år. Der er ingen tal, som peger på at antallet af mord er blevet større, fordi vi har flygtninge/indvandrere i landet. Selvfølgelig er mord uacceptabelt; men vi ligger altså ikke så højt som visse medier gerne vil fremstille det som. Hvorfor så al denne snak om ‘kulturberigere’ og angst for at indvandrerne kommer og myrder vores børn om natten? Sjovt nok at vores inkompetente Justitsminister nu vil have sat kameraer op overalt; men hun ignorerer totalt advarslen fra det kriminalpræventive råd om, at det ikke vil nedsætte antallet af forbrydelser. Hvad med at koncentrere sig om at lave noget ordentligt præventivt arbejde istedet for? Kigger man således i den historiske mordstatistik, kan man se, at opklaringsprocenten i 40′erne var præcis ligeså høj, som den er nu. I 40′erne havde man ikke videoovervågning på alle gadehjørner.
Enhver, som har læst George Orwells 1984, burde stille sig meget betænkelig overfor det overvågningssamfund, som vi mere og mere er på vej ind i. Jeg bryder mig ihvertfald ikke om tanken. Ikke fordi jeg har noget at skjule; men fordi tanken om at have nogle mennesker til at sidde og overvåge andre menneskers færden er mig inderligt imod.

Værd at bemærke er, at både Saudi Arabien, Oman, Pakistan og De Forenede Arabiske Emirater, ligesom Tyskland, Norge, Irland, Japan og Chile også ligger lavt.

Drabssager i Danmark
Mordstatistik i världen Sverige ligger högt
Crime-Statistics-Murders

Her er faktisk et meget interessant billede på, hvordan ekstremismens ophav er almentpsykologisk og altså ikke betinget af, hvad der står i nogle bøger. En selvopfattet uretfærdighed er nok til at skabe grobund for fanatisme og ekstremisme. Det er menneskets psyke, som spiller ind. Prøv at se hele videoklippet. Interessant at se en anden vinkel på hvordan unge bliver kriminelle af den nuværende mediestruktur: Video-lessig-om-hur-alla-unga-blir-kriminella-med-nuvarande-mediastruktur

Hele hans pointe er, at man ikke kan bekæmpe ekstremisme med ekstremisme. Man er nødt til at indgå i dialog for at få udviklingen til at ændre retning.

Mails fra en DF’er + Kommentarer…

Onsdag, 2. januar 2008 kl. 17:34 / 1234, dansk folkeparti, debat, dumhed, etik, fremtid, moral, respekt, tv2, ytringsfrihed

109 kommentarer | Rapportér/anmeld | Send til en ven

I formiddags blev jeg ærlig talt noget forundret. Jeg fik tre mails forwarded fra Kirjapan, hvor hr. hans_dane (Se også: http://www.antung.dk/, et erklæret medlem af DF, havd